Tag: Faglig Viden
Døjer din hest med øjenproblemer?
Er din hests øjne hævede, skelende eller løber de i vand, så er det tegn på, at et eller andet ikke er, som det burde være.
Hestens øjne kan give os fingerpeg om dens humør og sundhedstilstand. Er den opmærksom og engageret eller træt? Tryg eller stresset? Øjnene tiltrækker desværre også mere uvelkomne opmærksomhed fra trægrene, skarpe genstande, støv, sand og insekter.
”Øjenskader repræsenterer så meget som 10 % af de nødopkald, som hestedyrlæger modtager, siger Ann Dwyer, dyrlæge ved Genesee Valley Equine Clinic i Scottsville, New York.
Når en hest viser tegn på øjenskade – om det er tårer, blødninger eller besvær ved at åbne øjnene lige meget – så skal du kontakte dyrlægen med det samme.
”Man skal ikke spøge med øjneskader. Den klogeste fremgangsmåde er at ringe til din dyrlæge med det samme,” siger Caryn Plummer, assisterende professor ved University of Florida i Gainesville.
Gængse tegn på øjenskader
Heste kan på en række forskellige måder vise os, at de har skadet et øje. I ekstreme tilfælde kan en hest have en alvorlig traumatisk skade på siden af sit ansigt, hvilket har beskadiget øjet såvel som knoglerne omkring det.
Hævelsen, blødning og deformation vil være ret indlysende, siger Dominic Alexander, direktør for Belmont Farm & Equine Vets.
Det kan også være så subtilt, at en øjenskade kan kun opdages ved, at hesten øjenvippehøjde adskiller sig, siger Dwyer. Eller hesten viser afsky for skarpt lys fra en mobiltelefons lommelygte.
Mellem disse to yderpunkter finder man hestene med øjne, der løber i vand eller med udflåd.
“I et sundt øje vil øjenlågene være pæne og åbne, hornhinden (det ydre lag af øjet) vil glinse, og der vil ikke være nogen tårer,” siger Dominic og tilføjer, at pupillerne vil være lige store, hvis de bliver udsat for den samme mængde lys; betændte øjne vil have indsnævrede pupiller.
Ved et skadet øje kan sclera (det hvide i øjet) være rødt, fastslår Dwyer. Den normalt gennemsigtige hornhinde kan også ændre farve, blive rød, brun, blå eller endda gul.
Et andet muligt tegn på et øjenproblem er næseblod, tilføjer Dwyer.
“Dette kan indikere et traume i bihulerne.
I sjældne tilfælde, såsom ved grøn stær (øget tryk i øjet på grund af betændelse), kan trykket bygge sig så meget op i øjet, at selve øjet ser større ud, fortæller Plummer.
Hvad kan du gøre?
Det er sikkert og vist, at enhver øjenskade kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.
”Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg har været nødt til at håndtere sager, hvor hesten allerede var blevet behandlet af ejeren med en salve, der viste sig at være helt forkert,” husker Plummer.
For eksempel kan en øjensalve, der indeholder steroider, være meget nyttig i nogle tilfælde, men katastrofal i andre, hvilket får øjet til at “smelte” – det betyder, at et sår bliver meget dybere, som så kan ende med at skade hornhindens overflade.
“Det er virkelig farligt at bruge de forkerte salver og medikamenter i disse tilfælde,” siger hun.
Selv erfarne heste-ejere bør undgå hjemmebehandlinger, når det drejer sig om øjenskader, især fordi det er så svært at vide præcis, hvad problemet skyldes.
“Man har ikke færdigheder eller udstyr til at se, hvad der sker inde i øjet,” forklarer Dwyer.
“Øjenundersøgelse kræver veterinærfærdigheder såvel som de helt rigtige værktøjer.”
Heste lader dig sjældent behandle et smertefuldt øje alligevel, tilføjer hun.
“De har meget stærke muskler i deres øjenlåg og vil bare ikke tillade inspektion af øjet uden hjælp fra beroligende midler.”
En ting, ejere kan gøre, er at tage billeder af hestens øjne, være omhyggelig med at sætte kameraets fokus på selve øjet og sende dem til dyrlægen, fortæller Alexander.
“Dette kan være nyttigt og hjælper også med at overvåge udviklingen i øjet før og efter behandling.”
Læs hele artiklen her
Hjælp, min hoppe foler!
(Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Riders NOTEBOOK og skrevet af Dyrlæge Niels Guss)
Lad os starte fornuftigt.
Op til folingen er der nogle ting ved hoppen, der ændrer sig. Dette er nogle tegn, vi kan se, og som vi kan holde øje med, inden vi bliver oppe i 14 dage for at holde øje med en hoppe, der ikke har tænkt sig at fole. Og som lige præcis foler i det øjeblik, vi lukker øjnene og bliver nødt til at sove af ren og skær udmattelse.
Tegn ved hoppen, som vi direkte kan se, er afslapning af bækkenligamenterne og perineum (mellemkødet), udvikling af yver, vokspropper på patterne og ændring væsken fra mælkekirtlerne.
Ændring af bækkenligamenterne sker fra ca. 2 uger før foling, og slaphed af hale og perineum, hvor halen kan løftes op uden modstand, sker typisk 1-2 dage før foling.
Vokspropper på hoppens patter sker typisk ca. 72 timer før foling, men igen har vi ingen regel uden undtagelse, idet visse hopper kan sætte vokspropper op til 2 uger før foling.
Udvikling af yver begynder ca. 1 måned før foling, hvor de største forandringer sker inden for de sidste 14 dage. Ændringerne begynder tidligere ved unge, førstegangsfolende hopper end ved ældre fleregangsfolende hopper. Den endelige udvikling af yver sker inden for de sidste 24-48 timer.
Der er dog nogle ting, vi skal være opmærksomme på. Præmaturt mælkeløb væsentlig tid før foling kan være tegn på forestående abort. Det vil sige, at ser vi mælkeløb godt henne i drægtigheden, bør vi overvåge hoppen og få den tjekket med hensyn til fostrets sundhed og om alt er, som det skal være.
Hopper med tidligt mælkeløb bør klassificeres som ”højrisiko”-hopper, hvor vi nærmere bør følge fostrets sundhed.
FORBEREDELSE AF HOPPEN
Som en tommelfingeregel kan vi sige, at ca. 14 dage før forventet foling skal hoppen være på det sted, hvor vi vil have folingen til at foregå. Det vil sige i et specielt staldafsnit/boks eller lignende. Det er vigtigt, at vi etablerer en tryg rutine for hoppen, at vi gør tingene på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Herved bliver hoppen tryg. Er hoppen derimod utryg, kan hun udskyde folingen i dagevis, indtil hun føler sig tryg.
Jeg skal her også nævne, at de fleste folinger sker mellem kl. 23 og 04, da der som oftest er mest ro på dette tidspunkt.
Og ro i stalden/området, hvor hoppen opholder sig, er bestemt afgørende. Her er der mange, der benytter sig af videoovervågning af boksen eller brug af en folingsalarm. En folingsalarm er typisk en gjord omkring hoppen, der registrerer sammentrækningen af maven. Den er typisk koblet til enten mobiltelefon eller en alarm. Fejlalarmer vil dog forekomme i perioden op til folingen, da føllet ændrer leje i hoppens mave i dagene op til foling.
