Skip to main content

Video: En skam der skulle uheld til før vesten kom på

Det er hul i hovedet ikke at tænke på sikkerhed! Springrytter Rikke Haastrup og dressurrytter Nanna Merrald fortæller i magasinet Riders NOTEBOOK om hændelser, som har gjort dem mere sikkerhedsbevidste. Alvorlige uheld, som heldigvis gik godt. Og de er begge enige: Tænk jer om inden det er for sent!

Som premium medlem på Zibrasport, kan du læse magasinet online GRATIS.

Kom direkte til magasinet her.

Glæd jer til 5-stjernet dressur i Herning

Der var en helt særlig stemning inde i Jyske Bank Boxen sidste år, da de danske dressurryttere satte sig tungt på topplaceringerne i de to 5-stjernede dressurklasser. Cathrine Laudrup-Dufour og Bohemian rundede de magiske 90% i küren efterfulgt af Carina Cassøe Krüth og Daniel Bachmann Andersen.

Læs også: Cathrine Dufour: En stor dag for dansk dressur!

Igen i år inviterer Dansk Varmblod dressursportens elite til 5-stjernet dressur i Boxen under forbundets hingstekåring med show internationale spring- og dressurklasser med meget mere i MCH Messecenter Herning fra den 8. til 12. marts.

Se hele programmet for Hingstekåring 2023 HER

Vitamin Well Five Star Dressage

VITAMIN WELL er ny hoved- og titelsponsor for det, som de senere år er kaldet FIVE STAR DRESSAGE i Herning og består af en Grand Prix og en Grand Prix Kür. ECCO Grand Prix bliver afviklet fredag eftermiddag, mens Vodskov Bolighus Grand Prix Freestyle bliver afgjort lørdag eftermiddag – begge konkurrencer finder sted inde i Boxen.

Læs mere HER

Se eller gense Riders Corner fra Hingstekåringen sidste år, hvor vi bl.a. havde Daniel Bachmann Andersen i studiet til en samtale om de flotte danske dressurresultater: Riders Corner med Daniel Bachmann Andersen

Video: Nyd Jessica’s freestyle til over 90%

CHI Classics i Basel, Schweiz den forgangne weekend red tyske Jessica von Bredow-Werndl og den elegante hoppe TSF Dalera BB igen en kür/freestyle til over 90% i den syvende etape af FEI Dressage World Cup™ 2022/2023 Western European League. 2022-seriens vinder viste allerede, at de ikke har mistet noget af deres forspring, mens Jessica har ventet og født sit andet barn i eftersommeren. De vandt den anden kvalifikation i den nye World Cup-sæson i Lyon i Frankrig i oktober, hvor de fik en score på 90,140%. I Basel satte parret, som også er olympiske og europæiske mestre, 90.795% på tavlen og deres topform er dermed hævet over enhver tvivl.

Nyd den flotte kür redet af Jessica von Bredow-Werdl og TSF Dalera BB i Basel

Nanna Skodborg Merrald kom ind på tredjepladsen i Basel i sin debut på Blue Hors Zepter.

Læs mere: 84% til Nanna og Zepter og en 3. plads

Helgstrand Dressage – nu også i Spanien

Interessen for dressursporten er stigende i Spanien og hvert år forelsker mange udlændinge sig i landet, som ender med at bosætte sig permanent. Og det er ikke alene spanske heste, som ryttere rider rundt på længere – hvert år importeres der et stort antal heste fra fx Danmark og Tyskland. Flere og flere stalde etableres, interessen for stævner stiger og hvert år annonceres flere CDI-stævner. Sammen med de varme forhold gør det Spanien til et perfekt sted at være hele året rundt.

Leida Collins-Strijk er født og opvokset i Holland, hvor hun driver en succesfuld salgsstald med sin mand, den internationalt anerkendte OL-militaryrytter Tim Collins. Parret har dog altid drømt om at etablere en salgsstald i Spanien, som de seneste år har gennemgået en markant udvikling og efterspørgslen efter topdressurheste har aldrig været større.

