Vi er nok alle enige om, at det er vigtigt for hesten at komme på fold hver dag, men hvor meget hesten kan komme ud afhænger ofte af plads, problematikker som muk og forfangenhed m.m. Vi har lavet en lille undersøgelse, hvor vi prøver at få et lille overblik over danske hestes foldvaner. Vi håber, I vil bruge ca. 1 minuts tid på at besvare skemaet, og vi vil derefter samle op på de indkomne svar i en efterfølgende artikel 🙂 På forhånd tak for hjælpen.
Undersøgelsen: Fri adgang til hø med og uden dækken En gruppe af forskere med Michelle DeBoer i spidsen satte sig for at undersøge, om det betød noget for hestens indtag af grovfoder, om den havde dækken på eller ej. Undersøgelsen fandt sted i Wisconsin, USA i december – januar (hvor temperaturen som regel er under frysepunktet hele døgnet). Forskerne delte 16 heste ind i to grupper. Hver gruppe bestod af 8 heste og var sammensat af voksne heste af samme race, vægt og konstitution. Begge grupper gik på en tør fold og havde fri adgang til de samme slags høballer, hvor de kunne spise lige så meget, som de ville. Den eneste forskel på de to grupper var – at hestene i den ene gruppe havde dækkener på, og det havde hestene i den anden gruppe ikke.
Heste med dækken indtog mindre grovfoder Forskerne fandt, at hestenes vægt og konstitution blev ved at være identiske mellem de to grupper under forsøget, men da de undersøgte høballernes vægt før og efter forsøget, viste det sig, at hestene uden dækkener havde spist mere hø. Forskerne regnede ud, at hestene uden dækken havde spist 2.51% af deres kropsvægt om dagen, hvor de heste med dækkener havde indtaget 2,31% af deres kropsvægt. Det anbefalede daglige indtag af hø for en voksen hest er minimum 1,5-2,0% af deres vægt. Ud fra beregningerne betød det, at hestene med dækkener spiste 8% mindre hø, end dem uden dækkener.
Dækken er ikke lig med slankekur Forsøget viste altså, at hestene frivilligt formindskede deres indtag af stråfoder, når de havde dækkener på, men DeBoer pointerer, at det ikke betyder, at man skal give hestene mindre hø, hvis de går med dækken. Hestene har brug for stråfoderet for at opretholde en sund balance i maven, og de har brug for de næringsstoffer, der er i høet.
Man skal heller ikke se det at give hesten dækken på som en fiks slankekur, bare fordi hesten spiser mindre, er det ikke sikkert den taber sig. Faktisk kan det modsatte være tilfældet. Dækkenet kan varme hesten så meget, at den ender med at bruge mindre energi på at holde varmen, og dermed nedsættes forbrændingen, og hesten kan risikere at tage på i stedet.
Dækken på hesten forpligter Uanset om hesten har tendens til at tage på eller tabe sig, når den har dækken på, så er det altid vigtigt, at hesteejeren holder øje med hestens huld og fysik, og det anbefales selvfølgelig, at dækkenet kommer af en gang om dagen, så man ud over at tjekke om hesten tager på / taber sig, også giver luft til hud og pels, og sikre sig, at hesten ikke har slidemærker eller sår under dækkenet – og ikke står og sveder og deraf får hudproblemer.
Hvad har du tænkt dig at gøre med de gulerødder eller godbidder, du har i lommen? Hvis du har tænkt dig at give dem til din hest, så ved den det, og hvis du har planlagt ikke at give dem til hesten – så ved den det også. Hesten ved faktisk også, hvis du har tænkt dig at give den godbidderne, selv om det af forskellige årsager ikke lykkes.
Et fransk studie, hvor hesten blev tilbudt gulerødder, kan nemlig nu konkludere, at hesten kan forstå formålet med vores adfærd – også selv om vores hensigt (som at give hesten et stykke gulerod) ikke lykkes. Derfor skal du ikke lyve for dig selv eller for hesten, når du er sammen med den, lyder det fra den franske forsker Léa Pansade.
Forsøget: Vil ikke dele, er ikke i stand til at dele – eller er for klodset til at dele Pansade og hendes team studerede 21 privatejede heste, mens de interagerede med en ukendt person med lommerne fulde af gulerodstykker i tre forskellige scenarier. I alle tre tilfælde adskilte et plastvindue hestene fra personen.
