En firbenet Hollywood-stjerne er død af komplikationer fra kolik. Popcorn Deelites var en af mange heste, der portrætterede den berømte Seabiscuit i den Oscar-nominerede film fra 2003. Han døde i en alder af 24 år efter at have været pensioneret på Old Friends Thoroughbred Farms siden 2005.
Old Friends annoncerede Popcorns bortgang i en pressemeddelelse og via sociale medier torsdag i sidste uge. Popcorn, eller Pops, som han blev kendt hos Old Friends, havde en beskeden løbskarriere, før han blev filmstjerne i rollen som Seabiscuit over for Tobey Maguire. Han fortsatte sin karriere efter filmen, og det blev til 58 løb med 11 sejre og en samlet karriereindtjening på $56.880 (omkring 373.000 kr)
Scene fra ‘Seabiscuit’ der gengiver matchløbet mellem Seabiscuit og War Admiral
Pops optrådte i flere nøglescener i Seabiscuit, inklusive det store løb mod Triple Crown-vinderen War Admiral. Hall of Fame-jockeyen Gary Stevens, der spillede den legendariske rytter George Woolf i filmen, havde kun venlige ord til sin tidligere medstjerne.
“Han var min go-to guy i alle de store scener,” sagde han i en udtalelse fra Old Friends. “Han vandt ikke kun rigtige løb i virkeligheden, han vandt også det berømte storløb som Seabiscuit. Han var venlig, hurtig og en god ven, der levede sit liv på Old Friends på folden ved siden af min anden kammerat, Silver Charm. “
“Pops Hollywood-historie gjorde ham selvfølgelig til en enorm fanfavorit,” sagde Old Friends’ Michael Blowen. “Men det, der virkelig vandt folk over, var hans varme personlighed og venlige opførsel. Fans forgudede ham, og han forgudede fansene. Han vil blive meget savnet her på gården.”
Så du med søndag aften, da TV2 sendte første afsnit i miniserien om Margrete den første? Trine Dyrholm spiller titelrollen som fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder, som var Margretes korrekte titel.
I dramaet indgår masser af heste, og netop disse dyr var ved at få skuespilleren til at sige nej til at medvirke i projektet.
Trine er nemlig langt fra begejstret for heste. Det fortæller hun i et interview på TV2. Faktisk har angsten været så dominerende, at hun indtil nu ellers har nægtet at medvirke i produktioner, hvor hun skulle sætte sig i sadlen.
“Jeg var nok overvældet af de kræfter, der er til stede i sådan et dyr. Egentlig har jeg altid været fascineret af heste, som, jeg synes, er meget smukke. Så det var ikke, fordi jeg ikke ønskede det. Men jeg havde aldrig redet før, og det var helt nyt for mig.”
Tøjlede angsten
Heldigvis besluttede Trine sig for at udfordre sin frygt – ifølge TV2 modtog hun rideundervisning og fik masser af støtte fra filmens instruktør Charlotte Sieling, der selv er rytter.
“Jeg fik den fineste hest, og vi havde nogle meget dygtige folk dernede til at hjælpe til. Så alt var godt. Og heldigvis kan man jo snyde lidt indimellem, hvis der er brug for det…
Jeg bliver aldrig den store rytter. Men jeg synes, at jeg fik kureret min angst for heste.”
Zappede du forbi DR2 søndag formiddag, så kunne du nyde flere timer i selskab med smukke heste, imponerende landskaber og forskellige kulturer.
Den canadiske antropolog og dokumentarfilmproducent Niobe Thompson rejste i 2018 rundt i verden for at blive klogere på hestens oprindelse – og det kom der “Equus” ud af.
DR beskriver filmen med følgende ord:
Der er ikke noget andet dyr, der har betydet så meget for menneskene. De er større, stærkere og hurtigere end os – og fra det øjeblik vi satte os op på disse storslåede dyr, var vores verden formet af hestekræfter. Den canadiske antroplog Niobe Thompson tager os med på en tur verden rundt og tilbage i tiden for at se på hestens historie. Hvad er det, der gør heste og mennesker så gode sammen?
Hesten ændrede alt. Men hvordan opstod båndet mellem os? Den canadiske antroplog Niobe Thompson vil undersøge, hvordan vores forfædre opdagede, at hestene kunne blive vores venner. Han vil rejse tilbage i tiden til de første ryttere – og se, hvor meget vi står i gæld til deres ukendte kultur. Hvordan fandt et menneske på at sætte sig op på en hest? Og hvem var de første mennesker, der red på heste?
