Skip to main content

Tag: Blogspot

Blogspot: “Det er jo ikke det bedste materiale, du rider på”

“Bare fordi man har en anderledes hest, kan man sagtens være en seriøs rytter.” Sådan starter Rikke sit blogindlæg på Riders NOTEBOOK. Desværre bliver hun indimellem mødt af løftede øjenbryn, når hun har sine fjordheste med til spring- og dressurstævner.

Læs også: Blogspot: Nej, jeg vil ikke bruge 30.000 kr. i dyrlægeregninger på min pony

Senest blev hun mødt af sætningen “Ved du ikke godt, at det ikke er det bedste materiale, du rider på?” fra en dommer, som ellers mente, at hun red flot. Men er materialet nu også det vigtigste, når det kommer til stykket? Det spørgsmål stiller Rikke i sit indlæg. Hun er godt klar over, at hendes fjordheste selvfølgelig kan have det svært mod de langbenede heste, men det ændrer ikke på alt det, som de rent faktisk kan. For som Rikke skriver: “Når alt kommer til alt, så kommer det ikke altid an på materialet, men hvad du gør med det, du har.”

Læs hele blogindlægget “Det er jo ikke det bedste materiale, du rider på” på Riders NOTEBOOK her.

Rikke og hendes fjordhest. Foto: Anja Mogensen Photography

Blogspot: Nej, jeg vil ikke bruge 30.000 kr. i dyrlægeregninger på min pony

Som hesteejer ved man, at der er mange faste månedlige udgifter som f.eks. opstaldning og smed. Men så er der også de uforudsete udgifter, som når dyrlægen pludselig skal forbi – og det kan hurtigt løbe op. “Er der nogle grænser for, hvor mange penge man vil bruge på ens hest, ens gode ven, ens soulmate?,” spørger Maria i hendes seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

Læs også: Blogspot: Jeg bar min pony op ad kirkegulvet

Et relevant og ærligt indlæg med et spørgsmål, som mange hesteejere før eller siden må stille sig selv – hvor meget kan og vil jeg bruge på min firbenede ven? Sådan en situation står Maria selv i for tiden. Hendes pony Fleur har forskellige skavanker, som kræver udredning, mens hun selv er gravid og derfor også skal bruge penge på den kommende familieforøgelse. Det har tvunget Maria til at beslutte, hvad hun egentlig er villig til at bruge på Fleur, selvom det for mange kan være et tabu at indrømme, at der er en grænse for, hvor meget man kan ofre på sin hest.

Læs hele Marias indlæg og kom tæt på hendes overvejelser i processen på Riders NOTEBOOK her.

Maria og hendes pony Fleur. Foto: Palero Foto

Blogspot: Ridesportens trends fra 00’erne

Ligesom med tøj, hår og indretning, så har ridesporten naturligvis også båret præg af forskellige trends gennem tiden. Nogle mere stilfulde end andre, men fælles for det hele er, at det altid er sjovt at kigge tilbage på nogle af de tendenser, som vi sukkede efter eller brugte hele vores opsparing på.

Line Saunte har været en tur ned ad “memory lane” i sit PEEK blogindlæg “Trends fra mine teenageår” og fundet fem af ridesportens trends fra 00’erne frem, som hun særligt husker fra sin ungdom:

Lykkebamsen i fortøjet

Man oh man hvor har jeg set mange små og store piger til ridestævner, som hver især havde en lille bamse-nøglering siddende i fortøjet til springstævner. Det var en form for lykkecharm, som jeg er sikker på var datidens “Lykkeengle”. Jeg købte faktisk en bamse, da jeg var 11 eller 12, som jeg var sikker på skulle være min “Lykkebamse i fortøjet”. Dog fik jeg aldrig min egen pony, men det har jeg nu, og bamsen er selvfølgelig også gemt, så når vi får vores stævnedebut kommer I helt sikkert til at se os med en bamse i fortøjet!

Læs også: Blogspot: For tyk til at ride?

Rosetpandebånd

Billede lånt af WMDESIGN.DK

Hvem husker ikke også de populære rosetpandebånd? Jeg husker dem i hvert fald tydeligt! De var virkelig in – specielt hvis man browsede igennem Hestegalleri. Her kunne man både se billeder af rosetpandebånd på diverse populære heste på HG, men man kunne også snildt finde en tutorial eller 10 på, hvordan man lavede sit helt eget rosetpandebånd. Dengang syntes jeg, det var det ultimativt fedeste – den dag i dag er jeg glad for, at trenden er forsvundet sammen med de low rise jeans.

Burberry alt

Det jeg husker tydeligt fra min rideskoletid var også Burberry mønsteret. Jeg var så mega misundelig, da en af de store piger kom ridende ind på sin hest med et “Burberry” fleecetæppe. Snart vrimlede det da også med underlag, transport-gamacher, bandager, tæpper, grimer – jamen alt med Burberry-printet på.

