Tidligere på året besøgte vi den populære rytter og influencer og inviterer jer, i denne miniserie, til at høre Carl fortælle om starten på sin ridekarriere, og livet som influencer med 400.000+ følgere på Instagram.
Hvorfor skal vi vælge disciplin så tideligt?
Carl har redet Grand Prix dressur, og betegner sig selv som dressurrytter, selvom han pt. starter MA med sin ene “hjemmelavede” springhest. Drømmen er også at kunne sige at han har redet på allerhøjeste niveau i begge discipliner. Altså Grand Prix i både dressur og springning. For det gør man ikke mere. Carl pointere at man meget tidligt skal vælge om man vil ride det ene eller det andet, og det synes han er synd.
For Carl Hedin betyder hestenes trivsel alt. Adspurgt hvornår han lever sit bedste hesteliv, er svaret: Det er de små ting, som f.eks. hvis vi har fundet en bedre måde at fodre hestene på så de kan spise over flere timer i døgnet, eller det at se mine 3 top heste gå på fold sammen og nyde livet, det gør mig rigtig glad.
Carl Hedin er efterhånden temmelig svær at komme uden om i hesteverdenen, ikke blot i hjemlandet Sverige, men i hele Europa. Vejen til Grand Prix dressur og influencerlivet med knap 400.000 følgere, har Carl selv banet ved altid at stille sig på den forkerte side af hegnet.
Carl uddyber; “Jeg startede på rideskole som 7-årig, og jeg fik min egen pony, da jeg blev 12. Derefter fik jeg en hest, og så en hest mere, og nu er vi her. Og du skal ikke spørge mig, hvor mange heste, jeg ejer i dag. Det ville være det samme, som at spøge en kvinde om hendes alder”.
Carl, hunden Iris og de 2 skønne shetlandsponyer, der bor på gården i Sarø. Foto: Rikke Lykke Thelin
Købte Pods i stedet for en Porche
Carl griner ved tanken om hans fars råd, da han første gang havde solgt en rigtig god 4-års hest for en fornuftig pris til danske Andreas Helgstrand. “Min far spurgte, om ikke jeg skulle have mig en sportsvogn og fejre, at jeg havde lavet en god handel. Men helt ærligt så kunne jeg ikke være mere ligeglad med biler, så gaven til mig selv blev i stedet en ung talentfuld springhest (Pods, red.). Min største glæde og passion er hestene, og det vil ingen bil nogensinde kunne måle sig med.”
Dressuren startede i Danmark
Carl startede sin dressurkarriere i Danmark hos Hasse Hoffmann på Søholt i Ebeltoft, hvilket forklarer, hvorfor Carl taler nærmest perfekt dansk. Han arbejdede hos Hasse i tre år, og han har flere gange udtalt, at det var her, grundstenene i hans dressurridning blev lagt.
Carl har siden været i både England og Tyskland og ride og har igennem udlandsopholdene udannet sig som rytter. Han har taget det med sig, han synes, han kunne bruge, og så har han fundet sin egen vej til resten.
Katharina er en rutineret springrytter og har blandt andet været placeret i internationale 1.40-klasser ved finalen af Baltic Cup. Det var før, at hun som 17-årig brækkede bækkenet seks steder som følge af en slem ulykke med en af sine heste.
“Jeg red en ung hest, som stejlede, mistede balancen og væltede bagover. Den landede lige ovenpå mig, og der fik jeg knust mit bækken,” fortæller Katharina. “Jeg var junior, og mit store mål på daværende tidspunkt var at blive udtaget til Nordisk Mesterskab. Det skete ikke på grund af uheldet. Jeg var på hospitalet i lang tid, og genoptræningen tog længere, end jeg egentlig havde forventet. Mit sidste juniorår endte med at blive mere eller mindre spildt.”
Ulykken skulle dog ikke sætte en stopper for unge Katharina, der færdiggjorde gymnasiet og sin genoptræning – og flyttede til udlandet. “Da jeg endelig var færdig med al genoptræningen, valgte jeg at flytte til Tyskland ned til Karina Truelsen og hendes mand, Mike Leichle. Der lærte jeg blandt andet om, hvordan man kommunikerer med kunder, sælger heste og køber heste. Jeg red ikke så mange stævner, da jeg red hos dem, men jeg lærte en hel masse andet om industrien, som jeg har brugt meget af siden. Det var også gennem Mike og Karina, at jeg kom i kontakt med hende amerikaneren, som jeg arbejder for nu. Hende har jeg arbejdet for de sidste fem år.”