Og netop i perioden op til foling vil nogle hopper udvise uro, som kan vise sig som koliksymptomer. Dette skyldes, at føllet flytter sig inde i hoppen, ændrer position, og at der derved kan blive øget tryk på hoppens indre organer. Typisk vil hoppen respondere på at skridte en tur og falde til ro igen. Det kan dog være nødvendigt at tilkalde dyrlæge for at tjekke, at alt er ok og eventuelt give hoppen lidt smertestillende. ”Kolikanfaldene” er typisk kortvarige og forbigående, ellers skal vi mistænke, at der kan være noget galt.
Helt op til foling vil hoppen typisk vise nedsat appetit og spise mindre. Dette er helt normalt. Hun vil også søge væk fra flokken, hvis hun går sammen med flere på fold for at få ro. Dette er helt klare tegn på nært forestående foling. Men husk igen, at vi har at gøre med biologi, og tegnene behøver ikke være så klare.
NÅR FOLINGEN GÅR I GANG…
Vi starter med at bandagere det øverste af hoppens hale samt vaske den ydre kønsåbning og perineum med rent vand og en mild sæbe, inden vi tørrer området.
Hvis hoppen har fået lavet en Caslich-operation, hvor den øverste del af hoppens kønslæber er syet sammen, skal vi være lidt på forkant. Typisk vil man nogle dage før, når hoppen begynder at blive løs omkring ligamenterne i bækken og halerod (= bløde op omkring halerod), lokalbedøve området let og klippe hoppen op, så skadeåbning har den normale dimension, og hoppen ikke sprækker, når føllet drives ud under foling.
Under ovenstående procedure tæt på folingen, vil man helst undgå at bedøve hoppen, og man vil klart foretrække at have hende stående i en tvangsboks. Vi vil ikke risikere, at bedøvelsen påvirker føllet i negativ retning.
Og vi har styr på folingsboksen, som har et godt lag tør strøelse, rolige omgivelser og ingen stressfaktorer i stalden. Så er vi klar til at modtage vores føl.
FOLINGEN KAN KLASSISK INDDELES I 3 STADIER:
STADIE 1: Dette stadie involverer sammentrækning af livmoderen og åbning af livmodermunden (børmunden). Varigheden af denne fase er typisk 1 time, men kan variere fra 30 minutter til 6 timer. Og hoppen kan faktisk påvirke denne fase. Hvis hun forstyrres eller føler sig utryg, kan hun udsætte denne fase i timer, ja helt op til dage. Føllet bliver meget mere aktivt i denne 1. fase. Man kan se føllets bevægelser i hoppens flanke. Føllet ændrer position fra ”upside-down” til ”højre side” op. Hoppen kan hjælpe føllet i denne fase og rulle sig. Her må vi altså ikke forhindre hoppen i at rulle sig, men igen skal vi skelne mellem, hvad der er normalt, og andre tilstande af smerte og rulning, som ikke er normal adfærd for hoppen. Igen må vi observere og ikke gå i panik.
Normale tegn ved stadie 1: Hoppen ruller sig, sparker mod maven, ser tilbage på maven, nedsat appetit (problem ved overvægtige ponyer, der kan udvikle fedtlever ved nedsat eller ophørt ædelyst), svedudbrud, hyppig gødningsafgang og urinering, rejser og lægger sig, flehmen (overlæbe løftes).
Stadie 1 afsluttes ved afgang af fostervandet, ”vandet går”. Dette er en større mængde væske, let rødfarvet.
STADIE 2: Nu er vi i gang. Defineres som leveringen af føllet. Hoppen er i denne del meget afhængig af aktiv deltagelse af føllet. Et svagt eller dødt føl vil derfor forhale denne proces og gøre, at folingen går i stå. Et dødt føl inde i hoppen kræver ofte hjælp fra dyrlægen og er ikke nemt at få ud. Netop fordi føllets egen hjælp under uddrivningen er af afgørende betydning for hoppen og for os.
Stadie 2 tager oftest 20 minutter. Det kan variere fra under 10 minutter og helt op til en time.
Normale tegn ved stadie 2: Under denne fase vil hoppen typisk ligge ned og have aktive sammentrækninger af maven. Hoppen vil typisk ligge ned på den ene side. Man kan dog opleve, at nogle hopper foler stående.
Når føllet presses ind i bækkenkanalen (fødselsvejen), strækkes det omkringliggende væv, og vigtige hormoner frigives, som resulterer i sammentrækningen af maven og livmoderen (hedder Fergusons refleks).
Sammentrækningerne af maven (veer) er meget stærke og varer mellem 15-60 sekunder. Typisk ser vi flere på hinanden følgende sammentrækninger efterfulgt af en kort periode med hvile (2-3 minutter), hvorefter sammentrækningerne starter igen.
Hoppen vil her typisk vende og dreje sig.
Kort efter, at vandet er gået, vil vi se amnion-sækken, som er den hinde, der direkte omkranser fostret. Denne pose er blå-hvid-agtig og ligner en ballon. Når føllet er på vej ud og ved at passere igennem bækkenkanalen, er det en god ide at fjerne hinden fra fostrets hoved og mule, så føllet kan trække vejret.
Betegnelsen født i hammen kan kobles sammen med ovenstående. Her ser vi typisk, at hoppen selv har folet, og at hinden ikke er bristet, hvilket resulterer i at føllet ikke kan trække vejret og kvæles umiddelbart efter foling.
Dog skal det siges, at under normale omstændigheder vil føllets egne bevægelser under uddrivningen få hinden til at briste.
Vi skal holde øje med flere ting. Er ballonen, som præsenteres ved skedeåbningen, ikke blå-hvid-agtig, men i stedet gul-brun, tyder det på afgang af meconium (fæces, det første fra føllet). Dette tyder på, at føllet er stresset (som ved mennesker og fødsel). Der er her også risiko for, at føllet har inhaleret fostervand.
Hvis vi i stedet ser en kødagtig, rød-brun struktur (og ikke blå-hvid), er det navlestrengsregionen, der præsenteres først, og viser, at moderkagen er løsnet. Dette er en absolut nødsituation, og føllet skal ud hurtigst muligt og sikres tilførsel af luft/ilt.
Ved normal foling ser vi to ben præsenteret i skedeåbningen, det ene ben lidt længere fremme end det andet. Føllets hoved hviler på forknæene. Når føllet er nået ind i fødselskanalen, ser vi voldsommere og hyppigere veer, indtil føllets hofter er igennem kanalen. Her kan vi se, at den liggende hoppe kan hvile sig flere minutter, inden føllet endelig uddrives helt. Der er altså ikke noget galt. Man kan her assistere hoppen ved træk i forbenene for at få føllet ud.
Omvendt skal vi også under uddrivningsfasen passe på ikke at forcere denne. Hoppens fødselskanal skal have tid til at udvide sig. Vil vi hjælpe for meget og går ind og henter benene frem og trækker, er der stor risiko for at ødelægge hoppen og lave unødvendige udrivninger på hende.
Stadie 2 slutter med den endelige uddrivning af føllet og varer ca. 15-60 minutter.
Stadie 2 giver ofte mange følelsesladede opkald til dyrlægen… Og det er helt ok, og jeg kan efter mange år som dyrlæge godt forstå det. For hvornår skal man gribe ind og hjælpe, og hvordan kan hoppen klare det selv. Igen skal vi huske på, at en drægtighed og en foling ikke er en sygdom. Naturen er fantastisk og kan klare mange ting selv. Alligevel kan hjælp være på sin plads. Og overvågning er altid på sin plads, så vi kan gribe ind, hvis noget ikke forløber planmæssigt.
