Beliggende i det ikoniske Piccadilly Circus i London, England, er The Horses of Helios (også kendt som Helios fire bronzeheste) en iøjnefaldende skulptur og attraktion.
Hesteskuplturen er halvdelen af et bestillingsværk installeret i 1992, da det tilstødende Criterion Theatre blev renoveret. Den anden halvdel, Helios’ døtre eller Three Graces, er en skulptur af tre kvinder, der springer ud fra bygningen seks etager ovenover.
The Horses of Helios består af tre bronzeelementer med mørk patina: Et par af heste, der vejer cirka 4 tons, og to enkeltheste.
Solen gik op og ned med Helios og hans hestevogn
Værket er lavet af kunstneren Rudy Weller og symboliserer Aethon, Eous, Phlegon og Pyrois, de fire heste der tilhørte den græske solgud Helios. De stejlende heste er placeret i et springvand, hvilket gør det til et udsøgt kunstværk, hvor hestene med kraft og elegance kæmper sig fri af vandfontænen.
I græsk mytologi var Helios søn af Hyperions og Theias, og han var kendt som en flot, ung og gylden titan, der styrede en gylden vogn trukket af fire stærke heste. Han var en personificering af solen, og hans job var at drive solen fra øst til vest hver eneste dag. Helios var ydermere bror til Selene (månen) og Eos (daggry).
Hvis du er i London er det oplagt at slå vejen forbi The Horses of Helios og nyde de fire flotte bronzeheste. Uanset tidspunktet på dagen er skulpturen et imponerende syn.
Det er ikke for sjov, men så alligevel…. Uden for Museet for Moderne Kunst i Glasgow, Skotland troner Arthur Wellesley, den første Hertug of Wellington, på hans legendariske hest Copenhagen. Statuen er i sig selv temmelig imponerende, og det er historien om Wellington og hans hest Copenhagen i og for sig også.
Men det, der gør statuen særlig berømt i nyere tid, er, at lokale ofte sætter en trafikkegle på hoved af hertugen og nogle gange også på hovedet af Copenhagen. Uanset hvor mange gange keglerne fjernes, er de snart tilbage på statuen igen… det er blevet en ting, og det er helt sikkert et udtryk for skotternes lune humor.
Skulpturen af Hertugen og hans berømte stridshest Copenhagen blev udført af den italienske kunstner Carlo Marochetti (1805- 1867) i 1844, og rytterstatuen er et monument over ekvipagen, der især er berømt for slaget ved Waterloo, hvor englænderne bekæmpede Napoleons styrker.
I 2011 blev statuen nævnt på Lonely Planets liste over Top 10 mest bizarre monumenter på jorden, dette skyldtes helt sikkert hertugens spidse orange hat.
Hertugen af Wellington og Copenhagen i Glasgow. Foto: Canva
Den berømte ekvipage ved Waterloo
Hesten Copenhagen blev f. i 1808 i England, og hans navn var en hyldest til englændernes sejr ved bombardementet af København i 1807 – året før han blev født. Copenhagen var en blanding af fuldblod og araber, og han var kendt for at være sædeles hurtig og udholdende.
Hertugen af Wellington red Copenhagen i flere slag, og det meste kendte var Slaget ved Waterloo 1815, hvor han slog Napoleons tropper efter at have siddet i sadlen i 17 timer.
Efter slaget ved Waterloo fortsatte Wellington med at ride Copenhagen ved ceremonier og militærparader, indtil Copenhagen blev pensioneret og kunne nyde sit otium på Stratfield Saye House, Wellingtons gods. Copenhagen blev 28 år, og efter hans død fik han en fuld militær begravelse med fanfare, salut og med mere. Læs hele historien om Copenhagen her
Den walisiske kunstner Mick Petts er berømt for sin gigantiske jordskulptur af en hest i Caerphilly, Syd Wales. Landskabskulpturen er kendt som Sultan the Pit Pony og er over 200 meter lang og forestiller en løbende hest. Kunstværket blev bygget ind i landskabet ved hjælp af kul, skifer, sten og jord, og de bløde grønne former viser nu en hest i bevægelse, der kun kan ses i sin helhed fra luften.