“Jeg lærte hende at kende, fordi det var en af Mikes kunder. Jeg var egentlig lidt brændt ud af det hele og ikke sikker på, at det var det her med heste, jeg ville. Men så spurgte Mike, om jeg kunne være interesseret i at komme til USA for at ride og prøve noget nyt. Jeg tog chancen og flyttede hertil, og jeg har været meget, meget glad for det siden,” forklarer Katharina, der i dag har mange roller og meget ansvar i stalden. “Da jeg først kom herover, der var jeg egentlig bare rytter. Nu står jeg for alt i stalden lige fra at kalde dyrlæge, lave stævnekalender, udarbejde rapporter på alting, sælge heste, købe heste, you name it.”
Den smukke farm med det hvide hegn bag staldene. Foto: White Fence Photography
Ugevis af storslåede stævner
Når de ikke er til stævne, er det hovedsageligt på farmen Crooked Willow Farms i Colorado, at Katharina bruger sin tid med hestene. Her står der omkring 25 heste på stald, og der er cirka 50 heste i alt på ejendommen. Hvert år får de tre til fire føl, selvom det tidligere har været flere. Igennem vinteren flytter de alting til Florida, hvor Katharinas chef ejer en anden farm. Der bor og rider de tre måneder om året. Farmen ligger kun 10 minutter fra et nyt og kæmpestort hestesportssted i Ocala, der hedder World Equestrian Center. De pompøse faciliteter er en meget god repræsentation af, hvad ridesporten er for en størrelse i USA. Amerikansk hestehold, avl, handel og konkurrencer står nemlig i skarp kontrast til de forhold, vi kender fra Danmark og resten af Europa.
“Det er et megastort stævne og virkelig fedt at være på World Equestrian Center. Kvaliteten er helt i top. Det er helt sikkert noget, der kom bag på mig, da jeg først flyttede herover. Det er helt vildt, hvad folk kan bruge af penge på at udvikle de her centre. Folk slæber også sofaer, fladskærme og alt muligt med til stævne, som de sætter ude foran deres bokse. Det er en helt anden mentalitet herovre. Det er desværre også lidt på grund af, at det er så dyr en sport at dyrke. Derhjemme er det også dyrt, men det er en helt anden kaliber her. Normale mennesker kan bare ikke være med, fordi det er så vanvittigt dyrt. Det er en meget eksklusiv sport herovre,” fortæller Katharina.
Det er ikke kun omkostningerne ved sporten, der er mere ekstreme end her i Danmark. Stævneplanlægning er næsten en sport i sig selv, for der er strenge regler for afvikling og desuden langt til de stævner, man kan vælge at ride. “Vi rider ret tit stævner, men stævner herovre er meget, meget anderledes end derhjemme. Der er en regel om, at der ikke må være to stævner, der foregår på samme tid, som er mindre end 250 miles fra hinanden. Det svarer til lige over 400 kilometer. Det skal være mere end det. Derfor gør de det også svært at have stævner tæt på. Der er ikke nogle stævner, hvor man bare lige kører til i en weekend. Det er altid flere uger i træk. Lige nu er vi hjemme i Colorado, og normalt rider vi fire-fem ugers stævne her om året. Alt andet er i andre stater. I næste måned tager vi til Traverse City i Michigan, og så er vi meget i Californien og i Texas.”
“Vi plejer at have otte-ni heste med til stævne. Min chef har selv tre heste, som hun altid rider, og så rider jeg resten. De tre, som hun rider, det er hendes faste, hvorimod de heste jeg rider, de er som regel salgsheste,” fortæller Katharina.
