Skip to main content

Tag: Dressur

Karoline Rohmann sejrede i Lövsta Future Challenge

Der er plads til 8 ryttere på startlisten i den nye serie Lövsta Future Challenge. Og det blev danske Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre som sikrede sejren med et sikkert ridt, hvor hun scorede personligt bedste resultat i U25-Grand Prix til 72% Der blev givet flere 8-taller til Karoline, som vandt sølv ved DM i sommer, og var en del af det guldvindende danske hold med Nordisk Mesterskab i 2021. 

Der var tæt kamp om andenpladsen, den gik til Hollands Jessica Poelman og Chocolate Cockie RDP som viste en stærk passage og piaffe tour, men med nogle småfejl i galopturen sluttede hun på 69,282%  Sveriges Evelina Söderström og Cilantro fik 69,176% til tredjepladsen og så var det Holland igen på 4. pladsen til Thalia Rockx og Verdi de la Frzenda med 69,051%

Hønnerups Driver og Josefine Hoffmann. Foto: Zibrasport Equest

Den regerende danske mester for U25, Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver e. Romanov (opdr. Stutteri Hønnerup) fik 68,385% til 5. pladsen. De havde fået plads i startfeltet med kort varsel. Et sikkert travprogram sikrede Josefine gode points, men skridtprogrammet og fejl i etterchangementerne kostede dyrt. 

Lövsta Future Challenge

Gennem et helt unikt samarbejde mellem Lövsta Future Challenge og World Cup-arrangørerne Gothenburg Horse Show, Jumping Amsterdam og World Cup Vilhelmsborg lanceres nu den nye tour Lövsta Future Challenge International Tour, som henvender sig til U25 dressurryttere. Konceptet skaber muligheder for U25-ryttere til at konkurrere på de internationale arenaer, hvor der også afholdes konkurrencer i FEI Dressage World Cup™.

Lövsta Future Challenge International Tour CDI-U25 (equipe.com)

Det sker på Vilhelmsborg idag

Konkurrencerne ved det internationale dressurstævne på Vilhelmsborg åbner kl. 10.30 med den spændende gennemgående, internationale cup, Lövsta Future Challenge for U25-ryttere. Der er 8 startende og blandt dem tre danskere: Laura Kristine Thorup, Karoline Rohmann og Josefine Hoffmann.

Herefter følger en seværdig kür, redet af 10 U18 ryttere, og vinderen af første konkurrence, Annabelle Rehn og Nikitaro har starttid kl. 13.09.

Agria Dyreforsikring CDI3* small tour i Prix st. George har 13 ryttere på starlisten, og sikke et startfelt; flere topryttere er til start med deres stjernefrø bl.a. den dobblete individuelle sølvvinder fra Herning2022 Cathrine Laudrup-Dufour som starter Vividus Qre kl, 14.38 – hendes VM guld hold-kollega Carina Cassøe Krüth har starttid 14.54 med Four Oaks Diaz by Zaber og Nanna Merrald Rasmussen kommer med UVM-sølvvinder Blue Hors Touch of Olympic L kl. 15.26.

Læs også: Nanna Merrald kommer med sin øjesten

Dagen slutter på Vilhelmsborg med Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix med 19 ryttere. Klassen starter kl. 17.00 og det er EM-holdbronzevinder Charlotte Heering og Bufranco som åbner klassen foran Anna Zibrandtsen, der var med på det sølvvindende EM-hold fra Göteborg nu med den meget interessante Quel Filou. Andreas Helgstrand sølger efter med UVM-bronzevinder Queenparks Wendy og sådan går det slag i slag gennem klassen med mange interessante udenlandske ryttere anført af den tyske landsholdsrytter Dorothee Schneider og Sisters Act Mt OLD der afslutter klassen kl. 19.57.

Husk der er gratis entre på Vilhelmsborg i dag. 

Se start- og resultatlister

Kilde: World Cup Vilhelmsborg

Sejr til Frederikke på Vilhelmsborg

Sølvvinderen fra DM i sommer, Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack (opdr. Alex Dyrgaard) sejrede i klassen for ungryttere ved FEI Dressage World Cup-stævnet på Vilhelmsborg med 71,520% med flere 8-taller gennem hele programmet. Frederikke var med på det bronzevindende landshold ved EM sidste år og på sølvholdet i år, og hun har været en del af de medaljevindende hold siden 2018

Det blev dansk på samtlige 5 placeringer, hvor andenpladsen gik til Maria Mejlgaard Jensen og Antango du Feuillard e. Ampere også de scorede flere 8-taller især i travprogrammet. Maria vandt bronze ved DM i år og hun var topplaceret i ungrytter klasserne ved VM i Herning i år.

