Skip to main content

Cathrine vælger Vamos Amigos til VM

Bootcampen var sidste officielle step inden VM og bød bl.a. på team-forløb med Team Danmark-sportspsykolog Anders Flemming Bendixen, træning, programridning og efterfølgende videogennemgang v. international dressurdommer Leif Törnblad samt dialog med landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen og hestemassør Vivian Lock.

Forud for weekenden var det endnu ikke afgjort, hvilken hest Cathrine Laudrup-Dufour ville vælge til opgaven i Herning, men nu er det besluttet endeligt, at det bliver stjerneskuddet Vamos Amigos fremfor Bohemian, som var Cathrines hest ved OL i Tokyo, og som hun har vundet EM-medaljer med.

Læs også: Cathrine Dufour og Vamos Amigos vinder Grosser Dressurpreis von Aachen

Dermed er det altså følgende ekvipager, der udgør VM-holdet:

  • Carina Cassøe Krüth
    • Alder: 37 år
    • Fødeby: Slagelse
    • Hest: Heiline’s Danciera (e. Fürstenball/De Niro)
    • Groom: Selma Holbein
    • Hesteejere: Ingrid og Poul Thøgersen
  • Cathrine Laudrup-Dufour
    • Alder: 30 år
    • Fødeby: Kirke Hvalsø
    • Hest: Vamos Amigos (e. Vitalis / Hotline)
    • Groom: Rikke Kjær
    • Hesteejere: Pidgley Dressage
  • Daniel Bachmann Andersen
    • Alder: 32 år
    • Fødeby: Sønderborg
    • Hest: Marshall-Bell (e. Blue Hors Don Romantic / Michellino)
    • Groom: Lars Seefeld
    • Hesteejer: Nicola Ahorner
  • Nanna Merrald Rasmussen
    • Alder: 28 år
    • Fødeby: Hvalsø
    • Hest: Blue Hors Zack (e. Rousseau / Jazz)
    • Groom: Elise Rensink
    • Hesteejer: Stutteri Blue Hors

Reserverne er dermed følgende:

  • Andreas Helgstrand
    • Alder: 44 år
    • Fødeby: Dragør
    • Heste: Jovian (e. Apache / Tango) & Queenparks Wendy (e. Sezuan / Blue Hors Soprano)
    • Groom: Mikkala Krogh
    • Hesteejere: (Jovian) Helgstrand Dressage & Kleppenhus Invest, (Queenparks Wendy) Helgstrand Dressage & Château de Fontaine
  • Cathrine Laudrup Dufour
    • Alder: 30 år
    • Fødeby: Kirke Hvalsø
    • Hest: Bohemian (e. Bordeaux / Samarant)
    • Groom: Rikke Kjær
    • Hesteejere: Eva og Lars Zinglersen
  • Lone Bang Larsen
    • Alder: 46 år
    • Fødeby: Ebeltoft
    • Hest: Thranegaardens Rostov (e. Romanov / Diamond)
    • Groom: Helene Brinck
    • Hesteejer: Bang Dressage

/Dansk Ride Forbund

Hvad kan du se på Zibrasport Equest under VM?
Vi streamer alle CSI- og CDI-klasser samt flere spændende sideevents. Du kan også se Riders Corner med spændende gæster, indslag, interviews og meget mere.
Du kan se hele vores program her

(Husk at alle VM-klasserne kan ses på Clip My Horse.)

Danmarks Cup hos Silkeborg Rideklub

Lørdag aften var Silkeborg Rideklub vært ved finalerne i Danmarks Cup for hest. Det var et led i klubbens ni dage lange C-stævne “Jysk Rideuge”, og finalerne foregik på klubbens nye baneanlæg.

Læs også: Nyt baneanlæg til Silkeborg Rideklub

I Danmarks Cup i LB2** blev vinderen Vanessa Hollesen på Cassatina, nummer to Anne Egmose Mikkelsen på Skovhyttens Contiki og nummer tre Hanne Nielsen på Darkness.