Katharina og Bella Balou. Foto: Captured Moment Photography
Dyre og flotte heste – sjældent med papirer
En stor del af Katharinas arbejde består i at uddanne og sælge heste, og det indebærer også at købe dem. Det er en helt anden og meget sværere proces at finde gode heste i USA, end det er i Europa. Det skyldes flere ting. Dels er ridning en nichesport, der er forbeholdt de rigeste i landet. Derudover er avl også af ret lille betydning – især set i lyset af hvor dyre heste det er, der bliver handlet.
“Det er helt unikt marked. For de fleste amerikanske ryttere og hesteejere har afstamning ikke den store betydning. Selvfølgelig er der nogle, som går meget op i det, men generelt har afstamning ikke den samme værdi, som det har derhjemme. De har et meget større fokus på ridelighed, temperament og udseende,” siger Katharina. Hestens udseende drejer sig ikke blot om eksteriør, som vi måske ville antage herhjemme. Tværtimod faktisk. Det helt centrale er, om hesten er flot. Og så må den også gerne være lidt til den tykke side, forklarer hun.
“Udseendet betyder enormt meget herovre, de vil kun have attraktive heste at kigge på. Hvis den ikke er så køn, så går det altså ikke. Det betyder rigtig, rigtig meget. Jeg prøver altid at finde heste, som er flotte, og så kan de også godt lide dem lidt halvtykke. Typer der er sådan lidt buttede, det er bare ‘in’.”
Katharina fortæller om en af de heste, hun for nyligt har importeret fra Danmark. Han er allerede blevet taget godt imod, og Katharina ved godt hvorfor: “Det er en virkelig, virkelig sød hest. Han er rød med fire hvide sokker og en bred blis. Jeg havde ham med til stævne for første gang de sidste to uger, og alle er helt vilde med ham. Han er lille, mega-tyk og bare virkelig sød at se på, og det er lige de typer, de elsker. Nu skal han bare ‘flippes’, forvandles lidt og have en lidt mere amerikansk måde at rides på.”
For selvom amerikanerne går meget op i hestenes udseende, er der selvfølgelig også krav til, hvordan de skal være i temperament og at ride. De krav ligger rigtig langt fra den typiske konkurrencehest, som vi kender den, og det kan gøre det til en endnu sværere proces at finde heste. “Hestene skal springe på en helt speciel måde, hvor de springer og kigger ind igennem deres forknæ. Det kan godt være lidt svært at finde, for man rider jo helt anderledes i Europa i forhold til i USA. Det er svært at se, om de europæiske heste egentlig springer, som man gerne vil have det. Man skal have en fantasi om, hvordan man tror, de kan springe, hvis man rider dem lidt anderledes.”
Det er sjældent, at Katharina har mulighed for at tage til Danmark og Europa for at se på heste, så det foregår også på helt anden vis, end vi normalt er vant til. “Vi ser rigtig mange videoer. Nu er jeg også heldig, at jeg har mange veninder og kontakter, som jeg stoler på. Det er der, jeg får hestene fra. Jeg får ikke mine heste fra nogen, jeg ikke kender. Jeg har et par gode kontakter, som altid er på udkig efter heste, og hvis de føler, at der er noget, der er min type, så får jeg en masse videoer. De sidste par heste jeg har købt, de har ikke været nogen, jeg har siddet på før.”
Det er omkostningsfuldt at transportere heste fra Europa til USA, men det er på imponerende vis stadig billigere end at finde hestene i USA, fortæller Katharina. “Det er helt sikkert stadig meget billigere at købe heste fra Europa og importere dem. Det er meget, meget, meget dyrere i USA. De avler ikke rigtig selv her. Det er primært private personer, som synes, at det er sjovt at få et føl her og der. Men der er ikke på nogen måde mange stutterier, der virkelig avler og har fokus på at lave gode heste. Det er også derfor, at der er så mange amerikanere, der tager til Europa for at importere deres heste. Fordi Europa har bare bedre heste.”
Crooked Willow Farm. Foto: White Fence Photography
En helt anden måde at ride på
For bedre at forstå hvorfor hestene skal være, som de skal, for at blive betragtet som gode rideheste i USA, giver det mening at sætte sig lidt mere ind i de særlige amerikanske discipliner: hunter og equitation. Begge er relativt sammenlignelige med championater og stilklasser.
