Skip to main content

Tag: Bjarne Nielsen

Dressur & Gløgg en lærerig aften for fulde huse

“Vi vil lave en ærlig clinic, vi viser hestene, som de er, og fra 3-års til Grand Prix,” indledte Bjarne Nielsen, og omgående fik vi bevis på, at det ikke var det rene snak fra Bjarnes side for beriderelev Carl Christian Sædder Savola red ind på en 3-års hest, som blot havde været redet halvanden måned, og pludselig blev hesten skræmt, og bukkede Carl Christian af. Heldigvis uden at hverken hest eller rytter blev mærket af det. Og kort tid efter travede Foundation-sønnen rundt med masser af aktion og funktion. Det satte tonen for resten af den interessante clinic, hvor det ellers alvorlige emne om korrekt dressuruddannelse fra unghest til Grand Prix blev krydret af en vis portion humor.

Dennis Fisker på en datter af Heilines Danciera og Bjarne Nielsen demonstrerede noget af deres arbejde fra jorden. Foto: Zibrasport Equest

Der var masser af gode input til træning fra Bjarne Nielsen, og forklaringer på karaktergivning og det, som dommerne gerne ser og bedømmer fra Susanne Baarup.

Sophia Obel, som vandt EM for juniorer i år, red 4-årige Quinn, der netop har vundet Egnethedstesten i region 5 og viste Grand Prix-øvelser på Foldagers Chablis. Dennis Fisker var også selv til hest, bl.a. på en datter af OL-hesten Heiline’s Danciera.

Ved at vise os heste på alle niveauer, og heste, der blev arbejdet i daglig træning og ikke vist i konkurrence set-up gav det tilskuerne et fint indtryk af arbejdet med hestene undervejs i uddannelsen. Fejl, og de kommer hele tiden i uddannelsen, blev taklet med ro og overblik, og samtidig fulgt af en god forklaring fra Bjarnes side. Hestens svagheder blev italesat samtidig med, at Bjarne forklarede, hvordan de arbejde med hesten for at udvikle den bedst muligt.

Dressur & Gløgg blev arrangeret i et samarbejde med Brogården og direktør Rolf Momberg takkede publikum for det store fremmøde. Foto: Zibrasport Equest

Omkring 400 havde fundet vej til Voel og aftenens clinic, og der blev hygget med gløgg og æbleskiver efterfølgende, og det gav publikum den indre varme igen.

Her er et lille indtryk fra aftenens clinic:

Træningsskalaen

Undervejs nævnede Susanne Baarup flere gange træningsskalaen. Træningsskalaen er det værktøj alle dressurprogrammer er bygget op omkring, og det er ikke tilfældigt. Træningsskalaen er nemlig udviklet med det helt basale formål at sikre at ridning og uddannelse af hesten, hele tiden bygger på et sundt grundlag, der sikrer hestens holdbarhed og at fundamentet for ny indlæring er på plads.

Oprindeligt er træningsskalaen, eller uddannelsesskalaen, som den også kaldes, udviklet i Tyskland omkring år 1900. Dengang var den tænkt som en rettesnor, der ikke blot satte retningen for hestens uddannelse, men også rytterens og dommerens uddannelse. Den var tænkt som et redskab til at højne forståelsen for hestens udvikling fra unghest til Grand Prix hest.

Idag danner træningskalaen grundlaget eller skelettet for al moderne ridning, men den er desværre ikke længere en del af den basisviden, vi får omkring ridning, og det betyder at mange ryttere ikke kender til den. 

Video: Bjarne Nielsen underviser Dennis på 4-års hest

42 heste er tilmeldt den ekstra Egnethedstest torsdag den 24. november på Kirstinelund Ridecenter. Dansk Varmblods egnethedstest er en succes med mange startende, og en stærk top. Omkring 260 startende i dressur fordelt på fem bedømmelssteder betyder rift om pladserne til Unghestechampionatet i Herning.

Bjarne Nielsen har været gennemgående dommer i dressur-delen, og han fortæller: ”Indtil videre har der været nogle få helt helt i top en 3-4 heste, og så har der været rigtig mange som har været gode, stabile heste over 830 points, og det er ganske mange. Og der har været mange vældig godt forberedte heste.”