Nogle gange rakte personen guleroden frem mod heste uden at have nogen intension om at give den til hesten (flyttede guleroden uden for hestens rækkevidde, når den prøvede at tage den). Andre gange ville personen give hesten guleroden, men havde problemer med at få den igennem forhindringen mellem dem, og i det sidste tilfælde ville personen gerne give hesten guleroden men blev ved med at tabe den.
Hestene viste tydelig forskel i deres adfærd, alt efter om personen havde til hensigt at give dem guleroden eller ikke. Især når personen prøvede at give hestene guleroden, men ikke kunne få det til at lykkes, så prøvede hestene at kommunikere med personen ved at røre ved plastvinduet. Men når personen ikke havde til hensigt at give hesten guleroden, så brugte hesten signifikant mindre tid på at se på personen, inden den kiggede væk. Kort fortalt gav hestene hurtigt op, så snart de blev klar over, at personen ikke havde til hensigt at give dem et stykke gulerod.
Hesten læser vores ’hensigter’ Selv om mange mennesker mener, at hestens selvfølgelig forstår ens intentioner, så er det ikke noget eksperter har kunnet blive enige om før dette studie. Pansade forklarer, at der er stor forskel på at mene, at en hest er i stand til noget, og så bevise det ud fra videnskabelig empiri.
Hestene forstår altså intentioner – måske endda bedre end vi gør. Hestene erkender vores formål eller hensigt, men det er ikke altid det modsatte er tilfældet. Det være i stand til at læse en anden art er slet ikke så nemt, konkluderer forskeren.
Ovenstående kommer nok ikke som en overraskelse for mange hesteejere, men alligevel er der mange, der skælder ud eller råber ad deres heste, når de sparker på døren eller bider i tremmerne ved fodringstid. Det viser, at ikke alle forstår, hvordan fodring uden for skemaet kan påvirke hestene, siger forskere fra Ljubljana Universitet i Slovenien.
Forskerne undersøgte stress-tegn hos otte heste ved at teste deres reaktioner på regelmæssig og uregelmæssig fodring (nogle gange en time for tidligt, nogle gange en time for sent). Normalt fik hestene korn og hø kl. 6 om morgenen, og derefter blev de lukket på fold resten af dagen. Forsøget viste, at de fleste af hestene viste tegn på stress, når deres foder var forsinket, og det gav sig udtryk i, at de vrinskede, skrabede og sparkede på stalddøren.
Ikke fræk, uopdragen eller sjov En sådan foregribende opførsel – som nogle måske ville kalde utålmodighed – er et tegn på frustration og dermed dårlig hestevelfærd. Og selv om det er et typisk scenarie i en stald, når hesten må vente på sit foder, så er der mange hesteejere, der reagere uhensigtsmæssigt på situationen. Nogle bliver irriteret eller vrede, mens andre finder hestens utålmodighed komisk.
Det er dog helt forkert at skælde ud eller grine af adfærden, for hesten prøver bare at fortælle, hvordan situationen stresser den (Det er selvfølgelig op til hver enkelte hest, hvor fleksible den er i forhold til forandringer). Både dyr og mennesker har det bedst med rutiner, således at de kan kontrollere og forudsige omgivelser og miljø, der har en afgørende indflydelse på deres daglige præstation og helbred.
Det indvendige ur Studiet viste ikke kun, at hestene udviste tegn på stress, når deres foder var en time forsinket, men også at hestene har styr på tiden i løbet af dagen. Hestene har et indvendigt ur, der forudsiger de daglige aktiviteter, og således er de så forberedt som muligt på det, der sker omkring dem, hvilket øger deres chance for overlevelse.
Forsøget viste også, at når heste i boks blev fodret for tidligt, så spiste de mindre end normalt, inden de blev lukket ud. Hestene var simpelthen ikke helt vågne endnu, eller forberedt på at det var spisested. Selv om det selvfølgelig ikke er ideelt, er det dog bedre at fodre for tidligt, end at lade hesten vendte for længe – set ud fra hestens adfærd.
