Skip to main content

Tag: Olympiske Lege

Flere lande vil have udsat OL

Søndag aften udsendte IOC en pressemeddelelse, hvor de gjorde det klart, at en aflysning af OL i Tokyo ikke er en mulighed – dog kan der blive tale om at rykke den store sportsbegivenhed på grund af coronavirussen. Komitéen har givet sig selv fire uger til at beslutte, hvad der skal ske med OL.

– Menneskeliv vil altid være vigtigere end alt andet, inklusive afholdelse af legene. IOC ønsker at være en del af løsningen, lød det fra præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, til atleterne, men understregede samtidig:

– Aflysning er ikke på dagsordenen.

 Opbakning til udsættelse
Canada og Australien har meldt ud, at de ikke sender nogle atleter, hvis OL bliver gennemført som planlagt.

– Legene kan ikke blive afholdt i juli – det er klart. Vores atleter har haft en positiv attitude i forhold til træning og forberedelse, men usikkerheden har været en udfordring for dem, lyder det fra Ian Chesterman, Australiens øverste chef for deltagelsen i Tokyo, ifølge CNN.

Canada er også klar i mælet:

– Der er ikke noget, der er vigtigere end sundheden og sikkerheden for vores atleter og for verdenssamfundet, lyder dette fra den canadiske olympiske komité.

Dansk Idrætsforbund bakker op om en udsættelse af begivenheden.

– Vi har stor respekt for, at IOC står i en kompliceret situtation, fordi OL er en stor ting, men vi har svært ved at se et OL for os med den nuværende situation. Derfor synes vi, at den rigtige løsning er en udsættelse, siger Morten Mølholm, direktør i DIF, til DR Sporten.

Danmark er bare ét af flere lande, der bifalder idéen om at udskyde OL. Samme mening har Norge, Spanien, Brasilien, England (Atletikforbundet), USA (Atletikforbundet), Serbien og Kroatien.

Sådan siger rytterne
Zibrasport Equest har tidligere talt med Daniel Bachmann Andersen og elitechef Kimi Nielsen om usikkerheden i forhold til OL. Nu er endnu et af de helt store stævner forud OL blevet aflyst. CHIO Rotterdam har netop meddelt, at årets stævner, der var planlagt til juni er annulleret.

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være, forklarede Kimi.

–  Det er en uvis situation – man står og træder vande. Jeg holder mig selv i form, og vi kører videre. Vi er så godt stillede som ryttere, at vi stadig godt kan træne. Vi tager alle forholdsregler i forhold til, at vi ikke er ret mange på samme tid på samme sted. Vi forsøger at dele os op. Når vi spiser, får vi portionsanrettet mad, og vi spiser i små grupper.
Vi følger alle de anvisninger og anbefalinger, der er kommet, fastslog Blue Hors-rytteren.

Også Danmarks pt. mest sikre dressur-kandidat til legene, Cathrine Dufour, italesatte OL på Instagram.

– Jeg er ret nervøs for om OL bliver aflyst, fordi alt bliver aflyst for tiden. Virussen ser ud til at buldre videre, men jeg krydser fingre for, at Tokyo bliver afholdt, men lad os se, hvad der sker.

Læs flere artikler om coronavirussen og ridesporten:

Daniel Bachmann om coronakrisen: Formkurven skal opretholdes

For tiden vælter det ind med aflysninger på den internationale og nationale hestesportsscene. Coronavirussen har gjort sit indtog, og det har betydning for alle.
Mandag blev det offentliggjort, at det storstilede stævne Horses & Dreams meets Japan – 4-stjernede CDI-stævne i Hagen, der skulle havde fundet sted fra den 22. til 26. april er aflyst på grund af coronavirussen.
Stævnet var en vigtig del af forberedelserne til OL, og Daniel Bachmann Andersen var en af de danske ryttere, der skulle have været af sted for at teste formen.

Den ændrede situation på grund af coronavirussen har haft stor indflydelse på hans hverdag på arbejdspladsen Blue Hors.