“Mange forbinder Spanien med de spanske heste (PRE), som er kendt og respekteret verden over. Men når vi rejser rundt i landet og er i dialog med ryttere, har vi bemærket et behov for flere gode heste i takt med, at antallet af stalde øges og interessen for stævner stiger. Området rummer et kæmpe potentiale og med et tæt samarbejde med Andreas (Helgstrand, red.) kan vi nu tilbyde et varieret udvalg af gode dressurheste, som er vigtig for at hjælpe endnu flere talenter på vej i sporten,” fortæller Leida Collins-Strijk, indehaver af Leida Dressage.

Leida Collins-Strijk og Fellini. Foto: Eurodressage

Spanien rummer kæmpe potentiale

Om det nye samarbejde fortæller Andreas Helgstrand: “Grundidéen er, at vi gerne vil møde kunderne, hvor de er – ja, gøre det så nemt for dem som muligt. Leida er en velkendt og respekteret person ud over at have et kæmpe netværk, og jeg tror, hun er den helt perfekte til at gribe opgaven. Spanien har oplevet en imponerende tilgang over årene, og vi modtager også et stigende antal efterspørgsler på heste, hvilket har bevirket, at vi sammen med Leida og Tim vil prøve at etablere et samarbejde om en salgsstald ved Malaga, som for os at se rummer et kæmpe potentiale.”

“Det er en livsstil for os – vi lever og ånder for denne verden. Og vi vil gerne være med til at udvikle sporten endnu mere her i området. De første heste fra Helgstrand er kommet hertil, og vi er klar til at byde kunder velkommen,” fortæller Leida.

Leida Collins-Strijk har været på det hollandske landshold i en årrække, vundet utallige sejre og placeringer på internationalt Grand Prix-niveau og har redet hingste som Lancet, Welcome, Welt Hit II, Kennedy og Floret As. Sideløbende med sin egen karriere har hun undervist ryttere verden over, som har vundet medaljer ved alt fra Pan American til Asian Games foruden at træne junior-, youngrider- og U25-ryttere fra det hollandske landshold.

Leida Dressage ligger i det sydlige Spanien ved Sotogrande, kun en times kørsel fra Málaga. Stedet kaldes Dos Lunas, bedre kendt som ”el paraiso de la Doma” – dressurparadisset i Spanien. Mere info findes på HER

Kilde: Helgstrand Dressage

Husker du Shutterfly?

Da han blev født, havde Shutterfly en så rodet, pjusket man, at hans opdrætter kaldte ham “Struwwelpeter” efter den tyske tegneseriefigur, der lignede Edward Scissorhands. Men det tog ikke lang tid for ham at modne til en elegant seks år gammel vallak, der fangede Merediths opmærksomhed ved et stævne i Rastede i 1999. Da Meredith oprindeligt spurgte ejer og opdrætter Uwe Dreesmann, om han var til salg, var Dreesmann negativ. Men seks måneder senere kom Dreesmann i kontakt med Meredith, og kort efter kom Struwwelpeter til Thedinghausen. Jim og Nancy Clark købte Struwwelpeter, og han blev omdøbt til Shutterfly, fordi hans navn var så svært for amerikanerne at udtale. Han blev kaldt Petey som et øgenavn.

Det pjuskede føl udviklede sig under Meredith Michaels-Beerbaum til en hest i absolut verdensklasse. De har et imponerende cv, som omfatter guld ved EM i 2007, bronze ved VM i Aachen i 2006, 3 sejre i World Cup finalen og en 4. plads ved OL i Hongkong samt flere holdmedaljer med det tyske landshold. Meredith er oprindelig fra USA, men hun giftede sig med Ludger Beerbaums bror Markus, og skiftede nationalitet til tysk.

En ekstrem sensitiv hest

Meredith husker, at Shutterfly var ekstremt følsom og nervøs. “Han blev først sikker, når han trådte ind i ringen. Der vidste han, at han havde evner, og han blev selvsikker. I løbet af mange år lærte han gradvist at stole på folkene omkring sig, inklusive groomene i stalden. Han var altid følsom, men blev nemmere at håndtere, når han stolede på dig.”

