Skip to main content

Tag: Cowboy

Fra vildhest til showhest – på 120 dage

Mustang Million – fokus på mustanghesten

Mustang Million er en episk begivenhed arrangeret af Mustang Heritage Foundation. Formålet er at demonstrere, hvor alsidige og arbejdsvillige mustanghestene er, hvis de bliver trænet rigtigt. I sidste ende skulle det gerne give flere lyst til at adoptere de amerikanske mustangheste.

Trænere fra hele Amerika får mulighed for at forvandle en vild hest fra BLM (The Bureau of Land Management) til en ridehest med kun 120 dages træning. Mustang Million foregår i Texas, og der er en præmiesum på 1 mio. dollars. Trænerne skal gennem de obligatoriske trail-, reining- og horsemanship-klasser for at kvalificere sig til en af de ​​kun 20 pladser i den spændende Freestyle Finale. Finalen giver mulighed for brug af rekvisitter, kostumer eller tricks – det skal blot vare under 4 minutter.

Trigger og Jinglebob begejstrede publikum

I 2013 var to indslag så populære, at de begge gik viralt. Begge indslag var med Bobby Kerr og hans mustanger Trigger og Jinglebob. Kerr blev henholdsvis nummer 2 og nummer 3 i det store event, men de to heste fik i den grad publikum op ad stolene. Se de vilde shows nedenfor. Bobby Kerr vandt i øvrigt konkurrencen med mustangen Poncho i 2012.

Om Bobby Kerr

Bobby Kerr, født i Canada, har været hestetræner i mere end 40 år. Hans erfaring med at træne mustanger til modige og talentfulde trickheste har betydet, at han har optrådt til rodeoer over hele landet. Kerr har modtaget priser som 2017 PRCA Specialty Act of the Year, 2016 NFR Specialty Act og 2012 Supreme Extreme Mustang Makeover Champion og Fan Favorite.

Karrierehøjdepunkter inkluderer:
2020 Extreme Mustang Makeover Champion
2020 Mustang Magic Celebrity Freestyle Champion
2x PRCA Specialty Act of the Year (2017, 2019)
2013 IPRA National Finals Rodeo Showcase Champion
2012 Supreme Extreme Mustang Makeover Champion.

Se et lille indslag fra ABC News, hvor Bobby Kerr både fortæller og demonstrere, hvordan han træner Trigger.

Læs også: Vilde heste hjælper indsatte til et bedre liv

Mustang Heritage Foundation

Extreme Mustang Makeover

Cowboy på 99 år rider hver dag

Det er ikke hver dag, man møder en 99-årig cowboy – der sidder i sadlen så let som en ung mand, og som dagligt rider en fast rute gennem Costa Ricas smukke natur. Men det er, hvad Gaia Vince oplever i programmet Escape to Costa Rica, hvor hun rejser rundt i Costa Rica og mødes med lokalbefolkningen.

I Indslaget fra 2017 følger Gaia med den ældre herre rundt til familie og venner, og hvor han selv siger, at han ikke forstår, hvorfor han er blevet så gammel, har hans nabo Maria flere forklaringer på, hvordan man opnår sådan en høj alder. Blandt andet er hun overbevist om, at man skal gå tidligt i seng og stå tidligt op.

Det lille indslag nedenfor viser ganske kort hverdagen for den 99-årige cowboy, og at sidde så sikkert i sadlen, når man er så tæt på de 100 – det må være et drømmescenarie for alle, der elsker at ride.

Kortfilm: Cowboy i Montanas bjerge

Hvordan er livet som cowboy (wrangler) i det 20 århundrede? Det giver National Geographic deres bud på i den lille kortfilm om cowboy/hestemanden Kameron Kelsey, der er tredje generation på 9 Quarter Circle Ranch i Montana. Det er et ensomt – med tilfredsstillende liv med pasning, ridning og avl af heste, og især det med at flytte flokken på græs om foråret og drive dem ind om efteråret er en gammel tradition, som Kelsey varetager og værdsætter.

Når du rider tværs over landet, er der ingen, der generer dig. Der er bare dig, hesten – og flokken foran jer. Det er der ikke mange, der får lov til at opleve.

Kameron Kelsey

’Wrangling Wild Horses in the Mountains of Montana’ varer knap 10 minutter og tilgængelig på YouTube. Filmen er produceret af National Geographic og Instrueret af Kristopher Rey-Talley. Hvis du har lidt tid til at nyde natur- og heste, så anbefaler vi klart filmen, der snart er set af 2 mio på den sociale filmtjeneste.

Se hele filmen her

Wrangler:
I Nordamerika er en wrangler en person, der er ansat til at tage sig af dyr professionelt – især heste. Ordet stammer af det tyske wrangeln.

