Cathrine og Vamos er fortid
“Det er blevet tid til, at vores one in a million Vamos Amigos skal starte et nyt kapitel i England med sin ejer, Pidgley Dressage”, skrev Cathrine Laudrup-Dufour på sine sociale medier fredag aften.
En chokerende udmelding ovenpå et veloverstået VM i Herning, hvor de sammen red sig til intet mindre end en guldmedalje i holdkonkurrence og to individuelle sølvmedaljer. Et mesterskab hvor netop deres Grand Prix, som scorede 81.864%, sikrede dansk VM-holdguld for første gang i historien.
Da familien Pidgley købte Vamos Amigos af Helgstrand, fik Cathrine Laudrup-Dufour til opgave at uddanne den nu 10-årige vallak, og man må sige, at det har været et mere end vellykket samarbejde. Ekvipagen har redet sig til imponerende internationale resultater de senere år og opnået en flot andenplads på FEIs verdensrangliste. Men nu skal Vamos hjem til sine ejere i England, hvor Annabella Pidgley tager over for Cathrine Laudrup-Dufour.
Læs også: VM-sølv til Cathrine Laudrup-Dufour
– Vamos har været en absolut fornøjelse at træne, og han har taget os hele vejen til at blive verdensmestre i holddressur i Herning. Selvom han vil blive meget savnet i stalden, så ser jeg frem til at træne dem begge (red. Vamos og Annabella Pidgley), nu hvor deres nye rejse begynder, skriver Cathrine Laudrup-Dufour og fortsætter:
– Jeg er også så glad for, at jeg fortsat kommer til at se ham regelmæssigt og ved, at han kommer til at trives i sit nye hjem. Tak for alt Vamos; du har givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Elsker dig endeløst lille mand. Også en stor tak til Annabella for at stole på mig og give mig tøjlerne til denne once in a lifetime hest i så mange år!
Se også: Nyd Cathrine Dufour og Vamos Amigos’ flotte vinderridt
Vamos er allerede flyttet hjem til sine ejere i England, og på sociale medier skriver Annabella Pidgley:
– Jeg er glad for at kunne sige, at Vamos Amigos nu har tilsluttet sig vores stald for at starte det næste kapitel i hans karriere. Han har uden tvivl allerede haft en imponerende karriere under uvurderlig træning og vejledning af Cathrine Dufour, og jeg kan ikke takke hende nok for at støtte dette næste skridt og for at få muligheden for at ride en hest som ham. Han er virkelig en speciel hest, og jeg ser meget frem til at lære ham bedre at kende under Cathrines erfarne øje. Velkommen hjem Vamos; så mange er så glade for, at du er her, og tak for alt, hvad du gør Cathrine. Jeg er så taknemlig for dig.