Skip to main content

Tag: Galop

Mød amatørjockeyen Melissa

6. afsnit tager os med hjem til den 24 årige amatørjockey Melissa, der vandt DM i 2020 for amatørjockeyer, og i 2021 blev kåret som årets amatørjockey ved galopsportens årlige galla.

Se også: Mød dyrlægen Louise

Melissa møder en del fordomme omkring galopsporten, og den unge alder hestene tilrides i. Det er nemlig sådan at galophestene rides til lige før de fylder 2 år.
Drømmen med enhver galophest er dansk derby, som hesten kun har mulighed for at kvalificere sig til og deltage i, som 3 års.

Melissa går meget op i varieret træning, og hendes galopheste kommer også på fold. Vi følger Melissa både til træning og til løb, og får et indblik i livet som amatørjockey, der kræver en vægt på max 51,5 kg inklusiv alt udstyr, minus hjelm.

Brand på Klampenborg Galopbane

En er lettere tilskadekommen, og en anden undersøges for røgforgiftning efter brand på Klampenborg Galopbane.

Politi og beredskab er mandag eftermiddag rykket ud til Klampenborg Galopbane, hvor der er opstået en brand i en tagkonstruktion ved en tribune.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Branden er formodentlig opstået, i forbindelse med at håndværkere arbejder med tagpap på stedet, siger kommunikationsmedarbejder Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi.

Politiet fik meldingen klokken 13.06. Både politi, redning og beredskab er på stedet.

En time senere er den seneste melding, at spredning af branden er stoppet, men at det stadig brænder på stedet.

Politiet oplyser, at en person er lettere tilskadekommen, og en anden person tilses for mulig røgforgiftning.

Kilde: Ritzau

13 årig dræbt i tragisk rideulykke

I weekenden var der lagt op til et brag af en racing festival på Irske Rossbeigh beach i County Kerry. Desværre fik festivalen en tragisk afslutning lørdag eftermiddag, da den bare 13 årige Jack de Bromhead, søn af den kendte irske galoptræner Henry de Bromhead, faldt af sin hest, og mistede livet.

Stort talent i sporten

Jack var allerede et kendt navn i sporten, ikke kun qua hans kendte efternavn, men også fordi den unge jockey havde et helt særligt tag på heste og stor indsigt i sporten.

Familien mindes Jack

Hans forældre Henry og Heather de Bromhead skriver i dødsannoncen:

“Jack var en fantastisk søn, der hver dag fortalte os at han elskede os. Han havde et hjerte fyldt af loyalitet, empati, tålmodighed, mod og han fik os hver dag til at grine.”

“Ikke alene var han den perfekte, sjove elskelige søn, men også en fantastisk elskelig bror til vores 2 døtre, hans tvillingesøster Mia og hans lillesøster Georgia.”

“Han havde altid deres ryg og var meget loyal og rar.”

Krisehjælp til alle tilstedeværende

Festivalen blev straks efter den tragiske rideulykke lukket ned, og alle de tilstedeværende er tilbudt krisehjælp. I de mere end 100 år festivalen har været afholdt, har man aldrig oplevet en ulykke med dødelig udgang. Blomster, kort og lys står allerede flere steder på stranden, sammen med mindeord til den unge Jack.

Kilde: BBC

Få styr på changementet – Del 2

Øvelsen, der nu bliver beskrevet, fungerer som et fremragende værktøj til at identificere og forbedre svaghederne i din hests træning, uanset hvilket niveau du rider.

Øvelsen er delt i flere dele, og det betyder ikke noget, hvor mange gange du har brug for at ride hver del. Om det så tager måneder, så hav fokus på, at din hest gør det uden besvær, før du fortsætter til næste del.

Dukker der et problem op, f.eks. at din hest forventer, at changementet kommer før, du bruger hjælperne, falder i trav eller skyder ryggen, så se det ikke som et nederlag. Denne reaktion viser nemlig, hvad I skal træne endnu mere.

Øvelsen vil også give dig flere “knapper” at trykke på, hvilket forbedrer din kontrol over din hest og dens reaktion på dine hjælpemidler.

Læs også: Første del om changementet

Uanset hvilke fejl hesten begår, så skal du ikke straffe den. Hesten ved ikke, hvordan den skal besvare dine anmodninger korrekt endnu. Ret hesten forsigtigt ved at slå over i skridt eller trav og sæt i højre- eller venstregalop igen. Gentag derefter øvelsen, indtil hesten kan udføre den ordentligt.

Hvis din hest er ung og/eller ikke rutineret nok til at lære changementer, kan du stadig træne noget af denne øvelse. De vil forberede hesten til ​​changementer, og det vil dermed ikke være en ”big deal”, når I kommer dertil i uddannelsen.

