Skip to main content

Author: admin

Dartmoorponyen: Fra minearbejder til turistattraktion

Den smukke natur i Dartmoor

Opkaldt efter deres smukke men barske hjemegn, Dartmoorponyen er en lille, stærk og charmerende ponyrace. I gamle dage blev den fornuftige pony brugt til at transportere tin fra miner eller som hyrdernes pony, når der skulle vogtes får. Ligeledes blev ponyerne også brugt til at bringe post (og andet gods) rundt på egnen – som en mindre og roligere udgave af ponyekspressen. I dag bruges Dartmoorponyen primært som tur- og børnepony, og dens charmerende ydre og gode temperament gør den populær blandt både børn og voksne.

En del af Englands Historie
Dartmoorponyens historie går langt tilbage. Arkæologer har i hvert fald fundet rester af ponyer i Dartmoor, der kan dateres til omkring 1500 fr. Kristus. I Middelalderen og mange århundrede frem var den lille stærke pony uundværlig for minearbejderne, der brugte Dartmoorponyen til at bære tunge læs af tin over heden. Sikker på benene, rolig og arbejdsom, de små ponyer var deres vægt værd i … nårh ja, tin.
Da minerne lukkede, fik nogle ponyer nye hjem på de omkringliggende gårde, men de fleste blev sluppet fri på heden.

Kortfilm om Darmoorponyen

Et avlsforbund sætter retningen
I 1898 blev der for første gang gjort et forsøg på at definere og registrere ponyerne som en race, da de blev optaget i en stamborg oprettet af The Polo pony Society. I 1924 blev et egentlig avlsforbund grundlagt, og en specifik stambog blev åbnet. Ponyerne blev nu registret,  og selv om de stadig levede på Dartmoors hede, var der retningslinjer for et fremadrettet avlsarbejde. Den oprindelige pony fik et skud araberblod gennem araberhingsten Dwarka og hans søn The Leat. Welsh blod blev tilføjet gennem hingsten Dinarth Spark, og så blev der også introduceret Fellpony til avlen.
Alt i alt – historiens favntag og mange menneskers dedikation til ponyerne har formet den pony, turister og lokale i dag nyder i Dartmoor National Park.

Turistattraktionen i Dartmoor
Hvert år kommer tusindvis af rejsende fra hele verden for at opleve Dartmoor ponyerne, der lever frit i det smukke naturområde. Selv om det ser ud som om, at ponyerne er vilde, er de alle sammen i ejerskab, og der bliver naturligvis ført opsyn med de små heste. En gang om året indfanges ponyerne, og nogle bliver kåret, inden de sendes ud i naturen igen, andre sælges som børneponyer. Desværre bliver mange plage aflivet og sendt til zoologiske haver som fodre til rovdyr, fordi der ganske enkelt ikke er samme efterspørgsel på de små ponyer som tidligere.

I dokumentaren nedenfor kan du få et indblik i den skønne ponyrace – og de problematikker der følger med deres traditionelle livsstil på heden.

Længere dokumentar om Dartmoorponyerne med meget flotte billeder fra deres liv på heden.

For mere viden om Dartmoorponyer i Danmark – besøg Avlsforeningen for Dartmoor Ponyer i Danmark

Kunne du tænke dig at opleve det smukke Devon og måske besøge Dartmoor National Park (når Coronasituationen er under kontrol), så kan du blive inspireret af denne rejsebeskrivelse fra Anne Vibeke rejser.

Dartmoor ponyer i det smukke landskab

Video: Fendi Ask – En helt unik hoppe

Fendi Ask er godt nok kun ni år, men den charmerende brune hoppe har allerede oplevet og opnået mere end de fleste andre heste.

Som ung vandt hesten championatet tre år i træk, og Fendi var godt på vej mod de højeste klasser, da sygdom satte en midlertidig stopper for den plan.

Vi mødte Karen Møller Rohde i forbindelse med World Cup på Vilhelmsborg.