Isabell Toft Waksvik/Jet Set V kom ind på 3. pladsen med 69,02% efterfulgt af Ida Kirstine Bjørn på hhv. Hotson og Hussmanns Jackson.

Ungrytterne skal i konkurrence igen lørdag formiddag i kür.

Start- og resultatlister

Dansk sejr åbnede World Cup-stævnet

De danske juniorryttere jagtede topplaceringerne i åbningsklassen på Vilhelmsborg. Det var dog den svenske rytter Laura Laustsen og Fairy Tale, som havde lagt sig i spidsen for konkurrencen med 70,049% Laura Lausten var en del af det svenske landshold ved EM i år.

Det så ud som om den tyske rytter Rose Oatley ville gå i front med Rock Revolution, hun var en del af det guldvindende tyske hold ved EM i år på sin anden hest Veneno, og som ponyrytter vandt hun dobbelt EM-guld i 2021. Desværre for Rose red hun forket i programmet, og hun sluttede med en score på 69,794%

Annabelle Rehn i front

Sidste rytter i klassen var danske Annabelle Rehn og Romanov-sønnen Nikitaro (opdr. Connie Tworek). De viste et meget smukt travprogram, som udløste flere 8-taller. Det blev mere spændende i galopprogrammet, hvor der indløb nogle småfejl, så der var stor interesse for det endelige resultat. Det blev til sejr med 70,833% til Annabelle, som vandt sølv ved DM i år. Hun var med på det danske hold, som kom ind på 4. pladsen ved EM i år, dog med hesten Vestervangs Garson.

Annabelle Rehn kom også ind på 4. pladsen med Vestervangs Garson med 69,559% og Thilde Rude Hare/Zidan-DN kom ind på 5. pladsen med 68,775%

Juniorrytterne skal i konkurrence igen fredag formiddag i kür.

Start- og resultatlister

Nanna Merrald kommer med sin øjesten

Publikum kan godt begynde at glæde sig til FEI Dressage World CupTM på Vilhelmsborg. Der er mange interessante ryttere og heste til start. En forholdsvis ny kombination i international dressur er VM-guldvinder fra Herning, Nanna Merrald Rasmussen og den imponerede avlshingst Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/Blue Hors Don Schufro – den topcharmerende, natsorte avlshingst debuterer i World Cup-sammenhæng på Vilhelmsborg, og han har kun gået internationalt to gange; i Falsterbo i sommer og i Le Mans. Nanna og St. Schufro deltog i den 4* Grand Prix Kür i Falsterbo i sommer, og den vandt de med 81,08%

Læs også: Top dressur og hygge på Vilhelmsborg

Nanna glæder sig

”Jeg glæder mig rigtig meget til at vise ham frem. Han er en af de heste, jeg selv har produceret og min øjesten. Jeg håber han viser alt det, han kan. Jeg glæder mig rigtig meget til at ride ham op ad midten på Vilhelmsborg,” indleder Nanna.

Blue Hors St. Schufro er ikke alene en fremragende dressurhest med tre gode grundgangarter, han er også en af de få avlshingste, som har en UVM-vinder på sit cv. I september vandt Victoria Vallentin UVM-guld for 5-års heste med en datter af Blue Hors St. Schufro, Lyngbjergs St. Paris, den yndige og særdeles velgående hoppe vandt også finalen i PAVO og DRF’s Championat i sidste weekend på Blue Hors.

Læs også: International Cup for U25 – åbner på Vilhelmsborg

Ny, gammel kür

”Der er ikke så meget, han ikke kan, det er egentlig hans styrke, og så er han bare utrolig ridbar – han har et godt hoved,” understreger Nanna, som også samtidig får det udefinerbare ekstra X-faktor forærende, når den sorte hingst kommer ind på banen. ”Han præsenterer sig bare flot,” fortæller Nanna. Hun har fundet en god kür i gemmerne, en kür som hendes søster Sandra har lavet til hende, og den har de ændret lidt, så den passer til Blue Hors St. Schufro.

Hestene skal igennem vet.tjek fredag, og så er der også mulighed for at komme ind og træne i hallen.

”Han har prøvet meget, selvom han ikke har gået meget internationalt, så har han gået masser af hingsteshows, og kan kigger normalt ikke, men han kan godt være lidt frisk,” erkender Nanna.

