Skip to main content

Tag: Krisetid

OL er officielt udskudt

Fælles pressemeddelelse mellem DIF og Team Danmark

IOC har taget tilløb til en OL-udskydelse over de seneste dage, og nu kom den endelig. OL, som skulle have været afviklet fra den 24. juli-9. august 2020, er udskudt til 2021. Den endelige dato er endnu ikke fastsat, men i en pressemeddelelse fra IOC står der, at OL er blevet ”rescheduled to a date beyond 2020 but not later than summer 2021.”

Beslutningen om en OL-udskydelse har DIF og flere andre nationale olympiske komitéer allerede foreslået IOC, så derfor er der tilfredshed med afgørelsen:

– Som vi har sagt i nogle dage, så vi ingen anden mulighed end at udskyde OL. Derfor er vi tilfredse med beslutningen, hvis ellers man kan tale om tilfredshed i denne vanskelige tid, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité. Han fortsætter:

– Nu har vi den udskydelse, som vi håbede på og kan derfor sammen med Team Danmark, de internationale og nationale forbundene og atleterne trække i arbejdstøjet. Der er masser af svære spørgsmål at tage fat på som fx, hvad udskydelsen betyder for atleternes kvalifikationer, for vores økonomi, ja, for hele den danske OL-deltagelse. Svarene har vi ikke endnu, men nu er der endelig en form for ro til at arbejde med udskydelsen.

Også I Team Danmark der tilfredshed med afgørelsen, selvom der nu ligger en svær tid og venter:

– Hvis man ser på OL-udskydelsen, så kan det umiddelbart se let nok ud. For vi holder jo ’bare’ den samme begivenhed det samme sted et års tid senere. Sådan er det desværre ikke. Eksempelvis kan vi ikke bruge de samme penge to gange. Mange af vores midler fra vores kommercielle partnere er allerede brugt på direkte støtte til atleterne, træningslejre og forberedelse. Nu skal atleterne til at forberede sig til OL i endnu et års tid, og det kræver ressourcer. Derfor er det økonomiske område et af dem, som vi først kaster os over, og det er selvsagt ikke nemt i en krisetid, siger Lone Hansen, adm. direktør for Team Danmark og tilføjer:

– Vi har et stort ansvar for at passe godt på vores atleter lige nu. De er naturligvis frustrerede over deres situation, hvor alt lige nu er vent på hovedet, og alle planer skal gentænkes. Her venter et kæmpe arbejde i de kommende uger og måneder, siger hun.

Med udskydelsen af OL forventes det også, at de Paralympiske Lege udskydes tilsvarende, men der er i skrivende stund ikke kommet en officiel udmelding.

Mere om corona og ridesporten:

Flere lande vil have udsat OL

Søndag aften udsendte IOC en pressemeddelelse, hvor de gjorde det klart, at en aflysning af OL i Tokyo ikke er en mulighed – dog kan der blive tale om at rykke den store sportsbegivenhed på grund af coronavirussen. Komitéen har givet sig selv fire uger til at beslutte, hvad der skal ske med OL.

– Menneskeliv vil altid være vigtigere end alt andet, inklusive afholdelse af legene. IOC ønsker at være en del af løsningen, lød det fra præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, til atleterne, men understregede samtidig:

– Aflysning er ikke på dagsordenen.

 Opbakning til udsættelse
Canada og Australien har meldt ud, at de ikke sender nogle atleter, hvis OL bliver gennemført som planlagt.

– Legene kan ikke blive afholdt i juli – det er klart. Vores atleter har haft en positiv attitude i forhold til træning og forberedelse, men usikkerheden har været en udfordring for dem, lyder det fra Ian Chesterman, Australiens øverste chef for deltagelsen i Tokyo, ifølge CNN.

Canada er også klar i mælet:

– Der er ikke noget, der er vigtigere end sundheden og sikkerheden for vores atleter og for verdenssamfundet, lyder dette fra den canadiske olympiske komité.

Dansk Idrætsforbund bakker op om en udsættelse af begivenheden.

– Vi har stor respekt for, at IOC står i en kompliceret situtation, fordi OL er en stor ting, men vi har svært ved at se et OL for os med den nuværende situation. Derfor synes vi, at den rigtige løsning er en udsættelse, siger Morten Mølholm, direktør i DIF, til DR Sporten.