Fendi Ask er resultatet af en mor og en far, der forstår at gøre det godt på en springbane. Faderen er FAVORIT ASK, men moderen er den lille, men velspringende, FELINE ASK.

Se indslag med Fendis mor:

Ikoniske avlshopper: Feline Ask

Se Cathrine og Vamos Amigos Grand Prix fra Vilhelmsborg

Det er #TBT torsdag, og vi ser tilbage på et af højdepunkterne fra World Cup Vilhelmsborg 2020 – Cathrine Dufour og den 8-årige super talentfulde Vitalis søn: Vamos Amigos. Det blev til en 2. plads i Grand Prix til parret og til en 4. plads i Grand Prix Special, og der er ingen tvivl om, at når Vamos Amigos får lidt mere rutine – så bliver han en hest i verdenstoppen.

Se parrets Grand Prix fra Vilhelmsborg herunder, og har du lyst til at se mere – kan du se hele den 3*Grand Prix her

Dansk Varmblod: To heste får tildelt guldmedalje

Sædvanligvis uddeles opdrættermedaljer i forbindelse med Eliteskuet, hvor de unge hopper hædres på baggrund af deres eksteriør og resultater ved brugsafprøvningen. Forbundet har dog også mulighed for at tildele en opdrættermedalje til en særlig talentfuld konkurrencehest (hingst, vallak eller hoppe), der har Dansk Varmblods hestepas. Ejerne skal ansøge Dansk Varmblod om deres hest har medaljepotentiale, og hvert år i oktober, tager avlsledelsen stilling til, hvorvidt der kan uddeles medalje eller ej,

Beslutningen ligger hos avlsledelsen
Avlsledelsen træffer suveræn beslutning om eventuel medaljetildeling på baggrund af fremsendt dokumentation for hestens opnåede rideresultater, hvori der skal indgå placeringer på svært niveau. Hestens opdrætter er ansvarlig for fremskaffelse af dokumentation for de opnåede resultater, som formidles til Dansk Varmblod. Hesten skal ikke fremstilles, og opdrætteren bliver hædret under Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde. 

22 medaljer uddelt
Helt ekstraordinært mange avlere har ansøgt om konkurrencemedaljer i år, og der er uddelt medaljer til 9 springheste, 12 dressurheste og en militaryhest. Der er uddelt to guldmedaljer, fem sølvmedaljer og 15 bronzemedaljer.

Guld til Gørklintgaards Dublét og Bøgegårdens Apollonia
De to guldmedaljer er tildelt hhv. en dressur- og en springhest. Dressurhesten og OL-deltager Gørklintgaards Dublét e. Diamond Hit/Ferro (opdr. Jørgen Ravn) har fået den ene guldmedalje. Den anden er tildelt Bøgegårdens Apollonia e. Bøgegårdens Apollo/Bøgegårdens Capello (opdr. Bøgegården).

Den totale liste over medaljemodtagere kan ses HER

Kilde: Dansk Varmblod

AFLYST Se med fra Jyske Mesterskaber

Nogle af de bedste danske springryttere tager turen til Aalborg den kommende weekend, hvor der afvikles B-stævne med Jysk Mesterskab i springning. Vi følger i sporet på heste, mennesker, trailere og lastbiler og streamer fra Aalborg det meste af søndagen. Det foreløbige streamingsprogram ser således ud:

11.10 MB1* (125cm)
13.05 MB2** (130cm)
14.40 Jysk Mesterskab Children LA2** (120cm)
15.30 Jysk Mesterskab U18/U21 MA1* (135 cm)
16.35 Jysk Mesterskab Senior S1* (145cm)

Topryttere på banen
I de Jyske Mesterskaber er flere topryttere til start. Således kan du opleve Søren og Karen Møller Rohde, Mathias Nørheden Johansen, Hans Ley, Rikke Haastrup, Kristian Skovrider, Daniel Hald Cassøe og mange, mange flere. Dermed er der lagt op til en fantastisk spring-søndag for alle hjemme i stuerne, staldene (eller hvor man nu måtte befinde sig ) med masser af spænding og sport på højeste niveau.