Læs også: Blogspot: Fra vanrøgt til million

Alt med Snobby & Snuske

Snobby & Snuske var kæmpe store i 00’erne! Jeg var i hvert fald helt sikkert ikke alene om at elske tegneserien om den snobbede dressur-hest og den pjuskede lille dovne pony. Pludselig begyndte der at komme tæpper og underlag med Snobby & Snuske på, og de var højt på min ønskeliste, det indrømmer jeg gerne! Jeg kan stadig godt tage mig selv i at overveje om ikke liiiige det der gamle slidte underlag med Snobby & Snuske fra Facebook Marketplace ikke lige skulle med mig hjem. Jeg er ikke faldet for fristelsen endnu – men jeg lover ikke, at det holder.

Anky underlagene

Jeg hoppede aldrig selv med på bølgen, men nøj hvor har jeg spottet mange forskellige Anky underlag i løbet af mine år på rideskole. Hvis I kke ved, hvad et Anky underlag er, så er det de der chunky firkantede underlag, som kun havde vandrette syninger – hvis de da havde nogle. De var klodsede at se på, og kunne fås i alverdens mærkelige farver. Specielt husker jeg det Anky underlag med det britiske flag på. Jeg er ret sikker på man stadig kan købe Anky underlagene i dag, men de er i hvert fald ikke spottet nær så meget som i 00’erne.

Læs flere af Lines fede blogindlæg lige her.

Blogspot: Jeg bar min pony op ad kirkegulvet

“Min pony Felex var mit et og alt. Han var den pony, jeg voksede op med. Ponyen jeg har oplevet alt med. Ham der stod ved min side i gode og i dårlige tider,” skriver Jasmin Bahnsen i sit PEEK blogindlæg.

Gennem mange år og gode som hårde tider havde Felex været Jasmins anker, og derfor var det en stor drøm for hende, at ponyen skulle bære hende op ad kirkegulvet og give hende væk til hendes kommende mand. Da Jasmin blev forlovet i januar 2020, glædede hun sig med det samme til at skulle planlægge brylluppet og ikke mindst Felex’ rolle i kirken, men bare få dage senere opdagede hun en svulst på ponyen.

Læs også: Blogspot: Jasmin fik skåret hovedet af sin pony

Den 24-årige pony havde fået en agressiv kræftform, som vendte op og ned på alting. Han stod ikke til at redde og kun tre uger efter måtte Jasmin sige farvel til sin bedste ven. Det skulle dog ikke forhindre ponyen i at få en helt særlig rolle på Jasmins bryllupsdag.

Læs hvordan Felex alligevel var med til Jasmins bryllup i blogindlægget “Jeg endte med at bære min pony op ad kirkegulvet” lige her.

Foto: Privat

Blogspot: Egen succes eller andres fiasko?

Du kender garanteret scenariet, hvor en rytter har mere fokus på sine konkurrenter og deres præstationer end sig selv til stævner. Måske er det en, du kender, en du rider mod eller måske endda dig selv.

I et blogindlæg på Riders NOTEBOOK stiller Vicky Mathiesen det store spørgsmål: Vil du vinde på baggrund af egen succes eller på grund af andres fiasko? Eller er det bare ligegyldigt, set i det store billede? I sit skriv tager Vicky fat i egne oplevelser med konkurrenter, der højt har kritiseret hendes deltagelse ved stævner, og hvordan det ikke er nogen skam at tabe til en, der er bedre end dig.

Læs hele det vigtige blogindlæg på Riders NOTEBOOK lige her.

Blogindlægget er udgivet i august 2019.

Læs også: Blogspot: Fra vanrøgt til million

Foto: Privat

Blogspot: Fra vanrøgt til million

“Jeg har ellers holdt lidt tilbage med denne historie om Choppers fortid, men nu føler jeg, at I fortjener den barske sandhed,” fortæller Victoria Isabell i hendes seneste blogindlæg. Og det er en tydeligt berørt pige, der nu vælger at åbne op for den historie, der går forud for hendes tid med hesten Chopper.

Sandheden er, at Victoria bestemt ikke overtog Chopper så smuk og dygtig, som han er nu. Tværtimod! Den store røde vallak har haft mange ejere gennem tiden, og hver eneste gang han begyndte at føle sig tryg, blev han sendt videre til den næste. Det var blandt andet noget, som hans udseende bar præg af. I indlægget fortæller Victoria historien om Chopper, og hvordan tingene ikke altid er helt, som de ser ud på overfladen.

Læs hele indlægget Fra vanrøgt til million lige her på PEEK.

Gammelt billede af Chopper. Foto: Privat

Blogspot: Psykisk syg og hesteejer

“Hestene er min redning, uden dem ved jeg ikke, hvordan mit liv ville være. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem. De er min terapi, og de betyder alt for mig og min psyke. Men jeg har også mange udfordringer, fordi jeg tit ikke magter de mindste ting,” skriver Mille i sit blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

I et ærligt og personligt indlæg fortæller Mille om, hvordan det er at have psykiske diagnoser og samtidig have en hest, der skal passes og rides. Det er fyldt med udfordringer, men samtidig det eneste rigtige, når hestene er dit liv. Og så er det altafgørende at have gode mennesker omkring sig til at hjælpe.

Læs hele blogindlægget Psykisk syg og hesteejer på Riders NOTEBOOK lige her.