Vi skal gribe ind, hvis der ikke ses stærke veer og fremskridt i folingen ca. 15 minutter efter af vandet er gået.
Hvis vi kun ser et ben og føllets hoved, to ben og intet hoved eller kun ser føllets hoved. Her kan være tydelige tegn på, at føllet er lejret forkert og vil have svært ved at komme ud.
Hvis moderkagen (placenta) er på vej ud før føllet. Dette er en nødsituation.
Hvis føllets ene ben er på vej ud gennem anus. Nødsituation. Der er sket en perforation af fødselsvejen, og hjælp er påkrævet.
Noget af det værste, man kan opleve, er en hoppe, der presser voldsomt på og har meget stærke veer, og noget af det første, man ser i skedeåbningen, er tarme. Dette er en absolut nødsituation. Her er der sket perforation af hoppens livmoder, eller hoppen har presset så hårdt på, at tarme begynder at pose sig ud igennem endetarmen. I så ekstreme situationer har jeg faktisk oplevet, at føllet har været levende endnu. Men det kræver øjeblikkelig hjælp. I disse tilfælde står hoppens liv næsten aldrig til at redde.
Når føllet er kommet ud og ligger bagved hoppen, lader man typisk navlestrengen være intakt, indtil den brister, ved at føllet rejser sig eller hoppen bevæger sig. Nogle mener, at det er vigtigt for føllets blodforsyning, at den er intakt så længe som muligt. Jeg tror, det er godt, den brister af sig selv. Men brister den lige umiddelbart efter foling, skal man ikke gå i panik. Det gør ingen forskel for føllet, og føllet er ikke svagere af den grund.
STADIE 3: Defineres som fasen, hvor moderkagen (placenta) ryger ud, og hvor livmoderen trækker sig sammen, og hvor væske og rester presses ud.
Denne fase tager ca. 1-3 timer.
De stærke sammentrækningsfaser kan inducere smerte og koliksymptomer. Hoppen kan rejse og lægge sig i denne fase.
Hvis hoppen udviser stærke koliksymptomer, kan man gå med den for at forhindre selvbeskadigelse og skade på føllet. Typisk responderer de godt og hurtigt på dette, men…
Igen skal vi være vågne, idet der kan være andre årsager til kolik ved den nyligt folende hoppe. Som komplikationer kan nævnes ruptur af blindtarmen, stortarmsdrejning og bughindebetændelse.
Lette koliksymptomer giver på den anden side mening, idet livmoderen, som har huset vores føl, i løbet af ca. 12 timer har trukket sig så meget sammen, at den kun fylder 1,5 gange en normal livmoder. Det er vildt fascinerende, hvad naturen kan!
Efter overstået foling skal føllet op og die. Både for at få råmælk (colostrum), så vi kan få gang i føllet og få meconium (= tarmbeg = det første, der afgår fra endetarmen) ud. Samtidig gør det, at føllet dier, at der blandt andet frigøres oxytocin i hoppen. Oxytocin er med til lægge yderligere mælk ned i yveret og sammentrække livmoderen, hvorved moderkagen løsnes.
Det er vigtigt, at vi igen maner til ro efter foling. Ja, det er vildt spændende med det nye føl, men hoppe og føl skal have ro til at bonde; hoppen skal have tid og ro til at nurse sit føl.
Vi kan rengøre yver let, hvis det er blevet beskidt under foling, så det er klart til, at føllet skal die.
Endvidere, hvis moderkagen ikke er afgået, bindes en knude på denne, så hoppen ikke træder på moderkagen med risiko for at ødelægge denne.
Når føllet er kommet op, nogle gange hjælper vi det godt på vej, skal vi have føllet til at die. Tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed. Det kan godt tage tid!
Det er af afgørende vigtighed, at føllet dier og får råmælk (colostrum). Det er så at sige hele forsvaret til dets fremtidige liv og sikrer en god start. Samtidig er det med til at sikre, at der kommer gang i tarmsystemet, og at der kan komme afgang af tarmbeg, som er det første, der ligger i føllets rektum. Drikker føllet ikke nok, og kommer der ikke gang i meconiumafgang, ser vi en forstoppelse ved det nyfødte føl med kolik til følge. Man kan ved mangelfuld afgang bruge et klysma. Igen kan det være en god ide at konsultere dyrlægen. Og ja, der er beskrevet forgiftningssymptomer ved føl ved overdreven brug af klysma!
Tilbageholdt efterbyrd, hvad og hvornår, og normalt/u normalt.
Normalt skal moderkagen afgå inden for 2-4 timer efter foling. Men kendskab til hoppen er sandsynligvis vigtigere. Dette skal forstås på den måde, at nogle hopper kan have moderkagen siddende 6-8 timer uden problemer. Nogle gange ved lidt koldere vejr kan dette ses og ikke være et problem for hoppen.
Samtidig vil føllets dien ofte hjælpe på afgang af efterbyrden.
Og ved andre hopper kan vi se et problem med tilbageholdt efterbyrd, selv efter få timer.
Derfor skal vi nok i stedet se på hoppen samt på, hvordan moderkagen ser ud i stedet for at sige, at den skal være afgået efter præcis 3 timer!
Det er dog en god ide at få dyrlæge til at tjekke hoppen, hvis moderkagen har siddet igennem nogle timer. Også at gennemgå moderkagen (skal ligne at par ”lange herreunderbukser”). Er den afgået, inden dyrlægen kommer, kan man gemme den. Grunden til, at jeg maner til respekt omkring dette, er, at sidder der bare et 5-kroners stykke tilbage af moderkagen i hoppen, kan dette give en voldsom infektion i livmoderen med efterfølgende forgiftning og forfangenhed til følge. Hopperne bliver meget syge af dette og kan i værste fald dø af forgiftningen.
Som en afsluttende kommentar vil jeg sige, at en drægtighed og foling ikke er en sygdom. Min pointe er bare, at vi skal tænke os godt om og bruge vores sunde fornuft, så kommer vi langt.
Og eventuelt bruge de ældre avleres viden. De har taget imod føl et helt liv igennem og kan en masse ting, som man skal være opmærksom på. De har min dybeste respekt, og vi skal huske at bruge hinanden på denne måde.
Ny undersøgelse sætter fokus på skader på væddeløbsheste
Katastrofale skader hos fuldblodsheste er en af de største udfordringer for branchen og dens tilhørere. Forskere ved University of Kentuckys (UK) Gluck Equine Research Center i Lexington har for nyligt indledt en stor undersøgelse for at validere tidligere forskning, der tyder på, at det er muligt at opdage specifikke kendetegn, der indikerer en skade, før den bliver karriere- eller livsafgørende.
Læs også: Blogspot: Fra væddeløbshest til distancehest
Projektleder Allen Page, forsker og dyrlæge ved Gluck Center, og projektmedarbejder Emma Adam, ass. professor, fortæller, at slutmålet er at kunne foretage en billig og enkel blodprøve før løb, der skal identificere de heste, der er i risiko for alvorlige skader, så der kan gribes ind, før disse skader opstår.