Bjarne vurderer, at der ca. har været omkring 50 flere starter end det har været tilfældet de senere år, og han vurderer, at det også kan skyldes, at man kan få lov til at starte to gange. Det er unge heste på 4 år, og nogle reagerer mere end andre på omgivelserne, når de kommer ud til bedømmelse. Derfor kan en ekstra start være en god chance at give de unge heste.

”Som det ser ud, bliver det en stærk kollektion, der kommer til Herning,” vurderer han. De bedste får adgang til Unghestechampionatet under Dansk Varmblods hingstekåring til marts. Og efter den sidste egnethedstest torsdag i denne uge, offentliggør sekretariatet navnene på de heste, som er kvalificeret til finalen i Herning.

En af de heste, som kommer til start på Kirstinelund Ridecenter er Quinn G e. Quaterhit, som Dennis Fisker købte umiddelbart efter Championatsfinalen på Blue Hors. Deres samarbejde har derfor ikke mange uger på bagen. I denne video kan man følge en træning, hvor Bjarne Nielsen underviser Dennis Fisker på Quinn og giver gode råd til træning af de unge heste.

Mød Bjarne Nielsen og Dennis Fisker i Riders Notebook

Magasinet Riders NOTEBOOK har taget en snak med Bjarne Nielsen og Dennis Fisker om træning, om den gode træningstime, og hvordan træner og elev når målet i fællesskab.

Har du lyst til at vide mere om den gode træningstime, så kan du godt begynde at glæde dig til det kommende Riders NOTEBOOK magasin, hvor vi har sat spot på dette i artiklen: Min træner forstår mig ikke. Magasinet udkommer i starten af december.

Læs mere om Riders Notebook

Hvad er en god træningstime?

“Vi kan snakke om træning, hvor det er mig der snakker mest,” indleder berider Bjarne Nielsen, som understreger at dialog mellem træner og elev er vigtig. Og netop den sparring med træneren er med til at skabe en udvikling, er Dennis Fisker enig med sin kollega i. Og så er hjemmeopgaver også en del af et godt træningsforløb. Ligesom man skal huske, der er flere veje til målet.

Magasinet Riders NOTEBOOK har taget en snak med Bjarne Nielsen og Dennis Fisker om træning, om den gode træningstime, og hvordan træner og elev når målet i fællesskab.

Har du lyst til at vide mere om den gode træningstime, så kan du godt begynde at glæde dig til det kommende Riders NOTEBOOK magasin, hvor vi har sat spot på dette i artiklen: Min træner forstår mig ikke. Magasinet udkommer i starten af december.

Læs mere om Riders Notebook

Video: Bjarne Nielsen sætter ord på kåringen af dressurhingstene

Kåringen af de 3-årige dressurbetonede hingste i Dansk Varmblod strækker sig over flere bedømmelser: på fast bund, i longe, løse i hallen. Hvad er det så dommerne ser på under de forskellige bedømmelser? Det sætter Bjarne Nielsen ord på i dette interview. Han er en del af kåringskommissionen, og han roser hingsteholdernes forberedelse af hingstene i år.

“Det er en super fin årgang, som bare bliver bedre, og med et højt bundniveau i år,” udtalte Bjarne Nielsen. I dag søndag falder afgørelsen på kåringen af hingstene. De 3-årige hingste kan opnå adgang til afprøvning, det betyder, de skal bestå en 10-dages test, som de skal indsynes til søndag kl. 17.15. Består de testen, som foregår på Tørring Ridecenter med Torben Frandsen om træningsleder, får hingstene bedækningstilladelse i år. Omvendt kan hingsteholderne vente til 35-dages testen i efteråret, og resultatet af den test bestemmer, hvorvidt hingstene kan blive endeligt kåret, når de kommer til hingstekåringen som 4-års.

Der bliver ikke udpeget en fløjhingst i holdet af 3-års hingste, det gør der til gengæld i holdet af 4-års hingste, hvor der også skal uddeles en pris til den bedste Dansk Varmblods hingst i hhv. springning og dressur. Det sker inde i Boxen fra middag.

Kataloget til hingstekåringen kan ses HER

Video: Nu er det alvor for de unge hingste

Nu er det tæt på, at de 3-, 4- og 5-årige hingste har gennemført Dansk Varmblods 35-dages test. Hingstene har været til afprøvning på Tørring Ridecenter under ledelse af træningsleder Torben Frandsen. De har været gennem en midvejsvurdering, og nu er der endelig eksamen, søndag den 28. november. Hingstene vil blive redet af en testrytter. I dressur er det berider Allan Grøn, mens det er berider Allan Bilgrav, som tester hingstene i springning. Forinden har beriderne Bjarne Nielsen (dressur) og Johnny Hansen (springning) afgivet karakterer på hingstene. Og det samme har træningsleder Torben Frandsen.

