Svaret er simpelt. Drømmen om at have hestene hjemme på eget ridecenter.
Du kender måske Mille Jørgensen fra hendes Instagram eller TikTok der har selv samme navn. Mille har i hvert fald været aktiv på de sociale medier længe, og havde knap 100.000 følgere, inden hendes instagram konto blev lukket. Det var noget af en mavepuster, men Mille er ikke sådan lige at slå ud. Hun startede en ny konto, og er i skrivende stund oppe over 10.000 følgere.
Mille med hesten Belle – Foto:privat
På profilen deler hun ud af livet med sine 2 heste, sine marsvin og livet som en helt almindelig hestepige.
Efter købet af “Ruinen” besluttede Mille og hendes søster Rikke, som nogle måske kender som “Vrixen” på SoMe, at de ville dokumentere processen med at forvandle ejendommen til brugbart ridecenter.
Det første afsnit af serien “Fra Ruin til Ridecenter udkom på Youtube for en måned siden, og det 2. afsnit er netop udkommet. I den forbindelse har vi talt med Mille, og spurgt lidt ind til motivationen for at købe en Ruin.
Valget fald på “ruin” af økonomiske årsager, selvom det ikke er helt billigt at renovere, griner Mille
Økonomien spillede en stor rolle i købet af “ruinen”, også selvom det koster en del at renovere. Mille og Frederik, hendes kæreste, så på flere steder, inden de endte med at købe lige præcis den gård, der nu danner rammen om at få realiseret drømmen til virkelighed.
De hektar vi fik med, kunne vi ikke have fået andre steder, og jeg er vild med at valget fald på netop denne gård, selvom der er lang vej i mål.
En af de ting der ligger Mille meget på sinde, ud over arbejdet med hestene, der fylder meget i hendes hverdag, er at inspirere andre. Det har hun igennem mange år gjort på de sociale medier, og hun elsker den response hun får fra dem der følger med.
Mille fortæller: Jeg elsker de mange beskeder jeg har fået, f.eks. dem hvor følgere beskriver at de fleste ridepiger jo har denne drøm, og at de nu kan udleve den lidt ved at følge med her.
Herunder kan du se både første og andet afsnit i serien “Fra Ruin til Ridecenter”
Hestevrinsk og hove, der betræder fliserne, kan anes i baggrunden, da Zibrasport Equest ringer Mikkala H. Krog op en tilfældig hverdag. Hun har lige gjort dagens første hest klar til sin chef – Andreas Helgstrand. Hendes arbejdsplads er nemlig Helgstrand Dressage i Uggerhalne – og det har været sådan i snart 10 år. Hvis du har set Andreas Helgstrand til stævner i ind- og udland, har du højst sandsynlig også fået et glimt at Mikkala, for hun er hans tro følger i medgang og modgang.
– Til næste år har jeg været 10 år hos Helgstrand. Jeg gjorde min HF færdig, men jeg havde ikke lyst til at læse videre. Jeg var skoletræt og trængte til frisk luft. Det passede med, at jeg ringede og spurgte Helgstrand, om de manglede en hestepasser. Da jeg gik på HF, tog jeg desuden i erhvervspraktik i stedet for at besøge universiteter og lignende, som man ellers skulle. Jeg ringede til Marianne Helgstrand og spurgte, om de tog praktikanter – det gjorde de, og jeg kunne bare mærke, at det var den vej, jeg skulle gå, forklarer Mikkala, der altid har haft hest. Derfor lå det ikke fjernt for hende at blive hestepasser.
– Når jeg får en mærkelig ide, så skal den føres ud i livet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg dengang. De første to og et halvt år var jeg hestepasser for Anna Blomgren, hvor jeg fik en masser erfaring. Derefter stoppede Andreas’ hestepasser, og så spurgte de, om jeg ville overtage. Det var samme år, hvor de købte Akeem Foldager. Derfra gik det bare derudad. I dag er jeg Andreas’ faste hestepasser.
OL – og hvad så? 10 år på samme arbejdsplads er ikke alle forundt at opleve. Men Mikkala synes stadig, det er spændende at møde ind i stalden hver morgen.