Mange har nok hørt om hunter-disciplinen og kan genkende kravene om den snorlige forbensteknik og nemme, medgørlige hest. Det gælder om at springe, men forhindringerne er ikke store, og der er ikke præmie for at ride hurtigst. Det handler derimod hovedsageligt om hestens lydighed. Banen er forholdsvis enkel med simpel linjeføring og nedtonede spring uden for meget fyld. Hesten skal gå på almindeligt trensebid, og det trækker ned, hvis den for eksempel vrinsker rundt på banen. Man vurderer blandt andet hestens gangarter, om den går i samme rolige tempo hele turen, om den går på de rigtige antal galopspring, og om den changerer rent. Ridtet skal se nemt og komfortabelt ud, og det er kun hesten, der bedømmes.
Springbanen i equitation er typisk lidt mere teknisk og med mere fyld under forhindringerne. Her er det ikke hesten, men rytteren der bedømmes. Derfor bruges disciplinen også primært til at uddanne unge ryttere. “Det, de bruger equitation rigtig meget til herovre, det er som en juniorsport. Hele tanken bagved equitation er, at det gør unge ryttere klar til ridebanespringning. Der er en masse store finaler i equitation,” forklarer Katharina. “Equitation er meget en blanding af ridebanespringing og hunter. Hestene går mere rundt som en hunter, men det er kun rytteren, der bliver bedømt.”
“Jeg rider både hunter og springning. Equitation er mest for juniorer, så det gør jeg mig ikke så meget i. Jeg laver hestene til juniorer og sælger dem som equitation-heste, men det er ikke rigtig noget, som voksne ryttere konkurrerer i. Man kan godt, men det er ikke så stort.”
“Jeg elsker den proces med at ‘lave’ dem til amerikanske heste. Det er en helt anden type hest, som de leder efter herovre. Jeg synes, det er rigtig sjovt at finde de typer heste derhjemme fra Danmark, Tyskland eller andre steder i Europa og lave dem om til de her rigtig gode, stabile, amerikanske heste. Det, jeg prøver, er egentlig at lave lidt et navn for mig selv, hvor folk ved, at hos mig kan de finde en god, stabil juniorhest, hunter eller equitation-hest. Nogle gange også springheste, men markedet for junior, hunter og equitation-heste er bedre og større end for springheste herovre.”
De smukke bokse på Crooked Willow Farm. Foto: White Fence Photography
Stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix
Selvom Katharina vil skabe et navn for sig selv, der relaterer sig til uddannelse af de unikke, amerikanske heste, så har det ikke sat en kæp i hjulet på hendes ambitioner i springning. Heldigvis har hun mulighed for at holde sin form ved lige, for hendes chef sørger altid for at lade Katharine beholde mindst én hest i stalden, der kan gå de store springklasser. Hun rider stadig Grand Prix, og det har hun også tænkt sig at blive ved med, når hun en dag er færdig med at lave gode heste til hunter og equitation-disciplinerne.
“Jeg har en Grand Prix-hest på nuværende tidspunkt, som jeg har redet de nationale Grand Prixer på det sidste år til halvandet års tid. Han blev desværre skadet i Florida i år, så han har stået siden da. Normalt har jeg altid en hest, som jeg rider større på. Ellers har jeg ungheste og heste, jeg prøver at uddanne og gøre klar til salg. Jeg elsker stadig at ride de større klasser, og det er mit mål altid at have en, som jeg kan gøre det på. Det er også det, der så dejligt ved min chef. Hun giver mig altid lov til at have i hvert fald en, som ikke behøver sælges, men som jeg bare kan have det sjovt med og ride nogle af de større klasser på.”
Netop relationen til sin chef sætter Katharina rigtig stor pris på. Den er god og baseret på tillid og respekt. “Jeg føler mig virkelig heldig, for der er aldrig noget pres på. Jeg ved, at der er mange andre ryttere, som, når de rider stævner, har meget stort pres på for at skulle vinde eller ride nul. Der er også eksempler på, at hvis man laver fejl, så bliver man lidt ‘afstraffet’, og det er bestemt slet ikke sådan et forhold, jeg har til min chef. Hun er altid meget støttende og bakker altid op omkring det, jeg gør. Hun vil egentlig bare gerne have, at jeg udvikler mig og bliver en bedre rytter. Jeg føler mig meget heldig. Jeg har altid i hvert fald en rigtig god hest at ride på,” forklarer hun.
