Torsdag den 13. maj løber eventen af stablen, og Ryttergaarden Ravnkilde er én af de mange rideklubber, der har planlagt en spændende dag.
Rideklubben ligger i Nørager og beskriver sig selv som en frivilligt drevet rideklub med passion for heste, deres trivsel, pasning og plejning. Ryttergaardens mål er, at der skal være plads til ryttere på alle niveauer, en masse hygge og her er alle velkomne.
Følg med live
Mangler du inspiration til, hvad du skal lave, når #aktivesammeniridesporten sættes i gang, så hop ind på Zibrasport Equests Instagram.
Her vil Ryttergaarden Ravnkilde lave takeover fra morgen til aften – og der bliver masser af underholdning.
Nanna Skodborg Merrald har adskillige sejre og placeringer bag sig. Først som ponyrytter, siden i ungdomsrækkerne, hvor hun havde forrygende succes på DV-vallakken Millibar e. Milan med EM-guld for juniorer, og siden kvalificerede parret sig til World Cup finalen i 2014, hvor Millibar desværre var halt, da han nåede frem til stævnepladsen i Frankrig. De efterfølgende år kæmpede Nanna, hendes træner Michael Søgaard og dyrlægerne for at få Milibar tilbage i sporten igen, uden held.
Vil du arbejde på Blue Hors?
Mens Milibar var på skadeslisten uddannede Nanna to heste til Grand Prix, heste som familien havde opkøbt som føl. Nannas talent er åbenlyst, og for halvandet år siden ringede telefonen i hendes hjem på Sjælland; Ulrik Sørensen, der er sportschef på Blue Hors tilbød hende et job som rytter. Og det har hun ikke et minut fortrudt, fortæller hun bl.a. i dette videointerview med den flittige rytter, der foruden Grand Prix-hestene Blue Hors Zack, Atterupgaards Orthilia og Blue Hors St. Schufro har flere heste på vej mod den store sport. Du kan også høre Nanna fortælle om Blue Hors Zack i artiklen: Nanna har fundet knapperne på Zack
Universitetsuddannet rytter
Nanna har en bachelor i molekylærbiologi fra RUC. Det har taget lidt længere end planlagt at få den uddannelse gennemført. Som Nanna fortæller, har ”hesteriet” taget lidt overhånd undervejs i uddannelsen, men hun blev færdiguddannet et halvt år efter hun startede på Blue Hors. Nu er hun rytter på fuld tid på Blue Hors, og har ry for at være fokuseret og myreflittig. Hun har trænet hos berider Michael Søgaard siden ponyårene, og det er fortsat ham, som rejser med Nanna til stævner, og hjælper hende med uddannelsen af hestene på Blue Hors. Det har været en omvæltning at være ansat rytter, fra at være selvstændig på forældrenes ridecenter på Sjælland, men jobbet giver Nanna en anden form for frihed. Og et godt, professionelt team af gode kolleger i dagligdagen, fortæller hun.
Elsker at ride de unge
Nanna elsker at uddanne sine heste selv fra en ung alder. Der skal noget overtalelse til, hvis hun skal i sadlen på de 3-årige hingste, fortæller hun, men derudover nyder hun arbejdet og vejen fra unghest til Grand Prix. Hun er meget taknemmelig over at have topheste som Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia i den store sport. Den erfaring de giver hende, kan hun bruge i uddannelsen på de yngre talenter. ”Det er en perfekt kombination, at jeg kan uddanne ungheste, og få lov til at ride op ad midterlinjen på de ældre stjerner,” slutter Nanna Skodborg Merrald.
Hvis man kigger i kalenderen er der længe til ECCO FEI World Championships Herning – Denmark i august 2022. Men hvis du skal booke hotel – er det nu!
Salget af hotelværelser til Herning2022 er netop åbnet. Du har en unik mulighed for at booke et af de få ledige værelser i Herning og omegn. Der er allerede stor efterspørgsel på overnatningsmuligheder under det firedobbelte verdensmesterskab i Herning fra den 6. til 14. august 2022.