Tidligere forskning har vist, at de fleste katastrofale skader opstår hos heste med underliggende eller allerede eksisterende sygdomme, hvilket har ført til teorien om, at alvorlige løbs- og træningskader ofte skyldes en ophobning af skader over tid i en grad, der overskrider de ramte vævs helingsevne.
På baggrund af tidligere arbejde med både ryttere og heste, har Page og hans kolleger udviklet en metode til at identificere den underliggende skade ved hjælp af mRNA-ekspressionsanalyse af blodprøver.
Holdet har vist, at heste med alvorlige skader har et betydeligt ændret udtryk for IGF-1, IL1RN og MMP2, sammenlignet med ikke-skadede heste. Forskerne har også for nyligt fundet tre nye mRNA-biomarkører, der er lovende med hensyn til at forudsige skader.
For at validere resultaterne blev der i februar indledt en ny undersøgelse, som vil løbe i 12-16 måneder og bruge 15.000 blodprøver, der er taget før løb på tre baner i det sydlige Californien.
Læs også: Undersøgelse: 52% af militaryhestene havde læsioner fra biddet
Prøver indsamles samtidig med standardprøver før løb, hvilket gør indsamlingen til den store forskningsundersøgelse mere effektiv. I første omgang vil alle prøver blive opbevaret, inden prøverne fra de skadede og udvalgte ikke-skadede heste analyseres, og forskellene mellem de to grupper sammenlignes.
På baggrund af tidligere data og den planlagte indsamling af prøverne forventer forskerholdet, at de vil teste 10-15 alvorligt skadede heste i løbet af undersøgelsen.
Ifølge Allen Page er blodprøven, der ser på de vigtige mRNA-markører, korrekt i 75-80% af tilfædene, når man forsøger at identificere en hest, der vil få en skade. Det endelige mål er at udvikle en brugervenlig og billig blodprøve, der kan hjælpe ejere, trænere, dyrlæger og andre med at træffe fornuftige beslutninger til gavn for hestens velfærd.
“Det er ikke overraskende, at en undersøgelse af denne størrelse er både logistisk krævende og dyr”, fortæller Allen Page.
“At få en så fremragende finansiel og logistisk støtte fra ledere i væddeløbsbranchen viser ikke kun de omfattende konsekvenser af alvorlige skader, men også branchens håb om, at dette projekt vil give en reel løsning på at forebygge skader.”
Kilde: The Horse
Når sadlen ikke passer til rytteren
Føles det små ubehageligt at sidde i sadlen, skal du kæmpe for at implementere sædekorrektioner i din ridning? Eller får du nogle gange ondt i ryggen, når du har overstået rideturen – eller måske kan du ikke sidde ordentlig ned i trav? Det kan skyldes sadlen – hvis den altså ikke passer til rytteren. Og det kan også være et problem for hesten.
Imke Schlömer er fysioterapeut og bruger funktionel bevægelsestræning til at hjælpe ryttere med at koordinere deres hjælpemidler bedre.
Hun ved, at hvis sadlen ikke passer til rytteren, vil man ikke være i stand til at balancere sig selv og give en specifik hjælp. Det kan rytteren selv mærke:
“Hvis det kun er muligt at indtage den stilling, som ridelæreren kræver med magtanvendelse, er det en indikation af, at sadlen ikke er korrekt for rytteren.”
Læs også: Sådan stopper du med at bumpe i sadlen i galop
Smerter i ryggen eller i leddene ved ridning viser også, at der er noget galt.
“For mange sadelmagere er hesten det vigtigste, og rytteren kommer i næste række. Kendskab til et funktionelt ryttersæde er dog lige så væsentligt.”
Imke Schlömer
Sadelmager Jochen Schleese lægger stor vægt på, at en sadel ikke kun passer til hesten, men også til rytteren.
Han går endnu længere og finder først en sadel, der passer til rytteren og tilpasser den derefter til hesten.
“Hvis sadlen ikke passer til rytteren, passer den aldrig til hesten”, og råder:
“Insister på, at sadelmageren ser dig ride og tager højde for det. Hvis rytteren ikke har et smidigt sæde, vil hesten have ondt.”
Læs også: Så lange skal dine stigbøjler være
Et almindeligt problem er, at sædet er for lille til rytteren, siger Imke Schlömer.
“Der er en tendens til, at hesteryggen bliver kortere og kortere. Det giver ikke særlig plads til sadlen,” fastslår hun.
“Det indebærer en risiko for, at mange ryttere slet ikke passer ned i sadlen.”
Mellem numsen og sadlens bagkant skal der være cirka en håndsbredde eller mindst fire fingre.
“Det er ofte ikke tilfældet,” siger fysioterapeuten.
Hvis sædet er for lille, kan rytteren trykke ned på bagsiden af sadlen, hvilket forårsager et tryk i hestens ryg.
Samtidig hæves sadlen fortil.
“I sådan et tilfælde bliver hesten aldrig løsgjort,” præciserer Imke Schlömer.
Kilde: Reiterrevue
Blogspot: Havreolies effekt på mavesyre.
Karina Nymark er blogger hos Riders NOTEBOOK, men hun er også faguddannet foderkonsulent og hestekonsulent, og så har hun en hest med mavesår i rød del, der har været svær at medicinere rask.
Hun er nu ude med fjerde indlæg i sin mavesårsguide – denne gang med fokus på tilskudsprodukter der indeholder havreolie. Der er mange gode ideer og spændende produkter på markedet, når det kommer til både forebyggelse og efter medicinering. Men hvad siger forskningen?
Læs hele blogindlægget ved at klikke på billedet nedenfor:
Læs også: Blogspot: Tilskudsprodukter til mavesår
Serie om mavesår med Nanna Lutherson
Vil du vide mere om hvad mavesår hos heste er, hvad det kommer af, og hvordan man kan forebygge det, så har vi en spændende videoserie med Nanna Luthersson – en af de førende dyrlæger på området. Se alle videoerne i slideren nedenfor.
Barfods – for og imod
Ved OL i Tokyo 2020 flashede to svenske springheste deres ’bare hove’ over hvert spring. H&M All In og holdkammeraten King Edward, der blev redet af henholdsvis Peder Fredricson og Henrik von Eckermann, sprang sig til holdguld – og det gjorde de uden sko. Siden da har de højprofilerede succeshistorier sat fokus på en voksende trend i sportshesteverdenen, hvor flere heste “bliver svenske”, dvs. smider deres sko, også til konkurrencer.
Og det er ikke så mærkeligt. Hestene har nemlig masser af fordele ved at gå barfodet, og derfor er der også fuld opbakning fra veterinærstyrelsen hos Fédération Equestre Internationale (FEI).
“Hvis det er den rigtige hest, med det rigtige management, under de rigtige forhold, er det absolut optimalt for hesten (at konkurrere barfodet),” sagde FEIs veterinærdirektør Goran Åkerström, der har ledet beslagsmed-skolen ved Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala i flere år.
Sverige har stor indsigt i barfods-heste
Svenskerne har selvfølgelig ikke monopol på at lade rideheste være barfodet. Dygtige ryttere over hele verden har fremvist og konkurreret deres heste uden sko ved mange arrangementer gennem årtier. Men Sverige har en særlig stærk og nyere historie, når det kommer til at ride uden sko.
