Skip to main content

Dufour er næstbedst i verden!

Verdensranglisten i dressur er igen denne måned særdeles positiv læsning, set med danske briller.

Cathrine Dufour og Bohemian indtager andenpladsen efter tyske Jessica von Bredow-Werndl, og de to tørner sammen ved World Cup finalen i Leipzig i denne uge, Cathrine dog med Vamos Amigos som hun pt. ligger på 28. pladsen med på verdensranglisten. Vamos Amigos, som imponerede ved World Cup kvalifikationen i Neumünster.
Læs også: 87% til Dufour og Vamos Amigos i World Cup

Charlotte Duhardin (Gio) og Isabell Werth (Weihegold) ligger på de efterfølgende pladser, begge med heste, som de formodentlig ikke kommer til at starte ved VM i Herning til august.

Carina nr. 5 i verden

Carina Cassøe Krüth og Heinline’s Danciera fastholder deres position som verdens femte bedste ekvipage denne måned. De er den højest placerede ekvipage på verdensranglisten, som ikke direkte er kvalificeret til World Cup finalen i Leipzig, og det har udløst et wild card til parret.
Deres succes har haft umådelig stor betydning for avlsforbundet Dansk Varmblod og derfor blev Heiline’s Danciera hædret med H.K.H. Prinsesse Benediktes Vandrepræmie ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning.
Læs også: Prinsessens pris til Danse som takkede med 88 etterchangementer

Nanna Skodborg Merrald har to heste i top 25: Atterupgaards Orthilia (19) og Blue Hors Zack (22). Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell ligger på plads 24.

Se hele ranglisten HER

En total fed familieoplevelse og topsport ved VM

Jens Trabjerg, der sammen med Casper Cassøe står bag afviklingen af ECCO FEI World Championships Herning 2022, fortalte levende og engageret med en god portion humor om det kommende verdensmesterskab i 4 discipliner i Herning fra den 6. – 14. august.

Danmark (Herning), Italien (Rom) og Saudi Arabien (Riad) var alene tilbage i kampen om at få VM i 2022, da FEI havde sorteret i de indkomne bud tilbage i 2019. Jens Trabjerg fortalte om de spændende timer op til afgørelsen i forbindelse med FEI’s årsmøde i Moskva i november det år.

For forinden havde Italien offentliggjort deres bud, med åbningsceremoni på Colosseum, mens Saudi Arabien havde samme budget som VM-Herning, men hvor det danske bud var i kroner, var saudiarabernes i Euro.

”Jeg kan præcist huske, hvor jeg var, da Ulf Helgstrand sende en SMS om, vi havde vundet VM, jeg var ved at betale på Storebæltsbroen,” fortalte Jens forsamlingen, og han fik deltagerne til at grine med, da han fortalte han tuede og dyttede hele vejen over broen.

25 fastansatte + det løse

Jens Trabjerg stod sammen med Bo Kristoffersen og Kim Lundshøj bag afviklingen af det meget roste EM i Herning i 2013, men som forberedelserne har udviklet sig frem mod VM, så understregede han, at de to mesterskaber ikke tåler sammenligning. VM bliver bare SÅ meget større.

”Budgettet bliver på 150 millioner inden vi runder VM,” fortæller Jens Trabjerg.

Der har nu været arbejdet med VM-forberedelserne i godt 2 år. Der er p.t. 25 fastansatte, og flere freelancere og frivillige hjælper tilknyttet.

”Omfanget af opgaverne ved VM var ikke rigtig gået op for os, da vi gik ind i det her. Vi har 25 fastansatte og fire af dem, som arbejder med de frivillige. Da vi kom ned til FEI og talte med dem, efter vi havde vundet buddet, spurgte de os, hvor mange vi forventede at skulle ansætte til at løse opgaven. De sagde: ved WEG i Tryon var de 98, og det var alt for lidt! Og hvis jeg havde skullet svare inden det, havde jeg sagt 12,” fortalte Jens til stor morskab i salen.

Nogle nøgletal

Der skal bygges 35.000 kvm ridebane fra grunden fordelt på Stutteri Ask Stadion (fodboldstadion), Jyske Bank Boxen og den nyetablerede BB Horse Arena med tilhørende opvarmningsbaner, træningsbaner i staldområdet, longebaner og skridtstier.

