Onsdag meddelte den belgiske springrytter Pieter Devos på sin hjemmeside, at han har besluttet at pensionere 17-årige Apart, som har ført Devos til mange flotte internationale placeringer.
Sammen har ekvipagen bl.a. vundet 5-stjernet Grand Prix i Bordeaux i 2017, 5-stjernet World Cup i Stuttgart i både 2018 og 2019, og så var de en del af det sejrende belgiske hold, som i 2019 vandt den 5-stjernede Nations Cup i Polen.
“Apart har været afgørende for min karriere og en sand sportspartner og holdkammerat i hele ordets forstand. Han har altid vist mig mod og intelligens i ringen – jeg stolede fuldstændigt på ham, og jeg føler, at han også stolede på mig. Sammen har vi skabt nogle uforglemmelige minder, og jeg kunne ikke være mere stolt af alt, hvad han har opnået i sin karriere [..] Han har i sandhed været en familiehest, som altid vil være speciel for os alle. Jeg skylder ham den største tak, og at kunne pensionere ham, mens han er glad og rask er den største gave, jeg kan give ham.”
En rytter med imponerende resultater
Den belgiske top springrytter, som lige nu er rangeret som nummer 37 på FEIs verdensrangliste, råder dog fortsat over nogle fantastiske springheste heriblandt tophesten Claire Z, som sammen med Devos tog bronze med Belgien i holdkonkurrencen ved OL i Tokyo – og dermed sikrede Belgien sin første OL-medalje i ridning siden 1976. Devos’ hidtil bedste placering på verdensranglisten var tilbage i 2020, hvor han var oppe som nummer 4 efter et fantastisk 2019, hvor han bl.a. blev europamester med det belgiske hold, vandt World Cup i Bordeaux, Grand Prix i Doha, World Cup i Stuttgart og Longines Global Champions Tour of Miami Beach – og desuden blev hædret med priserne som Årets Atlet i Belgien og Årets Rytter af Longines Global Champions Tour.
Henderson Milton (tidligere Marius Silver Jubilee) blev født i 1977. Han var en krydsning mellem en Hollandsk varmblods hingst og en Irish Draught hoppe. På begge sider af stamtavlen var der gode sportsheste, og allerede da Milton var ung, viste den hvide vallak stor kapacitet i springning. Så talentfuld var den hvide hest, at hans daværende rytter Caroline Bradley, ikke var i tvivl om, at Milton ville sikre hende deltagelse ved OL.
En magisk konstellation
Mange var interesseret i at købe den charmerende hest, men det var først efter Caroline Bradleys død i 1983, at Milton skiftede hænder, for at ende op ved springrytter John Whitaker. Parret startede deres internationale karriere sammen i 1985.
John Whitaker og Milton var en nærmest magisk konstellation. Sammen vandt ekvipagen adskillige titler og konkurrencer. Det blev blandt andet EM-guld for hold og individuelt guld i 1987, EM-guld for hold og individuelt sølv i 1989 samt individuelt sølv og holdbronze ved VM i 1990. Derudover tog parret også sejren i World Cup finalen i 1990 og 1991.
Altid publikumsfavorit
Milton var en hest, man ikke kunne undgå at lægge mærke til. Stor og hvid og med en positiv og glad udstråling. Han rørte sjældent en bom og var kendt for at lave et begejstret bukkespring efter en veludført runde. Selvfølgelig var han en publikumsfavorit. Selvfølgelig havde han sin egen fangruppe. Og så var han den eneste hest uden for væddeløbssporten, der havde vundet mere end 1 mio. pund i præmiepenge.
Bevægende afsked
Milton blev officielt pensioneret fra sporten under Olympia Horse Show i London i 1994. Det var en bevægende afsked med den firebenede verdensstjerne, der havde begejstret så mange hesteglade mennesker gennem årene. Efterfølgende dukkede han stadig op ved specialarrangementer til stor glæde for hans fans.
Milton døde i 1999 og blev begravet på Whitaker familiens farm i Yorkshire, England.