Skip to main content

Vær med til at give børnene den bedste sommer

Fri adgang til svømmehallen, gratis trampolinspring på torvet, åbent klubhus eller styrkelse af den allerede planlagte summer camp, så I har mulighed for at give børnene en endnu bedre lejr. Corona-krisen udfordrer lige nu foreningsidrætten voldsomt, men der er hjælp at hente, hvis man på trods omstændighederne har lyst og overskud til at stå for nye aktiviteter for børn og unge denne sommer.

Mulighederne er mange, når nu kommunerne landet over har fået tildelt 200 millioner kroner tilsammen som et led i den sommerpakke, som netop er blevet vedtaget. Og det kan også komme jeres forening til gode.

De 200 millioner kroner skal nemlig bruges på sommeraktiviteter til børn og unge mellem 6 og 17 år med særligt fokus på at få alle med i fællesskaberne – også de udsatte børn og unge.

Det er meningen, at de ekstra midler skal ses som en mulighed for, at kommunerne kan styrke sommeraktiviteter i samarbejde med lokale foreninger. Jeres forening kan fx øge kapaciteten på sommerlejre, fodboldskoler, svømmecamps og lignende, som er målrettet børn, unge og familier, men det kan også være til noget, der ikke allerede er arrangeret, men som I nu får mulighed for.

Kontakt kommunen hurtigst muligt, hvis I vil vide mere om den enkelte kommunes lokale støttemuligheder og organisering af aktiviteterne – og fortæl om jeres gode ideer.

Vores forslag til, hvad man som forening og kommune kan overveje:

  • Skab lettilgængelige aktiviteter og fællesskaber
    Fokuser på at få stablet nogle aktiviteter og fællesskaber op, der er lettilgængelige, og ikke nødvendigvis kræver tilmelding. Vi bør sænke tærsklen for deltagelse og skabe åbne, lokale aktiviteter tæt på de børn og unge, der har allermest brug for det. Håbet er også, at aktiviteterne, der bliver arrangeret henover sommeren, kan skabe en rød tråd til de allerede eksisterende foreningsfællesskaber, så børnene får blod på tanden til at prøve mere.
  • Styrk eller forlæng de allerede planlagte sommeraktiviteter
    Mange af jer har allerede planlagt sommerlejre og camps for de lokale børn og unge. Og her er det oplagt at styrke disse lejre fx ved at give børnene en særlig oplevelse, I ellers ikke havde midler til. Nogle sommerlejre vil også kunne forlænges, så deltagerne, foreningerne og kommunerne ikke får ekstra omkostninger.
  • Genoptag aflyste sommerskoler
    Vi ved at mange foreninger har set sig nødsaget til at aflyse deres sommerskoler pga. retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. Her kan et økonomisk tilskud fx bruges til at aflønne det personale, der har ansvar for, at retningslinjerne bliver fulgt.
  • Lav særlige aktiviteter i udsatte boligområder
    I udsatte boligområder er behovene for aktiviteter og fællesskaber denne sommer store. Derfor kan man som kommune og forening sammen overveje at prioritere ekstra ressourcer til opsøgende arbejde, så man når ud til de børn og unge, som i særlig høj grad har brug for hjælp til at finde frem til de tilbud, I har til dem.
  • Samarbejd med store faciliteter
    Det kan give god mening for de større idrætsfaciliteter at holde åbent henover sommeren. Det er professionelt drevne institutioner med ansatte og fysiske rammer, der kan rumme mange af de planlagte sommeraktiviteter.

 

Fem hurtige svar/spørgsmål:

Hvordan får foreningen del i pengene?
Lav et konkret forslag til, hvor I som forening kunne udvide en aktivitet eller måske finde på noget nyt, som vil komme kommunens børn og unge til gode. Og tag så kontakt til din kommune. De 200 mio. kr. er blevet fordelt mellem kommunerne på baggrund antal børn og unge mellem 6 og 17 år. Derfor vil mange kommuner bede foreninger byde ind med aktiviteter. 


