Anna Kasprzak har haft et forrygende stævne i Le Mans, Frankrig – fredag sejrede hun i lille tur med Everian L og i Grand Prix med Addict de Massa. Lørdag red hun Everian L i hestens blot anden Intermediaire I, og der indløb nogle småfejlkom, så de sluttede på 4. pladsen. Det blev til dansk sejr i klassen da Jane Serup Jensen og Desperada fik Dannebrog til tops med 71,176%. Anders Dahl har været placeret på Intermediaire-niveau fredag og lørdag med Tophøjs Zackira. Det blev fredag til en 3. plads med 68,216% og lørdag til en 4. plads i Inter II med 66,941% Søndag blev det til dansk dobbeltsejr i Intermediaire I kür, da Anna og Everian L var tilbage på førstepladsen med 76,375% foran Jane Serup Jensen og Desperada med 73,405%
Endnu en dansk dobbeltsejr
Stævnet i Le Mans sluttede med endnu en dansk dobbeltsejr i Grand Prix Special. Anna Kasprzak og Addict de Massa var sikkerheden selv i programmet, hvor højdepunkterne var flot piaffe og piaffe/passage overgange. Det var et program, hvor Anna formåede at få overgangene til at flyde dejligt, med flotte sidebevægelser, og samtidig fik hun vist en dejlig afspændt skridt. Galopprogrammet var fejlfrit med især flotte etterchangementer, og så fik Anna vist en flot afsluttende midterlinje med fin piaffe og overgang til passage. De opnåede 72,872% og sejr foran Anne-Marie Hosbond og Scarlett, der fik 70,149% De fik vist et dejligt travprogram, flydende og med fine overgange og det samme gjorde sig gældende for galopturen, med fine serier og flotte pirouetter. Det bliver spændende at følge parret fremadrettet, for der er flere points at hente, når de får mere sikkerhed i piaffer og overgange.
Anna Kasprzak var tæt på sit personligt bedste resultat i Grand Prix med Addict de Massa i dag ved det internationale stævne i Le Mans. I den 3-stjernede Grand Prix scorede de 73,056% deres personligt bedste internationale resultat fik de i Falsterbo sidste sommer med 73.696%
Det er tilsyneladende ikke helt let for dommerne at dømme Addict de Massa, som er en kombination af varmblodshingsten San Amour og en Lusitaner-hoppe. Han har meget let ved de samlede øvelser, og går med masser af knæ og haseaktion. Gennem et godt daglig arbejde har Anna fået ro på den, lidt hektiske vallak, og i dag havde 3 dommere ekvipagen på førstepladsen, mens to så ham på 5. pladsen.
Berider Anne-Marie Hosbond, der rider for Stutteri EVO, kom til start med Scarlett, den 10-årige San Amour-hoppe fik dermed sin internationale debut, og det med en flot 6. plads og 70,217%
For Anders Dahl blev starten i dag en blandet fornøjelse, da Esquire var ophidset og formodentlig præget af omgivelserne. De fik under 60%
Anna Kasprzak debuterede sin 8-årrige vallak, Everian L i international lille tur ved stævnet i Le Mans, Frankrig i det. Everian L, der er efter Everdale/Hochadel er opdrættet af Karsten Bundgaard, og Anna har haft stor succes med Everian L med flere sejre ved landsstævnerne. De var på landsholdet ved UVM i Ermelo sidste år, hvor de var med i finalen. Herefter vandt de PAVO og DRF’s Championatsfinale for 7-års heste på Blue Hors i oktober, og senest har Anna fulgt championatssucceserne op med sejre i Prix st. George ved landsstævnet på Blue Hors og Esbjerg og Omegens Rideklub. I denne weekend er Anna til start ved det 1- og 3-stjernede internationale dressurstævne i Le Mans, og i dag blev det til en sikker sejr med Everian L i Prix st. Georges med 71,5% Jane Serup Jensen og Desperada kom ind på 3. pladsen med 70,647% blot få points fra at slå hollandske Marlies van Baalen på andenpladsen.
Anna Kasprzak har Addict de Massa med i Grand Prix-turen.
Addict de Massa e. San Amour har starttid kl. 13.24 i dag i et felt med 33 startende. Anders Dahl og Esquire har starttid kl. 14.00, mens Anne Marie Hosbond og Scarlett starter 14.36.
