Kan du svare ja til ovenstående, så er der et helt særligt sted, du bør opleve. På den danskejede gård Quinta da Várzea, en time fra Lissabon i solrige Portugal, er du omgivet af hele 120 hektar med kork- og pinjeskov. Stedet blev erhvervet i 2014, og siden da er det blevet istandsat efter alle kunstens regler, så du kan nyde din ferie i en autentisk portugisisk oase, hvor der er rig mulighed for at få ferieoplevelser ud over det sædvanlige. Uanset om du skal afsted med veninderne, din hesteglade teenager eller hele familien, så er der nok af oplevelser for enhver smag.
Opholdet byder på rolige omgivelser med heste, der går i plantagen – langt væk fra hverdagens stress og jag. Og netop heste er da også centrum for ferieparadiset, som primært henvender sig til heste- og særligt dressurinteresserede. Går du med drømmen om at ride en Grand Prix hest, er Quinta da Várzea stedet, der får din drøm til at gå i opfyldelse. Du kan nemlig få lektioner i dressur på fantastiske lusitano heste, der er uddannet til Grand Prix øvelser.
På Quinta da Várzea opdrættes 5-6 føl hvert eneste år, der består af en blanding af lusitanoer og luso-varmblod, som uddannes og sælges fra gården. Er du på jagt efter din næste stjernehest, kan du altså komme til Portugal og lære den at kende, inden du køber.
Foruden uforglemmelige oplevelser med heste, kan ferien strikkes sammen, så den passer til lige netop jeres behov. Nyd f.eks. dagen ved poolen, og aftenen med et glas vin på terrassen foran restauranten, mens du hører vandets rislen. Mulighederne i området er mange – prøv vinsmagning, ballonflyvning, yoga, oplev tyrefægtning og ikke mindst traditionel portugisisk mad. Mød lokalsamfundet, tag til Lissabon eller brug en dag på stranden. Personalet hjælper gerne med at sammensætte det hele for dig, så alle får en mindeværdig ferie i Portugal.
Herunder får du en række tips til at gøre ridning på stranden, og måske den første tur i vandet, til en god og tryg oplevelse for både dig og din hest.
Gå langsomt frem Introducer hesten til vandet stille og roligt. Start gerne på meget lavt vand første gang hesten skal i vand. Nogle heste er mere glade for vand end andre, så det er en god idé at forberede dig på at hesten måske spooker.
Træn hjemmefra Øvelse gør som bekendt mester, og det gælder også med heste og vand. Du kan derfor med fordel øve dig hjemmefra. Rid gennem vandpytter og grav evt. et lidt større vandhul du kan øve dig på.
Sørg for at hesten er i god form Turen på stranden er krævende for hesten. Det er hårdt at gå i det tunge sand og vand. Det er blandt andet også derfor aquatræning er mere og mere brugt til både genoptræning og muskelopbygning.
Hav styr på tidevandsforholdene Undersøg om der er stor forskel på ebbe og flod ved netop din udvalgte ridestrand. Nogle steder skifter forholdene hurtigt, og du kan risikere at vandstanden stiger markant indenfor kort tid.
Find en strand der er fri for andre badegæster Rid ikke i nærheden af andre badegæster, da dette potentielt kan være farligt for både dig og dem. Det er sjovere for alle, hvis du kan finde et sted på stranden hvor du uforstyrret kan være med hesten.
Hav udstyret i orden Det ser uden tvivl romantisk ud at ride på stranden uden sadel. Men med mindre du er erfaren i ridning i vand, og har planer om at svømme med hesten, er det bedre at have en sadel på, da hesten bevæger sig stort i vandet, og bliver glat når den bliver våd. Vælg evt. en stofsadel og spar dit læderudstyr for saltvandet.
Husk hjelmen Stråhat eller løst flagrende hår er sikkert flot. Men det er ligeså sandsynligt, eller måske endda mere sandsynligt, at du kan falde af hesten på stranden, hvorfor du altid bør bære hjelm.
Medbring vand til hesten På stranden er der vand allevegne men ikke noget at slukke tørsten med. Husk derfor drikkevand til hesten, og vand til at skylle det værst saltvand af med, hvis der er en lang køretur hjem efter standturen.
I og så pause Når du endelig er kommet på stranden, og skal introducere hesten til vandet, er det vigtigt at give hesten tid til at vænne sig til vandet. Lad hesten mærke efter, snuse til vandet, skrabe og pruste.
Pas på bundforholdene Når I er kommet succesfuldt i vandet, er det vigtigt at holde øje med bundforholdene. Er der sten på bunden kan disse sten være glatte og hårde for den uskoede hest at betræde.
Til inspiration kan du se Esme og Caspers tur til stranden i videoen herunder.
