Skip to main content

Palma og Olivia DRF mestre for kat. 2 & 1

Trods nattens enorme mængder regn, var græstæppet på SPRs bane i Bernstorffsparken fornuftigt underlag, til dagens finaler i Agria DRF mesterskabet i springing for henholdsvis kat. 2 og kat. 1 ponyer.

Palma helt suveræn
Palma Sophie Jansson Christensen kom som den eneste til dagens 2. runde med 0 fejl. Og det nul holdt hun hele vejen gennem dagens 2 finale runder, og kunne retmæssigt stille sig øverst på podiet og få guldet om halsen. Palma blev iøvrigt nr. 2 og sølvmedaljevinder i gårsdagens finale for children ryttere, med blot 1,5 sekund til guldet. Rimelig sejt af den blot 11-årige rytter.

Sølvet og bronzen skulle der en omspringning til at afgøre, og her var Christel Engelbrecht bedst. Hun leverede en hurtig runde med nul fejl, og snuppede sølvet foran Amalie Breum Harrild der sikrede sig bronzemedaljen.

Årets medaljetagere for kat. 2 i DRF mesterskabet 2023. Foto: Zibrasport

Olivia Dresler vinder for Kat. 1 ponyer
Der blev byttet godt og grundig rundt på podiepladserne hos kat. 1 rytterene. Banen voldte flere ellers meget rutinerede ryttere og ponyer problemer, hvilket gav fejl og elimineringer.
Oliva Hundborg Dresler var som den eneste sikkerheden selv i dagens første runde, og klarede banen med nul fejl. Olivia holdt, og kunne med et enkelt nedslag på allersidste forhindring i 2. runde række hånden i vejret, og stille sig øverst på podiet og modtage guldmedaljen. Sølvet gik til Emily Filippa Windtberg, mens bronzen tilfaldt Klara Mie Snebjørn Poulsen.
Find klassen fulde resultat her

Læs også: Selma og Maya er DRF mestre for children og kat. 3

Lovforslag for bedre dyrevelfærd

“Det skriger til himlen når vi som hestevelfærdsorganisation må sidde med hænderne i skødet og passivt vente, mens vi ved, at der er heste der lider i sager om grov vanrøgt og mishandling.”

Sådan lyder det fra Hestens Værn der i samarbejde med Dansk Ride-Instruktør Forening og med opbakning fra en række foreninger og organisationer ønsker at ændre lovgivningen, så det bliver nemmere at hjælpe dyr i sager om grov vanrøgt og mishandling af dyr. Og arbejdet starter med et borgerforslag.

Forslaget kommer i kølvandet på en række sager, hvor foreningen har oplevet, at en langsommelig sagsbehandling og manglende handling har haft katastrofale følger for de nødstedte dyr.

“Vi har desværre erfaringer med sager, hvor politi og myndigheder ikke har de nødvendige redskaber og ressourcer til, at sagerne kan behandles effektivt”, lyder det fra Julie Fejldborg.

Der mangler ganske simpelt en stor rød knap, hvor organisationer som anmelder kan stille krav om særlig hurtig udrykning til nødstedte dyr.

Det udarbejdede lovforslag foreslår derfor, at der i særligt alvorlige sager, kan stilles krav om, at politi og myndigheder rykker ud inden for 24 timer”, fortæller Julie Fjeldborg der er formand hos Hestens Værn.

Hun beskriver at foreningen har modtaget anmeldelser om voldsomme sager, hvor ejeren har nået at flytte dyrene inden politiet har handlet på sagen.

“Vi har sager, med billeddokumentation, hvor dyr går rundt som levende skeletter, har åbne sår og sygdom der kræver akut behandling. Men når politiet dukker op, er dyrene fjernet, og dermed mister man muligheden for at stille ejeren til ansvar. Vi har sågar sager, hvor folk melder ind, at vanrøgtede heste bliver skudt og begravet, for at skjule beviserne. Det er jo under alt kritik, at man kan slippe afsted med at behandle dyr på den måde, fordi loven ikke sætter nogle klare rammer”, konstaterer Julie Fjeldborg.