Start- og resultatlister

Mere info om livestreamingen finder du her

Mathias Nørheden Johansen og Contonio er til start i Jysk Mesterskab. Parret vandt for nyligt Big Tour 145cm ved World Cup Vilhelmsborg.

DRF: ‘Svar på jeres oftest stillede spørgsmål’ er igen opdateret

Alle spørgsmål og svar vedr. corona og ridesport findes her

De opdaterede punkter pr. 4. november 2020 er:

Kan vi kontakte vores lokale politi og få sparring omkring, hvordan vi
skal forholde os til de gældende restriktioner?

– Ja, det opfordrer vi i høj grad til, at I gør. Der findes mange forskellige konstellationer inden for ridesportssteder (ift. faciliteter, ejer/lejerforhold, foreninger, osv.), og derudover tolker de forskellige politikredse også forskelligt på de gældende retningslinjer, så derfor kan det give mening at få en konkret vurdering fra det lokale politi. Dog kan vi ikke garantere, at alle politikredse har ressourcer til at foretage en vurdering.

Hvem er undtaget fra loven om brug af mundbind?

– (Kilde: https://www.sst.dk/da/corona/Forebygsmitte/Mundbind-og-barrierer)
Ifølge Sundhedsstyrelsen kan følgende personer undtages fra loven om brug af mundbind:
• Børn under 12 år
• Personer med fysiske eller mentale forhold, som forhindrer korrekt brug eller forhindrer udførelse af vigtige funktioner, fx mundbetjent kørestol.
• Personer som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind, fx personer med hudsygdom, vejrtrækningsbesvær eller angst.

Skal man kunne dokumentere, at man er undtaget fra loven om brug af mundbind?

– (Kilde: https://www.sst.dk/da/corona/Forebygsmitte/Mundbind-og-barrierer)
Nej, det skal man ikke ifølge Sundhedsstyrelsen:
”Der skal ikke forelægges dokumentation, som fx en lægeerklæring, for at en person af den ene eller anden grund ikke kan anvende mundbind eller visir, og der skal ikke påkræves et krav om dette, hverken i kollektiv transport, på restauranter, butikker mv. Personer, der af ovenfor nævnte grunde ikke kan anvende mundbind eller visir må ikke bortvises eller blive
nægtet adgang.”

Kan vi søge sparring hos vores lokale politi ang. vores stævne?

– Ja, vi anbefaler altid, at man som stævnearrangør kontakter det lokale politi, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man kan overholde de gældende restriktioner. Det er forskelligt fra politikreds til politikreds, hvordan de gældende restriktioner tolkes, ligesom det kan variere, om man kan få en sådan vurdering, men vi opfordrer til, at man forsøger.


Hillerød Horse Show flyttes

Nyheden om, at Hillerød Horse Show ikke gennemføres som planlagt er netop blevet offentliggjort.

– Det er med stor beklagelse at vi kan informere at Hillerød Horse Show samt aften clinics ikke kan afholdes som planlagt i næste uge.
Vi har gennem de sidste mange måneder været i løbende dialog med myndighederne omkring en sikker afvikling af vores messe. Vi har sammen med Royal Stage fulgt alle henvisninger og iværksat flere initiativer end hvad loven kræver. Netop for at sikre jer en god og sikker messe.

Desværre blev vi i går informeret direkte af Nordsjællands Politi om et netop vedtaget ændring af Bekendtgørelse 2020-10-25 nr. 1509. Ændringen er kommet ved bekendtgørelse 2020 1553 som har ikrafttræden 2020-11-03. Ændringen er først blev offentliggjort i går, men på trods af dette træder den i kraft øjeblikkeligt.