Ridning, natur og afslapning i solen En time fra Lissabon i solrige Portugal ligger Quinta da Várzea omgivet af 120 hektar med kork- og pinjeskov. Stedet blev erhvervet i 2014, og de seneste seks år er den idylliske gård blevet renoveret og istandgjort efter alle kunstens regler. Derfor fremstår Quinta da Várzea nu som et levende og smukt feriested, der både byder på ridning, naturoplevelser, portugisisk køkken og meget, meget mere. Gården passes og bestyres af danske Katrine Foxdal og hendes mand Paulo Silva, der er fra Portugal. Parret har store ambitioner for skabe et unikt ferieparadis, der især henvender sig til heste- og dressurinteresserede.
”Vores mål er at skabe en perfekt kombination af Rural Farms Stay – bondegårdsferie på dansk – natur, aktiviteter og fred og ro. Vi ligger kun en time fra det sprudlende Lissabon, men her hos os er fordybelse og ro kodeordene, hvad enten man kommer som virksomhed, familie eller rytter,” fortæller Katrine.
Rideferie for dressurentusiaster Når du besøger Quinta da Várzea som rytter, får du muligheden for at sætte dig direkte i sadlen på en højt uddannet hest – og det i omgivelser som de fleste af os danskere sukker efter, når vinden rusker, og regnen slår. Hestene rides og uddannes af Carlos Maldonado, der også står for undervisningen af gæsterne på farmen. Carlos kommer fra en hestefamilie og har redet siden, han var barn. Hans første job med heste var hos Grand Prix rytterne Jeannette Jenny and Jorge Sousa, og her blev fundamentet for hans viden og interesse for dressur på højt niveau lagt. I dag træner han med blandt andet den olympiske portugiske rytter Manuel Vega, og når han er i Danmark, træner han med svenske Jan Brink og Henrik Johansen.
”Vores målgruppe er dressurryttere på et vist niveau, og vi vil rigtig gerne være attraktive for ryttere, der vil arbejde med de sværeste øvelser. Vi har hestene, der kan give rytteren den helt unikke oplevelse,” forklarer Katrine.
Ryttere, der tager på rideferie på Quinta da Várzea ,kan vælge mellem enkeltlektioner eller attraktive pakkeløsninger, hvor der både er kost og logi og transport til og fra lufthavnen med i prisen. Det er naturligvis også muligt at få en skøn oplevelse fra hesteryg på rideturer i skovene. Og alt det kan du læse mere om her
Lusitanohestene – hjertet i Quinta da Várzea På gården er der ca 30 heste fordelt på føl, plage, avlshopper og sportsheste, og langt de fleste af dem er renracede Lusitanoer – den populære portugisiske hesterace. For ud over at være et førsteklasses dressursted, så bliver der også avlet sportsheste, og avlsprogrammet har til formål at producere gode rideheste med Lusitanoernes åbenlyse talent for dressur på højt niveau og rolige gemyt. Her i 2020 har er der kommet 7 nye føl, 2 hingste og 5 hopper, og de nyder livet og det behagelige klima sammen med flokken på store områder i og omkring korkege skoven, hvor hopperne lever ude hele året.
”Hestenes velfærd og pleje er meget vigtig for os,” fortæller Katrine. ”Blandt andet producerer vi vores eget hø og giver kun kvalitetsfoder. Derved sikrer vi, at hestene får det, de har brug for.”
En oase til ro og fordybelse Som nævnt er det Katrine og Paulo, der står for den daglige drift, og parret slog til omgående, da de sidste år blev tilbudt muligheden for at drive det spændende projekt i Portugal. Katrine står for gæsterne og eventdelen på Quinta da Várzea, mens Paulo har ansvaret for ejendommen.
”Vi er så klar til at tage mod gæster, og vi glæder os meget til at vise dette vidunderlige sted til omverdenen. Lige nu har vi tre værelser, men der skal laves seks værelser mere, så vi på sigt kan rumme 20-22 gæster Vi har en stor restaurant, hvor vores gæster kan spise og hygge sig, og hvor vi serverer det bedste fra det portugisiske køkken. På sigt vil vi gerne arbejde hen imod muligheden for at være økologisk landbrug og selvforsyndende, så vi kan tilbyde vores gæster at være med i hele jord-til-bord oplevelsen,” siger Katrine.
Stedets historie er stadig en vigtig del af Quinta da Várzea efter den omfattende men nænsomme renovering. Man har blandt andet valgt at bevare den gamle vandmølle, så i dag løber vandet under restauranten, og de store møllehjul er en del af restaurantens charme.
”Det er virkelig et helt specielt sted, her er bare en helt særlig atmosfære og ro,” fortæller Katrine, og tilføjer: ”Paulos familie er her fra egnen, og en skøn sløjfe på det hele er, at vi har fundet ud af, at hans bedstemor boede på gården som barn … så det lå faktisk i kortene, at vi skulle ende her.”