Meredith Michaels-Beerbaum ved Shutterflys flise på Aachens Walk of Fame. Foto: Privat

Ved World Equestrian Games 2006 i Aachen var Shutterflys følsomhed indlysende for alle. Meredith og Shutterfly var nået til Final Four i det individuelle mesterskab, hvor rytterne dengang byttede hest, og på skift red konkurrenternes heste gennem en bane. Et skift af ryttere betød et sadelskifte, og det betød stress for Shutterfly. Med hver ændring blev Shutterfly mere og mere ked af det og svære at sadle. Selvom han var panisk og dryppede af sved, gjorde han stadig sit arbejde over forhindringerne med alle ryttere. Bagefter lovede Meredith ham, at han aldrig skulle gøre noget lignende igen.

Shutterflys succeser løber i penge op mod 3,5 millioner euro, hvilket gør ham til den mest succesrige springhest i verden på det tidspunkt. Nogle af hans store sejre inkluderer tre gange vinder af World Cup-finalen, Rolex Grand Prix i Aachen 2005, to gange vinder af Top Ti-finalen, to bronzemedaljer ved World Equestrian Games 2006, individuelt guld og holdsølv ved det europæiske mesterskaber i Mannheim. Han og Checkmate hjalp Meredith med at vinde den lukrative titel som Årets Rytter tre gange. Sidst men ikke mindst vandt Shutterfly Grand Prix i Aachen 2011 i en alder af atten. Han blev pensioneret dér i Aachen samme weekend, hvor femoghalvtreds tusinde tilbedende fans gav ham et stående bifald. Shutterfly nyder nu sit velfortjente otium i Thedinghausen.

Vi går efter medaljer ved EM

“Vi blev slået af hollænderne med et mulehår ved EM sidste år, så jeg håber absolut vi skal ned og forsvare en medalje,” fortæller Lisbet Seierskilde, der er landstræner for ponydressurrytterne. 10 af de unge talenter havde fået plads ved ECCO Samlingen i Tønder i weekenden, og de gik til opgaverne med engagement.

Læs også: Dennis Fisker ser frem mod en god sæson

Hør Lisbet Seierskilde fortælle om samlingen, og den gode start hos Anna Kasprzak i Haderslev, hvor rytterne fik set to yngre heste træne.

Endnu en World Cup-sejr til verdensmesteren!

De er bare flyvende verdensmestrene, Sveriges Henrik von Eckermann og hans superhest, King Edward, og her til eftermiddag leverede de sæsonens anden sejr, da de kom i top i Longines FEI Jumping World Cup™ 2022/2023 Western European League i Basel, Schweiz.

Andreas Schou kom til start med Darc de Lux, som desværre fik et enkelt nedslag, og dermed ikke kom ind i omspringningen, der var 7 fejlfrie. Alligevel fastholder Andreas sin 13. plads i den samlede stilling, 18 ryttere går videre til finalen i Omaha.
Ved stævnet har Andreas også haft den 9-årige Unbelievable e. Untouchable med til start. På trods af den unge hingst ikke har meget erfaring på dette niveau, gik han fejlfrit til placering i en 1,45 m ranglisteklasse.

Henrik og King Edward var anden startende i omspringningen, og de to satte barren højt, da de standsende tiden på 33,43 sekunder. Parret vandt den fjerde etape af World Cup-serien i Verona, og kunne i dag føje endnu en triumf til en perlerække af topplaceringer og sejre – størst var VM-sejren i Herning i august.

Den tredobbelt FEI World Cup™-titelvinder, Tysklands Marcus Ehning, sluttede kun 0,6 sekunder langsommere til andenpladsen med Stargold, mens tredjepladsen gik til schweiziske Pius Schwizer og Vancouver de Lanlore. Dagens konkurrence var den tiende af 14 kvalifikationer i den vesteuropæiske liga, og von Eckermann, som også har nummer et på Longines verdensrangliste, leder ligastillingen med massive 88 point foran de franske ryttere Kevin Staut og Julien Epaillard.

