Skip to main content

Tag: sport

Landstræneren forventer spændende indendørs DM

Derby Horse Shows inviterer Danmarks bedste senior, ungryttere og juniorer til indendørs DM i springning på det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg fra torsdag til søndag, og publikum kan forvente masser af aktivitet på banen.

Zibrasport Equest streamer fra morgen til aften, så du kan følge alle rytterne foran din computer.

Hør hvad Bo K. Møller forventer sig af stævnet:

Se med lige her

3. generation på Bøgegården: Jacob er klar til DRF-mesterskab

Ridebanespringning har været en del af teenageren Jacob Theodor Schmidts liv, så længe han kan huske tilbage.
Han er søn af Jørgen Schmidt og barnebarn af Theodor Schmidt, der i mange år har avlet succesfulde dressur- og ikke mindst springheste på Bøgegården i Sønderjylland. Så at Jacob selv har fået smag for hestesporten, er ikke så mærkeligt.

I weekenden drager Jacob til Vilhelmsborg for at dyste mod Danmarks bedste juniorryttere, når Agria DRF Mesterskab for Senior, Junior og Youngriders bliver afholdt i de flotte rammer.

Den unge springrytter nøjes dog ikke med at stille til start i mesterskabet.

– Jeg skal ride en seks-års hingst, som hedder Bøgegårdens Zidane. Den er kåret. Den skal gå to LA’er og to MB’er. Det er mit tredje stævne på den, så målet med dette stævner er at lære den bedre at kende og få nogle gode ture på den.

Den anden hest, jeg skal starte, hedder Caracas. Den er 13 år, og det er den, jeg skal ride DRF-mesterskabet for junior på.
Det er kun mit andet år som juniorrytter, så mine forventninger er at få nogle gode ture og prøve på at kvalificere mig til finalen om søndagen, lyder det fra Jacob, der trods sin unge alder har oparbejdet en del erfaring på stævnebanen.

En del af landsholdet
Før han kunne kalde sig juniorrytter, var Jacob en del af landsholdet for children-ryttere.

– Det største, jeg har opnået i sporten, er, da jeg i 2018 var med til EM i Frankrig og var med til Nations Cup-finalen som en del children-landsholdet.

Selv om stalden hjemme i Sønderjylland er fyldt med talentfulde springheste, er Jacob ikke blevet forkælet og har ikke fået lov til at pege på alle de heste, han gerne ville ride. Først skulle der nemlig oparbejdes noget erfaring.
Men hårdt arbejde belønner sig, og nu er han blevet Bøgegårdens Zidanes faste rytter.

– Zidane er en hest, som mine forældre købte som treårs nede i Tyskland, og det er den første hingst, som jeg får lov til at ride.
Jeg synes, det er fedt, at jeg har fået så meget erfaring, så jeg kan begynde at ride nogle af hingstene, lyder det ydmygt fra sønderjyden, der har ambitioner for sin karriere i springsporten samtidig med, han passer skolen.

– Målet for i år er, at jeg kan komme med ud at starte nogle af de større internationale stævner, og ellers er det bare at samle en masse erfaring og blive en dygtigere rytter.

Se startlisterne her

De bedste danske senior-, ungrytter- og junior-ekvipager samles på Vilhelmsborg for at dyste om medaljer i de indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning. Vi livestreamer alle klasser – alle dage.
Gratis at se med for Premium Medlemmer*, mens Basic Medlemmer (alle der har en profil men ikke abonnement) kan købe adgang med pay pr view til 99 kr. (gælder alle dage).

*Du kan ændre skifte til Premium og få mange flere fordele på Zibrasport Equest ved at klikke på ind på din profil. Med forbehold for ændringer.

Hvordan forbedrer jeg tölten?

Når hesten skal lære at tölte, skal den til at bære noget mere på bagbenene. Den skal være samlet og bruge ryggen korrekt. Tölten skal nemlig komme bagfra for at være rentaktet. Bæring, smidighed og den korrekte brug af overlinjen kommer alt sammen fra grundtræningen.

