Skip to main content

Tag: DM Absolute Horses

Fin start på DM-stævne hos Absolute Horses

250 heste er tilmeldt det 12. og sidste DM-stævne hos Andreas og Christian Schou fra Absolute Horses på Tågerup i Sommersted nær Kolding. På stævnets første dag onsdag var der 218 starter fordelt på tre klasser. Det blev til rigtig mange fine fejlfrie runder.

Vejret var også fint – lidt blæsende, men solskin og først og fremmest tørvejr.

På official-siden er der nyt: Den hollandske banedesigner Quintin Maertens er med på banen sammen med Christian Eilschou Holm, der også var banedesigner i fjor. Assisterende banedesigner er Rasmus Rise.

Det er Dansk Ride Forbund, der udpeger officials til mesterskabsstævner. En gang imellem indbyder man udenlandske officials, og det er altså sket her.

Quintin Maertens er en af dem, der skal være banedesigner til det kommende VM i Herning.
På banen er endnu en banedesigner, der giver en hånd med. Det er Bo Bak Andersen – inviteret af familien Schou. Han har været med de mange år, så han skulle også med til det sidste. Overdommer er i år Bjarne Mørup.

Den hollandske banedesigner Quintin Maertens ser til, mens Bo Bak Andersen sætter holdere på en støtte. Foto: Absolute Horses

Christian Schou i sadlen

Andreas Schou er næsten altid på banen i flere forskellige klasser, når Absolute Horses holder stævner, men det er efterhånden seks år siden Christian Schou har redet konkurrenceklasser. Men onsdag var han så i sadlen igen. Han startede hele tre heste i stævnets første klasse – Kolding Kommune LA1*. Det blev ikke til placeringer, men han var fejlfri på alle tre.

Mulighed for hattrick

Også Andreas Schou stiller op i flere klasser, hvor den vigtigste er Orifarm Senior DM, hvor første runde rides fredag. 28 ekvipager er til start.  Men seks af rytterne har to heste med – og de må kun starte en hest i finalen.

Lars Nørgaard Pedersen på Bøgegården Gladiola har mulighed for at lave hattrick. Ekvipagen har vundet de to foregående år, så en tredje sejr i træk på samme hest vil være helt specielt.
Andreas Schou starter to heste. Det er ikke OL-hesten Darc de Lux, som han fik sølv på i 2020, men ni-årige I Know og 11-årige Independent. De har lige fået fine resultater i Saint Tropez. Andreas har endnu ikke vundet på hjemmebane, så det er sidste chance.

Læs også: Stine Cassøe Jakobsen: Alt kan ske til DM

Også sidste års sølvvinder Tina Lund er meldt til. Blandt deltagerne er også en række tidligere vindere fra Tågerup som Søren Nørgaard Pedersen, Kasper H. Hansen og Rikke Haastrup Kristensen.

Læs også: Tina Lund til start på tre heste til DM

18 ekvipager stiller op torsdag til første runde af Schou Agria DRF-mesterskab for U21. Fire har to heste med. Sidste års vinder Maria Barnewitz Schou stiller op igen, og det samme gør Josefine Sandgaard Mørup. Hun vandt U18 i fjor, men rykker nu en aldersklasse op.

Anden gang

Det er kun anden gang, der afvikles Clemens & Springforening Danmarks Agria DRF-mesterskab for U25. Der er 17 ekvipager til start til den indledende runde torsdag – heraf tre ryttere med to heste.

Sidste års vinder Bendikte Rie Truelsen stiller op igen, det samme gør bronzevinderen Sofie Yderstræde Bucka. Clara Hallundbæk og Christine Thirup Christensen er også med i denne aldersgruppe i år.

Læs også: Christine Thirup: Jurastuderende og DM-deltager

I Jyske Bank Agria DRF-mesterskab for U18, som rider første runde fredag, er 23 ekvipager til start – hele syv med to heste. Den eneste af sidste års medaljetagere er Clara Roesgaard Kristensen. Hun fik bronze.

Men for alle fire kategorier gælder, at intet af afgjort, efter at finalen, som kører over to runder, er afviklet.

Start- og resultatlister

Se DM live

Se med når DM i springning skal afgøres for S/U25/YR/J hos Absolute Horses den 29. april til den 1. maj 2022.

Premium Medlemmer: 0 kr. (adgang købes i kassen til 0 kr.)
Basic Medlemmer: Pay pr view 159 kr.