Danmark er bare ét af flere lande, der bifalder idéen om at udskyde OL. Samme mening har Norge, Spanien, Brasilien, England (Atletikforbundet), USA (Atletikforbundet), Serbien og Kroatien.

Sådan siger rytterne
Zibrasport Equest har tidligere talt med Daniel Bachmann Andersen og elitechef Kimi Nielsen om usikkerheden i forhold til OL. Nu er endnu et af de helt store stævner forud OL blevet aflyst. CHIO Rotterdam har netop meddelt, at årets stævner, der var planlagt til juni er annulleret.

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være, forklarede Kimi.

–  Det er en uvis situation – man står og træder vande. Jeg holder mig selv i form, og vi kører videre. Vi er så godt stillede som ryttere, at vi stadig godt kan træne. Vi tager alle forholdsregler i forhold til, at vi ikke er ret mange på samme tid på samme sted. Vi forsøger at dele os op. Når vi spiser, får vi portionsanrettet mad, og vi spiser i små grupper.
Vi følger alle de anvisninger og anbefalinger, der er kommet, fastslog Blue Hors-rytteren.

Også Danmarks pt. mest sikre dressur-kandidat til legene, Cathrine Dufour, italesatte OL på Instagram.

– Jeg er ret nervøs for om OL bliver aflyst, fordi alt bliver aflyst for tiden. Virussen ser ud til at buldre videre, men jeg krydser fingre for, at Tokyo bliver afholdt, men lad os se, hvad der sker.

Læs flere artikler om coronavirussen og ridesporten:

Politiet melder ud: Sådan må ridehallen bruges

Poltiet har meldt ud, at al indendørs sportsaktivitet er forbudt indtil slutningen af marts. Det har været årsag til megen tvivl i hesteverdenen, men nu melder politiet klart ud i forhold til brug af ridehaller.

Der er nemlig række undtagelser for ryttere og hestefolk, da loven om hestehold skal overholdes. Nedenstående spørgsmål og svar skulle gerne give klarhed:

Må en ridehal anvendes til rideundervisning?

Nej. Ridehallen må i den forbindelse anses for at være et sted, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter.

Må private opstaldere møde op og pleje deres heste, herunder motionere dem i en ridehal?

Man må gerne møde op og pleje sine heste, da enhver, der holder dyr, i henhold til dyreværnslovens regler skal sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

I lov om hold af heste præciseres det, at enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.

Motionering i ridehal:

I forhold til motioneringsdelen i en ridehal er der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst 2 timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås f.eks. ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal. Der må dog ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Må erhvervsdrivende rideskoler og stutterier mv. med ridehal benytte denne til motionering af heste?

Ja. Ejere og ansatte på rideskoler og stutterier må gerne motionere rideskolens eller stutteriets heste i ridehallen, idet der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst to timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås fx ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal.

Men der må ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Læs endnu mere om de nye regler, hvis du benytter kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud:

https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/til-dig-der-benytter-kulturinstitutioner-biblioteker-og-fritidstilbud

Ny melding fra DRF: Stop al indendørs klubaktivitet og al stævneaktivitet

Som følge af myndighedernes nyeste udmelding tirsdag aften kommer Dansk Ride Forbund nu med nedestående guidelines til rideklubberne i hele Danmark:

Tag hensyn og udvis ansvarlighed
I DRF’s anbefalinger til klubbernes håndtering af myndighedernes anbefalinger og påbud, er det umuligt at forholde os til alle eksempler på klubbernes forskellige sammensætninger og aktiviteter. Helt grundlæggende beder vi om, at alle tager hensyn og udviser ansvarlighed. Er man i tvivl om, hvorvidt man kan det ene eller det andet – så lad være.

Luk ned for alle indendørs aktiviteter i klubben
Efter aftenens udmelding fra myndighederne vurderer DRF desværre ikke længere, at det er forsvarligt at lade vores klubber afholde aktiviteter, der enten kan karakteriseres som indendørs sportsaktivitet (ridning i ridehus), eller hvor antallet af personer på et offentligt sted (i dette tilfælde i klubben) overstiger 10 personer. Derfor skal al indendørs aktivitet nu ophøre til og med 30. marts. Har klubben et ridehus, skal dette lukkes, da ridning i ridehus karakteriseres som indendørs idrætsaktivitet.