Martin Rokkjær Simonsen

Hvorfor kan den islandske hest tölte?
Den islandske hest er kendt for sine ekstra gangarter, men hvordan er de opstået? Og hvorfor er de så specifikt knyttet til islandske heste (og få andre hesteracer i verden)? Man ved med sikkerhed, at vikinger importerede heste til Island omkring år 1100.  Disse heste blev primært importeret fra Englang og Norge. Genetiske studier viser af fire hovedtyper dannede grundlaget for vikingens heste:

  • Den “keltiske pony” på som stammer fra tarpanen
  • En tungere ponytype fra Nordeurasia, som kan ligne Przewalskis heste idag.
  • En ædlere og større hest som stammer fra Asien og Spanien
  • En mindre og ædlere hest, der ligner arabere og de kaspiske racer i dag.

Island var et lille lukket samfund, og det betød, at mange års avl på begrænset materiale resulterede i en relativ homogen hestetype – altså den islandske hest.

Den islandske hest er med andre ord en palette af hesteracer, der igennem begrænset eller ingen adgang til andre gener udviklede sig til en hest med alle de karakteristika, vi forbinder racen med i dag. Evnen til at have fem gangarter i stedet for tre er genetisk betinget. Det skyldes nemlig en genmutation af genet DMRT3 SNP, der koder centralnervesystemets evne til at koordinere benenes bevægelse.

Tölt skal trænes
Den islandske hest har altså anlægget for både tölt og pas, men det betyder ikke, at hestene tölter derudaf i Islands barske natur. Tölt og pas er noget, der skal trænes, og skal hesten blive rigtig god til at tölte, kræver det en god grunduddannelse af hesten.

Martin Rokkjær Simonsen, et af Danmarks største talenter, når det kommer til islandske heste, fortæller her, hvad man skal være opmærksom på i forhold til tölt:

“Når man vurderer en hest til fremtid konkurrencebrug, er det vigtigt, at hesten har tre fornuftige og rummelige grundgangarter og bevæger sig taktfast og regelmæssigt. Når hesten skal arbejde og styrkes i tölt, spiller det også ind, hvor nemt hesten har ved at øge og korte ind, samt hvordan hesten bruger ryggen i de enkelte gangarter.”

”Altså alle islandske heste kan lære at tölte, men nogle har bare lidt sværere ved det, og ikke alle er lige rentaktede,” uddyber Martin. ”Men med den rigtige tid og træning kan man som i alle andre sportsgrene komme rigtig langt. Man skal bruge minimum et halvt til helt år i sadlen (udover den tid det tager at tilride heste), før man kan sige, om en hest bliver god i tölt. Selvfølgelig er der nogle eksperter, der ikke bestiller andet end at ride og se på ungheste, der kan sige det før, men et halvt til et helt år under rytter er som udgangspunkt et godt pejlemærke.”

Grunduddannelsen skal være på plads
Især med den unge hest, er det meget vigtigt, at hesten grunduddannelse er på plads, inden man går i gang med arbejde med tölten.

Næste step i træningen bliver så at gøre hesten stærkere i netop tölt, sådan at den kan skelne mellem tölt og eksempelvis trav, og så den kan holde tölten under forskellige øvelser og forhold.

Det er derfor, det er vigtigt, at man i grundridningen har styr på de tre grundgangarter, og at man hele tiden sørger for at holde hesten smidiggjort og lydhør for hjælperne. Hvis hesten ikke er afspændt fra start, så giver det spændinger i kroppen, og det kan give flere forskellige problemer senere hen.”

Hvad med hjælpemidler?
Uanset om man er skovtursrytter eller konkurrencerytter, spørger man sikkert sig selv: Er der noget der kan hjælpe min hest, når den tölter? Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe den godt på vej?

Ud over den korrekte træning er korrekt brug af udstyr selvfølgelig vigtig. Udstyret skal passe til hesten, og man skal have i mente, at heste er forskellige, og det som nogle trives med, virker ikke altid for andre. Det er også en god ide at gøre brug af underviser udefra, da man oftest har tendens til at blive ”blind” for egne fejl.

I den islandske hesteavl har hovene og hovenes form stor betydning for hestens bevægelser og selvfølgelig også for hestens holdbarhed, og beslag kan også være et hjælpemiddel, når man arbejder frem mod en god tölt.