– Det er en uvis situation – man står og træder vande. Jeg holder mig selv i form, og vi kører videre. Vi er så godt stillede som ryttere, at vi stadig godt kan træne. Vi tager alle forholdsregler i forhold til, at vi ikke er ret mange på samme tid på samme sted. Vi forsøger at dele os op. Når vi spiser, får vi portionsanrettet mad, og vi spiser i små grupper.
Vi følger alle de anvisninger og anbefalinger, der er kommet. Derudover har vi lukket ned, så der ikke kommer folk udefra på Blue Hors, fortæller han.

Om OL i Japan bliver afholdt som planlagt ved ingen. Tidligere på ugen lød det således fra Dansk Ride Forbunds elitechef for elitedisciplinerne dressur, spring og military, Kimi Nielsen, til Zibrasport Equest:

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være.

Langsigtet mål
Skulle legene blive aflyst, så er det ærgerligt, fastslår Daniel. Men hele hans verden er ikke bygget op omkring deltagelse i OL.

– Zepter og Zack, hvor OL forhåbentlig ligger lige ude foran, de skal bare holdes i orden og holdes i form. Så må vi se, hvad der sker. Jeg tænker samtidig også langsigtet med de heste, jeg har i kulissen. Om fire år er der OL igen, så det er nu, man allerede skal begynde at tænke på, hvilke heste, der kan være i spil. Det er det, jeg har prøvet at flytte mit fokus hen på.
Man kan ikke kun arbejde fra OL til OL – man bliver nødt til hele tiden at have noget andet i pipelinen. Jeg tænker, at hvis OL er usikkert, så er jeg nødt til at yde og uddanne. 
De olympiske lege er selvfølgelig et stort mål og kæmpe stort, og det vil jeg gerne, men jeg har også min familie, og jeg har de resterende heste, så det får en masse fokus nu, lyder det fra den ambitiøse berider.

At stævner bliver aflyst hele tiden, er ærgerligt, men Daniel understreger, at sådan er situationen lige nu, og så må man indordne sig.

– Den ændrede stævnesæson med aflyste stævner har ikke så stor betydning for mig, fordi jeg har en del erfaring. Der er måske værre for nogle af de andre ryttere, der ikke har så meget erfaring. Men man kan gøre mange andre ting – man kan invitere dommere, der gør, at man kan lave et prøve-setup, hvor man øver sig i at ride stævner. Det gjorde vi også sidste op mod EM, hvilket var meget givende.
Den kommende tid fortsætter jeg med at træne og holde formkurven opadgående. Jeg kender mine heste så godt efterhånden, at jeg ved, hvor vi er henne. Jeg tager ikke til stævne og bliver total overrasket over resultatet.
Men jo, det er en virkelig vild tid, vi er i lige nu, slutter Daniel Bachmann Andersen.

Læs flere artikler om coronavirussen og ridesporten:

Arbejdet mod OL fortsætter

DIF, der er national olympisk komité, deltog i dag i en videokonference med den internationale olympiske komité, IOC. Videomødet blev ledet af IOC-præsidenten, Thomas Bach, og havde deltagelse af alle de nationale olympiske komitéer fra hele verden.

På dagsordenen var coronavirus betydning for kvalifikationen til og afviklingen af OL i Tokyo, som er programsat til at begynde den 24. juli i år.

Hovedbudskabet fra Thomas Bach var, at forberedelserne frem mod Tokyo 2020 fortsætter. IOC har fra forskellige eksperter fået vidt forskellige bud på, hvor lang tid corona-krisen vil vare ved. Men har også fået at vide, at det med fire måneder til legene er for tidligt at træffe en eventuel beslutning om aflysning.

Til det siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF og national olympisk generalsekretær.

”I Danmark må vi arbejde videre, så godt vi kan. Men det siger sig selv, at vi og atleterne står i en situation, som er meget vanskelig at håndtere. Kvalifikationsstævner er stort set lukket ned over hele verden, vores atleter kan ikke rejse ud af landet, og rigtig mange af dem har end ikke mulighed for at træne.”

Den oprindelige plan i forhold til kvalifikation i de enkelte idrætsgrene er ikke meget værd længere. Derfor vil IOC i samarbejde med de internationale specialforbund komme med reviderede kvalifikationskriterier i april. De kvotepladser, som er fordelt, bliver der ikke lavet om på.