Hestens Værn og Dansk Ride-Instruktør Forening ønsker derfor, at der indføres dyrepoliti og udvidede beføjelser, så det med dommerkendelse bliver muligt at ransage ejendomme, hvor man mistænker at dyrene er i fare.
Julie Fjeldborg påpeger at det er nødvendigt med en lovændring, så man får bedre mulighed for at behandle dyrevelfærdssager.

Hos Dansk Ride-Instruktør Forening der er medstiller af forslaget, håber man, at forslaget vil møde opbakning på tværs af branchen.

“Det er vigtigt, at vi står sammen i branchen og sender et klart signal om, at dyrevelfærden i vores sport skal sikres. Derfor vil vi opfordre alle til at støtte op omkring det borgerforslag som vi er medstiller på. Ingen i vores sport kan have interesse i, at sager om vanrøgt og mishandling trækkes i langdrag. Heste er fantastiske dyr og vanrøgt og mishandling må simpelthen ikke finde sted. Det skal vi tage alle midler i brug for at stoppe, lyder det fra Kristian Skovrider der er formand for foreningen.

Det aktuelle forslag gælder ikke kun for heste, men også hunde, katte og andre dyr.
Det er nemlig desværre ikke kun Hestens Værn, der har oplevet udfordringer med behandling af dyreværnssager. Behandlingtiden på dyreværnssager er ofte lang – og dyrene lider under det.

“Vi er nødt til at gøre noget for at sikre bedre behandling af disse sager. Vi kan ikke bare sidde og vente, og derfor tager vi også alle midler i brug. Borgerforslag, dialog med politikere, og alt hvad vi kan komme i tanke om, som måske kan medvirke til at skabe bedre rammer for dyrevelfærden i

fremtiden. Som organisation er vi underlagt at følge loven i disse sager, og når loven ikke fungerer, må vi forsøge at ændre det. Handling taler højere en ord,” konstaterer Julie Fjeldborg.

Hvis du vil støtte kampen for at myndigheder og politi kan behandle grov dyremishandling og vanrøgt mere effektivt kan du underskrive borgerforslaget som du finder her.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-15254

Kilde: Pressemeddelelse Hestens Værn

Camilla Ernst vinder DM

Den særdeles krævende bane gav flere ryttere udfordringer undervejs, og publikum, der var mødt talstærkt op, fik spænding til det sidste.

Camilla var bedst

Efter en hæsblæsende, flot og fejlfri 2. runde af mesterskabet for seniorer, kunne Camilla Ernst og hoppen Fiona Ask, der er avlet på smukke stutteri Ask, hvor mesterskabet i år blev afholdt, kåres som danmarksmester 2023.
Sølvet gik til EM reserven Martin Dinesen Neergaard og CARPE DIEM VAN DE GEENEINDE Z, mens Rikke Andersen og CHACCOSSINI tog bronzen.

Podiet DM 2023 fra venstre: Martin, Camilla og Rikke


Find resultatet for klassen her

Læs også: Theodor og Anne-Kristine er nye DRF mestre

Caroline vandt for U18

U18 mesterskabet blev også afgjort idag, og her var Caroline Knudsen sikker fra start til slut, og tag velfortjent guldet med hjem. Rosemarie Heering tog sølvet, mens Emma Ponsaing fik bronze.

Podiet ved Agria DrF mesterskabet for U18. Fra venstre: Rosemarie, Caroline og Emma

Theodor og Anne-Kristine er nye DRF mestre

De første finaler i årets Agria DRF mesterskab i springning er netop afgjort ved stævnet på Stutteri Ask.

Theodor ny U21 mester
Theodor Linde og Kristal snuppede sejren i årets ungrytter mesterskab, og henviste vinderen af første runde til 2. pladsen. Sølvmedaljen blev nemlig vundet af vinderen fra første afdeling, Frida Munk Lassen på Valerie Ask, mens bronzemedaljen gik til Josefine Sandgaard Mørup på Riddle Quiz.

