Efter 4 kvalifikationer var det Anne-Mette Strandby Hansen, som havde redet flest points hjem i den populære serie Bundgaard X Trolle Cup, hvor finalen afvikles over to dage ved Blue Hors Dressagefestival. Hun og Eternity e. Escolar har vundet de to kvalifikationer, de har startet, på hjemmebanen ved Helgstrand Event og i Solrød. De kom til Blue Hors i topform, men da de startede op efter indridningsparaden mærkede Anne-Mette, at den elegante hoppe virkede lidt ubalanceret. I øgningen blev det klart, at noget ikke var, som det burde være, og Anne-Mette fik bragt Eternity til standsning. Der er ikke noget at se eller mærke, fortæller Anne-Mette, så nu skal Eternity hjem for at blive tilset af dyrlægen.
Michael Søgaard og Jukebox vandt finalen i 2020, efter at have optjent flest points, da finalen blev aflyst pga. Covid-19. I år er de tilbage i endnu stærkere form, og de sejrede Intermediaire I-klassen, som er kvalifikation til søndagens kür-finale. Parret vandt Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, og den imponerede, og meget store hest, er ved at være klar til debut i stor tur, fortæller Michael Søgaard i et videointerview med Zibrasport Equest, som kan ses her i nyheden.
Michael Søgaard fik 73,33% fra dommerne: Jan Olsen, Jesper Holst Hansen og Charlotte Gluud.
Jan Møller Christensen og Romeo kom Michael nærmest Blue Hors Romanov-sønnen optjente gode points, men især den ene pirouette og tilbagetrædningen kostede dyrt på resultatlisten, og de sluttede med 71,623% foran Annitta Duus/Atterupgaards Kingston, Maria Valter Bay/Tjørnelys San Loui og Line Miller Danielsen/Halmtofte Amourette.
I weekenden har Frederiksværk Rideklub været vært for den indledende kvalifikation af Pavo og Dansk Ride Forbundschampionater for unge dressurheste. I går var de 4-års heste i aktion, mens 5-, 6- og 7-års skulle i ilden i dag i den næstsidste kvalifikation inden mellemrunderne sidst på måneden og finalen på Blue Hors i oktober.
Både i går og i dag blev der vist mange fine takter i klasserne med imponerende resultater, som tegner godt for de kommende stævner frem mod finalen.
Dansk Ride- Instruktørforening har ved sin generalforsamling udpeget berider Michael Søgaard til ”Årets Træner”. En af begrundelserne for valget af Michael Søgaard var, at han bl.a. står bag OL rytter Nanna Skodborg Merrald. Den daværende formand for foreningen berider Torben Frandsen, begrundede også valget af Michael Søgaard i det faktum, at han altid er dedikeret omkring undervisningen og følger mange af sine ryttere til stævner både herhjemme og udlandet.
Michael Søgaard, 52 år er glad for udnævnelsen, især set i lyset af, det er hans kolleger, som har peget på ham til titlen. ”Det er en stor anerkendelse”, siger han.
Selv blev Michael udlært i begyndelsen af 90’erne. Og selvom han, siden afslutningen på sin læretid, udelukkende har fokuseret på dressur, både i sin egen karriere og som underviser, har han i læretiden været i flere springstalde. Han startede læretiden i Holstebro, hos berider Lise Trier, der var han i tre år, så kom han et år til Ove Bisgaard på Fyn, og derefter til Kasper Olsen på Vilhelmsborg. Da Kasper Olsen stoppede på Vilhelmsborg afsluttede Michael sin uddannelse hos Torben Suhr på Barthahus.
Træner hos Anne Grethe
”Mens jeg var i lære, red jeg hos Anne Grethe Törnblad”, fortæller Michael, og han kommer fortsat hos Anne Grethe to dage om ugen for at modtage undervisning. ”Man bliver hele tiden justeret af, og det giver mig inspiration til at gå videre med det til egne elever”.
Med Nanna til OL
Michael Søgaard har undervist Nanna Skodborg Merrald siden hun havde sit sidste år som ponyrytter. Da hun blev ansat på Blue Hors, var det en forudsætning, at hun fortsat kunne træne hos Michael. Han kommer på Blue Hors ca. hver anden uge i to dage, her underviser han Nanna, Christian Tudela Ruiz og enkelte af de unge ryttere.