Oplev urhesten – Sorraia Hvad enten man besøger Quinta da Várzea for at ride eller bare for at slappe af og nyde roen og de skønne omgivelser, er en tur til naturreservatet, hvor urhesten Sorraia lever, en helt unik oplevelse at få med.
”Vi tilbyder arrangerede ture til et nærliggende naturreservat, hvor man kan opleve Sorraia-hesten leve vildt. Sorraia er den oprindelige iberiske urhest, og der er kun omkring 200 tilbage i hele verden. Den lille hest lever beskyttet i reservatet, der også byder på en lille oase med restaurant m.m. Vi glæder os til at kunne tilbyde vores gæster en totaloplevelse med guidede ture, frokost og transport frem og tilbage,” siger Katrine.
Sorraia-hesten er måske lille men meget stærk, og kan klare sig under hårde vilkår. Tidligere blev hestene indfanget og brugt til arbejde af lokale landmænd, og det var lidt af et held, at efterkommere af den næsten uddøde hesterace blev opdaget af en portugisisk zoolog i starten af det 20. århundrede. I dag er Sorraiaen fredet, og der arbejdes målrettet på at redde den ur-hesten fra at uddø.
En palette af oplevelser Der er selvfølgelig også mange andre oplevelser, der kan forbindes med en ferie på Quinta da Várzea. 20 minutter fra farmen kan du besøge byen Santarém, der både har et imponerende borganlæg og en fantastisk udsigt ud over Tagus floden, og 45 minutter væk kan du opleve middelalderbyen Obidos, der er en populær turistattraktion. Nyder du et godt glas vin, så kan du komme på vinsmagning hos Quinta de Alorna, der er placeret ganske tæt på gården.
”Vores mål er at tilbyde topkvalitet på alle områder – vores gæster skal ganske enkelt bare nyde at være her,” slutter Katrine. ”For nordeuropæere er det jo skønt at komme ned i varmen og nyde sol, pool og den flotte natur, men vi er også så heldige, at vi også kan tilbyde noget for de lokale. Udover ridning på højt uddannede heste, der helt klart er vores trækplaster, er der masser at lave for en familie, og det er et dejligt sted at bare være sammen.”
Skal din næste ferie gå til Portugal? Få mere information om Quinta da Várzea, rideferie, pakkerejser m.m. her
(Artiklen er udgivet første gang 1. juni 2020)
Quinta da Várzea er en del af Zibra A/S, som Zibrasport Equest også hører under.
25-årige Louis Hall og hans 8-årige angloaraber Sasha påbegyndte deres rejse fra Toscana i Italien til Kap Finisterre i Spanien d. 24. marts. En over 3000 km lang tur, der skal sætte fokus på mental sundhed og indsamle penge til Refugee Trauma Initiative, en organisation der støtter fordrevne flygtninge, og alle med psykiske lidelser rundt om i verden
The Big Hoof – for velgørenhed
Det er ikke første gang, at Luis Hall kaster sig ud i et eventyr på hesteryg til fordel for velgørenhed. Skuespilleren står bag The Big Hoof, en velgørenheds-organisation der sætter fokus på forskellige formål, blandt andet ved at Louis tilbagelægger mange kilometer på hesteryg.
Ideen til The Big Hoof opstod, da Leo, en nær ven af familien, døde på grund af Cystisk Fibrose i 2015 -kun 26 år gammel. Under corona-nedlukningen begyndte den unge skotte at tænke over, hvordan man kunne gøre en forskel – og gøre noget godt – under de uventede og svære omstændigheder, som verden befandt sig i. Der var ikke langt fra tanke til handling. I 2020 red Louis og hans Connemara/Highlander pony Irelanda over 1500 km langs England og rejste over 300.000 kr. til Cystisk Fibrose Fonden. Denne første tur var til minde om Louis’ afdøde ven, men nu handler de lange rideture om at skabe håb og bevågenhed omkring velgørende formål.
I 2021 var Louis atter til hest og red 700 km for afghanske kvinder, håndværkere og børn og støttede dermed Turquoise Mountain Foundation.
Følg med
Lige nu er Louis og Sascha i gang med dag 7 på deres spændende og udfordrende tur, og du kan følge med på Facebook og på Instagram (The Big Hoof). Du kan også følge deres ridt på Live Tracker, ligesom du kan donere penge via dette link.
Nedenfor kan du se et opslag fra i går (d. 30. marts):
Det er Fell Pony Adventures, der står bag turene, der som nævnt foregår i Lake District, også kaldet Lakeland eller The Lakes, en bjergrig region i det nordvestlige England. Området er kendt for sine søer og bjerge, og det er et populært rekreativt ferieområde.
