Skip to main content

Protest mod Nanna Merrald og Zepter

Det østrigske forbund indgav fredag appel til FEI Tribunal mod afvisningen fra groundjury, klagen går ud på at Nanna ikke har overholdt en regel, som er trådt i kraft ved årsskiftet, som kræver en minimums Grand Prix-score på 65 % i en CDI3*, 4 * eller 5* før deltagelse i en World Cup-kvalifikation.
Hun deltog med Blue Hors Zepter i Basel, og de to har ikke haft en international start sammen, før debuten i World Cup-klassen.

Nanna Skodborg Merrald (DEN) og Blue Hors Zepter -ved deres start i FEI Dressage World Cup™ 2022/23 – Basel (SUI) Copyright ©FEI/Stefan Lafrentz

Det Internationale Rideforbund (FEI) har udtalt til dressage-news.com, at kravet ikke er inkluderet i World Cup-reglerne for 2022-23.
Nanna Merrald og Blue Hors Zepter blev nr. 3 i Basel, og tidligere har Zepter været startet internationalt af Daniel Bachmann Andersen fra 2016 til 2020 og i 2022 af Patrik Kittel fra Sverige. Østrigs appel mod Nannas ridt i lyder, at “starten i Basel ville skade alle andre startere. Det gælder også vores østrigske starter.” Det var Florian Bacher, der blev nummer syv på Fidertraum OLD. “Vi kræver derfor, at fru Nanna Skodborg Merrald nægtes start og fjernes fra startlisten,” lød det i opfordringen ifølge dressage-news.com.

Andreas Schou klar til World Cup i Amsterdam

Andreas Schou og Darc de Lux e. Darco opdrættet på Fyn af Pia og Morten Augustinus er til start i World Cup-klassen i Amsterdam i eftermiddag. 39 ryttere mødes i kampen om vigtige World Cup point i den Vesteuropæiske Liga. Der er blot tre muligheder tilbage for at optjene points i ligaen, og foruden Amsterdam er det Bordeaux i starten af februar og Göteborg i slutningen af februar.
Det er VM-guldvinderen fra Herning, Henrik von Eckermann, som har optjent flest points i denne sæson, Andreas Schou har 31 points og ligger som nr. 16 – 18 ryttere får adgang til finalen i Omaha i april. Denis Lynch har 32 points og efter Andreas ligger 3 ryttere med 30 points (Hans-Dieter Dreher, Pius Schwizer og Jur Vrieling).

Læs også: Video: Andreas Schou på et team ved Global Tour

Nye heste på vej

Da Andreas Schou har solgt sin topheste Independent og Action Man er det vigtigt, nogle af de yngre heste i hans team træder i karakter, og går ind i de store klasser den kommende sæson. Andreas har flere spændende yngre heste på vej bl.a. Macarena en 9-årig hoppe efter Monte Bellini, der er med ham i Amsterdam og var fejlfri i en ranglisteklasse lørdag, den 5* 1,45 m høje tidsspringning, hvor hun sluttede på 7. pladsen. Klassen blev vundet af hollandske Sanne Thijsen/Clarima foran hendes landsmand Leopold van Asten og med den franske speed specialist Julien Epaillard på 3. pladsen.

Start- og resultatlister

Se Andreas Schous ridt på Macarena:

Blue Hors Zack imponerer igen i Amsterdam

Den 19-årige avlshingst Blue Hors Zack imponerer fortsat. Ikke alene i sporten, men også som far til flere afkom i topsport. Nanna Skodborg Merrald har i denne weekend sadlet hingsten til World Cup kvalifikationen i Amsterdam, og i dag viste de deres smukke kür, som indbragte dem hele 85,220%, hvilket er ekvipagens personligt bedste resultat. Det gav dem en 3. plads efter Isabell Werth og Emilio (86,595%) mens det blev til en sikker hjemmebanesejr til VM-bronzevinderen Dinja van Liere og avlshingsten Hermes N.O.P. der fik 87,055% herunder fere 9-taller for piaffe overgange og passage.