”Vi bliver nødt til at slå koldt vand i blodet, selvom det er nemmere sagt end gjort, og alle andre lande står i samme situation som os. Vi afventer kvalifikationskriterierne, og så må vi se, hvad der er muligt til den tid. For os handler det om at sikre en tæt dialog med vores specialforbund, Team Danmark, partnerne og atleterne. Hvis OL skal afvikles, så skal det kun være, hvis det er fuldt forsvarligt både sundheds- og sikkerhedsmæssigt.”

IOC nedsatte i februar en task force-gruppe med deltagelse af repræsentanter fra IOC, WHO, Tokyo2020, Tokyos bystyre og de japanske myndigheder, og den overvåger situationen dagligt.

Pressemeddelelse/Danmarks Idrætsforbund

På trods aflyste stævner: OL-forberedelserne fortsætter

Efter DWB Five Star Dressage i Herning udtog landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolle holdet, der skulle repræsentere Danmark til Horses & Dreams meets Japan – 4-stjernede CDI-stævne i Hagen.

I sportsplanen 2020 fra Dansk Ride Forbund er stævnet i Hagen netop nævnt blandt sæsonens vigtige datoer og aktiviteter i forhold til OL, men mandag blev Horses & Dreams altså aflyst som en konsekvens af coronavirussen.

De udtagne ryttere: Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Anders Dahl, Daniel Bahmann Andersen og Anna Kasprzak får dermed ikke lov til at vise deres OL-form frem for landstræneren, men hvad får det aflyste stævne af konsekvenser for landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolles tilgang til udtagelsen af det endelig OL-hold?

OL-kval er hjemme
Dansk Ride Forbunds elitechef for elitedisciplinerne dressur, spring og military Kimi Nielsen er klar i mælet i forhold til det aflyste stævne:

– Vi er rigtige heldige, fordi de fleste af de ryttere, vi har i spil, har allerede deres personlige OL-kvalifikation i hus.
Det gælder også for vores springryttere. Det har vores militaryryttere også. Det er jo en luksus, vi har, for der er rigtig mange lande, der inden den 1. juni skulle ud at hente rytterenes personlige kvalifikation i hus.
Vi er rigtige heldige, at vi nåede at se dressurrytterne i Herning. Det gav et dejligt billede. Vores ryttere gjorde det fantastisk, for de viste, at Danmark ville kunne stille et super hold til OL, lyder det fra Kimi.

Truslen fra coronavirus og de mange rygter om at rykke OL, er dog ikke gået ride forbundets næse forbi. Men alle forsøger at holde fokus på, at begivenheden bliver afholdt.

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være, fastslår elitechefen.

Hun har tæt samarbejde med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolle.

– Jeg talte med Helle om, at vi kan tage det stille og roligt, fordi rytternes kvalifikation er i orden, og vi så dem i Herning. Vi har nogen, vi gerne vil se igen, men vi har flere stævner forinden OL. Aachen kommer forhåbentlig også til at finde sted.
Løbet er på ingen måder kørt, og kommer der ikke flere stævner, så kan landstræneren jo tage rundt til de enkelte, fortæller hun.

Det er vigtigt, at rytterne selv formår at holde formen ved lige, selv om turneringssæsonen har taget en uventet drejning.

– Rytterne skal holde en formkurve. Vi havde en træningssamling i begyndelse af april, som vi er blevet nødt til at aflyse. Afhængig af alting, så håber vi at kunne holde den på en senere tidspunkt. Der er ikke noget, der ikke er til at løse.
Alle lande står i samme situation. Man vil gerne have hestene ud til de store stævner, men det bliver bare ens for alle, hvis det ikke er muligt, slutter Kimi Nielsen.

Store stævner aflyst
Dressurstævnet i Hagen er bare det seneste i en række af ridesportsbegivenheder, der er blevet aflyst som konsekvens af coronavirussen.

