Skip to main content

Author: admin

Danskerne imponerede i weekenden

Anna Kasprzak
Den sønderjyske rytter var én af mange danskere, der var draget nordpå for at stille til start til Norwegian Horse Festival, men Anna og hendes nye hest Fuhur nøjedes ikke med et høflighedsvisit. Duoen tog sejren i Grand Prix-klassen med hele 74,4 procent, hvilket lover mere end godt for deres fremtidige samarbejde.

– Stadig så mange ting at forbedre, men Fuhur gav mig en følelse af selvtillid og arbejdslyst på banen. Vi har kun kendt hinanden i omkring to måneder, og jeg er sikker på, at vi bliver et super team. Jeg føler mig så heldig, at jeg har mulighed for at overtage uddannelsen af sådan en velredet hest, fastslog Anna efter sit ridt.

Desværre vendte lykken for Anna dagen efter, da hun måtte fortælle sine mange følgere på de sociale medier, at Fuhur havde pådraget sig en skade i boksen og derfor måtte udgå af küren. Hun understregede i opslaget, at skaden forhåbentlig kun er overfladisk.

Se Anna og Fuhur modtage publikums hyldest.

Jan Møller Christensen
Hesselhøjs Donkey Boy og Jan Møller Christensen har sejret i DRFs dressurchampionat i 2016, 2017, 2018 og 2019, og intet tyder på, at den otteårige guldmedaljehingst har tænkt sig at stoppe med at trave ind i himlen, selv om sværhedsgraden er steget.

I Norge stillede ekvipagen til start i Intermediare og Intermediare Freestyle, hvilket medførte en andenplads og en sejr – belønnet med henholdsvis 71.941 procent og 75.500 procent.

Dennis Fisker
I Intermediare, hvor Jan Møller Christensen og Donkey Boy blev nummer to, var det en anden dansker, der løb med sejren.

Dennis Fisker, som Zibrasport Equest netop har lavet en videoserie med, og Rosenstolz blev belønnet med godt 72 procent af dommerne.

Cathrine Dufour
Norge var ikke det eneste sted, hvor dressurentusiaster blev forkælet med yndefulde ridt. Ågerupgaard Sportsrideklub afholdte c-stævne, og det benyttede OL-håbet Cathrine Duofur til at give sine lidt yngre heste stævnerutine.

Den britiske ponyrytter Annabella Pidgley, der trænes af Cathrine, har sine to kommende dressurhåb i ridning hos Dufour, og det var disse, der var meldt til start på Ågerupgaard.

I Hilus, e. JOHNSON x DON PRIMERO, og Cathrines anden stævnestart opnåede de intet mindre end 78.67 procent, hvilket var mere end nok til en sejr. Vamos Amigos, e. VITALIS x BLUE HORS HOTLINE, fulgte i hælene og scorede 75.79 procent.

Lars Bak Andersen og Søren Pedersen
Changementer og øgninger var ikke det eneste, dommerne havde fokus på i weekenden, der er passeret. Syd for Danmarks grænse tiltrak Neumünster, som traditionen efterhånden foreskriver, de bedste springryttere til det stort anlagte stævne.

Dannebrog blev på bedste vis repræsenteret af Søren Pedersen og Kan Fly i Preis by Lutz Goessing: Theurer Trucks Youngster-Cup for 7- og 8-årige, hvor parret vandt klassen.
I Prize of SWN, Stadtwerke Neumünster CSI3* placerede Lars Bak Andersen og Fortuna sig som nummer syv.

Stævnets helt store tilløbsstykke, søndagens Grand Prix of Volksbanken Raiffeisenbanken, var tæt på også at have en dansker blandt de placerede ryttere.
Søren Pedersen og Tailormade Contou måtte dog tage til takke med kun en enkelt fejl og en placering som nummer 13 i et meget skarpt felt.

Ikoniske avlshopper: Henna Ask

Henna Ask (Kannan x Heide Ask) har fået 14 føl, blandt andet avlshingsten Cyrano Ask og Casper, Ask der er udtaget til Hingstekåringen i Herning. Ydermere er Henna mor til medaljehopperne Henni Ask og Holly Ask. I indslaget fortæller Betina Møller (ansvarlig for avlsafdelingen) om Henna, og om den store betydning har haft for stutteriet, samt hvad det er Henna giver videre til sine afkom.