Vinderen i Danmarks Cup i LA2** blev Pernille Sørensen på Quinta BS, nummer to blev Heidi Nyhus Jensen på Konstantin’s Aicha og nummer tre blev Sofie Berg Søndermølle på Forever-Go.

I Danmarks Cup i MB2** blev vinderen Elisabeth Salhøj Rask på Chica, nummer to blev Anne Bjerre Lang på Fabrice og nummer tre blev Caroline Sand Bugge på Cacido L.

Du kan se alle resultaterne her

Vinderen af Danmarks Cup MB Hest Elisabeth Salhøj Rask og Chica. Foto: Silkeborg Rideklub

Om Danmarks Cup

DanmarksCup afvikles over tre dage og er et mesterskab, der bliver afviklet på C-niveau for både hest og pony. Finalen for hest rides i 2* metode A, mens finalen for ponyer rides i stilspringning metode S2. 

Silkeborg Rideklub er også vært ved Danmarks Cup for ponyer d. 2.-4. september, og tilmeldingen er åben på Go.

Her er det officielle VM merchandise

Arrangørerne af Herning2022 har lavet det lækreste merchandise i anledningen af verdensmesterskaberne. Du kan vælge mellem cool gadgets, friske hoodies, T-shirts og meget, meget mere. Der er skabt et helt univers af fantastisk merchandise til fans i alle aldre og køn. Fanshoppen i EquiPark bliver et rent slaraffenland, når man skal finde lige netop det, som man kan glæde sig over og få glæde af længe efter de sidste VM-heste har forladt Herning.

Foto: Herning2022

Lækkert tøj fra Kingsland

Det er Kingsland Equestrian, som klæder de mange frivillige på. Og den flotte VM-kollektion bliver til salg i Fanshoppen, suppleret af flere enheder. Det betyder, at det er en større kollektion fra Kingsland, man kan gå på jagt i, når man kommer ind i EquiPark under VM i Herning fra den 6.- 14. august.

Kollektionen bliver skabt ud fra Kingslands populære ”Earth Collection” – en linje i Kingslands kollektion, hvor der anvendes 100% recirkulerbare materialer, og hvor bæredygtighed og fokus på miljøet er højt prioriteret uden at gå på kompromis med Kingslands kendte kvalitet.

Den flotte kollektion kommer i VM-farverne til børn, kvinder og mænd. Og den rummer knap 20 forskellige designs lige fra knæstrømper over forskellige hatte og til smarte Sweat Jackets, fleece jakker, T-shirts og tights til kvinder og børn. Priserne ligger fra 100 kr. (for knæstrømperne) til 599,95 for den flotte Ladies Fleece.

Foto: Herning2022

En bamse til hesten eller et klistermærke til bilen

Foruden den flotte og praktiske tøjkollektion har arrangørerne, sammen med Zo24, lavet flere sjove og brugbare genstande som f.eks. solbriller, regnjakke, tæppe, pins og et klistermærke. Desuden kan man se (og kramme) den populære Box Bear og dens mindre fætter, den søde stofhest, begge er en model af Herning2022s maskot Henri.

Foto: Herning2022

Du kan shoppe dit merchandise i VMs fanshop her eller ved fanshoppen i Equipark under hele VM.

/Herning2022

Logo’s Gaya skal til Tristan Tucker clinic i Herning

Tristan Tucker og Herning2022 har nu fundet den hest som skal til VM i Herning og have hjælp af Tristan Tucker under hans clinic d. 13. august. Valget er faldet på dressurhesten Logo’s Gaya som er redet af Emma Ahlberg.

“Jeg valgte denne hoppe (Logo’s Gaya), fordi det er en situation, jeg ofte ser. Hoppen har allerede haft en del succes ved stævner, men har så haft nogle oplevelser, der har gjort hende usikker. Så dette vendepunkt i hestens liv kan være altafgørende. Altså, at hesten atter oplever succes, eller at hest og rytter bliver mere frustrerede. Jeg føler for hesten i disse situationer, den har været udsat for noget, der har ødelagt dens selvtillid. Så jeg vil prøve at hjælpe Emma og hendes hest,” lyder det fra Tristan.