Sammen med de 800 ryttere og 100 officials, som skal indkvarteres i Herning, forventes der omkring 200.000 besøgende til det store event.
Derfor forventer vi anselig efterspørgsel på de endnu ledige hotelværelser, og salget følger ”først til mølle” princippet.
Hvis du i stedet tænker, du vil bo helt tæt på, hvor det hele sker, er campingområdet – The Village måske lige noget for dig? Her bor du i gåafstand til EquiPark, oplevelsesområdet der binder de tre konkurrence arenaer sammen.
Du kan leje telte eller campingvogne via vores hjemmeside, eller tage dit egen med. Vi har store planer for underholdning og oplevelser i The Village under stævnet.
Ved weekendens Grand Prix og Grand Prix Special ved CDI*** i Verden, var Trine Mittag Jensen eneste dansker. Og hun repræsenterede Danmark på fineste vis.
Lørdag skulle Trine og Gammelenggårds Easy på banen og ride Grand Prix – de red et flot program, der blev belønnet med 69,609%. Det resultat levede næsten op til Trines ambitioner – hun gik nemlig efter de magiske 70%.
“Jeg er på mange måder rigtig godt tilfreds med stævnet. Jeg syntes, mange af tingene lykkedes for os, og vi havde ingen tekniske fejl af betydning. Vi lå tæt på placering begge dage og lå til placering hos et par af dommerne,” fortæller Trine til Zibrasport Equest.
Øvelsesstærk
Om søndagen skulle ekvipagen ride Grand Prix Special. Også her gav dommerne flotte karakterer til den danske duo – 69,191%. Indridningen og etter-changementerne var nogle af øvelserne, som faldt i dommernes smag, og her faldt der flere 8-taller.
“Jeg fokuserede på de gode ting, og vi hentede bl.a flere 7,5, 8 taller nu og et enkelt 8,5 i indridning. Så hele billedet er generelt blevet bedre det seneste års tid. Det var fantastisk oplevelse, og vi gjorde, hvad vi kunne og er meget tilfreds med vi for fjerde program i streg rider stort set helt fejlfrit og det kræver noget på det niveau.”
Farlige reklamer
“Vigtigst var gode rideture, godt humør og et dejligt stævne med søde og rare mennesker over hele linjen. Jeg har selv været meget afslappet omkring det hele, og jeg taget det hele oppe fra og ned. Jeg fik det bedste ud af alt. Easy er så nem at have med og føler sig altid hjemme. Dog er han ikke vild med reklamer på dressurhegnet,” konstaterer rytteren fra Rødding.
Næste mål er DM
Trine og Easy har dannet par i mange år. Hun fik ham som fireårs, og i dag er vallakken ( e. LIGHT AND EASY) blevet 13 år. Efter turen til Verden står den nu på en smule afslapning for den trofaste dressurhest.
“Han får et par dage fri, for det fortjener han på fold, og så føler jeg formen er der til DM,” fastslår Trine.
Når Equitour bliver afholdt den 21.-23. maj er Trine Mittag og Easy altså at finde på startlisten. Zibrasport Equest streamer hele stævnet.
Seniorspringrytterne rider holdkonkurrencerne i anden division (Nations Cup). Målet er at avancere til den bedste række, første division. Det vil give rytterne adgang til nogle af de bedste stævner på 5-stjernet niveau. Samtidig vil det give rytterne den optimale forberedelse til ECCO FEI World Championships 2022 i Herning.
Landstræner Bo K. Møller fortæller, at rytterne er meget motiverede, og de ser frem til CSIO Equitour i Uggerhalne i midten af juni. Stævnet er den ene af to kvalifikationer til ligafinalen i Warszawa, og derfor er resultatet i Uggerhalne af stor betydning.