Disse forudsætninger skal være på plads, før I kaster jer over øvelsen:

• Du skal ride hesten i kontragalop. Kontragalop er et glimrende værktøj til at forbedre kvaliteten af ​​galop og hestens smidighed og ligeudretning, så jo nemmere du kan gøre det, jo bedre bliver dine changementer.

• Du skal også være komfortabel med at ride versader.

Del 1: Kontragalop ad kortsiderne

1. Begynd øvelsen med at ride en 20-meter volte i den ene ende af banen i arbejds- eller samlet galop (afhængig af din hests niveau)

2. Når du er færdig med volten, rider du skråt igennem. Fortsæt hele vejen til det fjerneste hjørne uden at skifte galop. Dette er din hests første test. Den kan blive fristet til at skifte galop uden at blive bedt om det. Eller hesten kan miste balancen og falde i trav.

Nøglen til at forhindre disse fejl – og til at udføre resten af ​​denne øvelse med succes – er at bevare din korrekte position i sadlen, hvilket vil minde din hest om at blive i den oprindelige galop. Så hvis du for eksempel begynder øvelsen på venstre volte, bør du have lidt mere vægt i dit venstre (indvendige) sæde end højre. Din overkrop skal være rank, lige og balanceret over midten af ​​sadlen og ikke læne i nogen retninger.

Drej dine skuldre lidt i retning af bøjningen, så dit bryst vender mod din hests venstre øre. Dit venstre ben skal ligge lige ved gjorden og bevare den venstre bøjning, og dit højre ben skal være et par centimeter bag gjorden.

Til denne del af øvelsen skal du bede hesten om at bøje sig lidt indad. Hold en jævn kontakt på begge tøjler, og kryds aldrig hånden over din hests hals. Mens du rider ned ad diagonalen, fortsæt med at bede om den samme bøjning, mens du bevarer din stabile position i sadlen.

Hvis din hest skifter galop eller mister balancen, så tag den roligt ned i skridt og prøv igen.

Del 1, trin 2

Den første test i forhold til at få hesten til at blive i kontragalop på kortsiden er, at du fortsætter ud af skråt igennem og rundt i de to hjørner.

3. Når du kommer til den fjerneste ende af diagonalen med succes, fortsæt da rundt på kortsiden i kontragalop. Hvis din hest er på Prix St. George-niveau eller derover, så rid ind i hjørnerne. Dette kræver mere styrke og balance, end de fleste heste på lavere niveau har. I fald din hest er uerfaren, skal rid kortsiden som om du var i gang med at lave en 20 meter-volte.

Mens du rider rundt på kortsiden, skal du fokusere på din position og kvaliteten af ​​galoppen, stadig med den samme lille grad af indvendig bøjning og jævn kontakt på begge tøjler.

4. Fortsæt derefter langsomt ned ad langsiden – du skal ikke forcere tempoet!

5. Fortsæt rundt i den næste kortside, ligesom du red den forrige. Nu vil din hest forhåbentlig have forstået, hvad det går ud på og blive i kontragalop.

Del 1, Trin 6:

Mens du rider rundt på den anden kortside, skal du fokusere på din position og kvaliteten af ​​galop med en lille grad af indvendig bøjning og jævn kontakt.

I næste del ser vi nærmere på bøjningen langs langsiderne i øvelsen.

Kilde: Dressage Today

Årets sidste storløbsdag på Klampenborg Galopbane

Der er samlet et rigtigt flot program på årets sidste rigtige storløbsdag 2020. Klampenborgs græstæppe har absorberet de forholdsvis store mængder regn, som der har været op til de 2 seneste løbsdage, og det giver muligheden for at afvikle løb i bløde baner, som passer en række heste meget godt, og som giver spillet en ekstra dimension, da der altid kommer et par overraskelser når banerne bliver bløde.

Spændende løb
Lørdag skal favoritten til næste års Danske Derby findes i Vinterfavoritternes Ærespræmie, der rides over 1600 meter på efterårsbanen, og derudover er Skandinavisk Grand Prix på programmet. Løbet er det største lukkede løb for de ældre heste, idet kun Skandinavisk opdrættede heste er startberettigede. Løbet har historisk haft flere profilerede vindere og har tidligere været et løb, hvor de bedste 3-årige for første gang skulle udfordre de ældre heste.

Dagen bliver afviklet efter gældende Covid-19 retningslinjer.

For mere info og billetter – klik her

Kilde: Klampenborg Galopbane

Kan hestens sko forbedre bevægelsen?

Et flot bevægelsesmønster hos dressurhesten ønsker de fleste ryttere sig nok, men er det egentlig muligt at forbedre skridt, trav og galop ved hjælp af den rette type sko.
Svaret er et tydeligt ja fra en dyrlæge, som thehorse.com har interviewet.

– Den rette sko kan forbedre hestens gang på flere måder. Når vi beskæftiger os med skoens betydning for hestens gang, skal vi have fokus rettet på tre faktorer:

Hovtypen (knogle, muskulatur og proportioner), beskæring af hoven samt skotype.