Start- og resultatlister

Program (foreløbigt):

Fredag d. 29. april
14.30: 1. kval, Agria DRF-mesterskab U18
16.30: 1. kval DM i springning seniorer

Lørdag d. 30 april
LA2** (120 cm)
2. kval. og Finale, Agria DRF-mesterskab U21
2. kval. og Finale, Agria DRF-mesterskab U25
S1* (145 cm)

Søndag d. 1. maj
MB2** (130 cm)
2. kval og Finale, Agria DRF-mesterskab U18
2. kval og Finale DM i springning seniorer

Trofast sponsor sikrer flot punktum for spring-DM

Sponsorer er nødvendige, når man skal arrangere et DM i ridebanespringning. Og det er ikke kun arrangørerne Andreas og Christian Schou fra Absolute Horses, der siger farvel med et brag, når der fra 27. april til 1. maj for 12. og sidste gang afvikles mesterskabsstævne på Tågerup i Sommersted ved Kolding. 

En af de trofaste sponsorer –medicinal-  og sundhedsvirksomheden Orifarm – siger også farvel med manér: Virksomheden er i år hovedsponsor for Senior DM. 

Orifarm har været med som sponsor i alle årene, men det er første gang, virksomheden er sponsor for stævnets vigtigste klasse.

– Det er meget vigtigt for os, fordi vi dermed har mulighed for at slutte mesterskabsrækken af med præmiepenge på så højt niveau, siger Christian Schou fra Absolute Horses. At Orifarm har været en trofast sponsor gennem alle 12 år har haft stor betydning for os som arrangør af stævnerne, men det er jo også til gavn for rytterne, ja for hele ridesporten.

Der skal rigtig mange sponsorer til, når man skal afvikles så stort et stævne med hele fire mesterskaber og den del almindelige springklasser. Og det kan Absolute Horses glæde sig over at have,

Vækst-virksomhed

Orifarm har hovedsæde i Odense, hvor der netop er taget første spadestik til en stor udvidelse. Virksomheden, der er i voldsom vækst, har 2500 ansatte, hvoraf op mod 500 er i Odense.

Der er ikke kun ridebanespringningen, der har Orifarm for sponsor. Orifarm Healthcare er sponsor for paradressur med støtte til rytterne og deres heste ved det kommende VM i Herning, hvor der dystes i dressur, spring, paradressur og voltigering.

Se med på Zibrasport Equest

Har du ikke mulighed for at tage turen til Sommersted, så kan du se med på Zibrasport Equest. Vi streamer fra fredag eftermiddag og hele weekenden. Se mere her

Pressemeddelelse: Absolute Horses

Regnen standsede Linnea – hun fuldførte og fører DM

I første finalerunde af det danske seniormesterskab præsenteret af Jyske Bank er det fortsat Linnea Ericsson-Carey og Singular ls La Silla som fører efter et fejlfrit ridt i dag. Regnen silede ned over flere af rytterne, men da Linnea red på banen som den sidste i første finalerunde, så åbnede himmelens sluser sig og regnen væltede ned over stævnepladsen. Dommer Jens Hellmers kaldte Linnea til dommertårnet og gav hende mulighed for at vente med sin start til den værste regn var overstået. Det takkede hun ja til. Hun meldte sig klar, da regnen stilnede af, og sprang fejlfrit og dermed har hun holdt sin førsteplads inden den afgørende finalerunde.

Kristian Skovrider har redet sig ind i medaljekampen med et fejlfrit ridt. Foto: Zibrasport Equest

Omrokeringer i toppen

Berider Kristian Skovrider red sig ind på en mulig medaljeplads, efter et sikkert, fejlfrit ridt på Now And Ever. Inden finalen ligger han med 2,60 fejl på tredjepladsen. Lars Bak Andersen, der kom til finalen netop på tredjepladsen med Calvin fik fejl på næstsidste forhindring, og dertil kom en tidsfejl, så han nu er nr. 4 med 5,96 fejl.

Den regerende mester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegårdens Gladiola udløste et bragende bifald fra publikum, da han igen styrede avlshingsten sikkert gennem banen, med en enkelt tidsfejl, så de nu fastholder andenpladsen med 1,91 fejl.

Den regerende mester Lars Nærgaard Pedersen fik en enkelt tidsfejl på Bøgegården Gladiola. Foto: Zibrasport Equest

Det er Linnea Ericsson-Carey som fastholder førstepladsen med 1,0 fejl. Dermed er mesterskabet fortsat vidt åbent. Linne kan ikke tåle en tidsfejl til Lars Nørgaard Pedersen. Banen bliver forhøjet og forkortet inden den afgørende runde.