Det er lige på og hårdt
”Der er mange stævner, som er blevet aflyst, derfor er der ikke en semifinale i år, men to kvalifikationer i Uggerhalne og i Drammen inden finalen,” fortæller Bo K. Møller, og han fortsætter: ”Det er lige på og hårdt for rytterne.”
Med kun to stævner som afgør om der er en finaleplads eller ej, er presset stort på rytterne. Håbet er at avancere til første division næste år, for det vil give springrytterne den bedste forberedelse til VM i august 2022 i Herning.
Landstræneren har haft flere ryttere i spil ved Nations Cup de senere år, men i år bliver det det absolut stærkeste hold han skal stille i Uggerhalne og i Drammen. Efter ligafinalen i Polen rykker de to bedste nationer op i første division, og dermed øges konkurrencen væsentlig ligesom kvaliteten af stævnerne og banernes sværhedsgrad optimeres. Danmark var i første division tilbage i 2011, men det blev kun til en sæson i den bedste liga. Forskellen fra dengang til nu er, at der er flere ekvipager, der kan ride klasser på dette niveau. ” Så vi er ikke så sårbare,” forklarer Bo K. Møller.
Hvad med OL?
Sidste år sikrede Emil Hallundbæk en dansk plads ved OL i Tokyo. Den er nu i spil blandt de bedste ryttere. Om dette siger Bo: ”I forhold til OL, skal der nomineres tre ryttere (til OL) efter CSIO-stævnet i Uggerhalne. Den 5. juli skal jeg nominere den, som skal afsted. Alle tre ryttere vil dog være i spil frem til karantænen den 16. juli. I praksis betyder det, at de to andre skal kunne dokumentere, hvor de er, så de kan træde til, hvis den nomineredes hest skulle blive skadet.
Fra Uggerhalne til EM i Tyskland
De tre OL-nominerede ryttere vil danne grundstammen i det hold, som landstræneren udtager til EM i Tyskland i starten af september. Konkurrencen om pladserne spidser til mellem rytterne, og CSIO-stævnet i Uggerhalne vil, sammen med sommerens internationale stævne, give landstræneren informationer til brug for udtagelsen.
”Fordi der udelukkende afvikles 3-stjernede konkurrencer ved Equitour, er det ikke plads til mere end 15-16 danske ryttere. Og det er blandt dem, rytterne til mesterskaberne skal findes.” Det betyder landstræneren stiller med det strækest mulige hold ved Equitour, hvor Nations Cup konkurrencen afgøres om fredagen. I næste uge vil Bo K. Møller sætte navn på de fem ryttere, som er i spil til landsholdet i Uggerhalne. I Zibrasport Equests store videoarkiv kan man danne sig indtryk af, hvad Nations Cup kræver af ryttere og heste: Se eller gense TITAN Containers A/S CSIO3* Nations Cup fra Equitour Aalborg 2018!
Med godt vejr, en fantastisk udsigt og masser af flot dressur var landsstævnet hos Frederiksværk Rideklub endnu engang en succes. Vi streamede fra stævnet lørdag d. 8. maj og søndag d. 9. maj, hvor der blev redet fra MB til Grand Prix Special – samt afviklet 1. kvalifikation af Bundgaard Byg Cup.
Hvad kan du se? Mange topryttere var på banen i Frederiksværk. Cathrine Dufour var til start i Grand Prix med talentfulde Vamos Amigos, og parret scorede over 77%! Ryttere som Nanna Skodborg Merrald, Joachim Thomsen, Selina Solberg Vittinghus, Sara Aagard Hyrm, Carina Nevermann Torup og mange flere havde også taget turen til det Nordsjællandske og viste flere spændende heste frem foran dommerne.
Er du Premium Medlem kan du nu se – eller gense alle klasserne i arkivet ved at følge linket nedenfor.
