Dansk Varmblods disciplinopdelte kåringskommissioner satte punktum for 5 fantastiske kåringsdage i MCH Messecenter Herning ved at udpege 2 præmiehingste blandt 11 godkendte springhingste og 5 præmiehingste blandt 18 godkendte dressurhingste.
De to præmiehingste i springning er: 14 Quint Z e. Quartz Ask fra Bækgården
17 Vasco Ask e. Verdi fra Stutteri Ask
Følgende hingste opnåede adgang til afprøvning: Kat. 01, 02, 03, 04, 09, 10, 12, 15, 16.
Præmiehingst springning Quint Z. Foto: Zibrasport Equest
Johnny Hansen, talsmand for kåringskommissionen i springning fortæller, at dommerne har set hingstene 4 gange: ved forbesigtigelsen, da de blev udvalgt, til en træning på Vilhelmsborg og to gange under hingstekåringen i Herning. Et godt samarbejde mellem ham, hingsteholderne og dem, der klargør hingstene til kåring har haft en stor positiv effekt.
”Vi begynder at få nogle springhingste med hingstepræg. De kan også trave, men det er ikke noget, vi giver karakterer for,” forklarer Johnny, der understreger, at springheste, der arbejder smidigt i traven, giver rytteren en god fornemmelse i arbejdet, og dermed også hesten det gode arbejde.
Temperament og holdbarhed er også i fokus under kåringen, og også på dette parameter er der fremgang.
Herhjemme bliver springhingstene afprøvet på bomme, og ikke på en stor plankevæg. Målet er at lave tidssvarende afstande, og forhindringer, som hingstene vil møde i sporten, og bedømme deres kvaliteter på denne vis. ”Vi skal ikke lave et spring for publikum, men vi skal bedømme en hingst,” slutter Johnny Hansen.
Dommerne gav adgang til afprøvning til 18 dressurbetonede hingste. Og satte en flot præmiering, som publikum kunne glæde sig over ved den afsluttende hædring.
De 5 præmiehingste i dressur er:
44 Elastic e. Escolar fra Helgstrand Dressage 56 Fifty-Fifty e. Fürst Toto fra Helgstrand Dressage 60 Åtoftens Jovani e. Jovian fra Helgstrand Dressage og Stutteri Åtoften 73 Vogue e. Vitalis fra Helgstrand Dressage 75 Opoque e All at Once fra Helgstrand Dressage
Følgende hingste opnåede adgang til afprøvning: 41, 43, 45, 46, 49, 50, 55, 61, 62, 66, 70, 71, 72
Som det så ofte bliver sagt, er kvaliteten af dressurhingstene en stigen kurve. Bjarne Nielsen fra kåringskommissionen i dressur bemærker: ”Vi er begunstiget af udenlandske hingste indkøbt fra øver hylde, men de danske hingste kan godt matche de udenlandske indkøb.”
Det som kåringskommissionen især lagde vægt på efter årets kåring er, kollektionen er enbred vifte af blodlinjer, som hingsteholderne nu kan tilbyde avlerne. Nyt blod som Escolar og Belissimo M blev fremhævet.
Bjarne Nielsen havde også stor ros til klargøringen og ridningen af hingstene. ”Det er en fornøjelse og det har bestemt gjort et godt indtryk, og vi har en forhåbning om hingste, der vil lave en god afprøvning til efteråret.” Desværre var der ikke mange publikummer på plads i Boxen til afslutningen, hvor hingsteholdere og avlere blev hædret, og det var en skam, for det har de i aller højeste grad fortjent.
Dyrlæge Hans Schougaard modtog stormende bifald, da han med rysten på stemmen takkede Dansk Varmblod og MCH Messecenter Herning for prisen MCH’s Varmblodspris. Dermed bliver han en del af en liste, som tæller personer, som har haft stor betydning for Dansk Varmblod siden prisen blev uddelt første gang i 2004.
Dansk Varmblods formand Jan Pedersen begrundende valget af Hans Schougaard således: ”Årets prismodtager har haft stor betydning for Dansk Varmblod igennem mange år. Nørlund Hestehospital eller Hans Schougaard var den første, der diagnosticerede osteochrondrosis eller OCD og beviste OCD’s arvelighed. Og hospitalet var det første, der begyndte med inseminering af hopper og rutinemæssige gynækologiske undersøgelser. På den måde har hospitalet sin del af æren for, at Dansk Varmblod altid har været på forkant med udviklingen.”
