Skip to main content

Tag: Dansk Varmblod

Dansk avlerpar nr. 3 på verdensranglisten

WBFSH er en paraplyorganisation for ridehesteavlsforbund på verdensplan. Dansk Varmblods formand Jan Pedersen er netop blevet genvalgt som præsident for organisationen. Hvert år udgiver WBFSH ranglister over avlere, avlsforbund og de mest succesfulde faderhingste i samarbejde med FEI.

Læs også: En OL-drøm er gået i opfyldelse for Stald Heiline

På listen over de mest succesfulde dressuravlere ligger Stald Heiline på 3. pladsen med Heiline’s Danciera (Carina Cassøe Krüth) efter avleren af Vamos Amigos (Cathrine Laudrup-Dufour) Reesink Pferde GMBH og vinderen er avleren af verdensranglistens nr. 1 TSF Dalera BB (Jessica von Bredow-Werndl) Silke Druckenmüller. Avlerne af Marshall-Bell (Daniel Bachmann Andersen), Tina Christiffersen og Nicolai Jespersen ligger på 9. pladsen.

Se listerne her: Breeder Rankings | WBFSH – World Breeding Federation of Sport Horses

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack ved OL i Tokyo. © www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Blue Hors Zack – årets højdespringer

På listen over de mest succesfulde faderhingste er det avlsforbundet KWPN og hingsten Johnson TN, som er i front foran Quaterback og Sir Donnerhall. Blue Hors Zack har taget et kvantespring op ad ranglisten fra en placering som nr. 27 sidste år til 6. pladsen efter Totillas og Jazz.

I springning er det igen Chacco-Blue som indtager en sikker førsteplads foran Diamant de Semilly og Mylord Carthago. Kannan GFE, Toulon, Casall og Cardento er på de følgende pladser.

I military er det den danskopdrættede (Klaus Thingholm Kristensen, Ulstrup) tidligere fløjhingst i Holstenerforbundet, Diarado som indtager førstepladsen med Birkhof’s Grafenstiltz og Obos Quality på de følgende pladser. Det er også bemærkelsesværdigt at Diarado er at finde på 10. pladsen blandt de mest succesfulde faderhingste i springning.

Se listerne her: Sire Rankings 2022 | WBFSH – World Breeding Federation of Sport Horses

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera, OL i Tokyo. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

De førende avlsforbund

I dressur er det KWPN som har været mest succesfuld i indeværende år med Oldenburg og Westfalen lige efter. Hannoveranerne ligger på 4. pladsen lige foran Dansk Varmblod. Det specielle ved denne rangliste er, at der ikke tages høje for, hvor mange føl der produceres. Både KWPN og Hann producerer et meget stort antal føl hver eneste år, og det gør ikke ranglisten helt retvisende, men det er dog de top 6 bedste heste fra hvert forbund, som tæller points. Og Cathrine Laudrup-Dufours Vamos Amigos og Bohemian har i høj grad hjulpet Westfalen til en 3. plads på årets rangliste.

For Dansk Varmblod tæller: Heiline’s Danciera, Marshall-Bell, Tørveslettens Titanium, Indeed, Møgelbjergs Romeo og Katholt’s Bossco.

I springning er det Belgisk Varmblod på førstepladsen med SF (Fransk Varmblod) og KWPN (Hollandsk Varmblod) på 3. pladsen. Holsten, Zangersheide og Hannoveranerne følger efter. Dansk Varmblod ligger på en 22. plads og det er følgende heste som tæller med: Jackofearts, Cosmona, Bøgegårdens Gladiola, First Choice HT, Remix og The Gambler.

I military er det ISH (Irsk Varmblod), SF og Hann på de tre første pladser. Dansk Varmblod ligger på 26. pladsen og det er følgende heste, som tæller med: Heinsgaardens Chillo, Bon Cheval, Fascination, Midt-West Faveur, Chaccadee, Callistro.

Se listerne her: Studbook Rankings 2022 | WBFSH – World Breeding Federation of Sport Horses

Unghingstene skal til eksamen søndag

8 springhingste og 14 dressurhingste har været til 35-dages afprøvning på Tørring Ridecenter. Søndag den 27. november skal de til endelig eksamen, hvor de bliver redet først af deres daglige rytter for dommerne, og derefter af en testrytter. Testrytter i springning er Allan Bilgrav, mens det er Allan Grøn som tester dressurhingstene.

Publikum er velkomne til at komme og se de unge, måske kommende, avlshingste i aktion.