– En almindelig hverdag for mig begynder med morgenstald fra syv til otte med pigerne. Det er altid ret hyggeligt. Jeg er oppe i hingstestalden, så jeg sørger for bandager på Revolution om morgenen, og Andreas har måske lige et par møder. Efter morgenstalden spørger Andreas, om vi er klar, og jeg siger, om hestene er færdige med at spise. Jeg sadler op, så det passer med Andreas’ møder, fortæller Mikkala, der stadig mangler at opleve én ting, selv om hun efterhånden har været med til de største stævner rundt i hele verdenen.
-Jeg har et mål, og det er at opleve OL. Og Andreas har altid sagt, at vi skal til OL. Men det er som om, vi ikke helt er nået dertil endnu, griner hun.
At Mikkala og Andreas har et helt særligt bånd, vidner deres interaktion om, når man ser dem på stævnepladsen.
– Andreas og jeg kender hinanden så godt, at nogle gange kan han snakke i telefon og så kan han lave nogle mærkelige håndtegn, hvorefter jeg tænker, at det nok betyder, at han skal have en hest gjort klar eller har et møde om fem minutter. Jeg kan kun tale for mig selv, men Andreas betror mig jo sine heste. Han siger, hvis der er noget, han vil have ændret, men ellers får jeg faktisk lov til at styre de fleste ting. Hvis jeg synes hestene har brug for en fridag, så siger jeg det, og han lytter. Det er også mig, der siger, hvem han skal ride først, fordi jeg kender hestenes rutiner. Andreas vil altid gerne ride den bedste først, men så må jeg forklare, at den måske lige skal spise først. Og så rider han en anden i stedet. Jeg kan mærke, at Andreas også lytter til mig.
En livsstil At være hestepasser er bestemt ikke et job, du bare holder fri fra.
– Det er en livsstil og ikke et arbejde fra 7 til 16. Man have den rette indstilling, men hvis man har det, så er det heller ikke noget problem. Jeg skal være fleksibel, fordi der kan ske uforudsete ting. Jeg bliver heller ikke påvirket af stress eller tager ting personligt, siger den erfarne kvinde, der ofte lægger fotos og videoer ud på Instagram, så hendes mange følgere kan få et indblik i hverdagen med topheste.
Og især én hest skiller sig ud fra mængden:
– Hver en hest er et nyt eventyr. Men Revolution tog jeg imod, da den kom hertil. Den hest er speciel, og jeg har ligget søvnløs over den hest. Vi har været til UVM og mange andre ting. Jeg føler det som om, det er mine heste også, fastslår Mikkala, der ikke spekulerer alt for meget over, hvor værdifulde de heste, hun har ansvaret for egentlig, er.
– Jeg forsøger at holde det hele så naturligt som muligt. Ferrari er nok den mest naturelle hest, man kan finde. Den har intet på benene på folden og går tit i skoven. Jeg tænker ikke over, at det er værdifulde heste. Jeg gør alt med omtanke – man skal bare tænke sig godt om, så går det hele nok
Første del af serien om grooms kan du læse lige her.
Hvem er du, og hvad er din baggrund? Jeg er primært uddannet pædagog. Jeg har taget en treårig instruktøruddannelse indenfor islandske heste. Efterfølgende har jeg taget en uddannelse, der hedder Centreret Rideinstruktør, der er en amerikansk uddannelse, så jeg har forskellige hesteuddannelser. I Danmark er der ikke en statsgodkendt uddannelse til rideterapi, så jeg synes godt, det kan være problematisk at kalde ting en uddannelse – det kan blive lidt forvirrende. Jeg kalder det kurser, selv om de er taget på skolen for rideterapi. Jeg har taget forskellige kurser inden for rideterapi – også med en psykoterapeutisk indgangsvinkel. Jeg prøver at søge ny viden hele tiden.
Jeg har beskæftiget mig meget med Green Care, som er en organisation, der handler om, hvordan vi bruger naturen. Og dyr er jo en del af naturen. Hvordan bruger vi det i forhold til mennesker, der har det svært. Jeg prøver at få det forenet med rideterapi, så alt bliver samlet. Jeg har altid været et menneske, der synes, at faglighed er vigtigt. Derfor fik jeg ret hurtigt stiftet rideterapeutforeningen – jeg har siddet som formand siden 2013. Dengang var rideterapi endnu ikke så udbredt – Tidligere var der meget fokus på det fysiske aspekt, så for at sikre fagligheden i arbejdet rent psykisk, stiftede vi foreningen.