Nanna Skodborg Merrald (DEN) og 19-årige Blue Hors Zack – sluttede på 3. pladsen i Amsterdam Copyright © FEI/Arnd Bronkorst

Også Nanna scorede flere 9-taller fra dommerne bl.a. i etterchangementer, 2’er changementer og pirouette. Den danske overdommer Susanne Baarup var en del af dommerstaben i Amsterdam.

Daniel Bachmann Andersen og Zack-sønnen Zippo M.I. sluttede over de magiske 80% på 8. pladsen (80,240%) de opnåede flere gange 8 og 8,5 programmet igennem, men desværre kostede især den samlede skridt parret points i dag.

Resultat

Zack: 19 år og still-going-strong!

Nanna Skodborg Merrald var første dansker i konkurrence ved World Cup-kvalifikationen i Amsterdam. Sammen med VM-guldvinder Blue Hors Zack e. Rousseau lagde hun sig i spidsen af konkurrencen. De fik vist et meget flot og sikkert travprogram med fin piaffe og passage, men der indsneg sig en lille fejl i 2’er changementerne. Ellers er Zack i topform, og han gik konstant op-ad-bakke, tog smukt vægt på bagparten i overgange og samlede øvelser, og det var ikke til at se, at den elastiske, selvgående hingst er 19 år i år. 76,7 er deres bedste score, og i dag scorede de 76,196% og altså tæt på deres bedste score med en fejl i 2’er changementerne. De sluttede på 4. pladsen i Grand Prix-klassen.
Det er Nannas 5. World Cup kvalifikation, og hun ligger pt. på andenpladsen i den samlede stilling med 59 points efter tyske Benjamin Werndl, der har 65 points, men ikke er til start i Amsterdam. Der er 20 points til vinderen, 17 points til andenpladsen og 15 points til tredjepladsen.

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Zibrasport Equest

Fejlfri test af Daniel Bachmann Andersen

Daniel Bachmann Andersen havde taget 11-årige Zippo M.I. med til Amsterdam. Blue Hors Zack-sønnen fik sin World Cup debut på Vilhelmsborg i oktober, hvor de sluttede på 3. pladsen. Deres samarbejde har knapt et år bag sig, og som Daniel fortæller er hesten super følsom, og det har krævet noget tilvænning for ham at finde ind til hesten.

De fik vist et godt travprogram, hvor hesten gik meget let for Daniel, og selvom de havde lidt udfordringer med at komme ind i de første piaffer fik de vist virkelig gode takter i piaffen. I galopprogrammet brillierede de med flotte serier, og Daniel fik meget ros fra den engelske speaker for sit velovervejede ridt. De scorede 74,609% til en 7. plads.

Læs også: Daniel: Han har udviklet sig meget

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Foto: Zibrasport Equest

Wendy bed sig

Umiddelbart efter Daniel red Andreas Helgstrand Queenparks Wendy e. Sezuan på banen. Det er den yngste hest i klassen i Amsterdam, sidste gang de kom til start var ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, hvor de vandt Grand Prix-klassen og kom ind på andenpladsen i Specialen.

Queenparks Wendy tog den internationale atmosfære i Amsterdam med tillid til opgaven, godt hjulpet af Andreas Helgstrands store erfaring. Desværre bed Wendy sig i tungen i galopprogrammet og parret måtte udgå. Ærgerligt for de lå flot placeret efter travprogrammet.
Det er anden gang parret er blevet standset undervejs, ved stævnet i Stockholm i november bed Wendy sig i Grand Prix-programmet og blev diskvalificeret. Ærgerligt for Andreas, som ellers fik ros af den engelske speaker for sin kontakt og for at hjælpe Wendy gennem de vanskelige øvelser.