Ændringen består i, at der i bekendtgørelsen § 6, stk. 1, nr. 4 nu er indsat et krav om, at ” Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes messeaktiviteter” skal holdes lukket for offentligheden. Vi gik straks efter orienteringen i dialog med myndighederne. Ovenstående ændringer er et decideret forbud mod al messeaktivitet i Danmark pr. 3. november 2020. Det gør således også, at vi ikke kan gennemføre messen som planlagt. Desværre.

Satser på 2021

I stedet arbejder vi nu sammen med Royal Stage på en flytning af messen, således at den kan afvikles hurtigst muligt i 2021. Dette skal selvfølgelig ske indenfor rammerne af Covid-19-restriktioner, så vi overholder alle regler samt passer på os selv, hinanden og vores samfund.

Vi har knoklet for at skabe sikre rammer for afholdelsen af vores messe samt aftens clinics med Cathrine Dufour og Daniel Bachmann Andersen, som begge har glædet sig til to aftener med os. De lover, at de kommer tilbage og afholder clinics, når vi har fundet en ny dato, som kan godkendes af myndighederne, lyder det fra Hillerød Horse Show.

Finalerne i PAVO og DRF’s championater for unge dressur- og springheste afvikles ikke i år

Det har ikke været nogen nem beslutning for Blue Hors, udtaler direktør Ole Magnus Petersen, der dog ikke er i tvivl om, at det er den rette beslutning, der nu er truffet:

”Beslutningen er baseret på myndighedernes skærpede retningslinjer med et forsamlingsforbud på max. 10 personer samt de tilbagemeldinger, vi har fået fra finaleryttere. Den fælles vurdering er, at retningslinjerne, i kombination med de fysiske forhold, som et stævne på Blue Hors pt. vil kunne afvikles under, vil give en oplevelse, som hverken sportsligt eller underholdningsmæssigt er tilfredsstillende. Derfor har vi desværre ingen andre muligheder på nuværende tidspunkt end at aflyse”, slutter han.

Også Casper Cassøe fra Danish Derby udtrykker stor ærgrelse over at måtte aflyse: ”Efter dialog med Østjyllands Politi er det desværre blevet tydeligt for os, at vi ikke kan gennemføre årets Christmas Show, hvor finalerne for de unge springheste skulle have været afviklet, og det er vi ubeskriveligt kede af. Vi kæmpede til det sidste for at kunne afvikle, men vi må acceptere, at vi alle har et øget fælles ansvar efter myndighedernes seneste stramninger, og derfor er en aflysning desværre uundgåelig”.

I fællesskab med Pavo arbejder DRF nu benhårdt på at finde en alternativ løsning for at hædre årets championatsdeltagere, når nu finalerne desværre må aflyses helt i år. ”Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig kede af, at det ikke kan lykkes at afholde finalerne i år, men vi er ikke i tvivl om, at det er den rette og mest ansvarlige beslutning at træffe, og vi skal nok få fundet og hædret de dygtige vindere på en fin, alternativ måde” forsikrer Morten Larsen fra Pavo.

Dansk Ride Forbund melder naturligvis ud, så snart de er klar med ovenstående. 

Pressemeddelelse DRF

Daniel Bachmann har en gennemtænkt træningsfilosofi

I det nyeste indslag med Daniel Bachmann Andersen fortæller den erfarne rytter om sin tilgang til træning af dressurhesten.

Se indslaget i sin fulde længde

(Gratis for Premium-medlemmer)

For ham er det vigtigt altid at have fokus på, at hesten er veltilpas og dermed har lyst til at levere sit ypperste.

Man skal turde ikke at træne for meget.

Daniel Bachmann Andersen

Få en forsmag på indslaget herunder:

Se tidligere indslag i serien

Kæphesteløb på Vilhelmsborg i 2021

Der bliver fart over feltet, når K9 Biathlon for alle byder velkommen til kæpheste-, hunde- og familieløb på Vilhelmsborg i 2021.