Podiet ved Agria DRF mesterskabet for U21 ryttere, fra venstre Frida, Theodor og Josephine. Foto: Drf



Anne-Kristine holdt hele vejen
Anne Kristine Rie Truelsen og Quemoy KT holdt føringen fra 1. afdeling og kan efter 2 flotte fejlfrie runder bryste sig af titlen som dette års DRF mester i springning for U25 ryttere. Sølvet gik til til Phillipa Linde med Carreau of GreenHill Z, mens Marie Louise Riisgaard Kemp og 4ever Black Jack sikrede sig bronzen.

Imorgen går det løs med finalerne i årets Agria DRF mesterskab i springning for U18 og seniorer.

Du kan følge mesterskaberne LIVE her

Følg med i EM i Military

Idag starter konkurrencerne ved EM i Military i franske Haras de Pin, med den første del af dressur konkurrencen. Og på dagens startliste finder vi den eneste danske ekvipage, der deltager i mesterskabet, nemlig Hanne Wind Ramsgaard og Ameque Torino. Hanne og Torino repræsenterede også Danmark ved VM i 2022 i Pratoni, og er et stærkt makkerpar.

læs også: Danskerne er klar til VM i military

Programmet for EM

Torsdag d. 10. august – dressur
Fredag d. 11. august – dressur
Lørdag d. 12. august – terræn
Søndag d. 13. august – ridebanespringning

Følg med i EM i military live

Hanne og Torino rider på banen (torsdag) kl. 17:10, og du kan selvfølgelig se med hjemmefra.

Mesterskabet streames alle dage på www.clipmyhorse.tv og du kan komme direkte til streamingen HER

Find startlister her

Dressurholdet udtaget til EM

Vi står stærkt
Når de danske dressurryttere indtager Riesenbeck i Tyskland fra den 5. til 10. september, er det ikke uden blod på tanden i forhold til en plads i toppen. For selvom Danmark allerede er kvalificeret til OL, så er rytterne klar til endnu engang at vise, hvad de er lavet af. ”Det er et stærkt hold, men også et hold med et par uerfarne heste på internationalt mesterskabsniveau. Det gør det ekstra spændende, specielt med henblik på, at vi kigger ind i OL 2024,” udtaler elitesportschef Anne-Mette Binder og fortsætter: ”Vi har haft et bredt rekrutteringsfelt i år, som vores longlist også bar præg af. Foruden ekvipagerne på listen, råder Danmark også over andre ekvipager, der lever op til FEI’s kvalifikationskrav, og derfor har vi ligesom til VM sidste år gjort os rigtigt mange overvejelser omkring, hvordan vi bedst sætter holdet, vel vidende at vi kommer til at skuffe dem, der ikke kommer med det sidste stykke af vejen. Til udvælgelsen læner vi os som tidligere op ad de seks udtagelseskriterier beskrevet i Sportsplanen 2023, og vi følger de enkelte ekvipagers udvikling og formkurve på et datainformereret grundlag. Samtidigt er vi også opmærksomme på, hvordan den enkelte rytter og teamet omkring dem bidrager konstruktivt til fællesskabets styrke”.

Læs de seks kriterier fra sportsplanen her.

Forberedelsens time
Forberedelserne til EM har været i gang siden sæsonstarten, og nu spidser de for alvor til, når de sidste detaljer skal finpudses. Derfor er der også lagt et alsidigt program for rytterne, deres grooms og deres daglige trænere, når de den 21. til 22. august samles på Blue Hors. ”Bootcampen er den sidste forberedelse inden EM. Den er ikke til for at teste eller måle ekvipagerne op mod hinanden, men for at hjælpe dem med at blive så godt klædt på som muligt til de forestående opgaver. Det gør vi bl.a. ved programridning med den internationalt anerkendte dommer Dietrich Plewa, dyrlægetjek og massage til hestene,” forklarer Anne-Mette.