Anna Kasprzak inviterede 30 unge, talentfulde dressurryttere på besøg en lørdag formiddag i januar, inden de skulle videre til træningssamling uden hest på ECCO Centeret i Tønder. Anna og Frederikke Gram Jacobsen, som rider for Anna 4 formiddage om ugen, viste to heste og Anna fortalte nærmere om, hvordan træningen udvikler sig for hhv. 6-årige Roxette e. Revolution og 7-årige Danciero e. Dancier. Anna var som altid meget ærlig omkring det, som har været svært og let i træningen af hestene. Inden alle gik i ridehuset for at se hestene i praksis, samledes rytterne i Annas hyggelige rytterstue til en snak om uddannelse, træning, undervisning med mere. Anna fortalte, hvordan hun har en plan for sine dressurheste, så deres daglige træning suppleres med ture ud i naturen, daglig ophold på fold og en tur i spa eller på vandbånd, og det faktum, at hun faktisk kun har fire dage om ugen, hvor der står egentlig dressurtræning på programmet.
Det blev til en god pingpong mellem Anna Kasprzak og de to landstrænere Lisbet Seierskilde og Dennis Fisker.
Her følger lidt guldkorn fra dagen:
Hvis man har en hest, som ikke er så god til fri trav, hvordan griber man så det an? “Om det er fri trav eller en galoppirouette, man har udfordringer med, skal man overveje, hvad er årsagen til problemet? Og så må man prøve at mærke efter om ens grundarbejde er helt på plads. Jeg tror ikke, det er en fordel, hvis hesten ikke er god til fri trav, at lave mange fri trav i træningen. Så tror jeg ikke, man kommer til at ride længe på den hest, for det er enormt slidsomt for hesten. Jeg fokuserer i stedet på at få hesten styrket. Jeg oplever ofte, at lader man den problematiske øvelse ligge, og i stedet får opbygget hestens styrke, at problemet løser sig selv. Og det samme med pirouetterne, lad være med at snurre rundt og rundt og tro det hjælper noget. Vær kreativ og prøv nogle andre ting af, opfordrer Anna. Find ud af, hvad der virker.
”Sammen med underviseren skal man finde ned i kernen til problemet, for det kan være at hesten mangler smidighed, styrke mv. så man derigennem kan løse tingene. Det er sjovt, som dressuruddannelse kræver kreativitet, og ikke bare at terpe rutinemæssigt,” supplerede Lisbet.
Programridning
I stedet for at ride hele dressurprogrammet igennem, på det niveau, man nu er nået til i sin træning, så opfordrer Anna og Lisbet til, at ride brudstykker af programmerne i stedet for.
”Jeg har heste, som skal et niveau op i vintertræningen, og på dem rider jeg hele programmet igennem, så jeg ved, hvor jeg er i forhold til at ride programmet til stævne. Nogle gange kan man blive grueligt overrasket,” fortæller Anna ærligt med et smil.
”Jeg er klar tilhænger af at ride kombinationer og brudstykket af programmerne. Jeg deler det måske også op i travsekvenser den ene dag og galop den næste, især op mod stævnestart, hvor jeg tænker, jeg skal have finpudset linjerne i programmerne,” supplerer Anna.
Anna og Lisbet er meget enige om, at skridtpause velplaceret gennem hele træningstimen er særdeles vigtigt, både for rytter og hest. ”Man kan godt blive opslugt, når man er i ridningen, og få sprunget en skridtpause over, som burde være der. Som underviser, hvor man observerer hesten fra jorden, er det væsentlig nemmere at huske skridtpauserne, fordi man kan se på hestens reaktioner og krop, at den trænger til en pause – og rytteren lige til luft. Det er en stor del af det, man skal have fokus på, også i forhold til hestens helbred, så man ikke få lavet en træthedsskade,” understregede Lisbet.
”Det er ofte også sådan, at sidder man og bøvler med et eller andet, og man ikke lige kan komme igennem med det, sammen med hesten, så tag lige en skridtpause. Få luft, både rytter og hest, og så er det ofte sådan, at problemet er blevet bedre eller løst,” siger Anna.
Det kan være svært at sige, hvornår man er nået dertil i træningen, at man kan standse, fordi den øvelse, man har arbejdet med, er blevet fin. Til det siger Lisbet: ”Det kan godt være, det er changement nr. 2 eller 3 du laver, som egentlig blev det bedste. Og så er de efterfølgende changementer måske ikke helt lige så gode. Så må man erkende, man må stoppe, og ikke blot fortsætte indtil man måske igen får et godt changement.”
”Den erkendelse af, man har lært hesten noget, selvom man ikke nødvendigvis ender med den bedst udførte øvelse til slut, er også vigtigt. Man kan godt rykke sig positivt, selvom der er op og nedture undervejs.”
