I disse coronatider er det svært for avlere at se nærmere på både de unge og ældre hingste, som de overvejer til deres hopper. Blue Hors sender derfor et Online Hingsteshow direkte på deres hjemmeside og på Clip My Horse på lørdag, hvor du kan nyde de mange smukke hingste og spændende nye føl. Du kan også se, hvem der får tildelt Blue Hors Don Schufro-vandrepokalen, der hvert år gives til en avler, der har gjort sig særligt bemærket.
Nanna Merrald og Blue Hors St. Schufro. Foto: Blue Hors
Vil du gerne se, hvordan hingstene har udviklet sig siden sidste år – så kan du springe ind i vores premiumarkiv og se det flotte Åbent Hus fra Blue Hors i foråret 2020. Her blev følgende hingste præsenteret: Blue Hors Dalian, Blue Hors Farrell, Blue Hors Fortron, Blue Hors Kingston, Blue Hors Zackerey, Blue Hors Monte Carlo, Blue Hors Zackorado og Vivaldi.
Femårige Jewel Ask Z blev i begyndelsen af marts ramt af alvorlig sygdom.
– 11-03-2021 måtte Jewel Ask på tragisk vis opereres for tarmslyng, hvilket desværre har betydet at han ikke kunne tappes for at levere kølesæd til hoppeejerne, skriver Stutteri Ask på deres hjemmeside.
Fløjhingsten fra 2020 er dog allerede på højkant igen.
– Heldigvis var tarmen ikke nået at blive beskadiget, men dyrlægerne kunne blot lægge den på plads igen. Helingsprocessen går rigtigt godt og vi forventer, at hvis alt fortsætter sin positive udvikling, at han vil kunne starte sin genoptræning og begynde at blive tappet igen fra midten af maj måned og dermed igen stå til rådighed med kølesæd.
Jewel Ask Z ses her i stutteriets online præsentation 2021
Også Cyrona Ask står igen til rådighed for avlerne.
– Cyrano Ask har gennem en længere periode også kun været tilgængelig via frostsæd grundet en skade, der har gjort han ikke måtte tappes. Hans helingsproces går også rigtig godt for ham og dyrlægerne vurdere at han også snart kan starte sin genoptræning og må ligesom Jewel starte med at blive tappet igen fra midten af maj, selvfølgelig forudsat at den positive udvikling fortsætter.
Dansk Varmblod har gennemført 10-dages observationstesten for godkendte unghingste på Tørring Ridecenter.
Hingstene har nu været igennem den første, korte kontrol af ridelighed, temperament og opførsel i stalden, inden de får lov til at bedække hopper. Testen er med til at sikre, at hingsten med dårligt temperament, manglende ridelighed og samarbejdsvilje ikke får adgang til at bedække hopper; ligesom opførsel i stald, herunder kontrol af, om hingstene har nogle arvelige stereotypier (staldunoder).
Det er berider Torben Frandsen, som fungerer som træningsleder på testen af hingstene, og det er avlsledelsen, som udarbejder en træningsbekrivelse på hver hingst efter endt afprøvning.
Det er avlsledelsen, som sammen med træningslederen beslutter, hvilke hingste, der har bestået testen. Hingstene får ikke karakterer ved denne prøve.
Afprøvningen ligger på så tidligt et tidspunkt, at det ikke vil være fair at bedømme deres egenskaber med en karakter. Det sker først, når de har været mere redet i forbindelse med efterårets 35-dages test.
Her følger listen over de hingste, som har bestået 10-dages observationstest, og nu har fået 1-årig avlsgodkendelse, og dermed kan benyttes til hopperne i denne sæson:
Midt-West Evolution e. Revolution/ Jazz, opdrættet og fremstillet af Stutteri Midt-West v/ Poul Erik Nielsen, Spjald.
Hesselhøj Donkey Boss e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack, opdrættet og fremstillet af Hesselhøj v/Anders Hoeck, Asperup.
Sønderskovens Don Avicii e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Don Romantic, opdrættet af Johanne og Lars Juul, Bælum, og fremstillet af Skovrider International ApS, Flemming.
Gørklintgårds Millíon e. Millennium/ Sunny-Boy, opdrættet og fremstillet af Jørgen Ravn, Holsted.
MSJ Q e. Quantensprung/ Bordeaux, opdrættet i England og fremstillet af HP Horses, Hillerød.
Renomé e. Revolution/Sieger Hit, opdrættet af Minna Petersen og Thorkild Karger, Sommersted, og fremstillet af Priess Horses, Nykøbing Mors.