Læs også: Fra championats-top til World Cup

Går efter World Cup finale

World Cup-stævnet på Vilhelmsborg er det første i en række kvalifikationer, som kulminerer med en finale først i april i Omaha, USA:

”Jeg går efter World Cup-sæsonen, og prøver at se, om det kan lade sig gøre at nå finalen. Det skal være uden at forhaste noget, men jeg har flere heste jeg kan satse på – og det er bare om at nyde det!” understreger Nanna. En af hendes Grand Prix-heste er den 18-årige avlshingst Blue Hors Zack. Om ham siger Nanna: ”Han er forsat frisk, så han kommer til at gå et par af stævnerne i vinter, for han nyder det så meget, og så skal have lov til det, selvom han bliver 19 år ved årsskiftet,” slutter Nanna Merrald Rasmussen.

Der er fortsat billetter til World Cup-stævnet på Vilhelmsborg. Man kan købe billetter til weekendens konkurrencer via hjemmesiden, der er gratis entre torsdag og fredag.

Anne-Mette Binder: Heste med stort potentiale

Det første dressurchampionat så dagens lys tilbage i 1988 – den gang for 5- og 6-års heste, og det var Blue Hors, som lagde navn til de første championater. I dag er PAVO og DRF’s Championater for 4-, 5-, 6- og 7-årige heste veletableret, og mange professionelle ryttere bruger championatet som et led i udviklingen af deres unge heste mod større opgaver. For mange trænere er championatet en glimrende rettesnor til alderssvarende træning og uddannelse, og når det gælder finalerne for de bedste på Blue Hors, er der en imponerende høj kvalitet blandt hestene. Samtidig er der sket en positiv udvikling i hestenes forberedelse og fremvisning. Og vi kan herhjemme glæde os over, at der igen i år var flere UVM-finalister og en guldvinder til start.

Læs også: Fremragende guldhoppe gik fra avlshingsten

Championaterne i springning og dressur har været afviklet sammen de senere år. Denne championatsfest er udvalgt med de bedste intentioner, men i praksis betyder det lange konkurrencedage. Og det har vist sig ikke at være bæredygtigt af flere årsager.

De næste tre år vil championaterne derfor være delt, med finaler i dressur på Blue Hors, og finaler i springning på Stutteri Ask. Vi kan kun være taknemmelige over, Camilla og Kjeld Kirk Kristiansen åbner deres dejlige faciliteter for ryttere, avlere og publikum, for at danne en pragtfuld kulisse for championaterne.

Arbejdsgruppen bag championaterne

Elitesportschef for dressur og paradressur Anne-Mette Binder var til stede under finalerne på Blue Hors, og championaterne har efterladt et positivt indtryk. Foruden at fungere som elitesportschef for dressuren er Anne-Mette Binder også en del af den arbejdsgruppe, som står bag dressurchampionaterne. Foruden Anne-Mette er følgende i udvalget: Kirsten Søgaard, Bjarne Nielsen, Sabrina Hesselhede, Dennis Holst og fra DRF Anne Silfwander og Susie Juhl.

Elitesportschef for dressur og paradressur Anne-Mette Binder. Foto: privat

Høj grad af forberedelse af hesten

”Jeg har ikke været nede i data, men jeg fik indtryk, at vi har at gøre med nogle rigtig fine årgange, og med høj grad af forberedelse af hesten, som vi jo også har talt meget om gennem årene i arbejdsgruppen og, hvordan det er vi gerne vil se de bliver præsenteret. Der syntes jeg faktisk, vi er ved at være kommet rigtig langt,” indleder Anne-Mette Binder.

Læs også: En verdensmester med en fjeder i hver hov

I arbejdsgruppen besluttede man for få år siden at indføre et program for 4-årige heste, for netop at lægge en dæmper på den voldsomme præsentationstrav, og i stedet fokusere med på rideligheden, da hestene nu skal gå bl.a. slangegange og vise flere overgange.

”Syntes faktisk vi er på det spor, vi gerne vil være på,” siger Anne-Mette og fortsætter: ”Alt ialt syntes jeg, vi er godt på vej, og at rytterne, sammen med deres trænere, gør en god indsats for at præsentere hestene, som vi gerne vil se dem.”

Årets championater efterlader et positivt indtryk af ridningen og forberedelsen af hestene over en bred kam, og Anne-Mette Binder uddyber: ”Det gælder både de topprofessionelle, som går efter noget på cv’et på deres heste, af forskellige årsager, til de af eliteatleterne som bruger championaterne, som en slags erfaringsindsamling på deres heste. For nogle er det et skridt på vejen, hvor hestene får en oplevelse i bagagen, som er vigtig for det langsigtede mål. Og så den tredje kategori, amatørerne som syntes det er fantastisk at være med. Og det er dejligt at se, de glæder sig over det, og gør det godt.”