TIDSPLAN
10:00 – 11.20 Springning med rytter/testrytter (10 min. pr. hest – 8 stk.)
11.20 – 11.35 Præmieoverrækkelse springhingste
11.35 – 12.20 Banerydning og frokost
12.20 – 14:40 Dressur med rytter/testrytter (10 min. pr. hingst – 14 stk.)
14.40 – 16:00 Præmieoverrækkelse dressurhingste

Cafeteriet vil være åbent fra kl. 09:00.

Katalog kan ses HER

Video: Fra Islænder til Varmblod

Nils Christian er mange gang Verdensmester, Europamester, Nordiskmester og Norsk mester i forskellige discipliner på islænder. Han forventer også at have gode chancer ved VM i 2023. Kort sagt er Nils Christian ret habil på de islandske heste i flere discipliner.

Læs også: Kom på besøg hos Nils Christian på det stilfulde Kronholt

Nu har han givet sig selv en ny udfordring. Nemlig at ride på varmblod, og dygtiggøre sig indenfor klassisk dressurridning.

Jeg elsker at lære noget nyt og udfordre mig selv. Nils Christian

Zibrasport var for nyligt på besøg hos Nils Christian, og her fik vi også en snak om motivationen for at kaste sig ud i at lære en ny disciplin indenfor ridesporten.

26 hingste skal i skole i 35 dage – og så til eksamen

Ialt 26 unghingste er tilmeldt Dansk Varmblods 35-dages test på Tørring Ridecenter. De unge hingste skal gennem en god måneds arbejde forud for eksamen, som er afgørende for, om de kan blive endelig kåret i forbundet, eller de må “gå om” og deltage i endnu en afprøvning før de får adgang til hopperne.

Inden hingstene skal påbegynde afprøvningen bliver de “indsynet”. I praksis betyder det, at træningsleder for afprøvningen Torben Frandsen og en dyrlæge, oftest forbundets tilknyttede dyrlænge Hans Schougaard undersøger og noteret evt. skrammer og sår, samt kommer med evt. bemærkninger til hestens beslag. Hingstene bliver mønstret for hånd i skridt og trav, inden de går ind i stalden igen og bliver sadlet op.

Hvordan er temperament og ridelighed?

Herefter bliver hingstene redet af deres daglige rytter for dyrlægen og træningslederen. Det sker for at vurdere, om hingstene er samarbejdsvillige og ridelige, og at de kommer i en passende form til afprøvningen. Er alt, som det skal være, er hingsten indsynet og klar til afprøvning.

Undervejs i forløbet bliver hingstene vurderet ved en midtvejsvurdering, hvor testrytter Allan Grøn og Allan Bilgrav vurderer hingstenes opførsel og formåen i hhv. dressur og springning. Den afsluttende eksamen, som er åben for publikum sker søndag den 27. november.

Disciplinopdelte hingste

Dansk Varmblods avl er opdelt i disciplinerne dressur og springning. Hingstene har som hovedregel fået adgang til afprøvningen ved hingstekåringen i Herning samme år, men det er også tilladt at møde med unghingste til afprøvning, selvom de ikke har været bedømt af kåringskommissionen først. Ved denne afprøvning er alle 9 springhingste godkendte inden afprøvningen.

For dressurhingstene gælder, at 11 3- og en 4-års hingst er godkendt til afprøvning, mens Helgstrand Dressage møder med fem 3-års og en 4-års hingst, som ikke er godkendt på forhånd.

Se katalog til indsyningen: indsyningskatalog 2022 (varmblod.dk)

40 fantastiske føl på auktion under Herning2022

Avlsforbundet Dansk Varmblod sætter en nøje udvalgt kollektion af dressur- og springføl på auktion under VM i ridesport i Herning den 9. august. Auktionen finder sted inde i Jyske Bank Boxen fra kl. 19.00, og der er fri entre.

Dansk Varmblods heste har gennem flere år været stærkt repræsenteret i international topsport, og ved Herning2022 er der adskillige Dansk Varmblods heste til start, iblandt dem 8 i dressur. Forbundet åbner nu op for muligheden for, at man kan erhverve sig et føl under verdensmesterskaberne i Herning.

Flot kollektion

Årets kollektion på elitefølauktionen er et spændende mix mellem stærke præstationsstammer og nyt, interessant blod. De 40 føl er fordelt på 14 føl af springafstamning og 26 føl af dressurafstamning.

Kollektionen til Dansk Vamblods Elitefølauktion præsenteret af Dansk Hesteforsikring kan ses her:

Se kollektionen online her.

Der er en kort beskrivelse af hvert føl, fotos, video samt info om føllets afstamning.