Når talen kommer på, hvilke heste han så arbejde med sammen med Nanna, fortæller Michael Søgaard: ”Jeg ser de heste, som er aktuelle og i topform til måske snart at skulle starte. Det er de ældre og de unge, som fx skal gå UVM”.
Foruden Nanna underviser Michael flere ryttere, og han har gennem årene haft ryttere med på EM-landsholdene fra pony- til ungrytter.
Rejser med sine ryttere
Michael Søgaard har stor rejseaktivitet, ja han rejser nærmest Europa tyndt med sine elever. Det kan naturligvis være anstrengende, men han trives med det. ”Det er godt at se andre træne, og lære at håndtere det pres der er, på opvarmningen, og løse det”, forklarer han. Han nød oplevelsen ved OL i Tokyo, hvor han kunne se topryttere arbejde med deres heste i træning og opvarmning.
Aktiv karriere
Selv er Michael i fuld gang med et videreuddanne sin Grand Prix-hest, Slæbækgård’s Santino, som han blev nr. 5 på ved DM i foråret. Michael håber på, at der kommer nogle internationale stævner hans vej i efteråret. Han har flere heste godt på vej i sporten, bl.a. Jukebox med hvem han vandt Bundgaard Byg Cup finalen.
”Jeg er lige begyndt at ride min egen 4-års hoppe, der skal til Eliteskue i Dansk Varmblod”, fortæller Michael, han havde ikke troet, han skulle blive ”unghesterytter” igen, men det går godt, bekræfter han. Sideløbende med Dansk Varmblods Eliteskue på Vilhelmsborg, den første weekend i september, er der også landsstævne, med Bundgaard Byg Cup og Grand Prix, så der forventer han at have flere heste til start. Ellers arbejder han til dagligt for Anne Lyngbye på det smukke ride- og avlscenter Strandagergaard ved Kokkedal.
Om DR-IF
Dansk Ride-Instruktørforenings formål er at samle alle instruktører i Danmark i en forening, således at de står sammen om at udbrede kendskabet til den korrekte, klassiske ridning. Ligesom foreningen i samarbejde med Dansk Ride Forbund står bag ridelærer-, rideinstruktør- og berideruddannelsen. Foreningen er åben for alle, der har undervisning/ridning som erhverv.
Ved generalforsamlingen forleden takkede formand Torben Frandsen af efter mange år i spidsen for foreningen. Bestyrelsesmedlem Karin Nissen trak sig også fra bestyrelsessarbejdet. Det er nu Kristian Skovrider, som er valgt til formand, og Allan Blomgren er nyt bestyrelsesmedlem. De øvrige i bestyrelsen er: Mette Riisager, Nikolaj Kowalski og Louise Christensen.
I 2020 blev Michael Søgaard og Slæbækgård’s Santino nummer fem til DM for seniorer.
Og nu er parret klar til endnu et mesterskab under Equitour i Nordjylland. Lørdag skal parret ride Grand Prix, og søndag står den forhåbentlig på kür, hvis Michael og den 12-årige Sir Donnerhall I-afkom bliver blandt de 15 bedste i første afdeling.
Det bliver alligevel ikke til World Cup-debut på Slækbækgårds Santino for Michael Søgaard. Den rutinerede dressurrytter skulle have deltaget i International Dressage Festival i Mariakalnok, Ungarn i CDI-W, men pludselig opstået sygdom, har sat en stopper for det.
Det meddeler Michael Søgaard på Instagram:
– Det blev ikke lige den sæson start jeg havde håbet på! Blev dårlig og utilpas i lufthavnen i går morges – og blev straks tilset at læge – så gik det fuld drøn mod Rigshospitalet – til scanning og gudskelov intet farligt umiddelbart – lidt nedsat kraft i højre hånd – men den er næsten kommet helt tilbage igen – Mr scanning forhåbentlig senere idag – super pleje her Hillerød hospital – Blir passet godt på – og strøm smugler matador mix og cola zero ind – forskrækket blev jeg , må jeg indrømme – synd for hestene med den lange tur til Ungarn uden nogen starter – godt de blir passet godt på af Helene Melsen og super Groom Isabell Jepsen. stort tillykke til Helene med første start og en 3 plads i syv års, lyder det fra Michael Søgaard.
Svenske Patrik Kittel sætter sig i sadlen på bl.a. Bonamour, som han rider for Helgstrand Dressage.