Start- og resultatlister

Video: Josefine avancerede til guldet i U18-finalen

13 ryttere mødtes i den afgørende finalerunde i mesterskabet for U18 præsenteret af Stephex & Absolute Horses. Tre ryttere havde lagt sig afgørende foran, idet der var under et nedslag mellem Line Busk Heltborg, som den førende rytter, foran Josefine Sandgaard Mørup og Natasha Tang Kaspersen. Det skulle dog vise sig, at “cykel-springet” igen spillede rytterne et pus.
I første finalerunde i dag kom flere af rytterne til at ride i silende regn. På at tidspunkt stod banen næsten under vand, men de klarede heldigvis op, så de ryttere, der var i spil til medaljer, kom til at ride i tørvejr.

Line Busk Heltborg g Gaville vandt sølv. Foto: Zibrasport Equest

Flot ridning i finalen

Det var imponerende ridning, der blev vist af de bedste ryttere i finalen for U18-ryttere. Den første som klarede opgaven fejlfrit var Jacob Theodor Schmidt og den stort springende Ninja Lille Lunden. Desværre for ham havde han fået 5 fejl i første finalerunde, og det kostede ham pladsen på podiet.

Jacob Theodor Schmidt og Ninja Lillelunden var fejlfire i finalen. Foto: Zibrasport Equest

Victoria Sophia Hjorth-Madsen og Catwalk V var en af de finaleryttere, som fik fejl på cykelspringet, det sendte hende ned på 6. pladsen.

Natasha Tang Kaspersen og Contex lå til en mulig bronzemedalje, men også her spillede cykelspringet parret et pus, nedslaget kostede parret en plads på podiet, de sluttede på fjerdepladsen.

Clara Roesgaard Kristensen og AK’s Cavalina var sikkerheden selv på banen i finalen, hvor de leverede et fejlfrit ridt, og det gav hende bronzemedaljen. Clara er datter af landsholdsrytter Kim Kristensen, som deltager i DM finalen for seniorer i dag.

Clara Rosengaard Kristensen og AK’s Cavalina vandt bronze. Foto: Zibrasport Equest

Josefine ligger pres på

Josefine Sandgaard Mørup rider sit sidste år som junior. Hun har været med landsholdet til EM, og hun var i topform ved mesterskabet. Sammen med De Semilly Edition sprang hun banen fejlfrit, og det satte den hidtil førende rytter Line Busk Heltborg under pres.

Line og Gaville gjorde deres bedste, men undervejs røg der en bom ud af holderne og det betød, Line måtte bytte sin mulige guldmedalje til en af sølv.

Guldvinder Josefine Sandgaard Mørup omgivet af sølvvinder Line Busk Heltborg og bronzevinder Clara Rosengaard Kristensen. Foto: Absolute Horses

Som man kan høre i videointerviewet med Josefine Sandgaard Mørup efter sejren, var hun glad, men også ked af hendes kollega fik nedslag. Josefine er datter af den tidligere danmarksmester og landsholdsrytter Thomas Sandgaard.

Start- og resultater

Lynhurtige Line i spidsen for U18

Der var 23 startende ryttere i Agria DRF mesterskab for U18 præsenteret af Stephex & Absolute Horsetruck, Og selvom rytterne sad på meget velspringende heste, var der blot to ryttere, som formåede at ride fejlfrit. Klassens vinder Line Busk Heltborg satte Gaville e. Chellthago Z op i et drabeligt tempo, og det holdt hun banen rundt. Undervejs blev det til 8 fejl, men det betød intet i hendes regnskab. Da fejlene blev omregnet til tid, var hun hurtigst af alle.
“Det gik ikke helt som planlagt, men det var ikke hestens skyld,” sagde klassens vinder Line Busk Heltborg, og hun fortsatte: “Det er godt den var hurtig.” Hun syntes banen var god, og så regner hun med og håber på at de bomme hun fik i dag, er de bomme hun får ved mesterskabet.

Med et fejlfrit ridt red Victoria Sophia Hjorth-Madsen sig ind på andenpladsen med Catwalk V. Foto: Zibrasport Eqest

Victoria Sophia Hjorth-Madsen red en smuk runde på den meget velspringende Catwalk V e. Cosmeo opdrættet af Ole Christensen. De kom fejlfrit i mål, og ligger meget tæt på klassens vinder. “Det var en god, og svær bane, og så var det en udfordring, at det blæser så meget, for min hest reagerede på omgivelserne.” sagde Victoria efter sit ridt.

Frederik Fensholt og Dalvaro-W har lagt sig på en foreløbig. 3. plads. Foto: Zibrasport

Frederik Fensholt og Dalvaro-W e. Calvaro Z fik også et nedslag, men klarede at ride sig ind på tredjepladsen. Kassen anden fejlfrie rytter, Josefine Sandgaard Mørup og De Semilly Edition e. Diamant de Semilly opdr. Klaus Thingholm Kristensen, sluttede på 4. pladsen.
Nu bliver tiderne omregnet til fejl, som rytterne tager med til søndagens finale.