– Kasselmann-familien såvel som hele Horses & Dreams-teamet vil gerne benytte lejligheden til at takke alle dem, der så energisk har støttet forberedelserne og arbejdet hen imod Horses & Dreams med deres store engagement og lidenskab. Vi vil gerne takke alle partnere, sponsorer, udstillere og interesserede tilskuere for deres tillid og støtte, lyder det i pressemeddelelsen, hvor de annoncerede aflysningen.

Også World Cup-finalen i Las Vegas, der var datosat til 14. – 19. april er blandt de aflyste stævner.

 

Coronavirus og OL: Hvad er status?

Charlotte Dujardin og Isabell Werth havde allerede været i arenaen og træne deres heste i ‘s-Hertogenbosch forud for World Cup-kvalifikationen, der efter planen skulle have været fløjtet i gang i torsdag aften. Få timer før første ekvipage havde starttid, blev hele stævnet dog aflyst som konsekvens af corona-virussen, så de to dressurdronninger måtte tage retur til England og Tyskland.

Senere i år venter OL, hvor Charlotte Dujardin og Isabell Werth uden tvivl er blandt guldfavoritterne, men endnu er det ikke sikkert, at legene i Japan bliver afholdt – og det af samme grund som aflysningen i ‘s-Hertogenbosch.
Truslen fra corona er nu så stor, at det ikke kan ignoreres, selv om den olympiske ild først tændes i Tokyo den 24. juli.  

Udsættelse?
Den japanske organisationskomité og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har understreget, at der gøres alt for at legene skal udfolde sig uden problemer, men udbruddet har allerede fået flere olympiske kvalifikationer udsat.

Og tidligere i denne uge skrev Daily Mail således:

– OL kunne afholdes i 2022, hvis coronavirus sætter en stopper for afholdelsen til sommer, lød det ifølge et medlem af den japanske organisationskomité.
Haruyuki Takahashi, én af de 25 medlemmer af organisationsudvalgets direktion, har udtalt, at en udsættelse på to år er mere sandsynlig end en aflysning.

Medlemmer af IOC og Tokyo 2020 har dog gentagne gange insisteret på, at legene vil blive afholdt som planlagt i juli og august.

Trump vil udskyde
Senest har USA’s præsident, Donald Trump, også ytret sin mening om den store sportsbegivenhed – ifølge ham burde man overveje at udskyde legene til 2021.
Men den udmelding er ikke populær hos værterne.

– IOC og 2020-arrangørerne overvejer ikke at aflyse eller udskyde legene, siger Japans OL-minister, Seiko Hashimoto.

Selv om andre store sportsarrangementer bliver aflyst på stribe – UEFA har suspenderet Champions League og Europa League, NBA er suspenderet, indendørs-VM i kinesiske Nanjing 13.-15. marts udsættes til 2021 mfl. – så virker det altså til, at arrangørerne bag OL stadig er fortrøstningsfulde i forhold til, at de olympiske lege finder sted efter planen i 2020.

Disse ridesportsbegivenheder er aflyst

Carina Cassøe Krüth melder sig for alvor ind i OL-kampen

Heiline’s Danciera er kun ni år, men den smukke hoppe efter Fürstenball og De Niro og dens faste rytter, Carina Cassøe Krüth, må siges at være stærke kandidater til en OL-plads, når det endelige hold udtages senere på året.

I weekenden deltog ekvipagen i CDI5* i Herning, og Carina og Danciera blev nummer to i GP og GP Special fredag og lørdag – lige i hælene på Cathrine Dufour og Bohemian.

Se endnu mere video fra Hingstekåringen i Herning:

Betina Jæger og Hesselhøj Donkey Boy

Marc-Peter Spahn rider Grand Prix på Frieser

Interview med Daniel Bachmann Andersen

Fra Herning med kurs mod OL

Foto: Cathrine Dufour og Bohemian/Ridehesten.com

Ridehesten.comDansk Varmblods Hingstekåring blev i høj grad en hyldest til avlen og sporten. Fem dages hestemekka har søndag nået sin afslutning i Herning, hvor Jyske Bank Boxen og samtlige haller i MCH Messecenter Herning har dannet rammerne om den årligt tilbagevendende Dansk Varmblod Hingstekåring med tilhørende udstyrsmesse, Hest & Rytter. Besøgende blev forkælet med alt fra gode messetilbud, imponerende unghingste til dressur i verdensklasse, da arrangementet i år bød på en ekstra dimension, nemlig femstjernet dressur, DWB Five Star Dressage og iagttagelsesstævne for de danske dressurryttere på vejen mod OL.