”Hans Schougaard har gennem alle årene været en af mange personer, som yder en kæmpe indsats backstage. Han har haft ansvaret for indsyningen af hingste til kåring og indsyning af konkurrenceheste (FEI dyrlæge, red.) Han er veterinærkonsulent for avlsledelsen, og han har været med fra starten. Hans energi og motivation forekommer helt upåvirket af mange års virke, og hans erfaring kommer os alle til gode;” sluttede Jan Pedersen.
Tidligere vindere af MCH’s Varmblodspris:
2004 Mette Aaby 2005 Kjeld Kirk Kristiansen 2006 Lis Christensson 2007 Jørgen Bak Rasmussen 2008 Poul Graugaard 2009 Ove Møller Nørgaard 2010 Lars Anthony 2011 Birthe Lyder Nielsen 2012 Nathalie zu Sayn-Wittgenstein 2013 Bjarne Johansen 2014 Hanni Toosbuy Kasprzak 2015 Jan Pedersen 2016 Ole From Christensen 2017 Stinna Tange Kaastrup 2018 Cathrine Dufour 2019 Any Roed 2020 Irma og Theodor Schmidt
Kåringen af de 3-årige dressurbetonede hingste i Dansk Varmblod strækker sig over flere bedømmelser: på fast bund, i longe, løse i hallen. Hvad er det så dommerne ser på under de forskellige bedømmelser? Det sætter Bjarne Nielsen ord på i dette interview. Han er en del af kåringskommissionen, og han roser hingsteholdernes forberedelse af hingstene i år.
“Det er en super fin årgang, som bare bliver bedre, og med et højt bundniveau i år,” udtalte Bjarne Nielsen. I dag søndag falder afgørelsen på kåringen af hingstene. De 3-årige hingste kan opnå adgang til afprøvning, det betyder, de skal bestå en 10-dages test, som de skal indsynes til søndag kl. 17.15. Består de testen, som foregår på Tørring Ridecenter med Torben Frandsen om træningsleder, får hingstene bedækningstilladelse i år. Omvendt kan hingsteholderne vente til 35-dages testen i efteråret, og resultatet af den test bestemmer, hvorvidt hingstene kan blive endeligt kåret, når de kommer til hingstekåringen som 4-års.
Der bliver ikke udpeget en fløjhingst i holdet af 3-års hingste, det gør der til gengæld i holdet af 4-års hingste, hvor der også skal uddeles en pris til den bedste Dansk Varmblods hingst i hhv. springning og dressur. Det sker inde i Boxen fra middag.
Det personligt bedste resultat, det var det, Cathrine Dufour og Bohemian leverede med lethed og elegance inde i Jyske Bank Boxen i Vodskov Bolighus 5-stjernede Grand Prix. Hun brød barrieren ved 90% og publikums jubel var ved at ryste Boxen. Der var en fantastisk stemning under hele klassen, hvor de danske ryttere gav alt for dommere og publikum. Cathrine scorede adskillige 9-taller og 9,5 i passage og overgange, og så blev det til flere 10-taller for harmoni og koreografi samt sværhedsgrad og rene 10-taller fra samtlige dommere i kategorien: fortolkning af musikken.
“Allerede i går føltes han godt inde i Boxen, det var en stor glæde for mig, og publikum er skøre på den bedst mulige måde. Han har udviklet sig godt, og i da følte jeg vi dansede til musikken. Det var et stolt øjeblik for mig på podiet sammen mine tre kolleger og bedste venner,” sagde Cathrine Dufour efter sejren.
Cathrine Dufour og Bohemian blev tiljublet på æresrunden. Foto: Kee Frandsen
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera dansede ind på andenpladsen med 86,995% hvor de frie traver, sidebevægelser gav hende flere 9-taller. Også Carina scorede flere 10-taller for koreografi og fortolkning af musikken. Og igen begyndte publikum at klappe, da Carina red ind på den sidste midterlinje, og da hun hilste af for dommerne, og krammede Danse, ville jublen ingen ende tage.
“Jeg havde den bedste følelse i dag, og hun forbedre sig konstant især i piaffe og passage. I går havde jeg igen nogle små fejl i Grand Prix’en, en dag må jeg ride den uden fejl – det er ret irriterende,” sagde Carina Cassøe Krüth med et smil. “Min følelse i dag derinde var super. Jeg sagde til Daniel: For mig er det en holdsejr i dag. Det er en stor sejr for dansk dressur.”