Svenske videnskabsmænd har studeret kunsten – og risiciene og fordelene – ved at holde nogle af deres varmblods- og koldblodsheste skofri. De har udviklet deres egne protokoller for, hvordan sportshestes kan skifte fra at være skoet til at være barfodet. Og siden Åkerström var i front for en undersøgelse af barfods trimningspraksis på vegne af det svenske dyreværns bestyrelse i 2005, har de ligeledes været åbne omkring farerne ved forkert eller dårlig barfods-beskæring.
“Noget (barfods-beskæring/trimning) var fremragende, men andet var virkelig skadeligt for hestene,” fortalte Åkerström til The Horse. Hans undersøgelse førte til retssager, og nogle barfods-trimmere fik forbud mod at eje og arbejde med hovdyr. Resultaterne og de efterfølgende sanktioner fremhævede vigtigheden af at erkende de mange forkerte måder at beskære/trimme barfods på, og at hestes sundhed og velfærd kun har gavn af det, hvis det bliver gjort på den rigtige måde. “Det havde en stor indflydelse,” sagde han om efterforskningen.
De sanktionerede sager i 2005-undersøgelsen “var alle meget langt fra, hvad du så i forbindelse med hestene ved OL i Tokyo,” sagde Åkerström. “Ved OL kunne du se, hvordan det virkelig kan fungere.”
Det betyder ikke, at barfod er for alle, tilføjede han. “Det afhænger virkelig af hesten og miljø. Det er komplekst.”
Læs også: Springer sig til guld og sølv ved OL uden sko
Hvorfor sko kan være det rigtige valg
Sko er designet til at beskytte hestes hove, da de kan være udsatte i det arbejde som forbindes med domesticerede heste i dag, sagde Angelo Telatin, PhD, lektor i hestestudier ved Delaware Valley University i Doylestown, Pennsylvania, hvor alle 40 sportsheste i hans pleje er barfodet.
I mange konkurrencestalde, især hvor heste står meget stille, svækkes hovene ved at være udsat for urin eller våd bund, og mangler de konstruktive oplevelser, der opbygger hove og såler hos vilde heste. Så vi kan ikke bruge argumentet “det er den måde, naturen har tænkt sig”, når det kommer til at holde moderne heste skoløse.
De er underlagt et unaturligt miljø sammenlignet med vilde heste eller ikke domesticerede heste, sagde han.
Hvorfor barfod kan være det rigtige valg
Den barfodede sportshest – når den er sund – har store fordele i forhold til den skoede hest, sagde Alicia Harlov, en hovplejer i det nordøstlige Massachusetts og skaberen af Humble Hoof Podcast.
“Kompressionskræfterne på hovkapslen kan svare til mere end det dobbelte af hestens vægt ved hastighed. Hvis hoven ikke får lov til naturligt at forme og bøje sig under disse omstændigheder og fordele reaktionerne fra mødet med jorden korrekt, eller hvis der ikke er ordentlig kaudal (bag på hoven) støtte (som en veltrimmet barfodshest ville have naturligt), kan vi se en negativ indvirkning på hovene, såsom en beskadiget stråle eller balle,” sagde hun.
For Peter Glimberg, den svenske beslagsmed bag springholdet, handler det også om at lade hoven synke så korrekt ned i fibersandsbunden, som den skal, for optimal støtte. I moderne arenaer blokerer sko denne proces – hvilket fører til reduceret stødabsorbering, sagde Glimberg.
Andre steder, afhængigt af underlaget, kan de samme sportsheste have det bedre med sko eller aftagelige boots.
Åkerström er enig. “Barfodede heste på en springebane med vådt græs kan være risikabelt,” sagde han. “Det kan være farligt for både hesten og rytteren, for ikke at nævne, at det også ville reducere præstationen.”
Guide til hove uden sko
Barfods-tendensen er god, sagde Åkerström. Men ryttere skal træde varsomt.
“Hver sag skal evalueres individuelt. Du skal virkelig overveje hver enkelt hest og dens disciplin, og du skal styre processen og give den tid nok. Du vil opdage, at det ret ofte afhænger af hesten og af hovens kvalitet og facon, hvor hurtigt hoven vokser ud, fodfæstet og så videre.”
Derfor er der her en lille oversigt over, hvad vellykket barfodsridning på konkurrenceplan kræver:
- Evne:
Beslagsmeden og dyrlægen skal være åbensindede og uddannet i barfods hestesundhed, fra evidensbaserede trimningsteknikker til et skarpt øje for subtil halthed. - Tid:
Giv hestens hove god tid, sædvanligvis flere måneder, til at vænne sig til at arbejde barfodet – især hvis hovene var skoet tidligere. - Genetik:
Havde forældrene gode hove? Udvælg heste, der ser ud til genetisk at have hove af høj kvalitet. - Ernæring:
Gode hove kommer gennem en sund, velafbalanceret kost. - Miljø:
Stærke hove udvikler sig i mere naturlige miljøer, hvor heste kan bevæge sig rundt i varieret terræn, frem for at stå i timevis med hovene i egen afføring eller en våd bund. - Dømmekraft:
Selvom hestens hove ser flotte ud, kræver nogle situationer og terræn ekstra beskyttelse, uanset om det er metal- eller plastiksko, et lag klæbende harpiks eller aftagelige boots. - Ydmyghed:
En hests sundhed og velfærd er vigtigere end rytterens stolthed. Hvis det ikke virker for hesten at være barfodet, er det tid til at træde tilbage og bruge sko – i det mindste midlertidigt, mens du finder ud af de næste trin.
“Når det kommer til præstation og velfærd skal du vurdere hver enkelt sag individuelt,” sagde Åkerström. “Og altid, selvfølgelig, altid med fokus på hestevelfærd som din første prioritet.”
Kilde: The Horse
Blogspot: Tilskudsprodukter til mavesår
Karina Nymark er blogger hos Riders NOTEBOOK, men hun er også faguddannet foderkonsulent og hestekonsulent, og så har hun en hest med mavesår i rød del, der har været svær at medicinere rask.
I sit seneste blogindlæg Mavesårsguide #3 – Evidens på tilskudsprodukter skriver Karina, at hun ser mavesårsprodukter fra foderfirmaer alle vegne, men at det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned i alle disse produkter. Derfor vil hun i en serie gennemgå de forskellige muligheder, og i dette indlæg er fokus på Egusin 250 og Egusin SLH og tilskudsfoder med havtorn.
Læs hele blogindlægget ved at klikke på billedet.
Serie om mavesår med Nanna Lutherson
Vil du vide mere om hvad mavesår hos heste er, hvad det kommer af, og hvordan man kan forebygge det, så har vi en spændende videoserie med Nanna Luthersson – en af de førende dyrlæger på området. Se alle videoerne i slideren nedenfor.
Lad heste være heste – også i elitesport
Ud fra evolutionære standarder var det ikke længe siden, at heste strejfede frit rundt med meget lidt eller ingen menneskelig interaktion. Deres domesticering for 5.000 år siden er blot et lille nedslag i tiden sammenlignet med resten af deres historie, der spænder over titusinder af år, ifølge to italienske adfærdsforskere.
Så når vi tænker på sportsheste i dag, herunder transport i lastbiler og flyvemaskiner, opstaldning i bokse, nye heste-bekendtskaber på daglig basis, og iført udstyr fra hoved til hov, mens de bærer ryttere over spring eller traver diagonalt over dressurbaner, så er det langt fra den naturlige hest, som disse dyr var for (relativt) kort tid siden, lyder det fra forskerne.