Hør Andreas fortælle om Wendy efter starten på Vilhelmsborg: Dommeruenighed i Specialen på Vilhelmsborg

Dinja van Liere – Hermes. FEI World Cup Dressage Herning 2021© FEI / Leanjo de Koster

VM-bronzevinderen fra Herning alene i front

Desværre lykkedes det som nævnt ikke for Nanna Merrald at holde førstepladsen, da de sidste ”kanoner” fra Holland og Tyskland kom på banen. De blev anført af VM-bronzevinderen fra Herning Dinja van Liere (NED) og hingsten Hermès, som bl.a. scorede 10 for piaffe, men en lille uoverensstemmelse mellem rytter og hest efter galopøgningen betød, at det ikke var en helt perfekt test, de to fik vist. De scorede 79,739% og en personlig bedst score i Grand Prix.
Det kunne verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth ikke matche med Emilio, da hun red på banen som sidste rytter i World Cup Grand Prix-klassen. Hun er godt på vej mod sin 20. World Cup finale. Og selvom Emilio ikke er tilnærmelsesvis så spektakulær, som fx Hermès, er alt hvad Isabell laver velovervejet, og hun samler points op bl.a. i piaffe, selvom de i dag ikke var helt så overbevisende, scorede hun alligevel nogle høje points. Og det samme gør hendes landsmand Ingrid Klimke, der har vundet en World Cup-kvalifikation med Franziskus FEH i denne sæson. I Amsterdam scorede de 76,261% hvilket betød en 3. plads og deres personlig bedste score.
Grand Prix Kür afvikles lørdag fra kl. 12.30.

Grand Prix i Amsterdam

1 Dinja van Liere/Hermès 79,739%
2. Isabell Werth/Emilio 77,957%
3. Ingrid Klimke/Franziskus FRH 76,261%
4. Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack 76,196%
5. Kirsten Brouwer/Foundation 75,087%
7. Daniel Bachmann Andersen/Zippo M.I. 74,609%
Start- og resultatlister

Dobbelt World Cup i Amsterdam med dansk deltagelse

3 ud af 17 starter ved World Cup i dressur i Amsterdam er danske. Nanna Skodborg Merrald deltager i World Cup-serien med Blue Hors Zack. Det er første gang hun har ham til start i denne sæson, og dermed har Nanna nu redet Blue Hors St. Schufro, Atterupgards Orthilia og Blue Hors Zepter i serien. Zack har ikke været til start siden han var Nannas partner ved VM i Herning, hvor holdet jo som bekendt vandt guld. Nanna får selskab i Amsterdam af en af sine holdkammerater, Daniel Bachmann Andersen har Zippo M.I. e. Zack til start. Nanna har starttid i dag kl. 11.18, mens Daniel rider på banen kl, 12.42. Han og Zippo M.I. kom ind på 3. pladsen ved World Cup kvalifikationen på hjemmebane, den kvalifikation blev vundet af Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera.

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Foto: Zibrasport Equest

Andreas Helgstrand har Queenparks Wendy til start i Amsterdam, de har ikke været til start siden sejren og andenpladsen i Grand Prix og Grand Prix Special ved det internationale stævne på Vilhelmsborg i oktober sidste år. De har starttid i dag i Grand Prix-klassen kl. 12.51.

Det er et stærkt felt i Amsterdam med Helen Langehanenberg, Ingrid Klimke og Isabell Werth til at forsvare de tyske farver, mens Patrik Kittel har sadlet sin tophest Touchdown, og hollænderne er stækt repræsenteret anført af Dinja van Liere og Hermes N.O.P.

Se startlisten HER

Andreas Schou og Darc de Lux. Foto: Zibrasport Equest

Andreas Schou jagter points

Andreas Schou har tre heste med til Amsterdam, Darc de Lux, som er hans partner i World Cup-klassen søndag samt Macarena og Vedric, der sædvanligvis rides af Christine Thirup, der lige nu har travlt med sit jurastudium. Andreas ligger pt. på en 16. plads i World Cup-serien, og det er de 18 bedste ryttere, som kommer til finalen i Omaha til april. Andreas håber på, han kan få lidt flere points på kontoen i Amsterdam og senere også i Göteborg, i håbet om at nå ind i finalen.

