Skip to main content

Author: admin

Charlotte Heering og Bufranco scorer 72.413 %

Første ekvipage på banen i onsdagens Grand Prix i Tyskland repræsenterede Danmark. Charlotte Heering og den 15-årige Bufranco (efter Negro) har taget turen til Mannheim, hvor der de kommende dage bliver afholdt CDI4*.

Og Charlotte satte barren højt for de resterende deltagere. Intet mindre end 72.413 % blev de belønnet med efter et rigtig fint program uden egentlige fejl.

Kommentatoren sagde om det danske islæt:

Charlotte har jo masser af erfaring, og hun har redet på højt niveau i mange år.

TV-kommentator

– Tilbagetrædningen blev lidt forhastet, og her i passagen er han måske lidt for aktiv i munden, men han ser ikke utilfreds ud.
Han har en dejlig og ens passage – en vellykket piaf/passage-tur.
Man kan ofte se, at ekvipager kender hinanden godt. De viser en flot flydende galop-travers og sikre changementer også. De rider et stabilt program. Hun slutter flot af med en super passage, lød kommentaren, som dommerne tydeligvis var enige i.

Grand Prixen er adgangsgivende til torsdagens Grand Prix Special.

Rutineret duo

Charlotte og Bufranco har dannet par i mange år, og deres resultater tæller bl.a. en flot placering til World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i efteråret 2020.

https://www.instagram.com/p/CGfbEhbh8Gu/?utm_source=ig_web_copy_link

Bella Rose gør comeback

Det er ikke hvem som helst, Charlotte Heering konkurrerer imod til stævnet. Længere nede på startlisten finder man Isabell Werth og den nu 17-årige hoppe Bella Rose. Man skal helt tilbage til EM i Rotterdam i 2019 for at finde dens seneste optræden til et stævne, men nu er det blevet tid til et comeback på den internationale stævnearena.

Også Jessica von Bredow-Werndl, Hubertus Schmidt og Matthias Alexander Rath kan opleves i klassen.

Se startlister og resultater

Gense DM 2020, hvor Charlotte Heering stillede til start på Bufranco

Du kan følge CDI4* her

Nanna og Daniel nu i A-truppen

På baggrund af bl.a. sidste uges resultater ved det 4-stjernede CDI-stævne i Hagen har landsholdsteamet for U25- og seniorrytterne foretaget et par justeringer i bruttogruppen for seniorer. Det betyder, at Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skodborg Merrald begge rykker fra B-gruppen op i A-gruppen. Derudover er sportsplanen for 2021 desuden blevet opdateret, hvilket bl.a. betyder, at CDIO-stævnet i Compiegne nu er et udtagelses-/iagttagelsesstævne, fortæller Dansk Ride forbund.

Hvad er sportsplan og bruttogrupper?
Dansk Ride Forbund har sportsplaner for dressur, springning, military og paradressur. Om den skrives der: Sportsplanen har til formål at informere om sæsonens bruttogruppe- og landsholdsaktiviteter. Sportsplanen skal være pejlemærke for de normer, værdier og retningslinjer, man som bruttogruppe- og landsholdsrytter og -træner i dressur skal være ambassadør for og virke under. Sportsplanen har endvidere til hensigt, på en åben og transparent måde, at afstemme krav og forventninger til de ryttere, der indgår i DRF’s bruttogrupper og landshold.

Bruttogruppen
På baggrund af resultater fra sæsonen 2019 og 2020, samt landstrænerens vurdering af en rytters fremadrettede udviklings- og resultatpotentiale, defineres en bruttogruppe. Bruttogruppen består af de ryttere, der indplaceres i henholdsvis A, B, C og U25-grupperne, og skal betragtes som gruppen af ryttere, som DRF vurderer, har et særligt resultat- og udviklings-potentiale. Rytterne i bruttogruppen har således landstrænerens og holdlederens særlige opmærksomhed i forhold til den enkelte rytters udviklings- og resultatpotentiale, sparring på forbedrings-potentialer, trænings- og stævneplan og i forbindelse med iagttagelse med henblik på udtagelse til sæsonens landsholdsaktiviteter.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Blue Hors

Den opdaterede seniorbruttogruppe i dressur ser således ud:

A-gruppe*

  • Andreas Helgstrand
  • Anna Kasprzak (barsel)
  • Carina Cassøe Krüth
  • Cathrine Dufour
  • Charlotte Heering
  • Daniel Bachmann Andersen
  • Lone Bang Larsen
  • Nanna Skodborg Merrald

B-gruppe

  • Agnete Kirk Thinggaard
  • Anna Zibrandtsen
  • Dennis Fisker
  • Helene Melsen
  • Trine Mittag Jensen

C-gruppe

  • Anne Troensegaard
  • Betina Jæger Jensen
  • Michael Søgaard

*Anders Dahl er ikke længere en del af bruttogruppen.

https://www.instagram.com/p/COE3VLIhPQB/?utm_source=ig_web_copy_link
Daniel Bachmann Andersens kür på Carso’ni i Hagen.

Årets første livestreaming

Vi har ventet længe på at kunne komme ud og streame ridesport – og nu ser det endelig ud til, at stævnerne for alvor tager fart igen.
I weekenden er der B-stævne i springning hos Riders Cup, og vi sender LIVE søndag den 2. maj hele dagen, hvor der blandt andet afvikles første afdeling af den spændende turnering Walber Cup. Du kan læse mere om Cuppen her, hvor der i år er tilmeldt 21 hold, og hvor de bedste hold mødes i finalen om Agria DRF-mesterskabet i springning for klubhold senere på året.

Se med hjemmefra
Premium Medlemmer har fri adgang til eventet på søndag, mens Basic Medlemmer kan købe Pay pr view til 79 kr. Det foreløbige program ser således ud:
LA1 (115 cm.)
LA2 (120 cm.)
MB1 (125 cm.)
MA1 (135 cm.)
Walber Cup 1. kvalifikation (18 hold)
Se alle Start- og resultatlister

Og allerede næste weekend er der atter LIVE på Zibrasport Equest – når vi er hos Frederiksværk Rideklub og streamer fra B-stævnet i dressur.

Klik her for at få adgang til streamen fra Riders Cup

DRF’s ærestegn tildelt 12 ildsjæle

Ved Repræsentantskabsmødet blev der der uddelt ikke mindre end 12 DRF’s Ærestegn til personer, der har udøvet en betydelig indsats til fremme af ridesporten.

Stort tillykke til:

  • Anne Birgitte Gammeljord
  • Bent Schultz
  • Britha Skov
  • Dorte Paludan
  • Hanni Toosbuy Kasprzak
  • Jette Dreier
  • Jørgen Dreier
  • Jørgen Jørgensen
  • Jørn W. Jørgensen
  • Kirsten Søgaard
  • Lis Mølholm Juul
  • Marianne Sønderlund

Modtagerne får deres ærestegn i august
Under normale omstændigheder bliver Dansk Ride Forbunds ærestegn uddelt fysisk på det årlige Repræsentantskabsmøde, men fordi der grundet COVID-19 har været afholdt onlinemøder i både 2020 og 2021, har det ikke været muligt at gøre som vanligt. Derfor er modtagerne blevet inviteret til en frokostfejring i selskab med bestyrelsen den 19. august, hvor de vil blive hyldet og modtage deres fysiske ærestegn.

Du kan læse referatet her fra Repræsentantskabsmødet.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Nathalie: Der er stadig lektioner, der skal øves

I år er OL-år, det kræver en nøje planlægning, den helt rette forberedelse og managering af både ryttere og heste. Selv under ”normale” omstændigheder, kræver den optimale OL-forberedelse og sammensætningen af holdet meget planlægning, og rytterne skal vise og bevise deres værd og form for landstræneren. Det seneste år har været langt fra ”normalen”. Coronapandemien har betydet, at rytterne (og hestene) i den grad mangler stævnerutine. Derfor var der stor interesse for det internationale stævne i Hagen i slutningen af april, hvor de bedste danske ekvipager kom i konkurrence med topryttere fra bl.a. Tyskland, England og Sverige – nationer, som sammen med Holland og USA, traditionelt er i konkurrence om holdmedaljerne ved de internationale mesterskaber.

