Skip to main content

Author: admin

Ikoniske avlshopper: Feline Ask

Listen over Feline Asks præstationer er lang… Hun har været placeret ved Pavo og Dansk Ride Forbunds Championatsfinaler, deltaget ved UVM i Zangersheide som 7-års og startet i op til 160 cm klasser og derved opnået S-status i springning.

Feline har som nævnt også allerede vist sit værd i avlen, og Fendi Ask er på nuværende tidspunkt hendes mest succesfulde afkom. Fendi vandt Championatsfinalerne som 4,-5,- og 6-års og blev nummer fem ved Unghestenes VM i Zangersheide i 2017.

På baggrund af hendes afkom er Feline Ask tildelt Elitestatus i Dansk Varmblod.

Se mere på Stutteri Ask

Se Feline vinde kostumespringningen i Herning i 2009

Toni Colette stråler i ny hestefilm

Endnu en film om en væddeløbshest tænker du måske, og ja, det er en film om væddeløbshest, men det er også meget mere end det Det er historien om en kvindes ambition om at avle og træne en hest i sin hjemby. Golden Globe og Emmy-vinder Toni Colette spiller kvinden Jan Vokes, der føler, at hun mangler noget i sit liv efter, at børnene er rejst hjemmefra. Da hun overhører Howard Davies (Damien Lewis) fortælle om hans erfaringer med et syndikat for en væddeløbshest, får hun blod på tanden.

Jan får overtalt sine naboer og venner til at investere i hendes højtflyvende ide, og de skaber et syndikat, der senere skal resultere i hesten ’Dream Alliance’ (f. 2001). Gruppen har stort set ingen erfaring i forhold til hestesporten, men de har hjertet med, og imod alle odds viser Dream sig at være en hest, der kan matche de milliondyre fuldblodsheste på banen.

Dream er ikke kun folkets Champion, han formår også at ændre livet for beboerne i den lille landsby, og han er et levende bevis på at drømme er mulige, hvis man bare har mod til at følge dem.

Trailer til filmen

Det er ikke første gang historien om Dream Alliance når det store lærred. I 2015 vandt Film4’s dokumentar: Dark Horse: The Incredible True Story of Dream Alliance en pris ved Golden Globes.

Hvornår Dream Horse kan ses i Danmark vides ikke.

Trailer for Dark Horse: The Incredible True Story of Dream Alliance

Kom tæt på politiets heste

I december 2017 blev det vedtaget at genetablere det ridende politi, og siden har jagten på de perfekte heste til opgaven været i gang.
Kravene til en perfekt politihest er nemlig mange, så rytterisektionen leder stadig efter egnede kandidater.

Københavns Politi søger desuden heste, der har sind og fysik til at kunne løse politiets opgaver.
Vi søger følgende:
Hesten skal være mellem 5-10 år og være tilredet. Vallaker er foretrukket.
Højde: 167-175 cm i stangmål.
Temperament: Rolig, stabil, modig. Den skal kunne bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion.
Hesten skal kunne bestå et helbredstjek inkl. gennemsyn af dens sygdomshistorik.

Se indslaget om miljøtræning af politiets heste

Peter Flarup sikrer Danmark endnu en OL-plads

(Foto: Ridehesten.com)

I januar var det unge Emil Hallundbæk, der sørgede for, at Dannebrog vil være at spotte på listen over deltagere i ridebanespringning, når de olympiske lege i Tokyo bliver afviklet om få måneder.

Den 21-årige Emil Hallundbæk lå ved årsskiftet nummer ét i gruppe A på Det Internationale Rideforbunds (FEI) individuelle OL-rangliste. Han sikrede dermed Danmark en nationplads, hvilket ligeledes betyder, at det ikke er ham, der automatisk får lov til drage mod øst.

FEI bekræfter nu, at Danmark også har opnået en kvoteplads i military. Det er den 43-årige Peter Flarup, der har sikret pladsen på hesten Fascination. Det var selvsamme rytter, der repræsenterede Danmark ved OL i military i 2008 i Beijing – dengang på hesten Silver Ray.