Blue Hors Spectrum e. Sezuan/ Sandro Hit, opdrættet af Stutteri Pax I/S, Smørum, og fremstillet af Blue hors ApS, Randbøl.
Veyron Hena e. Vitalis/ L’Espoir, opdrættet og fremstillet af Alexandra og Søren Buchreitz, Kolding.
I dag har Dansk Varmblod afsluttet 10-dages testen af de godkendte 3-årige springhingste, der blev udtaget til afprøvning under forbundes kåringsturne i sidste uge. I alt blev 20 springbetonede hingste godkendt til afprøvning, men det var ikke alle, som mødte frem til observationstesten. Observationstesten er, som navnet antyder, en observation af hingstens opførsel i stald og under rytter. De bliver vurderet for deres temperament og samarbejdsvilje, deres opførsel under rytter, og for springhestenes vedkommende, også en vurdering af hingstenes galop under rytter. Der bliver ikke givet karakterer, men en træningsbeskrivelse, som angiver de observationer dommerne har gjort undervejs. Ni springbetonede hingste er dermed klar til at bedække hopper i denne sæson. Deres træningsbeskrivelser kan ses på Dansk Varmblods hjemmeside HER.
Man kan se hingstenes afstamning og en video af dem fra kåringsbedømmelsen HER Herunder er en liste over de hingste, som nu er tildelt 1-årig avlsgodkendelse. Hingstene skal så bestå en 35-dages test inden de kan blive endelig kåret i Dansk Varmblod ved fremstilling til hingstekåringen næste år i marts.
Kat.nr. 3 Genesis P e. Bøgegårdens Gladiola/ Cassini II, opdrættet og fremstillet af LP Springheste v/ Lars N. Pedersen, Vejle. Kat.nr. 5 Las Vegas H DWB e. Comme Il Faut/ Louvre S, opdrættet af Bodil Kruse Hellmers, Aalborg og fremstillet af Tallin Farm – Danish Sports Horses LLC, USA. Kat.nr. 6 Casalensky e. Cornet Obolensky/ Casall, opdrættet i Tyskland og fremstillet af HH Horses og Stald Cajus, Solrød Strand Kat.nr. 9 Senator e. Der Senaat/ Quiet Please, opdrættet af Jeannette Vangsøe Sunesen, Thisted og fremstillet af Nordentoft Equestrian, Thisted. Kat.nr. 11 Emeralds Boy Ask Z e. Emerald van ’t Ruytershof/ Cornet Obolensky, opdrættet i Holland og fremstillet af Stutteri Ask A/S, Martofte Kat.nr. 14 Hallas Ask e. Harley VDL/ Nurzeuz, opdrættet i Holland og fremstillet af Stutteri Ask A/S, Martofte Kat.nr. 20 Nørremøllehøjs Silver Light e. Silvaner D.C./ Candillo, opdrættet af Christina Møller og Uwe Thomsen, Bylderup-Bov og fremstillet af Ulrik Stadelhofter & Uwe Thomsen, Bylderup-Bov. Kat.nr. 24 Gadgaards Convoy e. Volstrups Cash/Godsend du Reverdy, opdrættet og fremstillet af Lene Gadgaard og Hans Chr. Jensen, Spjald. Kat.nr. 28 Teglovnens Zir-Oculus e. Zirocco Blue/ Cornet Obolensky, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Stutteri Teglovnen, Dybvad.
Ikke én, men hele to hingsteføl er Andreas Helgstrand og Stutteri Evos stjernehoppe Fiontini blevet mor til.
Grand Prix-hesten har ikke selv båret sine to afkom, da hun pt er særdeles aktiv i dressursporten. I stedet har Helgstrand og Stutteri Evo, der ejer føllene, benyttet sig af embryotransfer.
Andreas og Fiontini til DM i 2020
– Vi elsker den hest, så det ville vi gerne videreføre. Og heldigvis lykkedes det at skylle Fiontini. Vi var endda så heldige, at der var to embryoner, der kunne bruges, fortæller Jane Serup fra Stutteri Evo ved Vejen.
– Vi har glædet os helt vildt. Vi hentede hopperne hjem fra Højgaard, og så har vi passet og plejet rugehopperne.
Avler Jane Serup
Brune brødre
De to rugehopper havde egentlig termin på samme dag, men den ene Jovian-søn ville ikke vente.
– Den ene hoppe folede lidt før termin. De havde begge termin den 20. marts, men hun folede altså den 13.