Om Henna Ask
Henna Ask er elitehoppe, B-hest i springning, Hennas mor Heide Ask er ligeledes elitehoppe og S-hest i springning hun har vundet DM, placeret i adskillige Grand prix’er og deltaget ved VM med Lone Kroman.

Morfar Kannan’s resultater inkluderer sejr i Belgian Classic Circuit i en alder af 6 år. I 1998 blev han belgisk mester. I 2000 gjorde han sin internationale debut, og blev placeret som nr. 5 i hans første Grand Prix. I 2003 vandt han Deauville Grand Prix. I 2003 og 2004 var han ligeledes en fast bestandel af det franske landshold og vandt Samsung Super League i både 2003 og 2004. I 2005 blev han Fransk Mester.

Henna Ask er blandt andet mor til Cyrano Ask, Casper Ask, Henni Ask og Holly Ask. Se mere på Stutteri Ask.

Baarup & Bachmann: Om 4-års programmet

Nøglen til succes
Ved Championatsfinalen for 4-års dressurheste på Blue Hors i 2019, sad Susanne Baarup og Daniel Bachmann Andersen i kommentatorboksen under livestreamingen, og det kom der mange interessante betragtninger ud af. I klippet nedenfor taler Susanne og Daniel om den opgave de unge heste skal løse i championatsklasserne, hvor de skal være i deres uddannelse, og hvad man gerne vil se hos de 4-årige dressurheste.

Unikt indblik: Sådan miljøtrænes politihestene

Facts om rytterisektionen

  • Sidste gang, politiet var til hest i Danmark, var fra 1998 til 2012 i København.
  • Før 1998 skal man tilbage til 1970’erne for at finde sidste periode med politiheste i Danmark.
  • Fra 1998 til 2012 var der mellem 10 og 12 heste i Københavns Politis rytteri.
  • For at komme til hest skal man have været politibetjent i mindst fem år. Man skal kunne ride, og det bliver testet til en prøve, hvor man skal ride tre forskellige heste.

Krav til en politihest

  • Hesten skal være mellem 5-10 år og være tilredet. Vallaker er foretrukket. 
  • Højde: 167-175 cm i stangmål.  
  • Temperament: Rolig, stabil, modig. Den skal kunne bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion. 
  • Hesten skal kunne bestå et helbredstjek inkl. gennemsyn af dens sygdomshistorik. 

Kilde: politi.dk

Zibrasport Equest livestreamer fra unghesteevent på Helgstrand Dressage

(Foto: Helgstrand Dressage)

Eksklusiv adgang til unikke events
I starten af året lancerede Helgstrand Dressage en perlerække af spændende og lærerige events, hvor der allerede efter tre dage blev meldt udsolgt på det første event.
Den positive respons har givet grobund for et samarbejde mellem Zibrasport Equest og Helgstrand Dressage om streaming af deres events, så de, der ikke fik billet eller ikke har mulighed for at være til stede, alligevel kan komme med på første række.

Bliv klogere på træning af den unge hest
Første event bærer titlen ”Træning af ungheste”, så har du en unghest, der skal tilrides eller en hest, der skal klargøres til kåring, så sørg for at tune ind på www.zibrasportequest.com den 22. februar kl. 10.
Programmet byder på en guidet tur med Christian Springborg på Ny Ravnstrup – stedet, som huser Helgstrand Dressages føl og ungheste. Herefter er der teori og praktisk demonstrering på Helgstrand Dressage.  Efter oplæg og demonstration af det praktiske, vil der for jer, der ser med på streamingen, være mulighed for at få svar på jeres spørgsmål i en 30 minutters, eksklusiv, spørgerunde.

Helgstrand Dressage glæder sig over samarbejdet med Zibrasport Equest
– Vi fik så positiv respons på vores første event om ungheste, at vi desværre måtte melde udsolgt allerede efter tre dage.
Derfor takkede vi ja til samarbejdet med Zibrasport Equest omkring livestreaming af vores events, så vi kunne imødekomme dem, som ikke nåede at få en billet. Dermed håber vi, at rigtig mange vil kigge med hjemme fra stuen, når vi den 22. februar giver et unikt indblik i træningen og klargøringen af vores ungheste.
Og vi håber samtidig, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at deltage i debatten via den efterfølgende spørgerunde, som Zibrasport Equest åbner op for, fortæller Janni Korsbæk, marketingkoordinator, Helgstrand Dressage.