Læs også: Video: Andreas Schou på et team ved Global Tour

Lövsta Future Challenge

I Amsterdam rides også en afdeling af serien for U25-dressurryttere, Lövsta Future Challenge. Serien åbnede på Vilhelmsborg og har finale i Göteborg i februar. Thea Bech og Dionissos kom ind på andenpladsen i kvalifikationen og har i dag starttid kl. 10.03.

Start- og resultatlister

Pararytterne er igen nomineret til en pris!

De bedste danske para-atleter har haft et historisk flot år 2022 med ikke færre end 17 EM- og VM-medaljer, og samtidig har de sikret Danmark fem kvotepladser til de Paralympiske Lege i Paris i 2024.

Traditionen tro fejres årets største præstationer på et pressemøde den 9. februar, hvor titlen som Pressalit Årets Para-atlet og de medfølgende kr. 40.000,- tildeles en atlet eller et hold, der i særlig grad har udmærket sig i det forgangne år. Der er tre nominerede til prisen – Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen samt landsholdet i kørestolsrugby.

Læs også: Guld-Tobias tog pris ved Sport 2022 – Zibrasport Equest

Paradressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen samt landsholdet i kørestolsrugby er de tre nominerede til titlen som Årets Para-atlet 2022.

Om de to ryttere skriver Parasport Danmark:

Tobias Thorning Jørgensen, paradressur
Han bliver ved med at imponere, 23-årige Tobias Thorning Jørgensen. Siden sit store internationale gennembrud i 2019 har han ikke set sig tilbage, og i 2022 red han og Jolene sig til to individuelle guldmedaljer i grad III ved VM i ridesport i Herning, hvor de også havde en stor andel i den danske sølvmedalje for hold. Hans freestyle-sejr kom i hus efter et imponerende ridt, der med 86,513 % blev bedømt med den højeste score, der nogensinde er givet i grad III. Resultaterne var medvirkende til, at Tobias Thorning Jørgensen i januar blev tildelt Kulturministerens Parasportspris 2022.
Tobias er bosiddende i Give.

Katrine Kristensen, paradressur
26-årige Katrine Kristensen og hesten Gørklintgaards Quater markerede sig også på fornemste vis ved VM på hjemmebane i Herning i august. I grad II gjorde de Tobias Thorning Jørgensen kunsten efter med to fantastiske ridt, der henviste flere rutinerede paralympiske medaljetagere til sekundære placeringer. Det individuelle program blev vundet med en bedømmelse på 75,788%, og i freestyle kom ekvipagen over de magiske 80 procent med 80,354%. Derudover havde også de to stor andel i den danske holdsølvmedalje. Katrine Kristensen har blot dannet par med den charmerende Gørklintgårds Quater siden foråret, men de to passer perfekt til hinanden og med hjælp fra træner Cathrine Laudrup-Dufour lykkedes det at omsætte det partnerskab til gyldne præstationer.
Katrine er bosiddende i Roskilde.

Om prisen ‘Pressalit Årets Para-atlet’

Pressalit A/S tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne, og her er der som i parasporten fokus på at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Sammen med det årlige Pressalit Sports Academy er prisen “Pressalit Årets Para-atlet” en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport er gået forrest, har grebet mulighederne og har arbejdet dedikeret for at kunne toppræstere.

Ved nomineringerne er der lagt vægt på, at atleten har markeret sig på den internationale scene og præsteret på allerøverste niveau.