Daniel Bachmann Andersen fulgte med de to stærke kvinder ind på podiet, da han i lighed med Carina og Cathrine opnåede sin personlig bedste score på Marchall-Bell med 83,795% Det var blot parrets 3. kür, og Daniel var meget tilfreds med sin uerfarne hest. “Det er en hel vild følelse, at have en så ung og uerfaren hest, som bare går ind og præstere foran publikum. Jeg er så stolt af dansk dressur, og af at være dansk og en del af dette team. vi inspirerer hinanden til at blive endnu bedre,” sagde han.
Tre danske ryttere på podiet i 5-stjernet dressur i Boxen: Catrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Daniel Bachmann Andersen. Foto: Kee Frandsen
Bevæget overdommer
Susanne Baarup var overdommer i klassen, og skal være chef for dommerne ved VM i dressur i Herning til august, og hun var bevæget over det, hun havde oplevet. “Det er en del af en rejse, at se den “nye” generation af danske dressurryttere på vej med yngre heste og de præstere så godt. Og som Daniel sagde, da han testede de 5-årige heste i Unghestechampionatet, er det så vigtigt at den grundlæggende ridning og uddannelse er på plads, og det er det vi kan se resultat af i dag. Jeg er så stolt af også at være en del af dette. Klassen har var virkelig verdensklasse.
Daniel Bachmann Andersen var testrytter på dressurhestene i Unghestechampionatet for to år siden. Nu er han tilbage i sadlen på de 5-årige finaleheste, og han var godt tilpas efter første heat afviklet i Jyske Bank Boxen lørdag formiddag under Dansk Varmblods Hingstekåring show og sport.
”De var virkelig fine og overraskende gode og godt forberedt,” indleder Daniel Bachmann Andersen, overraskende, fordi det for 2 år siden var lidt hårdt at ride hesten, men samme indtryk har han overhovedet ikke i år. Han var ovenud begejstret for Victoria E. Vallentins Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro (opdr. Bente Børjesson).
Om den siger han: ” St. Schufro’en var en fornøjelse!” Han gav hoppen 10 for ridelighed og kapacitet, og parret er nu i spidsen for Unghestechampionatet inden søndag formiddag, hvor Daniel igen skal teste de resternde 13 heste i championatet.
Daniel Bachmann Andersen var rigtig god til at forklare baggrunden for sin karaktergivning. Foto: Kee Frandsen
Set dem for første gang
Daniel har bevidst valgt ikke at sidde og se hestene de foregående dage, hvor de har været redet af deres egen rytter. Han har heller ikke set resultaterne. ”Jeg har ikke noget indtryk af dem overhovedet, så jeg har fået at vide, jeg har ligget lidt anderledes end dommerne på nogle af hesten,” fortæller han. Josefine Hoffmann har for kort tid siden overtaget den dejlige guldmedaljehoppe Roxette e. Revolution (opdr. Stutteri Sorgenfri), og i dag fik de hhv. 8 og 9 fra Daniel. Hør Josefine fortælle om hesten, da hun var i studiet til interview i Riders Corner. Riders Corner onsdag – Zibrasport Equest
Daniel Bachmann Andersen og Josefine Hoffmann, som overlader Roxette til testrytteren. Foto: Kee Frandsen
Og i eftermiddag kommer Daniel Bachmann Andersen i studiet i Riders Corner – følg med her på sitet.
Dansk Varmblod inviterer igen i år til international 5-stjernet Grand Prix i forbindelse med forbundets hingstekåring sport og show i disse dage i MCH Messecenter Herning. Hele den danske dressurelite kvitterede for muligheden ved at komme til Herning i topform. Det gav publikum en fantastisk oplevelse i Grand Prixklassen, hvor de klappede taktfast af de danske eliteryttere på deres vej op mod dommerne. I top 7 var hele 5 ryttere danske, og top tre var ren dansk girlpower anført af Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald.
Catrine igen over 80%
Cathrine Dufours samspil med Bohemian udvikler sig konstant. Igen i dag viste Bohemian, at han nyder at gå inde i Boxen, og han spillede max med en score på 82% Adskillige 9-taller og et par 10-taller blev det til fra dommerne til Cathrine og Bohemian bl.a. 10 for det generelle indtryk fra 5-stjernede dommer Susanne Baarup, som skal være præsident for dressurdommerne ved VM i Herning til august.