– Føllet er en hingst – den er sund og rask og ser godt ud. Den er fremme i skoene og frisk, fortæller Jane.
Lillebror så dagens lys i forgårs.
– Han er helt ny, så han er først ved at folde sig ud. De ligner hinanden, men de er jo også tvillinger. De er brune begge to og super dejlige, afslører hun.
Tvillingerne har endnu ikke fået navne, men hvad der skal ske i en nærmeste fremtid, er allerede bestemt.
– De bliver ved os i føl-skole og som unge, og så må tiden vise, hvad der skal ske. Deres videre uddannelse sker i samarbejde med Helgstrand. Men det ville da være fedt, hvis Andreas selv tager tøjlerne.
For avlere er foråret den mest spændende tid. Det er her overvejelser omkring hingst, pasning og pleje af hoppen, og drømme om et føl bliver til virkelighed, når en lille ny kommer til verden. Men nogle gange bliver drømmen et mareridt, når det lille føl bliver syg og svæver mellem liv og død. I denne artikel fortæller hesteinseminør Kate Rosendal fra Kres Arabians om forløbet med hendes lille hingsteføl KR Anakin, der var indlagt på Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet (KVL) i flere uger og kun slap igennem med livet i behold efter en kæmpe indsats fra hospitalet, dyrlægerne, Kate og hendes familie.
To føl kom til verden i -19 grader Kate Rosendal har avlet fuldblodsarabere i mere end 15 år. Hun driver sit stutteri ved Smørum på Sjælland, og har et hestehold på 7 heste. I 2021 ventede Kate to føl på to hjemmeavlet hopper, og de besluttede sig begge for at fole samme nat (d. 9. februar). Den ene 14 dage før tid og den anden tre uger før tid. Det resulterede i hingsteføllene, KR Anakin og KR Senseo.
“Vi gik lidt i panik, da vi kunne se hopperne begynde at gøre sig klar før, så lang tid før termin. Det var meget koldt den aften, vi målte det til minus 19 grader, så Nicolai (Kates mand red.) måtte ud at købe varmelamper, og vi pakkede føllene ind, så snart de var født,” fortæller Kate.
Begge føl var sunde og raske, og alt gik som det skulle efter folingen. Kate fører nøje journal på sine føl for at sikre sig, at efterbyrd og tarmbeg kommer som det skal, og at føllet kan rejse sig og får colostrum/det mælk den skal have. De næste dage vokser de to halvbrødre (begge efter den afdøde hingst Tibet) uden problemer, og på trods af at de var kommet tidligt, ser alt ud til være som det skal.
Anakin og Senseo født d. 9 februar 2021.
Fra diarré til akut indlæggelse “Søndag aften, da Anakin er 5 dage gammel, har han pludselig ret voldsom diarré. Jeg går ud fra, at det hænger sammen med følbrunsten, men jeg holder øje med ham om natten, og da han begynder at blive mat, tager jeg fat i min egen dyrlæge. Hun siger, at jeg skal sørge for, at han får nok mælk, så han ikke dehydrere, og vi begynder at supplere med en sprøjte”
Mandag morgen er Anakin mere svag, og begynder at gå fra yveret. Kate malker hoppen ud og giver ham flaske hver anden time. Dyrlægen kommer forbi og ordinerer et pulver mod diarré. Der er stadig ikke mistanke om, at det er andet end følbrunsten, der spøger, især fordi der nu er lidt struktur i afføringen. Ydermere er det stadig meget koldt, og begge føl er lidt mærkede af kulden. I løbet af tirsdagen fortsætter behandlingen, og dyrlægen kommer forbi igen. Anakin vågner lidt op indimellem, og han er ikke rigtig, rigtig dårlig, ligesom han ikke er helt frisk. Tirsdag nat begynder han dog at have feber, og Kate ringer efter en vagtdyrlæge fra Højelse Dyreklinik. Dyrlægen kan konstatere, at føllet er meget fint hydreret, og skal blive ved med at have pulver til maven. Derudover får han også antibiotika og mavesårsmedicin.
Onsdag morgen er Anakin, der nu er 8 dage gammel, dårligere, og kan ikke rejste sig uden hjælp, men kan godt stå selv. Kates dyrlæge siger, at nu er det tid til at få ham indlagt.
“Vi kører afsted til KVL med virkelig bange anelser. Nikolai sidder med Anakin på bagsædet, og Anuva (hoppen) står i traileren. Hun tager situationen så flot, og jeg er virkelig stolt af hende. På hospitalet kommer hoppe og føl omgående i isolation, og de har lavet en lille boks i Anuvas boks, hvor Anakin kan ligge.”
