Skip to main content

Tag: Kultur

Vild valkyrie til hest i København

I Københavns bybillede er der mange smukke statuer, og flere af dem er rytterstatuer, der naturligvis afbilleder vigtige historiske personer i Danmark. Men kommer du forbi Churchillparken mellem Esplanaden og Kastellet, kan du se en lidt anderledes men meget særlig rytterstatue.

Her har billedhuggeren Stephan Sinding (1846-1922) nemlig afbilledet en *valkyrie til hest.

Statuen er støbt i bronze og opført på en granitsokkel, og selv om den er fra 1908, har den et meget moderne dynamisk udtryk, hvor dens vildskab og gengivelse af bevægelse, står i skarp kontrast til mange andre rytterstatuer, hvor det er ro, respekt og overblik, der kendetegner skulpturen.  

Læs også: Margrete I til hest i Roskilde

Stephan Abel Sindings ‘Valkyrie. Foto: Zibrasport Equest

En gudinde til hest

Kunstneren har med fotografisk præcision fanget et øjeblik, hvor valkyrien med en arm hæver sit spyd og med den anden hånd har et fast tag i hestens man. Hun rider uden sadel og bid og styrer udelukkende hesten med sin vægt og stærke muskuløse ben. Hun er en guddommelig kriger i angreb. Hesten har åben mund, blottede tænder og ørerne tilbage, som prøver den at bryde med valkyriens instrukser, men uden evne til at undslippe hendes magt.

Valkyrien var skelsættende i vikingernes kampe

Valkyrier var i nordisk mytologi et kollektiv af kvindelige guddomme, som på Odins befaling bestemte kampens udfald, udvalgte de krigere, der skulle dø, og bragte dem til Valhal – de døde heltes bolig. I Valhal opvartede valkyrierne de faldne helte.

Valkyrierne blev skildret som frygtindgydende kvinder til hest. Hjelmklædte og spydbevæbnede red de gennem luft og over hav. Det er dette Sindings iøjnefaldende statue i København gengiver, og den er derfor et must see for alle med interesse i nordisk mytologi, vikingetid og ikke mindst heste i kunsten.

*Valkyrier (af norrønt val = mandefald og kjosa = vælge)

Stephan Abel Sinding: ‘Valkyrie’ udsnit. Foto: Zibrasport Equest

Om kunstneren

Stephan Abel Sinding (1846 -1922) var en norsk-dansk billedhugger. Han var bror til komponisten Christian Sinding, billedhuggeren Johanna Sinding og maleren Otto Ludvig Sinding. Han giftede sig i 1885 med den danske skuespiller Elga Anna Augusta Betzonich.

Et 10 meter højt hestehoved skaber ro i London

Still Water er et utrolig elegant øjebliksbillede af en hest, der fredeligt drikker vand. Statuen er af ren bronze og blev placeret i Marble Arch i London i 2011. I maj 2021 flyttede det kæmpemæssige hestehoved dog til Achille’s Way, nær Hyde Park Corner, og midt i Londons travlhed giver skulpturen nu en stille kontrast, et øjebliks stilhed og fordybelse, kun få minutter fra Oxford Street.

”Det er et øjeblik, der er inspireret af en hest, der strækker sig mod vandet. En hest vil selvfølgelig aldrig drikke, hvis den er på nogen måde bange eller utryg, så hesten skal vide, at den er sikker, der skal være en følelse af ro…” siger kunstner Nic Fiddian Green om Still Water.

Største fritstående bronzeskulptur i London

Med sine 10 meter i højde er Still Water den største fritstående bronzeskulptur i London, og er i dag et af hovedstadens mest populære vartegn. Kunstneren Nic Fiddian Green skulpturerede værket som en større version af en lignende skulptur, der tidligere stod i Marble Arch, og var navngivet Horse at Water. Dette værk er nu hos Sir Anthony og Lady Carole Bamford i Daylesford, Gloucestershire.

Nic Fiddian Green har produceret monumentale bronzeskulpturer i 20 år og har specialiseret sig i at lave naturtro modeller af hestehoveder, både mindre og større end i naturlig størrelse. Figuren Still Water er solgt i mange afskygninger og størrelser til flere steder i verden.

Se kunstneren arbejde med Still Water i videoen her:

(artiklen fortsætter under videoen…)

Om Nic Fiddian Green

Nic Fiddian Green (1963) er født i Irland og uddannet på Eton College. Som studerende ved Chelsea College of Arts besøgte han British Museum i jagten på inspiration, og stødte her på hestehovedet Hesten af ​​Selene (500 f. kr.) i marmor. Han beskrev figuren som “en af ​​de smukkeste genstande, han nogensinde havde set”. Kort efter begyndte han at lave værker med lignende emner.