Og så skal der gøres plads til ca. 70 nationer og 1100 heste fordelt på mesterskabshestene, heste til de internationale spring- og dressurklasser, Show Night presented by Mustang med mere. Og så skal der akkrediteres mere end 11.000 personer, herunder ryttere, officials, hjælpere, presse med mere.

Ude i den store oplevelsespark, EquiPark, der bliver skabt foran Jyske Bank Boxen og Stutteri Ask Stadium, vil der være et væld af oplevelser for børn, et stort, hyggeligt catering område, og omkring 250 stande.

Og så skal der formodentlig bo omkring 4.000 personer på den tilknyttede campingplads, The Village.

1200 frivillige

Der er 1000, der har tilmeldt sig som frivillige, men VM søger fortsat hjælpere, så vil man være en del af dette gigantiske event, så gå endelig ind og meld jer til via Herning2022 hjemmesiden.
Du finder et link til det her: Volunteers | Herning 2022

Der er godt gang i billetsalget, og der er en forhåbning om danske medaljer på alle tre stations.

”Jeg tror godt, jeg kan sige, at vi aldrig har stået stærkere sportsligt, og det er altid sjover som arrangør, at vi har en begrundet forventning om medaljer, og dermed får vi skabt en super stemning. Så det satser vi på forbundet sørger for,” sagde Jens til stor morskab for tilhørerne.

VM’s eftermæle

”En af mine skuffelser efter EM var, at der skete for lidt for ridesporten efter dette. Så vi har sagt fra starten: Hvad kan vi som arrangør bruge VM til for at udvikle kendskabet og interessen for vores sport? Og der har vi kigget på mange andre ting, ud over det sportslige. Hvad kan øge interessen for vores sport, udenfor vores verden? Og et af de emner, vi har taget fat på, er fokus på bæredygtighed”, fortalte Jens. Og han roste også forbundet for Agria og DRFs VM-turnering, som han har en forventning om, får betydning for oplevelsen af VM.

”Hvordan får vi ellers skabt et varigt minde om VM i Herning, ud over medaljerne, oplevelserne og den øgede omtale,” spurgte Jens fra talerstolen, og svaret er en VM Skov nord for Herning.

”Vi planter en skov på 21 hektar nord for Herning. I VM-skoven bliver der nogle opholdssteder, legepladser, bålpladser med mere. Det vil være med til at skabe et synligt eftermæle for VM.

”Det bliver sindssygt stort,” lovede Jens Trabjerg afslutningsvis.

Se World Cup-finalerne her

I denne uge er det endelig blevet tid til finalerne i World Cup i dressur, ridebanespringning, voltigering og kørsel.

Læs mere: Startlisten klar til World Cup finale i springning

Og du kan se med hjemme fra stuen, når Danmarks Radio sender fra stævnet i Leipzig.

Danmark har kvalificeret tre ekvipager i dressur-konkurrencen – Cathrine Dufour og Vamos Amigos, Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia samt Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera.

Sendeplan

Torsdag den 7/4: 14.25-16.00: WC Ridebanespringning, DR2

Torsdag den 7/4: 18.20-slut: WC Dressur, DR.dk

Fredag den 8/4: 13.50-16.00: WC Ridebanespringning, DR2

Lørdag 9/4: 13.05-15.15: WC Voltigering, DR2

Lørdag 9/4: 19.00-slut: WC Dressur, DR.dk

250 islandske heste er klar til Icehorse Festival

ICEHORSE FESTIVAL er verdens største indendørs WRL-konkurrence for islandske heste.
Mere end 280 ryttere konkurrerer i både Sport A- og Sport B-klasser i løbet af de 4 dage, hvor masser af skønne islandske heste indtager Messecenter Herning i Danmark.
Du kan opleve:

  • Mere end 250 islandske heste!
  • Internationale ryttere
  • Sport A- og B-klasser
  • Underholdning
  • Kæmpe hingsteshow
  • Futurity Class for unge talenter
  • Interessante foredrag – DI Talks

Se med på Zibrasport Equest

Har du ikke mulighed for at tage turen til Herning -så fortvivl ikke. Du kan nemlig se med fra det store event direkte på Zibrasport Equest. Vi streamer alle dage – og alle klasser.Er du Premium Medlem kan du købe adgang til det hele for kun 79 kr. og ellers er det muligt at købe Pay pr view til 199 kr. Vær dog opmærksom på, at det kun er Premium Medlemmer der har adgang til videoarkivet efterfølgende.