Også landsholdskollegaen Carina Cassøe Krüth og herlige Heiline’s Danciera blev klappet taktfast op mod dommerne. De scorede flere 9-taller for deres udtryksfulde, markerede passage. De opnåede 77,63% til andenpladsen med en lille fejl i galopprogrammet.
3 stærke danske kvinder på podiet i 5-stjernet dressur i Herning. Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald. Foto: Jytte Lemkow
Nanna Skodborg Merrald var første dansker på banen med Blue Hors Zatchmo, og hun satte barren højt for de øvrige ryttere i klassen, da hun scorede 75,825% for et fejlfrit program, hvilket indbragte hende en 3. plads i klassen. Hun havde sin EM-kollega Daniel Bachmann Andersen lige i hælene med Marshall-Bell. Den 10-årige vallak har udviklet sig over vinterens træning, og der var masser af 8-taller til parret undervejs, men lige til slut i den ene galoppirouette, opstod der en lille misforståelse mellem hest og rytter, og det kostede Daniel point i kampen om podiepladsen. De sluttede med 75,413% En enkelt tysker, Dorothee Schneider/Faustus og finne Emma Kanerva/Greek Air, sneg sig ind på resultatlisten efter de fire danskere, og så blev det igen dansk på 7. pladsen da OL-rytter Anna Kasprzak og Rock Star opnåede 71,978%
Traditionen tro har Dansk Varmblods to kåringskommissioner – i hhv. dressur og springning, vurderet de 4- og 5-års og ældre hingste til kåring under rytter torsdag i MCH Messecenter Herning i forbindelse med forbundets hingstekåring, show og sportsarrangement. Grunden til, at hingstene bliver færdigkåret allerede torsdag aften, er den simple, at de hingste kan indgå i de seværdige præsentationsklasser de kommende dag.
I dag har dommerne også bedømt de 3-årige hingste på fast bund. I år er hingstene til hingstekåring blevet bedømt i lineær scoring, og det er første gang dommerne tager denne, ellers velkendte bedømmelsesmetode i brug ved bedømmelsen af hingsten. Lineær scoring giver dommerne mulighed for at give hingste en mere detaljeret og nuanceret bedømmelse. På fast bund bliver hingstene nærstuderet og deres eksteriør, herunder benstilling bliver vurderet.
9 springhingste kåret
Kåringskommissionen bestående af Johnny Hansen, Bo K. Møller, Signe Wiese samt avlskonsulent Karina Christiansen skulle tage stilling til i alt 9 ældre springhingste – alle med bestået rideprøve. Samtlige 9 hingste blev godkendt:
101 Avarar Lox DWB e. Action Man Ask Z
102 Senator e. Der Senaat
103 Genesis P e. Bøgegården Gladiola
104 Zodiac D e. Zinedine B
105 Narciso Blue e. Zirocco Blue
106 Teglovnens Zir-Oculus e. Zirocco Blue
158 Bøgegårdens Comann e. Cristallo I
159 Bolero de Beaufour e. Nabab de Reve
160 Joker Ask e. Zinedine B
13 dressurhingste kåret
Også kåringskommissionen for dressurhingstene anført af Claus Hansen, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og avlskonsulent Karina Christiansen var velvillige stemt, og godkendte samtlige 13 fremstillede dressurhingste:
En jury bestående af repræsentanter fra Dansk Varmblods sekretariatet, Staldkontoret, Nordentoft, Dansk Varmblod og ikke mindst de frivillige hjælpere, vil udpege en groom til “Groom of the Year. Det er Nordentoft Equestrian, som står bag prisen og de begrunder deres engagement således:
“Bag enhver professionel rytter står en dygtig groom. Det er ikke ofte, man ser dem på den store scene men uden dem hænger hverdagen og stævnerne ikke sammen. De møder ofte som de første i stalden – og går som de sidste. Netop derfor har Nordentoft Equestrian valgt at anerkende grooms med prisen ”Groom of the Year 2022”.
Præmien gives af Nordentoft til den groom, der under stævnet går forrest, når det handler om godt horsemanship og sportsmanship, hestefaglig kompetence, respekt for hjælpere og stævnet i sig selv – samt godt kammeratskab.
Udover anerkendelsen modtager Groom of the Year en pengepræmie på 5.000 DKK.