Fra indsyningen af hingstene til 35-dages test. Foto: Zibrasport Equest

Modernisering af prøven

For år tilbage strakte prøven sig over 100 dage, og bestod hingstene ikke den krævende test, var det så godt som et farvel til en fremtid som beskeler. Få hingste har fået deres godkendelse som hingst i en sen alder, som følge af særlig flotte resultater i sporten. Dengang var afprøvningen ”knald eller fald” for hingstene, og for hingsteholderne, der ofte må investere ikke ubetydelige summer i unghingstene.

I dag er prøven forkortet til 35 dage, væk er terrænspringningen og et krav om at dressurhingstene skal springe (hvis de skal kåres i Dansk Varmblod), og samtidig er det muligt for hingstene at komme til en fornyet prøve, eller opnå avlsgodkendelse på baggrund af resultater i championater eller den store sport.

Kravet til hingsten er en bestået prøve med minimum 800 point, for at de kan opnå færdigkåring, når de bliver fremstillet til kåring det følgende år. I praksis betyder det, at de hingste, som på søndag opnår over 800 points vil blive kåret i Herning til marts 2022. Får hingsten mellem 750 og 800 points er prøven bestået, men hingsten skal opfylde visse krav, for at opnå endelig kåring. (Se skema).

Dressurhingste under lup

I alle discipliner gives halve karakterer fra 0 til 10 med 10 som højeste. Gennemsnit udregnes med 1 decimal. Resultatberegningen for dressurdisciplinen for 3-, 4- og 5- års hingste vægtes efter nedenstående retningslinjer:

DressurdisciplinTræningslederAL’s special dommereTestrytterI alt
Ridelighed8813 
Kapacitet6512 
Skridt88  
Trav88  
Galop88  
I alt383725100

Ved vurderingen af hingstens ridelighed lægges vægt på dens opmærksomhed, accept af og svar på hjælperne, gålyst og lærevillighed samt at hingsten er smidig og funktionel. Der gives karakterer for de enkelte gangarter samt kapacitet som dressurhest. Kapacitet defineres som talent og potentiale som dressurhest. Bedømmelsen foregår under rytter. Det er Torben Frandsen, som giver karakterer som træningslede, mens Bjarne Nielsen giver karaktererne under: AL’s specialdommer, og Allan Grøn giver rideligheds og kapacitetskarakter ved afprøvningen.

Bedømmelse af springhingstene

Springhestene skal bedømmes i springning under rytter. Bedømmelsen foregår ved springning med daglig rytter og derefter testrytter. Bedømmelsen er opdelt i teknik og kapacitet, og gives i år af Allan Bilgrav. Ved bedømmelse af teknik lægges vægt på taksation, benteknik og brug af ryg. Kapacitet defineres som talent og potentiale som springhest. Endvidere lægges vægt på, at hingsten springer rationelt i forhold til forhindringshøjden samt udviser stort mod. Hingstens galop vurderes i forbindelse med springning med daglig rytter/testrytter. Der ønskes en indundergribende, rummelig og smidig galop med stor balance.

Hingstene bedømmes i springning med rytter på en relevant alderssvarende bane.

Resultatberegningen for springdisciplinen for 3-, 4- og 5-års hingste vægtes efter nedenstående retningslinjer:

SpringdisciplinTræningslederAL’s specialdommereTestrytterI alt
Ridelighed999 
Galop446 
Teknik1112  
Kapacitet141210 
I alt383725100

Træningsleder Torben Frandsen har haft hjælp til ridning af hingstene fra: Jeppe Houmann, Thomas Kolborg og Pia Thomsen. 12 springbetonede hingste og 20 dressurbetonede hingste, samt en hingst til afprøvning for Trakehnerforbundet skal til afsluttende prøve søndag den 28. november.

Det er de springbetonede hingste, som skal til bedømmelse først. Det sker fra kl. 9.30, og afsluttes af en præmieoverrækkelse kl. 11.30.

De dressurbetonede hingste skal testes fra kl. 12.30, og også her afsluttes med en præmieoverrækkelse kl. ca. 15.45.