Noget af det aller vigtigste man skal kunne som rytter, er at huske og også lære, at mærke efter, hvordan hesten har det. Det er godt at lægge en plan for ugen, og gå efter den, men det er samtidig meget vigtigt, man kan mærke på hesten, om den er med på dagens program.
Dennis Fisker supplerer: ”Hvis man træner, og alting fungerer, efter 15-20 minutters træning, så er der ingen grund til at ride i 40 minutter. Så kan det være, det er den dag, hvor hesten får lov til at slutte træningen tidligt, og gå en tur ud i skoven.
”Man skal hele tiden vurdere sin træning, brug hjernen, når I rider i stedet for at blive en maskine, som blot kører derudaf. Se logisk på træningen,” opfordrede han.
Hvis man er afsted til stævner over flere dage, bliver hestene ofte morgentrænet og/eller aftentrænet foruden de går programmet. Igen skal man være meget opmærksom på, hvad det er man forlanger af hesten, bemærker Dennis: ”Hvor tit er det, at hesten er i så god form, at den kan gå tre gange på en dag? Så her er vi nødt til at tænke os om, og gøre noget ekstra, give den noget tilskud, få trukket med den, så den får syren ud af kroppen eller andet, vi kan gøre for hesten. Tænk i helheder, både til stævner og i hverdagen. Tænk på, hvad du skal gøre for din hest, for at få det bedst mulige resultat.”
Anna Kasprzak medbringer sine to championatsvindere Everian L og Danciero til landsstævnet i Esbjerg i den kommende weekend. Og det er ikke kun Anna der medbringer spændende yngre heste til årets første landsstævne i dressur, der byder på stjernespækkede fyldte startlister.
Grand Prix’en lørdag, bliver uden tvivl et tilløbsstykke, med 3/4 af det guldvindende danske VM hold på startlisten. Det er nye spændende heste vi skal se de danske VM ryttere på. Nanna Merrald medbringer Blue Hors Znickers, Daniel Bachmann Andersen kommer med en helt ny spændende hest, Shirley og Carina Cassøe Krüth stiller til start på Heiline’s Zackton.
Kommer du ikke lige forbi Esbjerg, kan du heldigvis følge de spændende klasser hjemme fra sofaen da Zibrasport Equest livestreamer fra weekenden (lørdag og søndag)
Læs mere: EOR B-stævne i dressur Vores Premium-medlemmer kan både se med live og efter stævnet gense klasserne i arkiv for 0,- kr. mens basis-medlemmer kan købe adgang til livestreamingen for 99,- kr. (kun adgang til live-stream).
Fra alle ansatte hos Zibrasport Equest og Riders NOTEBOOK sender vi de varmeste juleønsker til alle vores læsere, abonnenter, samarbejdspartnere og annoncører.
Vi har nydt at være på job for jer, streame fra stævner, lave interviews og besøg hjemme hos hesteejere samt lave et stort antal artikler på Zibrasport Equest og spændende, lærerige artikler i magasinet Riders NOTEBOOK.
Vi glæder os til et nyt år med nye muligheder, og til at dele vores begejstring og glæde ved heste og alt det, som følger med den passion, med jer.
Selvom julefreden så småt er ved at sænke sig, har vi planlagt mange gode videoindslag og artikler i dagene mellem jul og nytår – tjek ind på Zibrasport Equest. Og har I en god historie, er I altid velkommen til at kontakte os.
Vi har elsket at følge jeres julehygge i staldende i løbet af december. Mange af jer har sendt os billeder af jeres flot pyntede stalde og jeres skønne heste. Det er nogle af alle de fine billeder vi har brugt i julekalenderen i år.
Tak for jer
1000 tak for jeres engagement, og fordi vi måtte få et kig ind i jeres heste-julehygge. I videoen herunder har vi samlet alle de fine billeder, og krydret dem med adventshilsnerne fra Peter Flarup, Anna Kasprzak,Andreas Schou og Daniel Bachmann Andersen.
Vi ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår.
Publikum blev rigtig forkælet i 6-års finalen for dressurheste ved PAVO og DRF’s Championatsfinale på Blue Hors. Dagen sluttede med en klasse, hvor det blev et opgør mellem den dobbelte OL-finalist Anna Kasprzak og verdensmester for hold Carina Cassøe Krüth begge siddende på sorte tyskkårede hingste med masser af potentiale til fremtiden.