Det dressurkyndige publikum kvitterede med store klapsalver, og smilene blev kun større, i takt med at OL-dommerne strøede 9- og 10-taller ud over de bedste danske ryttere. Helt magisk blev det, da Cathrine Dufour og Bohemian satte trumf på med to sejre til rekordscoren på cirka 83 procent. Det gav genlyd i fagmedier verden over, ikke mindst fordi dronningen af Herning, Cathrine Dufour, har fået en kronprinsesse i Carina Cassøe Krüth, som helt uimponeret red sin kun 9-årige Dansk Varmblodshoppe Heiline’s Danciera ind på andenpladsen med over 80 procent. Det gav en fantastisk stemning i Jyske Bank Boxen, og dermed begyndte dressurholdets rejse mod Tokyo i Herning på fremragende vis.

Fyrige, friske hingste og storslået gallashow
OL-temaet satte også sit tydelige aftryk på det traditionsrige gallashow, der i år havde fået titlen ”Let the Games begin”. Showet blev afholdt både fredag og lørdag aften i Jyske Bank Boxen, der lagde gulv til alt fra imponerende hestefortolkning af ”Guldfireren” til flotte musikalske indslag. Showet bidrog i høj grad til underholdningen, stemningen og oplevelsen af at være til Dansk Varmblods Hingstekåring. 
Det er i år 40 år siden, at Dansk Varmblod valgte at flytte forbundets kåring af hingste til Herning, og siden har begivenheden udviklet sig til at være helt unik i verden – faktisk den eneste af sin art, som formår at kombinere både udstilling, international springning og dressur samt kåring af hingste på allerhøjeste niveau. Igen i år har fremsynede hingsteholdere indkøbt unghingste fra den øverste hylde på de store, internationale kåringspladser. Så Dansk Varmblods kåring i Herning har udviklet sig til en europafinale for de unge hingste, som fortsat skal sikre, at dansk ridesport og avl fastholder momentum.

Ved lørdagens gallashow overrakte Georg Sørensen sammen med formand for Dansk Varmblod Jan Pedersen den traditionsrige og ærefulde MCH’s Varmblodspris, der i år gik til Bøgegården ved Irma og Theodor Schmidt som en anerkendelse af en enestående avlerpræstation.
Prinsesse Nathalie overrakte sin mor H.K.H. Prinsesse Benediktes vandrepræmie til avler Søren Knudsen for opdræt af den fantastiske springhest Albert K, der var på landsholdet ved EM i Rotterdam sidste år.
Årets program har været spækket med aktiviteter for de besøgende. Foruden kåring af hingste, dressur og gallashow har arrangementet budt på en række gratis foredrag med anerkendte folk fra branchen, ligesom besøgende har kunnet overvære Tom Williams fra Haderslev beslagsmede tage titlen som landets bedste beslagsmed i Danish Open Farrier Championship 2020. 

Båret af frivillighed
Dansk Varmblods organisation ledes af en bestyrelse bestående af frivillige, og anført af direktør Casper Cassøe og 12 ansatte på sekretariatet har der bag hingstekåring stået 350 frivillige, som har arbejdet hårdt for at få det store arrangement afholdt på bedste vis. Årets udgave blev desværre afholdt i en mørk skygge af coronavirus. Forebyggende foranstaltninger blev på opfodring af myndighederne implementeret i samarbejde med MCH forud for begivenheden, og fredag tog Dansk Varmblods ledelse en beslutning om at fortsætte det igangværende arrangement og hæfte sig ved, at statsministeren kom med en anbefaling og ikke et påbud. 
– Jeg er stolt over det store arbejde, som vores mange frivillige har udført alle dage, og jeg glæder mig over opbakningen fra de mange deltagere, udstillere og besøgende, som lagde vejen forbi. Vi har tilbudt dem, som måtte være utrygge ved at deltage, at ombytte dette års billet med en ny til næste års hingstekåring, og det er der nogle få hundrede, som har taget imod, fortæller Jan Pedersen, som tilføjer:
– Nu kan vi begynde at se fremad mod efterårets World Cup her i Herning og til næste års hingstekåring – forhåbentlig uden corona i fokus, slutter Jan Pedersen. 

Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter afholdes igen den 10.-14. marts 2021.

Pressemeddelelse

Peter Flarup sikrer Danmark endnu en OL-plads

(Foto: Ridehesten.com)

I januar var det unge Emil Hallundbæk, der sørgede for, at Dannebrog vil være at spotte på listen over deltagere i ridebanespringning, når de olympiske lege i Tokyo bliver afviklet om få måneder.

Den 21-årige Emil Hallundbæk lå ved årsskiftet nummer ét i gruppe A på Det Internationale Rideforbunds (FEI) individuelle OL-rangliste. Han sikrede dermed Danmark en nationplads, hvilket ligeledes betyder, at det ikke er ham, der automatisk får lov til drage mod øst.

FEI bekræfter nu, at Danmark også har opnået en kvoteplads i military. Det er den 43-årige Peter Flarup, der har sikret pladsen på hesten Fascination. Det var selvsamme rytter, der repræsenterede Danmark ved OL i military i 2008 i Beijing – dengang på hesten Silver Ray.

Ligesom med kvotepladsen i springning er det ikke nødvendigvis rytteren, der sikrer pladsen, som ender med at skulle afsted.
Den endelige beslutning om, hvem der indstilles til at skulle deltage, træffes af Elitechef i Dansk Ride Forbund Kimi Nielsen, når vi nærmer os sommeren og afhænger af de relevante ekvipagers samlede præstationer indtil udvælgelsen.

– At vi ender med at været repræsenteret i både dressur, springning og military ved OL er et tydeligt bevis på, at vores øgede fokus på talentudvikling i dansk ridesport fungerer, og det kan vi kun være yderst tilfredse med, lyder det fra Kimi Nielsen.

Læs mere om kvalifikationskravene for military ved OL her.

Et OL-eventyr i Hobro

Ridehallen i Rørbæk ved Hobro er langt fra de olympiske banemål, men det betyder ikke noget for Carina Cassøe Krüth, hun arbejder målrettet og fokuseret i de rammer, hun nu har. Dagen begynder tidligt, for hun har 10-11 heste under sadel, og en af dem er Heiline’s Danciera med det meget passende kælenavn ”Danse”.

Den 9-årige dansk varmblodshoppe har været i Carinas hænder, siden den var 4 år. Det er Carina, som har taget en usleben diamant og formet den til en international konkurrencehest gennem fire års effektiv og målrettet træning. 9 år er en ung alder for en international hest, men Danciera elsker at arbejde, og sammen med Carina udstråler de to et overskud, som har fået de internationale dommere til at falde i svime.

Carina og Danciera har tre gange repræsenteret Danmark ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste, og alle tre gange var de et mulehår fra medaljer. Deres samarbejde er forfinet og udviklet i en grad, der nu har bragt dem i landstrænerens søgelys. Det er prinsesse Nathalie, som står i spidsen for de danske seniorryttere, og hun skal sammensætte et konkurrencedygtigt landshold til sommerens OL. De hjemlige dressurryttere gør det så godt internationalt, at de har en reel medaljechance i Tokyo. Og Carina er på bruttoholdet, som lige nu består af syv ryttere.

Drømmen får måske vinger i Herning?
De syv ryttere på bruttoholdet kæmper om tre pladser og en plads som rejsende reserve. Og de syv ryttere skal ride op imod hinanden ved det internationale stævne i MCH Messecenter Herning til marts. Hvordan rytterne klarer sig i den internationale konkurrence der, bliver afgørende for deres videre skæbne i kampen om OL-pladserne. Der er derfor meget på spil for Carina og Danse, når de flytter ind i stalden ved Dansk Varmblods Hingstekåring med internationale spring- og dressurkonkurrencer fra den 5. til 8. marts. DWB 5-star Dressage i Herning – dressur på allerhøjeste internationale niveau – er imødeset med spænding.