En-dags turer
Fra basen ved foden af Windermere tager Fell Pony Adventures familier og grupper med på et endagseventyr med indfødte Lakeland Fell-ponyer, ruten følger en gammel pakheste-sti gennem enge, skove og fjeld. Du starter dagen med at blive venner med ponyen. Så læsses sadlerne med alt, hvad der er brug for til en varm frokostpakke med hestepicnic, tæpper og m.m. Velegnet til familiermedlemmer i alle aldre. Læs mere her
Campingeventyr
For de mere eventyrlystne rejsende kan grupper på op til 8 personer komme på 1-3 overnatnings campingture med 4 ponyer. Der rejses op til 8 miles om dagen over ikoniske fjelde med en betagende udsigt over Cumbria og de vestlige dale.
Der overnattes i telte og laves mad på bål. Fell-ponyerne bærer alt det grundlæggende udstyr fra gryder og pander til telte og soveposer. Læs mere her
Normalt forbinder man distanceridning med fuldblodsarabere, små agile heste, der er skabt til at bevæge sig mange, mange kilometer med stor udholdenhed og lav hvilepuls. Men på Island er det også muligt at ride distance, og det endda i det bjergtagende og barske højland – og selvfølgelig på hårdføre og rapfodede islandske heste.
Survive Iceland
Distanceridtet Survive Iceland – den islandske hests distanceridt – så dagens lys i sommeren 2021. Ridtet blev afholdt i højlandet og har fået en velfortjent opmærksomhed over hele verden og er blevet dækket i mange medier i udlandet. Allerede nu er der planlagt et ridt til næste år, og forventningerne til Survive Iceland 2022 er store. Datoen for ridtet er d. 25.-28. august og vil foregå syd for højlandet.
The Icelandic Equestrian Association står bag denne lille video fra Survive Iceland 2021. Videoen er lavet af Þorsteinn Roy Jóhannsson og Snorri Björnsson.
Dotchin foretog sin første rejse til hest henover England i 1972, og på hendes rejser de sidste 40 år er der sket meget. Blandt andet har unge mennesker ikke helt samme forståelse for dyr nu som tidligere, vejene er blevet meget mere trafikerede, og store maskiner kører ofte helt tæt på Diamond, hvilket kan være farligt. Hun oplever også, at store moderne autocampere dominerer campingpladserne, hvor der skal slås lejr for natten.
På trods af dette, tager den seje 80-årige stadig turen til hest stort set hvert år, og det skyldes især, at hun møder så mange venlige og spændende mennesker undervejs, og på den måde danner venskaber for livet.
Screendump, YouTube.
7 uger til hest i regn, blæst og sol
Dotchins rejse tager omkring 7 uger. Hun rejser fra sit hjem i Hexham, England til Cairngorms i det skotske højland. Dotchin rejser kun med det absolutte nødvendige, og det hele skal kunne være på den 13-årige Irich Cob hoppe, Diamond. Det gælder også Jack Russell terrieren Dinky, der har deforme potter og derfor sidder i en sadeltaske under rejsen.
80 år er (åbenbart) ingen alder
På en normal dag tilbagelægger trekløveret 25-30 km, og eftersom Dotchin er så bekendt med ruten, har hun ikke et kort med. Den eneste gang i løbet af 40 år, hvor Dotchin ikke har foretaget rejsen til hest, var i 2001, hvor der var et udbrud af mund- og klovsyge i England. Det betød, at den rejseglade rytter måtte tage turen på cykel.
Som det ser ud nu, har Dotchin ikke nogen planer om at stoppe med sine lange rideture. På trods af at hun har klap for øjet, og ikke er så mobil som hun har været, nyder hun sine daglige rejser og seværdighederne i det smukke landskab.
For lidt over et år siden begyndte Waterberg Rhino UK at støtte de sikkerhedspatruljer, der beskytter næsehorn ved Ant’s Nest i Sydafrika mod krybskytteri. Rejsestoppet i forbindelse med Corona-pandemien har været ensbetydende med turisme-stop, og det betyder igen manglende indtægter, hvilket har betydet fyringer. En specifik finansiering til sikkerhedspatruljerne fra fonden, har derfor været ekstrem vigtig i arbejdet med at beskytte populationen af de meget truede næsehorn.
Målet er 8000 miles
I sommeren 2021 kan du være med til at indsamle midler til næsehornene i en global ride-challenge arrangeret af Waterberg Rhino UK. Målet er at ryttere fra hele verden skal ride sammenlagt 8000 miles (12874,75 km) – en afstand svarende fra England til Sydafrika – samtidig med at der bliver samlet penge ind.
Du opretter dig som deltager på waterbergrhino.org.uk og bruger appen Equilab til at registrere dine kilometre, blive en del af grupper og meget mere.
Challengen blev skudt i gang 1. maj og slutter 31. august. Der er ugentlige udfordringer og mulighed for at vinde præmier og meget mere.