Vi skal tilpasse os hestens skema
Det korte af det lange er, at selv om det ikke altid er let at holde sig til det samme tidspunkt for fordring hver eneste dag, så er det vigtigt at være klar over, at forandringer i tidsplanen kan være stressende for hestene. Derfor er forskernes råd, at man ikke skal tilpasse hestene til ens eget skema, men så vidt muligt overholde hestenes skema. Altså hvis man ikke selv har mulighed for at fodre på det normale tidspunkt – så få en ven eller nabo til at påtage sig jobbet. Hvis den mulighed ikke foreligger, er det trods alt bedre at fodre hesten for tidligt end for sent.
Ifølge forskerne har hestene har en særlig måde at se arenaen på, alt sammen med et ’hjemsted’ som udgangspunkt og en speciel form for ’looping’, hvormed hesten undersøger arenaen. Forskerne mener, at hvis hesten får lov at tilgå arenaen ud fra dens naturlige opførsel, så vil både hest og rytter have en bedre oplevelse med nye og farlige baner (rum).
’Hjemsted’ og undersøgende loops Helt essentielt etablerer hesten et ’hjemsted’ i arenaen som regel ved ind– og udgangen, hvis den er alene i rummet. I naturen har hestene ikke et hjemsted, fordi de er i konstant bevægelse, og deres hjemsted er selve flokken – hvor end den måtte befinde sig. I forbindelse med arenaen er ’hjemme’ tættest på flokken – altså ind- og udgang.
Er hesten alene i arenaen, bliver den som regel tæt ved døren, og nogle gange ruller den sig der, hvilket er et tegn på, at den føler sig mest tryg i det rum. Men hesten tager også på små opdagelsesture fra ’hjemstedet’ og langsomt ind mod midten. Med ørene rettet fremad og hovedet højt, ser den mod arenaens modsatte ende, inden den vender tilbage til ’hjemstedet’ – i et højere tempo end den forlod det.
Disse opdagelsesture, kaldet ’loops’ af forskerne, er der sikkert mange hesteejere, der har bidt mærke i, når de har hestene alene i arenaen. Alligevel er der mange ryttere, på trods af at de er bekendte med adfærden, der ikke tager den opførsel i betragtning, når de rider hesten alene på en bane eller i en hal, og det kan give udfordringer. For de karakteristiske loops giver rytterne et stort indblik i, hvordan hestene tænker, og hvordan de naturligt ville vænne sig til en ny rum.
At ride med hensyntagen til hestens naturlige opførsel Ved at have ’looping’ og hjemsteds-konceptet med i træningen, kan rytteren tage hensyn til hestens naturlige tilgang til nye eller skræmmende rum, hvilket kan resultere i en mere positiv oplevelse for både hest og rytter.
Omvendt, hvis en rytter starter med at ride hesten samlet, så den ikke kan udforske rummet visuelt eller undersøge jorden ved at lugte til det, eller man tager hesten direkte til midten af hallen og starter med at longere den der, hvor den ikke har muligt for at inspicere rummet på sin egen måde, kan det betyde forøget angst og resultere i konflikt mellem hest og rytter.
Hestens tryghed er ved ’hjemstedet’, og derfor er det naturligt for hesten at være mere mistroisk og ængstelig for objekter længst ved fra ’hjemme’. Det er ofte derfor ikke selve objektet, hesten er bange for, men derimod dets placering i hallen. Desto længere væk fra ’hjemstedet’ – desto større chance for at det kan være skræmmende.
En hest mere – og ’hjemstedet’ ændres Hvis der er en anden hest i hallen, så kan ’hjemstedet’ skifte fuldstændigt. Hestene definerer nemlig deres ’hjemsted’ efter, hvor de andre heste er. Er der en hest mere i hallen, så vil hestens hjemsted være tættest på den anden hest, også selv om det er i den anden ende af hallen – længst væk fra døren.
Når hestene er to eller flere sammen, kan det også meget vel være, at det skræmmende objekt i det bagerste hjørne nu bliver undersøgt af nysgerrige hestemuler, og det sted ved indgangen, hvor hesten var mest tryg før, er slet ikke en del af hestens ’hjemsted’ mere.