Den fungerer således, at man skal have dokumenteret faglighed inden for mennesker og heste – derefter kan man blive medlem, så kommuner, institutioner og brugere kan gå ind og være sikker på, at dem, der er medlemmer af foreninger, er folk, der har en vis faglig baggrund.
Hvorfor blev du rideterapeut? Jeg blev opmærksom på, at heste kan noget helt andet end konkurrencer, da jeg arbejdede som pædagog og fik mine to første heste. Jeg blev mere bevidst om det psykiske. Når jeg besøgte mine heste, kunne jeg mærke, at ligegyldigt hvor stresset jeg var, faldt jeg til ro.
Det synes, jeg var ret interessant, så jeg lavede nogle projekter med nogle børn fra min SFO. Natur og heste indgik i disse projekter, og jeg fandt ud af, at der skete noget med børnenes relationer, når de var i selskab med hestene. I min optik er en pædagog uddannet til selvværd og relationer. Det er to hovedpunkter.
Relationerne blev helt anderledes, når vi var ude ved hestene, så det ville jeg bare arbejde videre med. Lige så langsomt fandt jeg ud af, at der er mere til det her end, at man bare falder til ro. Der sker en masse indeni. Så jeg startede en virksomhed op med 20 heste. Det hedder Frederiksens Isheste. Jeg fik ret meget at lave ret hurtigt, så jeg har arbejdet fuldtid siden 2008. Det er lidt usædvanligt for mange drømmer om at arbejde med heste, men kan ikke rigtig få gang i forretningen. Jeg ligger nær København, så det var ikke et problem.
Jeg har fokus på relationer og selvværd. Jeg er i gang med mit 12. år, så nu kan jeg sætte specifikke ord på, hvad der sker, når heste og mennesker er sammen.
Maja Frederiksen
Hvad sker der, når heste og mennesker mødes? Heste fungerer langt henad vejen ligesom os. Men den kan ikke reflektere ligesom os. Hesten bærer ikke nag eller stresser. Det kan kun mærke lige nu og her. For heste er relationer altafgørende – en hest dør uden sin flok. Den kan ikke sove, den kan ikke spise, den kan intet uden sin flok, så den er afhængig af relationer. Heste er så dygtige til relationer. De har pattedyrshjernen, hvor nervesystemet gør brug af at spejle og lære af hinanden. Deres sociale adfærd er bygget op omkring, hvordan flokken er – ligesom mennesker gør. Små børn kigger på de voksne og andre børn. Det er det, der kaldes spejlneuroner. Hesten er bare nærværende og til stede i nuet, hvilket meget få mennesker er i dag. Vi er hele tiden videre til, hvad vi skal nå i morgen, eller hvad vi gjorde i går. Det kan hesten ikke forholde sig til.
Hvem er hesteterapi gavnlig for? Hvis vi er stressede eller har for travlt, så kan hesten ikke håndtere det. Den går væk fra os. Hestene er gode til at signalere, at vi altså lige skal tænke lidt over vores adfærd. Og der kommer formidlingen fra rideterapeuten ind i billedet. Jeg skal kunne se, at hesten går væk, hver gang du prøver at gå hen til den. Kan du måske forsøge at mærke efter. Er du groundet, er der flow i din vejrtrækning, er du anspændt?
Det kan være en måde at bruge hesten. Hesten er kun krop, for den kan ikke snakke. Det kan også være, at vi skal ride. Så skal vi virkelig mærke hestens bevægelser og spiller sammen med den. Har vi spændinger i kroppen, vil det hindre hesten i at bevæge sig frit. Der kan vi altså også arbejde fra, selv om det tit foregår fra jorden. Vi har en masse teknikker, men det handler i bund og grund om at få afbalanceret nervesystemet hos mennesket. Hesten spejler hele tiden mennesket, så den er en god retningslinje. Hæver hesten hovedet lidt, så ved vi terapeuter, at der er en spænding hos eleven. Derfor er det vigtigt at vide meget om heste og mennesker. Personer, der har angst eller stress, er i alarmberedskab hele tiden. Der kan vi ikke holde ud at være i længere tid ad gangen, så der kan vi arbejde hesten og naturen. Der bruger vi ikke ressourcer på at være. I byen er der konstant støj og lys, og det bruger hjernen og kroppen energi på. Vi er hele tiden på overarbejde.
