Skip to main content

Author: admin

DM i spring bliver uden publikum

Der bliver ikke mulighed for at komme og kigge på, når Absolute Horses fra den 20. til den 23. august afvikler DM i ridebanespringning på Tågerup i Sommersted i nærheden af Kolding. Der tages nemlig hensyn til de mange regler, der er i forbindelse med Corona-pandemien. Det betyder en masse begrænsninger, ikke mindst at det bliver et stævne uden publikum. 

Der er også strenge restriktioner for, hvor mange ledsagere rytterne må havde med – og det gælder såvel hestepassere som familiemedlemmer. For mesterskabsrytterne er det to personer, for deltagerne i de andre klasser en person.

– Der må være 500 personer til hele arrangementet. Der må være flere end de 100, som forsamlingsforbuddet tillader, fordi det er et udendørs sportsarrangement, der hører under den såkaldte sektorpartnerskabsaftale, forklarer Thea Glitrup, der er Event- og Marketing Coordinator hos Absolute Horses. Men det er nødvendigt at dele pladsen op i zoner, fordi der stadig på grund af forsamlingsforbuddet kun må være 100 personer i hver zone. Og med deltagere, hjælpere og officials betyder det, at der ikke er plads til tilskuere.

– Det er vigtigt for os at overholde de mange retningslinjer, så vi har masser af håndsprit og sætter dispensere op ved indgang og udgang til alle zoner, siger hun. Der kommer desuden skilte overalt, hvor folk huskes på, at man skal bruge sin sunde fornuft og huske at holde afstand. Heldigvis er der store arealer på Tågerup, der gør det muligt at gennemføre stævnet.

Store mesterskabsdag

Den planlagte kvalifikation til DRFs unghestechampionat er aflyst, og stævnet afvikles på kun fire dage. Der skal findes mestre i tre kategorier: DM for senior og Agria DRF-mesterskab for U21 (ungrytter) og U18 (Junior).

Der skal være en hviledag mellem første afdeling og finalens to runder. Derfor skal alle tre mesterskabsklasser ride første gang fredag, og søndag bliver så store finaledag, hvor mestrene i alle tre kategorier kåres. Og de må så undvære hyldesten fra publikum.

Torsdag og lørdag afvikles der klasser i højder fra 120 til 145 cm, hvor andre end mesterskabsrytterne kan være med.

Det er 10. år i træk, der holdes DM i ridebanespringning på Tågerup, men det bliver altså uden nogen form for jubilæumsfestligheder.

– Vi gør alt for at overholde alle restriktioner, og vi vil også gøre alt for, at vi trods alle forhindringerne får et godt DM, siger Thea Glitrup.

Kilde: Absolute Horses

DRF: Opdaterede anbefalinger til afvikling og deltagelse i stævner

De fleste af os havde set forventningsfuldt frem til, at forsamlingsforbuddet skulle hæves til 200 personer pr. 8/8, men det blev desværre ikke tilfældet pga. en stigning i antal smittede med covid-19. Dog er der offentliggjort opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet, inklusive et par præciseringer i forhold til tolkning af forsamlingsforbuddet i praksis, som man især som stævnearrangør bør være opmærksom på, og derfor har vi opdateret vores anbefalinger. 

Indledningsvist er det vigtigt for os at understrege, at vi godt ved, at retningslinjerne fra myndighederne kan være svære at forstå og ikke mindst håndhæve i praksis, og derfor har vi forsøgt at få konkrete svar fra Kulturministeriet (KUM) på, hvordan vi som sport skal agere for at kunne overholde retningslinjerne, når det gælder ridestævner/aktiviteter specifikt. Desværre kan vi i DRF (eller andre forbund for den sags skyld) ikke få særligt mange konkrete svar, og der lægges fra myndighedernes side op til selvstændig fortolkning. Derfor kan vi kun formidle retningslinjerne fra KUM samt tilbyde jer vores tolkninger/forslag, hvor vi finder det realistisk og ikke mindst sundhedsmæssigt forsvarligt.

Har I som stævnearrangører spørgsmål til, hvordan I konkret skal bære jer ad, er I altid velkomne til at kontakte os – så vil vi forsøge at hjælpe jer bedst muligt. 