”Man kan selvfølgelig hjælpe hesten lidt på vej med sko. I islændersporten må man sko hestene med 6, 8 eller 10 mm sko, og der må maks være 2 mm forskel på forsko og bagsko. Man kan også lægge såler på forhovene, hvilket er stødabsorberende, og nogle gange kan hjælpe hesten til at komme op foran. Det er dog min overbevisning, at så længe hesten ikke går rentaktet tölt, skal den blot have 8 mm sko på alle fire hove. Der skal nemlig mere træning til for at styrke hesten, og før det er på plads, giver det ingen mening at eksperimenterer med hverken tungere sko eller såler.”                                                               

Der er ingen nem genvej, hvis man gerne vil have en stærk rentaktet tölt. Det er grundridning, dressurøvelser og hårdt arbejde. Men når det så virker, og man får en skøn tur i tölt på sin hest – enten i naturen eller på banen – ja så er det jo det hele værd.

Om Martin Rokkjær Simonsen
Martin Rokkjær Simonsen er 20 år, bor i Helsinge og læser Veterinær medicin i København. Martin redet islandske heste i 12-13 år, og redet ved landsholdsrytter Hans-Christian Löwe i flere år. Martin har gennem sin ridekarriere vundet medaljer ved danske mesterskaber såvel som nordiske mesterskaber. Derudover har han bl.a. vundet priser som Årets Talent og Årets Junior i Dansk Islandshesteforening.

Flere artikler i samme serie:

Skal du have en Islandsk Hest?

Træning af den unge Islandske Hest

Christian Jansen efter succesweekend: Satser på U-VM

(Foto: Privat)

Christian Jansen kom, så og sejrede ved det internationale stævne på Vilhelmsborg i weekenden. Hele to gange måtte han ride forrest i æresrunden, da han og Madea vandt to CSI **-klasser.

Da Zibrasport Equest fanger Jansen, er han stadig lykkelig over sine gode ridt.

– Jeg havde en rigtig god weekend, så 2020 kunne ikke starte meget bedre
Jeg havde to heste med – Madea som gik CSI** og Ca-Di DD i youngster. Madea vandt to klasser og havde fire fejl i den sidste klasse, så hun var rigtig dygtig.

Ca-Di DD gik en af sine første MB’er og blev placeret to gange. En dag havde hun fire fejl, så det var rigtig flot, lyder det.

Christian Jansen, der har været aktiv springrytter siden han red pony, har allerede opsat nogle klare mål for det kommende år. For at have så talentfulde heste i stalden forpligter.

Med Madea er det at forsøge at ride så mange CSI-stævner som muligt. Vi har redet en masse 140 cm-klasser og red 145 cm til Christmas Show, så måske vi skal prøve det igen i 2020.

Christian Jansen

– Ca-Di DD er lige blevet seks år og skal ud og gå nogle 130 cm-klasser indtil sommerferien.
Derudover skal vi nok også prøve kræfter med 135 cm-klasser, da hun gerne skulle til U-VM i september og championatsfinalen på Blue Hors. Vi må arbejde hårdt og håbe, vi er gode nok til at blive udtaget, slutter han.

Du kan se alle klasserne fra det internationale stævne i vores arkiv på Zibrasport Equest 

Martin Neergaard scorede hattrick til Danish Derby

Søndag aften sluttede fire dages stævne på Vilhelmsborg, og for tredje gang stod Martin Dinesen Neergaard og Swedish Dynamite, efter Sampras/Quality 9, først i rækken til præmieoverrækkelsen.

Ekvipagen vandt 1.25 m-klassen fredag, lørdag og søndag og satte dermed de andre konkurrenter solidt til vægs.

Det internationale stævne, arrangeret af Danish Derby Horse Shows, havde besøg af nogle af de bedste ryttere fra ind- og udland, men allerede på torsdag er der aktivitet på Vilhelmsborg igen.

Der lægger Det Nationale Hestesportscenter nemlig bund til DRF-mesterskaberne for junior- young- og seniorrytterne, hvor Zibrasport Equest streamer fra.

Det kan du læse endnu mere om lige her.

Se også resultatlisten fra Danish Derby.

 

Stor stævneweekend forude: Se DRF-mesterskaberne lige her

Derby Horse Shows inviterer Danmarks bedste senior, ungryttere og juniorer til indendørs DM i springning på det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg fra torsdag til søndag, og publikum kan forvente masser af aktivitet på banen.

Zibrasport Equest streamer fra morgen til aften, så du kan følge alle rytterne foran din computer.