Men selvom bootcampen har til formål at forberede rytterne og deres teams så godt som muligt, så er sammenholdet også et vigtigt fokus for elitesportschefen: ”Vi skal bl.a. på ”Bridge Walking” sponseret af Dressurens Venner, hvor ryttere, grooms, dyrlæge, hestemassør, sportspsykolog og undertegnede deltager. Det gør vi for at få nogle fælles oplevelser, som ikke har udgangspunkt i den fælles passion for hestene og dressursporten. Vi kommer til at opleve og se hinanden på en anden måde og i en helt anderledes sammenhæng. Det er vigtigt, at det er hele holdet – eller den store familie om man vil – der deltager, da det i højere og højere grad også er rytternes fantastiske grooms og mine DRF-stabskolleger, der har medansvar for, at der værnes om det gode fællesskab, når vi er afsted sammen”.

Det vigtigste for os
Det er ingen hemmelighed, at de danske dressurryttere allerede har klaret sig aldeles godt de senere år og også har leveret flotte resultater i 2023 med bl.a. to sejre og en andenplads i nations cup i Compiegne, Aachen og Falsterbo. Derfor kan drømmene og ambitionerne være store. For elitesportschefen er det dog noget helt andet, der har første prioritet: ”Vi drømmer selvfølgelig om at kunne leve op til forventningerne i Sportsplanen 2023, men vigtigst af alt er det, at mit og resten af DRF-stabens fokus er rettet mod, at rammerne omkring den enkelte atlet og deres team med et behørigt hensyn til fællesskabets interesser er så optimale som muligt. På den måde sikres det bedst, at alle har mulighed for at yde deres bedste på dagen, når det gælder, og vi lykkes med opgaven,” afslutter Anne-Mette. 

I Sportsplanen 2023 er målene for EM delt op i resultatmål og acceptable mål. Du kan se Sportsplanen 2023 her.

Følgende ekvipager er udtaget til EM-holdet:
(Rytter / hest / ejer)

  • Andreas Helgstrand / Jovian / Helgstrand Dressage A/S
  • Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera / Ingrid og Poul Thøgersen
  • Daniel Bachmann Andersen / Vayron / Sandra og Rudolf Spiekermann
  • Nanna Merrald / Blue Hors Zepter / Blue Hors

Følgende ekvipager er reserver:
(Rytter / hest / ejer)

  • Anna Kasprzak / Addict de Massa / Hanni Toosbuy Kasprzak
  • Daniel Bachmann Andersen / Zippo M.I. / Vivi og Christian Vang Lauridsen (reserve for sig selv)
  • Nadja Aaboe Sloth / Favour Gersdorf / Nadja Aaboe Sloth
  • Nanna Merrald / Blue Hors Don Olymbrio / Blue Hors (reserve for sig selv)

Kilde: Pressemeddelelse DRF

Holdet sat til EM i springning

Der har været stort fokus på at ride kvalifikationerne hjem, og flere danske ryttere har gjort sig positivt bemærkede på vejen mod EM kvalifikationen.
Dansk Rideforbund har idag offentlig gjort holdet der skal repræsentere Danmark ved det forestående mesterskab. Landstræner Bo K. Møller udtaler:

”Alle ryttere har fra starten af denne sæson fået at vide, at kvalifikationer til EM var en stor prioritet, og derfor har vi virkelig gjort en indsats for at få de ryttere ud til start, som havde potentiale til at sikre en kvalifikation. Det har resulteret i, at vi har fået en bred trup, som er kvalificeret, og vi havde endda også nogle stykker, der var lige ved at blive kvalificeret”

Holdet der skal repræsentere Danmark er som følger:

Det danske EM-springhold består af
(Rytter/hest/ejer)

  • Andreas Schou / Darc de Lux / Schou Absolute Horses
  • Kasper H. Hansen / Zero K / Birgit Hansen
  • Lars Nørgaard Pedersen / Bøgegården Gladiola / Stina og Jørgen Schmidt & Frandsbjerg Horses
  • Mathias Nørheden Johansen / Franco 79 / Gugler Sport Horses GmbH & Co.KG
  • Rikke Belinda Barker / Tabalou PS / Layland Barker

Reserver

  • Martin Neergaard / First Choice HT / Lykkegaard 159 Aps
  • Søren Møller Rohde / Grace ASK / Stutteri Ask

(Andreas Schou er derudover kvalificeret med hestene I know ejet af Schou Absolute Horses & Bækgården Youngster og Billy Matador ejet af Schou Absolute Horses. Disse heste har Andreas som egne reserver).

