Skip to main content

Tag: Rideklubber

Pulje på 44 millioner til idræt – sådan søger I

Med ca. 44 mill. som skal uddeles i 2023, er der en stor chance for at komme igennem nøglehullet ved DGI og DIFs foreningspulje. Bevillingen gives til et konkret og afgrænset projekt, og det generelle formål er at styrke hverdagens fællesskaber i idrætsforeningerne. Som oftest gives bevillingerne til aktiviteter, og særligt aktiviteter der kommer mange til gode – sjældent gives bevillinger til faciliteter og elite. Det er puljen for alle danske idrætsfællesskaber, der gerne vil inspirere og aktivere endnu flere og endnu mere.

Foreningspuljen er opdelt i to kategorier. En op til 30.000 kr. samt en fra 30.001 – 300.000 kr.

Ansøgninger op til 30.000 kr.

  • Den lille pulje er skabt til, at gøre hverdagens fællesskaber lidt bedre. Det betyder at det ikke behøver, at være unikt eller et nyskabende initiativ. Det skal “blot” styrke eller forstørre jeres fælleskab.
  • Den “lille” pulje kan ansøges løbende, hele året, indtil der ikke er flere midler i puljen.
  • Der er fire ugers svartid fra man indsender ansøgningen.

Ansøgninger fra 30.001 – 300.000 kr.

  • Udvikling, samarbejde, synlighed, flere aktive og flere tilbud – det er nogle af nøgleorderne, for at komme igennem nøglehullet i den store pulje.
  • Den store pulje har tre ansøgningsfrister i løbet af året. Den 31/3, 31/7 samt 31/10.
  • Der er seks ugers svartid fra man indsender ansøgningen.

Den gode forberedelse

  • Læs retningslinjerne for puljen – de kan læses her.
    • Vær opmærksom på at større anlægsprojekter, fitness faciliteter og udstyr samt skydeanlæg, som udgangspunkt ikke støttes.

Læs mere her: Søg DIF og DGI’s foreningspulje

Kilde: AktivitetsFonden

Vær med til at give børnene den bedste sommer

Fri adgang til svømmehallen, gratis trampolinspring på torvet, åbent klubhus eller styrkelse af den allerede planlagte summer camp, så I har mulighed for at give børnene en endnu bedre lejr. Corona-krisen udfordrer lige nu foreningsidrætten voldsomt, men der er hjælp at hente, hvis man på trods omstændighederne har lyst og overskud til at stå for nye aktiviteter for børn og unge denne sommer.

Mulighederne er mange, når nu kommunerne landet over har fået tildelt 200 millioner kroner tilsammen som et led i den sommerpakke, som netop er blevet vedtaget. Og det kan også komme jeres forening til gode.

De 200 millioner kroner skal nemlig bruges på sommeraktiviteter til børn og unge mellem 6 og 17 år med særligt fokus på at få alle med i fællesskaberne – også de udsatte børn og unge.

Det er meningen, at de ekstra midler skal ses som en mulighed for, at kommunerne kan styrke sommeraktiviteter i samarbejde med lokale foreninger. Jeres forening kan fx øge kapaciteten på sommerlejre, fodboldskoler, svømmecamps og lignende, som er målrettet børn, unge og familier, men det kan også være til noget, der ikke allerede er arrangeret, men som I nu får mulighed for.

Kontakt kommunen hurtigst muligt, hvis I vil vide mere om den enkelte kommunes lokale støttemuligheder og organisering af aktiviteterne – og fortæl om jeres gode ideer.

Vores forslag til, hvad man som forening og kommune kan overveje:

  • Skab lettilgængelige aktiviteter og fællesskaber
    Fokuser på at få stablet nogle aktiviteter og fællesskaber op, der er lettilgængelige, og ikke nødvendigvis kræver tilmelding. Vi bør sænke tærsklen for deltagelse og skabe åbne, lokale aktiviteter tæt på de børn og unge, der har allermest brug for det. Håbet er også, at aktiviteterne, der bliver arrangeret henover sommeren, kan skabe en rød tråd til de allerede eksisterende foreningsfællesskaber, så børnene får blod på tanden til at prøve mere.
  • Styrk eller forlæng de allerede planlagte sommeraktiviteter
    Mange af jer har allerede planlagt sommerlejre og camps for de lokale børn og unge. Og her er det oplagt at styrke disse lejre fx ved at give børnene en særlig oplevelse, I ellers ikke havde midler til. Nogle sommerlejre vil også kunne forlænges, så deltagerne, foreningerne og kommunerne ikke får ekstra omkostninger.
  • Genoptag aflyste sommerskoler
    Vi ved at mange foreninger har set sig nødsaget til at aflyse deres sommerskoler pga. retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. Her kan et økonomisk tilskud fx bruges til at aflønne det personale, der har ansvar for, at retningslinjerne bliver fulgt.
  • Lav særlige aktiviteter i udsatte boligområder
    I udsatte boligområder er behovene for aktiviteter og fællesskaber denne sommer store. Derfor kan man som kommune og forening sammen overveje at prioritere ekstra ressourcer til opsøgende arbejde, så man når ud til de børn og unge, som i særlig høj grad har brug for hjælp til at finde frem til de tilbud, I har til dem.
  • Samarbejd med store faciliteter
    Det kan give god mening for de større idrætsfaciliteter at holde åbent henover sommeren. Det er professionelt drevne institutioner med ansatte og fysiske rammer, der kan rumme mange af de planlagte sommeraktiviteter.