Vedr. udendørs aktiviteter
Myndighedernes udmelding tillader, i meget begrænset omfang, udendørs aktiviteter. Det vil således være muligt at gennemføre undervisning i yderst begrænset omfang (én eller få ryttere ad gangen) samt for privatryttere at motionere deres heste udendørs – f.eks. på bane eller i terræn. Det forudsætter dog grundig koordinering fra klubbens side, da det skal sikres at alle holder behørig afstand til hinanden samt at antallet, der opholder sig i klubben, ikke overstiger 10 personer. 

Stævner til og med 30. marts skal aflyses
Vi har tidligere meldt ud, at stævner til og med 26. marts skulle aflyses, og det gælder nu altså til og med 30. marts. Her gælder naturligvis samme udmelding som tidligere, at det vil være muligt for klubberne at søge om kompensation hos DRF, såfremt man har udgifter (f.eks. madvarer, leje af stævnebokse, strøelse, etc.) til de aflyste stævner, som ikke kan udskydes hos leverandøren. Læs mere her.

Lav pasningsordninger, der mindsker antallet af personer i klubben på én gang
I DRF er vi klar over, at det er umuligt at lave retningslinjer for pasningsordninger, som vil fungere for alle klubber. Derfor kommer vi her med en række forslag, som flere vil kunne benytte sig af, men kan man i de enkelte klubber finde på andre løsninger, der passer bedre til sammensætningen (heste og ryttere) i den pågældende klub, så er dette også en mulighed. Det vigtige er, at man i fællesskab i klubben finder en løsning, der resulterer i, at der er så få personer som muligt i klubben ad gangen – max 10 ad gangen. 

1. Har klubben fuldpas, er det en mulighed at overlade pasning (fodring, mugning, foldtid mv.) til staldpersonalet, hvis alle pensionærer ønsker dette

2. Hvad enten klubben har fuldpas eller selvpas kan man med fordel lave skemaer over, hvornår hver enkelt hesteejer/pensionær/rytter passer sin hest, således at I konstant begrænser antallet af personer, der opholder sig i klubben til 10 personer

3. Har klubben elevskole, skal elevhestene naturligvis passes, og det kan fortsat gøres af det faste personale, såfremt klubben har dette. Har klubben ikke fast personale, bør klubbens bestyrelse i fællesskab få udarbejdet arbejdsplaner herfor.

Sørg for at mindske smittespredning
Kriteriet for, at vi fortsat kan opholde os i klubberne, er, at vi fortsat gør alt, hvad vi kan, for at mindske smittespredning. Det indebærer følgende foranstaltninger fra klubbens side:

1. Sørg for ekstra rengøring af klubbens faciliteter – herunder afrensning af udstyr, håndtag og stalddøre flere gange dagligt

2. sprit af, sprit af, sprit af

3. Bed jeres medlemmer om at blive hjemme, hvis de er syge eller har været i kontakt med nogen, der er syge

4. sørg for, at der max opholder sig 10 personer i klubben ad gangen

Informér tydeligt omkring smitteforebyggelse
Det er helt essentielt, at jeres medlemmer også bidrager til at forebygge smittespredning, og derfor opfordrer DRF alle klubber til at opsætte og udsende informationsmateriale omkring, hvordan man undgår smitte. Herunder findes en række officielle infografikker fra Sundhedsstyrelsen i forskellige formater, som med fordel kan benyttes:

https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/forebyg-smitte

På trods aflyste stævner: OL-forberedelserne fortsætter

Efter DWB Five Star Dressage i Herning udtog landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolle holdet, der skulle repræsentere Danmark til Horses & Dreams meets Japan – 4-stjernede CDI-stævne i Hagen.

I sportsplanen 2020 fra Dansk Ride Forbund er stævnet i Hagen netop nævnt blandt sæsonens vigtige datoer og aktiviteter i forhold til OL, men mandag blev Horses & Dreams altså aflyst som en konsekvens af coronavirussen.

De udtagne ryttere: Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Anders Dahl, Daniel Bahmann Andersen og Anna Kasprzak får dermed ikke lov til at vise deres OL-form frem for landstræneren, men hvad får det aflyste stævne af konsekvenser for landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolles tilgang til udtagelsen af det endelig OL-hold?