Målet ved EM er selvfølgelig at klare sig så godt som muligt, men kommer Danmark i top 10, er vi sikret i af de eftertragtede pladser ved OL i Paris 2024.

Læs mere her.

Bohemian til Patrik Kittel

Den smukke røde vallak, vi i Danmark bedst kender som Cathrine Laudrup Dufours makker ved de hest store stævner, blev tidligere på året solgt til det tyske firma Sportpferde Galleria, som den koreanske olympier Dong Seon Kim rider for. 

Læs også: Bye bye Bohemian
 
Bohemian var tænkt som hans olympiske makker i Paris 2024, og Kim begyndte straks sin olympiske træning med at flyve hesten til Florida og konkurrere med ham i deres første CDI i Wellington. De var tilmeldt Grand Prix den 23. februar, men trak sig i opvarmningen. Dagen efter red parret en national klasse. 
 
En uge senere trænede Dufour Kim til hans CDI-debut på Bohemian i Wellington, hvor han scorede 68,435 % i Grand Prix og 73,565 % i freestyle. Koreaneren red Bohemian i yderligere to CDI’er, hvor deres Grand Prix-score var 69,978%. 
 
En forandring i livet og famileforretningen trak Kim tilbage til Korea, og den 17. juli annoncerede Sportpferde Galleria på Eurodressage, at Bohemian atter er til salg. 
 
Patrik Kittel 
Bohemian var til salg hos Hubertus Schmidts, men den svenske Grand Prix-rytter Patrik Kittel, som er en del af Helgstrands hestehandelskonglomerat, var i stand til at overbevise ejeren om at give ham tøjlerne. 
 
Denne weekend i Crozet, Frankrig, konkurrerer parret for første gang. 


Kilde: Eurodressage

Det nye format Longines League of Nations klar til launch

Kvalifikationer og finale bekræftet for de første sæsoner 2024 til 2027
FEI-bestyrelsen har enstemmigt bekræftet tildelingen af ​​kvalifikationerne og finalen i Longines League of Nations™ for sæsonerne 2024, 2025, 2026 og 2027 til venues i hele Europa, Nordamerika og Mellemøsten.
Longines League of Nations™ venues for sæsonerne 2024-2027 vil være som følger:

Kvalifikationer:
CSIO5* Abu Dhabi (UAE)
CSIO5* Ocala, FL (USA)
CSIO5* St. Gallen (SUI)
CSIO5* Rotterdam (NED)
Finale: CSIO5* Barcelona (ESP)

Tildelingerne blev foretaget efter en udbudsproces, som begyndte den 22. maj med omfattende konsultationer mellem FEI, de bydende arrangører og deres nationale forbund i overensstemmelse med FEI’s politik for tildeling af navngivne begivenheder. FEI’s hovedkvarter og FEI Jumping Committee gennemgik buddene og fremlagde deres anbefalinger til FEI’s bestyrelse. Longines, FEI’s toppartner og titelsponsor for den nye serie, som har forpligtet sig til et meget betydeligt økonomisk bidrag, blev konsulteret gennem hele processen. “Vi har truffet en historisk beslutning for fremtiden for hestesport,” sagde FEI-præsident Ingmar De Vos. “Denne serie handler om at inspirere enkeltpersoner og nationer omkring vores sports kerneværdier – kammeratskab, holdånd, hesteånd og ekspertise – og i over et århundrede har den spillet en uvurderlig rolle i udviklingen af ​​hestesport globalt. “Vi var meget tilfredse med det store antal arrangører, der var ivrige efter at være vært for en Longines League of Nations-begivenhed i de kommende sæsoner.”