Heste og mennesker har været på en lang rejse sammen. Men det vilde dyr, som vi tæmmede for længe siden, er nu blevet til over 400 vidt forskellige racer. Den canadiske antropolog Niobe Thompson dykker ned i hestenes historie. Han ser tilbage på menneskenes forhold til heste. Hvordan vi har formet hestene – og hvordan de har formet os.
Tails of Iceland havde premiere i 2019 og kan lejes flere steder på nettet. Filmens omdrejningspunkt er den lille hårdføre islandske hest og dens forbindelse til menneskerne på øen. Men hvad er tankerne bag en sådan dokumentar, og hvilken historie er det instruktør og producent April Anderson (leder af produktionsselskabet Art As Air) gerne vil fortælle? Det sætter hun ord på i interviewet fra Horses of Iceland nedenfor, hvor du også kan se en trailer.
Vi begyndte vores Tails of Iceland-rejse med det formål at udforske og filme de forskellige og varierede forhold mellem det islandske folk og deres usædvanlige heste. Det handler om kulturen og sammenhængen, og de tusindvis af historier der er blomstret i de hundreder af år, siden hestene blev bragt til denne voldsomme og storslåede ø. Vores mål var at fange nogle af fortællingerne og meget af historien, men endnu vigtigere, at illustrere, hvor dybt dette unikke slægtskab går.
Et mytologisk landskab
Island – bare det at sige navnet på dette lille land, bringer tankerne hen på billeder af voldsomme vikinger, barskt klima, vulkanudbrud og masser af… is. Det er dog et lidt unøjagtigt billede, for en del af landet er dækket af grønt mos en god del af året. Men hvis du tilføjer romantikken og mysteriet fra nordisk og keltisk mytologi til denne cocktail, så har du opskriften på drømmenes eventyrdestination – med et afvekslende og fascinerende landskab.
Tails of Iceland. Sceendump.
Et fyrtårn af håb
Så er der folket i Island. I øjeblikket tæller de omkring 350.000, og de er en hårdfør befolkning, der har skabt en unik kultur gennem århundreders sameksistens med øens uforudsigelige natur. I en tid med uro og eskalering af menneskets umenneskelighed over for mennesket, skinner dette land og dets folk som et fyrtårn af håb, der repræsenterer en enklere samfundskonstruktion af accept, hårdt arbejde, fællesskab og selvforsynende overlevelse.
Forbindelsen mellem hest og menneske
Ved siden af landets tobenede beboere står hestene. Der bor omkring 100.000 heste i Island. Der er lige så mange flere, der er blevet eksporteret eller opdrættet i udlandet, og som ifølge loven aldrig kan vende tilbage til øen, når de først er rejst. Den effektive måde hvorpå at blokere alle former for sygdomme, gør den islandske hest til en af de sundeste og reneste racer i verden. Men det er deres personligheder, der er en stor faktor i deres unikke væsen.
For tusind år siden, da disse heste først blev bragt til Island fra Skotland, Irland, Mongoliet eller Norge, afhængigt af hvem du taler med, blev de udpeget som arbejdsdyr, for at gøre livet mere beboeligt for tidlige nybyggere. I moderne tid er meget af fokus flyttet fra byrdedyret til at omfatte ledsager-, konkurrence- og venskabsaspekterne. Karakteren af forbindelsen mellem disse robuste dyr og deres mennesker stikker dybt, da de sammen står over for elementerne og udfordringerne i livet på Island.
Filmen er en hjertesag
Filmen, Tails of Iceland, begyndte (og forbliver) som et kærligheds-arbejde. At udforske nogle af de moderne historier og historien om den fantastiske islandske hest, som fortalt af dem, der elsker dem, blev hurtigt en passion for alle involverede. For os, der ikke er indfødte islændinge, var det, som om vi faldt ind i en fantasiverden, da historierne og oplevelserne åbnede sig for os som en ekstraordinær eksotisk blomst.Og ved at se deres land og heste gennem vores øjne fik de islandske producenter et friskt syn og en ny forståelse af, hvad det er, de har…
Filmen havde premiere i Reykjavík i marts 2019 og har vundet flere priser. Du kan leje eller købe filmen på Vimeo eller på Amazon
Endnu en film om en væddeløbshest tænker du måske, og ja, det er en film om væddeløbshest, men det er også meget mere end det Det er historien om en kvindes ambition om at avle og træne en hest i sin hjemby.