Start- og resultatlister

Josefine Sandgaard Mørup red en fejlfri runde på De Semilly Edition, hvilket betyder de nu ligger på 4. pladsen. Foto: Zibrasport Equest

DM for U21 og U25: Tæt topkamp

Førstekvalifikationen til Orifarm Agria DRF-mesterskaberne for U21 ved det det store mesterskabsstævne hos Absolute Horses på Tågerup blev en spændende omgang med kun fire fejlfrie af de 18 startende ekvipager. Tre måtte udgå.
De seneste to års vinder Christine Thirup Christensen lagde sig sikkert i spidsen på Vedric med en fantomtid på 72,09 skund.

Maria Barnewitz Schou var nærmest kun et mulehår fra førstepladsen på Seana. Foto: privat

“Jeg vil da give det en chance”, sagde hun på spørgsmålet, om det skal blive hattrick. Hun syntes banen var meget passende til et mesterskab.
Tæt på hende kom Maria Barnewitz Schou på Seana, der red fejlfrit i 72,77. Det er hendes første U21, og hun sluttede sin U18-karriere som ”den evige toer”, som hun selv udtrykte det. “Nu ligger jeg to igen, men der er ikke lang afstand mellem os, så jeg satser da på at bryde det”, sagde hun.

ZIbrasport Equest streamer fra stævnet lørdag og søndag

Phillippa Wildfang Linde kom fejlfrit ind på Choppine du Bidou. Foto: privat


På tredjepladsen kom Phillippa Wildfang Linde på Choppine du Bidou uden fejl i 74,70. Hun kunne glæde sig over, at hun havde to heste med, for på den anden, Casmann, blev hun diskvalificeret. Den lavede et stop så voldsomt, at hovedtøjet røg ud over ørerne, og da det var på plads, stoppede den på næste forhindring.
De to sidste fejlfrie var Kamilla Ladefoged på Goldeneye i 80,58 og Caroline Rehoff Pedersen på Chaccieny i 81,74.
Anna Victoria Weilsby på Quoincy imponerede med et resultat på 84,57 – hvor der var lagt otte sekunder til ridetiden på grund to nedrivninger.
Rigtig mange af rytterne måtte konstatere, at det ikke er let at ride mesterskab – der var fejl på vandet, stop og nedrivninger. Men intet er afgjort, for lørdag rides endnu en kvalifikation fulgt af finalen. Alle tre runder er på højden 145 cm.

Dommer Charlotte Petersen (t.v.) og Birgitte Schou fra Absolute Horses overrakte præmie til Christine Thirup Christensen. I baggrunden er det Phillippa Wildfang Linde. Foto: privat

Kvalifikation til første U25-mesterskab blev en tæt kamp

Det var en svær bane, U25-rytterne blev sendt ud på i Springforeningen Danmark Agria DRF-mesterskab for U25 ved mesterskabsstævnet hos Absolute Horses på Tågerup. Det er første gang, der er mesterskab for denne aldersklasse i ridebanespringning. Der var 16 deltagere, og kun to klarede banen fejlfrit. Men da det var en metode C, hvor fejl omregnes til tid, kunne man godt få placering med nedrivning.
Nicolas Pedersen på Tailormade Diarados Boy var første rytter og fejlfri i 75,73. Det gav ham førstepladsen. Tvillingerne Benedikte Rie og Anne-Kristine Truelsen fik henholdsvis anden- og tredjepladsen med hver en nedrivning, så Benediktes resultat blev 77,88 på Cassina og Anne-Kirstines 79,42 Cosma Shiva.
Jonathan Hvalsø Saul var fejlfri på Carter i tiden 81,02. Det rakte til en fjerdeplads.
Der var 16 starter og alle kom gennem banen, men specielt en forhindring formet som cykel gav problemer. “Det var en god følelse”, sagde Nicolas Pedersen efter sejren, han fik en sjetteplads med sin anden hest Tailormade Chacco Cora med en nedrivning og resultat 84,18.

“Jeg har ikke besluttet, hvem jeg starter på lørdag. Chacco Cora har mere erfaring, når det gælder de høje baner.” fortsatte Nicolas.
Anna-Kirstine og Benedikte Truelsen var begge begejstrede for, at det var metode C, så de med tempo kunne tåle nedrivningen. Og de var selvfølgelig glade for det fine resultat.
Finalen lørdag er over to omgange, hvor den første er 145 cm som i dag og den anden runde på 150 cm.

Fredag afvikles 1. afdelig af Agria mesterskab for U18, samt første afdeling af DM for senior præsenteret af Jyske Bank.
Se resultater og startlister

Nicolas Pedersen på Tailormade Diarados Boy kunne ikke røres af de følgende ryttere.Foto: privat
  • 1
  • 2