Det kan være vildt frustrerende, hvis hesten ikke vil stå stille, mens man sidder op. FEI kommer her med nogle gode råd til fortvivlede hesteejere, som kæmper med at få hesten til at vente med at gå frem, til man er landet i sadlen.
Først og fremmest er det en fordel at bruge en skammel, når man skal op på hesten. For rytteren betyder det mindre slid på hofter, knæ og ankler. For hesten betyder det et mindre træk fra rytteren i sadlen, så det er lettere for hesten at kompensere og holde balancen. Desuden forhindrer man også, at sadlen trækkes skæv. Husk at bytte stigremme rundt, når du pudser saddel, så du ikke ender med, at den ene stigrem er længere end den anden.
Spring ikke over og vær tålmodig
Der sker mange ulykker ved skamlen, for en hest, der danser rundt eller bevæger sig væk fra skamlen/rytteren, øger sandsynligheden for, at rytteren ender på jorden efter af have fået en fod i stigbøjlen og desperat forsøger at svinge sig i sadlen, mens hesten bevæger sig væk fra skamlen.
Så de fleste af os er enige om, at det at stå tålmodigt, mens du stiger op, ikke står til diskussion med hesten – den skal blive stående. Men alligevel ser det ud til, at en enorm mængde heste har sprunget denne afgørende færdighed over under træningsprocessen.
Hvis du har en hest, der synes, at skamlen er en chance for at øve sidestep, er her nogle trin, du kan overveje for at få din hest til at stå stille, mens du stiger op. Det vil være det værd i sidste ende! Men for at have en hest, der står stille, mens du stiger op, skal du bruge lidt (meget) tid ved skamlen.
Det er ligesom at læsse en vanskelig hest – hvis du er forhastet og under pres, virker det næsten aldrig!
Heste lærer, når presset bliver fjernet
Lærer du ubevist din hest at gå, mens du stiger op? Der er flere måder at løse problemet med, at en hest ikke står stille, men den første ting er at finde ud af, om du måske forårsager eller forværrer problemet uden at vide det.
Forestil dig dette: du har travlt, og du formår at komme i sadlen, mens din hest går væk fra dig. Du korrigerer ikke hesten, for nu er du jo i sadlen. Et par gentagelser af dette sender beskeden til din hest, at det er ok at gå eller bevæge sig, mens du stiger op.
Et andet almindeligt scenarie er, at ryttere samler tøjlerne ret stramt, når de skal til at sætte sig op (for at forhindre hesten i at gå), men i stedet øger det presset på hesten. Og er man ekstra uheldig, trækker man i tøjlen for at holde balancen. Når man så lander i sadlen, klemmer man omkring hesten (for lige at holde balancen og finde sig tilpas i sadlen). Herefter slipper man tøjlerne og løsner benene, når hesten går frem.
Husk, at heste lærer, når presset fjernes fra dem – så hvis du gør ovenstående, har du sikkert uforvarende lært din hest, at den eneste måde at slippe for presset på, når du stiger op, er at gå frem.
Og endelig er heste nogle gange simpelthen ubalancerede af en rytter, der stiger op, at de må bevæge sig for at genvinde balancen. Dette er ofte tilfældet, hvis du trækker i tøjlerne, trækker sadlen skæv eller ikke har kropskernestyrken og stabiliteten til at holde din egen krop i balance, når du sætter dig i sadlen.
Det siger sig selv, at din hest skal have foretaget fysiske kontroller af dyrlægen, især hvis dette er en ny adfærd. Hvis hesten begynder at reagere dårligt på, at rytteren sætter sig i sadlen, kan være et tegn på rygsmerter, dårlig pasform af sadlen eller andet fysisk ubehag.
Vær opmærksom på ikke at stramme tøjlerne for meget, eller bruge tøjlerne til at støtte din balance, ligesom du skal være opmærksom på, du ikke sparker hesten i siden, når du sidder op. Foto: Canva
Sådan lærer du din hest at stå stille, mens du stiger op
Lad os antage, at du lige har købt en hest, der kommer med en tendens til at gå afsted, når nogen forsøger at stige op. Hvordan fikser du det?