Nikolai med Anakin på bagsædet. Ved rattet er Kates dyrlæge Karina Larsen, fra Friske Dyr.
Akut nyresvigt, skyhøje muskelværdier og rotavirus På hospitalet forstætter den igangsatte behandling, og derudover kommer Anakin i drop. Der bliver taget blodprøver, og svarene på prøverne er ikke lovende. De første svar viser, at Anakin har akut nyresvigt og tarmbetændelse. De har faktisk aldrig målt så høje nyretal som hos ham, og dermed har dyrelægerne ikke noget at sammenligne tallene med og kan heller ikke rigtigt give en prognose. Ydermere har Anakin også meget høje muskelværdier, så de kan konkludere at, han har haft nyreslag, og er fuldstændig syret til alle steder, hvilket jo forklarer hans passivitet på trods af, at han har fået næring nok. Sidst men ikke mindst er infektionstallet også alt, alt for højt.
Ugen efter får Kate svar på yderligere prøver, og det viser sig, at diarréen stammer fra rotavirus, en slags omgangssyge for heste, der er meget smitsomt.
”Jeg har hørt om rotavirus ved heste, men jeg har ikke været bekymret for det tidligere og jeg kan ikke forstå, hvor det kommer fra. Mit hestehold er lille og lukket, og på grund af Corona har der hverken været stævnedeltagelse eller anden aktivitet i stalden. Men nu hvor jeg er klar over risikoen for føl, skal mine heste fremover vaccineres mod virusset, ligesom de også altid er vaccineret mod herpesvirus,” slår Kate fast.
Nu nærmer vi os en afslutning, hvis Anakin ikke bliver bedre! Anakin har været indlagt i over en uge, men hans tilstand bliver ikke rigtigt stabil, trods den megen opmærksomhed og behandlinger. Dyrelægen der knyttet til hans sag, Charlotte Hopster-Iversen, lektor og underviser på KVL, følger hans op- og nedture nøje. Under hele forløbet har Charlotte og Kate været i tæt dialog, og da Charlotte ringer til Kate torsdag aften og siger, at han nu er så dårlig, at hun anbefaler en aflivning, hvis han ikke hurtigt bliver bedre, lader det til, at alt håb er tabt. Føllet har under hele forløbet været smertedækket og har ikke ondt, men han bliver ikke mærkbart bedre. Han er begyndt at få ødemer, og kommer ikke ordenligt af med væsken, fordi nyrerne ikke fungere, som de skal. Vanddrivende midler er Charlotte meget forsigtig med, fordi medicinen belaster nyrerne yderligere, så det er en hårfin balance.
“Jeg spørger Charlotte, hvis han alligevel skal dø, hvad kan vi så gøre her til sidst? Hun siger, de kan give ham mere vanddrivende uden at garantere for udfaldet, og så kan de give ham ilt. Jeg siger, så gør vi det! Svaret er, at hvis han ikke er bedre inden for seks timer, så er der ikke mere at gøre. Midt om natten ringer Charlotte mig op og siger: Han er i bedring!”
I dagene efter får Anakin ilt, vanddrivende, drop og sonde, og det går fremad. Der er derfor en generel følelse af, at nu er det hele vendt – nu klarer han den.
Urin løber ud i bugen Men, men, men … den 22. februar ringer Charlotte til Kate og fortæller, at nu er Anakin meget dårlig igen. Han er scannet, og der er fundet væske i bugen. Nærmere undersøgelse viser en blæreruptur, og nu løber der urin ud i bugen på ham, og de er nødt til at operere, hvis han skal have en chance. Kate har ikke set Anakin siden han blev indlagt, pga. corona og isolation, og hun siger, at hun er nødt til at se føllet for at kunne vurdere, om de skal gennemføre operationen eller aflive. Forløbet har nu været så langt og smertefuldt, at der også er grænser for, hvad både føllet, hoppen og hun selv skal udsættes for. Heldigvis får Kate lov at se Anakin, og iført noget der minder om en rumdragt, ser hun sine heste for første gang i mange dage.
“Anakin var bare så dårlig, men dyrlægerne blev ved at sige til mig, at han var stærk, så han havde en chance, og det var også den følelse jeg fik, da jeg så ham. Vi besluttede at gennemføre operationen.”
Operationen skulle tage en time – men den tog meget, meget længere end det, og til sidst var er Kate ved at gå ud af sit gode skind (hendes egne ord), mens hun venter på nyt. Endelig bliver hun ringet op – alt er gået godt!