Golden Globe og Emmy-vinder Toni Colette spiller kvinden Jan Vokes, der føler, at hun mangler noget i sit liv efter, at børnene er rejst hjemmefra. Da hun overhører Howard Davies (Damien Lewis) fortælle om hans erfaringer med et syndikat for en væddeløbshest, får hun blod på tanden.
En utrolig ide der samler landsbyen
Jan får overtalt sine naboer og venner til at investere i hendes højtflyvende ide, og de skaber et syndikat, der senere skal resultere i hesten ’Dream Alliance’ (f. 2001). Gruppen har stort set ingen erfaring i forhold til hestesporten, men de har hjertet med, og imod alle odds viser Dream sig at være en hest, der kan matche de milliondyre fuldblodsheste på banen.
Dream er ikke kun folkets Champion, han formår også at ændre livet for beboerne i den lille landsby, og han er et levende bevis på at drømme er mulige, hvis man bare har mod til at følge dem.
Dream Horse kan lejes eller købes på diverse streamingtjenester (bl.a. Viaplay), og filmen er vurderet til 6,9 på IMDB.
Når Chris Hemsworth svinger hammeren som Thor i Marvel-filmene, så er det svært at tro, at den australske skuespiller i sin fritid er en vaskeægte pony-far, med alt det der hører til. Men ikke desto mindre er det virkeligheden, og i en video som hans kone Elsa Pataky har delt på instagram i juli, arbejder filmestjernen hårdt for at få sin datters ponys flettet efter bedste evne.
På et tidspunkt spørger han sågar, om datteren er imponeret over hans færdigheder, men hvad svaret er til det, må blive i det uvisse.
Både Elsa Patasky og flere af parrets børn er meget glade for heste og ridesport, ligesom Chris Hemsworth selv kan ses til hest i hjemlandet Australien.
I dokumentaren Daryl Jacob: Being a Jockey fra Sporting Life kan du komme helt tæt på en af Storbritanniens succesfulde jockeyer – nemlig irske Daryl Jacob (f. 1983), der har vundet nogle af de største løb i galopsporten – herunder The Grand National i 2012. Dokumentaren, der er set næsten 200.000 gange på Youtube, fortæller om Jacobs interesse for heste, hvordan han blev jockey ved lidt af et tilfælde og derefter opnåede stor succes i sporten.
Daryl Jacob fra dokumentaren: Daryl Jacobs: Being a Jockey. Sporting Life
Vægttab og venskab Det at være jockey er et job og en passion, der har mange sider. En ting er jockeyens evige fokus på sin vægt, hvert kilo tæller, og der tages mange midler i brug for at holde sin idealvægt. En anden ting er den drøm, man konstant jagter – drømmen om den ene gode hest, den ene hest, der kan tage dig hele vejen til toppen. Med Jacobs egne ord – så jagter du bare din drøm, hver gang du rider et løb. Derfor er sejrene så vigtige og nedturene næsten knusende.
I dokumentaren fortæller Jacobs åbent om begge dele. Han fortæller også om det særlige forhold jockeyerne imellem, de er alle venner, der passer på hinanden, men de er også indædte konkurrenter. Det handler altid om at få den bedste hest – og om at komme først!
Daryl Jacob har været ude for flere alvorlige uheld i sporten. fra Daryl Jacob: Being a Jockey. Sporting Life
Med livet som indsats Galopsporten og herunder steeplechase er en af verdens farligste sportsgrene – og måske en af de ældste ekstremsporte. Jacobs har som alle andre jockeyer, der har redet i flere år, haft sin andel af alvorlige skader. Med brækkede knogler og en smadret albue, er det utroligt, at han stadig sætter sig i sadlen gang på gang, velvidende om at det kan koste ham livet, som det kostede en hans bedste venner livet.
“Det første, du tænker, er, hvornår kan jeg komme tilbage i sadlen. Desto længere du er væk, desto større chance er der for, at dine heste bliver redet i løb af andre jockeyer,” forklarer Jacob helt nøgtern, og i dokumentaren ser man ham ride et løb, få timer efter han har været ude for et alvorligt styrt og må humpe fra banen.