Hvor skal vi henvende os, hvis vi som forening har en idé til sommeraktivitet?
Typisk vil det være i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det er kommunaldirektøren eller fritidschefen, der har ansvaret for at kommunens penge bliver fordelt ud til foreningerne. 

Hvor stort et beløb kan man som forening regne med?
Det kommer an på, hvordan kommunerne vælger at bruge og fordele pengene. Midlerne bliver fordelt mellem flere forvaltninger, men de må kun bruges på nye eller styrkede aktiviteter. Hver kommune har modtaget forholdsmæssigt store millionbeløb. Derfor vil det være vores opfordring at tænke ambitiøst, da kommunerne er interesseret i at få midlerne ud til lokale børn og unge.

Hvornår er der deadline?
Der er ingen specifik deadline, men siden der er meget kort tid til sommerferien, så bør man som interesseret forening hurtigst muligt overveje konkrete aktiviteter og kontakte kommunen.

Bør man byde ind som lokal klub eller forbund?
Kommunerne søger både samarbejde med lokale klubber og forbund. Derfor kan man som forbund både opfordre interesserede medlemsklubber til at byde og kontakte kommuner med konkrete forbundssommeraktiviteter.

Pressemeddelelse: DIF

Ny serie med Jessica Toelstang: Opvarmning af springhesten

Se indslaget: DRESSUR PÅ SPRINGHESTEN

Jessica Toelstang er kun 24 år, men hendes cv afslører, at hun har mere rutine end de fleste ældre ryttere. EM, DM og NM har hun allerede deltaget i, men den unge rytter har stadig mange ambitioner og drømme for fremtiden.

I vores serie giver hun tips til din springtræning. I første afsnit viser Jessica, hvordan hun opvarmer sine heste, før de skal præstere på springbanen. 

– Nu er hende her ikke så rutineret en hest, så jeg bruger ikke så meget tid her inden springningen. Jeg vil gerne have hun kan bruge al sin energi på at springe og ikke bliver lidt flad inden. Så får hun lige en lille skridtpause og så går vi ellers i gang med at springe.

Se en teaser:

Opvarmning med Betina Jæger Jensen

Se hele afsnittet: OPVARMNING MED BETINA JÆGER JENSEN

Du har måske allerede stiftet bekendtskab med Betina Jæger Jensen, der har haft heste i sit liv siden hun var ganske lille.
I første indslag med Betina fulgte vi hende på en ganske almindelig dag på jobbet hos Helgstrand Dressage, hvor hun uddanner hestene i dressur.

I den nye video sætter Betina sig i sadlen på en af de lidt yngre heste, og du kan få tips til din egen opvarmning fra den rutinerede rytter.

Betina Jæger har de seneste fem år været ansat på Helgstrand Dressage, hvor nogle af de bedste dressurheste bliver uddannet, købt og solgt videre. Hun står for uddannelsen af de lidt ældre heste, mens du tidligere i vores serie har kunnet møde Mike Mihaita og Eric Guardia Martinez.

Toms sender en million kroner efter familieidrætten

Corona-nedlukningen har de seneste par måneder gjort, at der ikke har været samme mulighed for at dyrke idræt i Danmarks mange idrætsforeninger. Men med udsigt til en snarlig genåbning af hele idrætsdanmark og en gylden håndsrækning fra Toms Guldpulje er der igen mulighed for at styrke samværet mellem børn, forældre og bedsteforældre i Danmarks idrætsforeninger.

– Mange familier har under Danmarks corona-nedlukning været pressede. At de tilmed har skullet undvære det sammenhold og fællesskab, som mange normalt finder i landets idrætsklubber og foreninger, har været en yderligere udfordring. Jeg glæder mig derfor over, at vi igen i år kan hjælpe idrætsforeninger landet over med at give familierne nogle fælles, sjove oplevelser gennem idræt og hyggeligt samvær, siger Lone Lyng Andersen, Marketing- og Innovationsdirektør hos Toms Gruppen.