3 km på kæphest
Til kæphesteløbet skal du sammen med din kæphest forcerer sjove forhindringer og samtidig bruge fantasien til at lave den flotteste, mest kreative kæphest. Her kåres både bedste tid og flotteste kæphest hos både børn og voksne. Kæpheste forhindringsløbet er 3 km. Ca en time inden løbet skal du og din kæphest stille til eksteriør bedømmelse, hos vores dommer/dommere, hvor ekvipagen vil blive bedømt efter alle kunstens regler. Der et både et individuelt løb og et løb for hold.

Frem til den 31. december er billetprisen kun 199kr + gebyr! Herefter er prisen for deltagelse 249kr + gebyr. Så hop ind og tilmeld dig, hvis du vil være med til en sjov og hyggelig dag.

Se mere og kæphesteløbet og tilmeld dig her

Vild med kæpheste? så læs også:
Hyp Hyp min Kæphest – ny bog om ridning på Kæphest

Danske ryttere rykker frem på verdensranglisten

Den 2. november blev den opdateret verdensrangliste i dressur fra FEI offentliggjort. Og der var i den grad noget at glæde sig over for flere danske ryttere.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera er rykket intet mindre end 171 pladser opad. Tidligere indtog ekvipagen placering nummer 209, men efter et vellykket World Cup-stævne, kan de nu juble over en placering som nummer 38.

Lone Bang Larsen red også flotte resultater hjem ved stævnet på Vilhelmsborg i oktober. Og det belønner sig på verdensranglisten. Sammen med Bakkely’s Onandt hopper hun ni pladser frem til placering nummer 53 på verdensranglisten.

Tre i top 10

Blandt de 10 bedste i verden finder man intet mindre end tre danske ekvipager.

Daniel Bachmann Andersen og hans tidligere hest Blue Hors Zack fastholder 10.pladsen, mens Cathrine Dufour indtager sjettepladsen på Bohemian og syvendepladsen med Atterupgaards Cassidy.

I toppen dominerer Tyskland. Isabell Werth snupper første- og andenpladsen, mens Jessica Von Bredow-Werndl ligger nummer tre.

Se hele listen her

Christmas Show: Vi har kæmpet med næb og klør

Det er med ubeskrivelig ærgelse, at vi desværre efter dialog med Østjyllands politi er blevet tvunget til at aflyse et af nordeuropas største ridestævner, Danish Christmas Show 2020. Indeholdende stævnerne:, Baltic Cup Finaler, AB Rideudstyr Christmas Warm Up HEST, AB Rideudstyr Christmas Warm Up PONY, samt Basisbank Danish Christmas Show.

Østjyllands Politi’s tolknig af arrangementsforbuddet gør det umuligt
Den 16. udgave af det traditionsrige og det højt værdsatte Christmas Show, er blevet aflyst pga. af den aktuelle Covid-19 pandemi. Arrangøren Danish Derby Horse Shows Aps, har haft en lang dialog med Østjyllands Politi.

Efter de seneste præciseringer tolker og konkluderer Politiets juridiske afdeling, at stævnet ikke kan følge arrangementsforbuddet hvor  max. 500 personer kan deltage (inkl. ryttere, hjælpere, officials) under forudsætning af at deltagerne i al væsentlighed er siddende.  Stævnet var planlagt uden publikum, og  alle deltagere var således enten ryttere, officials eller hjælpere til stævnet, som ikke kun  rejser sig  for at gå på toilettet eller i kaffebaren. De rejser sig for at være udøvende deltagere til arrangementet, som dog var planlagt med stor geografisk spredning samt en lang række sundhedsmæssige tiltag, der alle var iværksat for at undgå smittespredning. Østjyllands Politi er dog klar i mælet, at det ikke er sådan arrangementsforbuddet skal tolkes. Hvis man skal være 500 personer inkl. deltagere, så skal det fortrinsvis være siddende publikum og en mindre gruppe deltagere. De har samme tilgang til afviklingen af CHRISTMAS SHOW som de har til alle andre sportsgrene, der har måtte aflyse på stribe. Det frustrerende for Danish Derby Horse Show er, at samme stringente tolkning af ridesporten ikke opleves i mange af landets øvrige politikredse. 
 