”Der er en hest i dit hus!” Sådan siger den unge Cole, da han flytter ind til sin far i Philadelphia og står ansigt til ansigt med faderens firbenede ven Chuck. Den nye Netflix film Concrete Cowboy (beton cowboy) med Idris Elba er baseret på bogen Ghetto Cowboy og tager udgangspunkt i urban ridning og hestehold blandt fattige afroamerikanere i storbyen Philadelphia.
Narko og hestemøg Helt basalt så handler filmen om den unge Cole (Caleb McLaughlin – kendt fra Stranger Things), der efter flere problemer med skolen flytter ind hos sin fraværende far, Harp, i Philadelphia. Harp, spillet af Idris Elba, er cowboy, hesteejer og medlem af det der hedder Fletcher Street Stable. I Philadelphia begynder Cole at leve et dobbeltliv. Om natten handler han med stoffer, og om dagen lærer han alt om at passe heste – og at blive cowboy som sin far. Efterhånden som Cole forelsker sig mere og mere i hestene og især i hesten Boo, bliver det svære og svære for ham at navigere mellem de to liv.
Idris Elba som Harp. Screendump fra Netflix.
Nogle gange sulter jeg, så min hest kan spise Selv om filmen er sat i et miljø, der er langt væk fra det, vi kender i Danmark, så er der alligevel nogle ting, som alle i hesteverden kan nikke genkendende til. Blandt andet da Cole skal balancere en trillebør fuld af hestemøg op ad en smal rampe i containeren, eller da han spørger en af de andre i stalden, hvad det koster at have en hest, og svaret er: ”Alt hvad du har. Nogle gange sulter jeg, så min hest kan spise.” Ja, sådan er det at elske sin hest, uanset hvor i verden man befinder sig.
Man kan da ikke have heste i byen Problematikken med at have heste inde i storbyen, og nærmere betegnet i den fattige del af byen, bliver også berørt i filmen, hvor en dyreværnsorganisation tropper op og tager hestene med. Filmen prøver ikke på nogen måde at forherlige det vanskelige i at holde heste inde midt i en by med begrænset plads og sammentømrede stalde, men fokus er på forholdet mellem mennesker og heste, om hvordan folk, der har så lidt, kan få så meget ud af omgangen med heste. At ride på en hest, at passe på en hest, at elske en hest – tre ting som både giver stolthed, tilhørsforhold og ro i en til tider kaotisk tilværelse. Hestene er et lys i mørket for de unge mennesker, der kæmper for at skabe en fremtid for dem selv.
Er det hele ren fiktion eller hvad? Nej, det er ikke ren fiktion. Der findes by-cowboys, de har heste midt inde i byen, og de bruger hestene til især at hjælpe unge mennesker væk fra gaden og det kriminelle miljø. De urbane ryttere i filmen kommer fra Fletcher Street Urban Riding Club, og de er en del af en hundredårig lang tradition omkring by-heste i det afroamerikanske fællesskab i Philadelphia. Der er også andre heste-communities uden for Philadelphia – som Horses in the Hood i Los Angeles, The Federation of Black Cowboys i Queens og ikke mindst Kensington Stables i Brooklyn.
Caleb McLaughlin som Cole. Screendump fra Netflix.
Et fællesskab om heste og børn Førhen var Fletcher Street rytterne en del af en stor urban hestekultur, der kan føres tilbage til 1940’erne, med mere end 50 stalde i Philadelphia. Desværre har arbejdsløshed, narkoproblemer og manglende jord, gjort det svært for foreningen at fortsætte. I 2008 blev det stykke jord, som foreningen gjorde brug af til hestene, inddraget i forhold til udstykning, og det betød, at medlemmerne fik store problemer med at finde plads til deres heste, og medlemstallet faldt drastisk. I 2014 fik Fletcher Street Urban Riding Club et nyt stykke jord, der kunne sikre mændenes store indsats med at få de unge mennesker væk fra gaden.
Hestene giver drengene stabilitet i livet Mange af drengene der benytter sig af Fletcher Street har ofte meget lidt støtte og hjælp i deres liv, og mændene fra Fletcher Street har taget det på sig at skabe et positivt miljø og en form for stabilitet for de unge mennesker. Fletcher Street er fast besluttet på at bevare sin arv, børn og heste, står der blandt andet på foreningens hjemmeside.
Og selv om Concrete Cowboy er en fiktiv historie, er mange af de ægte Fletcher Street ryttere selv med i filmen – det drejer sig om Jamil Prattis, Ivannah Mercedes, Albert C Lynch Jr og Mihcal Upshur. De afsluttende krediteringsscener er dedikeret til dem, så de kan fortælle deres historie, og hvor vigtigt fællesskabet og kulturen er.