Prisen er blevet uddelt siden 2002, hvor Pressalit blev hovedsponsor for Parasport Danmark, og de ti seneste vindere er:

2012: Jackie Tony Christiansen, atletik

2013: Landsholdet i kørestolsrugby

2014: Amalie Vinther, svømning

2015: David Amager, landstræner i ridning

2016: Peter Rosenmeier, bordtennis

2017: Daniel Wagner, atletik

2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning

2019: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo

2020: Landstrænerteamet, skydning

2021: Tobias Thorning Jørgensen, paradressur



Video: Andreas Schou på et team ved Global Tour

Andreas Schou har haft en forrygende sæson sidste år, hvor adskillige topplaceringer og flotte Grand Prix-sejre har sendt ham i raketfart op ad verdensranglisten. Han har redet World Cup kvalifikationer i vintersæsonen, og er tæt på at kvalificere sig til finalen i Omaha.

En af de heste, som i høj grad har hjulpet ham på vej, er Independent. Den 12-årige vallak er solgt, og selvom Andreas nu har et lille hul i rækken af heste til den store sport, er der flere godt på vej. Salget af Independent til Carpe Diem Equestrian Team, der er bosat i Holland, betyder, at Andreas i den kommende sæson bliver en del af teamet: Istanbul Sultans ved Longines Global Champions Tour. Carpe Diem Equestrian har købt en plads til teamet, og Andreas skal være sammen med Omar Karaevli, Efe Siyahi (der rider Independet), Derin Demirsoy og Abdel Said, og dermed udgør de holdet ved Global Tour.

”Det bliver sjovt at få adgang til nogle virkelig gode ridestævner,” siger Andreas, der er 16 hold i turneringen og han kan se frem til at kunne ride i Miami Beach, Mexico City, Madrid, Saint Tropez, Cannes, Stockholm, Paris, Monaco, Riesenbeck, London, Valkenswaard, Rom, New York, Riyadh og med finale i Prag. Global Tour åbner i Doha i starten af marts, men da Andreas nu kun har Darc de Lux til de helt store opgaver, bliver hingsten sparet for rejsen dertil. I stedet vil Andreas forsøge at opnå lidt flere World Cup points i Amsterdam den kommende weekend og i Europafinalen i Göteborg. Lige nu ligger han nr. 16 på ranglisten og 18 ryttere får adgang til finalen i Omaha i starten af april.

Magasinet Riders NOTEBOOK har været på besøg hos Andreas Schou i Tågerup, for at tale med ham om den spændende rejse han er på, om fremtiden og om at finde den nye stjerne i en travl hverdag.

Læs mere om Longines Global Champions Tour

Tysk sejr og flotte danske ridt i World Cup

Andreas Schous høje placering (under top 60) på verdensranglisten har udløst en dansk plads ved alle World Cup stævner i sæson 2022/2023. Andreas har selv redet flere af dem, og optjent points til forhåbentlig en plads i finalen i Omaha, men i weekenden havde han overladt sin plads til Lars Bak Andersen, som med Carl-Heinz B red Longines World Cup-klassen søndag med blot 4 fejl.

Caroline Rehoff Pedersen her på Soendervangs Unikum. Foto: Zibrasport Equest

Der var også fundet plads til springtalent Caroline Rehoff Pedersen, 21 år som dermed deltog sit første 5-stjernede springstævne. Hun leverede et meget flot ridt på Chaccieny e. Chacco-Blue i World Cup kvalifikationen med blot en tidsfejl, hvilket sendte hende ind i selve World Cup-klassen, hvor hun sluttede med 5 fejl.

Til Dansk Ride Forbund udtalte hun: “Jeg er rigtig stolt af at få chancen for at ride med til et 5* stævne i så ung en alder. At ride mod nogle af verdens bedste ryttere er selvfølgelig lidt angstprovokerende, men det giver mig også endnu mere blod på tanden. Mine forventninger til dette store stævne er at komme fornuftigt igennem banerne og suge en masse erfaring til mig. Jeg er super observerende og lægger mærke til de dygtige ryttere på opvarmningen, banegennemgang osv. så jeg forhåbentligt kan tage noget med videre fra nogle af verdens bedste. Jeg har min mor, hestepasser og træner Lars Bak Andersen med, ” slutter Caroline.