Carina har haft heste som passion gennem hele livet. Hun er udlært berider på Mors i 2011 og har siden arbejdet professionelt med at uddanne heste. Danciera ejes af avlerparret Ingrid og Poul Thøgersen fra Odder, og de giver deres totale opbakning til Carinas OL-drøm sammen med deres talentfulde hoppe.

– Det giver os så mange dejlige oplevelser, fortæller Poul Thøgersen om ejerskabet af hoppen. Han og hustruen Ingrid er pensionerede, og de nyder at tage til stævner for at følge Carina og Danciera.

– Vi har ikke rigtig drømt om, at det kunne blive så stort, men vi havde et ønske om, at de sammen kunne blive en international ekvipage, fortæller ægteparret. De følger Carinas OL-forberedelse tæt, tager med til træningssamlinger og nyder processen frem mod den endelige udtagelse.

– Det er en ung hest, og vi bliver ikke skuffede, hvis de ikke skulle komme til OL. De har fremtiden for sig. Men vi tror, den har en chance, fortæller ægteparret. Skulle drømmen gå i opfyldelse, så er Ingrid og Poul klar til at booke en flybillet til Tokyo for at følge deres hest på den største scene.
Carina selv har samme indstilling:

– Jeg rider og træner hver dag, men uden at forcere noget. Og så må vi se, hvor langt det rækker.

Hun kender sin hoppe til bunds og ved, hvad hun kan byde hende. – Grand Prix er svært, men det er anderledes med Danciera, hun har noget at byde ind med. Og det gør det lidt lettere, at jeg selv har installeret alle ”knapperne”. Vi kender hinanden, og hun ved 100%, hvor hun har mig, og det har også noget at sige, understreger Carina.

Positiv landstræner
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har stået i spidsen for det danske landshold siden 2017, hvor holdet vandt EM-sølv. Hun ser absolut Carina og Danciera som et godt emne til en landsholdsplads, men stævnet i Herning i marts og et par store internationale opgaver i foråret og sommeren kommer til at afgøre, hvem der får plads på landsholdet.

– For mig udstråler de to en særlig harmoni, og det skyldes også, at de kender hinanden så godt. Danciera er den mest ukomplicerede hest, jeg nogensinde har mødt. Det er en dejlig ekvipage, og det hele ser så legende let ud for dem. Og det skyldes ikke mindst Carinas gode uddannelse af hoppen. Hun og hesteejerne er ude på et eventyr, og det kan blive rigtig spændende for dem

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein

Topdommere skal afgøre dysten
Dressurrytternes ridt i de tre programmer: Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning bedømmes af et dommerteam bestående af fem dommere, som er placeret rundt om banen. De fem erfarne topdommere er udvalgt blandt de bedste i verden, og blandt dem er to dommere, som til sommer skal dømme OL i Tokyo. Den ene af dem er danske Hans-Christian Matthiesen.

– Det er fantastisk, at vi skal afvikle 5-stjernet dressur i Danmark. Det viser, at vi har et højt niveau og en helt utrolig stor opbakning fra alle parter, om det er stævnearrangøren, sponsorer og personer involveret i landsholdet, indleder Hans-Christian Matthiesen, der til daglig er dyrlæge på Hørsholm Hestepraksis. Han fortsætter:

– Jeg håber, der bliver super god sport med deltagelse af gode udenlandske ryttere, for det vil hæve niveauet. Vi oplever, når vi har et stærkt startfelt, at rytterne opnår personligt bedste resultater, fordi de er under pres. Det håber jeg, vi oplever i Herning, for det er noget af det, jeg synes er allersjovest at opleve, når jeg sidder og dømmer.

OL-dommeren skal selv bruge stævnet som et led i egne forberedelser til opgaven ved OL.
– Jeg trives bedst med at have dømt meget inden store opgaver. Så ved jeg, at jeg er skarp og har set en masse ridt, slutter Hans-Christian Matthiesen.

//Pressemeddelelse Dansk Varmblod//