Anna Kasprzak har kun haft Danciero siden foråret, og hun har valgt at kastrere ham. Det betyder også at hun kun har redet stævne på Danciero e. Dancier ved championatskvalifikationen og så under finalestævnet. De har dog fundet sammen i et godt og stærkt partnerskab, og det udløste et 10-tal for ridelighed. Anna understreget, at hun kan takke tyske Eva Müller for det gode grundarbejde i Danciero, men at hun samtidig er ved at få ham uddannet, så han passer til hende. Det blev til 8,9 for trav og 9,8 for skridt, grunden til det ikke blev et 10-tal, begrundende Dennis Fisker, er den enkle at Anna ikke fik vist nok samlet skridt mellem de to pirouetter. “Det må vi hjem og øve,” sagde Anna i vores webtv interview. De sluttede med 92,6% og en sejr. Det var så Annas anden championatssejr, da hun også vandt 7-års finalen med Everian L. De to heste ligner hinanden. Har Anna så en type? Det svarer hun på i interviewet som man kan se herunder.
Carina Cassøe Krüth har i Movie Star ejer af Siri Evjemo Nysveen en hest af en helt særlig kaliber. Den sorte Morricone-søn indtager dressurbanen med en besnærende trav med god energi og kraft, hvilket udløste 9,5 fra dommerne. Hestens taktrene skridt og rummelige galop indbragte 8,4 og 8,8. Og så bemærkede dommerne, at her er en hest, som de rigtig tror på til fremtiden og gav 9,1 ialt 88,0 til andenpladsen.
Der kom endnu en sort model på 3. pladsen, denne gang den elegante Dansk Varmblods hingst Åtoftens Dancing Memory e. ERA Dancing Hit opdrættet af Annette Bugge og Claus Hansen. Som altid fik Susanne Barnow redet godt og sikkert på banen og dommerne roste hesten for de tre særdeles gode taktrene gangarter og store ridelighed, og det var da også i skridt og ridelighed de højeste score blev givet, 8,8 ialt 86,8%
Dommerne Helle Westh og Dennis Fisker uddelte et 10-tal i kvalifikationen for 6-års heste i PAVO og DRF’s Championatsfinale på Blue Hors. Topkarakteren blev givet for skridt til Danciero e. Dancier redet af Anna Kasprzak. “Jeg kunne heller ikke have redet det bedre, så det var heldigt,” sagde Anna efter sejren om skridtkarakteren. Hendes samarbejde med Danciero har ikke mange måneder på bagen, så for hende var det også interessant at føle, hvordan han reagerer i større rammer. Dagen før havde Anna vundet kvalifikationen på Everian L i 7-års kvalifikationen. Hør hende fortælle i videointerviewet her i nyheden. Foruden topkarakteren for skridt blev der givet to gange 8,7 for hestens rigtig gode trav- og galopbevægelser samt 8,9 for kapacitet. Det gav dem samlet 89,4% og sejren i kvalifikationen.
Carina Cassøe Krüth og imponerende Movie Star e. Morricone scorede 87,4% Dommerne var også her ude med høje points, da det blev givet 9,8 for hestens udtryksfulde og kraftfulde trav, og 8,7 for galoppen som blev vist op-ad-bakke og så opnåede også hun 8,9 for kapacitet.
Maiken Faaborg Glerup kom ind på 3. pladsen med den særdeles velgående og smidige Midt-West Franceska e. Franklin (opdr. Majken Faaborg Glerup) Hun fik et 9-tal for hoppens dejlig flydende og letgående travbevægelse, og 8,8 for ridelighed og kapacitet ialt 85,6%
Placeret på de følgende pladser er: Susanne Barnow med Åtoftens Dancing Memory 85,2% og Skovdals Dexter 85,0 – Sissel Bille Jakobsen/Dúné Nec 84,2% og Belinda Elmholt Jeppesen/Ladavion B 83,6%
Det er de 12 bedste ryttere fra kvalifikationen, som får adgang til søndagens finale og så får yderligere 3 ekvipager adgang fra trøstfinalen i morgen.