Som man kan læse i artiklerne fra Hagen på Zibrasport Equest, var der mange flotte, danske præstationer:
Nanna: Det var en god start
OL-kvalifikationen er i hus
Carina og Danse helt i top i Hagen
Nanna og Farrell brillerede igen i Hagen
Carina og Danse bedst i Specialen
82% til Nanna og Blue Hors Zack
Topplaceringer til Nanna og Daniel i søndagens Grand Prix

Ros til Nanna fra landstræneren
Især Nanna Skodborg Merrald fra Blue Hors fik stor ros fra landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein for sine præstationer i Hagen: – Det glæder mig, at Nanna har fået Zack til at se så glad og tilpas ud. Det er et par store sko hun skal fylde efter Daniel (Daniel Bachmann Andersen, der har uddannet hingsten til Grand Prix), men det mestrer hun. Det er virkelig flot.

Cathrine Dufour kom til start med sin kun 9-årige Vamos Amigos, om ham udtaler landstræneren: — Vamos Amigos udviklede sig under stævnet. Der er fortsat et stykke vej, specielt hvad galopprogrammet angår, men de har fundet ud af, hvor de skal hen sammen. I starten af Specialen så de fantastiske ud, så kom fejlridningen, og det kostede lidt på fokus, ro og overblik.

Der er lektioner, som skal gøres
Selvom Nathalie zu Sayn-Wittgenstein generelt var tilfreds med danskernes ridning i Hagen, så er der fortsat nogle lektioner, som skal gøres hjemme i træningen. Nogle mere end andre, men der er også heste til fremtiden. – Daniels (Daniel Bachmann Andersen) Marshall-Bell er bliver en hest til fremtiden. Den udviklede sig også under stævnet. Og sådan er det, når træneren står der hver dag, så rider man anderledes, det gør jeg også selv, bemærker Nathalie. Daniel skal ride Carso’ni ved et stævne i München, i håb om at han kan få den sidste OL-kvalifikation i hus. Landstræneren satser ikke på, at unge Marshall-Bell skal på et fly til Tokyo, men parret er fortsat i spil til EM i september, og til VM på hjemmebanen i Herning i august næste år.

Hvor skal rytterne hen for at forberede sig?
Det er vanskeligt at lægge planer for rytterne, for der er blot få internationale starter tilbage inden udtagelsen til OL i Tokyo. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Anne-Mette Binder arbejder på en plan for holdet og rytterne, så forberedelserne bliver optimale, og landstræneren får en chance for at sammensætte det stærkest mulige hold. Charlotte Heering skal nu til Mannheim, hun har været til en sidste træning hos Nathalie på Berleburg i Tyskland. Andreas Helgstrand/Fiontini og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera har deres OL-kvalifikation i hus, og som Nathalie bemærker gik Heiline’s Danciera det bedste hun har set længe i Hagen.
CHIO Rotterdam er flyttet til ”Aachen-weekenden”, det vil sige, sidste konkurrencedag bliver søndag den 4. juli, og der er sidste anmeldelsesfrist til OL mandag den 5. juli, og her skal holdhestene gå i karantæne i Aachen.

– Vi vælger ikke at tage til Rotterdam. Der bliver for meget køretid, når hestene skal i karantæne om mandagen i Aachen. Måske bliver der et par ryttere, som skal ride op mod hinanden i Rotterdam, for at afgøre, hvem af dem, som skal på holdet, men det håber jeg ikke, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Rytterne på bootcamp
I Pinsen er der DM i dressur ved Equitour, hvordan startfeltet præcist kommer til at se ud, er endnu usikkert. Det kommer an på, hvor der bliver startmulighed for de OL-aktuelle ryttere. Nathalie forventer dog, at Cathrine Dufour vil forsvare sit danske mesterskab med Atterupgaards Cassidy.

– Året har udviklet sig anderledes, end vi havde tænkt fra starten, erkender landstræneren, og hun fortsætter: – Jeg kommer til at rejse rundt til rytterne, for at træne dem hjemme, og så skal vi måske samle dem i en bootcamp i starten af juni. Det skal Anne-Mette og jeg lige se på, hvordan vi kan få til. Det er ikke den optimale forberedelse til OL, men det er det jo for ingen, slutter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Agria VM-Holdturnering – noget for dig?