Læs også: 10-tal og sejr til Anna Kasprzak

Anna Kasprzak sejrede i finalerne for både 6- og 7-års heste, her ses hun med Danciero. Foto: Zibrasport Equest

Farvel til de unge hestes, samlede fest

Anne-Mette indrømmer, hun er en af de få, som endnu syntes, det er dejligt med de to discipliner samlet.

”Vi må bare erkende, det ikke er optimalt med en samlet finale, så det er et vemodigt, men også acceptabelt farvel til de unge hestes fest i både springning og dressur. Nu ser vi frem mod næste år, hvor det bliver lidt mere appetitligt for alle. Det gælder først og fremmest hestene, rytterne, officials mv. det bliver godt for alle.”

Heste til den store sport

Tager Anne-Mette Binder udgangspunkt i jobbet som elitechef er der noget, hun især hæfter sig ved: ”Der var flere af vores bruttogruppe ryttere, på A, B og C-niveau, som kom med meget velforberedte heste, der viser potentiale til at gå hele vejen. Heste med et stort potentiale, og det er mit indtryk, at det er heste, som skal rides videre på. Det var virkelig interessant.”

”De første par år, efter vi introducerede 7-ås klassen, spurgte vi os selv, er der heste til det? Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved mere.”

Læs også: Anna K.: Det kribler i fingrene for at gå videre

Jeg har en lille drøm

”Jeg har en lille drøm, som jeg har videregivet til arrangørerne af championatsfinalerne i dressur til næste år: kunne man måske arbejde lidt med at lave en klasse for de yngste Grand Prix-heste ved finalestævnet? Så ringen bliver sluttet ved, at vi ser hestene fra 4-år og indtil det, det skal ende med. Vi skal have set på noget data, for at finde ud af, hvilket vindue vi taler om rent aldersmæssigt. Det vil kunne blive en slags showklasse for de unge Grand Prix-heste. Om det kan blive til virkelighed, det må tiden vise. Det ville sætte lidt ekstra krydderi på finalerne,” slutter Anne-Mette Binder.

Læs også: Video i arkiv: Fire dage med fantastiske ungheste på Blue Hors

International Cup for U25 – åbner på Vilhelmsborg

Gennem et helt unikt samarbejde mellem Lövsta Future Challenge og World Cup-arrangørerne Gothenburg Horse Show, Jumping Amsterdam og World Cup Vilhelmsborg lanceres nu den nye tour Lövsta Future Challenge International Tour, som henvender sig til U25 dressurryttere. Konceptet skaber muligheder for U25-ryttere til at konkurrere på de internationale arenaer, hvor der også afholdes konkurrencer i FEI Dressage World Cup™.

Bo Jenå, holdleder for det svenske dressurhold, er positiv over for den nye turnering;

“Jeg glæder mig meget til at følge Lövsta Future Challenge International Tour og ikke mindst når den arrangeres ved så kendte og etablerede stævner som i Göteborg, Amsterdam og Vilhelmsborg. For os i landsholdsledelsen er U25-rytterne er en vigtig kategori af ryttere at følge, det er unge ryttere, der er ved at tage skridtet op på Grand Prix-niveau, og vi mener, det er vigtigt for dem at måle sig mod ligestillede, internationale ryttere, før de går ind i seniorrækken.”

Dennis Fisker, landstræner for de danske U25-ryttere støtter Bo Jenås holdning:

”Jeg er især glad for, at de unge ryttere får adgang til internationale stævner, hvor de kan måle sig mod de bedste, og være en del af dressureliten. Det er dejligt, der er nogle som Lövsta, som har fokus på at støtte de unge talenter i denne turnering. Det er et svært skridt at gå fra ungdomsårene, hvor der er meget fokus på dem, og ind i seniorrækken. Vi ved også, det aller sværeste er at flytte ryttere fra lille tur op på Grand Prix-niveau. Stor anerkendelse til Lövsta og stævnearrangørerne for at have fokus på U25.”

Dennis Fisker understreger også værdien af at have fokus på U25-rytterne, det ser vi tydeligt herhjemme på den lave gennemsnitsalder på vores VM-guldhold.

”Det er ryttere, som har prøvet kræfter i U25, og det er en af grundende til, de kan gøre det så godt i en ung alder. De har haft mulighed for at få rutine i U25 inden de skulle ud og bide skeer med det helt store. Og det er noget af forklaringen på succesen bag vores landshold,” slutter Dennis Fisker.