SE MED HER

Icehorse Festival

Videoer fra tidligere Icehorse Festival

Mere om islandske heste

Et nyt medlem af DRFs bestyrelse

Efter en smule indledende udfordringer kom der styr på den digitale afstemning til bestyrelsen under forbundets repræsentantskabsmøde i Middelfart. Bortset fra tiden det tog, for at få helt styr på at alle kunne logge ind og stemme, så var det en positiv udvikling på repræsentantskabsmødet, for selve afstemningen gik lynhurtigt.

To pladser og fem kandidater

Forbundets formand Ulf Helgstrand var ikke på valg i år, bestyrelsen havde besluttet at gøre ham til æresmedlem i forbundet, hvilket i høj grad kom bag på ham.

Læs også: 2 nye æresmedlemmer i rideforbundet

Der var tre bestyrelsesmedlemmer på valg, og to modtog genvalg (Jørgen Mertz og Tina Callesen) Ulla Tørnæs havde givet formanden besked på, at hun trak sit kandidatur, da hun ikke længere kan finde tid i en travl kalender, til at sidde i rideforbundets bestyrelse. En post hun har været meget glad for at have, understregede formanden, da han sendte en hilsen fra hende til repræsentantskabet.

Der skulle stemmes om de tre pladser, mellem de eksisterende medlemmer og de tre nye kandidater til posten: Jakob Schou fra Karlslunde Rideklub, Helle Juul, Langelands Sportsrideklub og Bo Gejl fra Ikast Rideklub.

Følgende 3 kandidater opnåede flest stemmer og blev dermed valgt ind som ordinære medlemmer:

  • Tina Callesen: 205 stemmer
  • Helle Juul: 203 stemmer
  • Jørgen Mertz: 196 stemmer

Det betød genvalg til Tina Callesen og Jørgen Mertz, mens Helle Juul er ny i forbundets bestyrelse. Læs mere om Helle Juul i hendes præsentation: Helle Juul_opstilling til hovedbestyrelsen 2022.pdf

Der blev stemt om 1 vakant post som 2. suppleant i bestyrelsen. Jakob Schou og Bo Gejl kandiderede begge til posten. Bo Gejl modtog flest stemmer (227) og blev dermed valgt ind.

Læs også: Velfortjent hæder til ildsjæle i rideforbundet

Velfortjent hæder til ildsjæle i rideforbundet

Der var en rigtig god stemning i salen ved rideforbundets repræsentantskabsmøde, da tiden kom til at hædre nogle af de mange ildsjæle, som gør en forskel.

Der blev uddelt ærestegn til: Jens Kryger Nielsen, Kim Rosenhart, Eva Stæhr Iversholt, Per Krohn, Bjørn Munk Hansen, Helle S. Madsen, Kurt Christensen, Per W. Nielsen.

Bibi Hollenberg blev Årets Official, præsenteret af Thomas Vogt Hansen. Foto: Zibrasport Equest

Som noget nyt blev der indstiftet en ny pris ”Årets Official” for at hædre og sætte fokus på de mange officials, som gør et stort arbejde. Fem var nomineret, Eva Stæhr Iversholt, Inge-Marie Hald, Laura Langheden Pape van Huisstede, Gabrielle Okholm Andersen og Bibi Hollenberg, og det blev et populært valg af sidstnævnte.

Det blev Egum Rideklub, som modtog titlen ”Årets Rideklub“. På baggrund af deres nytænkning under coronapandemien. De har set muligheder fremfor begrænsninger. Det har investeret og tænkt nyt, blandt meget andet.