Toms Gruppen A/S har siden 1950’erne været aktiv sponsor af det danske idræts- og foreningsliv, og det er andet år, at Toms Guldpulje uddeles. Alle idrætsforeninger tilknyttet DIF kan søge midler til nye eller eksisterende familieaktiviteter.

Danskerne søger motionsfællesskab i familien

En analyse fra IDAN viser, at voksne danskeres idrætsaktivitet er faldet væsentligt under coronakrisen. Faktisk viser tallene, at 38 pct. af dem, der var idrætsaktive før corona-nedlukningen, er stoppet med at dyrke idræt, og at de idrætsaktive tilsvarende er mindre aktive end tidligere.

– Tallene er i sig selv bekymrende, men når vi kombinerer dem med vores viden om, at forældrenes egen idrætsdeltagelse er den vigtigste faktor for, om danske børn er idrætsaktive, er det særligt alarmerende, siger Mikkel Nørtoft Magelund, teamleder i Bredde og Motion hos Danmarks Idrætsforbund.

Den positive nyhed er dog, at flere familier har fået øjnene op for glæden ved at dyrke idræt sammen. Faktisk er andelen af danskere, der dyrker idræt med familien steget fra 36 til 42 pct. under corona-nedlukningen, og det vækker begejstring hos DIF.

– Vi er særligt glade for den udvikling, da fællesskabet og sammenholdet om idrætten er en af hjørnestene i foreningsidræt. Vi er derfor også taknemmelige for, at Toms med Guldpuljen støtter op om, at endnu flere familier kan opleve glæden ved at dyrke idræt sammen. Det er en vigtig saltvandsindsprøjtning til, at vi kan genstarte det pulserende idrætsliv og bygge videre på den positive stigning i familieidrætten, slutter Mikkel Nørtoft Magelund.

Sidste år gik Toms Guldpulje til 166 forskellige klubber ud af 509 ansøgere. Blandt andet fik Københavns Bueskyttelaug midler til at afholde en pileworkshop for børn og forældre. Et andet eksempel er Værløse Gymnastikforening, som, takket være Guldpuljen, kunne købe nyt “ninjaskum”, hvilket var med til at skabe nye spændende muligheder, hvor børn og forældre boltrer sig gennem forhindringer.

Sådan søger du:
Idrætsklubber og -foreninger over hele landet kan søge Guldpuljen på guldpuljen.dk frem til den 31. august. Man kan maks. ansøge om 20.000 kr. per klub eller forening, og der uddeles en million kroner i alt i følgende fire kategorier inden for familieidrætten:

• Idræt sammen med børnene
• Idræt, som både børn og forældre dyrker (men ikke nødvendigvis sammen)
• Idræt, som forældre dyrker samtidig med, at børnene dyrker en anden aktivitet
• Fælles idræt i foreningerne som fx familiedag

Læs mere om Toms Guldpulje

Kilde: DIF

Kom godt i gang med westernridning

Se hele indslaget: Kom godt i gang med westernridning

Michaela Navrsted, der må siges at have gjort kometkarriere som westernrytter, fortæller og viser i indslaget, hvordan man kommer i gang med at ride westernridning. Hvad er pleasure, jog og hvorfor ser man ofte rytterens ene hånd uden kontakt til tøjlen? 

– Det handler meget om pressure on/pressure of i western. Når vi lægger tøjlen på, så skal de flytte sig for den. Når vi lægger benet på, så skal de flytte sig for den, fortæller Michaela.

Se en teaser for indslaget:

Flere indslag i serien finder du her

 

Stævnerne er retur: Succes for Anders Sjøbeck Hoeck

Efter flere måneder uden stævner har de danske ryttere hungret efter igen at trække i de hvide ridebukser og skinnende læderstøvler. I weekenden var ventetiden endelig forbi, for DRF meldte for nylig ud, at der blev åbnet op for stævner og aktiviteter i DRF-regi fra og med tirsdag den 9. juni.