De gode heste er absolut en fordel, når man vil ride på det højeste niveau. Det alene er dog ikke nok, og Katharina spiller selv en vigtig rolle i fortsat at kunne ride på Grand Prix-niveau. Hun uddanner nemlig de fleste af hestene selv. Det er også blandt de bedrifter i det amerikanske, som Katharina er allermest stolt af.
“Det største for mig og mine egne mål herovre er helt sikkert, at jeg har været i stand til at udvikle en række heste til Grand Prix-niveau. Det er jeg meget stolt af. De heste, jeg har redet i de forskellige Grand Prixer, det har ikke været heste, som har gået det før. Det er altid sjovt, når man føler, at man har været en del af deres uddannelse og af, at de kan gå det, de kan. Det er stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix. Det er altid sjovt at gøre alt det andet også, men der er ikke noget, der slår den følelse af at kunne gå ind i en af de store klasser og levere et godt resultat.”
Fremtiden byder på mange ting for Katharina – men Danmark ser ikke ud til at være en af dem. Det er dels på grund af hestene, men også fordi hun har mødt en ganske særlig person i det amerikanske: sin forlovede.
“Da jeg flyttede herover, var det egentlig kun meningen, at jeg skulle være her et år. Men så mødte jeg min nu forlovede, og han er også en stor grund til, at jeg ikke regner med at skulle hjem foreløbigt. Jeg savner helt sikkert stadig min familie og nogle af mine venner derhjemme, og det har været rigtig hårdt med corona, fordi vi har ikke været i stand til at kunne rejse eller se hinanden. Men jeg er meget glad for at være her, det er jeg helt sikkert.”
Det er dog ikke til evig tid, at Katharina ser sig selv leve af at ride og uddanne heste. Selvom hun gerne vil blive ved med at ride – og også på højt niveau – så er hun ganske bevidst om sine drømme om fremtiden: “Det, jeg egentlig rigtig godt kunne tænke mig, er at have et par stykker af mine egne heste og rejse rundt og ride dem. For det er en svær industri at være i, og nogle gange virker det, andre gange virker det ikke. Det er min drøm om 10 års tid at få min amatørstatus tilbage og bare fokusere på at springe nogle større klasser og større stævner,” fortæller Katharina til slut.
Måske en dag vi er heldige at få Katharina på besøg på de danske stævnebaner igen. Indtil da kan du følge med i hendes spændende liv i USA på både hendes personlige Instagram-profil og på Crooked Willow Farms’.
Ifølge tal fra 2020 får 15 procent af alle danske børn og unge stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. I dag har cirka 580.000 mennesker svarende til hver tiende dansker en psykisk sygdom. Hver tredje får stillet en psykiatrisk diagnose i løbet af livet.
24-årige Amanda Bonnevie vil ændre stigmaet omkring psykiske sygdomme og være med til at nedbringe tvangen i psykiatrien. Hestene er både hendes frirum og forpligtelse, og de spiller en vigtig rolle i at holde Amanda væk fra indlæggelser og på den rette vej mod bedring.
Heste som terapi
Det var islænderhoppen Sprengja, som reddede Amandas liv, og nu er det hendes første egen hest, Kilgast’s Shamira, der hjælper med at holde hende i live. Shamira er utrolig sensitiv og mærker virkelig Amanda. På hende kan og skal Amanda være i nuet og fokusere på at ride. Når hun rider på Sprengja, så kan hun mærke sig selv. “Det er ikke altid særligt rart, men det er nødvendigt,” siger Amanda og fortsætter:
“Det er ren terapi at være med sin hest. Man er tvunget til at være til stede på en anden måde, fordi de mærker alt og reagerer med det samme, hvis man er et andet sted mentalt. Sprengja og Shamira er virkelig to terapeuter for mig på deres helt egen måde.”
Hun tilføjer, at heste kan flere ting, som mennesker måske ikke altid er de bedste til: “Heste kan først og fremmest lytte uden at svare. For man har ikke altid brug for et svar, man har ikke altid brug for løsninger. Nogle gange har man bare brug for at sige det højt.”