Når verdens aller bedste ryttere mødes for at dyste i fire VM-discipliner i Herning til august næste år, vil man kunne opleve cremen af sportens topryttere og -heste i springning, dressur, paradressur og voltigering. Der er ingen tvivl om, det bliver en kæmpe oplevelse for ryttere og publikum. Det er dog kun de færreste ryttere, som får deres drømme opfyldt om VM-deltagelse. Det er der nu lavet om på.

Vi mødes til den store finale til Herning2022
Dansk Ride Forbund er gået sammen med forsikringsselskabet Agria om at udskrive en VM-Holdturnering. Her er bredden i sporten og sammenholdet i højsædet. Turneringen, der løber fra 1. juni 2021 – 30. juni 2022, går på tværs af alle DRF’s discipliner og afvikles på D- og E-niveau. På den måde appellerer turneringen bredt, og rytterne kan samtidig trygt prøve kræfter med nye discipliner. De bedste hold mødes i den store finale, som afvikles under VM i august 2022.

Bredderytterne for mulighed for en kæmpe oplevelse
”Agria Dyreforsikring er en af hovedsponsorerne for ECCO FEI World Championships – Herning 2022, og vi er ligeledes hovedsponsor på den nye holdturnering – Agria og DRF’s VM-holdturnering – som kulminerer i en finale under VM. Begge dele giver super god mening for os, fordi vi både støtter op om bredden i ridesporten og konkurrencerytterne. Med turneringen kan vi i samarbejde med Dansk Ride Forbund være med til at udbrede sporten og give bredderytterne mulighed for en kæmpe oplevelse ved at ride finalestævnet under VM i 2022, og det glæder vi os meget over,” siger Jens-Erik Majlund, salgschef for Agria Dyreforsikring.

Velkommen til ryttere udenfor rideforbundet
Også direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt, er begejstret for den nye turnering: ”Generelt set vil vi rigtig gerne lave flere aktiviteter, der favner bredt og aktiverer på tværs af både aldre, niveauer og discipliner, og netop dét kan den nye VM-holdturnering. Vi har ladet os inspirere af den populære 100-årsturnering, som blev afviklet i 2016-2017, men som noget nyt har vi også gjort det muligt at deltage uden klubmedlemskab, licens eller konkurrencehesteregistrering, hvis man rider på E-niveau. På den måde håber vi på at kunne aktivere nogle ryttere, som vi ellers ikke har kontakt med, og hvis de efter så turneringen f.eks. får lyst til at melde sig ind i en rideklub, er det jo bare fantastisk”, afslutter han.

Turneringen kort fortalt
Der kan laves hold på tværs af aldersgrupper, geografi, heste/ponyer osv., og holdene kan hente point i både dressur, springning, military, distance, voltigering, ForhindringsCup og kæphest. Og der er faktisk bonuspoint at hente, hvis man prøver kræfter med mange discipliner, hvilket kan ende med at have stor betydning for den samlede pointstilling, som er afgørende for, hvilke hold der kommer med til finalen i Herning. Et hold består af 6-8 ekvipager, som alle optjener point individuelt ved stævner i perioden. Der vil blive udbudt pointgivende klasser ved en lang række stævner rundt om i landet, så der vil være rig mulighed for at optjene point. Alle pointgivende klasser i turneringen vil fremgå tydeligt af stævnernes propositioner på rideforbund.dk.

Sådan melder I jer til
Turneringen skydes i gang 1. juni 2021, men der kan meldes til løbende, så man kan altså sagtens melde sit hold til f.eks. i oktober 2021 og stadig have en chance for at komme med til finalen. Alle ekvipager skal indledningsvis melde sig til på www.rideforbund.dk via det officielle tilmeldingsstævne for turneringen, og dernæst skal holdet sende en samlet tilmelding via mail til VM2022@rideforbund.dk, hvor denne tilmeldingsblanket med holdnavn og holdsammensætning er vedhæftet. Sammensætningen på holdtilmeldingsblanketten skal nøjagtigt matche holdets individuelt tilmeldte ekvipager på rideforbund.dk. Når tilmeldingsproceduren er gennemført, kan pointjagten begyndes.

Læs meget mere om turneringen i de officielle bestemmelser her.