Ligesom med kvotepladsen i springning er det ikke nødvendigvis rytteren, der sikrer pladsen, som ender med at skulle afsted.
Den endelige beslutning om, hvem der indstilles til at skulle deltage, træffes af Elitechef i Dansk Ride Forbund Kimi Nielsen, når vi nærmer os sommeren og afhænger af de relevante ekvipagers samlede præstationer indtil udvælgelsen.

– At vi ender med at været repræsenteret i både dressur, springning og military ved OL er et tydeligt bevis på, at vores øgede fokus på talentudvikling i dansk ridesport fungerer, og det kan vi kun være yderst tilfredse med, lyder det fra Kimi Nielsen.

Læs mere om kvalifikationskravene for military ved OL her.

Bidløs dressur – En disciplin, der er kommet for at blive?

(Foto: Lotte og Bubbe til start i en bidløs klasse)

Bidløs trense og dressur var for få år tilbage ikke en kombination, der kunne opleves til ridestævner rundt omkring i Danmark.
I 2015 åbnede Dansk Ride Forbund dog op for klasser uden bid til stævner. Dengang lød det således:

For at afdække mulighederne for at benytte bidløs optømning ved dressurstævner er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for bidløs dressurridning, en repræsentant fra Dressurudvalget og fra administrationen. Arbejdsgruppen skal skabe rammerne for afviklingen af flere test-klasser ved D-stævner i første halvår af 2016, og erfaringerne fra disse stævner samt resultaterne af spørgeundersøgelsen og andre input skal danne baggrunden for Dressurudvalgets videre arbejde med bidløs optømning.

Siden har det været muligt for danske rideklubber at udskrive klasser med bidløs optømning, og i Dansk Ride Forbunds Reglement, gældende fra februar 2020, står der:

251.3 Showklasse – bidløs optømning Der kan ved E- og D-stævner/klasser udskrives klasser med bidløs optømning. Gælder kun for heste – ikke ponyer. Klasserne afvikles separat og er kun åbne for ekvipager med bidløs optømning, sådan at der ikke konkurreres mod ryttere med bid. Klasserne må udskrives i sv.grad 0-2 ved D-stævner og i sv.grad 0 ved E-stævner, evt. som procentklasser. Der må anvendes bidløs trense/sidepull, ridekapsun samt soft hackamore (ikke med kæde). Rytterne bedømmes efter normale kritikker – dog forudsættes det at der bedømmes for ”accept af tøjlen” i stedet for accept af bid.

Intet bid blev redningen
Og det er noget 21-årige Lotte Jaenicke og hesten Regitze, i daglige tale kaldt Bubbe, er glade for.
Hun var en af de fire ryttere, der i weekenden stillede til start i den bidløse klasse i Albertslund Rideklub – med stor succes.
Parret vandt med 74 procent, men i lang tid måtte Lotte afstå fra at deltage i dressurstævner.

Jeg købte Bubbe for seks år siden som en dressurhest. Vi fik hende hjem, og min træner var også positiv overrasket over den. Men hun begyndte ret hurtigt at tvære rigtig meget på biddet – i begyndelsen troede vi bare, det var et spørgsmål om tid.

Lotte Jaenicke

– Hun havde tendens til at slippe på biddet, men gik i en fin nok holdning. Vi troede, at Bubbe skulle være stærkere og smidiggøres. Desværre blev situationen bare værre og værre, og vi prøvede alverdens bid, fortæller Lotte, der nægtede at give op.

– Jeg ville rigtig gerne starte stævne på den, men det var ikke muligt, for det endte jo i en øv-oplevelse hver gang, så jeg lagde dressuren på hylden i 2016.
For et års tid siden prøvede jeg at ride med hackamore, og det gik så fint, lyder det fra rytteren, der i kraft af sin tjans som formand for stævneudvalget opdagede, at rideklubberne nu havde lov til at udskrive bidløse klasser til stævnerne.

– I klubben blev vi enige om at vi ville forsøge at udskrive sådan en klasse. Min træner sagde, at jeg også skulle starte, men jeg havde ikke redet dressurstævner på Bubbe siden 2016. Jeg meldte mig til, og det gik rigtig godt – det var i august i 2019. Vi fik 69 procent og vandt klassen.