Startlisterne er netop blevet offentliggjorte, og hele 39 ekvipager har meldt til start i seniorklassen.
Karen Møller Rohde og den kårede hingst Cornettino Ask, Lars Bak Andersen og 3Q Qalisya samt Linnea Ericsson-Carey på Lacroix er nogle af de navne, der vil forsøge at ride sig til sejr i DRF-mesterskabet, hvis første afdeling fløjtes i gang torsdag aften.

I juniorklassen kan seere og publikum glæde sig til at følge bl.a. Noona Wildfang Linde, Emilie Heering og Lærke Isabell Godsk.
Emilie Louise Weilsby og Sisse Pedersen Mylin er bare to af de talentfulde ryttere fra Firkøverets springakademi, der ligeledes har meldt til start.

Youngriderklassens første afdeling begynder lørdag eftermiddag, og lige nu er hele 42 ekvipager klar til start.
Heriblandt bl.a. Josephine Bøgh og Alexander Godsk, der også er en del af Springakademiet.

De bedste danske senior-, ungrytter- og junior-ekvipager samles på Vilhelmsborg for at dyste om medaljer i de indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning. Vi livestreamer alle klasser – alle dage.
Gratis at se med for Premium Medlemmer*, mens Basic Medlemmer (alle der har en profil men ikke abonnement) kan købe adgang med pay pr view til 99 kr. (gælder alle dage).

*Du kan ændre skifte til Premium og få mange flere fordele på Zibrasport Equest ved at klikke på ind på din profil.Med forbehold for ændringer.

 

Lige ved og næsten for Charlotte Dujardin

15 år er hoppen Weihegold efterhånden blevet. Sammen med Isabell Werth har den mørke hest sejret i utallige dressurkonkurrencer, men intet ser ud til at stoppe ekvipagen her i 2020, der også er OL-år.
I weekenden danner Amsterdam rammen om FEI Dressage World Cup, og fredag skulle publikum og dommere overvære Grand Prix. 

Isabell og Weihegold slog alle de andre deltagere og blev belønnet med 83.565 procent, men der var ikke langt ned til nærmeste konkurrent, som bestemt ikke er frøken hvem som helst.

Charlotte Dujardin og den charmerende Mount St John Freestyle på 11 år dansede sig gennem programmet og scorede sammen 81,957 procent.

Danmark er også repræsenteret ved World Cuppen – Bakkely’s Onandt og Lone Bang Larsen red et solidt program til knap 70 procent.

Se hele resultatlisten her.

Trods uenige dommere: Agnete og Olymbrio fik flotte procenter

Agnete Kirk Thinggaard og Blue Hors Don Olymbrio har haft deres stævnedebut sammen til CDI3*-stævnet under Global Dressage Festival.

Selv om ekvipagen kun har kendt hinanden siden november, hvor Agnete overtog hingsten fra kollegaen Daniel Bachmann Andersen, har parret hurtigt fundet melodien sammen.
I Grand Prixen i Wellington scorede de nemlig 71,783 procent, men de fem dommere var bestemt ikke enige om det resultat.

73.913, 75.543, 67.283, 69.891 og 72.283 var de vidt forskellige domme over ridtet.

Du kan se resultatlisten lige her.

Agnete havde endnu en hingst til start i klassen, og med 11-årige Blue Hors Zatchmo, der er efter Blue Hors Zack, opnåede hun 72.391%, hvilket længe satte hende i spidsen af klassen.

Det endte dog med sejr til amerikanske Steffen Peters, mens den tidligere danske statsborger  Charlotte Jorst red sig ind på trejdepladsen foran Agnete og Olymbrio.

I de kolde vintermåneder opholder Agnete sig i USA, hvor hun træner sine heste hos Lars Petersen, der de seneste mange år har haft base i netop Wellington i Florida. Udover Don Olymbrio har Blue Hors-rytteren medbragt Veneziano, Zatchmo, Orthilia og Vegas.

Læs endnu mere om Agnetes ophold i USA.

Glem alt om glamour: Thalia Pitzner er sin egen hestepasser

(Foto: Kim Matthiesen)

TV2 Zulus seerne kender måske bedst Thalia Pitzner som en del af ”Diamantfamilien”, der har deres egen reality-serien på kanalen.
Men den 26-årige kvinde er meget mere end en farverig personlighed fra dit fjernsyn, hvor hun bader sig i blitzlys på den røde løber med sine søstre og mor. Thalia har de seneste mange år knoklet for at skabe sin egen karriere inden for ridebanespringning, og i weekenden deltager hun med to heste til Danish Derby på Vilhelmsborg.
Faktisk er hun i gang med de sidste forberedelser før afgang, da Zibrasport Equest fanger hende på telefonen.