Quarterheste og Cowboyhatte – portræt af Natasha Møller

I TV2 Lorrys serie om De ukendte Danmarksmestre kan du komme tæt på westernrytter Natasha Møller, der bor på Sjælland. Natasha er flere gange Danmarksmester og har mange flotte internationale placeringer. Hun træner og konkurrerer i western med quarterheste, og hun driver forretning og avl fra Kumlegaarden lidt uden for Roskilde.

Se hele indslaget Hestepige udlever sin drøm i det vilde vesten – lidt uden for Roskilde med Natasha og hendes heste her:

Klik på billede for at gå til video

Mere western i vores videoarkiv
Vil du vide mere om western, så kan du gå på opdagelse i vores Premiumarkiv. Her har vi nemlig en serie med westernrytter Michaela Narvrsted, der har stor succes som både Western- og dressurrytter. Michaela fortæller blandt andet om udstyr, træning og passionen for westernsporten.

Michaela Navrsted – fra vores serie om westernridning. Foto: Zibrasport Equest

Kværke og de skjulte bærere

Et samarbejde mellem førende forskere fra 29 forskellige videnskabelige institutter i atten lande, har undersøgt kværke. Ved hjælp af en ny DNA-analyseteknik har det vist sig, at der findes forskellige varianter af kværkebakterien, Streptococcus equi, og hvordan spredningen sker.

Studiet viser, at raske heste kan være smittebærer. De opfattes som helt sunde heste, men de spreder bakterien til den omgivende miljø og til andre heste, som de kommer i kontakt med.

“Når vi bruger normal diagnostik til at undersøge Streptococcus equi-stammerne, ser de næsten identiske ud, men når vi tager hjælp af DNA-analyser af bakterien, har vi været i stand til at spore forskellige varianter, og hvordan de spredes over hele verden,” siger professor Matthew Holden ved University of St. Andrews. ”Ved at samle de forskellige brikker i et omfattende puslespil har vi været i stand til at vise, at sygdomstilfælde i Argentina, Storbritannien og De Forenede Arabiske Emirater var tæt forbundet. Dette sammen med flere andre eksempler har gjort det muligt for os at demonstrere, at nutidens globale handel med heste og internationale bevægelsesmønstre for heste fx i forbindelse med stævner, bidrager til spredning af sygdommen.”

– Ifølge undersøgelsen overlever kværkebakterien op til flere år hos inficerede heste. Det faktum, at heste, der tidligere er blevet smittet og ikke længere viser symptomer, faktisk kan være smitsomme, gør spredningen meget snigende. Derfor tror jeg, at nye anbefalinger vil være resultatet af denne undersøgelse, siger Andrew Waller, forskningschef på Intervacc i Sverige til Tidningen Ridsport. Dette kan for eksempel dreje sig om test før og efter rejsen og ved import af heste.

Kværke har lige siden middelalderen, da den først blev dokumenteret, påvirket heste i alle verdenshjørner, med en undtagelse, Island. Årsagen til, at Island undslap sygdommen, skyldes et forbud mod import af heste, der har eksisteret i over 1000 år.

Hvad er kværke?
Kværke er en luftvejssygdom hos heste forårsaget af bakterien Streptococcus Equi spp. Equi, som man har kendt til siden år 1251. Bakterien giver infektion i de øvre luftveje og tilhørende lymfeknuder. Sygdommen har fået sit navn, idet den ofte fører til, at der dannes store bylder i lymfeknuderne ved svælget, som gør det svært for hesten at synke og eventuelt at trække vej[1]ret. Det er en af de hyppigst diagnosticerede bakterielle infektionssygdomme hos heste på verdensplan. I Danmark er sygdommen ikke anmeldepligtig, hvorfor der ikke findes en opgørelse over antallet af udbrud herhjemme. Der ses dog årligt flere større eller mindre udbrud af sygdommen i hestebestanden.
Læs mere om kværke i Faggruppe Hestes pjece med baggrundsinformation og vejledninger.

Programmet for DM i dressur er nu klart

DM i dressur for seniorer og U25 samt DM i paradressur bliver afviklet i de flotte rammer ved Equitour Denmark i Vodskov, Nordjylland d. 21.-23 maj 2021, og ud over mesterskabsklasserne er der traditionen tro også kvalifikation af Bundgaard Byg Cup.