Positiv kiropraktor
Lotte og Bubbe har siden vundet flere bidløse klasser, og det kulminerede altså i weekenden med endnu en sejr.
Hun understreger, at den alternative optømning ikke skyldes, at hun synes, det er synd for heste, der går med almindelig trense.

– Det har været rigtig godt for min hest, at der findes disse klasser. Umiddelbart har rytterne, der rider uden bid, to udfordringer. Mange af dem, der gerne vil ride bidløst, skal køre langt for at finde disse klasser. Det gør, at der nogle gange er manglende opbakning. Jeg ville gerne, at vi skulle konkurrere i samme klasse som dem med bid.
Den anden udfordring er, at mange ser ned på det. Det er et tabu, at man rider bidløst. Mange tror at vi gør det, fordi vi synes, det er synd, at man rider med bid. Sådan er det ikke. Der er forskellige grunde til, at hesten ikke kan med bid, understreger Lotte.

At dette var den rette løsning for hende og Bubbe er blevet slået fast af hestens faste behandler.
– Min kiropraktor kunne mærke, at ridning uden bid virkelig har ændret hende positivt. Spændinger som Bubbe plejer at have i nakke og hals er blevet væsentlig forbedre, slutter hun.

Se parrets ridt uden bid:

Vind Scharf ridehjelme og lækkert udstyr

Mød os i hal J1
Når Hingstekåringen løber af stablen den 4. – 8. marts i Herning, kan du møde os i hal J1, hvor vi deler stand med NIVO. Her kan du komme forbi til en kop kaffe og en snak om hvem Zibrasport Equest er, hvad vi kan tilbyde i forhold til livestreaminger, videoindslag og artikler, ligesom vi gerne fortæller om mulighederne for køb af videoklip med dit ridt samt vores ambitioner for fremtiden.

Vind Scharf Ridehjelme og lækkert udstyr
Vi er stolte af at være sponsorer af den 5* Grand Prix tur, og derfor har vi udskrevet konkurrencer i forbindelse med Grand Prix fredag og Grand Prix Special lørdag. Alt du skal gøre er at gætte på, hvem der vinder klasserne, og så deltager du i lodtrækningen om Scharf Ridehjelme og Zibrasport Equest udstyr til din hest (et sæt består af Fleece, underlag og hood). Kom forbi vores stand og deltag i konkurrencen.

Liveinterviews direkte på standen
Nogle af verdens bedste ryttere, trænere og avlere mødes i Herning, og vi har indrettet et lille Riders Corner på standen, hvorfra vi flere gange dagligt vil interviewe nogle af de mange kompetente hestefolk, der er samlet ved Hingstekåringen. Og du er inviteret til at se med direkte. Samtalerne bliver styret af vores journalist Louise Rømer, og hun har blandt andet Andreas Schou, Daniel Bachmann Andersen, landstrænerteamet Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Helle Trolle i studiet. Alle interviews bliver livestreamet direkte på Facebook, hvor vi også offentliggør det fulde program.

Vind Premium Medlemskab
En af de vigtigeste elementer i ridesporten er vidensdeling og erfaringsudveksling. Det har vi taget til os, og vi har lavet en væg, hvor du kan skrive dit vigtigste tips, din største inspirationskilde eller andet du har på hjertet. Hænger du en seddel på væggen, så deltager du også i konkurrencen om et tre mdr. Premium Medlemskab, og vinderne trækkes af en vores gæster i studiet.

 

Haflingerhoppe med masser af spring

Fotos: Jimmy Leen Friis

Var ikke en god rytter
Da Christine for 3 år siden fik den dengang 9-årige hoppe var hun med sine egne ord ikke så god til at ride endnu. Valget af pony faldt på netop en haflinger, da Christines mor selv har haft en haflinger, og derfor syntes de, at det kunne være sjovt, hvis Christine også prøvede kræfter med den smukke, men lidt gammeldags race.

Selvom det måske på papiret ikke så ud til, at Christine skulle blive en dygtig springrytter på haflinger-ponyen, endte Nanna med at have en afgørende betydning for hendes udvikling som rytter. Det takker hun særligt Nannas sind for, som hun mener er kendetegnende for racen.