Lars Bak Andersen. Foto: Zibrasport Equest

Tysk hjemmesejr til Gerrit Nieberg

Tysklands Gerrit Nieberg sikrede sejren i den ellevte etape af Longines FEI Jumping World Cup™. Den 29-årige rytter, der tog sporten med storm, da han vandt det prestigefyldte Aachen Grand Prix sidste sommer, viste endnu en gang, at han er værd at holde øje med, da han galopperede sejren hjem i omspringning mellem 12 ryttere.

25-årige tyske Richard Vogel og Looping Luna havde sat barren højt med en tid på 37,08 sekunder. Nieberg fortæller: “Jeg så ham på skærmen, og jeg kunne se, at han var virkelig hurtig, men jeg havde en rigtig god følelse med min hest i første runde, så jeg tænkte, at jeg ville prøve lidt mere, og han gjorde et fantastisk stykke arbejde!”, sagde han efter at have redet vinderrunden med den 11-årige Blues D’Aveline CH. Hans far, Lars Nieberg, var to gange olympisk holdmester og blev to gange nummer to ved FEI World Cup™ Finals – i 1995 med hingsten For Pleasure og i 1998 med Esprit FRH.

Værd at bemærke, set med danske briller var også, at svenske Wilma Hellström kom ind på 6. pladsen med CiCI Sejor Ask-datteren CiCi BJN.

Den Vesteuropæiske Liga går nu videre til den tredjesidste kvalifikation i Amsterdam (NED) i næste weekend med flere point på højkant, og verdensmesteren Henrik von Eckermann fra Sverige leder stadig stillingen efterfulgt af franskmændene Julien Epaillard og Kevin Staut. Andreas Schou er nr. 16 og 18 går videre til finalen i Omaha.

Result 

Standings 

Billetter til OL i Paris – DIF giver gode råd

Mange vil afsted. Tusinder af danskere fik deres billetter til OL i Tokyo annulleret på grund af corona, og det kommende sommer-OL er det første i Europa i 12. Herefter går der yderlige minimum 12 år, før det næste sommer-OL kommer til Europa.

Billetsituationen kan virke lidt indviklet, men hvis I læser vores overblik, så burde I være godt rustet til at gå på billetjagt, skriver DIF.

Salget af biletter til legene i Paris foregår i to overordnede spor:

1: Salg af ‘tickets only’ via Paris 2024. Det er de billigste billetter, hvor man ikke køber andet end selve billetterne, der giver adgang til at overvære sporten

2: Salg af hospitality-billetter via firmaet On Location og finske Elämy Grup, som har agenturet for disse billetter i Skandinavien. Disse billetter er dyrere, da de også indeholder en hospitality-del i form af eksempelvis mad og drikke.

Tickets only

For at kunne købe ‘tickets only’ skal man være blandt vinderne af en lodtrækning. Disse billetter er de billigste. Der er en million billetter til salg til 24 euro. Halvdelen af billetterne koster 50 euro eller mindre.  Se hele overblikket over priserne her.

Men man skal som skrevet være lidt heldig med lodtrækningen for at kunne købe dem.

Tickets only-salget foregår i to faser. I første fase er der mulighed for at købe billetpakker til tre forskellige sessioner (i alt 30 billetter kan man bestille her)

For at deltage i lodtræningen til billetpakkerne, skal man senest den 31. januar 2023 skrive sig op her hos Paris 2024.

I anden fase af tickets only-salget er der mulighed for at købe enkeltbilletter. For at deltage i lodtrækningen om at kunne købe enkeltbilletter, skal man registrere sig i løbet af marts og april. Se tidslinjen for de to faser i tickets only-salget nedenfor.