”Derfor skal vi, selv på det højeste konkurrenceniveau, have hestenes etologiske overvejelser for øje,” siger Emanuela Dalla Costa, DVM, PhD, Dipl. ECAWBM, en certificeret dyreadfærdsspecialist ved Università degli Studi di Milanos afdeling for veterinærmedicin i Italien.
Dalla Costa og forsker Barbara Padalino, DVM, PhD, lektor i dyrevidenskab ved Bolognas universitets afdeling for landbrugs- og fødevarevidenskab, var gået sammen for at tale om de etologiske behov hos alle heste, inklusive sportsheste på højt niveau, under den 2. konference af Avenches National Equestrian Institute (IENA), afholdt 11. september 2021 i Schweiz.
Selv konkurrenceheste er stadig, etologisk set, heste fra stepperne
Som hesteejere har vi fjernet mange af hestenes primære årsager til bekymring ved at beskytte dem mod rovdyr og give dem et sikkert miljø til deres føls opvækst. Men det ændrer ikke på hestenes grundlæggende natur: Deres prioriteter inkluderer stadig deres sikkerhed og behovet for at reproducere og passe på deres føl, uanset deres reelle udfordringer, lød det fra Dalla Costa på konferencen.
“Heste, der holdes i stalde, er beskyttet mod rovdyr, og de får tilstrækkelig føde og husly mod vejr og vind,” forklarede Dalla Costa. ”Men på den anden side står de over for nye udfordringer i deres hverdag. Og vi bør altid tage i betragtning, at de stadig har nogle [medfødte] reaktioner på miljøfaktorer. Og de kan opfatte disse faktorer som farlige for dem – selv hvis vi mennesker ved, at de ikke er det.”
Floklivet
Et primært etologisk behov for heste er at leve i grupper, udtalte forskerne. De søger kammeratskab, sikkerhed og hierarki i en stabil flok af velkendte heste.
Uden det kan heste føle sig stressede og på en måde fortabte.
”De flyttes fra et sted til et andet; de går i overfyldte arenaer med mange uforudsigelige stimuli; de bliver flyttet fra en stald, hvor de kender hestene, til et andet sted, hvor de møder heste, de ikke kender, og folk, de ikke kender,” sagde Dalla Costa og talte specifikt om konkurrenceheste.
Det betyder ikke, at heste ikke skal være involveret i konkurrencesport,” forklarede hun. “Det betyder snarere, at folk skal genkende disse behov og forsøge at imødekomme dem og forberede hestene omhyggeligt – med viden og medfølelse – på det liv, de kommer til at leve.”
Gensidig pleje
Allogrooming – pleje af hinanden – er et relateret, kritisk etologisk behov, sagde Padalino. “Heste er sociale dyr, og de har brug for allogrooming, som giver dem mulighed for at danne et fysisk forhold,” sagde hun.
Heste bør ideelt set have lov til at soignere andre heste. “De er heste, og de skal leve et hesteliv, ikke kun lukket inde i boksen uden mulighed for at interagere med nogen.”
Men hvis det ikke er muligt, bør ryttere bruge tid på at strigle deres heste hver dag – med fokus på manken, hvor heste har en tendens til at gnubbe hinanden. “Jeg har lavet en undersøgelse af det, og det fungerer i det mindste som en erstatning, og det kan endda styrke dit forhold til din hest,” sagde hun.
Græsning, tygning og udforskning
I et naturligt miljø bruger heste minimum 55-60% af hver dag på græsning. Så det mindste, vi kan gøre for vores heste, inklusive sportsheste på topniveau, er at sikre, at de bruger mindst 55 % af deres tidsbudget på at spise foder, sagde Padalino.
Mens folk – især i elitesport – normalt overvejer næringsindholdet i deres hestes foder meget detaljeret, glemmer de ofte den anden komponent, der repræsenterer et stort etologisk behov: tyggetid.
“Det er klart, at vi har brug for hø eller græsgange,” sagde Padalino. “Det er nøglen til at nå de 55 %.”
Heste har også et stærkt drive til at udforske deres omgivelser, tilføjede Padalino. “Heste er nysgerrige; det er et reelt behov,” sagde hun. “De skal udforske miljøet, selvom det kun er rampen på varevognen, før de læsser. Bare giv dem tid til at udforske.”
Frygt og flugtsvar: Det er ikke hestens skyld!
Fordi heste er et byttedyr, har de udviklet sig til at reagere hurtigt på potentielt farlige stimuli, så meget, at blandt alle husdyr – inklusive køer og grise – har heste udviklet den største amygdala (på dansk mandelkernen), det lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner.
“Således er det klart, at domesticeringsprocessen … ikke har slukket medfødte biologiske flugtresponser,” forklarede hun. “Dette er meget vigtigt …, og du bør altid tage med i betragtning, at selv i 2021, hvis din hest føler sig i fare, vil den sandsynligvis reagere med flugt.”
Selvom du kan reducere flugtadfærd med træning, kan du ikke eliminere det fuldstændigt,” tilføjede hun. “Dette kan nogle gange føre til ulykker, som ofte anses for af andre og af hesteejere, at være hestens skyld og forårsaget af hestens ‘uforudsigelige adfærd’.”
Tag-hjem besked
Heste har dybt indgroede biologiske og etologiske behov, som ikke er forsvundet gennem domesticering. Når hjemmelivet, herunder ledelsesstile og konkurrenceplaner, ikke opfylder disse behov, kan det føre til kompromitteret velfærd og udvikling af uønsket adfærd eller stereotypier (f.eks. vævning, krybning), sagde Dalla Costa og Padalino.
At have de etologiske behov med i deres overvejelser kan gøre hestefolk mere opmærksomme på deres betydning for heste samt vende sig mod videnskaben for at finde løsninger, der vil hjælpe heste med at leve et bedre liv gennem forbedret ledelse og træning.
Kilde: The Horse
Kobbers indvirkning på hestens farve
Har tilsætning af kobber til hestens foder virkelig en indflydelse på pelsfarven og beskytter det pelsen mod blegning fra solen? Det prøver vi at finde svar på i artiklen nedenfor.
Først og fremmest er det vigtigt at vide, at kobber er et vigtigt mineral, der spiller en afgørende rolle i mange processer i hestens krop. For eksempel er der kobberafhængige enzymer involveret i syntesen og vedligeholdelsen af elastisk bindevæv. Kobber er nødvendigt for mobilisering af lagret jern i kroppen og afgifter også superoxid, en forbindelse, som immunsystemet anvender til at dræbe invaderende mikroorganismer.
Hvad påvirker farven i pelsen
Pelsfarven bestemmes af tilstedeværelsen og andelen af melanin-pigmenter. Enzymet, der er ansvarligt for melaninproduktionen, tyrosinase, er kobberafhængigt. Dette enzym afledt af aminosyren tyrosin resulterer i brune og sorte pigmenter. Mange pelsfarver har en vis grad af brun og sort i sig, herunder buckskin, rød, brun og sort. De to sidstnævnte farver er også påvirket af zink.