 

Fem hurtige svar/spørgsmål:

Hvordan får foreningen del i pengene?
Lav et konkret forslag til, hvor I som forening kunne udvide en aktivitet eller måske finde på noget nyt, som vil komme kommunens børn og unge til gode. Og tag så kontakt til din kommune. De 200 mio. kr. er blevet fordelt mellem kommunerne på baggrund antal børn og unge mellem 6 og 17 år. Derfor vil mange kommuner bede foreninger byde ind med aktiviteter. 


Hvor skal vi henvende os, hvis vi som forening har en idé til sommeraktivitet?
Typisk vil det være i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det er kommunaldirektøren eller fritidschefen, der har ansvaret for at kommunens penge bliver fordelt ud til foreningerne. 

Hvor stort et beløb kan man som forening regne med?
Det kommer an på, hvordan kommunerne vælger at bruge og fordele pengene. Midlerne bliver fordelt mellem flere forvaltninger, men de må kun bruges på nye eller styrkede aktiviteter. Hver kommune har modtaget forholdsmæssigt store millionbeløb. Derfor vil det være vores opfordring at tænke ambitiøst, da kommunerne er interesseret i at få midlerne ud til lokale børn og unge.

Hvornår er der deadline?
Der er ingen specifik deadline, men siden der er meget kort tid til sommerferien, så bør man som interesseret forening hurtigst muligt overveje konkrete aktiviteter og kontakte kommunen.

Bør man byde ind som lokal klub eller forbund?
Kommunerne søger både samarbejde med lokale klubber og forbund. Derfor kan man som forbund både opfordre interesserede medlemsklubber til at byde og kontakte kommuner med konkrete forbundssommeraktiviteter.

Pressemeddelelse: DIF

Klubber kan nu søge til investeringer i elevskolen

Fordeling af de indsamlede midler
Pengene fra initiativet går ubeskåret til elevskolerne, og det er de respektive distrikter, som har klubber med elevskoler, der har ansvaret for at tildele pengene. Da hele initiativet er baseret på en solidaritetstanke og et ønske om at hjælpe dér, hvor vi kan gøre den største forskel, fordeles midlerne naturligvis ligeligt mellem de distrikter, der har klubber med elevskoler.

Sådan kommer jeres klub i betragtning
For at komme i betragtning til at modtage støtte fra distriktets pulje, skal man som klub være medlem af DRF, og man skal drive elevskole. Derudover skal man skrive en motiveret ansøgning, der tydeligt redegør for, hvor mange penge man søger, hvad pengene skal bruges til, og hvilken indvirkning støttebeløbet forventes at få på elevskolen. Ansøgningen skal sendes pr. mail til distriktets formand.

Dét kan I søge støtte til
Der kan søges om midler til investeringer i elevskolen (f.eks. indkøb af elevheste, springmateriel, tilskud til ridehusbund, etc. – ikke til daglig drift), og når jeres distrikter læser ansøgningerne igennem, vil de derfor lægge vægt på, at de penge, der søges om, vil få en betydelig effekt på elevskolen. Det kan f.eks. være, at elevskolen kan udvide kapaciteten og dermed indtjeningsgrundlaget, hvis man indkøber en ekstra elevhest, eller at man kan opstarte flere springhold med nyt springmateriel osv. Mulighederne er mange, og vi er sikre på, at I nok skal komme med mange gode idéer. Der kan søges om beløb i størrelsesordenen 5-30.000 kr. pr. klub, og det er op til det enkelte distrikt at vælge, om deres pulje penge skal fordeles på én eller flere klubber.

Krav til brug af tildelt støtte
Støtten kan udelukkende benyttes til det ansøgte formål. Elevskolen er forpligtet til, senest 3 måneder efter bevillingen er modtaget fra DRF, at have forbrugt pengene til det ansøgte formål. Er dette ikke tilfældet, skal pengene betales tilbage til DRF, hvorefter de vil blive tildelt til en anden ansøger. DRF’s administration vil løbende tage kontakt til de klubber, der har modtaget støtte for at sikre, at pengene er gået til det ansøgte formål, samt for at få input til at skrive og dele de gode historier fra klubberne med resten af ridesporten.

Ansøgningsprocessen
Når I har færdiggjort jeres motiverede ansøgning, skal den sendes pr. mail til formanden for jeres respektive distrikter – se evt. kontaktinfo på alle distrikter her. Herefter beslutter distriktsbestyrelsen, hvilke klubber, som skal modtage støtte, og DRF vil afslutningsvist kontakte disse klubber samt udbetale støttebeløbet.