Kunne du tænke dig at opleve de fascinerende næsehorn (og mange andre fantastiske dyr) helt tæt på, så kan du komme på flere spændende safarier/rideferier i det smukke Waterberg i Sydafrika. Det kan du læse mere om her
Er du til en ridetur på stranden med det brusende hav i baggrunden, måske hellere en såkaldt vikinge-tur eller foretrækker du “lidt af det hele”?
Så kan alt lade sig gøre, hvis du rejser til Nordisland. Den vilde natur ses allerbedst fra hesteryg, og i Island tilbyder mange farme guidede rideture, der opfylder lige præcis dit behov.
Min kæreste og jeg besøgte Island, da corona gjorde det muligt i august, og jeg vidste, at et must, når man besøger Island, er at sætte sig i sadlen på en islandsk hest. Efter meget research fandt jeg frem til en lille farm beliggende i den nordlige del af landet – nærmere bestemt Skagafjordur.
Her driver ægteparret Lukka og Láki stutteriet Langhús horse farm, og det var netop dem, der tog imod os, da vi ankom til den hyggelige gård langt ude på landet.
Langhús er en gård med heste, hvor der opdrættes, trænes og handles. Vi har omkring 70 heste i alle aldre, og vores stald kan rumme 32 heste. Vi opdrætter omkring seks hopper om året. Heste, træning af dem og kærligheden til dyr fylder meget for os alle i familien. På gården er der også islandske får og lam samt tre islandske fårehunde.
Langhús horse farm
Intro og gode tips
Vi havde booket touren THE BLACK BEACH RIDEvia stedets hjemmeside, og jeg havde forinden mailet info om vores erfaringer til hest. Derfor vidste Lukka, hvilke heste der passede bedst til vores niveau.
Efter at have hilst på de to andre par, der skulle deltage på rideturen, blev vi guidet over i den hyggelige rytterstue, hvor vi fik en kort introduktion til dagens program.
Derefter var det endelig tid til det vigtigste – at møde de islandske heste. Vi blev alle udstyret med en ridehjelm, og fra stalden blev vi ført videre over i ridehallen.
Her tog Láki over, og han gav os alle en kort lektion i, hvordan man rider og styrer en islandsk hest. Hvordan får du den til at tölte, hvordan skal du sidde, hvis det går ned ad bakke og mange andre gode tips.
Hurtigt var hele holdet i sadlen – Lukka red forrest, mens Láki dannede bagtrop, så alle følte sig trygge, da vi begav os ud i den rå, islandske natur.
To timer gennem floder, sand og bakker
Strandtouren førte os fra farmen, hvor vi red forbi nogle hyggelige huse og smukke bjerge som kulisse. Der blev skridtet og töltet til den helt store guldmedalje.
Efter en lille time nåede vi den sorte strand, hvor der var rig mulighed for at spørge ind til Islands historie og dens rå natur. Lukka og hendes mand var gode guider, og de kunne svare på det meste.
Selv om de fleste af deltagerne ikke før havde siddet på en hest, så betød det ikke, at det var en kedelig ridetur for de mere rutinerede ryttere.
Matchet mellem heste og ryttere fungerede så godt, at man blev fint udfordret, selv om tempoet ikke var højt. At vi skulle passere en flod samt ride på ujævnt underlag på de store marker, gjorde kun oplevelsen endnu bedre.
De islandske heste er vant til at begå sig på alt slags underlag, da de kommer til verden i de omgivelser og ikke har prøvet andet nogensinde. Og den sikkerhed smittede uden tvivl af på rytteren.
Efter to timer i sadlen ankom vi igen til Langhús horse farm. Nogle af de andre deltagere havde booket en længere tur, så efter vi havde fået hjælp til at sadle vores heste af, smuttede de resterende videre. Dog med en smule ømhed i måsen afslørede de.
Vores liv er vores ture med hestene. Det har været vores passion hele vores liv. At gå ud i naturen og være et team sammen med hesten. At se de smukke steder og nogle gange rå landskaber, der skabte vores elskede islandske hest. At have selskab af andre hestelskere og bare mærke den friske luft.
Paul Alf Nielsen og hans hustru Randi Nielsen driver til daglig et hyggeligt hestested på Falster, hvor de arrangerer rideture på islandske heste for turister. Parrets passion for den lille hesterace har bragt dem rundt omkring i verdenen, og i den følgende beretning fortæller Paul om sin første riderejse, der gik til Canada.
Forberedelse forinden Da vi tog til Canada, var jeg 60 år, og jeg havde faktisk aldrig redet før. Min hustru havde været til et ridemøde og spurgte, om jeg ville med til det flotte land. Og det kunne jeg godt tænke mig, for så øjnede jeg en chance for at fiske og nyde naturen. Men hun sagde sørme, at jeg da skulle lære at ride. Problemet var bare, at jeg aldrig havde siddet på ryggen af en hest – jo, da jeg var dreng. Så jeg begyndte på en rideskole et helt år forinden, vi skulle til Canada. Jeg havde god balance, og så mente rideinstruktøren, at jeg nok skulle lære resten, når vi først var afsted på turen.