Et af hans større værker, Horse at Water, blev installeret midlertidigt i Marble Arch i London. Da statuen blev flyttet til Daylesford, Gloucestershire, hjemsted for Lord og Lady Bamford, som havde bestilt den, blev han bedt om at lave en større version som erstatning. Det blev statuen Still Water.

Kan ikke leve uden heste

Fiddian Green arbejder fra et studie i Wintershall, Surrey, hvor han modellerer sine hestefigurer efter levende modeller. Nic har været omgivet af heste, siden han var barn, og han siger, at han og hans kunst ikke kunne leve foruden de prægtige dyr. Hans partner Henrietta er også hestepige, og sammen har de fire børn og seks heste.

Nic Fiddian Green har udstillet flere prominente steder i England og derudover er hans værker i Rusland, Kasakhstan, Amerika, Mellemøsten og Australien.

Foto: Canva

Berømte heste: Min ven Flicka

’Flicka’, hvis rigtige navn var Wahana, var en kobberrød fuldblodsaraber hoppe født den 13. juni 1950 hos J.P. og Josephine Hawley i Californien. Wahanas Far var den berømte araberhingst Abu Farwa, avlet på morgenmad-giganten Kelloggs farm i Californien, og far til flere højtprofilerede heste. Som ung blev Wahana solgt til Patricia Ann Eaves i Santa Fee, New Mexico, og tilsyneladende var det 20th–Century Fox, der ejede Wahana, da TV-serien blev filmet i midten af 50’erne, men det er uklart, om selskabet købte hende direkte af Eaves, eller om der havde været andre ejere inden da. Det korte af det lange er, at 20th-Century Fox skulle bruge en lærenem og afbalanceret hest til rollen som Flicka – og valget faldt på Wahana.

Første afsnit i Min ven Flicka. Hele serien kan ses på Youtube.

Opskriften på succes
Min Ven Flicka blev filmet i 1955-56 og handlede om en familie i Montana i 1900-tallet. Hovedpersonerne var den unge Ken McLaughlin (spillet af Johnny Washbrook) og hans hest Flicka. De to kom på mange spændende eventyr sammen, men det særlige var det helt specielle bånd mellem hest og dreng. Hvert afsnit (der var 39 i alt) startede altid med, at Ken McLaughlin red mod kameraet på Flicka. En scene der især talte til den amerikanske ånd, hvor hestene havde været en væsentlig del af livet som nybygger og pelsjæger i de tidlige koloni år. Snart var både børn og voksne forelsket i den røde hoppe, og berømmelsen betød, at Wahana snart blev vurderet til at være mere værd end 7000 dollars, hvilket var en uhørt mange penge i midt-50erne.

En hest – med egen stunthest
Under optagelserne var Wahana opstaldet i Clarence ’Fat’ Jones Filmheste stald i det nordlige Hollywood. Hver dag blev hun kørt i trailer til Fox studier i Hollywood eller til Fox Movie Ranch i Malibu Canyon til dagens optagelser.

Wahana lavede alle de rolige og kærlige scener i serien, mens hendes stunthest, quarter vallakken Goldie, lavede de mere dramatiske scener. Wahana var en intelligent og lærenem hest, og hun blev trænet af en af datidens mest berømte hestetræner: Les Hilton. Deres samarbejde betød at Wahana lærte hurtigt og reagerede instinktivt på trænerens små signaler. Det gjorde optagelserne nemmere for alle involverede.

Det særlige forhold mellem dreng og hest var med til at gøre TV-serien så populær.

PATSY-Award (1939 – 1986)
I 1957 vandt Flicka PATSY prisen (dyrenes udgave af Oscars) for hendes optræden i Min ven Flicka. PATSY er en forkortelse af: “Picture Animal Top Star of the Year.”, og den første PATSY blev uddelt i 1951 og gik til muldyret Francis, der var med i serien Francis the talking Mule.