Beslutningen om at flytte stævnet er taget i fællesskab af DI’s bestyrelse, sportskomiteen og arrangørgruppen for DM i sport 2021. Det er også besluttet, at et evt. overskud fra DM går til DIs junior arbejde. Det store mesterskabsstævne flyttes til Tvisturs baneanlæg i Aalborg. Stævnet vil fortsat blive afviklet d. 7.-11. juli, således som det oprindeligt var planlagt.
På deres hjemmeside skriver Dansk Islandshesteforenings (DI) skriver blandt andet:
“Argumentet for at afholde DM i Sport i Herning var, at rytterne skulle have mulighed for at ride på VM-banen. Men da VM desværre blev aflyst, er dette hensyn ikke længere aktuelt. Siden er landskuet ligeledes aflyst, hvilket ville have betydet, at tidligere delte omkostninger nu kun ville tilfalde DM.
Begrundelserne for at flytte DM i Sport til Aalborg er bl.a., at det sikrer, at mesterskabet kan gennemføres økonomisk rimeligt både for DI og for rytterne. Det vil blandt andet betyde, at deltagergebyret bliver væsentligt lavere.”
For et par uger siden annoncerede Helgstrand Dressage, at de havde solgt avlshingsten Vivino efter Vivaldi/Dancier til spanske Alejandro Asencio Méndez.
Og nu har de solgt yderligere to af deres unge dressurtalenter, der også er aktive i avlen. Syvårige Valverde efter Vitalis/Ampere (avler Reesink Pferde) og syvårige Springbank II VH efter Skovens Rafael/De Niro (avler Tobias Hansson/Västra Hoby Stuteri AB) er blevet erhvervet af Yara Reichert fra Tyskland.
Det perfekte match
“Det betyder rigtig meget for os, når en rytter som Yara vælger at kontakte os for at se, om vi kan finde det perfekte match. At hun så falder for to af vores allerbedste avlshingste er et stort skulderklap til hele teamet. For successen påhviler jo ikke alene de personer, der formår at selektere de gode heste, men også dem, der uddanner dem med henblik på at mestre dressursportens sværeste øvelser,” fortæller Andreas Helgstrand.
Succes i sport og avl
“Vi selekterer de bedste heste i verden, og her har vi med to hingste at gøre, der ikke bare har de kvaliteter, som den moderne avler efterspørger, men som også grundet deres fænomenale ridefærdigheder og temperament gør sig exceptionelt i sporten. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi må skuffe avlerne i forhold til, at de ikke længere står hos os, men vi håber, at der også er et ønske om at give hingstene de bedst mulige betingelser for at få en plads i den absolutte elite, se dem vokse med opgaven og få den internationale anerkendelse og succes, som de fortjener,” lyder det fra Andreas.
Stadig tilgængelige i avlen
Valverde og Springbank II VH vil være tilgængelige på frost i avlssæsonen 2021 gennem Helgstrand ved at rette henvendelse til enten vores tyske samarbejdspartner, Deckstation Paul Schockemöhle i Mühlen eller Lene Birkemose ved Helgstrand Dressage.
Favour Gersdorf kom til verden i 2013, men selv om den velgående hest efter FOUNDATION – LEANDRO dermed kun er otte år, så har han allerede vist sit værd og talent som dressurstjerne.
Til weekendens landsstævne i Frederiksværk satte han og rytteren Nadja Sloth en tyk streg under, at de altså har helt tjek på dressurens sværeste øvelser.
Fredagens Intermediare 2 blev startskuddet til et stævne med flotte procenter og rosetter for den harmoniske ekvipage.
Flot debut
“Det var faktisk vores debut i Intermediare 2, men vi havde også vores bedste tur i netop den klasse. Han gik helt uden fejl, så jeg var meget tilfreds. Det var weekendens højdepunkt. Jeg har haft Favour Gersdorf, siden han var to år,” fortæller Nadja.
Parret scorede72.281 %, hvilket rakte til en andenplads i klassen.
“Jeg havde ambitioner om at få en god hest, men han er bedre end forventet. Han er virkelig vokset med opgaven. Han har ikke været en wauw-hest. Det er først kommet, da han blev seks år. Han er mega ridelig og siger altid ja til opgaven.”