Min hustru gav mig turen som fødselsdagsgave, og vi rejste med Islandshesteklubben Skinfaxi. De stod for at arrangere turen, og vi var 20 personer af sted. Det er ikke mange steder, hvor man kan komme 20 personer, men så fandt de noget, der hedder Icelantic Horse World i Vancouver. Dem kontaktede de, og de begyndte at bygge ekstra huse, så vi alle kunne overnatte der. Der gik jo et helt år til, vi ankom.
Husene var bygget af rundtømmere og var virkelig smarte – ligesom man ser i Norge og i Sverige. Der var fire rum, så vi kunne bo otte personer i hvert hus, og så var der stald nede i den anden ende. Der var opholdsstue med køleskab til vin og øl, mens vi spiste et andet sted. Lige foran husene var der desuden grillplads. Det var helt fantastisk.
København-Amsterdam-Vancouver Alt var planlagt, inden vi tog afsted. Vi mødtes i Kastrup og fløj til Amsterdam og så videre til Canada. Det var en tur på 11 timer, men gruppen lærte hinanden at kende. Vi havde jo også holdt møder i Danmark, hvor vi fik at vide, hvad vi skulle have med på turen. Da vi ankom sidst på eftermiddagen, kørte vi på hotel i Vancouver. Næste morgen kom fire biler og hentede os alle. Vi skulle køre 500 km fra den vestlige del af Rocky Mountains til den østlige del.
Da vi ankom, om aftenen til farmen, var husene klar til os. Nogle fik lov til at sove i en stor tipi, hvor der var varme på. Bålpladsen var klar, hvor vi fik serveret lidt vin, og derefter blev der serveret aftensmad for os alle. Næste dag skulle vi vælge heste.
Der stod 30 heste klar, så vi kunne vælge, hvilken der passede bedst til hver rytter. Vi prøvede nogle forskellige. Jeg fik en lidt livlig hest, men undervejs byttede jeg til en mere rolig. Alle heste er islændere. Der ligger to steder deroppe, hvor de har importeret islandske heste.
Oplevelser i sadlen På dag to red en tur på nogle timer op i bjergene. Det er rigtig meget bjergridning i Canada, hvor man rider i skridt. Vi red op på toppen og gennem nåleskovene. Det var et smukt land, og vi passerede rigtig mange søer. Da vi kom tilbage om eftermiddagen, var der dækket op til frokost. Og senere var der tid til at gå rundt på farmen og hygge sig.
På én af turene red vi langs et hegn, hvor der løb en masse ungheste på folden – jeg tror, der var 80 heste, som alle var importeret fra Island. Nogle havde jo fået føl. De gik derinde, indtil de var fire år, hvor de kom i hænder og blev redet til. At ride der på stien med skråninger og stejle sider var vildt. Hestene fra folden fulgte os på et langt stykke. Vi var afsted i 10 dage, og vi red alle dage undtagen en dag.
Hver dag red vi tilbage til farmen – det var vores base. Vi startede klokken 10 med at ride. Ved frokosttid kom der firehjulstrækkere ud med mad til os i bjergene. De lavede suppe i deres transportable køkken, så vi kunne spise i naturen med skøn udsigt. Og hestene gik bare frit og græssede. Ingen af dem løb væk. Da hestene havde fri den ene dag, tog vi på tur op i skovene. Vi så en bjørnemor med to unger, som gik lige der i skovkanten.
Selv om jeg ikke var så rutineret en rytter, så var det en god tur for mig. Mange af de erfarne ryttere prøvede at ride på forskellige heste. Hver dag red vi en ny rute i terrænet. Vi red op og ned ad bjergene og op via stejle skrænter, hvor der kun netop var plads til hestene. Vi fik at vide, at vi skulle holde fast, så skulle hesten nok klare det hele. Jeg sad og kiggede ned, og så var der måske 150 meter ned. Når vi kom hjem, så red vi altid langs en vej, hvor vi kunne ride galop og tölt. Ellers foregik det meste i skridt.
Jeg husker især vores tur den næstsidste dag. Den var meget speciel, for vi skulle over en flod. Der var lavvande, da vi var på besøg, men om foråret er den umuligt at passere, fordi vandstanden er på halvanden meter. Vores guide advarede inden, at der på denne tur ville være en del stejle skrænter, så dem der ikke havde lyst, kunne blive på farmen. Det var fint, at de havde den mulighed.