8 starter i hver konkurrence

Hver delkonkurrence har i alt 8 startere, hvor arrangørlandene Sverige, Danmark og Holland har (mindst) to startpladser hver. Til de to resterende startpladser opfordres alle nationer til at søge. Hver delkonkurrence består af to klasser; FEI U25 Grand Prix efterfulgt af FEI Grand Prix Kür. Først ud er VM Vilhelmsborg, der starter allerede den 17.-23. oktober.

Antonia Ax:son Johnson, ejer af Lövsta Stuteri og grundlægger af Lövsta Future Challenge, er glad for hendes øgede engagement i dressursporten;

“Min livslange passion for heste og min usvigelige tro på unge talenters udviklingskraft har karakteriseret Lövsta Stuteris virksomhed fra starten for mere end 20 år siden. Lövsta Future Challenge er blevet vores ledestjerne, da vi realiserer denne vision. Nu er vi tager endnu et skridt med Lövsta Future Challenge International Tour, hvor unge dressurtalenter får international erfaring på højeste niveau. Det er en stor fornøjelse igen at udvide vores støtte til ridesporten på denne måde,” siger Antonia.

Konkurrencerne på Vilhelmsborg

Fredag kl. 10 afvikles den første konkurrence i Lövsta Future Challenge, og lørdag kl. 16.15 er det tid for kür. Der er fri entré fredag, og der er fortsat billetter til salg til de spændende konkurrencer lørdag og søndag. Der er 8 startende ryttere i denne første afdeling af cuppen, og fra Danmark kommer Laura Kristine Thorup/Blue Hors Veneziano, Karoline Rohmann/Jakas Don Louvre og Josefine Hoffmann/Hoennerups Driver.

Se deltagerlisten her: CDIU25 (equipe.com)

Store præmiepenge i puljen under Gothenburg Horse Show

Under Gothenburg Horse Show kan der også kåres en “Overall Winner”, og der vil blive uddelt en bonus på SEK 100.000. Bonussen tildeles den ekvipage, der har startet mindst to af delkonkurrencerne, hvor Gothenburg Horse Show skal være en af de to, og som har den højeste gennemsnitlige procentdel i FEI U25 Grand Prix.

Lövsta Future Challenge finder sted på følgende datoer og steder:

  • World Cup Vilhelmsborg, Danmark 17.-23. oktober 2022
  • Jumping Amsterdam, Holland 25.-29. januar 2023
  • Göteborg Horse Show, Sverige 22.-26. februar 2023

Læs meget mere, køb billetter og se startlister på World Cup Vilhelmsborg

10-tal og sejr til Anna Kasprzak

Publikum blev rigtig forkælet i 6-års finalen for dressurheste ved PAVO og DRF’s Championatsfinale på Blue Hors. Dagen sluttede med en klasse, hvor det blev et opgør mellem den dobbelte OL-finalist Anna Kasprzak og verdensmester for hold Carina Cassøe Krüth begge siddende på sorte tyskkårede hingste med masser af potentiale til fremtiden.

Anna Kasprzak og Danciero på æresrunde. Foto: Per Torp

Anna Kasprzak har kun haft Danciero siden foråret, og hun har valgt at kastrere ham. Det betyder også at hun kun har redet stævne på Danciero e. Dancier ved championatskvalifikationen og så under finalestævnet. De har dog fundet sammen i et godt og stærkt partnerskab, og det udløste et 10-tal for ridelighed. Anna understreget, at hun kan takke tyske Eva Müller for det gode grundarbejde i Danciero, men at hun samtidig er ved at få ham uddannet, så han passer til hende. Det blev til 8,9 for trav og 9,8 for skridt, grunden til det ikke blev et 10-tal, begrundende Dennis Fisker, er den enkle at Anna ikke fik vist nok samlet skridt mellem de to pirouetter. “Det må vi hjem og øve,” sagde Anna i vores webtv interview. De sluttede med 92,6% og en sejr. Det var så Annas anden championatssejr, da hun også vandt 7-års finalen med Everian L. De to heste ligner hinanden. Har Anna så en type? Det svarer hun på i interviewet som man kan se herunder.

Carina Cassøe Krüth har i Movie Star ejer af Siri Evjemo Nysveen en hest af en helt særlig kaliber. Den sorte Morricone-søn indtager dressurbanen med en besnærende trav med god energi og kraft, hvilket udløste 9,5 fra dommerne. Hestens taktrene skridt og rummelige galop indbragte 8,4 og 8,8. Og så bemærkede dommerne, at her er en hest, som de rigtig tror på til fremtiden og gav 9,1 ialt 88,0 til andenpladsen.