Ringsted Sports Rideklub var en af de mange klubber, der bød ryttere og heste velkommen til stævne i den forgangne weekend, og meget tyder på, at ekvipagerne har brugt den ufrivillige pause på at komme i topform.

Under C-stævnet blev der afholdt indledende kvalifikationsklasser i DRF Championatet for ungheste for fire-, fem-, seks- og syvårs, hvor især unge Anders Sjøbeck Hoeck scorede flotte karakterer.

– What A Day. Hesselhøj Downtown vandt 4 års championats kvalifikation med intet mindre end 9,800 med to 10 taller for galop og kapacitet. Highfive Fuglsang vandt 5 års kvalifikationen med 9,820 og hele tre 10 taller for trav, skridt og kapacitet. Begge hingste er direkte videre til championats finalen på Blue Hors i efteråret, og vi glæder os allerede, lød det fra Anders på Facebook efter ridtene.

Til Zibrasport Equest uddyber han:

– Det er dejligt endelig at kunne komme afsted igen. Jeg havde i weekenden to helt fantastiske ture. For Hesselhøj Downtown var det første udendørs stævne, men han klarede det super. Highfive Fuglsang har udviklet sig helt utroligt hen over vinteren. Sidste år blev han nummer 2 i 4 års championatsfinalen. I år valgte vi Herning fra for at fokusere helt på championat og UVM. Begge hingste er også i gang med bedækningssæsonen, så jeg er ovenud tilfreds med, at de præsterer på så højt niveau, fortæller han.

Cathrine Dufour og STRAIGHT HORSE DON ZUAN vandt klassen for seksårs med en score på 93.000, men Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald og BLUE HORS TOUCH OF OLYMPIC L åndede dem i nakken med 92.200.

Syvårsklassen blev vundet af Nadja Aaboe Sloth og FAVOUR GERSDORF.

Se alle resultater fra stævnet her.

Dansk Ride Forbund er også glade for, at der nu igen er gang i ridestævnerne. Samt at klubberne følger alle anbefalinger, så deltagerne kan føle sig trygge.

– Første stævneweekend siden corona-nedlukningen er netop overstået, og sikke en weekend det har været.
Der blev afviklet et hav af stævner rundt omkring i landet, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra både arrangører og deltagere, som var lykkelige for at være tilbage på stævnepladserne – omend det krævede en del mere planlægning end normalt.
Én af de klubber, der havde lavet et kæmpe forarbejde op til weekendens stævne var Harridslev Rideklub, som bl.a. havde lavet luftfotos med zone-inddelinger, gangstier med ensretning, adskillelse med bomme og snore, og meget mere, skriver forbundet på deres sociale medier.

Oplev Canada fra ryggen af islandske heste

Paul Alf Nielsen og hans hustru Randi Nielsen driver til daglig et hyggeligt hestested på Falster, hvor de arrangerer rideture på islandske heste for turister. Parrets passion for den lille hesterace har bragt dem rundt omkring i verdenen, og i den følgende beretning fortæller Paul om sin første riderejse, der gik til Canada.

Forberedelse forinden
Da vi tog til Canada, var jeg 60 år, og jeg havde faktisk aldrig redet før. Min hustru havde været til et ridemøde og spurgte, om jeg ville med til det flotte land. Og det kunne jeg godt tænke mig, for så øjnede jeg en chance for at fiske og nyde naturen.
Men hun sagde sørme, at jeg da skulle lære at ride. Problemet var bare, at jeg aldrig havde siddet på ryggen af en hest – jo, da jeg var dreng. Så jeg begyndte på en rideskole et helt år forinden, vi skulle til Canada. Jeg havde god balance, og så mente rideinstruktøren, at jeg nok skulle lære resten, når vi først var afsted på turen.