Det er muligt at byde på føllene online fra den 6. august kl. 17, men det er først under den fysiske auktion i Jyske Bank Boxen den 9. august fra kl. 19.00 at auktionarius Casper Cassøe svinger hammeren over de interessante føl.

Guldbaren i foyeren til Jyske Bank Boxen holder ekstraordinært længe åbent tirsdag d. 9. august, så her er der mulighed for at fejre gode køb på Dansk Varmblods auktion. Guldbaren holder åbent mellem 22.00-02.00 d. 9. august.

Har man ikke mulighed for at være til stede i Boxen under Dansk Varmblods Elitefølauktion bliver auktionen livestreamet på ClipMyHorse.

Pressemeddelelse: Herning2022

Husk!

Har du ikke mulighed for at være til stede i Herning, når det største ridesportsstævne nogensinde på dansk grund løber af stablen, så kan du heldigvis se mesterskabsklasserne på DRs kanaler fra den 6. til den 14. august. Du kan følge al dressur og springning samt paradressur og voltigering med dansk deltagelse på enten DRTV eller DR2. Husk du desuden kan LIVE streame alle CDI og CSI klasser, Riders Corner, interessante side events og Show Night på Zibrasport Equest. Se vores sendeplan her.

Se kollektionen til Elitefølauktionen

Sideløbende med VM i Herning afholder Dansk Varmblod også KRAFFT Eliteskue og Elitefølauktion.

Og nu er årets kollektion af lovende føl blevet offentliggjort.

“Vi glæder os til at vise jer dette års flotte kollektion af spændende auktionsføl.

Dansk Varmblods avleres stærke arbejde bliver tydeligere for hvert år der går. Årets kollektion er fuldt af et mix imellem stærke præstationsstammer og nyt spændende blod,” lyder det fra avlsforbundet.

Auktionen finder sted tirsdag den 9. august klokken 19 – og kan streames på Clip My Horse.

Se de dejlige føl her

Blue Hors Dressur- og Følchampionat

Blue Hors inviterer i weekenden d. 24.-25. juni til deres traditionelle Dressur- og Følchampionat, hvor der lørdag aften også vil blive afholdt en følauktion i samarbejde med Dansk Varmblods Auktioner. 

Her er god mulighed for at se de unge 3- og 4-års talentfulde heste efter Blue Hors-hingste i kvalifikationen fredag eftermiddag, hvoraf de 8 bedste fra hver aldersgruppe går videre til finalen lørdag formiddag. Lørdag eftermiddag vises ca. 100 føl efter Blue Hors-hingste, hvor de bedste hoppe- og hingsteføl bliver hyldet.  

Ryttere, heste, føl, hesteejere og publikum kommer, som altid, til at nyde godt af de smukke og komfortable førsteklasses rammer på Blue Hors, når der endnu engang pyntes flot op til dette fantastiske arrangement.

Blue Hors Dressur & Følchampionat.mp4 from Blue Hors on Vimeo.

Dressurchampionatet

Konceptet for Blue Hors Dressurchampionatet er at give de helt unge 3- og 4-års rideheste efter Blue Hors hingste en mulighed for at miljøtræne stævneoplevelsen i trygge omgivelser, hvor der ikke sker alt for meget virak omkring dem.

Det er også en mulighed for at få en karakter og et fingerpeg om hvor på udviklingskurven dagsformen og potentialet på ens unghest befinder sig, ligesom stævnet måske endda kan give rytterne en dommerudtalelse at tage afsæt i til den daglige træning.

Følchampionatet

I samme ombæring afholdes også det traditionsrige Blue Hors Følchampionat for de mange avlere.

Ved følchampionatet får avlerene muligheden for at udstille deres føl efter en Blue Hors-hingst, hvor et dommerpanel vil bedømme det. Der vil blive fundet en præmiering af dagens bedste hingste- og hoppeføl, der sammen med deres avlere vil blive præmieret og hyldet.

Kilde: Blue Hors

DV bekræfter: Føllet blev ikke solgt på auktion

Nordjyske har den seneste tid publiceret en række artikler om Andreas Helgstrand.

Seneste i rækken omhandler beskyldning om dobbeltspil, hvilket har fået Dansk Varmblod til at komme med en officiel udtalelse.