“Når jeg holder foredrag om for eksempel forebyggelse, selvskade eller tvangstanker, så nævner jeg altid hestene som mit frirum. Selvfølgelig giver de anledning til en masse bekymringer, men de giver mig også ansvar, tryghed og en pause fra alt det andet,” forklarer Amanda, der har ansvaret for stalden på botilbuddet Egholt, hvor hun bor og har sin hest, Shamira.
“Jeg skal op og fodre, jeg skal lukke hestene ud og ind, når de ikke går på døgnfold, og så skal jeg også ordne stalden senere, medmindre nogen har gjort det for mig og fodre til aften. De skal rides, og jeg skal planlægge stævner, hvis det er det, jeg vil. Der er noget struktur i det. Hvis jeg ikke står op om morgenen og fodrer for eksempel, så er der måske en anden, der gør det. Men så er det ikke sikkert, at de får det rigtige mad, og det er især vigtigt for min hest, fordi hun er mavesårshest.”
Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm
Ansvarlighed betyder ikke, at man står alene
En af miljøterapeuterne på Egholt, Anne Leonhard, har været og er til stadighed en helt central støtte for Amanda. Anne er også hesteansvarlig på stedet, og det er hende, der blandt andet har hjulpet Amanda til at blive klar til at eje egen hest og med at finde hesten, Shamira, for tre år siden.
“Det fede ved Anne og de andre voksne her er, at de ikke bare har givet mig lov til at have hest for så at ‘droppe mig af’ og lade mig klare det hele selv. Det er mit ansvar, men jeg er aldrig alene til at træffe svære beslutninger, og jeg bliver altid støttet og hjulpet,” fortæller Amanda.
“Jeg får hjælp til at ringe og køre til dyrlæge, hvis min hest fejler noget for eksempel. Jeg bliver ikke bare ladt i stikken med min hest. Egholt har valgt, at jeg har hest, så derfor har de også valgt at støtte mig i den proces, det er at have hest. Anne tager med i det omfang, det er muligt, så jeg ikke skal være alene heller. I sidste ende er det mine valg og mine beslutninger, men jeg føler aldrig, at jeg står på egne ben og skal klare mig selv.”
Det er desuden på hesteryg, at Amanda føler, hun kan komme ansigt til ansigt med nogle svære samtaler uden at flygte:
“Mange af de ting, jeg har lært, dem har jeg netop lært ude hos hestene. Det har været, når Anne og jeg har været på tur, og vi så har kunnet snakke sammen om, hvad det er, der sker, når det går dårligt. På en skovtur der galoperer jeg ikke bare hjem og efterlader Anne ude i skoven. Det gør man jo ikke. Fordi jeg ikke har kunnet flygte fra det, så jeg har været tvunget til at blive i samtalen, og det har været godt. Jeg har kunnet lære af at ‘okay, min hest døde ikke af, at det her skete’, og jeg har lært at sætte ord på, ‘hvad var det, der skete for mig i det her?’. Jeg har lært at håndtere mit temperament og mine følelser, fordi Shamira forstår jo ikke, hvis jeg bare lige pludselig står og råber ad hende. Nogle gange når jeg har reageret, og hun bare har stået og kigget, har jeg tænkt ‘undskyld, det var ikke med vilje’. Heldigvis tilgiver heste ret hurtigt, og det er også det gode. De kan virkelig bare et eller andet.”
“Nu er det som regel om aftenen, at det hele ligesom crasher for mig,” fortæller Amanda og fortsætter:
“Men uanset hvor dårligt jeg har det, uanset hvor træls, jeg synes, at det hele er — jeg kan være gået her fra Egholt og tænkt ‘jeg gider ikke det her liv mere’, men så kommet i tanke om, at min hest ikke har fået mad endnu. Så har jeg været nødt til at gå hele vejen tilbage igen for at fodre hende, og så kunne jeg gå igen, fordi så har jeg sørget for hende. Hun regner jo med mig, og selvom jeg ligger i min seng og har det mega-dårligt, så skal jeg nok slæbe mig ned og fodre hende, for hun skal have mad. Ansvaret har stor betydning for mig og mine handlinger.”
Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm
Aktivist, underviser og app-udvikler
En af de ting, som Amanda går særligt op i, er, at man ikke er en diagnose – man har en diagnose. “Selv når jeg er ude at undervise paramedicinere, og der er ledende oversygeplejersker og ledende overlæger til stede, bliver jeg indimellem nødt til lige at stoppe dem og spørge ‘hun er vel ikke skizofren, hun har vel skizofreni?’. Jeg oplever heldigvis, at der bliver taget rigtigt godt imod det, og jeg føler mig virkelig hørt til de her foredrag og kurser, særligt når jeg er kursusleder.”
Amanda er bestemt et slående eksempel på, at man ikke er sin sygdom, og hun er involveret i mange store og spændende projekter. Hun er ambassadør for foreningen EN AF OS, der blandt andet kæmper for at afstigmatisere psykisk sygdom, og det er ofte igennem dem, at hun er ude at holde foredrag og undervise.
Derudover har Psykiatrien i Region Sjælland en forsknings- og formidlingsenhed, der kaldes Kompetencecenter for Relationer og Deeskalering, og her er Amanda også engageret. Centeret har blandt andet til formål at nedbringe tvangen i psykiatrien, og det er som nævnt en anden sag, der ligger Amanda meget nært.
I samarbejde med Regionen har Amanda været med til at lancere en app, som tilbyder hjælp og mestringsstrategier til både selvskadende brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle. Appen hedder SAFE, og den udvikles hele tiden. Amanda sidder i arbejdsgruppen og hjælper med praktiske erfaringer, der er målrettet tryg deeskalering og forebyggelse af tvang i psykiatrien.
Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Den Smukke Hut/Kee Frandsen
Psykisk sygdom skal ikke være et tabu
“Det er ikke farligt at tale om psykisk mistrivsel,” siger Amanda. Det kan tværtimod være farligt at insistere på at være alene med det. “Det er vigtigt at have en fortrolig, som ikke dømmer, og som ikke prøver at komme med alle løsningerne. Man har brug for folk, der bare lytter, og folk der kan rumme sygdommen og symptomerne,” siger hun og understreger vigtigheden i at få professionel sundhedsfaglig hjælp.
Pædagogerne og terapeuterne på Egholt er godt rustet til at hjælpe de børn, unge og voksne, som benytter sig af enten dagtilbuddet eller bostedet. Amanda forklarer, at de hjælper hende til at håndtere at være i det, når hun har det dårligt.
Generelt betyder det rigtig meget for Amanda, at der nu er voksne, som viser, at de stoler på hende, og som tror på, at hun kan magte det ansvar, som det er at have hest.
“Det har givet mig virkelig meget. Det tog noget tid, fra jeg flyttede ind, til jeg måtte få hest, men det var også bare det, der gjorde, at jeg så lige pludselig ikke var indlagt hele tiden. Det kunne jeg jo slet ikke, for hvem skulle så passe på min hest? Det kan godt være, at de andre kan fodre hende, men ingen kan jo gøre det lige så godt, som jeg selv kan. Så det var det, at jeg fik egen hest, der gjorde, at jeg stoppede med at blive indlagt.”
“Jeg har det stadig dårligt til tider, og i perioder har jeg det elendigt og er helt nede i kulkælderen. Grundlæggende har jeg det egentlig nok på samme måde psykisk, som før jeg fik Shamira. Men jeg har udviklet mig på mange områder både ansvarsmæssigt, og i forhold til hvordan jeg tackler svære situationer med min hest, hvis der er et eller andet rutinemæssigt, der er gået kludder i. Nu kan jeg også bedre snakke om, hvad, jeg synes, er svært generelt i forhold til hestene, så på rigtig mange punkter har jeg udviklet mig. Jeg har lært at håndtere det, og jeg har lært at tænke konsekvenserne i de handlinger, jeg har, i forhold til at jeg har en hest, der står og venter på mig. Nu er jeg ved at være klar til at arbejde med min angst og mine tvangssymptomer, så det næste skridt vi tager herude, det bliver at finde ud af, hvordan vi så gør det arbejde bedst og mest hensigtsmæssigt.”