“Han havde en navleinfektion fra start i den ydre navle, som selvfølgelig blev behandlet, men fordi han har ligget så meget ned, har betændelsen flyttet sig opad og er blevet til infektion ved blæren. Kirugerne fjernede det betændte stykke af blæren og hele navlen.”
Vel ude af operationen er strabadserne dog ikke overstået endnu, for nu ramte en lungebetændelse lille Anakin. Måske fra at have fejlsunket mælk fra flaske, eller måske også en følge af at han ar ligget så meget ned og været svækket. Og netop det, at han har været ’sengeliggende’ så længe, er også gået ud over hans benstilling. På hospitalet tager en ortopæd. kirurg billeder for at se, om der er sket varig skade, men der er heldigvis ikke noget at se, så Kate skal starte et gå-program op, når han kommer hjem.
Endelig kommer Anakin hjem igen “Vi henter Anakin hjem fra hospitalet den 2. marts. Han er stadig for svag til at rejse sig, og han får stadig en del medicin, så hver halvanden time er vi stalden og får ham på benene. Han kan godt stå, og han kan die igen. Natten til den 10. marts rejser han sig for første gang selv, så det var virkelig stort. Han kom hjem på en åben indlæggelse, og jeg fik et tlf. nummer, så jeg har hele tiden har kunnet få fat i Charlotte, og ja, der har jo været nogle spørgsmål undervejs. Men det har været helt fantastisk med den service, jeg har fået på KVL… Og jeg må sige, at især Charlotte Hopster-Iversen har været utrolig i dette forløb, og jeg er meget, meget taknemmelig for hendes ekspertise og helt særlige indsats.”
Fredag d. 5. marts blev der taget blodprøver for første gang siden Anakin kom hjem – Og alle værdier lå inde for normalen og ser tilmed rigtig fine ud. Lige nu er Anakin i boksro med gå-program, der hele tiden udvides, grundet operationssåret, men fra i næste uge, må han og mor Anuva komme på sygefold. Mod alle odds ser det ud til, at hingsteføllet kommer sig fuldstændigt og uden mén.
”Det har været et fuldstændig vildt forløb, som jeg heldigvis ikke kendte, da vi indlagde Anakin. Jeg er ikke sikker på, at vi havde villet lade ham gå igennem forløbet, hvis vi havde vidst hvad det indebar, og mit store spørgsmål har hele tiden været, får jeg en sund og rask hest ud af det her i sidste ende? Men det mener dyrelægerne, at jeg gør, når nyrerne ikke har været udsat for længevarende belastning, og de er så flotte nu. Mine lærepenge fra det her, at min besætning også skal vaccineres mod rotavirus, hvilket nok har været starten på det hele i Anakins tilfælde, og får jeg et føl igen med voldsom diarré, så vil jeg helt sikkert få lavet en blodprøvescreening og afføringsprøve med det samme diarréen viser sig for at vide, hvad jeg har med at gøre,” slutter Kate.
Nikolai og Anakin på gå-tur efter hjemkomst fra hospitalet.
Rotavirus (Foal Diarré, Foal Heat Diarré, Rotaviral Diarré) Rotavirus er en virus, der ødelægger villi i tarmene, hvilket gør det svært for tarmene at absorbere næringsstoffer fra maden. Skader på tarmforingen gør føllet ude af stand til at fordøje laktose, en del af hoppens mælk. Dette forårsager diarré, og ubehandlet vil føllet blive meget dehydreret, en situation, der kan føre til døden. Virussen transporteres i gødningen, og hvis en hest kommer i kontakt med gødningen, kan virusset let indtages.Symptomerne på rotavirus er vandig diarré, der ofte begynder med blød gødning.Gødningen kan have en tydelig lugt. Rotavirus er kun farlig for føl.
Anders Sjøbeck Hoeck er ældste søn af Dorthe og Hans Jørgen Hoeck. Han rundede de 18 år den 2. februar, og han arbejder professionelt med heste og hingste. Han har selv avlet en hest, og det må siges at være et 100% resultat, det er den kårede hingst Hesselhøj Captain Morgan e. Casallco og hoppen Bøgelys Latina DWB e. Crelido/LavallI, som han købte på Dansk Varmblods Forårsauktion ved hingstekåringen i Herning i 2016. Han er den yngste køber nogensinde på Dansk Varmblods auktion. Hesselhøj Captain Morgan er netop blevet færdigkåret i Dansk Varmblod og tildelt en opdrættermedalje i sølv.