Dansk Varmblods involvering I Nordic International Sales

Efter at have læst Nordjyskes artikel vedrørende Nordic International Sales 2020 og efter at være blevet kontaktet af samme, samt flere medlemmer af Dansk Varmblod, ønsker vi at komme med følgende redegørelse:

Vi kan bekræfte at omtalte føl ikke blev solgt via ovennævnte auktion. Det skyldes, at sælger, Nanna Jønsson, allerede forud for auktionen havde lavet en aftale om handel med Helgstrand Dressage. Føllet var altså i strid med auktionsreglerne handlet allerede inden auktionen. Det faktum blev Dansk Varmblod først bekendt med, efter auktionen var afholdt. Føllet var som bekendt på auktion, og blev hjemkøbt for kr. 54.000 euro af Helgstrand Dressage.

Auktionskontoret har ikke opkrævet salær fra køber og sælger, da føllet ikke blev solgt men hjemkøbt på auktionen.

Dansk Varmblod tager stærkt afstand fra, at samarbejdspartner Helgstrand Dressage og sælger Nanna Jønsson imod auktionsbetingelserne handlede føllet inden auktionen.

Dansk Varmblod har siden 2020 ikke været en del af Nordic International Sales auktionen.

Dansk Varmblod har ikke kendskab til, at det omtalte føl skulle være solgt til 3.-person. Vi er alene vidende om, at føllet ikke blev solgt via auktionen, og at Helgstrand Dressage har afregnet direkte med Nanna Jønsson.

Casper Cassøe-Krüth                             Jan Pedersen
Direktør                                                        Formand

Claus Hansen forlader avlsledelsen

Claus Hansen har netop meddelt, at han ønsker at træde ud af Dansk Varmblods avlsledelse umiddelbart efter Eliteskuet. Samtidig stopper han som dommer i forbundet.

Claus gennemgik i 2007 Dansk Varmblods dommeruddannelse og har siden 2008 været på dommerlisten. I 20011 trådte han ind i avlsledelsen, hvor han har været talsmand for dressurafdelingen.

“Claus er både en respekteret, dygtig og teoretisk velfunderet dommer og en dygtig kommunikator. Derfor har han også været en stærkt efterspurgt foredragsholder. Hans store indsats for Dansk Varmblod er højt værdsat,” lyder det i en pressemeddelelse underskrevet Dansk Varmblods formand Jan Pedersen.

Motivationen er fuldstændig usvækket

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen fra Arden i Nordjylland blev genvalgt som formand for ridehesteavlsforbundet Dansk Varmblod ved foreningens repræsentantskabsmøde den 9. april. Igen uden modkandidat og med bragende applaus fra repræsentantskabet. Jan Pedersen er dermed på vej mod sit 30. år i spidsen for forbundet.

Et utroligt spændende job

”Motivationen er fuldstændig usvækket,” understreger Jan, mens han holder en tiltrængt pause fra udmugningen i stalden, og han fortsætter: ”Det er utrolig spændende, og jeg må sige, jeg brænder stadigvæk for, at det her forbund skal blive ved med at udvikle sig. Så motivationen er ikke svær at finde.”

Jan Pedersen er pensioneret fra et job som tysklærer på handelsskolen i Hobro, og det har givet mere tid i hverdagen til de mange gøremål, som også omfatter driften af et stutteri med 15 heste (hopper, ungheste og plage). Han og hustruen Bodil har fire avlshopper, der venter føl i slutningen af april og i maj.

Formand og præsident

Jan Pedersen blev i 1999 valgt som præsident for den internationale paraplyorganisation for ridehesteavlsforbund WBFSH (World Breeding Federation for Sport Horses) Og den plads besidder han fortsat.

”Det gør det sjovere, når det ikke skal presses ind i en masse andet for at få tingene til at gå op”, fortæller Jan om sin dagligdag, men selvom han er pensioneret fra jobbet, er der arbejde nok i hverdagen.

”Jeg tror egentlig, der er mere arbejde end de fleste forestiller sig. Der er hver eneste dag 10-30 mails, der skal tages stilling til og besvares, samt flere telefonsamtaler. Og det internationale arbejde i WBFSH tager også meget tid, fordi vores aktiviteter er steget.”

Jan Pedersen overrækker her et erindringsbillede til Alex Buchhardt Pedersen fra Slangerupgaard. Foto: Zibrasport Equest

Et godt møde i en god stemning

Weekendens repræsentantskabsmøde blev afviklet i en god tone. ”Der har ikke været de store kriser i forbundet, og det var der heller ikke denne gang. Medlemmerne er grundlæggende meget tilfredse med forbundet, for ellers ville det jo være kommet frem på mødet. Det er også motiverende, at man føler, der er en opbakning til det, vi laver.”