Egum Rideklub blev udnævnt til årets rideklub, og det var Brian Krogsgaard og Torben Iversen, som blev præsenteret af Tina Callesen.
Foto: Zibrasport Equest

10 nye klubber optaget

Sædvanligvis blev der optaget nye klubber i forbundet, og i år var det hele 10 nye rideklubber der søgte og blev optaget i forbundet

Birgittelyst Rideklub – BIG

Sportsrideklubben Hedeland

Maglebjerg Sportsrideklub

Stald Hesselbjerge

Sjølund Rideklub

Sportsrideklubben Stald Spir

Stald Tankefuld

Tribler Equestrian

Vallensbæk Rideklub – VLR

Vilhelmsdal Sportsrideklub

10 nye klubber optaget i forbundet. Foto: Zibrasport Equest

2 nye æresmedlemmer i rideforbundet

Repræsentanter for rideforbundets klubber er samlet til repræsentantskabsmøde for dels at tage pulsen på forbundet – via årsberetning og præsentation af regnskab og budgetter, men også at stemme om medlemmer til bestyrelsen og ikke mindst at hædre ildsjæle i forbundet for deres arbejde og engagement.

Der var tilmeldte stemmer svarende til 376 på mødet, og ca. 120 fremmødte klubber. I år er første år med digital afstemning ved det fysiske repræsentantskabsmøde. Det var blevet mødt med lidt skepsis fra nogle af klubberne, og der blev indledningsvis lavet et prøvevalg for at teste systemet. Og det krævede lidt introduktion og gav anledning til lidt arbejde og morskab undervejs.

Æresmedlem Hanni Toosbuy Kasprzak, ECCO. Foto: Zibrasport Equest

To nye æresmedlemmer

”Jeg har kun prøvet dette her en gang tidligere i mine år som formand,” indledte Ulf Helgstrand, og han fortalte, at han for 15 år siden var med til at der blev udnævnt tre æresmedlemmer Bent Neergaard, Ingrid Salquist og Hanne Vallentin.

Ulf Helgstrand fortalte, om den store udvikling der er sket i dressursporten, ikke mindst på grund af den talentudvikling som sker netop i denne disciplin, ikke mindst på grund af den store støtte fra ECCO via ECCO Cup og sponsorater til mange store arrangementer.
Han bad forsamlingen støtte bestyrelsens forslag om at udnævne ECCO’s ejer Hanni Toosbuy Kasprzak som æresmedlem i forbundet. Det fik forsamlingen på benene med taktfaste klapsalver. Efter dette tog Jacob Ravnsbo ordet og bad forsamlingen give deres opbakning til at gøre Ulf Helgstrand til æresmedlem, og det blev fulgt af lige så begejstrede klapsalver. Mens Ulf Helgstrand måtte indrømme, at her havde hans bestyrelsesmedlemmer taget fusen på ham.

Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand. Foto: Zibrasport Equest

Årsberetning med sport og coronafokus

Ulf Helgstrand åbnede årsberetningen med at se tilbage på, hvordan klubberne er kommet gennem coronarestriktionerne. Og han italesatte også krigen i Europa, han er vicepræsident i det Europæiske forbund, EEF, og han fortæller, hvordan man fra FEI’s side har sanktioneret Rusland og Hviderusland.

”Vi skal minde hinanden en lille smule om, der er et humant perspektiv i dette her, samtidig med vi bekymre os om hestene, sagde Ulf Helgstrand bl.a.

Han understregede også vigtigheden af konstant at have fokus på hestevelfærd i alt, hvad vi har med at gøre. ”Og det kan ende med vi har en hest, vi ikke må ride på, sagde han, det her skal tages alvorligt, fortsatte han. ”Vi skal være proaktive, som vi er det med udstyrsundersøgelserne.”

”Vi har oplevet, siden 2008, støt faldende medlemstal. Fra knap 80.000 til nu knap 64.000. Det skal vi have fokus på, men i forhold til mange andre idrætsforbund, oplever vi nu en lille fremgang på 2%. Det er et pejlemærke for interessen for vores sport.” Og som Ulf Helgstrand bemærkede er medlemstallet også afgørende for den støtte forbundet kan få til aktiviteter til gavn for fællesskabet.

Regnskabet blev godkendt med et underskud på godt 500.000 kr.