Carina Cassøe Krüth og Movie Star. Foto: Zibrasport Equest

Der kom endnu en sort model på 3. pladsen, denne gang den elegante Dansk Varmblods hingst Åtoftens Dancing Memory e. ERA Dancing Hit opdrættet af Annette Bugge og Claus Hansen. Som altid fik Susanne Barnow redet godt og sikkert på banen og dommerne roste hesten for de tre særdeles gode taktrene gangarter og store ridelighed, og det var da også i skridt og ridelighed de højeste score blev givet, 8,8 ialt 86,8%

Se hele resultat her

Susanne Barnow og Åtoftens Dancing Memory. Foto: Zibrasport Equest

En verdensmester med en fjeder i hver hov

15 deltagere i PAVO og DRFs Championatsfinale for 5-års heste, gav publikum både en masse godt dressur og noget spænding, ikke spænding om resultatet for hertil var Victoria Vallentin og Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro (opdr. Bente Børjesson) alt for overbevisende, men flere af rytterne fik problemer med kontragalopperne i programmet, og det gik et suk gennem publikum, når en af de ellers meget velgående heste faldt ud af kontragaloppen.

Vinderen satte ikke en hov forkert : Lyngbjerg St. Paris fik 10 for den dejlige elastiske trav. 8,6 for den praktiske funktionelle skridt, 9 for en fin, regulerbar galop og i alt 92,6% Jubel og applaus skyllede ned over verdensmesteren, og de første klapsalver begyndte inden afslutningsparaden, hvor er det herligt, at vi herhjemme igen og igen er istand til at avle og uddanne heste, der er blandt de aller bedste i verden.

Hør Victoria Vallentin fortælle om guldvinderen:

Moises Azuar og Sir Floresco. Foto: Zibrasport Equest

Moisés Azuar måtte vinde trøstfinalen for at nå ind i finalen sammen med Sir Floresco e. Sir Heinrich, den imponerende røde hingst fik 9 for sin eminente trav med god mekanik og for kapacitet, og de opnåede 88,2% og kom ind på andenpladsen. Moisés fik ros for et meget flot program, på trods af, at også han fik problemer i kontragaloppen.

Der stod også Helgstrand Dressage på 3. pladsen da Eric Guardia Martinez red den tyske hoppe Feine Bella NRW e. Fürstenball til 87,8% med 9 for trav og 9,4 for skridt.

Se hele resultatet her

Eric Guardia Martinez og Feine Bella NRW. Foto: Zibrasport Equest

Anna K.: Det kribler i fingrene for at gå videre

Der var meget høj kvalitet i finalen for de 7-årige heste. Heste som for manges vedkommende står på tærsklen til den helt store sport. Dagens vinder Anna Kasprzak er ikke i tvivl, hun har i Everian L en hest til Grand Prix og hun glæder sig til at komme i gang.

I dag var hun og Everial L e. Everdale (opdr. Karsten Bundgaard) sikkerheden selv og de scorede hele 78,846% i programridning, og dommer Bjarne Nielsen udtrykte begejstring for hestens elastisk trav til 8,5 og den fremragende skridt som holder takten både i fri og samlet skridt vurderet til 9,3, den store galop blev vurderet til 8,8 og så var der 9 for hestens fremragende ridelighed og gode uddannelse og 8,8 i kapacitet i alt 83,823%

Hør Anna fortælle om Everial L:

Klassens sidste rytter Anders Uve Sjøbeck Hoeck, der i lighed med Anna var i UVM finalen i september, var sidste rytter og han red efter sejren i klassen, hvor han fik vist Highfive Fuglsangs fremragende gangartspotentiale. Hingsten er efter Grand Galaxy Win og opdrættet af Anne Dorte Riis Meyland.