Serien fortsætter næste søndag i Leipzig, Tyskland på vejen til Longines 2023-finalen i Omaha, USA fra 4. til 8. april.

Result

Standings

Cathrine Laudrup-Dufour bliver testrytter i Herning

”Jeg ser meget frem til at teste de unge dressurheste i Herning,” indleder Cathrine Laudrup-Dufour, 30 år. Det er første gang hun har påtaget sig den opgave herhjemme, men hun har testet ungheste flere gange ved championater mv. i Sverige.

Cathrine Laudrup-Dufour har uddannet flere unge heste, og hun er konstant på udkig efter talenter til sin konkurrencestald i Fredensborg. Efter deltagelse ved to Olympiske Lege, flere Europamesterskaber, hvor hun desuden har opnået medaljer, satte Cathrine kronen på værket i august 2022 i Herning ved at vinde VM-guld for hold samt opnå to individuelle sølvmedaljer.

Et blankt lærred

Cathrine Laudrup-Dufour har ikke set resultaterne af Egnethedstesterne i efteråret. Det er fra Egnethedstesterne at de bedste heste går videre til Unghestechampionatet i Herning.

”Jeg har set nogle opslag på Instagram, men jeg har ikke fulgt med i resultaterne. Jeg vil heller ikke se hestene under egen rytter i Herning. For mig vil det være bedst, at det er et helt blankt lærred, når jeg skal teste dem.”

Blue Hors Unghestechampionatet starter onsdag, hvor hestene bliver redet af egen rytter for dommerne. Det sker inde i Jyske Bank Boxen. Og den følge dag skal ryttere og heste igen i bedømmelse i Boxen.

De 21 bedste heste er dermed klar til testrytter-delen af deres bedømmelse, og fredag får endnu 3 heste chancen for at gå med via en trøstfinale afviklet i hal M, Krafft Arena.

Det er dermed i alt 24 heste, fordelt over to heat lørdag og søndag, som Cathrine Laudrup-Dufour skal teste inden den festlige præmieoverrækkelse søndag middag.

Samarbejde og ridelighed er vigtigt

”Jeg lægger vægt på at hesten er samarbejdsvillig og ridelig. Det er helt grundlæggende, for mig. Så er det også klart, at jeg vil mærke efter, om de er uddannet efter træningsskalaen, og at de reagerer godt på hjælperne,” fortsætter hun.

Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe Krüth er meget tilfreds med at have lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, han udtaler: ”Dansk Varmblod producerer nogle af verdens bedste dressurheste, derfor er det helt passende, at det er en af verdens bedste dressurryttere, vi har fået til at løse opgaven som testrytter i Blue Hors Unghestechampionatet,” og Casper fortsætter: Testrytterdelen af Unghestechampionatet bliver sædvanligvis fulgt af mange. Og derfor er jeg meget glad og stolt over, at vi har lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, som er meget engageret i det, hun deltager i, og god til at kommunikere til publikum. Jeg ser virkelig frem til at høre Cathrine sætte ord og karakterer på de talentfulde heste, hun kommer til at teste i Herning.”

Herlige Herning

”Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er meget glad for at ride i Herning,” fortæller Cathrine. Hun har endnu ikke afgjort, om hun skal starte de internationale dressurklasser, men sammen med sine VM-holdkolleger skal hun afvikle en spændende clinic onsdag aften med titlen: Uddannelse af de næste verdensmestre.

Cathrine ser meget frem til at teste de talentfulde dressurheste i Herning og videregive det hun oplever fra hesteryggen til publikum.

Læs også: Rolf-Göran Bengtsson – testrytter i Herning

Dennis Fisker ser frem mod en god sæson

I denne weekend er 20 junior- og ungryttere samlet på ECCO Center i Tønder til træningssamling uden hest, og Dennis Fisker, der er landstræner for de unge ryttere, ser positivt på de medalje chancerne for landsholdene.