Stil et spørgsmål til Tristan Tucker

Den 13. august er ikke den eneste gang, du kan opleve Tristan Tucker i Herning. Allerede fredag d. 12. august er der også en Q&A clinic med Tristan, og her har Herning2022 brug for din hjælp til at stille ham de helt rigtige spørgsmål.

Brug linket herunder til at stille ham spørgsmål, det er fuldstændig gratis og anonymt – og måske vil det blive taget op under den spændende Q&A.

Stil spørgsmål

Sådan kan du se Tristan Tucker i Herning

Du kan se Tristan Tuckers clinic d. 12. og 13. august med en Equipark billet eller en Stutteri Ask Stadium billet, og så kan du se det online på Zibrasport Equest.

Vi streamer alle CSI- og CDI-klasser samt flere spændende sideevents (herunder clinics med Tristan Tucker).

Du kan se hele vores program her

Husk at alle VM-klasserne kan ses på Clip My Horse.

Unge springheste viste stor kapacitet på Stutteri Ask

Stærkt 4-års hold

I 4-års klassen var 37 talentfulde springheste til start, og bedst af alle var DERBY ALFARVAD Z (e. Ard VDL Douglas) redet af Geraldine Lüthje, der blev belønnet med den flotte karakter på 8.5 af de to dommere. Andenpladsen gik til Karen Møller Rohde og MAESTRO ASK (e. Nixon Van’t Meulenhof) med karakteren 8.4, mens Sashia Astrup Jensen og COCO CHANEL (e. Comme Il Faut) blev nummer tre i klassen med samlet 8.3.

Hele resultatet af kvalifikationen kan ses her

Kamp om pointene blandt de 5-års

I kvalifikationen for 5-års springheste skulle 31 ekvipager på banen, og her lå pointene blandt de bedste 10 meget tæt. Således opnåede både Jesper Meyenburg og CORDENTO II (e. Cornet Obolensky) samt Jacob Theodor Schmidt og BØGEGÅRDENS CHACOON (e. Chacoon Blue) karakteren 8.3 og kunne dele førstepladsen i klassen.

Herefter fulgte fire heste, der alle fik en samlet karakter på 8.2 – og det var Sarah Albus og RIMROCK VAN DE V&D STABLES (e.Dieu Merci Van T&L), Pedro Gosk og KACENTO A (e. Kannan), Mathilde Lind Skjøtt og QUÉBEC B DWB (e. Quarz Ask) samt Thomas Kolborg Johansen og GØRKLINTGÅRDS CASPIAN DWB (e. Carrera VDL.)

Det samlede resultat af kvalifikationen kan ses her

Jewel Ask fik dagens højeste karakter

10 heste sprang for dommerne i 6-års kvalifikationen, og her var JEWEL ASK (e. Jaguar van Paemel) redet af Karen Møller Rohde et absolut højdepunkt. Den velspringende avlshingst fra Stutteri Ask sprang med sikkerhed og overskud og fik karakteren 8.6, hvilket var dagens højeste karakter.

Også Ora (e. Orlando) med Geraldine Lüthje i sadlen havde en super runde og blev derfor belønnet med flotte 8.5 og en andenplads. Og sidst men ikke mindst tog Jacob Theodor Schmidt og den talentfulde og charmerende BØGEGÅRDENS COMANN (e. Cristallo I) tredjepladsen med karakteren 8.4.

Se hele resultatet af klassen her

De næste kvalifikationer for springheste er d. 20-21. august hos Kongsdal Rideklub og d. 8-11. september hos Riders Cup. Finalen afvikles traditionen tro hos Blue Hors d. 13. – 16. oktober.

Læs mere om PAVO og DRF’s Championater for unge heste

Karen Møller Rohde og Jewel Ask. Foto: Stutteri Ask

Historien om Atterupgaard og opskriften på succesfuld avl

Når ECCO FEI World Championships i Herning går i gang om to uger, bliver det samtidig et farvel til en af dressurens helt store stjerne-ekvipager. Cathrine Laudrup-Dufour har besluttet, at tiden er inde til at pensionere den nu 19-årige røde vallak Atterupgaards Cassidy, som kickstartede hendes karriere.