Hospitality

Salg af hospitality-billetter foregår i et andet spor, og dem kan man købe her og nu.  På Elämys danske side, kan købe billetter til en lang række idrætsgrene.

Hospitality betyder, at man ud over billetten også køber en service i form af loger, mad og drikke og lignende. Prisen afhænger meget af, hvilket niveau af hospitality, man køber. Der er guld-, sølv- og bronze-niveau, hvor hospitality foregår i arenaen, og så er der ‘in the city’, hvor hospitality foregår i en fanzone inde i det centrale Paris.

Elämy sætter løbende nye hospitality-billetter til salg til forskellige sessioner og i forskellige niveauer.

Det er også muligt at købe hospitality-billetter direkte her hos On Location, som måske har andre billetter til salg end Elämy.

Læs mere HER.

Tak til Esbjerg for et godt stævne!

4 klasser, alle med Duvil som sponsor, blev afviklet den sidste dag ved Esbjerg og Omegns Rideklubs landsstævne i dressur, hvor de to store klasser Intermediaire I og Grand Prix blev afviklet i kür.

Det blev Lone Madsen som sejrede i Grand Prix kür med Heslegård’s Rosmarin e. Heslegård’s Rubin med 74,542% foran Cristian Tudela Ruiz fra Blue Hors på Blue Hors Zick Flower med 73,209% ialt 8 ryttere deltog i klassen.
Der var 6 ryttere i Intermediaire I kür og her gik sejren til Rose Christiane Koefoed Rasmus og Aston Martin e. Monteverdi med 71,584% foran Rie Elisabeth Obling og Kirsebærgårdens Fabienne e. Fürstenball med 70,417%

Anna Kasprzak og Danciero. Foto: Zibrasport Equest

Fire sejre og en andenplads har Anna Kasprzaks opnået ved stævnet med sine to championatsvindere Everian L og Danciero. Hun åbnede den sidste stævnedag med en sejr i Prix st. George på Danciero med 74,737% foran Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina med 74,298%

Der var 10 deltagere i weekendens sidste klasse MB2 og her gik sejren til Anne Sofie Aaen og Dandy Hit.

Læs også: Årets først Grand Prix til Hosbond

Zibrasport Equest har livestreamet fra weekendens klasser, og i løbet af mandag vil de sidste klasser ligge i arkivet. Det betyder, at vores Premium-medlemmer kan se eller gense klasserne i arkiv

Start- og resultatlister

Årets først Grand Prix til Hosbond

Hele 22 startende var der i dag lørdag i Duvil’s Grand Prix ved landsstævnet i Esbjerg. Der var tæt kamp om sejren i klassen, og det var Anne-Marie Hosbond og herlige Scarlett e. San Amour som sikrede den første Grand Prix-sejr i 2023 herhjemme med 70,733%
Kenneth Damgaard og Uno Day Sun e. Uno Don Diego fulgte på andenpladsen med 70,2% mens Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zak kom ind på 3. pladsen med 70,067% en lille fejl i begge changementsserierne kostede VM-holdguldvinderen en bedre placering.

Anna Kasprzak og Danciero. Foto: Zibrasport Equest

Endnu en sejr til Anna Kasprzak

Dagen startede med Duvil’s MA1, og her blev det til en sikker sejr til championatsvinderne Anna Kasprzak og Danciero e. Dancier de fik 71,157% og så kom Benedikte Brebøl Windfeld og Lorenzo ind på andenpladsen med 68,75%

Læs også: Favoritsejre på stribe ved landsstævnet i Esbjerg
Anna Kasprzak havde kurs mod endnu en sejr i Intermediaire I med Everian L e. Everdale, som hun vandt championatsfinalen for 7-års heste på i oktober sidste år på Blue Hors. De fik 73,509%, men det var ikke nok til at sikre endnu en sejr, U21- rytter Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack, der til daglig rider for Anna Kasprzak, snuppede sejren med 74,518%, mens Rikke Dupont og Grand Galiano kom ind på 3. pladsen med 71,316%

Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina. Foto: Esbjerg og Omegens Rideklub

Læs mere: EOR B-stævne i dressur og Gense Anna Kasprzaks 2 championatsvindere i Esbjerg i weekenden
Zibrasport Equest streamer fra stævnet. Vores Premium-medlemmer kan både se med live og efter stævnet gense klasserne i arkiv for 0,- kr. mens basis-medlemmer kan købe adgang til livestreamingen for 99,- kr. (kun adgang til live-stream).

Start- og resultatlister

Favoritsejre på stribe ved landsstævnet i Esbjerg

I denne weekend er Esbjerg og Omegns Rideklub vært for klubbens altid populære landsstævne i dressur. Flere eliteryttere er at finde på startlisterne med deres kommende topheste, og det gør stævnet særdeles interessant for mange at følge. Kan man ikke være tilstede i ridehallen i Esbjerg livestreamer Zibrasport Equest fra stævnet lørdag og søndag.

Anna Zibrandtsen i topform

Anna Zibrandtsen var med på det sølvvindende danske landshold ved EM i Göteborg i 2017. Hendes daværende tophest Arlando er nu pensioneret fra sporten, og Anna er i fuld gang med at forberede flere, talentfulde heste til den store sport. Dagen i dag åbnede med Duvil’s MB0 og der sejrede Anna med Vivaldi-datteren Sevilla med 74,039% foran Kristian Würtz Green/Schuberts Aston og Anne Sofie Aaen med Dandy Hit.

Anna Zibrandtsen var også topplaceret i dagens største klasse, Duvil’s Intermediaire 2, hvor hun kom ind på andenpladsen med Uno Don Olympic e. Blue Hors Don Olymbrio. De opnåede 72,412% og det rakte som nævnt til andenpladsen efter Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack – den 10-årige vallak fik 73,597% dette var Blue Hors Znickers debut i Intermediaire 2.
U25-rytter Sophia Ludvigsen fulgte efter med hhv. Blue Hors Veneziano (71,886%) og Blue Hors Quintana (71,535%), mens Anne-Marie Hosbond og Scarlett blev sidst placeret med 70,482%

Sophia Ludvigsen og BLUE HORS QUINTANA . (Foto: privat)

Prix st. George i to afdelinger

Stævnets popularitet blev tydelig i Prix st. George, der måtte deles i to afdelinger. Vinder af første afdeling blev OL-rytter Anna Kasprzak og championatsvinderen Everian L e. Everdale med 74,298% hun blev dog presset af U21-rytter Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina, Frederikke rider for Anna Kasprzak i Haderslev, og hun kom ind på andenpladsen med 74,167%

Der stod igen Sophia Ludvigsen på en topplacering, da Blue Hors talentrytteren red Blue Hors Elliott ind på 3. pladsen med 73,816%

Det var Søren Wind og Bjerggårdens Cazuan e. Sezuan, der sejrede i anden afdeling med 70,833% foran Lea Andreassen Torabi/Jivago de Massa (69,693%) og Alexandra Buchreitz/China Skovvang (69,430)

Lørdag afvikles en MA1 fra kl. 8,00 med 14 startende efterfulgt af Intermediaire I med 24 starter fra kl. 10,15 og kl. 14.10 er det tid for Grand Prix med 24 starter, g dagen slutter med MB2 med 16 starter.

Læs mere: EOR B-stævne i dressur og Gense Anna Kasprzaks 2 championatsvindere i Esbjerg i weekenden
Vores Premium-medlemmer kan både se med live og efter stævnet gense klasserne i arkiv for 0,- kr. mens basis-medlemmer kan købe adgang til livestreamingen for 99,- kr. (kun adgang til live-stream).

Start- og resultatlister