De-pigmentering og nedsat keratinisering (forhorning af celler) af pelsen indikerer lav kobber- eller zinkstatus. Typisk, når kobber er lavt, vil den røde pels se ud til at have en gul tone, og sort pels vil forekomme ’rusten’. Farveskiftet bemærkes ofte i hestens man. Pelsen ser ud til at falme over tid på grund af ultraviolet lys, der forårsager skade på pigmentet, hvilket fører til farveændring. Hvis pigmentniveauet er højt, har pelsen større modstandsdygtighed over for skader.
Grovfoder indeholder ikke nok mineraler
Grovfoder har en tendens til at indeholde relativt lave kobbermængder, hvilket kan forårsage at hestens diæt er på et niveau under Ernæringsforskningsrådets (NRC) minimum, medmindre det bliver suppleret.
Det er dog ikke så enkelt at sikre, at det daglige minimumsbehov er opfyldt bare ved at tilføre zink og kobber, da der også kan være sekundære mangler. Dette sker, når kobber og eller zink ikke kan udføre normale funktioner, fordi de interagerer med andre mineraler eller forbindelser, der enten forhindrer deres absorption eller danner komplekser med dem i kroppen. Disse også kaldet antagonister (et stof der blokerer en receptor).
Almindelige antagonister af kobber omfatter svovl, molybdæn og jern. Selv når der findes tilstrækkelige niveauer af kobber i kosten, kan disse antagonist-mineraler forårsage sekundære mangler.
Molybdæn ser ikke ud til at være et så stort problem hos heste, som det er hos kvæg, hvor det ofte fører til kobbermangel. Men nogle vandkilder kan være høje i svovl og jern, og foder har også en tendens til at være høj i jern. Sådanne problemer er typisk nemme at håndtere, hvis kosten suppleres korrekt.
Tilskud er ikke altid løsningen
Så hvordan sikrer man tilstrækkelig kobber og zink i kosten for at undgå ændringer i pelsfarven og de mindre synlige problemer, der kan opstå, når kobberstatus er mindre end optimal? Det er fristende at tro, at man bare kan tilføje kobbersulfat eller en anden kilde til kobber til kosten. Det er dog ikke tilrådeligt at tilføje direkte kobber til en diæt, fordi du uforvarende kan forårsage en negativ indvirkning på zinkudnyttelsen, da højt indhold af kobber er en antagonist af zink.
En bedre tilgang er at fodre med et fuldfoder efter producentens anvisninger eller at fodre med et godt mineraltilskud. En række kosttilskud hævder at gøre pelsfarven mørkere, og mange af disse indeholder kobber – og virker måske eller måske ikke. Men er der et problem med hestens pels, kan det være en indikator for, at kosten generelt ikke er så velafbalanceret, som den burde være, og at en løsning, der forsyner et bredere spektrum af mineraler, er en bedre løsning.
Paprika tilsættes ofte som pels-kosttilskud eller fodres alene, da det menes at hjælpe med pelsfarven. Som det sker, er paprika en god naturligt forekommende kilde til kobber. Men paprika er også en kilde til *capsaicin, som er et forbudt stof i konkurrence og dermed bør undgås til præstationsheste.
Hvis du er usikker på, om din hest får nok kobber, så overvej at finde en kvalificeret heste-ernæringsekspert/foderkonsulent at arbejde sammen med. En kvalificeret ernæringsekspert kan evaluere og identificere eventuelle problemer og sikre, at din hests spormineralbehov bliver opfyldt. Han eller hun kan også identificere og rette eventuelle eksisterende sekundære mangler.
*Capsaicin er en kemisk forbindelse, der findes naturligt i mange plantearter i Capsicum slægten. Arter i denne slægt omfatter de forskellige slags chili samt peberfrugter (ikke at forveksle med peber). Capsaicin er den forbindelse som giver disse frugter den stærke eller skarpe smag.
Kilde: The Horse
Studie: Opbyg hestens elektrolytdepoter før arbejde og transport
Heste mister så mange elektrolytter gennem deres sved – selv når du ikke ser dem svede – at de risikerer at trække elektrolytter fra muskelceller for at erstatte det tabte. Heldigvis ser det ud til, at man ved at “forbygge” med elektrolytter kan beskytte hestene mod sådanne tab, siger et hold af canadiske forskere.
Heste mister store mængder natrium, kalium og klorid, såvel som mindre mængder magnesium og calcium, gennem deres sved. I modsætning til menneskesved inkluderer hestesved større mængder af disse elektrolytter, end hvad der findes i blodet. Det betyder, at for at skabe denne relativt koncentrerede sved, skal hestes kroppe trække betydelige mængder ioner ud af blodet. For at forhindre, at de løber tør, dykker hestene ned i de cellulære reserver i skeletmuskulaturen og andet blødt væv, lyder det fra forsker Michael Lindinger, PhD, formand for The Nutraceutical Alliance, i Burlington, Ontario.
Sporing af fremhævede elektrolytter
I en række undersøgelser har Lindinger og hans team fulgt radioaktive elektrolytters veje gennem hestenes kroppe for at se deres rejser fra det tidspunkt, hvor opløsningen kommer ind i maven. De lave mængder af radioaktive grundstoffer er ikke skadelige for hesten, men de fungerer som en markør, der gør det muligt for forskerne at følge de stier, elektrolytterne tager gennem kroppen.
I deres seneste undersøgelse arbejdede holdet med fire hopper ejet af University of Guelph i alderen fra 5 til 12 år, inklusiv en fuldblodshest, en varmblodshest og to heste af blandede racer. De trænede hestene til at arbejde på et løbebånd.
Cirka tre timer efter deres morgenmåltid fik hestene et radioaktivt stof, der gjorde det muligt for forskere at måle væske omkring muskelceller. En time derefter modtog de enten vand eller en elektrolytopløsning indeholdende radioaktivt natrium og/eller radioaktivt kalium i en af tre mængder: 1 liter, 3 liter eller 8 liter (1/4, 3/4, eller 2 gallons, henholdsvis). En time senere arbejdede hestene på det indendørs løbebånd, foran en blæser, til omkring 50 % af deres fulde kapacitet – bestemt ud af deres respiratoriske iltoptagelse og hjertefrekvens. Alle hestene fik alle behandlingerne med en pause på to til tre uger imellem.
Tilskud betød mindre væske- og elektrolyttab
Forskerne fandt ud af, at når hestene fik elektrolyttilskud før træning, mistede de mindre væske og færre elektrolytter under træning og restitution sammenlignet med, når de blot fik vand før træning.
Hestene fortsatte med at svede med regelmæssige hastigheder – målt via svedopsamlingsbånd – og analyser viste, at sveden inkluderede høje niveauer af elektrolyt ioner. På trods af disse tab var tilskud af elektrolyt før træning forbundet med god genopfyldning af ionerne i og omkring muskelcellerne inden for to timer efter tilskud. De supplerede heste kunne arbejde betydeligt længere på løbebåndet end dem, der fik vand alene.
Resultaterne indikerer, at det at give et afbalanceret elektrolyttilskud før træning eller rejse kan hjælpe med at opretholde væske- og ionbalancen i hele kroppen og samtidig understøtte muskelfunktionen på trods af intens svedtendens, siger Lindinger.
Sved sker – selv når hårlaget er tørt
Folk er ikke altid klar over, hvor meget deres heste sveder – primært fordi sveden fordamper næsten lige så hurtigt, som den kommer ud af huden. Fordi hestens kropsvarme udvindes ved at bruge denne energi til at fordampe svedvæsken, undervurderer ejere og ryttere ofte mængden af væske og elektrolytter, som heste mister.