Zibrasport Equest ser frem til at tilbyde brugerne et unikt indblik i, hvordan Helgstrands personale forbereder deres kommende stjerner til opgaverne.

– Vi glæder os rigtig meget til at give alle ridesportsinteresserede en unik mulighed for at komme med ind i maskinrummet hos Helgstrand Dressage.
Uanset om man er avler, har en unghest eller rider dressur er der masser af inspiration og faglig viden at hente hos Helgstrand Dressage, og vi er rigtig glade for, at vi med samarbejdet kan brede dette ud til et endnu større publikum, end de, der får billet til eventsene.
Efterfølgende kan vores medlemmer også gense eventsene, ligesom der også vil kunne findes andre indslag og artikler fra Uggerhalne i vores store indholdskatalog, lyder det fra ansvarshavende chefredaktør, Rikke Højgaard.

Det praktiske
Livestreamingen finder du her: https://www.zibrasportequest.com/live/
Premium medlemmer kan se med for bare 19,- kr. mens det koster 99,- kr. for Basic medlemmer. 

Zibrasport Equest: https://www.zibrasportequest.com/

Helgstrand Dressage: https://helgstranddressage.com/da/

For yderligere info:
Janni Korsbæk, it@helgstranddressage.dk.
Ansvarshavende chefredaktør Zibrasport Equest, Rikke Højgaard, 40320072

 

Sådan kan et ridestævne også arrangeres: Sand under hovene

Brusende bølger, store is og parasoller så langt øjet rækker.
Det plejer at være synet, der møder turister på Rømø, men en weekend hver sommer de seneste fem år, har det været helt anderledes.
Tinglev Rideklub fik nemlig en speciel idé for efterhånden lang tid siden – hvorfor ikke arrangere stævne på den imponerende Lakolk strand?

– Ryttere fra Tinglev Rideklub har gennem de seneste 20-30 år redet mange ture på de brede og lange fantastiske sandstrande på Rømø.

En dag på vej hjem fra sådan en tur sagde Tinglev Rideklubs formand Holger Holm:

”Hvorfor laver vi ikke et springstævne nede på stranden, så resten af Danmarks ryttere kan få lov at opleve det at ride på det hårde sand”?
Det ene ord tog det andet, og idéen begyndte at tage form. Men som med så mange andre idéer, så blev det ikke til noget i første omgang.

Et par år senere mødtes Tinglev Rideklubs Finn Märcher og Holger Holm med skovfoged Anders Hauge Rahbek fra Skov og Naturstyrelsen og Bodil Glimstrup, Turistchef på Rømø en eftermiddag i Idrætscenteret i Skærbæk. Mødets formål var at finde ud af, om et ridestævne på stranden overhovedet kunne realiseres. Bodil blev hurtigt vild med idéen og Anders oplyste, at han kan give tilladelse så længe et arrangement ikke varer længere end 24 timer.
De to lokale besluttede hurtigt, at lokaliteten skulle være stranden ved Lakolk, da der er lavest risiko for heste og ryttere at komme i karambolage med drageflyvere, vindsurfere og andre turister, lyder fortællingen på Rømø Beach Jumps hjemmeside.

Dermed var de første spadestik taget til stævnet, som bare er vokset og vokset i popularitet blandt ryttere fra nær og fjern.

Formand Holger Holm er fyldt med begejstring, når han fortæller om det omfattende projekt.

– Det er kun Rømø Beach Jump og et stort stævne i Miami, hvor stævnepladsen bliver anlagt på en strand. Det er de eneste to steder i verden, hvor stævnet bliver lavet på en strand.

Er det ikke vildt at tænke sig…
Rømø Beach Jump skal gerne være et oplevelsesstævne for hele familien. Et stævne, som familien tager på miniferie for. Ikke kun for stævnets skyld, men for at være sammen og opleve Sønderjylland og Vadehavet.