Det har været et par tunge år for forbundet i coronapandemiens skygge, og sidste år måtter forbundet aflyse sin store, traditionsrige hingstekåring med meget mere i MCH Messecenter Herning. Et arrangement, som sædvanligvis er medvirkende årsag til et positivt, økonomisk resultat.

”Vi kommer ud med et flot resultat, som er positivt både i foreningen og selskabet, og det er helt vildt flot på baggrund af situationen, som den har været. Det kan vi i høj grad takke vores sponsorer og samarbejdspartner for. De har bakket op i en tid, hvor det har været svært. De har været der for os, og det er flot,” slutter Jan Pedersen med taknemmelighed.

Hvad er Dansk Varmblod?

I 1962 stiftedes det man kaldte Dansk Sportsheste Avlsforbund, som var den første avlsforening for moderne ridehesteavl i Danmark. I slutningen af 70´erne valgte man at lægge Dansk Sportsheste Avlsforbund og Danmarks Lette Hesteavl sammen og i 1980 blev man enige om sammenslutningens navn, Dansk Varmblod.

Logoet Kronen og bølgen blev tegnet af I. C. Christensen i 1963. Kronen står for kongeriget, mens bølgen kendetegner havene omkring det.


Dansk Varmblods Hingstekåringskatalog nu online!

Dansk Varmblod afvikler igen hingstekåring med meget mere i MCH Messecenter Herning. Når dørene åbnes til Europas største hingstekåringsarrangement fra den 9. til 13. marts kommer de mange messehaller i Herning igen til at handle om en ting: hest!

Dansk Varmblod tog i 1980 en modig beslutning og flyttede forbundets hingstekåring ind i den runde messehal i Herning. Siden da har hingstekåringen udviklet sig til et sandt overflødighedshorn af spændende oplevelser med hesten i centrum.

Gennem alle år har forbundet udgivet et omfangsrigt og informativt katalog, som har været særdeles eftertragtet blandt især avlerne, som har brugt kataloget til at søge informationer og gøre notater om hingstene til kåring. I år er kataloget mindre, og er nu langt online på hingstekåringens hjemmeside.

Nyt katalog – online

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen skriver i kataloget: “Nu er vi endelig tilbage i Herning, og vi satser på et brag af et comeback. Endnu et år uden Dansk Varmblods Hingstekåring ville have været ubærligt. Det eneste sted, hvor der er skruet lidt ned for blusset, er hingstekåringskataloget. Det har vi måttet ændre i takt med den digitale tidsalder. Det oprindelige format var ellers både stort og flot, men det kunne desværre ikke længere afsættes – heller ikke selvom prisen sidste år blev reduceret til det halve. Nærværende katalog indeholder næsten udelukkende en præsentation af hingste til kåring, så selve essensen, det centrale, er bevaret.”

Se kataloget HER

Farvel til Solos Carex

Solos Carex, efter Castro-Lagano, kom til verden i 1993 hos avlerparret Barbro og Lorenz Linnet.

Den brune hingst blev kåret i DV, og han blev sidenhen uddannet af Morten Thomsen, før Lövsta Stutteri købte ham.

“Vores fantastiske Solos Carex 1035 (f. 1993 Castro-Lagano) har i dag forladt os til fordel for de evigt grønne enge, 29 år gammel.
Carex kom til os på Lövsta 2000 som 7-årig. Han blev uddannet på bedste vis af Morten Thomsen i Danmark,

Carex vandt sit første internationale mesterskab som ni-rig ved verdensmesterskabet i 2002 i Jerez. Derefter drog han til VM i Aachen (2006), tog EM-bronze for hold i Torino (2007) og sluttede på en tolvteplads individuelt ved OL i Beijing/Hong Kong.”

Fantastisk kollega

“Gennem sit avlsarbejde har han givet ridesporten mange fine afkom, de mest kendte i Grand Prix er den godkendte hingst Scandic (Patrik Kittel) og Cadillac (Catherine Haddad).

I 2010 blev han pensioneret i forbindelse med Gothenburg Horse Show og nød i 11 år livet som pensionist hos Florian og Caroline Darcourt.

Carex var en fantastisk kollega og ven. Han vil blive savnet for evigt, men aldrig glemt. Tak for 22 gode år sammen,” skriver stutteriet på Instagram.

Specielt individ

Zibrasport Equest har været i kontakt med Caroline Darcourt, der fortæller, at Solos Carex var noget ganske særligt:

“Han har været sammen med sin bedste ven shetlandsponyen Leo og “sit livs kærlighed” springhesten Mary. Han var et helt speciel individ.”

Foto: Caroline Darcourt
Foto: Caroline Darcourt
Foto: Caroline Darcourt