I den anledningen ser vi tilbage på et besøg hos Atterupgaard tilbage i 2020, hvor Kristine Munch fortæller om historien bag det succesfulde stutteri, hvor Cassidy er kommet til verden. Se hele klippet nedenfor.

Se flere klip fra Atterupgaard:

Avler Kristine Munch fortæller om Atterupgaards avlshopper

Atterupgaard og OL i Rio

Opbygningen til Herning2022 opgraderes med ny samarbejdspartner

Et stærkt team af erfarne fagfolk arbejder lige nu benhårdt på at anlægge den optimale ridebanebund under det 4-dobbelte verdensmesterskab i Herning. Planlægningen af det store anlægsarbejde har været længe undervejs, men desværre har arrangørerne bag Herning2022 Jens Trabjerg og Casper Cassøe erkendt, at de har måttet opsige samarbejdsaftalen med Skibby HC om at være ”Official Footing Supplier” ved verdensmesterskabet. Netop denne opgave kræver stort engagement og viden, indkøb af materialer fra udenlandske leverandører, og i den første fase af opbygningen i Herning, måtte Jens Trabjerg og Casper Cassøe indse, at Skibby HC ikke var i stand til at leve op til aftalen.

”Derfor har vi desværre været nødt til at opsige samarbejdsaftalen, og alt tyder på det vil få et retsligt efterspil,” udtaler Jens Trabjerg.

Alle gode kræfter

Arrangørerne er særdeles erfarne, og de har et lige så erfarent team bag sig anført af Jesper Møller og Niels Jørgen Cassøe, som er vant til at opbygge ridebaner. Derfor er det lykkes at skaffe alle de bestilte materialer til Herning, og sammen med en ny og kompetent samarbejdspartner, BB Horse, at få etableret bundene som planlagt.

”Vi er naturligvis ærgerlige over, vi ikke på et tidligere tidspunkt fulgte vores mavefornemmelse, men vi er til gengæld rigtig glade for, at det er lykkes os at få en ny samarbejdspartner,” fortæller Casper Cassøe, som har været til stede i Herning under hele opbygningsfasen. Han understreger, at hele teamet samarbejder om at få etableret grunden under VM, nu med støtte fra Kim Mertz fra BB Horse og hans dygtige ansatte.

Stor opbakning fra leverandørerne

Den bund, som etableres til Herning2022 er testet og godkendt i samarbejde med FEI (det internationale rideforbund) via deres eksperter og konsulenter. Det er den svenske professor Lars Roepstorff, som har udviklet sammensætningen af sand og flokker i bunden, der er den samme komposition, som blev anvendt ved EM i Göteborg i 2017. Lars Roepstorff vil, som aftalt fra starten, være til stede i Herning forud for og under afviklingen af verdensmesterskabet for at sikre bundens kvalitet. Det vil i praksis ske i tæt samarbejde med Herning2022’s erfarne vedligeholdelses team.

Selvom bruddet med Skibby HC har givet arrangørerne meget ekstra arbejde og store ekstraudgifter, får det ikke indflydelse på kvaliteten af bunden ved VM. Og det skyldes i høj grad, at alle leverandører har bakket 100% op om de danske arrangører.

”Vi må i høj grad takke alle vores leverandører for deres store opbakning, det gælder vores sandleverandør Sibelco fra Sverige, OttoSport Tyskland (gummimåtter og fibre) samt NCC,” understreger Casper Cassøe.

Det er nu BB Horse, som er ”Official Footing Supplier” ved VM i ridesport, og Kim Mertz har kastet sin viden og sine ansatte ind i opgaven med kort varsel.

Arbejdet skrider planlægningsmæssigt frem. Hovedparten af arbejdet med bunden er tilendebragt, og i den kommende uge rykker hele teamet ind på MCH Arena for at omdanne det store foldboldstadion til Stutteri Ask Stadium, som danner rammen om VM i de to Olympiske discipliner dressur og springning.

Kilde: pressemeddelelse

Genlæs: Hvad sker der, når heste ikke får nok søvn?