Sultan the Pit Pony løber måske frit i Caerphilly, men det gjorde de ponyer, værket er lavet til ære for, ikke. Det store værk er nemlig en hyldest og et mindesmærke for de mange ponyer, der fra det 18. til det 20. århundrede transporterede kul i minerne.
Petts utrolige landskabsskulptur symboliserer den endelige frigivelse af pitponyerne – og skaber fokus på et vigtigt kapitel i hestene og menneskenes fælles historie.
Sultan the Pit Pony. Youtube
Til ære for de hårdtarbejdende pitponyer
Pitponyer var små seje og stærke ponyer, der tilbragte det meste af deres tid under jorden. De arbejdede omkring otte timer om dagen og tilbragte typisk deres nætter i underjordiske stalde. I løbet af dagen trak de tunge kulvogne gennem de mørke miner dybt under jorden
Selve ordet pitpony blev brugt til at henvise til enhver hest, pony, æsel eller muldyr, der arbejdede nede i minerne. Disse hårdføre heste erstattede det arbejde, der engang blev udført af kvinder og børn. Selvom de var mest populære i begyndelsen af 1900’erne, gik den sidste pitpony først på pension i 1999.
Praktisk og rekreativt
Sultan The Pit Pony (Sultan var en prisvindende pony i området) er nok et kunstværk, men det blev bygget med et praktisk formål. Skulpturen beskytter nemlig parkgæsterne mod den stærke vind. Derudover har det også rekreative formål, da forskellige stier igennem parken giver besøgende mulighed for at vandre i de bakke og volde, der udgør hestens krop.
Skulpturen af Sultan the Pitpony er den største figurative jordskulptur i Storbritannien, og den er er imponerende både helt tæt på og fra i luften.
En mytisk hest i sagnomspundne Skotland I skotske sagn og folkeeventyr er en kelpie en vandånd, der kan skifte form, og som bor i søer og vandløb. En kelpie (på dansk at sammenligne med Nøkken) er oftest portrættet som en sort eller hvid hest med en lang våd man, der kan skifte form til menneske. Navnet kelpie betyder plag eller ung hest, og rører man ved en kelpie, er man bundet til den for evigt og dømt til at følge den til bunden af deres våde hjem. Disse eventyrlige og foruroligende væsener har været med til at give ide og navn til de flotte kunstværker, der i dag er blevet et vartegn for Falkirk i Skotland.
De uundværlige arbejdsheste The Kelpies af Andy Scott er to hestehoveder, der springer op fra den skotske jord langs The Forth & Clyde Kanal i Falkirk og langs en travl motorvej. De er de største offentlige kunstværker i Skotland, og kunstneren var som nævnt både inspireret af de forunderlige historier om vand-ånderne, men også af områdets industrielle betydning med kanalerne som en handelsvej. Langs kanalerne arbejdede både mennesker og heste, og disse heste var Clydesdale heste, altså store stærke trækheste, der gjorde arbejdet nemmere for mennesker, og var uundværlige før den industrielle revolution.
Andy Scott brugte da også to Clydedales heste, Barnes and Duke, som modeller for hans fantastiske værk, og de to skulpturerer er derfor også i særlig grad en hyldest til de mange, mange heste, der har været med til at forme verdenen, som vi kender den i dag.
The Kelpies om natten
Alle har adgang til hestene I dag er det gratis at besøge parken med de to skulpterer, der hver især vejer 300 tons. Ønsker man at komme ind i The Kelpies, er det også muligt, men det kræver dog, at man booker en rundvisning. Det er en oplevelse mange gerne tager med, for de bærende kræfter i de to hestehoveder er lavet af stål, og de er i sig selv et kunstværk.