– Jeg er lige i gang med at muge, lyder det med et grin fra Thalia, der lejer en lille stald i Nordsjælland, hvor hun pt. har tre egne heste stående.

Der er ikke meget glimmer og glamour over Pitzners hverdag, men det er hun ligeglad med. Thalia har selv skabt sin drømmetilværelse, hvor omdrejningspunktet er hestenes velvære og en ambition om at nå langt i sporten.

– Til dagligt og til stævner har jeg ikke en fast hestepasser.
Jeg er en enspænder i forhold til, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv, men jeg elsker også at være en del af et team. Det er fedt at have hinandens ryg.
Jeg har ikke noget imod at stå med det hele alene, for så er alt, som jeg gerne vil have det. Så har jeg ro i maven, fortæller Thalia, der har fundet sig godt til rette i Danmark efter en periode i udlandet.
Hun har dygtiggjort sig i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Dubai, hvor hun har redet for bl.a. toprytteren Simon Delestre.

Dedikeret til sporten
For udefrakommende kan det lyde ligetil at være fuldtidsrytter, men når Thalia tager til stævne, er det oftest uden selskab. Og det kan give udfordringer.

– Jeg sadler selv op og sadler af og muger boksene til stævnet. Jeg har heldigvis mange veninder, der også rider til stævnerne, så vi hjælper hinanden.
Det kan være hårdt at på egen hånd på opvarmningsbanen. Nogle gange er folk hjælpsomme, og jeg får lov til at springe de samme spring, men andre gange bliver de hurtigt sat op eller ned. Det kommer an på stemningen på opvarmningen, siger hun ærligt.

– Jeg er super dedikeret til ridesporten, og mit hjerte banker virkelig for hestene. Jeg kommer aldrig til at stoppe med at ride, men jeg ved ikke, hvilket niveau det bliver i fremtiden. Hvis jeg får mulighed for at have en lille stald med nogle gode heste, så vil jeg gerne klø på med det.
Lige nu er ambitionen faktisk bare, at jeg skal blive ved med at udvikle mig. Jeg tager skridt for skridt, for man ved aldrig, hvad dagene bringer, når man arbejder med heste, forklarer Thalia, der ser frem til en weekend på Vilhelmsborg.

– Jeg skal ride CSI Youngster på min syvårs. Den havde jeg stor succes med til championatstævnet sidste år, hvor den var seks år. Den er efter Quality Time og hedder Quality Sun.
I den et-stjernede turnering medbringer jeg min gode, gamle hest, Castelino. Han er 18 år, så den har mange år på bagen. Jeg har to vidt forskellige heste med til stævnet, men det kan jeg godt lide. Det lærer jeg meget af som rytter.
Stævnet er årets første internationale. Mit sidste stævne var faktisk også på Vilhelmsborg før jul, så hestene har holdt lidt pause henover jul og nytår, hvor jeg har redet dem let. De burde være i fin form, uddyber rytteren.

På hestens præmisser
Thalia Pitzner er ydmyg omkring sit eget talent, men hun har en stor lyst til at blive en bedre springrytter. Og det hele skal gøres i et tempo, så både hun og hestene kan følge med.

– Mine ambitioner med Quality er, at jeg hele tiden fornemmer, hvor meget den er klar til. Den har en ung alder, men der bliver også forventet en del i sporten. Jeg har ikke selv de største erfaringer, så det er min første egen unghest, som jeg rider op. VI følges på samme udviklingsrejse, og det er altså ret fedt. Vi forstår hinanden, og det er en god hest. Jeg føler mig tryg og sikker med Quality, siger Pitzner, der ikke udelukker, at hun en dag bliver nødt til at sende Quality videre til en anden rytter.

– Jeg har det sådan, at hvis den rigtige køber kommer, så siger jeg ikke nej. Det skal være et godt match, og den skal have et godt hjem. Jeg vil gerne se den udvikle sig med en anden, hvis det rette tilbud kommer. Ellers vil jeg gerne beholde ham, for det er en god hest, og jeg kan få meget ud af ham i år og i fremtiden.
Det er også godt at have på sit cv som rytter, at jeg selv har uddannet en ung hest, slutter hun.

Følg Thalias liv med heste her.