Følgende datoer er gældende for processen:
– 1. juni: deadline for klubbernes ansøgninger til distrikterne
– Senest 15. juni: alle involverede distrikter sender mail til DRF med info om, hvor mange klubber, der har søgt, hvem man har valgt at støtte med hvilke beløb, støttens formål samt en begrundelse for valgene. 
– 22. juni: DRF sender mail til de klubber, der modtager større, og overfører herefter støttebeløbet til klubberne. 

Tjekliste til ansøgning:
– Klubben er medlem af DRF
– Klubben driver elevskole
– Der ansøges om støtte til en form for investering i elevskolen og ikke daglig drift
– Ansøgningen indeholder en tydelig redegørelse for følgende: 
     1) Hvilket beløb, der søges om
     2) Hvad pengene skal bruges til
     3) Hvilken indvirkning investeringen vil have på elevskolen

Kilde: Dansk Ride Forbund

Politiet melder ud: Sådan må ridehallen bruges

Poltiet har meldt ud, at al indendørs sportsaktivitet er forbudt indtil slutningen af marts. Det har været årsag til megen tvivl i hesteverdenen, men nu melder politiet klart ud i forhold til brug af ridehaller.

Der er nemlig række undtagelser for ryttere og hestefolk, da loven om hestehold skal overholdes. Nedenstående spørgsmål og svar skulle gerne give klarhed:

Må en ridehal anvendes til rideundervisning?

Nej. Ridehallen må i den forbindelse anses for at være et sted, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter.

Må private opstaldere møde op og pleje deres heste, herunder motionere dem i en ridehal?

Man må gerne møde op og pleje sine heste, da enhver, der holder dyr, i henhold til dyreværnslovens regler skal sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

I lov om hold af heste præciseres det, at enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.

Motionering i ridehal:

I forhold til motioneringsdelen i en ridehal er der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst 2 timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås f.eks. ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal. Der må dog ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Må erhvervsdrivende rideskoler og stutterier mv. med ridehal benytte denne til motionering af heste?

Ja. Ejere og ansatte på rideskoler og stutterier må gerne motionere rideskolens eller stutteriets heste i ridehallen, idet der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst to timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås fx ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal.

Men der må ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Læs endnu mere om de nye regler, hvis du benytter kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud:

https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/til-dig-der-benytter-kulturinstitutioner-biblioteker-og-fritidstilbud

DRF kommer med anbefaling til rideklubberne

I DRF bakker vi naturligvis op om de krav og anbefalinger, der kommer fra myndighederne, når det gælder forsøget på at inddæmme spredningen af Coronavirus.
På nuværende tidspunkt er det stadig DRFs anbefaling, at vores klubber kan gennemføre aktiviteter, såfremt niveauet begrænses, og der tages ekstra forholdsregler. Vi er samtidig meget bevidste om, at mange klubber er meget berørte af den nuværende situation, og at det kan være svært at vurdere, hvordan klubben skal agere. Derfor har vi formuleret følgende forslag til, hvordan man som rideklub kan bære sig ad.
 
– Begræns elevholdene til max 5 ekvipager – og fordel holdene ud over hele dagen

– Sadl evt. op og af i boksen

– Begræns tilskuere – vi anbefaler max. én pårørende pr. rytter

– Gør brug af udendørsfaciliteterne i det omfang, det er muligt (tilbyd evt. rideture i terrænet i stedet for undervisning i ridehus)

– Aflys prøvetimer i den kommende periode

– Sprit af, sprit af, sprit af

– Sørg for ekstra rengøring af klubbens faciliteter – herunder afrensning af udstyr, håndtag og stalddøre flere gange dagligt

– Luk rytterstuen

– Minimér tiden i rideklubben så meget som muligt. Vores heste skal naturligvis passes, men vi anbefaler, at man udelukkende gør dette og derefter forlader klubben igen. Alt unødigt ophold i klubberne frarådes altså

– Indfør evt. turnusordning for, i hvilke tidsrum man som privatrytter/opstalder må opholde sig i klubben

Hold medlemmerne informerede
Udover ovenstående tiltag opfordrer vi vores klubber til løbende at informere medlemmerne om klubbens tiltag, således at medlemmerne kan bidrage bedst muligt. Her kan klubbens Facebook-side være en oplagt kanal til denne slags kommunikation.

Kontakt til DRFs administration
For i videst muligt omfang at kunne begrænse smittespredning, arbejder administrationens medarbejdere pt. hjemmefra. I kan dog stadig komme i kontakt med os, som I plejer, så savner I information på hjemmesiden, eller har I brug for anden hjælp, er I naturligvis velkomne til at kontakte os på mail eller telefon som vanligt.

Hold øje med www.rideforbund.dk og DRF på Facebook
Vi vil løbende dele relevante informationer og nyheder på rideforbund.dk samt på Facebook, og vi opfordrer klubberne til at holde sig orienterede her.

//Pressemeddelelse//