Heste sover ikke meget, men det betyder ikke, at de ikke har brug for det. Heste, der ikke får nok dyb søvn – den slags, der kræver at de ligger ned med hele kroppen eller i det mindste hviler hovedet mod jorden – kan kollapse af træthed, ifølge en hestedyrlæge og adfærdsekspert.

”Når hesten er i dyb søvn, altså enten ligger på siden eller hviler hovedet, så kan de sove så dybt, at de drømmer (drømmesøvn/REM), og alle deres muskler slapper af – hvilket betyder, at hvis de ikke ligger ned, kan de falde,” sagde Katherine Houpt, VMD, PhD, Dipl. ACVB, professor ved Cornell University’s College of Veterinary Medicine, i Ithaca, New York.

Houpt redegjorde for hestes søvnmangel på den 2. konference i Avenches National Equestrian Institute (IENA), afholdt den 11. september 2021 i Schweiz.

Den vigtige REM-søvn

Heste bruger omkring seks timer på at sove hver 24 timer, og det meste af den søvn sker i løbet af natten. Alle heste kan låse deres led, så de kan sove stående, men det tillader kun en let slow-wave søvn (dyb søvn), sagde Houpt.

Heste bruger også omkring 25% af deres sovetid i ’Rapid Eye Movement’ også kaldet REM eller drømmesøvn – omkring halvanden time om dagen i mange korte sekvenser, tilføjede hun. Når de er i REM-søvn, skal de ligge ned, fordi alle deres muskler – inklusive låsemekanismen i benene – slapper af. Alligevel falder nogle heste i REM-søvn, mens de står op, forklarede hun. Når det sker, knækker deres ben sammen under dem, og de falder til jorden, normalt på knæ.

“Det er et klinisk problem,” sagde Houpt. “Heste har en tendens til at skade deres knæ og koder under sådanne fald.”

REM søvn – eller drømmesøvn – betyder, at hesten skal ligge ned, enten fladt eller med hovedet hvilende på jorden. Foto: Canva

Hvorfor der nogle heste, der ikke ligger ned?

Heste, der ikke lægger sig ned, før de falder i REM-søvn, kan måske ikke lide deres sovemiljø, eller måske er de decideret utrygge.

Bunden i boksen kan være en årsag. Mens heste på stald ikke ser ud til at have nogen præference mellem halm og spåner i tests, ligger de på siden betydeligt længere hver dag, når de er opstaldet på halm, hvilket jo betyder, at de sover mere.

Heste bruger også mere tid på at ligge ned, når deres strøelse er dybere og tykkere.
“Hvis du har råd til det, så er det bedre at bruge mere strøelse,” sagde Houpt. “Ellers kan man evt. lægge den nye balle halm eller spåner i en bunke, og så lade hesten lægge sig på den, før man selv spreder den ud,” tilføjede hun.

Hvad angår beton, så lægger heste sig aldrig ned på en så hård overflade, hvis de har et valg, sagde hun.

Til gengæld ser det ud til, at heste på græs ligger mere ned end heste på stald. I Houpts observationer lagde heste med lidt strøelse i deres bokse sig også regelmæssigt ned for at hvile eller sove, når de var på fold (græs).

Læs også: Bunden har stor betydning for hestes liggetid

Boksstørrelse er også et muligt problem, sagde Houpt. En holsteinerhoppe, hun observerede, nægtede at lægge sig på trods af rigeligt strøelse, og videooptagelser viste, at hoppen faldt ned på knæene midt om natten. Da ejerne gjorde hendes boks dobbelt så bred, begyndte hoppen at lægge sig ned for at få en god nattesøvn.

“Hoppen var stor, og hun var i en mindre boks og var derfor tilbageholdende med at lægge sig ned,” sagde Houpt. “I stedet valgte hun at sove stående op – og det betød, at hun faldt.”

Smerte kan være en anden faktor, sagde Houpt. Heste med smerter kan nægte at ligge ned, fordi det kan forårsage for meget ubehag at komme ned eller op igen. Det gælder især for aldrende heste, da de begynder at opleve smerte og stivhed fra gigt.