Andenplads til hingsten Highfive Fuglsang med Anders U.S. Hoeck. Foto: Zibrasport Equest

De opnåede 77,564% for programmet og Bjarne Nielsen gav et 9 tal for hingsten elastiske trav med stort sving, han er meget charmerende, den smukke skimmel, når han danser afsted i travprogrammet. 8,5 for en stor skridt og 9 for den fremragende galop op-ad-bakke. I ridelighed blev det til 8,8 og kapacitet et 9-tal – samlet 83,082%

Signe Kirk Kristiansen og Suarez. Foto: Zibrasport Equest

Signe Kirk Kristiansen red charmerende Suarez ind på tredjepladsen. Den tidligere avlshingst er efter Sezuan og de kom ind på 5. pladsen i vurderingen af programridning efter en lille fejl i changementsserien, men Suarez potentiale og ridelighed blev vurderet til 8,5 og 8,6 og der var ros til Signe for et flot program, hvor hesten viste anlæg for samling. Samlet fik de 78,149%

Se resultatet af klassen her

Fremragende guldhoppe gik fra avlshingsten

Der er sædvanligvis stor interesse for de 4-årige heste i championaterne. Hvordan er årgangen? Er der nogle stjerner til fremtiden, til UVM? 40 unge heste havde fået adgang til finalestævnet, og af dem blev de 22 udtaget til finalen.

Be Sure og Mette Sejbjerg Jensen. Foto: Zibrasport Equest

Be Sure e. Calaho’s Benicio redet af Mette Sejbjerg Jensen for Helgstrand Dressage. Be Sure er en kåret hingst, der blev præmiehingst i Hannover og i Dansk Varmblod. Han vandt kvalifikationen, og i dag imponerede han også dommere og publikum med sin eminente trav og galopbevægelse og store ridelighed. 9 for trav og galop, 9,4 for ridelighed og 9,3 for kapacitet fik Mette og avlshingsten. Og i alt 90.8%

Det var ikke nok til at komme forbi den imponerede guldmedaljehoppe fra samme stald, Helgstrand Dressage Valerie B e. Revolution (opdr. Karin og Peer Guldbrandsen) tog næsten pusten fra publikum og dommere da hun satte op i en stor, funktionel smidig trav med stor energi og aktion. Som Bjarne Nielsen bemærkede: Det er da en trav der vil noget. For det scorede de 9,8 og det blev suppleret med 9 for skridt og 8,8 for galop også hoppens store ridelighed og stabile form blev rost 9 fik de for det og 9,2 for fremtiden, som Anne-Mette Strandby Hansen næsten ikke kan vente på sammen med den imponerende hoppe fortæller hun i webtv interviwet.

Quinn G og Anders Uwe Sjøbevk Hoeck. Foto: Zibrasport Equest

Det var Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Quinn G e. Quaterhit (opdr. Helene Geervilet) og det var noget af et udlæg i finalen, som var præget af særdeles velgående, samarbejdsvillige heste. Quinn viste en trav med bæring og rummelighed og det opnåede de 9 for, det samme fik de i skridt mens den velafballancerede galop blev bedømt med 8,9 – for ridelighed og kapacitet blev der givet 9,3 og 9,2 i alt 80,8

Se hele resultatet her

Jeg har mange heste, men ham her elsker jeg!

En af championatsfinalisterne ved PAVO og DRF’s Championatsfinaler søndag på Blue Hors er den smukke og udtryksfulde skimmel Dúné Nec e. Hesselhøj Donkey Boy/De Noir redet af Sissel Bille Jakobsen fra Haderslev. Parret var i championatsfinalen sidste og forrige år og i september repræsenterede de Dansk Varmblod ved UVM i Ermelo. De passer fortrinligt sammen, og det var også kærlighed ved første blik, da Sissel så Dúné Nec, da han blot var få dage gammel, hos avleren Nana Eckhardt.

En fantastisk personlighed

”Vi så ham da han var 5 dage, og så sagde jeg til min mand: den der hest kan jeg tænke mig at ride på en dag!” fortæller Sissel om mødet med Dúné Nec, hun uddyber: ”Vi sagde til avleren: du er nødt til at sælge den hest til os, for jeg skal nok ride hele vejen med den.” Og det var avleren heldigvis med på. Så ikke alene fik familien den hest, de ønskede sig, men de har også fået en god ven af familien i opdrætteren Nana Eckhardt, som har fulgt med til stævner herhjemme og ved championaterne i Falsterbo Horse Show og UVM i september.

Beder man Sissel fortælle, hvad der gør Dúné Nec speciel, kommer svaret prompte: ”Det er hans personlighed. Den har et eller andet helt særligt ”I-me-and-myself” kalder jeg det,” siger hun med en latter, og uddyber: ”Det er ikke negativt, den elsker, når vi skal lave noget ”er det det her vi skal, fedt”, og det har jeg ikke prøvet med andre heste. Jeg har mange heste i stalden hjemme, men ham her, ham elsker jeg!”

Sissel og hendes mand Michael driver egen salgs- og konkurrencestald, Bille Dressage syd for Haderslev, hvor der er ridehus, ridebane og folde samt løsdrift til unghestene. I alt 25 heste har parret lige nu.