I Darhat dalen i det nordlige Mongoliet forsvinder nomadernes heste. Hestetyve stjæler stammernes værdifulde heste og sælger dem for få rubler til russiske slagterier. Det vil Shukhert, en af Darhats ryttere, ikke finde sig i. Han sætter ud på en ubarmhjertig færd, hvor han følger tyvene gennem Mongoliet og hele vejen til den sibiriske grænse.
I 10 år har den franske instruktør og etnograf Hamid Sardar dokumenteret de sidste mongolske nomaders liv og kultur, og han bliver inviteret med på Shukherts rejse. Mellem stammernes indbyrdes rivalisering, smuglere og guldgravere finder Hamid ud, af hvad hestetyveri i Mongoliet betyder i dag. Med hans smukke billeder og sans for fortælling, tager Hamid seerne med på en bjergtagende og barsk rejse, hvor sikkerhed og retfærdighed bliver presset til det yderste.
VIMFF Grand Prize Le Cavalier mongol blev med dens fantastiske naturscener og unikke skildring af en hestekultur, der synger på sidste vers, udtaget til Vancouver International Mountain Film Festival (februar 2021), og her vandt dokumentaren Festivalens Store Pris (VIMFF Grand Prize).
Hele filmen kan ses nedenfor – men er dog med på fransk uden mulighed for undertekster.
Om filmen Instruktør: Hamid Sardar Oprindelse: Frankrig Varighed: 75 minutter
Selv om man er filmstjerne, popstjerne, berømt og måske også en anelse berygtet, så kan en blød hestemule stadig være det bedste i hele verden.
34-årige Lady Gaga lægger ikke skjul på, at hendes hjerte banker ekstra hårdt for heste, og hun deler gerne sin kærlighed for de firbenede varmblodssdyr på de sociale medier.
Især blev araber-hesten Arabella ofte afbilledet på Instagram, hvor fans har kunnet følge med fra dagen, hvor Arabella blev Lady Gagas.
I december 2015 nævnte “A Star Is Born”-skuespilleren første gang den hvide hoppe.
“I dag blev der leveret en hvid engel sendt fra himlen… Jeg vil ride og passe på hende og elske hende for evigt. Jeg blev så overrasket.”
I 2019 blev idyllen dog brudt på brutal vis. I løbet af showet “Critic’s Choice Award”, hvor Gaga vandt i kategorierne bedste kvindelige skuespiller og bedste sang, indløb der også triste nyheder.
Arabella var blevet alvorligt syg, hvilket betød, at Gaga droppede alle festligheder efter showet, så hun i stedet kunne være ved sin hests side.
“Jeg er så beæret og føler mig så velsignet over at have vundet priserne i aften. Men samtidig er jeg trist, fordi jeg fandt ud af, at min engel af en hest, Arabella, er ved at dø. Jeg skynder mig hjem til hende nu for at sige farvel”, skrev den succesfulde sangskriver.
Filmen Jockey havde premiere den 31. januar 2021 på Sundance Film Festivalen i Utah, USA. I hovedrollen som den aldrende jockey ses Clifton Collins Jr, mens Molly Parker er den rolige og kompetente hestetræner, og Moises Arias spiller Collins søn. Filmen er instrueret af Clint Bentley.
En mand og hans passion Der er lavet mange film om hestevæddeløb, og nogle af de største som Seabiscuit, Secretariat og Den sorte hingst giver et billede af sportens historie og den passion, der driver både avler, ejere, trænere og jockeyer i en sport, hvor en hov sat forkert kan ende fatalt. Jockey er en anden slags film. Dens fokus ligger på Collins figur. Jockeyen der ved, at han står ved enden af sin karriere, men ikke ved hvordan han skal håndtere det. Håbet er at vinde en sidste titel for hans træner (Parker) med en hest, der helt klart har champion-potentiale. Passionen for sporten kontra det faktum at hans krop er slidt helt ned – og tydeligvis siger fra – er det det store dilemma som jockeyen skal forholde sig til. Tingene kompliceres yderligere, da den unge rytter (Arias) dukker op og påstår, at han er Collins søn.