Samlet vinder
Lørdag stod der Bundgaard Byg Cup – Intermediare 1 på menuen for Nadja og hendes trofaste makker. Og de fortsatte den gode stime fra fredag.
“Jeg havde en rigtig god tur om lørdagen. Jeg fik et fint flow i traven og vist gode øvelser i galoppen.”
Og det var dommerne enige i. 73.728 % og en sejr blev de belønnet med.
Glemte sporerne
Søndag var lige ved at blive en tand for spændende for Nadja. Inden hun skulle på banen og ride kür, opdagede hun nemlig, at hun ikke havde fået sine sporer med til stævnet. Og så var gode råd dyre.
“Jeg var lidt udfordret, da jeg skulle ud at låne et par spore, ford han er sensitiv. Men han var flink på banen, selv om jeg endte med at ride med længere sporer, end jeg plejer,” fortæller hun.
75.208 % gav dommerne for programmet til musik, og det resultat var altså nok til at parret løb med den samlede sejr i kvalifikationen.
“Nu skal jeg fortsætte med træningen herhjemme, og så skal vi forsøge at blive klar til Grand Prix. Han kan alle øvelserne. Han skal bare være lidt stærkere. Vi har bestemt ikke travlt. Jeg håber også, at vi kan komme et international stævne og ride lille tur.”
Da Nations Cup i Prag i fredags blev afgjort, var det lige ved og næsten, at Dannebrog skulle helt til tops. Det danske hold måtte dog “nøjes” med en flot andenplads efter, de fire ryttere havde redet nogle imponerende runder på springbanen.
Især den regerende danmarksmester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegårdens Gladiola, som også har succes som avlshingst, var flyvende i Tjekkiet. Parret red dobbelt nul, hvilket var med til at sikre det danske hold andenpladsen.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Små tidsfejl
Også de resterende tre danske ekvipager gjorde det godt.
Rikke Haastrup, som medvirkede i Riders Corner i marts, og Nomanee havde fem fejl i første runde og fire fejl i runde to, mens Konstantin Deeken Künnemann ligeledes blev noteret for fem fejl i første runde. I anden runde sprang Ak’s Crowney fejlfrit, og det blev dermed kun til en enkelt tidsfejl for den unge ekvipage.
– Det var selvfølgelig en fantastisk oplevelse at ride sin første Nations Cup for senior. At det så ovenikøbet blev til en andenplads i et så stærkt felt var bare over alt forventning. Det betyder rigtig meget, at der en god holdånd på de her ture. Og jeg er ret sikker på, at det er med til at gøre, at Danmark kan blande sig med de bedste i sådan en klasse.
Der har været fantastisk stemning på holdet, og alle har været rigtig gode til at hjælpe hinanden.
Konstantin Deeken Künnemann
Taknemlig for Ak’s Crowney
– Ak’s Crowney har jeg selv tilredet da han var fire år gammel, så vi kender hinanden ret godt efterhånden. Min far red ham nogle år, mens jeg var i Tyskland for at arbejde, men jeg var så heldig at få ham igen, da jeg kom hjem. Han har en helt fantastisk indstilling til tingene og kæmper altid for hans rytter. Samtidig har han så vildt meget kapacitet, som gør, at du sjældent føler, at et spring er for højt. Det gør tingene meget nemmere på det her niveau, fastslår den dygtige debutant.
Andreas Schou stillede til start på Diacardo BS, og de forstår tydeligvis at ride fejlfrit, når det gælder. Den 10-årige vallak rev ingen bomme ned i de to runder – kun en enkelt tidsfejl i hver runde blev det til.
Samlet set rakte præstationerne til en andenplads i Nations Cup. Vinderen blev Tjekkiet, mens Belgien indtog tredjepladsen efter det danske team.