Grundet Covid-19 bliver mesterskabsstævnet bliver uden publikum, men vi livestreamer alle dage, og Premium Medlemmer har fri adgang til streamingen.
Equitour Denmark

Smukt dansk punktum for en flot indsats

I går vandt de danske paradressurryttere holdkonkurrencen ved det internationale stævne i Waregem i Belgien. Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen vandt to gange i hhv. grad 2 og grad 3. De kom dermed til den individuelle konkurrence i kür i dag med selvtilliden intakt. Og de indfriede alle forventninger, da de igen stod først på resultatlisten. Tobias rundende de magiske 80% – da han scorede over 82% med Jolene Hill.


I grad 4 blev det til en sjetteplads til Susanne Jensby Sunesen og Leeds, mens Line Thorning Jørgensen kom ind på fjerdepladsen med Højgaardens Zackzimo DWB og Camilla Christensen/Fürsten sluttede på 7. pladsen

Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill.

Start- og resultatlister

Topplaceringer til Nanna og Daniel søndagens Grand Prix

Det har ikke skortet på flotte danske resultater ved det store internationale stævne i Hagen, Tyskland denne weekend, og søndag formiddag satte Nanna Merrald og Daniel Bachmann et flot punktum for en flot sportsweekend ved at blive blive nr. 1 og 2 i CDI4* Grand Prix.
Med et meget fint og flydende program vandt Nanna og Atterupgaards Orthilia klassen med 74,478%, mens Daniel og den talentfulde vallak Marshall-Bell red sig ind på andenpladsen med 72,935%.

Nanna og Orhtilia er en ret ny kombination, men det ser ud til at parret virkelig har fundet melodien. Nedenfor ses et klip af Nanna og Orthilias Grand Prix i fredags, hvor der sneg sig et par fejl ind i programmet, og de sluttede med 72,630%.

https://www.instagram.com/p/COBRdHBh_KM/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/COCd3Ilhn0b/?utm_source=ig_web_copy_link

Godt stævne for Søren Pedersen
Dressurrytterne var ikke de eneste, der var i ilden i Hagen søndag, også flere springryttere var på banen på det imponerende springstadion, og her blev det blandt andet til en flot 5. plads til Søren Pedersen og Chico Z i CSI2* (145 cm.).

Start- og resultatlister

82% til Nanna og Blue Hors Zack!

Sent i aftes blev Grand Prix kür afviklet i Hagen under kunstigt lys. I et stjernespækket felt af internationale topryttere havde Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen kvalificeret deres heste ind i kürfinalen fra torsdagens Grand Prix. Det var kürdebut til begge ryttere på hhv. Blue Hors Zack og Carso’ni. Og det blev et par debuter, som begge ryttere, fuldt forståeligt, var meget godt tilfredse med.

Nanna har overtaget avlshingsten Blue Hors Zack, netop efter Daniel Bachmann Andersen, og selvom de kun har haft få starter sammen, så er de støt og roligt ved at blive et internationalt par og blandt de bedste. Det viste Nanna og Zack i aftes, da de opnåede 82,025% i küren, efter dommerne havde honoreret dem med adskillige 8 og 8,5, heriblandt 8 for harmoni mellem hest og rytter. De er også et elegant par på banen, og det bliver interessant at se, hvad Nanna og den 17-årige hingst kan udvikle sammen i denne sæson.

https://www.instagram.com/p/COEO1mbBXpM/?utm_source=ig_web_copy_link

Daniel helt på rette vej
Samarbejdet mellem Daniel og Carso’ni, der er af springafstamning efter Carson Ask, er også af nyere dato. Hesten har været uddannet af Sune Hansen (tidligere berider på Blue Hors), og i lørdagens kür var deres samarbejde og samspil på banen udviklet yderligere fra Grand Prix’en, og den brune vallak gik med mere spændstighed og energi. De opnåede 77,63% og en 7. plads.

https://www.instagram.com/p/COE3VLIhPQB/?utm_source=ig_web_copy_link

Klassen blev ikke uventet vundet af engleske Charlotte Dujardin og Gio med 84,04% foran tyske Frederic Wandres og Duke of Britain med 82,855%
Start- og resultatlister

https://www.instagram.com/p/CN-tibqp1-o/?utm_source=ig_web_copy_link