”Valget faldt på Nanna, da hun var rigtig sød og rolig, og hun har lært mig så meget. Man kan altid stole på hende, og hun præsterer altid sit bedste. Og så er hun god til at hjælpe mig, når jeg laver en fejl”, fortæller Christine, som har redet, siden hun var 7 år.

Folk bliver imponerede
Når Christine har Nanna med ude til stævner, er det tydeligt, at andre ikke er vant til at se en haflinger konkurrere på det niveau, da de ofte mødes af undrende blikke.

”Der er mange, der kigger, og der er også mange, der har været henne og spørge, om det er en ren race. Især når vi starter de store klasser til B-stævnerne”, fortæller hun.

”Men når vi så begynder at springe, så kommer de også og kommenterer på, at det er en fin pony, vi har”, fortsætter Christine, som synes, at det er fedt at bevise, at man ikke skal afskrive haflingeren med det samme, for Nanna er et godt eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre.

Stort at være til World Cup
Netop at det godt kan lade sig gøre, beviste ekvipagen ved at kvalificere sig til Nord-vest Box Cup finalen, som blev afviklet under World Cup Herning i uge 42.

”Det var virkelig en god og meget stor oplevelse at ride i Jyske Bank Boxen. Det føltes lidt urealistisk at være med, fordi man jo er vant til bare at sidde og kigge, og lige pludselig er man selv med til opvarmning og at se alt det bagved også”, siger Christine om den store oplevelse, som har givet hende blod på tanden til at opnå endnu mere med Nanna.

”Vi nærmer os meget snart A-ekvipage, og så har vi et mål om, at vi vil starte en S-klasse, for hun springer nemlig den højde nu. Vi er meget imponerede og mega stolte af, hvad hun kan. Hun er helt unik”, fortæller både Christine og hendes mor Eva.

Man skal ikke holde sig tilbage
Når det kommer til det at anskaffe sig en haflinger, er meldingen fra både Christine og hendes mor – ikke overraskende – også klar:

”Man kan helt sikkert godt investere i en haflinger. De har en utrolig personlighed og et dejligt sind. Man skal bare kæmpe for sine mål og tro på det. Hvis man har en drøm, så skal man kæmpe for at nå den. Også selvom det er en tung race. Nanna er jo et bevis på, at de godt kan”.

 

Et OL-eventyr i Hobro

Ridehallen i Rørbæk ved Hobro er langt fra de olympiske banemål, men det betyder ikke noget for Carina Cassøe Krüth, hun arbejder målrettet og fokuseret i de rammer, hun nu har. Dagen begynder tidligt, for hun har 10-11 heste under sadel, og en af dem er Heiline’s Danciera med det meget passende kælenavn ”Danse”.

Den 9-årige dansk varmblodshoppe har været i Carinas hænder, siden den var 4 år. Det er Carina, som har taget en usleben diamant og formet den til en international konkurrencehest gennem fire års effektiv og målrettet træning. 9 år er en ung alder for en international hest, men Danciera elsker at arbejde, og sammen med Carina udstråler de to et overskud, som har fået de internationale dommere til at falde i svime.

Carina og Danciera har tre gange repræsenteret Danmark ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste, og alle tre gange var de et mulehår fra medaljer. Deres samarbejde er forfinet og udviklet i en grad, der nu har bragt dem i landstrænerens søgelys. Det er prinsesse Nathalie, som står i spidsen for de danske seniorryttere, og hun skal sammensætte et konkurrencedygtigt landshold til sommerens OL. De hjemlige dressurryttere gør det så godt internationalt, at de har en reel medaljechance i Tokyo. Og Carina er på bruttoholdet, som lige nu består af syv ryttere.

Drømmen får måske vinger i Herning?
De syv ryttere på bruttoholdet kæmper om tre pladser og en plads som rejsende reserve. Og de syv ryttere skal ride op imod hinanden ved det internationale stævne i MCH Messecenter Herning til marts. Hvordan rytterne klarer sig i den internationale konkurrence der, bliver afgørende for deres videre skæbne i kampen om OL-pladserne. Der er derfor meget på spil for Carina og Danse, når de flytter ind i stalden ved Dansk Varmblods Hingstekåring med internationale spring- og dressurkonkurrencer fra den 5. til 8. marts. DWB 5-star Dressage i Herning – dressur på allerhøjeste internationale niveau – er imødeset med spænding.