Hvilke brugere har i? Vi har alle mulige brugere. Vores begrænsning går ved voldelige mennesker. Det kan vi ikke tage ansvar for. Derudover har vi heller ikke personer, der motorisk ikke fungerer, for vi har ikke de systemer, der skal bruges. Så det sætter en begrænsning. Men folk med psykiske problematikker – det kan være kærestesorger eller langvarig angst. Voksne, der kommer fra misbrugshjem. Det kan være alle mulige problematikker. Vi har haft mange med spiseforstyrrelser og mange unge med angst. Derudover har vi også brugere med autisme og ADHD. Vi møder folk som hestene – med åbent sind. Vi behøver ikke at høre om diagnoserne.
Da Anna Kasprzak red på banen i Herning for et par uger siden på Fuhur og Addict de Massa, stod der en speciel kvinde på sidelinjen og heppede – og det er ikke en hvilken som helst kvinde. Jane Kallestrup har de seneste 10 år fulgt den dygtige dressurrytter i tykt og tyndt, for det er Jane, der trofast fletter, strigler og sørger for, at Annas heste har det som blommen i et æg.
Og tilværelsen som hestepasser, også kaldet groom, kan stadig, efter mange år i branchen, gøre Jane glad.
– Jeg har ikke arbejdet sammen med en, jeg har passet så godt sammen med før. Anna og jeg lader hinanden gøre vores arbejde. Vi taler sammen, men vi behøver ikke at sige noget hele tiden. Vi forstår bare hinanden, siger Jane, der stadig kan huske, hvornår hun begyndte at få rigtig travlt som hestepasser for Anna.
Gensidig respekt – Da Anna fik Pepe, tog det hele rigtig fart. Det var pludselig en helt ny verden, hvor den stod på OL, World Cup og andre store stævner. Jeg fik mere og mere ansvar. I begyndelsen af min ansættelse pakkede Anna og jeg stævneskabet sammen, men dengang var hun stadig youngrider. Ligeså stille overtog jeg mere og mere, forklarer hun.
Livet som groom er måske ikke for alle og enhver, for det er mere en livsstil end et arbejde, så man skal virkelig ville det.
– En almindelig hverdag for mig starter klokken syv om morgenen. Alt efter hvornår Anna er der, så lukker jeg heste ud eller går direkte i gang med at sadle. Nogle gange hjælper jeg også i stalden. Vi er ret gode til at spare med hinanden, men det er næsten altid mig, der sadler for Anna. Hvis jeg er der, så sadler jeg, og hvis ikke, så kan en af de andre også sagtens gøre det.
Vi ansatte hjælper hinanden med småting i løbet af dagen. Jeg fodrer også, hvis der er tid til det. Der er ikke nogen, der skal gøre dit og dat.
Jane Kallestrup
Aldrig kedeligt Jane har netop fejret 10-års jubilæum som hestepasser for Anna Kasprzak, der har base i Sønderjylland. Og det er bestemt ikke blevet ren rutine, selv om hun har været mange år på samme arbejdsplads. Hver dag er nemlig anderledes, når man har med levende dyr at gøre. Og Jane har samtidig fået mere og mere ansvar i takt med, hun har fået rutine.
– Det er fedt at være med til stævnerne. Jeg har haft lastbilkørekort i nogle år efterhånden, så jeg kører hestene til og fra stævner. Jeg bliver sendt afsted, og jeg sørger for, at de kommer på plads. Anna sørger for kredsdyrlæger og officielle dokumenter. Jeg skal egentlig bare tage mig af hestene.