– Jeg er blevet springrytter igen, fortæller Anders med et smil. Han startede sin karriere som springrytter, og red Bøgelys Latina i konkurrence, inden han begyndte at fokusere på dressur og uddannelse af ungheste. – Det er sjovt, for jeg har jo også redet moderen. Captain Morgan er den første og eneste hest jeg har avlet, men det giver da en pæn statistik. Hingsten, der nu er 4 år, har rigtig meget kvalitet, den kan både uddannes i dressur, springning og military vurdere avleren, og han glæder sig til at komme ud på konkurrencebanerne med hingsten i 4-års championaterne. – Den er flink og nem, understreger han. En anden 4-års hingst, der står Anders Hoeck på, er den 4-årige dressurhingst Hesselhøj Rock A Billy e. Revolution/Blue Hors Hertug, som de øvrige hingste fra Hesselhøj ud af en præstationsstærk hoppestamme. Hingsten er nu færdigkåret med opdrættermedalje i bronze.
Sidste nye skud på stammen, en præmiehingst Dansk Varmblods avlsledelse lagde i sidste uge vejen forbi det nybyggede ridecenter, der fremadrettet vil danne rammen om familien Hoecks hingstestations, salgs- og træningsstald. Besøget var et led i forbundets kåringsturne, der i år har aflyst det store event, Hingstekåringen i MCH Messecenter Herning.
Anders fremstillede den 3-årige hingst Hesselhøj Donkey Boss en helbror til den kårede hingst Hesselhøj Downtown, der nu er ejet af Helgstrand Dressage. Han er efter den hjemmeavlede hingst, elitehingsten og guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy e. Era Dancing Hit/Milan. Donkey Boss er trukket på sølvmdaljehoppen Boogie Woogi e. Blue Hors Zack/Ragasso. Hoppen er uddannet til lille tur af Anders, og hun blev i januar solgt til en juniorrytter.
– Hun er solgt med en klausul om, at vi en gang om året må tage æg fra hende, fortæller Anders, der er tilfreds med den ordning, for den hoppe er for god til helt at forlade stutteriet.
– Vi kender hele linjen, så vi ved næsten, hvad der kommer ud, og så alligevel ikke. Det er vildt sjovt og spændende Anders Sjøbeck Hoeck
10-dages test og klar til hopperne Familien Hoeck er ved at få lagt sidste hånd på et nyt byggeri 5 minutters kørsel fra deres eksisterende ridecenter. Anders ser frem til at tage det nye center i brug, for det er bygget med omtanke ud fra familiens mangeårige erfaringer med dagligdagen på et ridecenter, som både rummer hingststation, salgsstald og trænings-/uddannelsesstald.
Hesselhøj Donkey Boss fotograferet på Hesselhøj, Fyn. Foto: Per Torp
– Det bliver helt vildt, det vil give os helt andre arbejdsforhold. Alt er samlet, vi kan gå fra stalden ind i begge ridehaller. Foldene ligger lige udenfor, fortæller Anders. Han har netop afleveret Hesselhøj Donkey Boss til 10-dages test på Tørring Ridecenter, og han forventer, at hingsten vil tiltrække mange hopper fra avlerne i sæsonen.
Hvert år ser Anders frem til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, så det var bestemt ikke lige efter planen, at forbundet måtte aflyse kåringen i år på grund af coronapandemien.
– Herning er altid fantastisk. Det er specielt at komme til kåring, og lige i år havde det været et vildt Herning-år for os med de hingste vi har, fortæller Anders, som ærgrer sig over at festen udeblev. Han havde også set frem til at ride avlshingsten Highfive Fuglsang. Grand Galaxy Win/De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Mayland). Hingsten er ejet af Ronja Dahlseng fra Norge, og han imponerede i sidste sæson, hvor han scorede 9,81 i kvalifikationen til championatsfinalerne, den højeste score på landsplan. Den havde Anders glædet sig til at ride i finalerne, som desværre blev aflyst og ride i præsentationsklasserne i Herning, som jo også blev aflyst. Han ser nu frem til en ny sæson med to imponerende 4-års hingste og en chance for en plads på landsholdet ved UVM med Highfive Fuglsang.
Helgstrand har netop meldt ud, at de ikke indsyner deres treårs hingste, der er godkendt til afprøvning, til observationstest.