OL-kval er hjemme
Dansk Ride Forbunds elitechef for elitedisciplinerne dressur, spring og military Kimi Nielsen er klar i mælet i forhold til det aflyste stævne:

– Vi er rigtige heldige, fordi de fleste af de ryttere, vi har i spil, har allerede deres personlige OL-kvalifikation i hus.
Det gælder også for vores springryttere. Det har vores militaryryttere også. Det er jo en luksus, vi har, for der er rigtig mange lande, der inden den 1. juni skulle ud at hente rytterenes personlige kvalifikation i hus.
Vi er rigtige heldige, at vi nåede at se dressurrytterne i Herning. Det gav et dejligt billede. Vores ryttere gjorde det fantastisk, for de viste, at Danmark ville kunne stille et super hold til OL, lyder det fra Kimi.

Truslen fra coronavirus og de mange rygter om at rykke OL, er dog ikke gået ride forbundets næse forbi. Men alle forsøger at holde fokus på, at begivenheden bliver afholdt.

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være, fastslår elitechefen.

Hun har tæt samarbejde med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Krasnik Trolle.

– Jeg talte med Helle om, at vi kan tage det stille og roligt, fordi rytternes kvalifikation er i orden, og vi så dem i Herning. Vi har nogen, vi gerne vil se igen, men vi har flere stævner forinden OL. Aachen kommer forhåbentlig også til at finde sted.
Løbet er på ingen måder kørt, og kommer der ikke flere stævner, så kan landstræneren jo tage rundt til de enkelte, fortæller hun.

Det er vigtigt, at rytterne selv formår at holde formen ved lige, selv om turneringssæsonen har taget en uventet drejning.

– Rytterne skal holde en formkurve. Vi havde en træningssamling i begyndelse af april, som vi er blevet nødt til at aflyse. Afhængig af alting, så håber vi at kunne holde den på en senere tidspunkt. Der er ikke noget, der ikke er til at løse.
Alle lande står i samme situation. Man vil gerne have hestene ud til de store stævner, men det bliver bare ens for alle, hvis det ikke er muligt, slutter Kimi Nielsen.

Store stævner aflyst
Dressurstævnet i Hagen er bare det seneste i en række af ridesportsbegivenheder, der er blevet aflyst som konsekvens af coronavirussen.

– Kasselmann-familien såvel som hele Horses & Dreams-teamet vil gerne benytte lejligheden til at takke alle dem, der så energisk har støttet forberedelserne og arbejdet hen imod Horses & Dreams med deres store engagement og lidenskab. Vi vil gerne takke alle partnere, sponsorer, udstillere og interesserede tilskuere for deres tillid og støtte, lyder det i pressemeddelelsen, hvor de annoncerede aflysningen.

Også World Cup-finalen i Las Vegas, der var datosat til 14. – 19. april er blandt de aflyste stævner.

 

DRF kommer med anbefaling til rideklubberne

I DRF bakker vi naturligvis op om de krav og anbefalinger, der kommer fra myndighederne, når det gælder forsøget på at inddæmme spredningen af Coronavirus.
På nuværende tidspunkt er det stadig DRFs anbefaling, at vores klubber kan gennemføre aktiviteter, såfremt niveauet begrænses, og der tages ekstra forholdsregler. Vi er samtidig meget bevidste om, at mange klubber er meget berørte af den nuværende situation, og at det kan være svært at vurdere, hvordan klubben skal agere. Derfor har vi formuleret følgende forslag til, hvordan man som rideklub kan bære sig ad.
 
– Begræns elevholdene til max 5 ekvipager – og fordel holdene ud over hele dagen

– Sadl evt. op og af i boksen

– Begræns tilskuere – vi anbefaler max. én pårørende pr. rytter

– Gør brug af udendørsfaciliteterne i det omfang, det er muligt (tilbyd evt. rideture i terrænet i stedet for undervisning i ridehus)

– Aflys prøvetimer i den kommende periode

– Sprit af, sprit af, sprit af

– Sørg for ekstra rengøring af klubbens faciliteter – herunder afrensning af udstyr, håndtag og stalddøre flere gange dagligt

– Luk rytterstuen

– Minimér tiden i rideklubben så meget som muligt. Vores heste skal naturligvis passes, men vi anbefaler, at man udelukkende gør dette og derefter forlader klubben igen. Alt unødigt ophold i klubberne frarådes altså

– Indfør evt. turnusordning for, i hvilke tidsrum man som privatrytter/opstalder må opholde sig i klubben

Hold medlemmerne informerede
Udover ovenstående tiltag opfordrer vi vores klubber til løbende at informere medlemmerne om klubbens tiltag, således at medlemmerne kan bidrage bedst muligt. Her kan klubbens Facebook-side være en oplagt kanal til denne slags kommunikation.

