Stævnerne er retur: Succes for Anders Sjøbeck Hoeck
Efter flere måneder uden stævner har de danske ryttere hungret efter igen at trække i de hvide ridebukser og skinnende læderstøvler. I weekenden var ventetiden endelig forbi, for DRF meldte for nylig ud, at der blev åbnet op for stævner og aktiviteter i DRF-regi fra og med tirsdag den 9. juni.
Ringsted Sports Rideklub var en af de mange klubber, der bød ryttere og heste velkommen til stævne i den forgangne weekend, og meget tyder på, at ekvipagerne har brugt den ufrivillige pause på at komme i topform.
Under C-stævnet blev der afholdt indledende kvalifikationsklasser i DRF Championatet for ungheste for fire-, fem-, seks- og syvårs, hvor især unge Anders Sjøbeck Hoeck scorede flotte karakterer.
– What A Day. Hesselhøj Downtown vandt 4 års championats kvalifikation med intet mindre end 9,800 med to 10 taller for galop og kapacitet. Highfive Fuglsang vandt 5 års kvalifikationen med 9,820 og hele tre 10 taller for trav, skridt og kapacitet. Begge hingste er direkte videre til championats finalen på Blue Hors i efteråret, og vi glæder os allerede, lød det fra Anders på Facebook efter ridtene.
Til Zibrasport Equest uddyber han:
– Det er dejligt endelig at kunne komme afsted igen. Jeg havde i weekenden to helt fantastiske ture. For Hesselhøj Downtown var det første udendørs stævne, men han klarede det super. Highfive Fuglsang har udviklet sig helt utroligt hen over vinteren. Sidste år blev han nummer 2 i 4 års championatsfinalen. I år valgte vi Herning fra for at fokusere helt på championat og UVM. Begge hingste er også i gang med bedækningssæsonen, så jeg er ovenud tilfreds med, at de præsterer på så højt niveau, fortæller han.
Cathrine Dufour og STRAIGHT HORSE DON ZUAN vandt klassen for seksårs med en score på 93.000, men Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald og BLUE HORS TOUCH OF OLYMPIC L åndede dem i nakken med 92.200.
Syvårsklassen blev vundet af Nadja Aaboe Sloth og FAVOUR GERSDORF.
Se alle resultater fra stævnet her.
Dansk Ride Forbund er også glade for, at der nu igen er gang i ridestævnerne. Samt at klubberne følger alle anbefalinger, så deltagerne kan føle sig trygge.
– Første stævneweekend siden corona-nedlukningen er netop overstået, og sikke en weekend det har været.
Der blev afviklet et hav af stævner rundt omkring i landet, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra både arrangører og deltagere, som var lykkelige for at være tilbage på stævnepladserne – omend det krævede en del mere planlægning end normalt.
Én af de klubber, der havde lavet et kæmpe forarbejde op til weekendens stævne var Harridslev Rideklub, som bl.a. havde lavet luftfotos med zone-inddelinger, gangstier med ensretning, adskillelse med bomme og snore, og meget mere, skriver forbundet på deres sociale medier.