For at komme godt i sadlen, og få en god start på lektionen, vælg en dag og et tidspunkt, hvor du har størst sandsynlighed for at opnå succes med dit forehavende. Unge eller varme heste har ofte svært ved at stå stille, så vælg ikke at arbejde med opsidning, når de har haft tre fridage, og vinden hyler udenfor. Det kan endda være nødvendigt, at du longerer dem, før du arbejder på at sidde op, for at give dem den bedste chance for at være i stand til at gøre det, du beder om. Der er to hovedmetoder, som du kan bruge. Den første er at lære hesten, at skamlen er et godt sted at være, og ikke at stå stille giver ekstra pres. Ved at bruge denne metode hjælper du hesten med at tage den lette beslutning – den bliver belønnet med at presset bliver fjernet, når de træffer beslutningen om at stå stille, mens du stiger op.
Her er en trin-for-trin gennemgang af, hvordan det fungerer:
1. Før hesten hen til monteringsblokken og bed ham om at stå.
2. Hvis din hest bevæger sig, svinger rundt eller gør det for svært for dig at stige stille og roligt op, så begynd at arbejde med den.
3. Dette kan være i form af grundarbejde fra jorden som tilbagetrædning, bagpartsvending eller longering i en lille volte omkring rytter og skamlen (husk et længere træktov).
4. Efter et par minutter med det arbejde, nærmer du dig skamlen igen og lad din hest stå stille – beløn den med en lille godbid eller gnub den på halsen, så længe den står pænt.
5. Prøv at stig op igen. Husk, at mens du skal holde i tøjlerne, skal du ikke at trække i tøjlerne, for at insistere på, at hesten ikke flytter sig – lad den i stedet bestemme, om den vil flytte eller ej.
6. Hvis din hest bevæger sig, gentag trin 1-5.
7. Hvis hesten står stille, så stig op og beløn din hest med masser af ros og gnub den eller klap den på halsen. Lad hesten stå stille et par øjeblikke, før du beder den om at bevæge sig.
Heste der er spændte og ængstelige
Den anden metode, som også er ret populær og vellykket, går ud på at få din hest til at acceptere, at du sætter dig i sadlen.
Dette fungerer godt for heste, der er meget spændte, ængstelige, eller som måske har haft en dårlig oplevelse med opsidning før. Det er også typisk den måde, en utilredet, ung hest lærer at acceptere en rytter. Du behøver ikke at komme til trin 5 i én session – i første omgang kommer du muligvis kun til trin 2 eller 3. Tålmodighed er nøglen her, og at sikre, at hvert trin er forstået og accepteret af hesten, før du går videre til det næste. Det giver et godt fundament for fremtiden:
1. For det første skal du sørge for, at din hest er fortrolig med arbejdet fra jorden: gå frem, tilbage, stå stille og ideelt flytte skuldrene ved et tap med en pisk eller et tryk fra en hånd.
2. Start med at “parkere” din hest ved siden af skamlen og bed den om at stå. Giv den en godbid eller gnub den på halsen, mens den står der. Hvis den overhovedet bevæger sig, så flyt den tilbage på plads og ros den derefter. Du kommer til at gøre dette et par gange i træk, ideelt set.
3. Dernæst kan du stille dig på skamlen, mens din hest står. Bliv ved med at rose den, når den er afslappet og står stille. Træd ned og op på skamlen et par gange for at teste dette, og ros hesten, når den står stille. Hvis den flytter sig, skal du rette den og derefter stå op på skamlen igen.
4. Når din hest står pænt stille og du står på skamlen, begynder selve opsidningen. Sving dig forsigtigt i sadlen, uden at trække din hest ud af balance, trække i tøjlerne eller sparke den i siden. En godbid fra sadlen er ofte nyttig, når du først er ombord. Igen, du kan gentage dette mere end én gang.
5. Bed din hest om at ståstille, indtil du giver tegn til, den må gå frem.
Interessen for konkurrenceklasser for unge heste er meget stor, især i de lande i Vesteuropa, hvor der produceres det største antal heste til sporten. Herhjemme er det ingen undtagelse. Foruden Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for de 4- til 7-årige danskejede heste, har avlsforbundet Dansk Varmblod sit eget championat, for heste registreret i forbundet – Egnethedstesten for 4-årige spring- og dressur heste, som sædvanligvis afvikles i oktober/november måned. De bedste 50 dressurbetonede heste + 10 reserver bliver udtaget efter deres resultater ved Egnethedstesten samt de bedste 40 springbetonede heste + 10 reserver. De heste mødes i en forrygende finale Unghestechampionatet, som finder sted under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i denne uge.
Hvordan bedømmes dressurhestene?