Min hustru gav mig turen som fødselsdagsgave, og vi rejste med Islandshesteklubben Skinfaxi. De stod for at arrangere turen, og vi var 20 personer af sted.
Det er ikke mange steder, hvor man kan komme 20 personer, men så fandt de noget, der hedder Icelantic Horse World i Vancouver. Dem kontaktede de, og de begyndte at bygge ekstra huse, så vi alle kunne overnatte der. Der gik jo et helt år til, vi ankom.

Husene var bygget af rundtømmere og var virkelig smarte – ligesom man ser i Norge og i Sverige. Der var fire rum, så vi kunne bo otte personer i hvert hus, og så var der stald nede i den anden ende. Der var opholdsstue med køleskab til vin og øl, mens vi spiste et andet sted. Lige foran husene var der desuden grillplads. Det var helt fantastisk.

København-Amsterdam-Vancouver
Alt var planlagt, inden vi tog afsted. Vi mødtes i Kastrup og fløj til Amsterdam og så videre til Canada. Det var en tur på 11 timer, men gruppen lærte hinanden at kende.
Vi havde jo også holdt møder i Danmark, hvor vi fik at vide, hvad vi skulle have med på turen.
Da vi ankom sidst på eftermiddagen, kørte vi på hotel i Vancouver. Næste morgen kom fire biler og hentede os alle. Vi skulle køre 500 km fra den vestlige del af Rocky Mountains til den østlige del. 

Da vi ankom, om aftenen til farmen, var husene klar til os. Nogle fik lov til at sove i en stor tipi, hvor der var varme på. Bålpladsen var klar, hvor vi fik serveret lidt vin, og derefter blev der serveret aftensmad for os alle. Næste dag skulle vi vælge heste.

Der stod 30 heste klar, så vi kunne vælge, hvilken der passede bedst til hver rytter.
Vi prøvede nogle forskellige. Jeg fik en lidt livlig hest, men undervejs byttede jeg til en mere rolig. Alle heste er islændere. Der ligger to steder deroppe, hvor de har importeret islandske heste.

Oplevelser i sadlen
På dag to red en tur på nogle timer op i bjergene. Det er rigtig meget bjergridning i Canada, hvor man rider i skridt. Vi red op på toppen og gennem nåleskovene. Det var et smukt land, og vi passerede rigtig mange søer.
Da vi kom tilbage om eftermiddagen, var der dækket op til frokost. Og senere var der tid til at gå rundt på farmen og hygge sig.

På én af turene red vi langs et hegn, hvor der løb en masse ungheste på folden – jeg tror, der var 80 heste, som alle var importeret fra Island. Nogle havde jo fået føl. De gik derinde, indtil de var fire år, hvor de kom i hænder og blev redet til.
At ride der på stien med skråninger og stejle sider var vildt. Hestene fra folden fulgte os på et langt stykke. Vi var afsted i 10 dage, og vi red alle dage undtagen en dag.

Hver dag red vi tilbage til farmen – det var vores base. Vi startede klokken 10 med at ride. Ved frokosttid kom der firehjulstrækkere ud med mad til os i bjergene. De lavede suppe i deres transportable køkken, så vi kunne spise i naturen med skøn udsigt. Og hestene gik bare frit og græssede. Ingen af dem løb væk.
Da hestene havde fri den ene dag, tog vi på tur op i skovene. Vi så en bjørnemor med to unger, som gik lige der i skovkanten.

Selv om jeg ikke var så rutineret en rytter, så var det en god tur for mig. Mange af de erfarne ryttere prøvede at ride på forskellige heste.
Hver dag red vi en ny rute i terrænet. Vi red op og ned ad bjergene og op via stejle skrænter, hvor der kun netop var plads til hestene. Vi fik at vide, at vi skulle holde fast, så skulle hesten nok klare det hele. Jeg sad og kiggede ned, og så var der måske 150 meter ned.
Når vi kom hjem, så red vi altid langs en vej, hvor vi kunne ride galop og tölt. Ellers foregik det meste i skridt.

