Skip to main content

Author: admin

Kom med! Mike kørte i hestevogn fra Blokhus til Skagen

Normalt rider han rundt på de unge heste hos Helgstrand Dressage. Rumæneren Mike Mihaita har sammen med flere andre ryttere ansvaret for at tilride de kommende stjerner på det moderne salgs- og træningscenter med afdelinger i Danmark, Tyskland og USA. 

Men Mike får ikke heste nok på sit arbejde. I fritiden er han en ivrig kusk, og sammen med makkeren Pedro tager han ofte ud i naturen.

Sidste sommer spændte han vognen foran Pedro og kørte i alt 85 km i løbet af nogle dage, men i år havde Mike et mål om at køre en endnu længere tur. Og som sagt, så gjort.

Strandkørsel

– Jeg blev kørt til Blokhus, hvorfra jeg spændte vognen foran Pedro. Vi ville køre fra Blokhus til Skagen og såvidt muligt blive på stranden. Det var en fantastisk tur, fortæller Helgstrand-rytteren, der tilbagelagde den ca. 100 km lange rute på fire dage.

Mike og Pedros rute

– Alt var perfekt. Det blev ligesom, jeg forestillede mig det. Og alle hos Helgstrand har bare støttet mig i projektet. Første dag regnede det lidt, men det betød ikke så meget. Vi overnattede bl.a. i en stald i Hirtshals. Jeg havde hele tiden fokus på, at Pedro fik energi og kunne klare strækningerne. Og så mødte vi bare så mange mennesker undervejs – alle var søde. Folk har sendt mig fotos efterfølgende, da de havde mødt mig på turen, forklarer den sympatiske rytter.

Inden Mike og Pedro tog på tur, var der gået meget tid med forberedelse.

– Jeg har selv bygget vognen. Det har nok taget tre måneder. Jeg havde hø, vand, foder og et telt til mig selv i vognen. Og så havde jeg tilrettetlagt et program, så Pedro ikke blev træt. Det var vigtigt for mig, at han hele tiden havde det godt. Klokken 6.30 fik han morgenmad, og jeg begyndte at køre omkring klokken 9. Jeg kørte ikke mere end et par timer om formiddagen. Så fik han pause, og så kørte vi igen et par timer om eftermiddagen, fortæller Mike.

Og der er ingen tvivl om, at Pedro og Mike har et helt specielt bånd.

– Pedro er oprindelig en dressurhest. Han er for varm til dressur, så derfor bruger jeg ham til kørsel. Han elsker at være udenfor i naturen. Han har tillid til mig, så derfor lykkedes det for mig at gøre ham til kørehest. Han er otte år nu.

Han sov foran teltet hver nat. Når jeg forlod ham og ville snakke med mennesker, så kiggede han efter mig hele tiden. Han nød også turen. Jeg tror, han nyder at køre med vogn lidt mere end at gå dressur. Nu har han brug for et par ugers ferie på folden.

Jeg fik bl.a. mad ved, at jeg ringede til en restaurant og de var så søde. De kom ud med maden.

Mike Mihaita

Nyt mål

Selv om Mike og Pedro puster ud efter den vellykkede køretur, så planlægger han allerede næste års eventyr.

– Næste år vil jeg ud på en tur på 200 km. Men jeg skal have fat i en ekstra hest. Det behøver ikke være en tophest. Jeg vil give hesten en ny chance, så den behøver ikke kunne noget. Pedro får dermed også en kammerat. Jeg tror, jeg vil køre til Esbjerg. Det masser perfekt med den distance, jeg gerne vil nå, slutter Mike Mihaita.

Fredags-anbefaling: De smukkeste billeder fra Island

Har du to minutter skal du ikke snyde dig selv for denne smukke video fra Island lavet af Drew Dogget. Filmen, der knap varer to minutter, tager os med på smuk rejse gennem islands bjergtagende landsskab, og viser den islandske hest i det miljø, der har været med til at forme og skabe den hårdføre og populære hesterace.

VM på Zangersheide er nu aflyst

Indtil sidste øjeblik har arrangørerne af Verdensmesterskabet i springning for unge heste på Zangersheide håbet, at det ville være muligt at gennemføre det populære stævne, der samler de bedste  5-, 6- og 7-års.

Begivenheden skulle kunne gennemføres, så det ville være sikkert for alle; for ryttere, opdrættere, besøgende og ansatte såvel som for hestene.

Og i dag har organisationen erkendt, at arrangementet ikke kan blive til virkelighed.

– Selvom det er trist, så respekterer organisationen de foranstaltninger, regeringen har truffet for at sikre den generelle sundhed. Zangersheide vil gerne takke alle dets partnere, der har samarbejdet med os indtil sidste øjeblik, såvel som sponsorerne, der stadig ville støtte os trods den vanskelige situation, lyder det i pressemeddelelsen.