Plads til alle
Selv om arrangementet bærer titlen Beach Jump, bliver dressurrytterne ikke holdt udenfor.
Det viser tidslinjen for begivenheden:

2014: Prøvespringning med springdommer og TD for at undersøge, om idéen kunne holde

2015: Ét dags landsstævne i ridebanespringning for hest

2016: To dages landsstævne i ridebanespringning for hest

2017: To dages landsstævne med C-klasser i ridebanespringning for hest og pony. Jagtridning

2018: To dages landsstævne med C-klasser i ridebanespringning for hest og pony, og én dags dressur med C-klasser for hest og pony

2019: To dages landsstævne med C-klasser i ridebanespringning for hest og pony, og to dags dressur med C-klasser for hest og pony

I 2018 måtte folkene bag stævnet første gang melde ud, at de desværre måtte takke nej til flere tilmeldinger.
Tilslutningen var overvældende igen i 2019 med over 100 ryttere på venteliste for at komme til start i springning, så allerede nu lyder det fra arrangørerne, at det altså gælder om at holde øje med hjemmesiden, hvis man vil være sikker på at få lov til at ride stævne på stranden. Den vil blive opdateret, så snart klubben åbner op for tilmeldinger, men allerede nu kan du tjekke propositionerne.

Du kan få endnu mere info om Rømø Beach Jump på deres Facebook-side, hvor man også kan melde sig som frivillig.

Se video fra stævnet i arkivet

Maria Gretzer og Björn Carlsson satte fokus på opvarmning

At galoparbejdet er vigtig, når du skal præstere på springbanen, ved de fleste ryttere sikkert. Men da Maria Gretzer og Björn Carlsson i weekenden underviste Firkløverets Springakademis mange dygtige, unge ryttere, forsøgte duoen at sætte endnu mere fokus på vigtigheden af grundig opvarmning.

Efter et besøg ved et større internationalt stævne for nylig var Maria forundret over, at mange af rytterne slet ikke udnyttede deres opvarmning optimalt. Maria understregende til Firkløverets Springakademi, at:

– Opvarmningen er utroligt vigtigt, og hvis man ikke har sin hest foran benene, og hvis man rider for meget ”tøjleridning”, kan man ikke få sin hest til at yde optimalt.

Imponerende avlerpræstation af stutteri Atterupgaard

På stutteriet Atterupgaard ved Kristine Munch Sinding kom der i 2015 hele 11 føl til verden. Et af føllene døde i en ung alder, men de 10 er vokset og var alle tilmeldt Dansk Varmblods egnethedshest i 2019, men en enkelt faldt fra pga. en hovbyld.

De resterende ni har alle gået egnethedstest, og intet mindre end seks er udtaget til Blue Hors Unghestechampionat ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i uge 10/2020.

Intet mindre end fire af disse ni Atterupgaard-heste fra 2015 er efter stutteriets egen fløjhingste, Atterupgaards Seebach e. Sandro Hit/ Caprimond/ Donnerhall, der er efter hoppen Atterupgaards Dicte, som er helsøster til OL-hesten Atterupgaards Cassidy og yderligere mor til de tre kårede hingst, Fassbinder, Atterupgaards Botticello og Atterupgaards Barcelo.

De ni Atterupgaard-opdræt, der har gået egnethedstest i år, og hvor de seks første er udtaget til Herning:

  • Atterupgaards Spiderman e. Atterupgaards Seebach/ Stedinger redet af Selina Solberg Vittinghus
  • Atterupgaards Mira e. Atterupgaards Seebach/ Lord Sinclair redet af Selina Solberg Vittinghus
  • Atterupgaards Danica e. Franziskus/ Sandro Hit redet af Selina Solberg Vittinghus
  • Atterupgaards Marylin e. Caprimond/ Stedinger redet af Joachim Thomsen
  • Atterupgaards D’Amour e. San Amour/ Caprimond redet af Joachim Thomsen
  • Atterupgaards Dora e. Belissimo M/ Jazz redet af Mia Lee
  • Atterupgaards Winona e. Atterupgaards Seebach/ Krack C redet af Anniken Hals
  • Atterupgaards Sinatra e. Atterupgaards Seebach/ Gribalid redet af Michaela Navrsted
  • Atterupgaards Daisy e. Benetton Dream / Stedinger redet af Michaela Navrsted

Du kan se den komplette startliste her.

//Pressemeddelelse

Glæd dig til de kommende uger på Zibrasport Equest, hvor vi går i luften med en helt nye video-serie fra Atterupgaard.