Forsamlingsforbuddet er fortsat 100 personer 
Som stævnearrangører skal I være opmærksomme på, at forsamlingsforbuddet fortsat lyder på 100 personer. Det opdaterede er, at der er lavet en præcisering i retningslinjerne fra Kulturministeriet, så det nu er formuleret sådan, at der max. må være 100 personer til stede samtidig til arrangementet/stævnet. Dette inkluderer alle med tilknytning til stævnet – det gælder altså både ryttere, hjælpere, tilskuere, officials, TD’er, dommere, stævnearrangører, stævnepersonale, etc. Det betyder i praksis, at man som stævnearrangør ikke længere kan lave flere zoner med op til 100 personer i hver zone, som der tidligere var lagt op til. Der må dog gerne afholdes tidsforskudte arrangementer, så der f.eks. er 100 personer til stede om formiddagen og 100 personer igen om eftermiddagen, men vær opmærksom på, at der under ingen omstændigheder må være flere end 500 deltagere i det samlede arrangement, jf. arrangementsforbuddet på 500 personer (se næste afsnit). 

Arrangementer må max. have 500 deltagere
Til forbuddet mod forsamlinger på flere end 100 personer ad gangen er der dén undtagelse, at det samlede arrangement må have op til 500 deltagere til stede ad gangen, hvis tilskuere/deltagere i det væsentlige sidder ned. Vi har forsøgt at få en konkret definition fra KUM på ’i det væsentlige’, men det er desværre ikke muligt at få, så denne del er stævnearrangørens opgave at fortolke. Uanset hvad må et arrangement/stævne max. have 500 deltagere totalt – dog vurderer vi i DRF, at et stævne på f.eks. tre dage godt kan deles op i tre separate arrangementer og dermed have kapacitet på op til 500 deltagere pr. dag.   

Vi opfordrer fortsat til, at alle arrangører håndhæver både jeres egne og myndighedernes retningslinjer, og at alle deltagere hjælper til ved at overholde dem. Vi opfordrer desuden alle i ridesporten til i fællesskab at overholde det fortsat gældende forsamlingsforbud på 100 personer ad gangen, det samlede arrangementsforbud på 500 personer samt sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer.


Anbefalinger til planlægning og afvikling – stævnearrangører:

 1.  Læs gerne Kulturministeriets retningslinjer for genåbning af udendørs idræts- og foreningsliv pr. 8. august (især relevante er afsnittene om hhv. turnerings- og konkurrenceaktiviteter samt om publikum/deltagere)
 2.I kan med fordel forberede en beregning af, hvor mange personer der vil være tilknyttet stævnet og benytte denne som hhv. intern rettesnor samt dokumentation ved en evt. kontrol fra politiet. Vær i denne sammenhæng opmærksomme på, at officials godt kan virke i flere klasser (f.eks. kan samme dommer godt dømme i flere klasser)
 3.Tænk gerne i ’rid og skrid’-koncepter  
 4.Rengør kontaktflader (dørhåndtag, skraldespande, toiletter mv.) flere gange om dagen
 5.Overvej tidsplanen og læg evt. længere pauser ind mellem klasserne (tænk evt. i tidsforskydninger, så der er så få personer tilstede ad gangen som muligt) 
 6.Indret/inddel gerne stævnepladsen, så deltagerne spredes mest muligt geografisk for at undgå større forsamlinger. Det kan bl.a. gøres ved at opdele i zoner, men vær opmærksom på, at zoneopdeling alene ikke gør, at man kan have plads til flere deltagere ad gangen  
 7.Lav gerne tydeligt opmærkede pladser til siddende tilskuere 
 8.Lad gerne så meget som muligt afvikle udendørs – f.eks. funktioner som sekretariat, speak, cafeteria mm. 
 9.Gør rytterne opmærksomme på, at de skal opholde sig kortest muligt tid på stævnepladsen og holde hjælperantallet på et minimum og undlade at medbringe tilskuere 
 10.I må gerne sætte krav på max. antal personer tilknyttet pr. hest
 11.Brug gerne så mange opvarmningsbaner som muligt, så antallet af ryttere pr. bane minimeres – fastsæt evt. et max. antal ryttere pr. opvarmningsbane 
 12.Benyt evt. én fast stævnehjælper pr. opvarmningsbane, som kan hjælpe alle ryttere med f.eks. at sætte spring op og ned 
 13.Hvis muligt, opfordr ryttere til at skridte til og af uden for opvarmningsbanerne 
 14.I må gerne benytte ridehallerne (både til opvarmning og konkurrence), men vær særligt opmærksomme på at overholde de sundhedsmæssige retningslinjer
 15.Overvej afskærmning mellem dommer og hjælpere i dommertårn samt personer i sekretariat med f.eks. plexiglas
 16.De samme personer kan med fordel udføre de samme opgaver under hele stævnet, i det omfang det er muligt
 17.Tilbydes der opstaldning, kan rejsestalde opstilles i flere, mindre sektioner 
 18.Overvej behovet for at have cafeteria. Hvis der tilbydes forplejning, kan bestilling og servering ske udendørs. Sørg desuden for at sikre god afstand mellem gæsterne/kunderne 
 19.Præmieoverrækkelser er ikke nødvendige; 
      – præmier, rosetter og kritikker kan eftersendes (kritik kan evt. sendes digitalt)
      – tag højde for udgifter/ressourcer forbundet med eftersendelse
 20.Placer tilgængeligt håndsprit flere steder på stævnepladsen og vær ekstra opmærksom på generel hygiejne og rengøring – især i forhold til toiletfaciliteter 