Hovedbestyrelsen. Foto: Zibrasport Equest

Drenge i ridesporten

”De drenge som stod frem på de sociale medier, om mobning i ridesporten, gik viralt, og foreningen ”Drenge i Ridesporten”. Ved Dansk Varmblods hingstekåring blev der sat fokus på dette, og der mødte 200 drenge op, og de fik gode råd fra andre mænd i sporten. Jeg siger: De søde tøser dyrker ridesport, og det er dem man møder til ridning. Hvorfor skal man så ikke gå til ridning? Lød det fra formanden.

”De drenge er nu ambassadører for drenge i ridesporten, kan I forestille jer, hvad det betyder, hvis vi kan nå en ligelig kønsfordelen, lød det med et smil fra formanden, vel vidende, at det ikke bliver aktuelt, men der er stort udviklingspotentiale for drenge i ridesporten.

Det går ufatteligt godt

Sportsligt går det godt for rideforbundets eliteryttere, to guldmedaljer ved PL i Tokyo, medaljer ved EM og topplaceringer og sejre internationalt.

”Man kan kun blive stolt af vores sport, vi skal værne om den, og være proaktiv, vi skal holde hestevelfærden i fokus. Jeg håber vi kan fastholde den udvikling, vi er i gang med nu”, sluttede formanden.

Årsberetningen kan læses i sin helhed HER.

Ridesportens adgang til naturen er under pres

Der er netop oprettet 15 naturparker rundt om i landet, og det begrænser bl.a. rytternes adgang til naturen. Lars Bruun, der er Naturkonsulent for DRF, talte om den nye virkelighed med de 15 naturnationalparker, en politisk beslutning, som der ikke er større forhåbninger om at ændre på.

Naturstyrelsen samarbejder på tværs mellem rideklubber, ridesteder og kørefolk, og det skal ske i det, som kaldes et ride- og kørelaug, det betyder blot, at man i klubben skal udpege en, som er ansvarlig for samarbejdet og kontakten med Naturstyrelsen. Og man får kun indflydelse ved at indgå i dialogen. Det gode samarbejde betyder også, at man kan få anlagt ridestier, fortæller Lars Bruun. Det kan laves som en underafdeling af en eksisterende klub, en Facebookgruppe mv.

”Som medlem af DRF er man medlem af friluftsrådet, og de har penge, som kan bevilliges til aktiviteter som lokale ridestier. Jeg kan kun opfordre til, at man fra klubben tager kontakt til det lokale friluftsråd,” opfordrer Lars Bruun.

Samarbejde

“Vi vil gerne samarbejde med de lokale ridelaug, så vi kan sikre de adgangsforhold der skal til, for at sikre adgang til skoven. Det kommer til at ske via skydelåger ind i området, og derfor er det vigtigt vi får et samarbejde med de lokale ryttere/klubber om, hvordan det gøres bedst muligt, forklarer Lars Bruun, som understreger vigtigheden af samarbejde med lokale mountainbike klubber og andre klubber, som bruger naturen.

Ridespor Danmark

Ridespor Danmark er et samarbejde der involverer Dansk Ride Forbund, og Dansk Islandshesteforening. Projektet går ud på at sikre ryttere adgang til naturen på lige fod med vandrer og cyklister. Der er et overordnet formål med projekt ”Ridesport Danmark”:

At natur- og motionsryttere fremadrettet har lige adgang til at færdes i det åbne land, i private skove, i offentlige skove samt naturnationalparker som øvrige brugergrupper.

Videreudvikle et web-baseret kortværktøj der viser alle lovlige rideruter i Danmark,

Samarbejde på tværs af udvalgte idrætsgrene, og i fællesskab varetager den fælles indsats med at løfte den reelle adgang til naturen.

Tove Urup Madsen er projektleder for ”Ridespor Danmark”, og der samarbejdes med flere grupper, som bruger naturen for at sikre adgang.

I loven står der kan hegnes, men miljøministeren har lænet sig op ad, at der skal hegnes i Naturnationalparkerne. ”Og det er vi ikke enige i. Vi vil gerne have mere natur, og styrket biodiversiteten, men man kunne arbejde med, at etablere lige så meget terræn udenfor Naturnationalparkerne, som det man hegner. Vi har ikke lyst til at ride bandt vilde heste og kreaturer, vi skal kunne ride forsvarligt i skovene, også med vores elever i elevskolen. Vi er ikke hysteriske, der er for farligt at ride i de indhegninger”, understreger Tove.