På turen klarede hestene det hele. De gik nærmest zig-zag ned ad skrænten, hvor floden var i dalen. Vandet brusede, og så gik hesten gennem vandet. Det var en vild oplevelse. Ude i terrænet lå gamle indianerhytter stadigvæk. Det var helt forladt. Vi rid også forbi en stor vinmark, så vi oplevede meget af kulturen i Canada. Oplevelser man ikke ville få, hvis ikke man sad på hesteryg.
VI havde én eftermiddag, hvor vi besøgte Icelantic Horse Center. De importerede islandske heste, og de havde ofte besøg af amerikanere, som endte med at købe en islandsk hest.
Den ene dag kom vi gennem noget terræn, hvor vores guide pegede på nogle træer. Oppe i højden var der et havørnepar. Jeg kunne se dem med min kikkert. Det var en ekstra oplevelse. Jeg har aldrig glemt rejsen, og jeg kunne godt tænke på at opleve det hele igen.
Et godt tip: Vi fandt ud af, at vi kunne have taget vandflyveren i stedet for at leje biler i Vancouver. Det vil jeg sige videre til andre, der vil gøre det samme som os.
Tre charmerende islandske heste står klar, da vi ankommer til Skovriderne på Falster en solskinsdag i april. Jeg har forinden været i telefonisk kontakt med ejeren af stedet, Randi Nielsen, og hun har sagt ja til at guide mig og min kæreste på vores første tur på islandske heste. Jeg er en rutineret rytter, mens den anden halvdel ikke har særlig meget rideerfaring. Heldigvis er der plads til alle hos Skovriderne. Ridehjelm kan lånes på stedet, så da sadler og hovedtøj er placeret på hestene, er vi faktisk klar til afgang.
– Det er kun for sjov, og fordi vi har lyst til at gøre det. Det er vores motivation for at drive stedet her. Det er ikke noget, vi kan leve af. Vi har selv to heste, og så er der nogle opstaldere, som har valgt at leje deres heste ud til Skovriderne. Det holder omkostningerne nede. På den måde kan man stadig gennemføre en tur, selv om en af hestene er syg eller halt, fortæller Randi, der får hjælp af sin mand til at drive det hyggelige hestested, hvor foldene er placeret i baghaven, så de altid er tæt på dyrene.
Saga og Osk Inden vi begiver os ud på skovturen, fortæller Randi om temperamentet på de heste, vi skal ride på. Jeg har fået lov til at sætte mig i sadlen på den søde Osk, der gerne vil fremad i livet, men som alle de andre heste er særdeles ridelig og velopdragen. Således oplyste skridter vi ud i naturen. Første strækning er på asfalt, og de få biler vi møder, ænser hestene ikke. Efter 10 minutters ridt rammer vi skoven. Randi er en god guide, og turen bliver krydret med fortællinger om området.
Selv om vi, som skrevet, ikke vælter os i erfaring med at ride på islandske heste, går der ikke længe, før Randi spørger, om vi vil prøve at tölte. Og sikke en oplevelse – både Saga og Osk sætter resolut i den specielle gangart, og det føles næsten som at sætte sig tilrette i den mest komfortable sofa, du kan forestille dig.
– Turisterne bliver aldrig sendt af sted uden guide. Det sker, så vi kan sikre, at turen sker på forsvarlig vis for både heste og rytter. Dertil kommer det, at alle jo ikke kender området. På selve rideturen bliver der ikke galoperet af sikkerhed til vores gæster. Det kan gå rigtig galt, hvis ikke rytteren har tilstrækkelige styr på hesten. Mange har ikke ordentlig fat i tøjlen eller god nok balance. Turene foregår derfor som udgangspunkt i skridt eller tölt, men altid små skridt af gangen for at mærke, hvordan det går samt mærke om folk er okay med det hele.
Der er også altid medbragt mobiler, så vi kan tilkalde hjælp, hvis uheldet er ude. Der sørges desuden for god rideskik, når vi færdes på offentlige steder for at sikre, at alle har en god oplevelse, og at alt foregår på forsvarlig vis. Man rider én og én, og vi tager hestene ned i skridt, så snart vi møder andre på vores vej.
Randi Nielsen, ejer af Skovriderne
Ømme baller Efter en god times tur kan vi igen skimte Skovridernes domicil. Musklerne er da også begyndt at brokke sig, så distancen må siges at have været passende for os. Saga og Osk har opført sig ganske eksemplariske, og da vi er hjemme, bliver de belønnet med klap fra os, mens Randi og hendes mand sørger for at sadle dem af og efterfølgende give dem velfortjent foder. Os ryttere bliver bestemt heller ikke overset. Efter en skøn tur på de islandske heste bliver vi tilbudt kolde forfriskninger i solen inden turen går retur.