Professionelle jockeyer deler deres historier Filmen tager seerne med langt væk fra galopsportens glitter og glamour. Jockeylivet er hårdt, og det er ubarmhjertigt. Det er et forsøg på at holde sin vægt nede på et minimum samtidig med at rytteren skal yde maximalt, hver gang han er på banen. Det er knoglebrud og seneskader fra uheld og fald med heste, og det er det enorme slid, der følger med, når man vælger et professionelt liv inden for hestesporten. En særlig scene fra filmen stiller skarpt på dette, da Collins er med i en støttegruppe for jockeyer. Her er professionelle jockeyer blandet med skuespillerne, og deler ud af deres meget virkelige skader og udfordringer i årenes løb.
Naturbilleder skaber filmens tone Jockey er filmet i Arizona, og de mange flotte naturoptagelser er med til at sætte en særlig stemning og tone i filmen. På samme måde som man kan se i The Rider, hvor hovedpersonen må erkende, at han ikke kan blive ved med at ride efter et uheld. Efter filmen blev vist på Sundance, har Clifton Collins Jr. modtaget stor ros for sin rolle, og Jockey er lige nu vurderet til 7,4 på Imdb.
Nogle gange er heste i film og litteratur lige så berømte som menneskerne. Sådan er det i hvert fald med Shadowfax (Skyggefaxe på dansk) fra J.R.R Tolkiens triologi om Ringenes Herre. Hvor bøgerne var elsket af fantasy fans fra hele verden i mange år, skød filmatiseringen, med Peter Jackson i spidsen, sig ind som en af de mest populære filmserier i nyere tid. Det bragte de allerede kendte og elskede figurer ud til et verdensomspændende publikum, og Shadowfax med hans rene og modige hjerte var en af de allermest populære.
En hest ud af et eventyr Shadowfax er en af de mest mindeværdige ikke-menneskelige figurer Ringenes Herre. Hesten er synonym med troldmanden Gandalf, fortaler for alt det gode i verden, og sammen tilbagelægger de store afstande i Midgård – hurtigere end det ville være en almindelig hest muligt. Shadowfax har været Gandalfs ven igennem mange farer, og de to har nærmest en telepatisk forbindelse. Troldmanden er den eneste, der nogensinde har fået lov at ride hesten, og beskriver ham som The Lord of all Horses. Modig, udholdende og hurtig som vinden. Om dagen glitrer hans pels som sølv, og om natten er det som en skygge, så han kan bevæge sig uset i mørke (deraf navnet).
Sådan blev Shadowfax portrætteret i filmene
Den svære rolle at spille en magisk hest Det er altid en udfordring at finde, træne og filme heste til store spillefilm. Ringenes Herre var ikke nogen undtagelse. Og det krævede naturligvis helt særlige heste til at udfylde rollen som Shadowfax. Til filmatiseringen af trilogien var der to hvide heste med på settet – Blanca og Demiro.
”Demiro var den primære Shadowfax – og en diva, han så fantastisk ud, og vidste det selv. Han var trænet til at indtage en position og blive der. Når Demiro løste opgaven, gjorde han det fantastisk, og når han ikke kunne løse opgaven, blev han sendt tilbage til stalden, og Blanca blev bragt på banen. Så kom skuddet i kassen,” fortæller Ian Mckellen, der spillede Gandalf i filmene.
Hestene var trænet af Don Reynolds, der arbejdede med frihedsdressur, og lærte hestene at håndtere de specifikke opgaver, der hørte med til jobbet som Shadowfax i et middelalderunivers med magi og mange forskellige skabninger. Det var naturligvis ikke altid uden udfordringer, som det kan ses i dokumentaren nedenfor.
Viggo og Ureaus Der var selvfølgelig mange flere heste end Shadowfax i filmene, der udspiller sig i et imponerende middelalderunivers, og dokumentaren fortæller også, om træningen af hestene og forholdet mellem skuespillerne og deres heste. Her sætter blandt andet Viggo Mortensen (Aragorn) og Orlando Bloom (Legolas) ord på deres hestes personligheder, og det fascinerende ved at arbejde med dyrene og opbygge et forhold til dem. Især Viggo Mortensen fik et særligt forhold til sin hest Ureaus, som han brugte mange timer med hver eneste dag.
”Jeg fik en masse venner i New Zealand, men han er uden tvivl min bedste ven,” sagde den dansk/amerikanske skuespiller efterfølgende om Ureaus. Han købte hesten, da produktionen var overstået, og havde den til dens død i 2015.
Spændende dokumentar om hestene der spillede med i Ringenes Herre.