”Kommunerne hegner, men det kan vi faktisk rykke på, fortæller Tover det har Esbjerg Rideklub, der har været en dialog med kommunen, for at sikre fortsat adgang for klubbens ryttere til naturen.”

Hun fortæller, at der arbejdes på flere fronter bl.a. med møde med Miljøministeren, foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, foretræde for Folketingets Kulturudvalg, debatindlæg breve mv.

”Vi er flere organisationer, som arbejde i samme retning, og mange er bekymrede for, at idrættens adgang til naturen bliver begrænset.”

Hvis parkerne kommer til at udgøre 60.000 hektar, vil det sige, at der vil blive nationalparker på 39% af det skovareal, som anvendes til skovidræt. Det er en tredjedel af det areal, der er til rådighed.

”Der er ikke evidens på, at store græssere er den eneste vej at gå i forhold til at sikre biodiversiteten,” understreger Tove.

Kig mere på Ridespor Danmark

Hør Daniel Bachmann Andersen fortælle om sin brug af naturen HER

Startlisten klar til World Cup finale i dressur

Det er dressurens absolut top, der i næste weekend tager til tyske Leipzig for at kæmpe om World Cup-titlen.

Læs også: Startlisten klar til World Cup finale i springning

Danmark har kvalificeret tre ekvipager – Cathrine Dufour og Vamos Amigos, Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia samt Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera.

Tyskland er det eneste land, der kan prale af samme deltagerantal.

Isabell Werth er den regerende vinder, så hun er automatisk kvalificeret – og sætter sig i sadlen på Weihegold.

Derudover kommer Helen Langhanenberg og Annabelle samt OL-vinderen fra Tokyo Jessica Von Bredow-Werndl på TSF Dalera BB til Leipzig.

Se hele startlisten her

Kampvalg til bestyrelsen i rideforbundet

Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde finder i år sted lørdag 2. april på Severin Kursuscenter i Middelfart. For første gang siden 2019 er der tale om et fysisk møde. Repræsentantskabsmødet 2022 indeholder traditionen tro både et formiddags- og eftermiddagsprogram. Formiddagsprogrammet starter kl. 9.30 og består af tre blokke; én med tre forskellige temaspor efterfulgt af to blokke med plenumoplæg.

Se programmet for dagen

Eftermiddagsprogrammet starter kl. 13.30, og er det formelle repræsentantskabsmøde.

Kampvalg til bestyrelsen

Forbundets formand Ulf Helgstrand er ikke på valg i år, men der er tre bestyrelsesmedlemmer på valg, og alle modtager genvalg (Jørgen Mertz, Tina Callesen, Ulla Tørnæs) desuden er der tre nye kandidater til posten: Jakob Schou fra Karlslunde Rideklub, Helle Juul, Langelands Sportsrideklub og Bo Gejl fra Ikast Rideklub.

10 klubber søger om optagelse i forbundet, og så er der ingen indkomne forslag repræsentantskabet skal tage stilling til i år.

Det er også i forbindelse med repræsentantskabsmødet, at der er fokus på at hædre enkeltpersoner, klubber og officials for deres indsats for sporten og forbundet.
Der skal uddeles følgende priser:
 • Årets Klub
• Årets official
• Ærestegn

Eftermiddagens repræsentantskabsmøder åbner traditionen tro med bestyrelsens årsberetning. Her sættes der fokus på de flotte sportslige resultater i 2021. Tilpasningen af eliteafdelingen. Strategi 2030, med meget mere. Årsberetningen kan læses i sin helhed HER.

Danskere i Belgien – og Patrik Kittel i debut på Fuhur

I disse dage er flere danske dressurryttere draget til Belgien for at deltage i Dressage Festival i Opglabbeek.

Torsdag har juniorrytterne allerede være på banen – og redet flotte procenter hjem til Danmark.

Valentin Munkedal og Severis Jody red mere end 67% i hus, Elisabeth Cecilie Bonefeld-Dahl og Don Furioso ligger pt. i toppen med 71.162%, mens Liva Addy Guldager Nielsen og Don Caballero scorede godt 70%.