Blogindlægget er skrevet tilbage i april 2022.

Foto: Privat

Blogspot: Fra fed til fit sportshest

I 2014 var Minna taget ud for at se på fjordhesten Estel sammen med et par veninder. Synet der mødte dem var dog noget overraskende – Estel var nemlig meget overvægtig og kunne knapt gå 100 meter uden at blive forpustet!

På trods af overvægten så Minna potentiale i den kraftige fjordhest, og derfor valgte hun at tage ham til sig. I forbindelse med den forestående træning købte Minna et vægtmålebånd for at kunne holde øje med vægttabet, og det skulle vise sig, at det blev en god idé. Vægten viste nemlig skræmmende 950 kilos kampvægt for den kun 138 cm høje pony, som burde veje omkring 450 kilo. Det var altså bare med at komme i gang!

I Minnas blogindlæg på Riders NOTEBOOK fra 2019 fortæller hun om den vilde rejse, som de to gennemgik sammen og ikke mindst Estels forvandling fra at være fed til fit og rent faktisk kunne blive redet.

Læs eller genlæs hele blogindlægget på Riders NOTEBOOK her.

Fjordhesten Estel. Foto: Privat

Blogspot: Jasmin fik skåret hovedet af sin hest

Det lyder formentlig voldsomt i de fleste ører, men bag den dystre overskrift gemmer sig en kærlighedserklæring til Jasmins bedste ven ponyen Felex. De to havde været sjælevenner i 12 år, men i februar 2020 fik den 24-årige pony erklæret kræft – og der var ikke noget at gøre. Jasmin var på ingen måde klar til at give afkald på Felex, og derfor undersøgte hun mulighederne for, hvordan hun bedst kunne bevare mindet om ham efter hans død.

Læs også: Blogspot: Den rigtige hest til den rigtige rytter

Efter flere overvejelser faldt valget på en kremering af ponyens hoved. En beslutning der var ment som en smuk gestus, men som pludselig væltede Jasmins indbakke med hadefulde beskeder, der bl.a. indeholdt dødstrusler om, at hun selv burde få skåret hovedet af.

Læs den gribende fortælling

Læs hele Jasmins fortælling i hendes blogindlæg Ja, jeg fik skåret hovedet af min hest, der er en del af PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK. Her fortæller hun om hele oplevelsen, som fik selv dyrlægen og krematoriet til at spærre øjnene op, samt hvordan hun efterfølgende oplevede bagsiden af at stille sig frem med sin historie.

Læs hele blogindlægget her.

Foto: Jasmin Bahnsen

Blogspot: Har du gjort stalden efterårsklar?

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og det betyder blandt andet mere tid i stalden for heste såvel som ryttere. Rikke fra Stald Solbakken har i et af hendes seneste PEEK blogindlæg skrevet om, hvordan hun sikrer en efterårsklar stald, der er dejlig lys og ren at være i – til glæde for både hende selv og hestene.

Bliv klogere på de mange ting du kan gøre for at få stalden fuldstændig klar til efteråret i Rikkes indlæg lige her.

Læs også: Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

Foto: Canva

Blogspot: Hvorfor du skal bruge telefonsælgertricket, når du træner din hest

Kender I det…. telefonen ringer, du tager den, og i den anden ende er en person, du ikke kender, der som det allerførste stiller dig et helt elementært spørgsmål, du simpelthen ikke kan svare andet end ja til? Eksempelvis: Hej Anne, det er Markus, jeg skal lige høre dig, om du går op i, at dyr ikke skal lide? (Hvem kan svare nej til dette?). Dette kalder Anne Søndergaard for “telefonsælgertricket” i sit seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

Læs også: Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

Telefonsælgertricket kan være ualmindeligt irriterende, når det bliver brugt imod dig i telefonen, men strategien bag kan du faktisk tyvstjæle, når du skal træne din hest. Det handler i bund og grund om at stille hesten en opgave, som den rent faktisk kan løse. Bliv klogere på, hvordan du i praksis kan bruge tricket i din egen træning i blogindlægget, hvor Anne giver konkrete eksempler.

Læs hele indlægget på Riders NOTEBOOK her.

Træning af hest. Foto: Canva

Blogspot: Alle heste har udfordringer

“Kender du det? Du er så træt af at arbejde med det samme problem hos din hest. Om det så er, at den har svært ved bøje sig til højre, at køre i trailer eller at ride med andre på banen”. Sådan starter Julie Marie Albrecht Jensen sit blogindlæg “Alle heste har udfordringer” på Riders NOTEBOOK. Et indlæg som på mange måder er en kærlig reminder til alle, der indimellem mister tålmodigheden undervejs i processen med deres heste.

Det kan nemlig være utrolig demotiverende at blive ved med at kæmpe med det samme problem, mens det måske ser ud til at gå legende let for andre. Men her slår Julie et slag for, at vi bliver bedre til at se på problemerne som udfordringer, der kan gøre dig til en bedre rytter – noget hun selv gør en dyd ud af at lære sine elever.

Læs hele Julies indlæg på Riders NOTEBOOK her.

Foto: Julie Marie Albrecht Jensen