Ridning i cowboyland – Montana

Tekst og billeder: Charlotte Brix Andersen

Enestående naturoplevelse
Montana har alt til rytteren, der vil både udfordres og have nogle enestående rideoplevelser. Følelsen af at opleve den helt særlige forbindelse, når man bliver til ét med naturen. Når stilhed, storhed og bjergene omfavner en, imens man snor sig ad små stejle og smalle bjergstier på hesteryg og krydser mindre floder og vandløb undervejs på turen.  
Det er et rigtigt cowboyland. Med åbne prærier, synlige levn fra indianerne, store ranches med kvæg og får, som kræver både heste og hunde, når de skal flyttes til nye græsegne.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville tabe mit hjerte til Montana. Men jeg var så heldig at møde ægteparret Emily & Chase på en rideferie i Frankrig. De driver en stor familiedrevet ranch i den nordvestlige del af Montana over Yellowstone Nationalpark. Efter en hyggelig uge til hest igennem de franske vinmarker og små middelalderbyer i Caix området, inviterede de mig til at besøge dem på ranchen. Jeg har nu været der syv somre i træk.

Larger than life
Emily og jeg har redet mange ture op og ned ad bjerge, rundt om søer, over vandløb, igennem nåleskov og krat, galoperet på grusvejene der forbinder ranchen, imens vi har spejdet efter bjørne og andet vildt. Det føles altid som ”larger than life”, også selvom det ikke endnu er lykkes mig at se en bjørn – kun hjorte, prærieulve, ørne og elg.

Det gør det også, de dage jeg har været ude og drive kvæg sammen med ranchens cowboys, hvor jeg har fået et glimt ind i deres hverdag. Det er ensomt at være cowboy. Som regel rider de alene ud om morgenen og kommer hjem ud på eftermiddagen. I et landskab der er stort, uden mobildækning, og hvor de eneste levende væsener, de møder, er kvæg, hjorte, fugle og andet vildt.  

Afhængig af dagene og årstiden skal de ud og tælle de nyfødte kalve, tjekke køernes helbred, eller sætte hegn op til næste flytning af kvæget. Alt imens de gør det, holder de altid øje med, om der er vand nok, hvordan dyrene har det, om der er næring nok i græsset, og dermed hvornår det er tid til at flytte kvæget. Flytningen foretages som regel af flere cowboys, hvor hundene er en stor hjælp til at få ”runaways” ind på sporet igen. Hund, hest og mand er i et konstant tæt samarbejde. I modsætning til på film forgår det ikke i galop, larm og højt tempo. Men roligt og i stilhed. 

Montana har masser at byde på
Hvis du nu selv har fået lyst til at opleve Montana. Så ligger der ikke langt fra Emily & Chases ranch The Deep Canyon Guest Ranch. Her var vi i sommer, og jeg vil hermed give opfordringen videre til at opholde sig i det skønne område syd for Glacier National Park. Ikke langt herfra boede A.B. Guthrie i øvrigt, som er en af Montanas største forfattere. På ranchen kan man booke sig ind til en uges rideferie i det flotte terræn eller til bare nogle dage. Om aftenen sørger Chuck og Sharon for hjemlig hygge. Der bliver kælet for gæsterne med god landlig mad, typisk vildt, og der bliver sunget gamle cowboysange foran pejsen hver onsdag aften, når der er live country musik. Alle hygger sig i den store opholdsstue efter fælles middagsspisning og en dag uden for.

I Montana er der også masser af muligheder for river rafting, river floating, cykling eller vandring i f.eks. Glacier National Park eller i Yellowstone National Park. Lidt historisk er der også mulighed for. De to opdagelsesrejsende, Lewis & Clark, rejste igennem Montana i starten af 1800-tallet for at opdage det vilde vesten. I Great Falls ligger der et godt og interessant museum, der gennemgår hele deres tur.

Staten var også hjem for mange indianere. Man kan følge Nez Perce stammens sidste tid i den tragiske, rørende og fantastiske historie ”Chief Joseph”, som handler om, hvordan indianerstammen, blev fordrevet fra sit land og forsøgte at flygte ind i Canada. Chief Josephs rute kan følges på f.eks. motorcykel eller i bil og er både smuk og vil gøre en klogere på indianernes liv og historie.

”Kom. Sæt dig ved vores ild. Fortæl en historie. Kaffen er sat over”, står der hos The Deep Canyon Guest Ranch. I Montana bliver historier til minder. Jeg har været i Montana syv år i træk. Det er ”The Big Sky” og ”The Last Best Place”, som staten kaldes. Uanset hvor man er, knyttes der bånd. Med naturen, hestene og de mennesker man møder.

Praktisk info:

Transport: Jeg har haft glæde af Kilroy Rejser til at arrangere min flybillet til Montana. 

Tips:

  • I Great Falls se Lewis & Clark museet
  • Læs A.B. Guthries nok mest populære bog “The Big Sky”.
  • Læs også ”Chief Joseph & The Flight of the Nez Perce” af Kent Nerbum. Det er en tragisk, rørende og fantastisk historie om, hvordan denne indianerstamme blev fordrevet fra deres land. https://en.wikipedia.org/wiki/Chief_Joseph

Ranch: Deep Canyon Guest Ranch 

Musik: Find Trinity Seely på Spotify og lyt til hendes sange om cowboys, heste og livet på en ranch