Se også: Stort portræt af Liva

Thilde Rude Hare og Fred The Red fik mere end 69% af dommerne, mens hun på Zidan-DN blev belønnet med 69.444%

De er også til start:

CDIP

Josephine Gert Nielsen

Selma Ludvigsen

CDIY

Kristian Würtz Green

Frederikke Gram Jacobsen

Maria Mejlgaard Jensen

Sara Aagaard Hyrm

Sophia Ludvigsen

CDIU25

Thea Bech

Sandra Aagaard Hyrm

Camilla Lærke Stubberup

Maria Mejlgaard Jensen

Josefine Hoffmann

Svensk debutant på danskers hest

Patrik Kittel medbringer den dansk-ejet Fuhur, som familien Toosbuy Kasprzak købte i 2019. Tidligere blev vallakken redet af Anna Kasprzak, og en kort periode var det Andreas Helgstrand, der sad i sadlen.

“Desværre var Fuhur ikke et match til mig, hvilket jeg kan være lidt ked af. Det er verdens sødeste hest.

Derfor er det bedre at tage beslutningen, så er der forhåbentlig en anden, som kan få rigtig meget glæde af ham.

De er heldigvis ikke maskiner, de er forskellige alle sammen, og det er det, som gør det hamrede svært. For hvor står den der bare en hest, som har det hele,” fortalte Anna om rytterskiftet.

Patrik og Fuhur skal prøve kræfter med CDI4* til stævnet i Belgien.

Startlister

Se med live

FEI World Cup flytter til Vilhelmsborg

Den danske afdeling af FEI Dressage World CupTM i dressur flyttes fra Jyske Bank Boxen i Herning til Vilhelmsborg, Aarhus i 2022. Årsagen er en usikkerhed hos arrangørerne i forhold til, hvor mange tilskuere man kan tiltrække til endnu et stort, internationalt stævne på dansk grund inden for en 2-måneders periode.

“Vi har gjort os nogle overvejelser i forhold til at tiltrække sponsorer og et stort publikum til Herning kort tid efter VM, og da vi er usikre på, om det kan lade sig gøre at fylde Jyske Bank Boxen til World Cup, har vi valgt at lave en anden plan,” indleder Casper Cassøe, der sammen med Jens Trabjerg står bag World Cup-eventet herhjemme.

“I et godt samarbejde med FEI og Aarhus Kommune er det lykkes os at flytte stævnet til Vilhelmsborg, på den sædvanlige afviklingsdato i skolernes efterårsferie i uge 42.

Under coronapandemien blev World Cup-stævnet i 2020 flyttet fra MCH Messecenter Herning til Vilhelmsborg, og rytterne var glade for de gode faciliteter på stedet. Vilhelmsborg har tilskuere kapacitet på ca. 2000 samtidig, og der bliver også plads til en mindre messe inde i hallen i tilknytning til stævnet.”

International dressur og springning

Stævnet største klasse bliver naturligvis FEI Dressage World CupTM med Grand Prix kvalifikation lørdag og kürfinale søndag. Sideløbende med dette vil der blive afviklet 3-stjernet dressur i både stor og lille tur. Disse konkurrencer suppleres med klasser for junior- og ungryttere samt U25. Dressurkonkurrencerne vil strække sig fra fredag den 21. oktober til søndag den 23. oktober.

Det bliver den store opvisningshal på Vilhelmsborg, som danner rammen om samtlige konkurrencer, og derfor er det de internationale springklasser, som åbner en uges dressur- og springkonkurrencer på Vilhelmsborg.

Springkonkurrencerne starter mandag den 17. oktober, og arrangørerne inviterer til CSI2* springklasser kombineret med international ponyspringning frem til og med torsdag den 20. oktober. I samme tidsrum mødes nogle af Europas bedste ponyryttere i FEI Pony Trophy, der er ponysportens svar på World Cup-serien i springning. Finalen i den populære stilspringningsserie for børn, Mustang Cup afvikles også under stævnet.

Som man kan se, er der lagt op til et spændende og alsidigt program over en uges konkurrencer på Vilhelmsborg. Billetsalget åbner d. 15. maj.

Se mere på www.worldcupherning.dkFor yderligere information, kontakt venligst:
FEI Dressage World Cup™ Vilhelmsborg – www.worldcupherning.dk – Press Officer  Britt Carlsen – press@herning2022.com – +45 31696887