Amanda fortsætter ikke kun kampen for sig selv. Selvom hun har det svært, så kæmper hun for alle, der lider under eller føler sig begrænset af tabuet og stigmaet omkring psykisk sygdom. Hun inspirerer, uddanner og hjælper uselvisk folk omkring sig ved at være hudløst ærlig om sine egne oplevelser. Ingen er sin sygdom, og det er Amanda et lysende bevis på.
Kort om Amanda Bonnevie
24 år gammel og bor på bostedet Egholt i Sorø, hvor hendes hest, Kilgast’s Shamira, også er opstaldet
Ambassadør for foreningen EN AF OS
Holder foredrag, kurser og oplæg blandt andet om selvskade, tvangstanker og om at være patient i psykiatrien
Underviser paramedicinere og politifolk i tvang i psykiatrien
Medudvikler af appen SAFE RSJ som har til mål at hjælpe selvskadende personer og deres pårørende
INSTAGRAM: amanda_bonnevie
SAFE RSJ app
Appen SAFE er udviklet af Psykiatrien i Region Sjælland i samarbejde med borgere og sundhedsprofessionelle. Den er skabt for at hjælpe mennesker, der begår selvskade eller på anden vis mistrives psykisk, deres pårørende samt sundhedsfagligt personale. Appen tilbyder blandt andet mestringsstrategier og beroligende metoder til brugere. Der arbejdes hele tiden på at udvikle og forbedre appen og dens indhold i samarbejde med forskere og en arbejdsgruppe af brugere. SAFE var desuden blandt de fem nominerede til Danske Regioners pris for Årets Borgerinddragende Initiativ 2020.
Appen er gratis og kan hentes til både iOS og Android.
SAFE RSJ app
Landsindsatsen EN AF OS
Den landsdækkende forening EN AF OS arbejder for at bekæmpe tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Indsatsen har blandt andet til formål at afstigmatisere psykisk sygdom og stoppe diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Mennesker med psykiske diagnoser har ret til at være og leve som en ligeværdig del af samfundet, og det kæmper EN AF OS for at gøre til virkelighed. Foreningen styrkes af et partnerskab, der siden 2010 har bestået af Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Regionerne, TrygFonden, Psykiatrifonden, KL, Socialstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning.
Har du brug for hjælp eller nogen at tale med?
Amanda anbefaler PsykInfo, som er et psykiatrisk rådgivnings- og informationscenter under alle Regionerne i landet. Hun understreger, at det er vigtigt, at man har professionelle og kompetente mennesker til at hjælpe sig.
Du kan kontakte Livslinien telefonisk alle årets dage på 70 201 201 mellem kl. 11.00 og kl. 05.00.
Du kan ringe eller skrive til BørneTelefonen fuldstændig anonymt på nummeret 116 111.
Navnet Mulawa er et aboriginal ord, der betyder ‘I skyggen af træerne’. Idag følger navnet alle araberhestene, der er født på stedet, og en Mulawa hest skal være genkendelig i både type og karakter.
I indslaget Fascinating Arabian horses at the Mulawa Stables fra FEI hører vi om tankerne bag avlsprogrammet, kærligheden til hestene, og ikke mindst hvordan Farrell familien arbejder med hestene i dagligdagen.
Araberheste og varmblodsheste
Farrellfamilien elsker heste og ridesport, og datteren Katharine Farrell var en succesfuld rytter i flere discipliner som ung. Kærligheden til dressuren trak dog i sidste ende det længste strå, og det var begyndelsen på Mulawa stutteriets varmblodsprogram.
Familien indså nemlig, at hvis Katharine skulle til tops i sporten, så havde araberhesten trods sine fordele for mange begrænsninger til at kunne være med. I dag har stutteriet derfor to sideløbende programmer – et med araberheste og et med varmblodsheste.
Favour Gersdorf var kun 2 år, da Nadja købt ham. I dag er han godt på vej i den absolutte topsport med sejren i Grand Prix i Almased Dressage Tour ved World Cup Herning. Næste mål på vejen er de internationale klasser ved Blue Hors Dressurfestival, som du kan streame her på siden i næsten weekend.
Interviewet er fra Riders Corner presented by Pavo, og hele programmet kan ses her.