Anbefalinger til deltagere:

 1. Meld fra, hvis du viser nogen tegn på sygdom 
 2.Undlad at melde til stævner tidligere end 14 dage efter, du har været i udlandet 
 3.Undgå at danne grupper af mennesker eks. ved indgang til opvarmning eller på springopvarmning 
 4.Vær realistisk omkring din tidsplan – ophold dig kortest muligt tid på stævnepladsen 
 5.Hold antallet af hjælpere på et minimum og lad tilskuere blive hjemme 
 6.Begræns det antal personer, du/din hjælper har kontakt med ved stævnet 
 7.Undlad at være tilskuer til de andre deltageres ridt 

Kilde: Dansk Ride Forbund

Afgørende forhandlinger for dansk idræts fremtid

Den seneste udvikling i forhold til corona-krisen er en kæmpe streg i regningen for dansk idræt. Forsamlingsforbuddet blev alligevel ikke hævet fra 100 til 200, og der er de seneste dage sendt tydelige signaler om, at yderligere genåbning af det danske samfund er sat i bero.

”De økonomiske konsekvenser af dette rammer bredt. Eliteklubberne risikerer konkurser, forbund og breddeklubber må aflyse store stævner og motionsevents, hvor indtægterne bl.a. er med til at drive foreninger overalt i idræts-Danmark,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.

På onsdag er der politiske forhandlinger om fremtiden for de aktører, som fortsat er ramt af restriktionerne.

”Forhandlingerne får stor betydning for, hvordan dansk idræt skal se ud i fremtiden. Idrætten har været en ansvarlig og tillidsfuld aktør under hele corona-krisen, og vi er ikke vidende om, at idrætsudøvelse eller tilskueraktivitet har givet anledning til særlig smittespredning. Derfor håber jeg, at der vil kunne findes fleksible løsninger for klubber, forbund og foreninger,” understreger Morten Mølholm Hansen

Hvis der ikke må lukkes flere end 500 tilskuere ind til kampene til eksempelvis håndbold og ishockey, så løber tabene her op i flere hundrede millioner kroner, og tabet bliver endnu større i de bedste fodboldrækker. At det generelle forsamlingsforbud ikke bliver hævet til 200 har indenfor de seneste dage ført til, at en lang række foreninger har aflyst arrangementer, som er afgørende for mange foreningers klubkasser og for den fysiske aktivitet i det danske samfund.

”Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så får den seneste udvikling store økonomiske konsekvenser for idrætten. Derfor er de politiske forhandlinger om kompensation ultra vigtige. Jeg er dog fortrøstningsfuld, for jeg har et indtryk af, at politikerne deler vores ønske om, at der også er et godt dansk idrætsliv på den anden side af coronakrisen – både for eliten og for bredden,” siger Morten Mølholm Hansen.

Udvalgte nøgletal

DIF’s specialforbund

DIF’s specialforbund vil opleve økonomiske tab på fx landskampe og slutrunder, hvis tilskuerbegræsningen fastholdes til maksimalt 500 personer frem til 31. december. 16 specialforbund vil skulle aflyse knap 30 store idrætsarrangementer, hvilket vil betyde tabte indtægter for samlet set 47 mio. kr. og tabte afholdte udgifter for over 20 mio. kr.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Breddeklubber

Samlet tab for klubber deltagerbegrænsning på 500:

120 millioner kroner

(der er desuden en særskilt økonomisk udfordring for de foreningsbårne løbsarrangører, der arrangerer store motionevents/løb på over 3.000 deltagere).