Zibrasport Equest streamer GRATIS fra championaterne
Kom helt tæt på finalerne i PAVO og DRFs ungheste championater i dressur og springning, når vi live streamer fra Blue Hors fra den 13. til den 16. oktober. I samarbejde med PAVO og DRF har vi gjort det GRATIS for alle at se med fra championatsfinalerne uanset om du er Premium medlem eller ej. Er du ikke Premium medlem, skal du oprette dig som Basis medlem og “købe” adgang til 0,-
Der var blot 15 deltagere i kvalifikationen for 7-års heste i championaterne i dag på Blue Hors, og OL-rytter Anna Kasprzak lagde klart afstand til sine konkurrenter med Everian L e. Everdale (opdr. Karsten Bundgaard) Anna red Everian L ind i finalen ved UVM i Ermelo i år, og igen i dag viste parret kvalitet til fremtiden. De blev da også belønnet med 9,2 for kapacitet, mens det blev til 9 for skridt og trav, 9,2 for galop og 8,9 for ridelighed. Bedømmelsen af programmet sendte Anna og Everian L over de magiske 80%, og de sluttede sammenlagt med 85,378%
Om dagens ridt siger Anna Kasprzak: “Det gik rigtig godt, han begynder at have noget overskud på banen. Jeg kan få langt mere sving på i traven, han prøver virkelig at gøre sit aller bedste med alt, du beder om. Det er virkelig sjovt. Han virker til at have fået styrken til at gå på det her niveau.” Anna fortsætter: “Du ved, når du rider ind, så skal den nok køre programmet, den føles vildt øvelsessikker.” Og med hensyn til søndagens finale, der afvikles i et sværere program siger hun: “Vi prøver at køre samme taktik på søndag, så må vi se, hvad det bliver til,”
Det var en anden UVM-finalist, som kom Anna nærmest, Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win (opdr. Anne Dorthe Riis Meyland) scorede 8,8 for trav og galop som højeste score og 74,219% for programridning i alt 78,010%
Signe Kirk Kristiansen og Suarez e. Sezuan fik sin højeste score i galop med 8,6 og klassens næsthøjeste points for kapacitet 8,5 sammen med de 72,969% for programridning gav det dem 3. pladsen i kvalifikationen.
I alt 8 heste går videre fra dagens kvalifikation og direkte ind i søndagens finale. Endnu to heste fra lørdagens trøstfinale indløser billet til finalen.
Sidste dag ved UVM i dressur er i fuld gang i Ermelo, og her til formiddag skulle en ny verdensmester blandt 7-års hestene kåres. To ud af fire danske ekvipager (Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Highfive Fuglsang samt Anna Kasprzak og Everian L) kvalificerede sig direkte til finalen i fredagens indledende test, mens Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund sikrede sig billet til finalen via en 3. plads i trøstefinalen i går.
Dertil var også Daniel Bachmann Andersen til start med Zac Efron MT OLD i 7-års finalen – dog under tysk deltagelse, så der var rigeligt at holde øje med i finalen set med danske briller.
Fry fortsætter højt niveau fra VM
Det blev dog britiske Charlotte Fry, der stjal billedet, da hun endnu en gang viste, hvorfor hun meget velfortjent kan kalde sig dobbelt verdensmester efter et imponerende VM i Herning. Efter hendes ridt på 7-årige Kjento strøg ekvipagen direkte til tops med 85.786%, hvor de bl.a. fik 10 for sin trav og 9,8 for kapacitet. Fry lagde således en solid afstand til den foreløbige to’er portugisiske Joao Pedro Moreira og Fuerst Kennedy OLD, som scorede 79.422%.
Lidt spænding skulle finalen dog ikke snydes for, og den kom, da tyske Beatrice Hoffrogge og spanske Manuel Dominguez Bernal til sidst leverede imponerende ridt, der blev belønnet med flotte karakterer over 83%, som sikrede henholdsvis 2. og 3. pladsen. Der var dog ingen, der kunne måle sig med verdensmesteren, som nu også kan kalde sig verdensmester for 7-års heste.
Det blev derfor desværre ikke til medaljer for de danske ekvipager, som blev en del af et tæt felt, hvor det var tiendedele, der adskilte placeringerne. Bedst placerede danske ekvipage blev Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund, der sluttede som nummer 9 med 75.900% efter at have kvalificeret sig til finalen via trøstefinalen. Anna Kasprzak endte med en 11. plads med 75.358%, mens Anders Uve Sjøbeck Hoeck blev nummer 13. med 74.508%. Det blev dog Daniel Bachmann Andersen, som kan kalde sig bedst placerede dansker, da han med 78.558% tog 7. pladsen for Tyskland.
“Jeg var på besøg hos Helgstrand efter deres åbent hus, for at se efter ny hest. Andreas mente, Danciero ville passe perfekt til mig. Og der fik han ret!
Han er tæt på at være den perfekte hest, efter min mening, da han foruden sine imponerende gangarter har et skønt sind med en fantastisk ridelighed, og så har han jo bare udstråling. Han har den rette kombination af tænding og fornuft – to succeskriterier til at komme langt i sporten, fortalte Anna Kasprzak i maj, da det blev offentliggjort, at hun havde købt den sorte skønhed efter Dancier/Floriscount.