Enestående naturoplevelse Montana har alt til rytteren, der vil både udfordres og have nogle enestående rideoplevelser. Følelsen af at opleve den helt særlige forbindelse, når man bliver til ét med naturen. Når stilhed, storhed og bjergene omfavner en, imens man snor sig ad små stejle og smalle bjergstier på hesteryg og krydser mindre floder og vandløb undervejs på turen. Det er et rigtigt cowboyland. Med åbne prærier, synlige levn fra indianerne, store ranches med kvæg og får, som kræver både heste og hunde, når de skal flyttes til nye græsegne.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville tabe mit hjerte til Montana. Men jeg var så heldig at møde ægteparret Emily & Chase på en rideferie i Frankrig. De driver en stor familiedrevet ranch i den nordvestlige del af Montana over Yellowstone Nationalpark. Efter en hyggelig uge til hest igennem de franske vinmarker og små middelalderbyer i Caix området, inviterede de mig til at besøge dem på ranchen. Jeg har nu været der syv somre i træk.
Larger than life Emily og jeg har redet mange ture op og ned ad bjerge, rundt om søer, over vandløb, igennem nåleskov og krat, galoperet på grusvejene der forbinder ranchen, imens vi har spejdet efter bjørne og andet vildt. Det føles altid som ”larger than life”, også selvom det ikke endnu er lykkes mig at se en bjørn – kun hjorte, prærieulve, ørne og elg.
Det gør det også, de dage jeg har været ude og drive kvæg sammen med ranchens cowboys, hvor jeg har fået et glimt ind i deres hverdag. Det er ensomt at være cowboy. Som regel rider de alene ud om morgenen og kommer hjem ud på eftermiddagen. I et landskab der er stort, uden mobildækning, og hvor de eneste levende væsener, de møder, er kvæg, hjorte, fugle og andet vildt.
Afhængig af dagene og årstiden skal de ud og tælle de nyfødte kalve, tjekke køernes helbred, eller sætte hegn op til næste flytning af kvæget. Alt imens de gør det, holder de altid øje med, om der er vand nok, hvordan dyrene har det, om der er næring nok i græsset, og dermed hvornår det er tid til at flytte kvæget. Flytningen foretages som regel af flere cowboys, hvor hundene er en stor hjælp til at få ”runaways” ind på sporet igen. Hund, hest og mand er i et konstant tæt samarbejde. I modsætning til på film forgår det ikke i galop, larm og højt tempo. Men roligt og i stilhed.
Montana har masser at byde på Hvis du nu selv har fået lyst til at opleve Montana. Så ligger der ikke langt fra Emily & Chases ranch The Deep Canyon Guest Ranch. Her var vi i sommer, og jeg vil hermed give opfordringen videre til at opholde sig i det skønne område syd for Glacier National Park. Ikke langt herfra boede A.B. Guthrie i øvrigt, som er en af Montanas største forfattere. På ranchen kan man booke sig ind til en uges rideferie i det flotte terræn eller til bare nogle dage. Om aftenen sørger Chuck og Sharon for hjemlig hygge. Der bliver kælet for gæsterne med god landlig mad, typisk vildt, og der bliver sunget gamle cowboysange foran pejsen hver onsdag aften, når der er live country musik. Alle hygger sig i den store opholdsstue efter fælles middagsspisning og en dag uden for.
I Montana er der også masser af muligheder for river rafting, river floating, cykling eller vandring i f.eks. Glacier National Park eller i Yellowstone National Park. Lidt historisk er der også mulighed for. De to opdagelsesrejsende, Lewis & Clark, rejste igennem Montana i starten af 1800-tallet for at opdage det vilde vesten. I Great Falls ligger der et godt og interessant museum, der gennemgår hele deres tur.
Staten var også hjem for mange indianere. Man kan følge Nez Perce stammens sidste tid i den tragiske, rørende og fantastiske historie ”Chief Joseph”, som handler om, hvordan indianerstammen, blev fordrevet fra sit land og forsøgte at flygte ind i Canada. Chief Josephs rute kan følges på f.eks. motorcykel eller i bil og er både smuk og vil gøre en klogere på indianernes liv og historie.
”Kom. Sæt dig ved vores ild. Fortæl en historie. Kaffen er sat over”, står der hos The Deep Canyon Guest Ranch. I Montana bliver historier til minder. Jeg har været i Montana syv år i træk. Det er ”The Big Sky” og ”The Last Best Place”, som staten kaldes. Uanset hvor man er, knyttes der bånd. Med naturen, hestene og de mennesker man møder.
Praktisk info:
Transport: Jeg har haft glæde af Kilroy Rejser til at arrangere min flybillet til Montana.
Læs A.B. Guthries nok mest populære bog “The Big Sky”.
Læs også ”Chief Joseph & The Flight of the Nez Perce” af Kent Nerbum. Det er en tragisk, rørende og fantastisk historie om, hvordan denne indianerstamme blev fordrevet fra deres land. https://en.wikipedia.org/wiki/Chief_Joseph