Om natten bliver The Kelpies lyst op indefra – i forskellige farver – og de fremstår som magiske forunderlige væsner, præcis om vandånderne må have gjort i en tid hvor overtro og sagn var med til at præge folks hverdag og verdensbillede.
Fra Rom til Slagelse I mange storbyer rundt om i verden finder man statuer af historiske personer portrætteret til hest, og Danmark er ingen undtagelse. Førhen var rytterstatuerne nemlig den fornemste form for portræt, man kunne forestille sig. Dels fordi de var vanskelige at fremstille og dermed omkostningstunge, og dels fordi de trak tråde tilbage til antikkens romerske kejsere. Forbilledet var den berømte rytterstatue af kejser Marcus Aurelius, som Michelangelo i 1536-46 havde placeret i centrum af sin nye pragtplads Piazza del Campidoglio i Rom.
Rytterstatuen af Christian 9., der i dag troner på i Schweizerpladsen i Slagelse, er fra 1910. Statuen er udført af Ludvig Brandstrup, der også stod bag rytterstatuen af Christian 9. til Esbjerg by. Som det ofte var kutyme med rytterstatuer, var det byen og oplandets borgere, der samlede sammen til monumentet. Dette var dog ikke helt uden problemer, da sådan et værk som nævnt var dyrt, og kritikere mente, at pengene kunne bruges bedre andetsteds. Ikke desto mindre var rytterstatuen af Christian 9. færdig i 1910 (fire år efter kongens død) og blev afsløret under stor festivitas den 9. juni 1910, hvor også den kongelige familie var til stede. På pladsens højeste punkt og med kirken bag sig, skuer Kong Christian 9. nu ud over byen i et fastfrosset øjeblik i tiden. Under ham står hesten helt stille med rejst hals og ørene peget fremad. Selv om begge tøjler hænger løst, er hesten klar til at adlyde sin herres signal, hvornår det skal være. Hele ekvipagen udstråler ro, og giver indtrykket af at kongen er en skikkelse, man samles om.
Farvel til Kongens heste Kong Christian 9. var en ivrig rytter og glad for heste. I de senere år var kongens yndlingshest en lysebrun hest ved navn Dandy, og det var den hest, han red, når han overværede parader m.m. Da kongen døde i 1906, skulle hans livhest (hans personlige hest) selvfølgelig følge efter ligvognen gennem Københavns gader, som traditionen foreskrev. Dandy, der på det tidspunkt var 22 år, var dog halt, så det blev Yussuf, som kongen også havde redet, der fulgte kongen på hans sidste rejse. Et klip af Yussuf der følger efter kisten kan ses i Film Centralens arkiv
Når en sådan livhest havde udført sin sidste opgave for kongen, var det tradition, at hesten blev skudt efterfølgende, men efter sigende fik Yussuf lov at leve. Til gengæld blev otte heste heriblandt Dandy slagtet umiddelbart efter kongens død. Kongen havde elsket disse heste, og familien besluttede, at de ikke skulle sælges i levende live til andre. Blandt de otte heste var også ponyen Sorte-Per, der i mange år havde været dronningens køre-pony i Bernstorff Slotspark. Sorte-Per var nu mere end 30 år gammel og meget overvægtig. Så længe kongen levede, havde han dog ikke kunne nænne at skille sig af med ponyen, så derfor fik ponyen lov at følge med de syv andre heste til de eviggrønne marker efter kongens død. Læs mere om kongens bisættelse i denne artikel.
En Konge i modvind Christian 9. (8. april 1818 – 29. januar 1906) var konge af Danmark fra 1863 til 1906. Hans regeringstid blev præget af nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvilket gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans regeringsår var domineret af Forfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. Først i 1901 lod kongen sig endeligt overtale til at anerkende folketingsparlamentarismen som statsform, hvor regeringen ikke måtte have et flertal i Folketinget imod sig. På trods af mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og sit fordringsløse og imødekommende væsen.
Læs også hele historien om statuen af Christian d. 9. her