Andre heste der har vundet PATSY prisen er:
1951: CALIFORNIA, for filmen The Palomino
1952: DIAMOND, for filmen Flame of Araby
1953: TRIGGER. Roy Rogers’ hest, for filmen Son of Paleface
1955: OUTLAW, for filmen Black Horse Canyon
1956: BEAUTY, for filmen Gypsy Colt
1957: SILVER, The Lone Ranger’s hest
1961: KING COTTON, for filmen Pepe and Snowfire
1969: ALBARADO, for sin optræden i the Gray Flannel Suit

Fra TV-stjerne til avlshoppe
Efter serien om Flicka blev Wahana solgt til Saueressig i New Mexico. Wahana nåede at få to føl, men døde efter sigende under folingen af hendes tredje føl. I dag er den smukke røde araberhoppe, som børn og voksne tænker kærligt på som Flicka, sandsynligvis begravet på Saueressig Ranch i New Mexico.

Du kan se hele serien om Flicka på YouTube

Læs meget mere om TV-serien her

Ditte og Diva: Ny letlæst serie til hestepiger

Glæden ved at læse om heste
Læseglade hestepiger er der masser af, og med Ditte og Diva kommer der nu en bogserie, som piger, der lige har lært at læse og som interessere sig for heste, kan få stor glæde af. Bøgerne giver et fint indblik i de svære og lidt skræmmende ting ved ridesporten, og det der bare gør ridning så fantastisk. Således kan forfatteren selv med korte sætninger sætte ord på Dittes følelse af, når noget lykkes, den særlige kommunikation mellem hest og rytter, og venskabet med pigerne i stalden.

Inspiration fra Søborggård Hestecenter
Bøgerne om Ditte og Diva er inspireret af rideskolelivet på Søborggård Hestecenter.

”Min datter red i mange år i Søborggård Rideklub, så jeg kender alt til ridetimer, staldarbejde og konkurrencer, og det har jeg brugt som inspiration,” siger Christina Holgård Sørensen.

Hun fortæller også, at det har været sjovt at skrive bøgerne, og at hun undervejs har genoplevet rideskoletiden, som hun og hendes datter tænker tilbage på med stor glæde.

Svært at finde hestebøger, der passer til ens læseniveau
Christina Holgård Sørensen har skrevet de bøger, som hendes datter savnede, da hun lærte at læse.

”Mange synes måske, at der er hestebøger nok, men hvis man er ridepige, så er det ikke bare et spørgsmål om at trawle bibliotekets hylder med hestebøger igennem. Det gælder om at finde en serie, der passer til ens læseniveau, og det kan være ret svært,” siger hun.

Et opslag fra bog 4: Ditte og Molly. Pressefoto.

Flotte illustrationer
Der er på nuværende tidspunkt fire bøger om Ditte og Diva, og alle bøgerne er flot illustreret med virkelig fine tegninger af Susanna Hartmann. Tegningerne understøtter fortællingerne, og den specifikke tegnestil skaber et univers, der går rigtig fint i tråd med den verden unge hestepiger søger og kender. Generelt udgør layout, indbinding og papirtype en samlet pakke af høj kvalitet. Ifølge Christina Holgård Sørensen er der flere bøger på vej, og det er der nok mange piger, der vil blive glad for.

Bøgerne om Ditte og Diva er udgivet af forlaget Elysion, og serien har enkle historier, korte sætninger og ord og et lixtal på 10

Du kan finde mere info om bøgerne her.

Forfatter Christina Holgård Sørensen. Pressefoto.

Om forfatteren
Christina Holgård Sørensen bor i Helsinge og ved siden af forfatterskabet skriver hun til ugebladet Hjemmet. Bøgerne om Ditte og Diva er hendes første.

Anbefaling: Camargues hvide heste

I Rhône-deltaet i Sydfrankrig lever den hvide Camargue heste i det fri.
De hvide heste bliver primært anvendt af Camargues cowboys, les gardians, i arbejdet med vogtningen af Camargues vilde tyre, der bruges til tyrefægtning. Les Gardians har vogtet over Camargue-hestene i århundreder, og det er et helt særligt job – i sumplandet med hestene – langt fra byens kaos og trængsel.

Den smukke film Band of Rebels White Horses of Camargue er lavet af Drew Doggett og varer knap fire minutter. Her fortæller Pierre Pages om livet som gardian for de smukke hvide heste. Se filmen nedenfor.

Om Camarguehesten
Camarguehesten er en gammel race, som menes at være efterkommer af de forhistoriske heste, man har fundet rester af i Solutré. På trods af de hvide hestes lange historie, blev racen kke officielt anerkendt før 1968, da der blev dannet en decideret avlsorganisation. Hestene lever i halvvilde flokke i det sumpede marskland i Rhône-deltaet, hvor de har et barsk liv. De lever af siv og groft græs. Områdets klima er ekstremt, pga. varme og mangle på græs, og disse miljøfaktorer har bidraget til deres utrolige sejhed og hårdførhed.