Hør ham fortælle om samlingen og sæsonen for ungdomsdressuren:

Stærkt felt ved dressurstævnet i Esbjerg

Traditionen tro tiltrækker stævnet i Esbjerg ryttere fra hele landet – og især fredag og lørdag er klasserne fyldt til randen. Det har endda været nødvendigt at oprette 2 afdelinger af Prix st. Georges fredag. 

Igen i år finder mange topryttere vej til det vestjyske – således stiller 3/4 af VM guldholdets ryttere til start ved stævnet – dog med yngre og mere urutinerede heste.  

I lørdagens Grand Prix er der i skrivende stund tilmeldt hele 25 ekvipager, hvor bl.a. Nanna S. Merrald/Blue Hors Znickers, Daniel Bachmann Andersen/Shirley og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Zackton helt sikkert vil tiltrække sig opmærksomhed fra publikum. OL-rytter Anna Kasprzak er til start med sine to championatsvindere Evian L og Danciero i lille tur. Et par udenlandske ryttere har også meldt deres ankomst til stævnet – svenske Carl Hedin/Van Der Veen var enormt populær ved sidste års landsstævne i Esbjerg, og mon ikke hans trofaste esbjergensiske-instagramfølgere glæder sig til et gensyn.

af EOR’s Maja Petersen/Højgårds Rolex, som er meldt til start i Grand Prix og Grand Prix Kür. Foto: Hannah Lykke foto

Flere lokale ryttere er også til start ved stævnet, hvor bl.a. Maja Petersen/Højgårds Rolex får hjemmebanefordel, når de indtager konkurrencebanen i Grand Prix og Grand Prix Kür.

Tilbage i 2020 prøvede Esbjerg og Omegns Rideklub for første gang kræfter med at udbyde et par kür-klasser ved landsstævnet – og igen i år vil der søndag omkring middagstid blive afviklet henholdsvis Intermediaire 1 og Grand Prix freestyle.

Der er uden tvivl lagt op til nogle spændende hestedage i Esbjerg – velkommen til sæson 2023! lyder det fra klubben.

Zibrasport Equest livestreamer fra weekenden (lørdag og søndag) Læs mere: EOR B-stævne i dressur
Vores Premium-medlemmer kan både se med live og efterfølgende i arkiv for 0,- kr. mens basis-medlemmer kan købe adgang til livestreamingen for 99,- kr. (kun adgang til live-stream).

Start- og resultatlister

Redskaber til inspiration og udvikling

Det er i år den 18. gang de unge dressurtalenter er samlet på ECCO Center i Tønder til en weekend uden hest, hvor det udelukkende er rytteren, der er i fokus.

Dagen startede hos OL-rytter Anna Kasprzak i Haderselv, hvor hun underviste Frederikke Gram Jacobsen på den 6-årige Roxette, og selv red Danciero. Det var, som altid, meget ærligt med fokus på udvikling, og ikke blot at forsøge at vise fejlfri træning. På den vis fik rytterne gode redskaber med videre. Det blev et par særdeles interessante timer, hvor ponylandstræner Lisbet Sejerskilde og Anna Kasprzak sparrede med hinanden.

Netop at være kreativ i sin tilgang til dressurtræning er vigtigt, understregede Anna Kasprzak flere gange, ikke at hænge fast i en øvelse eller en måde at træne på, hvis der ikke sker en positiv udvikling.

Læs også: 30 dressurtalenter til ECCO samling

Udviklingskonsulent fra Team Danmark Christina Teller. Foto: Zibrasport Equest

Hvordan håndtere man mod- og medgang?

Christina Teller, der arbejder med talentudvikling i Team Danmark, fik en god dialog i gang med junior- og ungrytterne på ECCO Centeret, hvor gruppearbejde og fysiske udfordringer blev mødt med gå-på-mod og engagement fra rytternes side.