Vi har kæmpet med næb og klør
Vi har kæmpet for vores stævner med næb og klør, og det gør frygtelig ondt, at vi ikke kan få lov at afholde vores stævner. Vi har ændret programmet, delt klasserne ud på flere dage og vi har lavet et oplæg hvor der tages alle sundhedsfaglige tiltag, der er afstand, faste siddepladser og beskrivelser som direkte viser hvordan alt afvikles forsvarligt. Politiet har rost os til skyerne for de ansvarlige planer, vi har udarbejdet. Men det ændrer ikke på, at Østjyllands Politi vurderer at der ikke kan afholdes ridestævner med afsæt i arrangementsforbuddet, kun med afsæt i forsamlingsforbuddet på enten max. 10 eller 50 personer til stede samtidigt. Og det er ikke realistisk til vores stævner, især ikke for dem under 21 år, hvor der heller ikke må være overnatning inkluderet i arrangementet. Så det er med grædende hjerte, at vi nu må skuffe de mange ryttere, især ponyrytterne, som vi elsker at have på Vilhelmsborg, forklarer en meget trist sekretariatschef Kirsten Mohr.

Danish Derby Horse Show’s ejer, Casper Cassøe Krüth udtaler: Det er som om, at dette forfærdelige år ingen ende vil tage. Vi havde lavet et oplæg, der viste alle hensyn og med alle foranstaltninger samt sundhedsmæssige tiltag, så vores deltagere kunne være til stede på Vilhelmsborg under vores elskede julestævner. Det er virkelig et slag i hovedet, også fordi vi var sikre på, at efter en velafviklet World Cup afdeling på Vilhelmsborg i uge 42, hvor vi netop fik en godkendelse, nu står tilbage efter en opstramning af reglerne med en stævnefremtid, der for hele landet ligger i ruiner.

Corona må vi lære at leve med, det skal vi alle og det er et fælles ansvar, men det er utrolig svært at acceptere at fortolkninger kan være så forskellige fra politikreds til politikreds.

Stævneselskabet bag Christmas Show i økonomisk krise
Aflysningen af årets Christmas Show sætter Danish Derby Horse Show i en økonomisk krise, men arrangørerne garanterer, at alle får deres forudbetalte stævneindskud retur. Vi kommer til at lide kæmpe tab, Danish Christmas Show er en kæmpestor forretning med flere fastansatte og mange periodeansatte, og en omsætning på over 6 mio. kr. på blot 4 uger. Det er en kæmpe økonomisk katastrofe for selskabet som i år skulle have afholdt stævnerne for 16 gang i træk.

Casper Cassøe begræder situationen, men slår fast at: Alle får deres penge retur, men vi håber på tålmodighed, da alle tilbageførsler skal laves manuelt, så der kan gå op til en måned før alle betalinger, er sendt retur. Når man skal have sine penge retur, skal med følge vejledningen på www.danishderby.dk. Der kan ikke sendes individuelle mails, sms´er eller lignende. Det skal ske via vejledningen på hjemmesiden.

Nu skal vi have aflyst hos alle leverandører, men vi kommer til at stå med en kæmpe gæld efter det her. Herefter går det store arbejde i gang med at søge diverse kompensationsordninger. Der er i den forbindelse kun at håbe, at hjælpepakkerne virker, således at vi kan komme til Christmas Show i 2021.

Vi må acceptere at vi alle har et fælles ansvar, og efter de seneste opstramninger har vi desværre ikke haft andre muligheder end denne aflysning.