– Det er helt vildt. Når man tænker på, at jeg bare har siddet på ham i 15 gange inden jeg tog afsted. Hvad kan det ikke blive til, fortæller Tina Ljumgstrøm Chabert Jensen fra det internationale paradressurstævne i Mannheim denne weekend. I parrets første internationale start sammen, er det blevet til hhv. en første og en andenplads med 74,345% og 74,286% dommerne var i dag lidt uenige om Tinas præstation på DV-hesten Skovens Rosselli e. Blue Hors Romanov. Hvor to dommere havde parret på hhv. 75 og 76% gav den sidste dommer hende 71%, og dermed blev de slået med lille margin af en finsk rytter.
Søndag formiddag gentog Tina og Skovens Rosselli sejren fra første konkurrencedag, da de i kür scorede 76,578% til en sikker sejr.
Ridning holder Tina igang Tina rider i Grad I, den laveste grad for ryttere med det største handicap. Hun har sekundær progressivsclerose, den aggressive variant. Ridning og medicin kan holde Tina kørende, og især ridningen har betydet, hun ikke mister muskelmasse, men det kræver en indsats, og hun rider 6 gange om ugen.
Mistede Ælling til tarmslyng Den først hest Tina blev sat op på, da hun var kommet i gang med ridningen via ridefysioterapien var Ælling. Sammen med ham har hun opnået sejre og placeringer nationalt og internationalt. Hun og Ælling var kvalificeret til PL i Tokyo, men pludselig blev Ælling syg.
– Han fik akut tarmslyng, fortæller Tina. Ælling har aldrig haft en sygedag, så det var et chok for Tina. Ælling overlevede ikke sygdommen. – Jeg blev rigtig ked af det, meget. Vi har udviklet os sammen, og jeg har redet ham i 6 år.
Det blev igen hendes fysioterapeut Helene Elisabeth Sloth, som kom til undsætning. Tina blev, som et forsøg, sat op på Skovens Rosselli, der er ejet af Helenes mand Frederik Kolmorgen. Og de to viste sig at passe sammen. Tina red en klasse for O-dommer Leif Törnblad til 73%, og så blev hun opfordret af landstræner Astrid Gemal til at melde til start ved det internationale stævne i Mannheim. – Det var noget af et sats, fortæller Tina fra Mannheim med smil i stemmen, og forståelig glæde over resultatet.
Tina Ljumgstrøm Chabert Jensen og Skovens Rosselli.
Fokus og drømme om PL – PL i Tokyo er en drøm, det har det været længe, og det er det fortsat – nu med Rosselli, understreger Tina. En ting er at ride derhjemme, noget andet er at komme til stævne i nye omgivelser, men Rosselli har vist sig at klare det med overskud. – Han er meget lydhør overfor mig. Jeg taler til ham hele tiden, for der kommer jo nogle ufrivillige bevægelser fra mig, og dem skal han lære at ignorere. Det går godt, og Rosselli har også lært at stille sig ved rampen, som Tina skal bruge for at komme i sadlen. – Det er som om, han ved det hele – det skal vi nok klare sammen. Jeg har hurtig fået lavet en kür til søndag. Der er så mange faktorer, der spiller ind, men han har en god og taktfast skridt, og det giver mest. Han tager nogle store skridt, modsat Ælling, der gik med korte skridt. Det betyder faktisk, at jeg meget bedre kan svinge med ham, for jeg kan bedre følge ham, balancemæssigt.
Tina har blikket rettet mod PL Først efter DM ved Equitour i Pinsen sammensætter landstræner Astrid Gemal holdet til Tokyo. Mens raskryttere mest fokuserer på hestens udvikling og uddannelse, har paradressurrytterne deres egen, fysiske begrænsninger, som de skal passe. For Tina kan der pludselig komme en forværring af sygdommen. – Det må bare vente, det kan det godt glemme, siger Tina afslutningsvis med fasthed i stemmen. Sygdom eller ej, målet er en landsholdsplads og en start for Danmark i Tokyo. Start- og resultatlister