Carina har haft heste som passion gennem hele livet. Hun er udlært berider på Mors i 2011 og har siden arbejdet professionelt med at uddanne heste. Danciera ejes af avlerparret Ingrid og Poul Thøgersen fra Odder, og de giver deres totale opbakning til Carinas OL-drøm sammen med deres talentfulde hoppe.

– Det giver os så mange dejlige oplevelser, fortæller Poul Thøgersen om ejerskabet af hoppen. Han og hustruen Ingrid er pensionerede, og de nyder at tage til stævner for at følge Carina og Danciera.

– Vi har ikke rigtig drømt om, at det kunne blive så stort, men vi havde et ønske om, at de sammen kunne blive en international ekvipage, fortæller ægteparret. De følger Carinas OL-forberedelse tæt, tager med til træningssamlinger og nyder processen frem mod den endelige udtagelse.

– Det er en ung hest, og vi bliver ikke skuffede, hvis de ikke skulle komme til OL. De har fremtiden for sig. Men vi tror, den har en chance, fortæller ægteparret. Skulle drømmen gå i opfyldelse, så er Ingrid og Poul klar til at booke en flybillet til Tokyo for at følge deres hest på den største scene.
Carina selv har samme indstilling:

– Jeg rider og træner hver dag, men uden at forcere noget. Og så må vi se, hvor langt det rækker.

Hun kender sin hoppe til bunds og ved, hvad hun kan byde hende. – Grand Prix er svært, men det er anderledes med Danciera, hun har noget at byde ind med. Og det gør det lidt lettere, at jeg selv har installeret alle ”knapperne”. Vi kender hinanden, og hun ved 100%, hvor hun har mig, og det har også noget at sige, understreger Carina.

Positiv landstræner
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har stået i spidsen for det danske landshold siden 2017, hvor holdet vandt EM-sølv. Hun ser absolut Carina og Danciera som et godt emne til en landsholdsplads, men stævnet i Herning i marts og et par store internationale opgaver i foråret og sommeren kommer til at afgøre, hvem der får plads på landsholdet.

– For mig udstråler de to en særlig harmoni, og det skyldes også, at de kender hinanden så godt. Danciera er den mest ukomplicerede hest, jeg nogensinde har mødt. Det er en dejlig ekvipage, og det hele ser så legende let ud for dem. Og det skyldes ikke mindst Carinas gode uddannelse af hoppen. Hun og hesteejerne er ude på et eventyr, og det kan blive rigtig spændende for dem

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein

Topdommere skal afgøre dysten
Dressurrytternes ridt i de tre programmer: Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning bedømmes af et dommerteam bestående af fem dommere, som er placeret rundt om banen. De fem erfarne topdommere er udvalgt blandt de bedste i verden, og blandt dem er to dommere, som til sommer skal dømme OL i Tokyo. Den ene af dem er danske Hans-Christian Matthiesen.

– Det er fantastisk, at vi skal afvikle 5-stjernet dressur i Danmark. Det viser, at vi har et højt niveau og en helt utrolig stor opbakning fra alle parter, om det er stævnearrangøren, sponsorer og personer involveret i landsholdet, indleder Hans-Christian Matthiesen, der til daglig er dyrlæge på Hørsholm Hestepraksis. Han fortsætter:

– Jeg håber, der bliver super god sport med deltagelse af gode udenlandske ryttere, for det vil hæve niveauet. Vi oplever, når vi har et stærkt startfelt, at rytterne opnår personligt bedste resultater, fordi de er under pres. Det håber jeg, vi oplever i Herning, for det er noget af det, jeg synes er allersjovest at opleve, når jeg sidder og dømmer.

OL-dommeren skal selv bruge stævnet som et led i egne forberedelser til opgaven ved OL.
– Jeg trives bedst med at have dømt meget inden store opgaver. Så ved jeg, at jeg er skarp og har set en masse ridt, slutter Hans-Christian Matthiesen.

//Pressemeddelelse Dansk Varmblod//