Thalia Pitzner og mange andre danske og internationale springekvipager samles på Vilhelmsborg, når Danish Derby byder indenfor til internationalt springstævne. Vi streamer alle klasser, alle dage, og det betyder du kan se topspringning i fire dage – lige her på Zibrasport Equest.

Gratis at se med for Premium Medlemmer, mens Basic Medlemmer (alle der har en profil men ikke abonnement) kan købe adgang med pay pr view til 99 kr. (gælder alle dage).

Patrik Kittel afslører nyt om Sezuan

I november 2019 offentliggjorde Gestüt Peterhof en ny video af Sezuan og dens nuværende rytter Patrik Kittel. Her viste ekvipagen, at de har taget hul på nogle af dressurens sværeste øvelser sammen, selv om den svenske landsholdsrytter først overtog den sorte hingst i begyndelsen af 2018.

En skade ved tapning for knap et år siden satte uddannelsen af dressurhesten et step tilbage, men nu afslører Patrik, at han og den danske elitehingst nærmer sig højeste niveau.

På sine sociale medier skriver Patrik følgende:

Wow! Sezuan getting closer to Gp with every ride #halfpass #Sezuan #gestütpeterhof #stallion #gp #cool #fun #love #awsome #fokus #black #white #saracenhorsefeeds #cavalleriatoscana #samshield #stallvärme #roecklequestrian #bluehorscare_official #saabisadeln #_backontrack

Sezuan, der er efter Blue Hors Zack og Blue Hors Don Schufro, har allerede opnået flotte resultater i sin karriere – han er bl.a. tredobbelt verdensmester i dressur for ungheste under tyske Dorothee Schneider.
Da Helgstrand Dressage solgte Sezuan i 2014, var det da heller ikke uden vemod.

– Vores hidtil bedste og mest enestående hingst Sezuan er blevet solgt. Gestüt Peterhof har købt den anden halvdel af Sezuan, så de nu ejer ham 100%.
Allerede fra tilridningen, viste Sezuan at han er noget helt specielt. I 2012 blev han kåret i Dansk Varmblod og ved den efterfølgende 35-dages test slog han alle rekorder i Dansk Varmblods historie. Han opnåede ti 10-taller og fik et samlet resultat på 987,50 point.

Som 4-års blev han kåret som fløjhingst i Dansk Varmblod og senere på året blev han suveræn vinder af DRF’s dressurchampionat for 4-årige heste. Vi havde alle glædet os til at Andreas og Sezuan forhåbentlig skulle have repræsenteret Danmark ved sommerens UVM for 5-årige heste i Verden, lød det dengang.

Træning af den unge islandske hest

Fotos: Martin Rokkjær Simonsen

Hesten skal svare på tøjle, schenkel og sæde
Det mest særlige ved den islandske hest er, at den har flere gangarter end almindelige rideheste. Ud over skridt, trav og galop, kan islænderen være firegænger med tölt eller femgænger med både tölt og pas. Især tölt er en gangart, der er meget eftertragtet, i det man som rytter kan sidde helt stille på hesten, mens den hurtigt bevæger sig fremad. De ekstra gangarter er dog også noget, man skal være opmærksom på, når man træner hesten, således den bliver ved med at være rentaktet i alle sine gangarter og ikke blander tingene sammen. Det betyder, som med alle andre sportsheste, at grunduddannelsen er meget vigtig.

”Personligt lægger jeg meget tid og kræfter i grunduddannelsen af mine heste. Det er så enormt vigtigt, at grundelementerne til opbygningen af hesten er på plads, før man presser hesten videre i sit uddannelsesforløb. Helt basic kan man sige, at hesten skal kunne går frem og stoppe. Den skal kunne gå til siden og kunne gå på lige og buet spor. Mit råd er derfor altid: Brug tid på at få hesten til at svare korrekt for tøjle, sæde og schenkel, så er du godt på vej,” siger Martin.

Hesten styrkes gennem øvelser
Den islandske hest ikke er så stor. Som udgangspunkt ligger stangmålet på 132 – 150 cm. Trods størrelsen er islandske heste ofte redet af voksne. Det er en meget populær race både som hobby- og konkurrencehest, i det hesten er robust, hårdfør og har et godt temperament. En mindre og klejn hest, skal bygges op fra bunden for at blive en stærk og holdbar ridehest på den lange bane.