Debut i World Cup
Michael Søgaard nøjes dog ikke med at ride op ad midterlinjen i den trestjernede afdeling af stævnet. Han medbringer også sin mangeårige partner, Slæbækgårds Santino. Ekvipagen får til stævnet deres debut i World Cup-sammenhæng, efter 2020 bl.a. bød på en flot femteplads til DM.
Slæbækgård har beskrevet Michael og Santinos samarbejde således:
Sommeren 2014: Santino og Michael deltog i kvalifikationen til Championatet for 5 års heste to gange, med en 1. og 2. plads til følge og altid med ridelighedskarakterer i top. 1. pladsen var samtidig kvalifikation til 5 års klasserne ved stævnet i Falsterbo i Sverige. Santino og Michael opnåede en flot 5. plads i finalen i Falsterbo!
2015: Santino har opnået status som B-hest. Santino og Michael blev nr. 2 i Youngster Cup for 6- og 7 års heste ved DV’s Eliteskue på Vilhelmsborg. Ligeså blev parret kvalificeret til Finalen i DRFs Championat for 6 års heste, hvor det blev til en flot 7. plads i finalen.
2016: Sæsonen startede med debut i hhv. PSG og Intermediare, hvor det førte til en sejr i 1. afdeling af Bundgård Byg Cup og status som A-hest – fantastisk af en kun 7 år gammel hest. International debut i Hagen i Tyskland gav placringer i begge starter. Santino blev senere på året udtaget til at deltage ved Falsterbo Horse Show for 7 års heste – og kort efter havde vi fornøjelsen, at se ham udtaget til at repræsentere Dansk Varmblod ved Ungheste VM i Ermelo i Holland for 7 års heste. I Ermelo kvalificerede Santino og Michael sig direkte til fianlen, hvor de opnåede en flot 11. plads!
2017: Året har desværre været et skades år for Santino, der dog mod slutningen af året meldte sig klar igen.
2018: Santino er skarpt tilbage på stævnebanerne og deltog bla. i dressurklasserne ved DV’s Hingstekåring í Herning med placering. Vinder af 1. afdeling af Bundgård Byg i Intermediare I. I 2. afdeling blev det til en samlet 4. plads i Bundgård Byg. Vi glæder os til finalen i Bundgår Byg!
2019: Santino og Michael er debuteret i Grand Prix med flotte procenter og flere sejre.
2020: Santino og Michael leverede pragtpræstationer til DM for seniorer og indtog 5. pladsen i et skarpt felt!!
Dansk Ride Forbund har sammen med Bundgaard Byg håbet og troet på, det ville være muligt at afvikle finalen i Bundgaard Byg Cup 2020 i løbet af foråret. Men de har nu erkendt, at udfordringerne med Covid-19 og Herpesvirus har gjort det umuligt. Der er blot to uger til første kvalifikation i dette års Bundgaard Byg Cup, i Frederiksværks Rideklub den 7.-9. maj, og derfor har forbundet i samarbejde med Bundgaard Byg besluttet endelig at sige farvel til finalen for 2020.
På baggrund af resultaterne opnået i kvalifikationsturneringen sidste år, er det derfor berider Michael Søgaard og Jukebox, der er vinder af finalen 2020. Michael Søgaard er i disse dage travlt optaget i Hagen, som træner for Nanna Skodborg Merrald, der har tre heste til start ved stævnet. Michael Søgaard udtaler: Bundgaard Byg er en cup, som jeg har været med i i rigtig mange år. Jeg har jo været med lige fra starten af. Det har været en super god måde at vende hestene til et lidt højere niveau og et mere internationalt miljø. Det har altid været en cup, der har været godt besøgt med publikum, og man ser altid frem til at skulle være klar med en ny hest til næste sæson af Bundgaard Byg.”
Populær og vigtig turnering Bundgaard Byg Cup er en kendt og traditionsrig landsdækkende turnering for ekvipager, der har opnået min. 60% ved start i en Prix St. Georges ved B-stævner eller 63% ved start i Prix St. Georges ved C-stævner i kvalifikationsperioden. Bundgaard Byg Cup rides over tre spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.
Det gode samarbejde mellem DRF og Bundgaard Byg har været med til at skabe en meget populær turnering, der er et stort skridt på vejen til de allersværeste klasser for både ryttere og heste. For Bundgaard Byg betyder det også, at man kommer i tættere dialog med kunder og brugere, hvilket er vigtigt, hvis man vil være på forkant med ridesportens behov.