Om Longines League of Nations™ 
Longines League of Nations blev oprettet efter en seks-måneders konsultationsfase med en dedikeret Task Force, som blev oprettet til at gennemgå og omdefinere den ikoniske Nations Cup-serie og inkluderede alle de vigtigste hestesportsinteressenter. Det vil give en frisk start for den århundrede gamle serie og vil se en fuld makeover, der starter i 2024. 
 
Den nye serie vil have et samlet og globalt format, hvor de 10 bedste nationer konkurrerer på fire venues for at kvalificere sig til en finale, hvor de bedste otte hold kæmper om at blive kronet til Longines League of NationsTM Champions. 
 
Formatet, som blev godkendt enstemmigt af FEI Jumping Committee, vil være unikt for Longines League of NationsTM. Den består af to runder, hvor alle fire atleter fra alle 10 hold (og potentielt værtsnationen) i første runde deltager med de tre bedste scores, efterfulgt af en anden runde, hvor de bedste otte hold konkurrerer i omvendt rækkefølge – de viderefører deres straffe fra første runde – dog med kun tre atleter pr. hold og ingen dropscore. 
 
Det samme format vil blive anvendt til Longines League of NationsTM-finalen, hvor alle otte hold er kvalificerede, der konkurrerer på tværs af begge runder med kun tre ryttere og ingen dropscore i anden runde. 
 
Reglerne for Longines League of NationsTM 2024 blev godkendt af FEI-bestyrelsen på dets personlige møde den 6. og 7. juni og er tilgængelige her. 

Kilde: FEI

Streaminger denne uge

I denne uge streamer vi fra Stutteri Ask Trophy finalen fredag- søndag. Her dyster ponyer og heste i den nye smukke Casir hal weekenden igennem.

Se GRATIS med som premiummedlem

Som premiummedlem kan du se GRATIS med fra finalen, og efterfølgende se alle klasserne i vores arkiv.
Det er også muligt at købe Pay Per View adgang.
Se mere, og kom direkte til streamingen her

DRF’s repræsentantskabsmøde streames

Lørdag d. 1. April kl. 13:30 afholdes der repræsentantskabsmøde i Dansk Ride Forbund. Du kan se hele programmet og følge med LIVE, ganske GRATIS via linket herunder.
Kom direkte til repræsentantskabsmødet.

Københavns Politi søger nye politiheste

Der er ledig i plads i staldene på Amager, hvor Københavns Politis Rytterisektion til dagligt holder til, og derfor rækker politiet nu ud til hesteejere i hele landet, for politiet er på udkig efter nye firbenede kolleger. 

”Vores heste indgår til dagligt i mange typer af opgaver, og vi er ofte med til arrangementer i hele landet. Hestene er også med på daglige patruljer, og når vi er til stede i det københavnske natteliv for at skabe tryghed. Så helt enkelt kunne vi godt bruge nogle flere hestekræfter,” siger politikommissær Jesper Eriksen, der er leder af Rytterisektionen ved Københavns Politi.

Faciliteterne er nyopførte og indrettet til hestenes hverdag. Der er ridehal og faciliteter til pleje og træning. Derudover har hestene deres egen boks med adgang til en indhegnet terrasse, hvor de kan nyde vejret og den friske luft, når de har tjenestefri. 

”Hestene har en dagligdag med både fysiske og intellektuelle udfordringer. Det at være politihest kræver en del, derfor træner vi vores heste meget, men vi sørger også for, at de har det godt,” tilføjer Jesper Eriksen.  

Københavns Politi søger heste, som er:

  • Vallak
  • 5-12 år
  • 167-180 cm i stangmål
  • Roligt, stabilt og modigt temperament
  • Kan bestå et helbredstjek med gennemsyn af sygdomshistorik samt bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion

Har du en hest, eller kender du en, hvis rette plads er i Københavns Politi, så tøv ikke med at kontakte dem på kbh-rytterisektionen@politi.dk eller tlf. 6119 7493.