”Jeg anbefaler altid, at man som supplement til sin tölt træning får trænet traven og galoppen også. I traven er det godt at arbejde i letridning, så hesten kan strække sig frem og blive løsgjort. Det styrker hestens rygmuskulatur, og det at skabe en stærk overlinje er vigtig, både for holdbarhed, men også når der skal arbejdes videre med tölt. Ydermere er traven vigtig for at får trænet hesten mavemuskler. Når ryg og mave er styrkes – samler det ligesom op på hele hestens maskineri,” fortsætter Martin.

”Når du har styr på grundelementerne, kan du begynde at sætte tingene sammen. Schenkelvigninger er løsgørende øvelser, der både smidiggør og styrker hesten, mens versader styrker hestens evne til at bære mere vægt på bagparten. Alle heste har svage punkter eller stivheder. Træningen er med til at afhjælpe svaghederne, og vores opgave som ryttere er at identificere svaghederne og hjælpe hesten til at blive bedre gennem en række øvelser.”

Kom godt i gang med tölt
De ekstra gangarter hos den islandske hest kan som nævnt tidligere give problemer, især fordi mange har fokus på hestens tölt. Ifølge Martin er det vigtigt at bruge tid på de andre tre grundgangarter, så hesten er rentaktet og kan skelne mellem skridt, trav og galop og ikke bliver forvirret og spænder op, når den skal til at arbejde med tölt. De mange dressurøvelser gør hesten smidig i kroppen og lydig, så den er klar til den nye udfordring.

En hest, der tölter, skal lægge vægten på bagbenene. Tölten skal komme bagfra for at være rentaktet, og hesten skal frem og op i skulderen. Når jeg sætter hesten i tölt, laver jeg en halv parade, så hesten svarer tilbage og kommer ned i tempo. Jeg mærker efter om bagbenene er lige under den, inden den slår over i tölt. Rytteren skal hjælpe og støtte hesten – især de unge heste så de ikke mister balancen.

Martin Rokkjær Simonsen

Afvekslende arbejde
Har du en islandsk hest, så findes der flere forskellige konkurrencer målrettet racen. Der er eksempelvis de populære gangartsklasser med tölt og pas, så er der Alrid (flere discipliner i en) samt Gæðingakeppn. Islandske heste konkurrerer også til almindelige stævner og ses især i distance og TREC, den nyeste disciplin i Dansk Ride Forbund.

Konkurrerer du i gangartsklasserne, har du måske en tendens til at ride lidt meget på bane (ovalbane), og har du en skovturshest, er det måske lidt svært til at tage sig sammen og få redet på dressurbanen. Men afvekslende arbejder er vigtigt for hest og rytter. Både for motivationen men også for at styrke hesten på andre områder end det der er hverdag for den.

”Der er meget vigtigt at holde hesten løsgjort og smidig, og det er de øvelser, vi har talt om med til. Man kan sagtens ride ’dressur’ i skoven eller på ovalbanen, men jeg tror, det er sundt, at man en gang om ugen sætter sig for at ride på dressurbane, og simpelthen for redet dressurøvelserne. For at holde hesten skarp for hjælperne og smidig. Det er også en rigtig god ide at få undervisning, så man har øjne på jorden til at hjælpe med at få øvelserne udført korrekt, og så man har en at sparre med i forbindelse med hestens uddannelse,” siger Martin.

Træning – hvor meget?
På spørgsmålet til hvor meget og ofte man skal træne hesten, fortæller Martin, at han selv arbejder ud fra det princip, der hedder en gang fra jorden og fire gange til hesteryg om ugen. Hans heste får også altid fire til seks ugers ferie i efteråret. Det passer med at stævnesæsonen er slut, og at hestene skal have ro til at skifte pels.

”Jeg har rigtig gode erfaringer med at give hestene i pause, men helst ikke længere end 6 uger, for allerede efter tre uger begynder de at tabe muskler, og så skal man bruge længere tid på at få dem i form igen. Selv om det er koldt og gråt om vinteren, kan man ikke bare lade hesten stå i tre måneder og så fortsætte hvor man slap, når det bedre vejr vender tilbage. Tre måneders pause tager næsten lige så lang tid i at få genopbygget i genoptræningen. Selvfølgelig er det vigtigt, at hesten får de pauser den har brug for, men man skal huske at holde den i en vis grundform, det er bedre både for hest og rytter,” slutter Martin.