Deltager hestene i dressurdisciplinen skal de bedømmes i gangarter over 2 dage. Første bedømmelse er onsdag kl. 16.30 inde i Jyske Bank Boxen fra kl. 16.30. De 21 bedste heste går direkte videre til A-finalen, mens de øvrige deltager i B-finalen med gangatsbedømmelse under egen rytter. Karaktererne nulstilles, og de 3 bedste går videre til testrytterdelen sammen med de øvrige i A-finalen.
På første-dagen præsenteres hestene 3 af gangen med egen rytter og rider efter anvisning fra tre dommere, der bedømmer skridt, trav og galop. På anden-dagen bedømmes hestene 2 af gangen med egen rytter, og rider efter anvisning fra 3 dommere (2 dommer skal være gennemgående fra førstedagen, en 1 er ny). Der bedømmes skridt, trav, galop, ridelighed og kapacitet. Hestene bedømmes i 5 minutter og efterfølgende afsættes 2 minutter til kommentering og pointgivning. Bedømmelserne af gangarter med egen rytter vægtes samlet med 60 % i beregningsprogrammet for dressurdisciplinen. Hestene forventes at kunne vise øvelser på LA1 niveau.
Det som især adskiller Unghestechampionatet fra andre championater for ungheste er, at finalehestene skal afprøves af en testrytter. I år er det EM-rytter Daniel Bachmann Andersen, som har den opgave.
Blue Hors Unhestechampionat i dressur afgøres lørdag og søndag, hvor Daniel Bachmann Andersen rider samtlige 25 finaleheste, halvdelen lørdag formiddag resten søndag formiddag inde i Jyske Bank Boxen.
Også springhestene i Unghestechampionatet skal til bedømmelse første gang onsdag. Det sker i Dansk Hesteforsikring Arena E fra kl. 19.30.
Deltager hesten i springdisciplinen, bedømmes den i springning med egen rytter over 2 dage. Bedømmelsen foretages i to springklasser af de samme tre springdommere. I begge springklasserne gives karakterer for teknik, kapacitet, ridelighed samt springgalop.
De 20 bedst placerede heste går videre til finalen, hvor de også bliver redet og sprunget af en testrytter – i år er det OL-rytter Andreas Schou. Han skal teste halvdelen af springhestene i finalen fredag inde i Arena E fra kl. 14.30, og resten i samme arena lørdag fra kl. 13.15. Der bliver en festlig præmieoverrækkelse inde i Boxen lørdag kl. 17.
Cathrine Dufour fast holder sin 3. plads på verdensranglisten med Bohemian efter Jessica von Bredow-Werndl (GER) og Charlotte Dujardin (GBR). Efter flotte ridt ved World Cup-stævnet i Neumünster er Carina Cassøe Krüth rykket op på 5. pladsen med Heiline’s Danciera efter Isabell Werth (GER). Nanna Skodborg Merrald er på en 18 med Atterupgaards Orthilia.
Det er nu dobbelt svensk i toppen af Longines verdensranglisten i springning. Det er første gang det sker. Peder Fredricson fastholder sin førsteplads, som han opnåede i september, og han får nu selskab i toppen af landsmand Henrik von Eckermann der rykker fra en 3. til 2. pladsen. Martin Fuchs (SUI), Ben Maher (GBR) og Daniel Deusser (GER) finder vi på de næste pladser.
En nødbestyrelsesresolution i FEI har betydet at russiske og hviderussiske atleter (heste og mennesker) og officials ikke kan deltage i FEI-begivenheder under FEI-flag og/eller i neutral egenskab. Forbuddet træder i kraft fra midnat CET søndag den 6. marts 2022, så FEI-begivenheder, der allerede er i gang eller er ved at starte, ikke bliver unødigt forstyrret.
Resolutionen forbyder også, med øjeblikkelig virkning, visning af russiske og hviderussiske flag, eller afspilning af deres hymner, ved eller i forbindelse med nogen FEI-begivenheder. FEI-bestyrelsen fordømte også invasionen af Ukraine af russiske militærstyrker og støtten fra Hvideruslands regering.
“Det er beklageligt, at FEI har været nødt til at tage så strenge foranstaltninger, men vi er nødt til at sikre sikkerheden, integriteten og retfærdigheden af FEI-konkurrencer i disse svære tider,” udtaler FEI-præsident Ingmar De Vos. “Vi håber inderligt, at der kan findes en fredelig løsning så hurtigt som muligt.”
I starten af måneden opfordrede Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand på det kraftigste, at FEI’s bestyrelse tog dette skridt.