Kontakt til DRFs administration
For i videst muligt omfang at kunne begrænse smittespredning, arbejder administrationens medarbejdere pt. hjemmefra. I kan dog stadig komme i kontakt med os, som I plejer, så savner I information på hjemmesiden, eller har I brug for anden hjælp, er I naturligvis velkomne til at kontakte os på mail eller telefon som vanligt.

Hold øje med www.rideforbund.dk og DRF på Facebook
Vi vil løbende dele relevante informationer og nyheder på rideforbund.dk samt på Facebook, og vi opfordrer klubberne til at holde sig orienterede her.

//Pressemeddelelse//

Coronavirus og OL: Hvad er status?

Charlotte Dujardin og Isabell Werth havde allerede været i arenaen og træne deres heste i ‘s-Hertogenbosch forud for World Cup-kvalifikationen, der efter planen skulle have været fløjtet i gang i torsdag aften. Få timer før første ekvipage havde starttid, blev hele stævnet dog aflyst som konsekvens af corona-virussen, så de to dressurdronninger måtte tage retur til England og Tyskland.

Senere i år venter OL, hvor Charlotte Dujardin og Isabell Werth uden tvivl er blandt guldfavoritterne, men endnu er det ikke sikkert, at legene i Japan bliver afholdt – og det af samme grund som aflysningen i ‘s-Hertogenbosch.
Truslen fra corona er nu så stor, at det ikke kan ignoreres, selv om den olympiske ild først tændes i Tokyo den 24. juli.  

Udsættelse?
Den japanske organisationskomité og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har understreget, at der gøres alt for at legene skal udfolde sig uden problemer, men udbruddet har allerede fået flere olympiske kvalifikationer udsat.

Og tidligere i denne uge skrev Daily Mail således:

– OL kunne afholdes i 2022, hvis coronavirus sætter en stopper for afholdelsen til sommer, lød det ifølge et medlem af den japanske organisationskomité.
Haruyuki Takahashi, én af de 25 medlemmer af organisationsudvalgets direktion, har udtalt, at en udsættelse på to år er mere sandsynlig end en aflysning.

Medlemmer af IOC og Tokyo 2020 har dog gentagne gange insisteret på, at legene vil blive afholdt som planlagt i juli og august.

Trump vil udskyde
Senest har USA’s præsident, Donald Trump, også ytret sin mening om den store sportsbegivenhed – ifølge ham burde man overveje at udskyde legene til 2021.
Men den udmelding er ikke populær hos værterne.

– IOC og 2020-arrangørerne overvejer ikke at aflyse eller udskyde legene, siger Japans OL-minister, Seiko Hashimoto.

Selv om andre store sportsarrangementer bliver aflyst på stribe – UEFA har suspenderet Champions League og Europa League, NBA er suspenderet, indendørs-VM i kinesiske Nanjing 13.-15. marts udsættes til 2021 mfl. – så virker det altså til, at arrangørerne bag OL stadig er fortrøstningsfulde i forhold til, at de olympiske lege finder sted efter planen i 2020.

Disse ridesportsbegivenheder er aflyst

Programændringer i forbindelse med Coronavirus

Hold øje med programmet på hjemmesiden eller vores facebookside for opdateringer omkring streaminger, men indtil videre ser det ud til, at første streaming er Åbent Hus på Stutteri Ask d. 25. april. Der vil selvfølgelig stadig udkomme nye videoindsalg og artikler på hjemmesiden dagligt.

Retningslinjer for Dansk Ride Forbund
Den aktuelle situation med Corona virus betyder blandt andet at Dansk Ride Forbund aflyser alle ridestævner de næste 14 dage, og opfordrer til at alle klubaktiviteter begrænses mest muligt. Læs pressemeddelelsen fra rideforbundet her.

  • 1
  • 2