Boldspiller og multikunstner

Når man hører Sissel fortælle om Dúné Nec er det tydeligt, hun har et helt særligt forhold til den charmerende skimmel, der elsker at spille bold, og så kan han neje.

”Han kan neje, det har han ikke lært, det gjorde han bare lige pludselig, en dag jeg gav ham en gulerod. Han er mere end en hest, han er en ven. Jeg tror, hvis vi åbnede døren til stuehuset, gik han på kaffebesøg. Han er aldrig bange for noget, han byder sig bare til.”

”Jeg har fået to børn, Sofus og Buster, og efter dem spurgte min mand, om jeg ikke skulle ride lidt mere, og have flere heste hjemme.” Børnene er hhv. 6 og 4 år, så det er i den periode, vi har købt lidt heste ind, og jeg er begyndt at ride mere,” forklarer Sissel, hun har haft heste i sit liv altid.

Sissel trænes af Gunilla Nymann. ”Når hun kommer ned til os, træner vi mange heste og får styr på de små ting. Det er hun bare skarp til.”

Sissel er ikke uddannet træner eller berider, hun har redet et stort antal landsstævner og nogle internationale stævner som ponyrytter. Da det var slut med ponyårene, købte hun en juniorhest, men den væltede hun med og blev skadet, og det samme blev hesten. Heldigvis kom hun i gang igen med en ny hest, og siden har forretningen udviklet sig. Familien har også fået føl, på den hoppe, som blev skadet. Det afkom er 4 år, og har en særlig plads i hjertet hos Sissel.

Alderssvarende uddannelse

Sissel er glad for at ride championater, hun forklarer: ”Jeg syntes det er fint hestene bliver alderssvarende uddannet, ikke at de skal være presset til at være totalt flashy, men bare det, jeg ved, jeg har min grundtræning på plads. Og det får jeg bekræftet, når jeg kommer ind her,” fortæller hun efter hun er hoppet af Dúné Nec i championatskvalifikationen, der gav hende adgang til finalen med 84,2% (trav 8,8 skridt 8,7 galop 8,2 ridelighed 8,5 kapacitet 8,4)

Jeg brænder virkelig for at høre, hvad det for nogle heste, dommerne kan lide at se

Sissel Bille Jakobsen

”Dommerne hjælper mig ved at give nogle highlights, hvor jeg skal lægge fokus, og det syntes jeg faktisk, er det bedste ved det. Jeg lærer mere, så jeg kan komme videre med min sport. Jeg brænder virkelig for at høre, hvad det for nogle heste, dommerne kan lide at se, så jeg ved, hvad jeg skal træne. Og hvilke af hestene, der har kvalitet til at gå ind i sporten. Det syntes jeg er det mest spændende ved det. Jeg var helt vildt enige med dommernes bedømmelse i dag. Det var en god tur, men der var nogle ting som bæring og styrke, som jeg bare ikke har på den her hest endnu,” erkender Sissel ærligt, men hun er ikke i tvivl om, det kommer, og der er en potentiel Grand Prix-hest gemt i Dúné Nec på baggrund af hans indstilling og gode grundgangarter.

Sissel nød at ride UVM i Ermelo i september, og selvom det ikke blev til en finaleplads, blev hun en erfaring og oplevelse rigere. ”Det var en kæmpe oplevelse, og det jeg syntes var fedt, var det sammenhold, som var i danskergruppen. Det var vildt fedt at opleve, det skal jeg bare gå efter igen,” ler Sissel.

Ved UVM sagde dommerne, inden de gav karakterer: ”Wow Sissel man kan virkelig se, dig og din hest kan lide at være herinde.”

”Og så tænkte jeg, hvis de kan se det, har jeg vundet, så behøver jeg ikke mine karakterer. Det er jo det, der skal gøre, at jeg har en Grand Prix-hest, at han gider gå med mig derinde – hvis man er så heldig at nå dertil,” slutter Sissel Bille Jakobsen.

Zibrasport Equest streamer GRATIS fra championaterne

Kom helt tæt på finalerne i PAVO og DRFs ungheste championater i dressur og springning, når vi live streamer fra Blue Hors fra den 13. til den 16. oktober.
I samarbejde med PAVO og DRF har vi gjort det GRATIS for alle at se med fra championatsfinalerne uanset om du er Premium medlem eller ej. Er du ikke Premium medlem, skal du oprette dig som Basis medlem og “købe” adgang til 0,-

Start- og resultater