Halvdelen af klubber forudser aflyste aktiviteter og hver tredje klub forudser reducerede udviklingsaktiviteter/frafald af medlemmer og frivillige.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Pressemeddelelse fra DIF

Livet som elevpony

Der er ingen tvivl om, at elevponyerne er med til at præge vores første indtryk af heste og ridesport, når vi starter til ridning. En god elevpony er derfor sin vægt værd i guld. De danske rideklubber har rigtig mange gode ponyer rundt om i landet, og i indslaget ‘Livet som elevpony’ fortæller 11-årige Christina Raffo om Zidanne, og hvordan hans hverdag ser ud som elevpony på Christiansminde Ridecenter.

Se hele indslaget her (Premium)

Anders og Sophia vinder DM i ungdomsdressur (vinderridt)

Anders og Zwobber var suveræne

Den unge Anders Hoeck har længe haft stor succes på de dressurbanerne og weekendens mesterskab var ingen undtagelse. På elegante og velgående Blue Hors Zwobber blev det en ganske velfortjent sejr til det talentfulde par, der efter tre afdelinger tog guldet.

Sølvet gik til Laura Gotteberg Jakobsen og Romio Højris, mens Annabelle Rehn og Vestervangs Garson vandt bronze. Hele resultatet kan ses her og nedenfor Anders flotte vinderridt.

Flot sejr til Sophia og Jericho

I ungrytternes mesterskab var der masser af flot ridning, men en ekvipage var ikke til at komme uden om – og sejren gik helt fortjent til Sophia Ludvigsen og charmrende Gørklintgårds Jericho.

Sølvet blev vundet af Sara Aagaard Hyrm og Thybo’s Laban, mens
Laura Ejby Hygum og Sundorfs Aqino tog bronze.
Hele resultatet af det spændende mestersskab kan ses lige her , og kürfinalen kan ses i vores arkiv (premium). Nedenfor kan du se Sophia og Jerichos flotte kür.

Klasserne kan ses i arkivet

Vi arbejder lige nu på at få juniorklasserne i arkivet – både B-finalen og selve finalen, og melder ud på facebook, når begge dele er klar. Ydermere beklager vi igen de netværksproblemer, der betød vi måtte afbryde livestreamingen fra søndagens mesterskaber.

Flot ridning i Ringsted

Agria DRF-mesterskaber for juniorer bød på masser af flot ridning. Hele klassen kan ses her.

Agria DRF-mesterskab i dressur for juniorer, kür

Også hos ungrytterne viste de dygtige talenter topridning, og der blev kæmpet for hvert eneste point. Se alle ridt i videoerne nedenfor.

Agria DRF-mesterskab i dressur for ungryttere, kür, (del 1)

(OBS følgende ryttere mangler i første halvdel pga. tekniske problemer: Lea Andreassen, Caroline Gad, Victoria Cecilie Bonefeld Dahl)

Agria DRF-mesterskab i dressur for ungryttere, kür (del 2)

Se resultatlister på Equipe

Fredags-anbefaling: Short doc. om Jean François Pignon

Franske Jean François Pignon er verdenskendt som en mester i frihedsdressur. Med sine smukke hvide heste fortryller han generationer af hesteglade mennesker, hvor end han kommer hen. I denne short doc: The HorseWhisperer fortæller Jean om hans første møde med heste – og om det bånd og særlige sprog, der kan opstå mellem menneske og hest.

Filmen varer omkring 5 minutter – så en perfekt pause til alle der elsker flot natur og smukke heste.

Credits
Director: Richard Mullane
DoP: Adam Docker
Producer: Ces Terranova
Sound Design: Enos Desjardins
Music: Garth Stevenson
Grade: Jack Kibbey Newman

DIF: Ærgrelse over manglende lempelse af forsamlingsforbuddet

Forskellen på 100 og 200 er i flere tilfælde afgørende for, om et stævne eller et mesterskab kan gennemføres i praksis. Derfor er det lidt af en bét for mange forbund og foreninger landet over, at corona-situationen alligevel ikke tillader, at forsamlingsforbuddet hæves på nuværende tidspunkt.

”Vi har naturligvis respekt for situationen og har ligesom mange andre med stigende bekymring fulgt udviklingen. Men det er da brandærgerligt. Vi har i idrætten virkelig lagt os i selen for at opfylde alle retningslinjer og for at gennemføre arrangementer trygt og ansvarligt – både ude i foreningerne og på sommercamps og til kampe med tilskuere, hvor der er dispensation fra det gældende forsamlingsforbud”.