Ifølge forskerne viser undersøgelsen altså, at hvis rytterne har hestens naturlige behov med i deres træning og ridning – både udendørs og indendørs, så kan det nye og skræmmende blive gjort meget mere tilgængeligt med udgangspunktet i et’ hjemsted’ – enten ved indgangen eller en anden hest – og tilladelsen til at lave opdagelse-loops ud fra ’hjemstedet’. Indtil hesten er tryg i sine omgivelser og tryg ved, at rytteren forstår dens behov.
Det er italienske forskere, der står bag forskningen, og de undersøgte hvor vidt hestenes hjerteslag ændrede sig, når de blev udsat for forskellige lugte fra mennesker. Formålet med forskningen var at få en forståelse for, hvordan menneskets følelser kan have indflydelse på hestens opførsel. Undersøgelserne viste, at hestene rent faktisk reagerede forskelligt på lugten af ’angst’ og en ’glad’ lugt i den sved mennesker udskiller.
Studiet påviste, at sveden fra et bange menneske, fik hjertet til at slå hurtigere hos hesten, mens sveden fra en ’glad’ person resulterede i rolige hjerteslag. De to forskellige svedlugte var blevet udviklet efter at personer havde set enten en gyserfilm (angst) eller en komedie (glad). Naturligvis danner undersøgelsen basis for yderligere undersøgelser – og her er det vigtigt, at menneskene sættes i en mere naturlig situation for at få troværdige resultater.
Ved EM i Rotterdam i 2019 blev Charlotte Dujardin, en af verdens bedste dressurryttere, diskvalificeret på grund af blod på hendes hest fra sporen. Det udløste en stor debat om sporer i ridesporten, og på baggrund deraf blev der igangsat en undersøgelse i England, hvor formålet var at få svar på, hvem der bruger sporer, og hvilken effekt sporer har på heste.
Knap halvdelen af rytterne red med sporer Forskere fra Hartpury Universitet i England udformede en online undersøgelse, og fik næsten 900 besvarelser fra ryttere. Heraf var der mere end 600 fuldstændige besvarelser, hvilket betød, at forskerne kunne redegøre for trends relateret til rytterprofil, brug af sporer, sporetype og skader på hesten.
I alt red 47% af de adspurgte med sporer. Omkring halvdelen af de adspurgte var voksne under 30 år, 7% var ældre end 58 og kun 5% var mænd.
Større brug af sporer i ikke FEI-discipliner Forskerne noterede 19 ridesports discipliner under FEI events, Ikke FEI-events og hyggeridning. I ikke FEI-konkurrence discipliner som Mounted Games eller jagt var der 1.48 gange større brug af sporer end i FEI-discipliner som spring, dressur og reining. Undersøgelsen viste også, at mænd var tre gange mere tilbøjelige til at bruge sporer end kvinder.
82% var enige i FEIs blodregel Forskerne opdagede også, at længere sporer oftere gav hudafskrabning, pelstab og nogle tilfælde blødning. Med roterende sporer (hjul) var der 1.5 gange større risiko for de nævnte skader.
I tilfælde med hudlæsioner og blødninger skal det nævnes, at tallene kan være lidt uklare, idet rytterne måske ikke har lyst til at indrømme, at de har forårsaget skaderne på hesten, eller måske ikke har opdaget det. 82% af alle de adspurgte var dog enige i FEIs blod regel – hvor rytteren bliver elimineret omgående, hvis en hest har blod på kroppen (som efter brug af sporer).
Behov for mere forskning Sporer er en del af ridesporten og kan dateres tilbage til Romerriget, hvor sporene var lavet af jern og bronze. I 15- og 1600tallet var mange af sporerne lavet af guld og blev et symbol på status. I dag er ridesporten og ridning af heste noget helt andet, og det betyder, at vi bliver nødt til at kigge på sporerne i et andet lys og flere undersøgelser om sporer er dermed relevante.
Fremtidige undersøgelser kunne blandt andet fokuserer på at rapportere ikke-blødende hudafskrabninger ved stævner og effektiviteten af gjorde specieldesignet til at beskytte hestens hud mod sporerelaterede skader.
*Undersøgelsen er lavet i England og besvaret af engelske ryttere. I England er der flere ridesportsdiscipliner uden for FEI regi, der er meget populære – blandt andet jagt, hunter m.m.