Der blev talt om de mange forhindringer på vejen mod målet, og nogle delmål undervejs man skal nå. ”Der er også en del i jeres sport, som I ikke er herre over, og der er ting, som I ikke har så stor indflydelse på, fordi i skal samarbejde med hesten,” sagde Christina Teller bl.a. og hun anerkendte flere gange, at ryttere i høj grad må tage ansvar for sig selv og hesten/ponyen i en tidlig alder. Hun sagde bl.a.: ”Langt det største ansvar for at arbejde med jeres træning ligger hos jer selv, hvilket også er anderledes i forhold til mange andre sportsgrene.”

Hvordan håndterer man modgang, når man møder det?

Der blev også en god debat om, hvordan man håndterer modgang og medgang i sporten. Prøv selv at tænke over følgende:

De gode præstation og oplevelser – medgang

1. Hvad er en god præstation for skole, sport og i livet?

2. Hvilke positive oplevelser tror du, at du vil få på din rejse i sporten?

3. Hvordan ”håndterer” du, når det går godt, hvordan påvirke det dig og ændrer du adfærd?

4. Hvorfor er du rytter-atlet? Hvorfor investerer du så meget i sporten?

Rytterne kom med flere gode input:

Den gode præstation kan være ikke en sammenligning med andre, men med fokus på egen præstation og udvikling. Og at man lykkes med sine delmål. Og vide man har gjort sit bedste. Og selvfølge er det også en forløsning at vinde, men det kan ramme hårdt, når det ikke lykkes.

Hvilke oplevelser får du fra sporten: At nå sine mål, få venskaber og personlig udvikling. Det giver så meget mere end det sportslige at være en del af denne sport. Vi bliver bedre til at gå til eksamen, og vi har ansvar for mange ting. Og vi bliver hurtig ledere af vores team, bliver gode til at planlægge.

Hvis det går godt, hvad så? Hvis det er gået godt dagen forinden, så booster det selvtilliden. Men giver måske også noget ekstra pres for at præstere igen og leve op til forventningerne. Når det går godt, giver det god energi og motivation. Succes betyder, at man ved man kan komme tilbage igen, hvis man har en dårlig periode – usikkerhed bliver dæmpet lidt. Forslaget er, at lave mindre delmål, for at holde fokus på udvikling. Det må ikke være en sovepude at præstere godt.

Hvorfor er du rytter?: Det er hele ens liv og hverdag, og det er mærkeligt, hvis hesten er skadet. Og det liv man har i ridesporten, kan man let savne – mangle fællesskabet med andre og med hesten, det er også med til at bekræfte, hvem man er.

Rytterne blev bedt om at arbejde i små grupper, tage notater og diskuterer forskellige emner. Foto: Zibrasport Equest

Udfordringer og modgang

Rytterne blev spurgt: Hvilken typer af modgang har du oplevet indtil nu? Det kan være problemer med træneren, skadet hest eller dårligt samarbejdet i ens team. Ikke forstå det der sker i skolen. En dårlig periode, man føler ikke man kan komme op igen. Uvished om man kommer tilbage, og så kan ens egen mentalitet være en udfordring i forhold til nervøsitet, og negativitet. Forventningspres, og vurdering af egen præstation.

Ridning fylder meget i ens liv, og går det dårligt, så føler man hele livet går dårligt. Det kan være svært at gøre det godt både i sport og skole.

Passe på ikke at blive ”glemt” i det sociale samvær med andre udenfor ridesporten.

Hvad gør man, når man oplever modgang? Huske at tage et skridt tilbage, og se på, hvor meget du har oplevet og, hvor langt du er nået, og huske at give sig selv et klap på skuldrene.

Når man oplever modstand, skal man huske, at man tidligere er kommet over det. Og passe på ikke at miste troen.

”Vi anbefaler I giver tid til at doserer andre ting i livet, store og små pause, for at sikre det hele menneske,” opfordrede Christina Teller.
Herefter blev der brugt tid på at diskutere stævneplaner med meget mere sammen med landstræner Dennis Fisker.