Læs også: Elektrolytter – hvorfor, hvordan og hvornår
“Folk undervurderer groft, hvor meget sveden en hest udsættes for,” siger Lindinger til The Horse. ”Så selv når vi ikke bemærker, at der er sved, der forlader hesten eller drypper af hestens hud, taber hesten stadig en enorm mængde væske. Hesten kan tabe omkring 5 liter (1 1/4 gallons) væske i timen, inklusive 4 liter fra huden og en anden liter fra luftvejene, og det ville vi ikke engang bemærke.”
At se sved dryppe af en hest betyder ikke, at kølesystemet fungerer bedre, tilføjer han. “Høje kropstemperaturer som følge af træning, varmeeksponering og transport resulterer i meget høje svedhastigheder, der kan overstige fordampningshastigheden, og det er fordampningen af sved, der giver den kølende effekt,” forklarede han. ”Sveden, der drypper af hesten, giver desværre ikke en kølende effekt, og sveden går tabt for ingenting. Sveden ender bare med at blive produceret i overskud.”
Vand er ikke nok: Hvorfor ioner betyder noget
Vand alene er ikke tilstrækkeligt til at rehydrere heste ordentligt, lyder det fra forskeren. Mens heste kan få elektrolytter fra deres omgivelser (foder og strå), har sportsheste brug for yderligere tilskud. Fordi de taber flere elektrolytter i deres sved, end mennesker gør, er det endnu vigtigere, at sikre sig at heste får den elektrolytbalance, de har brug for.
Selvom elektrolyttilskud efter fysisk anstrengelse kan være nyttigt, afslører undersøgelsen, at tilføjede elektrolytter forud for intens svedtendens kan opveje elektrolyttab i det bløde væv, hvilket fører til bedre sundhed og ydeevne.
Mange heste kan ikke lide smagen af elektrolyt-suppleret vand, men de kan tilpasse sig det, tilføjer Lindinger. Ved langsomt at introducere elektrolytter i lave doser og opbygge over tid – uden for højintensive træningsperioder – kan heste lære at drikke opløsningerne før træning og rejser.
Studiet, “Preloading large volume oral electrolytes: tracing fluid and ion fluxes in horses during rest, exercise and recovery,” blev publiseret i the Journal of Physiology i august 2021.
Kilde: The Horse
Er hesten sur under opsadling? Det er ikke normal adfærd
“Jeg har observeret, at ryttere ofte antager, at dårlig opførsel under opsadling er normalt for heste, men jeg har erfaret, at sur og gnaven adfærd ofte forsvinder efter vellykket behandling af muskel- og skeletsmerter,” fortalte Sue Dyson, VetMB, PhD, Storbritannien, til kolleger ved 2021 American Association of Equine Practitioners Convention, afholdt 4.-8. december i Tennessee, USA.
Under sin præsentation, “Sådan genkender man tegn på unormal adfærd under opsadling og opstigning – og forståelse for den potentielle kliniske betydning”, fortalte Dyson, at observationer ifbm. Med opsadling kan give dyrlæger en chance for at genkende adfærd, der kan afsløre behov for sadeltilpasning, halthed eller andre sundhedsrelaterede problemer, der skal og bør løses.
Ubehag ved gjorden kan skyldes mavesår eller andre lidelser
Som et eksempel nævnte Dyson en undersøgelse ved University of California med 37 heste der led af gjord-ubehag (gjordkrampe). Inden for denne gruppe identificerede forskere efterfølgende et dusin heste med mavesår. Da de blev behandlet for lidelsen, forsvandt den ’dårlige’ opførsel hurtigt. Og måske mere sigende, så blev næsten alle hestene i undersøgelsen diagnosticeret med en eller anden form for fysisk lidelse.
’Gnaven eller sur’ er ikke normalt, forsikrede Dyson sit publikum. Alligevel bliver ejere og ryttere ofte vant til de signaler, heste bruger for at vise deres ubehag og angst. De er mere tilbøjelige til at søge dyrlægehjælp, når heste bliver virkelig aggressive – såsom at bide eller sparke – mens de ignorerer de mere subtile tegn.
Dyson beskrev normal adfærd under opsadling og opstigning som følger:
- Engageret ansigtsudtryk
- Afslappet, stille opførsel
- Ingen tegn på nervøstiet eller angst
- Ingen unormale kropsstillinger og ingen uro eller bevægelser, der tyder på smerte.
Undersøgelse af 200 heste
I 2020 gennemførte Dyson en undersøgelse, hvor hun og hendes hold observerede næsten 200 heste, mens de blev sadlet op og derefter fik rytter på og blev redet. Ryttere udfyldte først et spørgeskema for at registrere typisk adfærd, mens hesten blev observeret uden nogen indgriben. Alle hestene var arbejdsvillige og behagelige at ride ifølge rytterne. En tredjedel af rytterne svarede dog “ja” til spørgsmål, der identificerede besværlig adfærd under opsadling og opstigning.
En forsker observerede derefter, mens rytteren nærmede sig hesten med udstyr, placerede sadlen, spændte gjorden, lagde trense på og satte sig op. Observatøren holdt øje med ændringer i hestens ansigtsudtryk og unormal adfærd, såsom:
- Modvilje mod at åbne munden for biddet
- Hæve eller sænke hovedet for at undgå biddet
- Løft af hovedet over normal hvileposition på et hvilket som helst tidspunkt
- Sænke hovedet under normal hvileposition på ethvert tidspunkt
- Hoved-kastning
- Forsøg på at undgå stramning af næsebånd
- Skære tænder
- Gabe
- Lægge ører ned
- Næse-gnidning
- Slikke med tungen
- Slå med halen
- Stirrer opmærksomt
- Rulle med øjnene (viser det hvide i øjnene)
- Drejning af hovedet mod gjord og sadel
- Bide
- Sparke
- Skrabe
66% af hestene ændrede adfærd
Det er væsentligt, at observatøren identificerede ændringer i adfærd og opførsel hos 66 % af hestene, og at adfærden varede i mindst 25 % og op til 50 % af opsadlings-tiden.
Hestene fra universitetets rideprogram var statistisk mere tilbøjelige til at have højere frekvenser af unormal adfærd under opsadling, bemærkede Dyson. Og det bekymrede hende. 12% af hestene i undersøgelsen, var skoleheste. “Og elever i ridesporten, der oplever denne adfærd kan derfor lære at tro, at det er normalt,” sagde hun.
Dårlig sadeltilpasning fremprovokerede også unormal adfærdsscore. 78 % af sadlerne kunne antages at have indflydelse på hestens præstationsevne
Ryttere skal oplyses
Dyson sagde, at det er vigtigt for dyrlæger at observere heste i hvile – før de sadles op – for at bestemme normal kropsholdning og adfærd. Hun foreslog også at bruge en tjekliste til at registrere adfærd, da adfærd sker hurtigt under opsadling og opstigning.
At oplyse rytterne, og dem der håndtere hestene, er også afgørende, sagde Dyson. Deltagerne i undersøgelsen lærte ihvertfald, at mærkelig, aggressiv eller stereotyp adfærd er tegn på stress, angst og smerte. En sur og gnaven hest, er næsten altid en hest, der har brug for dyrlægehjælp.
Kilde: The Horse