Jeg husker især vores tur den næstsidste dag. Den var meget speciel, for vi skulle over en flod. Der var lavvande, da vi var på besøg, men om foråret er den umuligt at passere, fordi vandstanden er på halvanden meter.
Vores guide advarede inden, at der på denne tur ville være en del stejle skrænter, så dem der ikke havde lyst, kunne blive på farmen. Det var fint, at de havde den mulighed.

På turen klarede hestene det hele. De gik nærmest zig-zag ned ad skrænten, hvor floden var i dalen. Vandet brusede, og så gik hesten gennem vandet. Det var en vild oplevelse. Ude i terrænet lå gamle indianerhytter stadigvæk. Det var helt forladt.
Vi rid også forbi en stor vinmark, så vi oplevede meget af kulturen i Canada. Oplevelser man ikke ville få, hvis ikke man sad på hesteryg.

VI havde én eftermiddag, hvor vi besøgte Icelantic Horse Center. De importerede islandske heste, og de havde ofte besøg af amerikanere, som endte med at købe en islandsk hest.

Den ene dag kom vi gennem noget terræn, hvor vores guide pegede på nogle træer. Oppe i højden var der et havørnepar. Jeg kunne se dem med min kikkert. Det var en ekstra oplevelse. Jeg har aldrig glemt rejsen, og jeg kunne godt tænke på at opleve det hele igen.

Find mere info her

http://www.icelandichorseworld.com/the-facilities.cfm

Et godt tip: Vi fandt ud af, at vi kunne have taget vandflyveren i stedet for at leje biler i Vancouver.  Det vil jeg sige videre til andre, der vil gøre det samme som os.

Streamingkalenderen er nu opdateret

Flere måneder uden stævner på grund af corona er forbi. 
Tidligere på ugen offentliggjorde Dansk Ride Forbund en opdateret stævnekalender for resten af 2020 samt de første måneder af 2021, og der bliver nok af stævner at deltage i og overvære som publikum. Eller streame her på Zibrasport Equest.

– Endelig er der åbnet op for stævner igen, og som lovet er den nye B-stævnekalender for hhv. spring og dressur (2020-2021) nu klar. Alle terminer i begge kalendere er endelige, men derudover vil der muligvis blive tilføjet flere terminer i de kommende uger, og så vil de respektive kalendere blive opdateret herefter, skrev DRF.

Zibrasport Equest er selvfølgelig på pletten – klar til at streame masser af gode ridt til jer. Du kan få det fulde overblik i vores streamingkalender lige her.

Equitour i september
I maj skulle Equitour være afholdt, men grundet Covid-19 var de nødsaget til at aflyse stævnet. Heldigvis er en ny dato fundet, og har du ikke mulighed for at lægge vejen forbi, så er stævnet én af de mange begivenheder, vi streamer fra.

– Efter koording af den internationale og danske stævnekalender, vil Equitour Denmark som udgangspunkt byde på følgende; 

Dressur:

  • De danske mesterskaber for U25, Para og Seniorer 2020.
  • Prix St-George
  • Grand Prix Speciale
  • MA2
  • Bundgaard Byg Cup

Spring:

  • European Youngster Cup U25
  • CSI**

DRF Elevskole Cup:

  • Finalerne i DRF Elevskole Cup 2020

Dette betyder således at der ikke vil afviklet CDIOP, CDIOJ, CDIOY samt Logines EEF Series Uggerhalne at Equitour Denmark (Nations Cup) grundet omstændighederne.

Vis mig din pony: Amalie og Unik

Vis mig din pony – Sjælland
Kunne du også godt tænke dig at være med i ‘Vis mig din pony’, så spring ind på vores Instagram profil (Zibrasport Equest) og send os en besked. I første omgang søger vi ponyer (og deres ejere) på Sjælland. Senere på året kommer vi også til Fyn og Jylland, men vi melder selvfølgelig ud, når det bliver aktuelt.