Hovtypen
Når en hest først er færdig med at vokse, er det meget lidt, som skoene kan ændre på hestens gangarter, når det er forbundet med dens lemmer. Hvis man forsøger at ændre hestens bevægelsesmønster, kan det nemlig forårsage ekstra belastning af led, knogler og hove, så alle forbedringer vil være kortvarig og i sidste ende ikke være til hestens fordel.

Det samme gælder i forhold til hovtypen.
I disse tilfælde er vi nødt til at vurdere hoven for at se, om abnormaliteten skyldes overskydende hovlængde eller upassende beskæring, som kan løses, eller om det skyldes et permanent problem i hovtypen.
Et eksempel på det sidstnævnte er bukkehov. Disse heste har bl.a. en tendens til:

Unormalt/abnormt slid i tåspidsen
Hoven bliver mere stejl

Forsøg på at ændre vinklerne kan føre til tryk på lemmer, led og hove, som vi også ser, når vi prøver at ændre gangarterne hos en hest med dårligt eksteriør.
Man kan forsøge at ændre det til idealet, men ofte er ændringen ubetydelig. Mange heste klarer sig fint med uens hove, men forskellen i skridtlængde kan have negative effekter på konkurrenceresultaterne.

Beskæring
Den vigtigste detalje ved en god skoning er, hvor perfekt hestens hov er beskåret. Målet er at
beskære hoven, så det passer til hestens bentype samt sørge for maksimal aflastning.
Nogle beslagsmede kan finde på at ændre hestens hovbeskæring, så hestens gang bliver mere passende til en disciplin. Dette kan være en kortvarig løsning, fordi når man beskærer hoven forkert, så kan det medføre ekstra pres på vitale dele af hoven. Denne voldsomme ændring kan forårsage revner i hoven, underløbne dragter og meget flade hove.

Skotype
Det betyder altså, at det vi har tilbage er at nærstudere er skoen. Det er nemlig her, vi kan ændre ting uden at indgå en for stor risiko på hestens vegne.
For eksempel er aluminiumsko meget lettere end sko lavet af stål. Og det kan have indflydelse på bevægelsen hos hesten. En tungere sko får nemlig hesten til at hæve knæene højere.

Hvis du ønsker, at din hest skal tage længere og mere flydende skridt, kan en lettere sko reducere knæaktivteten.
Vi skal altid overveje, hvad det er, vi skal bruge hesten til. Springhesten med aluminiumssko får måske ikke den rette støtte, mens en jagthest muligvis bevæger sig bedre med lette sko og derfor ikke har brug for sko lavet af stål.

Det har også stor betydning, hvor skoens såkaldte ”breakover” bliver placeret på hestens hov i forhold til gangarterne.
”Breakover” defineres som det øjeblik, hvor hestens hov løftes og tåen er lige ved at løfte sig fra underlaget.
Når man skal finde den passende sko til sin hest, så er det altid vigtigt at tage hestens type, og hvad den bruges til, med i overvejelserne. Man skal altid stræbe efter at sko hesten, så det stemmer overens med dens hov og lemmernes type samt hvilken disciplin den bruges til.

Kilde: Thehorse.com

26 sejre: Blind galophest tog Italien med storm

Kan en blind hest løbe væddeløb?
Da den nu 16-årige galophest var plag, fik han en virus, der desværre betød, at han blev helt blind på det ene øje og 95% blind på det andet øje. Laghat havde dog stadig masser af livslyst, og han voksede op i Italien som andre ungheste. På trods af hans handicap, var Laghat faktisk nem at ride til, og i 2006 debuterede den næsten blinde hest på galopbanen i Pisa og vandt! Allerede to uger efter tog han endnu en sejr med ikke mindre end seks længder til nummer to.

26 sejre
Laghat deltog i imponerende 123 løb – fra 2006 til 2015 og vandt ikke mindre end 26 løb samt blev placeret i yderligere 30 løb. Han vandt 112.000 pund i pengepræmier i løbet af hans karriere. Ifølge kilder, bed og sparkede Laghat efter hans staldkammerat, hvis han tabte et løb, hvorimod han var rolig og afslappet, hvis han vandt. I 2012 begyndte medierne i Italien at få øjnene op for den specielle hest, og han blev snart landskendt under navnet Blind Beauty.

I 2014 skrev forfatter Enrico Querci en bog om Laghats liv, mens en børnebog om den blinde galophest blev udsolgt på bare en måned i 2018.

Laghat blev pensioneret ved en særlig event på San Rossore Væddeløbsbane i november 2015. I dag nyder han sit otium med Fjordhesten Cerere, og får tit besøg af skolebørn, der gerne vil være tæt på den berømte hest. 

Kilde: Horse and Hound