I begyndelsen tænkte jeg over, at det var værdifulde heste. Det er noget af et dyrt læs, men jeg lader vær med at tænke over det nu. Det er jo lige meget, hvad de koster, hvis man kører galt, siger Jane, der altid har været interesseret i ridesporten.
Når Anna får en ny hest at ride, opbygger Jane også et forhold til den, for hun bruger mange timer i stalden. Alligevel har særligt en hest gjort indtryk på den erfarne hestepasser.
– Pepe (Donnperignon red.) er nok min favorit, for vi har brugt mange timer sammen og rejst rigtig mange steder. Jeg kan lide alle heste, men han er noget specielt. Han er min øjesten, og han er 21 år nu. Jeg er lige begyndt at ride på ham, og vi hygger os to gange om ugen. Han nyder at komme lidt i gang, fortæller den dygtige medarbejder hos Kasprzak Dressage.
Selv om Jane har rejst verden rundt med Anna og hestene, så er der også nogle ridt, der skiller sig ud.
– Det fedeste har været Annas regnvejrsridt i London. Det var så surrealistisk at stå i, og det glemmer jeg aldrig. Vi var så våde. Og derefter er det nok sølv i Göteborg. Man føler man er en del af sejre og nederlag, når man arbejder som groom. Rytterne er så søde til at fortælle, at vi er en del af det. Vi er en del af holdet. Jeg kan virkelig mærke, at folk har fået øjnene op for vores arbejde, og det er positivt.
Fra rytter til groom Janes vej ind i hesteverdenen var mere tilfældig end planlagt. Ligesom mange andre unge mennesker dedikerede hun et år efter gymnasiet til sin passion.
– Jeg skulle have et sabbatår. Jeg fik formidlet kontakt til Florida gennem min familie. Dengang var Mette Kjellerup lige kommet til USA – det var i 2005. Jeg fik visum til et år derovre, og det fangede min interesse at arbejde med heste. Da jeg havde været der et år, synes jeg ikke, at jeg var færdig med at arbejde med heste endnu. Jeg skrev til Blue Hors, så da jeg kom hjem fra Florida, fik jeg job på Blue Hors. Dengang var Andreas ansat, så det var rigtig spændende. Jeg var ansat der i to og et halvt år, og så skulle jeg prøve noget nyt.
Jeg var kortvarigt på Sjælland i en mindre stald, men jeg kendte ikke rigtig nogen derovre, så jeg tog hjem til Jylland igen, huske Jane, der derefter var hestepasser i en springstald.
– Jeg var hos Schou & Skouboe, som det hed dengang, hvor jeg lige prøvede mig selv af i en springstald. Det var noget af en omvæltning, men det var sjovt at prøve. For mig var det noget andet, for der er flere heste, og det hele er bare anderledes. Jeg blev nok bare bekræftet i, at jeg skulle være hestepasser for dressurrytterne.
Derefter fik jeg kontakt til Anna – hun søgte en hestepasser til sin nye stald. Min veninde arbejdede for hende, og de manglede en til. Og sådan gik det til, og så er jeg egentlig bare blevet hængende siden, griner Jane.
Hvis du vil følge i Janes fodspor, så har hun et par gode råd til en kommende groom.
– Hvis du vil være groom, så skal du være indstillet på at klø på og være åben. Du skal kaste dig ud i det og have ja-hatten på. Der er hårde dage med skadede heste, så det skal man være indstillet på og tro på, at man kommer igennem, slutter hun.
Sidste gang, politiet var til hest i Danmark, var fra 1998 til 2012 i København.
Før 1998 skal man tilbage til 1970’erne for at finde sidste periode med politiheste i Danmark.
Fra 1998 til 2012 var der mellem 10 og 12 heste i Københavns Politis rytteri.
For at komme til hest skal man have været politibetjent i mindst fem år. Man skal kunne ride, og det bliver testet til en prøve, hvor man skal ride tre forskellige heste.
Krav til en politihest
Hesten skal være mellem 5-10 år og være tilredet. Vallaker er foretrukket.
Højde: 167-175 cm i stangmål.
Temperament: Rolig, stabil, modig. Den skal kunne bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion.
Hesten skal kunne bestå et helbredstjek inkl. gennemsyn af dens sygdomshistorik.