Truslen fra Herpesvirus EHV-1 betyder, at de holder deres 11 hingste hjemme:
– Det har ikke været nogen nem beslutning, for her står vi med den nye generation af avlshingste, som vi har rigtig høje forventninger til. Vi ved, at avlerne har ventet i spænding på at se, hvilke hingste som Dansk Varmblods kåringskommission valgte at godkende til afprøvning. Men herpesudbruddet har allerede ramt Europa, og de første tilfælde er endda set i Danmark, så vi tør simpelthen ikke løbe den risiko at flytte hingstene til Tørring, fortæller Andreas Helgstrand ifølge pressemeddelelsen.
Han uddyber:
– Selvom situationen på nuværende tidspunkt er under kontrol herhjemme, skal vi også tænke på, at vi driver en forretning sammen med vores investorer. De stoler på, at vi træffer de rette beslutninger og sikrer hestenes ve og vel. Vi tør ikke løbe den risiko, at hingstene skulle blive smittet i forbindelse med afprøvningen, hvor hingste fra flere stationer mødes. Vi håber, at vi i samråd med Dansk Varmblod kan finde frem til en løsning, så vores 3-års hingste kan afprøves og opnå deres 1-årige bedækningstilladelse, slutter Andreas.
De fireårige hingste med godkendt brugsprøve, og som tidligere er godkendt i Dansk Varmblod, er i år blevet evalueret uden fremstilling, idet dommerne kender hingstene fra sidste års kåring og har fulgt deres udvikling til og med 35-dages testen sidst på året.
Derforuden har på kåringsturneen bedømt enkelte 4-årige og ældre hingste, der ikke tidligere har været fremstillet eller som endnu ikke har aflagt godkendt brugsprøve.
Der er tale om et aldeles fremragende hold af 4-års hingste med en række importerede hingste, der tilhører den absolutte elite i Europa, og altså en række hingste med et meget stort potentiale i avl og sport. I dette hold har dressurkomiteen udpeget en fløjhingst, lige som de har uddelt to opdrættermedaljer i bronze.
Vindere af Aage Ravns vandrepokal Slangerupgaards Flottenheimer er her omgivet af avlsledelsens formand Inge Madsen, ejer Andreas Helgstrand, mønstrer Christian Springborg, opdrætter Alex Buchardt Pedersen og talsmand for dressurkomiteen Claus Hansen. Foto: Ridehesten.com.
Bedste danskavlede hingst Dressurkomiteen har hvert år mulighed for at uddele Aage Ravns vandrepokal til den bedste DV-registrerede hingst med godkendt prøveresultat, og denne pris gik i år til Slangerupgaards Flottenheimer e. Franklin/ Scolari, der er opdrættet af Slangerupgaard i Ringsted og fremstillet af Helgstrand Dressage i Vodskov.
Talsmand for dressurkomiteen, Claus Hansen, fortæller, at Flottenheimer er en hingst, som har udviklet sig rigtigt og i dag står endnu skarpere end som 3-års. Han har flot hingsteformat og attitude og bevæger sig med god aktion med markering af knæ og has. Hingsten er tilkendt opdrættermedalje i bronze.
Iron – den ubestridte vinder Den elegante sorte Iron viste sig lidt ufærdig ved forbesigtigelsen og har lige siden udviklet sig eksteriørmæssigt i den rigtige retning. Dommerne betegner ham endvidere som ædel og af fremragende type, og så er han meget smidig og meget velgående i alle gangarter. Han er også interiørmæssigt helt i top og byder sig altid til. Hans kombination af at være elektrisk og velovervejet gør ham nærmest til den ideelle dressurhest, og han har også opnået et super afprøvningsresultat med knap 900 point.
Kat.nr. 115 Iron DVH 1374 e. Asgards Ibiza/ Hohenstein, fremstillet af Helgstrand Dressage. Fløjhingst.
Kat.nr. 117 Blue Hors Monte Carlo DVH 1361 e. Dream Boy/ United, fremstilles af Blue hors ApS, Randbøl.
Kat.nr. 119 Slangerupgaards Flottenheimer DVH 1377 e. Franklin/Scolari, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov. Opdrættermedalje bronze og tildelt Aage Ravns vandrepokal.
Kat.nr. 120 Freetown DVH 1370 e. Fürst William/ Sir Donnerhall I, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 121 My Toto VDT DVH 1375 e. Glock’s Toto Jr./ Ferro, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 122 Majestic Taonga DVH 1376 e. Glock’s Toto Jr./ Jazz, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 124 Hesselhøj Rock A Billy DVH 1382 e. Revolution/ Blue Hors Hertug, fremstillet af Anders S. Hoeck, Asperup. Opdrættermedalje i bronze
Kat.nr. 125 Rockabye S DVH 1373 e. Revolution/ Belstaff, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 126 So Perfect DVH 1371 e. Sezuan/Sir Donnerhall I, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 128 Sir Floresco DVH 1384 e. Sir Heinrich/ Floresco, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 129 Total McLaren DVH 1368 e. Totilas/ De Niro, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 131 My Vitality DVH 1367 e. Vivaldi/ D-Day, fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 132 Blue Hors Viconte DVH 1385 e. Vivaldi/ Sandro Hit, fremstillet af Blue hors ApS, Randbøl.