“Vi kan bruge smertestillende og fysisk behandling til at forsøge at forbedre hestes vilje eller fysiske evne til at ligge ned,” sagde hun. “Det er ofte individuelt, hvad der vil hjælpe den enkelte hest.”

Stressede heste har også en tendens til at sove mindre og vågne brat fra dyb søvn. Derfor bør ejere af konkurrenceheste være opmærksomme på, at deres heste muligvis ikke får nok søvn, når de rejser til nye steder.

Føl og plage har brug for mere hvile og søvn end ældre heste. Foto: Canva

Overvåg din hests søvnvaner

Udstyret med moderne teknologi kan ejere af sports- og fritidsheste overvåge deres hestes søvncyklusser, sagde Houpt. Videokameraer eller bærbare monitorer kan give ejere værdifuld feedback om, hvorvidt deres heste ligger ned om natten og hvor længe.

“Jeg tror, ​​at nu hvor alle kan have et kamera på deres heste, vil vi opdage, at der er nogle heste, der aldrig ligger ned,” sagde hun. Det er tilfældet med hendes egen 27-årige arabiske hoppe.
“Hun lever sandsynligvis på en meget lille mængde REM-søvn,” slutter Houpt.

Kilde: The Horse

(Artiklen er fra oktober 2021)

DM og Agria DRF-mesterskaber for U25, U21 og U18 til Stutteri Ask

Tilbage i maj måned blev mesterskabet som planlagt sendt i udbud blandt DRF’s klubber og stævnearrangører, og DRF’s administration har efterfølgende modtaget ansøgninger fra fire forskellige stævnearrangører.

Ifølge landstræner Bo K. Møller var alle ansøgninger rigtig stærke, men det endelige valg faldt på Stutteri Ask af følgende årsager:

”Vi har været virkelig godt vante hos Absolute Horses, som har afviklet mesterskaberne de sidste 12 år, så vi er glade for, at vi kan fortsætte under mindst lige så gode forhold hos Stutteri Ask. Her er flotte rammer til et mesterskab, man er vant til at holde stævner af den helt store kaliber, og så er den geografiske placering optimal for ryttere fra hele landet.”

Og hos Stutteri Ask er nyheden om det tildelte mesterskab blevet modtaget med stor begejstring.

”Vi glæder os utrolig meget til at afholde mesterskaberne de kommende år. Absolute har gjort et fantastisk stykke arbejde de sidste mange år, og vi ser frem til at tage over og tilføje noget nyt til stævnet. Netop nu er vi f.eks. ved at bygge 257 spritnye stævnebokse, som sammen med vores andre faciliteter skal sikre et ekstraordinært DM-stævne,” fortæller Betina Møller Jensen fra Stutteri Ask.

Mere om DM i springning

Stutteri Ask set fra luften. Foto: Zibrasport Equest

/Dansk Ride Forbund

66-årige John Whitaker reserve på Englands VM-hold

Britisk Equestrian og britisk springsport har navngivet de fire ekvipager plus reserver, der udgør det britiske springhold ved ECCO FEI World Championship i Herning d. 6.-14. august i år.

Hvad der springer i øjnene, på en meget postiv måde, er, at holdets rejsende reserve er John Whitaker. Springrytteren er 66 år og stadig med helt i toppen af sporten, og det viser blot, at ridning er en sport for livet – også på det højeste plan.

John Whitaker blev et velkendt navn i 80’erne og 90’erne, hvor han begejstrede hele hesteverdenen med den hvide superhest Milton. Det kan du læse meget mere om her

De britiske VM-hold:

Scott Brash (35 år) – Hello Jefferson
Harry Charles (22 år) – Romeo 88 (reserve: Stall Zet’s Casquo Blue)
Ben Maher (39 år) – Explosion W (reserve: Oakingham Stud’s Faltic HB)
Joseph Stockdale (22 år)- Equine America Cacharel
Rejsende reserve:
John Whitaker (66 år) – Equine America Unick du Francport

Læs også: Harry Charles – den nye generation

Der er også valgt tre reservekombinationer:
Amy Inglis (25 år) – Wishes
Jodie Hall McAteer (22 år) – Salt’n Peppa
Ellen Whitaker (36 år) – Equine America Spacecake

Udvælgelsen er betinget af, at atleten og hesten opretholder kondition og præstation, og denne liste kan ændres på et hvilket som helst tidspunkt frem til den 25. juli 2022, lyder det fra Britisk Equestrian.