Aflysningen af årets Verdensmesterskab i Belgien er meget skuffende for alle involverede, og vi forstår, at dette ikke har været en let beslutning at tage, men på grund af Covid- 19 skal vi prioritere sundhed og sikkerhed for vores atleter og alle involverede i denne udfordrende tid

”FEIs springkomité formand Stephan Ellenbruch

FEI WBFSH Verdensmesterskabet for ungheste i springning er et af de smukkeste ridestævner i vores øjne. Den ekstra tid vil vi bruge på at gøre 2021-udgaven endnu bedre, lyder det endvidere i den udsendte meddelelse.

Guide: Mød vilde heste i Danmark

Nede i den lokale rideklub står hestene side om side på foldene eller i stalden. Men vidste du, at det slet ikke er umuligt at møde vilde heste flere steder i Danmark?

Danmarks Naturfredningsforening har lavet en oversigt over hvor i landet, der er sat heste ud i naturen.

Langeland

Sydlangelands absolut største seværdighed er de vilde heste. I området mellem Dovns Klint i syd og Søgård i nord lever en flok på ca. 60 heste i alle aldre helt på egne betingelser. Hestene af racen exmoor-pony klarer sig selv året rundt med minimal menneskelig indblanding.

Exmoor-ponyen er noget af det tætteste, vi i dag kommer på fortidens nu uddøde, europæiske vildhest. Den stammer fra hedeområderne i det sydvestlige England, hvor den har levet siden oldtiden. Man mener, den nedstammer fra vildheste, som for 200.000 år siden vandrede fra det centrale Europa over den sump, der senere blev til Den Engelske Kanal.

Dyrene er ikke kun til glæde for de besøgende. Ponyerne opfylder en vigtig funktion som landskabsplejere. Hvis de ikke var her til at holde græsset nede, ville området i løbet af få år gro til med skov eller rørskov. Men når området græsses af, kan sollyset nå helt ned til jordoverfladen. Det giver mulighed for, at mange forskellige plantearter kan vokse her – og give føde til mange forskellige dyr. Mange truede arter af både planter og dyr findes i denne type landskab.

Hestene har ca. 120 hektar at boltre sig på. Derfor kan det nogle gange være svært at få øje på dem. Fra højdedrag som Ørnehøj har du et godt udsyn. Kommer du en varm sommerdag, kan du være heldig at opleve flokken bade i en af de små søer på området.

Kilde: Naturstyrelsen

Gribskov

Flere ret store områder i Gribskov græsses nu af islandske heste. Islandske heste er nøjsomme og græsser gerne, både hvor der er vådt og tørt og samtidig er de ikke kræsne. Selv stride græsser, som andre hesteracer og kreaturer lader stå, æder de med velbehag.

Det har i mange år været svært at skaffe dyr nok, til den nødvendige naturpleje på de åbne områder i Gribskov. Men med de sidste års græsning med et stort antal islandske heste er flere områder nu græsset godt i bund og det får en positive effekt på floraen. Ønsket er  at de høje og stive arter af græsser og urter, bliver græsset helt i bund for at give plads et større antal af mindre planter. Det giver en meget større artsrigdom/biodiversitet.

Kilde: Naturstyrelsen

Mols Bjerge

Et vildt natureksperiment med vildheste i nationalparken på Mols. Med støtte fra Den Danske Naturfond blev der den 26. november 2016 sat 16 vildheste ud på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge. Det er første gang at der gennemføres en vildere og mere naturnær forvaltning i et af Danmarks mest artsrige områder. Molslaboratoriet bliver derfor et af de steder, hvor man kan lære mest om, hvordan rewilding påvirker vores truede natur.

En vild natur kan passe sig selv! Det er bundlinjen i projektet, hvor man forsøger at efterligne den vilde natur, som sommerfugle, vilde bier, orkidéer i tusinder af år har udviklet sig i – en stor natur med planteædere, der året igennem har strejfet rundt i jagten på føde.

Der er i 2016 etableret et enkelt hegn på 7 km om alle Molslaboratoriets arealer og de mange eksisterende små hegninger er fjernet. Den 26. november 2016 blev der udsat en stor flok vildheste, som skal leve af og i landskabet året rundt. Fra øst til vest kan de løbe næsten to kilometer, de kan græsse på heden, i skoven eller på engen, de kan skjule sig, eller de kan stå frit fremme. Hestene går sammen med en flok kreaturer og naturens dyr såsom hjorte, ræve og harer.