Om Martin Rokkjær Simonsen
Martin Rokkjær Simonsen er 20 år, bor i Helsinge og læser Veterinær medicin i København. Martin redet islandske heste i 12-13 år, og redet ved landsholdsrytter Hans-Christian Löwe i flere år. Martin har gennem sin ridekarriere vundet flere medaljer til de danske mesterskaber såvel som de nordiske mesterskaber. Derudover har han bl.a. vundet priser som Årets Talent og Årets Junior i Dansk Islandshesteforening.

I samme serie:

Skal du have en islandsk hest?

Per Sandgaard og Zancors samarbejde sluttede brat

Makkeparret Per Sandgaard og hesten Zancor havde direkte kurs på stjernerne i 2004, hvor de charmerede dommere og publikum med deres energiske ridt på dressurbanen til nationale og internationale stævner.

Det kan du læse om i første kapitel om fortællingen om den tidligere OL-duo.

Men lykken varede ikke ved for dressurrytteren, der desværre ikke ejede Zancor. Derfor var det heller ikke hans beslutning, at den stort gående hest skulle sælges.
– Zancor blev solgt i slutningen af 2004. Jeg red sidste gang i Sverige, hvor vi blev nummer to i World Cuppen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu er der intet, der kan stoppe os, men det var der så.
Tre uger efter var han solgt. Det var en lidt trist afslutning på den rejse. Jeg havde et helt speciel forhold til den hest, så det var hårdt, at samarbejdet pludselig var slut. Min mand sagde, at den hest gik over evne for mig. Det var smuk sagt, for det gjorde Zancor virkelig, husker Per.
Han har da heller aldrig glemt Zancor.

– 2004 er for mig højdepunktet i min karriere. Selv om jeg siden har været med på det svenske landshold og været med til at vinde hold-bronze til EM, så var det bare noget helt særligt. Det var et eventyr. Jeg så Zancor, da Nadine Capellmann havde overtaget ham. Jeg blev lidt ked af det, fordi han bare blev brugt som præmieoverrækkelseshest.

Per Sandgaard

Tilbage i Danmark
Per Sandgaard har i mange år dannet par med den svenske Pether Markne, og de har sammen haft base i Sverige.
Året efter OL tog Per en stor beslutning – han skiftede nationalitet.
– Jeg føler da lidt vemod over at skifte nationalitet. Men jeg bor og lever i Sverige, og det er et sportsligt valg. For i ridesport er du ikke bedre end den hest, du sidder på, og efter at Zancor blev solgt (hesten, som Per Sandgaard blev nr. 10 på ved OL i Athen, men ikke selv ejede), så havde jeg ingen hest på grandprixniveau. Det ville tage mig mindst fem år at uddanne en ny hest, forklarede Per Sandgaard dengang til Politiken.

Til Zibrasport Equest uddyber han datidens beslutning:
– Jeg kunne få en sponsorhest stillet til rådighed af en svensk familie (Leni og Per Olof Söderberg) men på den betingelse, at jeg blev svensk statsborger, da de naturligt nok var mere interesserede i at støtte den svenske dressursport end den danske.
I dag er Per og husbonden dog tilbage på dansk jord, nærmere bestemt Fyn.
– Vi havde en dejlig gård i Stockholm, hvor min mand også kommer fra, men vi ville gerne nærmere kontinentet. Vi tænkte først Skåne, men så blev det Sydfyn, hvor vi er glade for at være landet.
Vi er stille og rolig ved at bygge vores forretning op. Pether rejser meget og har træningssessioner, og jeg rejser en del til Sverige. Jeg har lidt kurser i Danmark, men jeg håber det bliver mere og mere.
– Jeg har en Grand Prix-hest, der egentlig er ganske fin, men jeg må sige, at jeg er blevet så nervøs i forhold til stævner. Tidligere red jeg så ukompliceret, men nu er jeg blevet meget kritisk.
Vi er med på den svenske A-landshold, men jeg har fået dobbelt statsborgerskab igen. Den Grand Prix-hest jeg har lige nu skal sælges, men vi har en del ungheste, så vi må se, hvad tiden bringer.
Det er en del af vores professionelle liv – vi er nødt til at sælge heste engang imellem, så det hele kan hænge sammen, slutter han.

Læs mere om Per og Pethers projekt.

Læs første kapitel om Per og Zancor her.