/British Equestrian

Se med på Zibrasport Equest

Hos Zibrasport Equest kan du følge alle ‘ikke-mesterskab’ klasserne – altså CSI og CDI. Vi streamer også flere sideevents, har studie med gæster flere gange om dagen – og så kan du se det imponerede Show Night lørdag d. 13. august.

Se hele vores VM-program her

Herning 2022

The Macallan Derby er en folkefest

Derbyet er uden sammenligning det mest traditionsrige og prestigefyldte løb i Danmark. Løbet som alle vil vinde, og mange tusinde mennesker elsker at overvære – kort sagt en sportslig folkefest uden sidestykke for hele familien.

Derbyet kaldes også for ‘kampen om det blå bånd’, fordi vinderen sammen med førstepræmien på kr. 500.000, en stor ærespræmie, et sejrsdækken, modtager en laurbærkrans prydet med et blåt silkebånd. Derbyet er, ligesom i England på 2.400 meter og går derfor under betegnelsen stayerløb.

På Derbydagen er der traditionen tro flotte præmier til de bedst klædte, hvor der bliver konkurreret i tre kategorier:

– Best dressed woman
– Best dressed man
– Best dressed couple

Derbydagen byder på mulighed for at købe spisning i restauranten og derudover vil der være et bredt udvalg af mad i vores Food Corner samt opstillede madboder for alle gæster. Såfremt at der medbringes egen mad, så må dette kun nydes i picnic området.

I 2022 er løbet sponsoreret af det skotske whiskybrand The Macallan, lige som det var i 2018, 2019, 2020 og 2021.

Vinderen af The Macallan Derby i 2021 blev Iron Butterfly med Carlos Lopez i sadlen.

Køb billet til derbyet her

/Klampenborg Galopbane

Bo på stævnepladsen ved Herning2022

Arrangørerne bag ECCO FEI World Championships i Herning fra den 6. – 14. august har også skabt en campingplads, The Village, på selve stævnepladsen. Dermed har man helt kort afstand fra campingpladsen til alt det spændende, som sker over de 10 konkurrencedage. 

Camping – vi hjælper gerne

– Du kan medbringe dit eget telt, campingvogn, mobilhome eller hestetransportvogn til campingpladsen, The Village, fortæller June Dideriksen, som har ansvaret for ”The Village”. – Hestetransportvogne under 3500 kg kan købe campingplads i The Village, kommer man med større lastbiler får de plads på lastbilparkeringen. Man bliver dog fortsat en del af The Village, idet man får adgang til at handle og hygge på campingpladsen, uddyber hun.

Der er et stille område, Family Camp, som er reserveret til familier med børn under 12 år. Og The Village vil være et lukket område, hvor der kun er adgang for campinggæsterne. 

Minimarked og grillplads

Der vil være strøm til campingpladserne, og det er indregnet i prisen. Og det samme er de gode bad- og toiletfaciliteterne på pladsen.

Der er tænkt på at give mulighed for noget hygge og fællesskab. Minimarkedet vil have basale dagligvarer på hylderne. Der bliver et hyggeligt grillområde, hvor der er gasgrill til fri afbenyttelse, og minimarkedet vil have gode sager til grillen.

Hvis man kommer i tanke om, man vil benytte lejligheden til at udforske Herning og omegn, kan man leje cykler på dags- og ugebasis i The Village. 

De forskellige campingområder omfatter Teltlejr, ‘Få et telt’ lejer for 2 eller 4 personer, Caravan Camp, Isabella Villa Camp, Family Camp & ‘Campotel’ Camp.

Læs mere og bestil her

/Herning2022

Husk du også kan live streame CDI og CSI klasserne, fede side events og Riders Corner live studiet hos ZibrasportEquest! Se det foreløbige streaming program her.