Det siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Han forudser, at flere foreninger nu må til at lave om på deres arrangementer eller måske helt aflyse dem.

”Derfor sender jeg et kæmpe skulderklap til alle dem, som ude i idrætslivet knokler frivilligt med at planlægge og gennemføre idrætsarrangementer ansvarligt og corona-sikkert. Det er må mange måder en svær tid at navigere i” siger han.

Vigtige forhandlinger forude

Lige nu imødeser Danmarks Idrætsforbund med spænding de kommende forhandlinger om fase fire og rammerne for de større fælles arrangementer.

Foreningerne bag mange af de store motionsevents rundt omkring i landet rammes nemlig hårdt af de manglende indtægter, og situationen bliver naturligvis mere og mere alvorlig, jo længere tid der går.

”For mange foreninger udgør indtægterne fra de større arrangementer en stor del af driften og har dermed betydning for livet i lokalområdet. Og pt. er der ikke kompensationsmuligheder for tabte indtægter fra de større arrangementer. Også flere ligaklubber i fx håndbold og ishockey kan blive truet på deres eksistens, hvis corona-situationen ikke muliggør, at loftet på 500 tilskuere kan hæves” fastslår Morten Mølholm Hansen.

”Vi vil fortsat agere ansvarligt og tage corona-situationen alvorligt, men hvis den ikke muliggør lempelser ift. forsamlingsforbuddene, så er vi klar til at gå i konstruktiv dialog med politikerne om kompensationsordninger” siger han.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Hestens mave – den mest følsomme

Minder om en ballon

Maven er formet som en bønne. Prøv at forestille dig en ballon med to udgange. Hvis den er tom, er maven på størrelse med en lille vandmelon, men en mave i en hest, der vejer 500 kilo kan rumme otte til 15 liter.

– Det er kun ti procent af det samlede indhold af mave-tarmkanalen. Så hvis man ser samlet på hesten, så er maven jo temmelig lille, siger dyrlæge Angelika Schoster fra hesteklinikken tilknyttet universitetet i Zürich. Afhængig af hvor meget maven bliver fyldt, så udvider den sig. Når det op på 25 liter, så begynder det at være kritisk, og dyrlægen mener det er grænsen, inden der kan opstå en sprængning.

Dette er en af ​​vores største bekymringer i forhold til heste ramt af kolik

Angelika Schoster

Godt gemt

Maven befinder i samme højde som hestens 15. brysthvirvel, og den er placeret mest til venstre.

Derfor kaster heste ikke op

Ved hestens indgang til maven har den en lukkemuskel, der åbnes, når foderet ankommer fra spiserøret. Foderet kommer ind, men får ikke lov til at ryge retur, forklarer Schoster.

Desinfektion

Hvad er der egentlig i mavesyren? Saltsyre, slim, lipase, pepsin. Mavens væske opløser foderet. Jo løsere og uden klumper dette er, jo bedre er dette fordøjelses-trin.

En 24-timers produktion

En hest danner konstant mavesyre. Mellem 30 og 60 liter ser man i en fuldvoksen hest i løbet af 24 timer. Til sammenligning producerer mennesker to til til liter.

Fuld mave=ingen aktivitet

Du kender måske det gamle råd; gå ikke i vandet lige efter, du har spist. Og den gælder også, når vi har med heste at gøre – dog i en lidt ændret udgave.

– Kraftfoder stimulerer dannelsen af mavesyre. Hvis jeg derefter vil have hesten til at dyrke motion, bliver mavesyren kastet rundt i maven, hvilket betyder, at arealet, syren rammer, er meget større.

En halv time efter hesten har spist sit foder, anbefales det derfor ikke at ride hesten hårdt.

Læs mere om hestens mave på Reiterrevue

Eller gå på opdagelse i vores tema om mavesår:

Mavesår: Symptomer og diagnosticering

Hvad er mavesår hos heste

Mavesår: Gastroskopi af en hest

Mere om Dyrlæge Nanna Luthersson

#TBT til 2018: Ridefysioterapi

Ridefysioterapi er en særlig form for fysioterapi, hvor hesten fungerer som medie til at behandle en person. I dette lille klip fortæller Ridefysioterapeut Helen Ravnbo, hvordan hestens tredimensionelle bevægelser påvirker centralnervesystemet og bl.a. er med til at hjælpe den lille rytter, Arthur.

Hvis du har lyst til at se mere, kan du se de to indslag om Ridefysioterapi her (Premium)