Den tidligere tilskudsfordring om vinteren er ophørt. Folk kan stadig bevæge sig rundt på arealerne, dog er det ikke tilladt at fodre dyrene.

Kilde: Den danske naturfond

Se videoen fra da hestene blev sluppet løs i Mols Bjerge:

HUSK

  • Hold afstand til hestene
  • Du må ikke klappe eller fodre hestene 

Enhver rytters drøm – Alyssa vil prøve alle hesteracer!

– Mit navn er Alyssa, og jeg er en livslang heste- og eventyrfan. Jeg har tænkt mig at skabe en verdensrekord og blive den første person i verden, der vil prøve at ride på alle hesteracer i verdenen…

Sådan lyder indledningen på DiscoverTheHorse, hvor hesteinteresserede kan følge Alyssas vilde eventyr, når hun sætter sig i sadlen på forskellige hesteracer rundt omkring på hele kloden – målet er klart:

Hun vil være den første til at prøve alle verdens hesteracer.

Heldigvis for os andre filmer Alyssa sine ridt og lægger dem efterfølgende på sociale medier og sin hjemmeside, så alle kan få en lille smagsprøve på, hvordan det er at ride f.eks. Morab Show-hest:

Connemara:

Araber-hesten

Irish Cob 

Indtil videre har Alyssa været så heldig at prøve 55 forskellige hesteracer, men hun er bestemt ikke færdig endnu.

Du kan følge hendes rejse på Facebook, hvor hun opdaterer sine mange følgere, hver gang en ny hest har krydset hendes vej.

Fejl bliver til tid ved DM i spring

Det er ikke kun de mange nødvendige COVID-19 tiltag, der er nye ved årets DM i ridebanespringning, der afvikles hos Absolute Horses på Tågerup nær Kolding fra den 18. til den 23. august. Nyt er også, at første afdeling af mesterskaberne afvikles i Metode C, som er en springning, hvor fejl omregnes til tid.

Det gælder både DM for Senior og DRF-mesterskaberne for U21 (Ungrytter) og U18 (Junior). Tidligere har såvel første og anden afdeling af mesterskaberne været afviklet i metode A, hvor man opgør fejl og tid.

Metode C er tidligere – for mere end 10 år siden – brugt til første afdeling af mesterskaber i Danmark. Med ændringen afvikles de danske mesterskaber nu på samme måde som de internationale.

Metode C sætter fart på springningen. Får man en nedrivning eller et ben i vandet, så lægges der fire sekunder til ens tid. Så er man hurtig nok, kan man stadig ligge rigtig godt i konkurrencen, selv om man river ned. Ved tidsfejl tillægges et ekstra sekund.

Resultatet opgøres som fejlpoint. Den rytter, der har den bedste totaltid, får 0 strafpoint. De følgende ryttere får strafpoint svarende til halvdelen den tid, deres totaltid er langsommere end vinderens.

Strafpointene lægges så sammen med de fejl, rytterne får i anden afdelings to runder. 

Højderne er de samme som tidligere år. Senior rider på 150 cm forhindringer i første afdeling og 160 i anden. Ungrytternes højde er 145 cm, og Junior rider på 140 cm.

Kvalifikationskravene til mesterskaberne er i år på grund af COVID-19 ændret, så det kun afgøres af rytterkategori – minimum 5 for Senior og Ungrytter og 4 for Junior.

Championat

I forbindelse med det store stævne afvikles også en kvalifikation til DRF championat for fire-, fem- og seks-års heste. Ud over Youngster-klasserne, som ikke kun er for championatshestene, er der almindelige springklasser helt ned til en højde på 125 cm, så stævnet er ikke kun for mesterskabsrytterne. Der er netop åbnet for tilmelding på DRF Go.

Det er 10. år i træk, Absolute Horses, som brødrene Andreas og Christian Schou og Bo Kristoffersen står bag, arrangerer DM i ridebanespringning. Men på grund af restriktionerne bliver det uden aftenarrangementer og jubilæumsfest.

Stævnet skulle have været afviklet fra 10. til 14. juni sammen med et internationalt stævne, som er blevet aflyst.

Billedtekst:

Der er dyb koncentration, når det gælder mesterskabet. Her er det sidste års vinder af senior DM Søren Møller Rhode. I år omregnes fejl til ekstra sekunder i første runde af mesterskabet.

Kilde: Absolute Horses

Weekenden bød på mange stævner

Karen sejrede

Hos Capacity Showjumping Center var der mange kendte springryttere at finde på startlisterne. Fra onsdag til søndag var der aktivitet på banen, hvor der blandt andet blev afviklet PAVO og DRF Champ. for ungheste.

Stævnets højeste klasse HorseCamp Big Tour (145) blev vundet af Karen Møller Rohde og hingsten QUARZ ASK. Se resten af placeringsrækkefølgen.