Se programmet HER

Læs mere om reglerne for Dansk Varmblods afprøvning af hingste HER

Læs mere om hingstene til 35-dages test: Video: 30 hingste på skole i Tørring – Zibrasport Equest

Spring- og dressurheste udtaget til Unghestechampionat

Dansk Varmblods Egnethedstester er vel overstået. Forbundets regioner har været vært for afviklingen i springning og/eller dressur med Johnny Hansen og Bo K. Møller som gennemgående dommere i springning. I dressur var Dennis Fisker gennemgående dommer sammen med Bjarne Nielsen, Birthe Lyder Nielsen og Susanne Baarup.

Dansk Varmblod afviklede sin først egnethedstest i 1982. Navnet på testen stammer fra formålsparagraffen: Formålet er at afprøve hesten i springning eller dressur, for herved at undersøge dens egnethed og kvalitet i pågældende disciplin.

Testen er åben for 4-årige heste, registreret i Dansk Varmblod. Det betyder, at testen er åben for hopper, vallakker og hingste, der ikke har avlsgodkendelse på tilmedlingstidspunktet. Hingste, der er godkendt til afprøvning kan deltage i Egnethedstesten udenfor konkurrence, da resultaterne fra deltagelse i Egnethedstesten og Unghestechampionatet kan indgå som et led i deres afprøvning.

Bedømmelsen i praksis

Springhestene bedømmes i springning med rytter på en bane. Dommerne giver karakterer for: teknik, galop, ridelighed og kapacitet.

Dressurhestene bedømmes i gangarter med rytter og rider på dommerens anvisninger. Dommerne giver karakterer for: skridt, trav, galop, ridelighed og kapacitet. Dommernes karakterer følges af en kommentering.

Hvem kommer i finalen?

Resultaterne ved Egnethedstesten kan kvalificere hesten til finaledeltagelse ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-årige heste (marts 2022). Unghestechampionatet afvikles under Dansk Varmblods hingstekåring i marts. Her bedømmes hestene på ny, og desuden rides de og bedømmes af en testrytter.

Der udtages 1 hest pr. 15 startende heste på hver plads. I dressur suppleres op til 50 heste efter points på landsplan. I springning suppleres op til 40 heste efter points på landsplan.

Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Foto: Helgstrand Dressage/Mia Bach

Global Connect vinder på landsplan

Den højest scorende hest i dressur på landsplan er Global Connect e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Tina og Henrik Blixenkrone). Hesten er ejet af Helgstrand Dressage og blev redet til sejr af Eric Guardia. Dommerne gav parret 10 for kapacitet, og totalt opnåede de 930 point af 1000 mulige.

Der var også et 10-tal til Hesselhøj Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot) (opdr. Hesselhøj) redet af Anders Hoeck – 10-tallet faldt i skridt, og de opnåede i alt 920 points.

Den delte 3. plads gik til Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy/Wilkens (opdr. Agnete Holmsted), de fik 900 points.

Anders Hoeck kom også ind på 3. pladsen, og igen med et 10-tal for skridt til Lohmanns Sagoson e. Blue Hors st. Schufro/Blue Hors Zack (opdr. Bent og Ole Olesen).

Det fjerde og sidste 10-tal blev givet for trav til Selina Solberg og Atterupgaards Delahaye e. Foundation/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard). De sluttede på 3. pladsen.

Bjarne Nielsen fortæller om sit indtryk: ”Der har virkelig været god kvalitet på hestene. Det holder i hvert fald niveau, om ikke stigende. Karaktererne viser også, at der virkelig har været gode heste til start. Med 164 startende heste er det ikke overvældende, men kvaliteten er der,” understreger Bjarne.

Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points. Foto: Stutteri Ask

Fi Fi Ask vinder i springning

Championatsvinder Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask) redet af Karen Møller Rohde sejrede ved Egnethedstesten i Ikast, og opnåede den højeste score på landsplan med 837 points.

Fi Fi Ask er trukket på hoppen Fendi Ask, der selv vandt DRF’s championatsfinaler tre år i træk. Se et interview med Karen Møller Rohde, som fortæller om Fendi Ask: Video: Fendi Ask – En helt unik hoppe – Zibrasport Equest
Fendi Ask er datter af Feline Ask, der er en af de mest betydningsfulde avlshopper på Stutteri Ask. Vi tegnede et portræt af den betydningsfulde avlshoppe: Ikoniske avlshopper: Feline Ask – Zibrasport Eques,

Johnny Hansen var gennemgående dommer, og han fortæller: ”Kvaliteten er god, og der er faktisk nogle, som er rigtig gode! Der, hvor det har haltet lidt, er på rideligheden.

Johnny Hansen forklarer, at dommerne har bemærket, at de heste, som har gået DRF-championater, har haft lettere ved at løse opgaven.

”Som noget nyt kan hestene deltage i to egnethedstester i år. Det benyttede Sandra Enemark sig bl.a. af. Hendes hest SP.Charimo var meget spændt i Ikast og viste ikke det, der er i den.”

SP. Charimo e. Chaman/Clarimo (opdr. Martin B. Poulsen ApS) sluttede i den sidste tredjedel med 6,5 i ridelighed. Sandra Enemark startede igen i Vallensbæk, hvor de blev nr. to med 8 i ridelighed.

”Rideligheden er altafgørende. Er det ikke på plads, kan hestene ikke bruge sig rigtigt, vise en god teknik, og lader de sig ikke ride, kan de ikke vise en god galop. Vi ser efter de gode momenter på de 4-årige heste,” understreger Johnny. Han glæder sig over, at der ca. har været 25 flere springheste til start i Egnethedstesterne i år sammenlignet med de senere år.

Maigaards Shakilou e. Balou du Rouet/Carpaccio (opdr. Maigaard Rander ApS) redet af Mathilde Lind Skjøtt kom ind på andenpladsen, som hun delte med Adam Olsen Solbakkens Fun Forever e.  Favorit Ask/Cannavaros (opdr. Solbakkegaard) og Thomas Velin på Grimble e. Grim st. Clair/Landos (opdr. Mia Kransager og Claus Skov).

Se resultatet af Egnethedstesterne i springning og dressur HER

Kåring af dressurhingste i Dansk Varmblod

I år har det, grundet Covid-19, ikke været muligt at afvikle hingstekåringen som vi kender det i MCH Messecenter Herning eller den alternative kåringsplads på Vilhelmsborg. I stedet for kører dommerne rundt til udvalgte træningssteder for at besigtige de hingste, som opnåede adgang til kåring ved forbesigtigelsen i januar. 51 dressurbetonede hingste skal besigtiges fra torsdag morgen til søndag, og herefter vil dommerne tage stilling til, hvilke hingste, der kan opnå adgang til afprøvning, med mulighed for efterfølgende avlsgodkendelse.

Hold 2 (4-årige hingste med bestået brugsprøve)
Sædvanligvis bliver de 4-årige hingste, med en bestået materialprøve, vist under rytter ved kåringen. I år er det blevet besluttet at ”skrivebordskåre” de hingste uden besigtigelse.
Avlsledelsen har fulgt dem tæt i afprøvningsperioden, og det er derfor faglig forsvarligt at kåre/avlsgodkende dem uden besigtigelse, understreger Dansk Varmblod. Nyt i år er, at hingste med en dansk 35-dages test mellem 750-800 p. kan tildeles 2 års bedækningstilladelse, hvorefter afkom/egen præstation skal vurderes for at opnå evt. færdigkåring.

De dressurhingste, som er blevet ”skrivebordskåret” er:
Iron, Blue Hors Fortron, Slangerupgaards Flottenheimer, Freetown, My Toto VDT, Majestic Taonga, Hesselhøj Rock A Billy, Rockabye S, So Perfect, Total McLaren, My Vitality samt Stenagers Ben Hur.

Bedømmelsen af dressurhingste i praksis
– Til forbesigtigelsen kørte vi to mand rundt for at besigtige hingsten, nu er vi tre dommere og en måler med på turen, indleder disciplinansvarlig for dressur, Bjarne Nielsen, om denne uges kåring af hingste i Dansk Varmblod. Hingstene skal måles, deres chip og aftegn kontrolleres efter hestepasset. Herefter bliver hingstene vist for dommerne på fast bund.