I fireårs-kvalifikationen var Linnea Ericsson-Carey svær at komme udenom. Hun vandt med hesten DIAMANT DE PACTOLE Z og en score på 8,3. Sejren måtte hun dog dele med Josephine Bøgh og CANSTAR.

Placeret på tredjepladsen var det igen Linnea. Denne gang på hesten P COCO POP Z.

Kom tæt på Karen i videoen, hvis du trykker på billedet (Premium)

Mere Linnea

Også i femårskvalifikationen havde Linnea Ericsson-Carey succes. Hun tog førstepladsen i samspil med COSTNER, mens Karen Rohde Møller også i denne klasse red op til sit bedste. På A.N. BARNEY opnåede hun 8,5, der rakte til en placering som nummer to.

I seksårs-klassen var det en anden rytter med efternavnet Møller Rohde, der red sig ind i placeringsoversigten. Søren Møller Rohde og GRACE vandt kvalifikationen med 8,4, mens Linnea endnu engang havde en god tur. På CON VADOS blev hun nummer to.

Dejlig dressur

Mens springrytterne kæmpede i Fredensborg, satte dressurrytterne kursen mod Solrød, hvor der blev arrangeret landsstævne i dressur for heste.

Her skulle vinderne af Bundgaard Byg Cup-kvalifikationen findes.

Bundgaard Byg Cup rides over tre spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.

Det gode samarbejde mellem DRF og Bundgaard Byg har været med til at skabe en meget populær turnering, der er et stort skridt på vejen til de allersværeste klasser for både ryttere og heste. For Bundgaard Byg betyder det også, at man kommer i tættere dialog med kunder og brugere, hvilket er vigtigt, hvis man vil være på forkant med ridesportens behov.

Kilde: DRF

Lørdagens  Intermediare I vandt Rune Willum Hansen og hingsten Atterupgaards Seebach. Ekvipagen scorede godt 74 procent, mens Michael Søgaard på Jukebox lagde sig lige i hælene.

Søndag byttede de to herrer pladser. I küren blev Michaels ridt belønnet med 78 procent, men Rune måtte “nøjes” med 77.083 procent.

Se alle resultaterne her

Film på vej om Nick Skelton?

Da Nick Skelton vandt OL guld i 2016 som 58-årig, var der flere, der mente, at springrytterens fantastiske liv var værd at gengive på det store lærred.

Alle ingredienserne til en Hollywood-klassiker var i hvert fald på plads. Nick Skelton, en populær og særdeles dygtig springrytter, brækkede halsen i et fald fra en hest i 2000 og trak sig tilbage fra sporten. Alligevel fik han kæmpet sig tilbage til sportens allerhøjeste niveau, hvilket resulterede i at den 58-årige rytter vandt guld ved OL i Rio 2016! Historien om hesten Big Star, som Nick Skelton vandt guld med, er lige så fantastisk. For den brune hest var skadet i to år og havde ikke rigtig deltaget i konkurrencer frem mod de Olympiske Lege i Rio. Den sidste store klasse, parret vandt sammen inden legene i Brasilien, var en Grand Prix i Aachen i 2013, så den præstation er i sig selv også ret enestående.

Nick Skelton og Big Star i Rio 2016

Manuskriptet er skrevet
Det viser sig nu, at den 21-årige manuskriptforfatter Bobby Kraut har udformet et manus om netop Nick Skeltons fantastiske rejse, og efter sigende skulle manus være blevet vist til den amerikanske skuespiller Robert Duvall, som var meget begejstret.

Manus fortæller selvfølgelig historien om Nick Skeltons liv, og kulminerer til sidst med rytterens syvende OL-deltagelse med den mægtige Big Star i Rio.

Hør Nick Skelton fortælle om Big Star

Kilde: Horse and Hound

Det er ikke Photoshop – danske heste med skæg

Heste med skæg… Det lyder skægt – for at blive i samme ordlyd, men ikke desto mindre er fænomenet altså velkendt, selv om det bestemt ikke er alle heste og ponyer på staldgangen, der har brug for at få studset moustachen i ny og næ.

Du har muligvis allerede set artiklen her, men danske hesteejere kan i den grad også være med.

Fine overskæg

Nedenfor kan du se de flotte bidrag, vi har modtaget på redaktionen:

Janni Banke har sendt disse søde foto af Willie
Sofie Kjærgaard Jensen har bidraget med dette sommeragtige billede (Foto: Kamila Mortensen)
Janni Knops sorte hest kan også være med
Merete Nielsens hest har også et imponerende skæg
Annie Melgaard har delt billedet af Yrsa, der er en af hendes klienters hest