Foto: Dansk Varmblod/Ridehesten.com
Bjarne Nielsen, disciplinansvarlig for dressur i Dansk Varmblod. Foto: Dansk Varmblod/Ridehesten.com

– Vi ser dem opstillet, hvor vi vurderer typen og laver en eksteriørvurdering af dem, fortsætter Bjarne, som forklarer, at dommerne for første gang bruger bedømmelsesmetoden lineær registrering til vurdering af hingstene. Lineær registrering er et godt redskab, som avlerne vil sætte pris på, når de skal vælge hingst til hoppen. Hvor karaktererne kun giver informationer om egenskaben er god eller dårlig (f.eks. dårlige lemmer), giver den lineære registrering også en nærmere beskrivelse af den bedømte egenskab, (f.eks. indtået/udtået) samt hvor tæt den er på avlsmålet. De lineære registreringer kan ses i Hestedatabasen.

Under bedømmelsen på fast bund fokuserer dommerne også på hestens benstilling og hovform, både når den står opstillet foran dommerne, og når den bliver skridtet frem og tilbage. Når besigtigelsen på fast bund er gennemført, bliver hingstene vist enkeltvis løse i ridehallen.

Løse og i longe
Hingstene skal vises på et banemål på ca. 20 x 40 meter, der bliver indsat to ”ø’er” på banen, som hingstene kan bevæge sig rundt om i ottetal.

– Vi ser dem løse for at vurdere deres balance, især i galop. De skal gerne changere galoppen, og ikke falde i krydsgalop eller falde i trav. Ved at se dem løse kan vi danne os et indtryk af hingstenes egenbalance i trav og galop, uden indflydelse fra mønstrer eller rytter.
Bjarne Nielsen

Herefter får hingstene gjord og indspændingstøjler på, så de kan vises i longen i trav og galop på begge volter.

Foto: Dansk Varmblod/Ridehesten.com
Hingstene bliver vist løse ved bedømmelsen. Foto: Dansk Varmblod/Ridehesten.com

– Longearbejdet med indspændinger er det tætteste vi kan komme på at vurdere deres reaktion på senere at bære rytter, forklarer Bjarne, han fortsætter: Det er hingstenes funktion gennem hele kroppen vi er opmærksomme på. Det er ikke bare et spørgsmål om at se, de kan longeres, men en vurdering af elasticiteten i deres bevægelsesmønster, og deres egenbalance. De skal kunne holde galoppen på volten, og ikke gå i krydsgalop eller konstant falde i trav. Vi søger heste, der arbejder gennem ryggen, smidig heste med elasticitet, det er det, sporten har brug for, og det det, dommerne vil give points for i konkurrence, understreger han.

Samtidig vurderer dommerne også hingstenes gålyst og accept af at gå den form, som indspændingerne dikterer.

– Når vi har set hingstene i trav og galop på begge volter, bliver indspændingstøjlerne taget af, og de bliver trukket i skridt på begge volter. Vi skal se hingstene skridte med en vis energi.

– Især skridt kan være svært for de unge hingste at vise, for de kan være ”helt oppe på tæerne” og kigge på omgivelserne, så vi giver os tiden til, at de kan vise sig så godt som muligt.
Bjarne Nielsen

Tid til samtale og forklaring
Bjarne Nielsen fortæller, at det har været meget positivt, at det har været muligt at tale med opdrætterne og de, som har klargjort hingstene.

– Den samtale oplever de ikke, der er mulighed for, i samme grad, ved kåringen i Herning. Til forbesigtigelsen i år har vi kunnet få den gode snak, og give en detaljeret forklaring på vores beslutninger. Derfor har vi også oplevet større forståelse for afgørelsen, når vi får den gode snak, er Bjarnes erfaring.

Dommerne får, af gode grunde, ikke lejlighed til at vurderer hingstene samlet, men skal bedømme dem enkeltvis. Det er de dygtige fotografer fra Zibrasport Equest, som optager video af bedømmelsen af hingstene under kåringen i denne uge. Og de vil også blive brugt at dommerne, hvis der er hingste, som de måtte være i tvivl om. Mandag i næste uge, vil dommerne være klar med en liste over de godkendte hingste og evt. præmiehingste. Som det har været tilfældet de senere år, bliver der ikke udpeget en fløjhingst i årgangen.

De hingste som opnår godkendelse, skal mandag indsynes til 10-dages observationstest på Tørring Ridecenter.

Dansk Varmblods særlige kåringsside finder du HER

Man kan læse mere om bedømmelsen af springhingstene. Det er berider Johnny Hansen, faglig talsmand for springkommissionen, som fortæller om bedømmelsen HER