4-årige hingste med avlsgodkendelse:
Kat.nr. 118 Blue Hors Fortron DVH 1363 e. For Romance II/ Desperados, fremstilles af Blue hors ApS, Randbøl. Tildelt bedækningstilladelse for 2021 og 2022.
Kat.nr. 127 Blue Hors Santiano DVH 1383 e. Sezuan/Blue Hors Romanov, fremstilles af Blue hors ApS, Randbøl. Tildelt bedækningstilladelse for 2021.
Kat.nr. 133 Stenagers Ben Hur DWB DVH 1362 e. Borsalino/ Florenciano, fremstillet af Stutteri Teglovnen, Dybvad. Tildelt bedækningstilladelse for 2021 og 2022.
Ældre hingste med avlsgodkendelse:
Kat.nr. 160 Vivaldon DVH 1386 e. Vivaldi/ Diamond Hit, fremstillet af HP Horses, Hillerød. Tildelt bedækningstilladelse for 2021 og 2020 til max. 50 hopper pr. år.
Kat.nr. 161 Blue Hors Zackorado DVH 1379e. Blue Hors Zack/ Florencio I, fremstillet af Blue hors ApS, Randbøl. Tildelt bedækningstilladelse for 2021.
Avlsledelsen i Dansk Varmblods har de seneste dage rejst landet rundt for at godkende hingste til afprøvningen. 52 dressurbetonede hingste har været til bedømmelse, og heraf er de 20 godkendt til afprøvning. Hingstene skal gennem en 10-dages observationstest før de får adgang til at bedække hopper i denne sæson. Herefter skal de bestå en 35-dages test i efteråret og efterfølgende fremstilles til kåring, forhåbentlig i Herning til marts næste år, førend de er endelig kåret.
Dressurkomiteen, bestående af Bjarne Nielsen, Claus Hansen og Johnny Sørensen, har sammen med avlskonsulent Karina Christiansen bedømt 52 treårs hingste, og talsmanden for dressurkommissionen, Claus Hansen, er meget positiv over årgangen. Som altid ved kåringen er alle dressurhingste blevet fremvist for dommerne på fast bund, i løsvisning og longering.
– På denne kåringsturne er det første gang, at vi alle i dressurkomiteen har set alle hingstene. Det har i den givne situation fungeret rigtig godt, og vi synes, at vi har fået et reelt billede af alle hingste. Vi har ikke haft mulighed for at se hingstene samlet, men vi har haft mulighed for at gense videooptagelser fra kåringen i de tilfælde, hvor vi har ønsket det. Vi har hele vejen rundt mødt rigtig flot klargøring af både hingste og faciliteter, hvor folk har gjort deres ypperste for at skabe nogle gode rammer. Vi vil gerne sige tak til alle, der har fremstillet hingste, og så må vi bare sige, at vi glæder os til næste kåring i Herning, udtaler Claus Hansen.
Dressurkomiteen er enige om, at årgangen af hingste repræsenterer et højt niveau, og derfor har dommerne selekteret lidt hårdere. Vi har i forvejen en meget høj standard i hingsteholdet i Danmark, og kåringen af hingste i Dansk Varmblod har igen været en europæisk topfinale blandt de bedste hingste, der er håndplukket i Danmark og resten af Europa. Det har været et ufravigeligt krav i bedømmelsen, at hingstene har tre rigtig gode gangarter, som det også fordres i topsporten.
Seks fremragende præmiehingste Dressurkomiteen har i år oplevet en god diversitet i blodlinjerne, og alene i den meget flotte kollektion af seks præmiehingste er forskelligt blod repræsenteret.
Præmiehingstene er alle ædle og moderne og med fremragende funktion. Tre af disse er bedømt med et 9-tal i helhed. Det gælder danskavlede Hesselhøj Donkey Boss e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack, der er helbror til den kårede hingst Hesselhøj Downtown og beskrives som en udtryksfuld, højtstillet og moderne hingst med en aktion og mekanik i alle tre gangarter, der ligger lang over gennemsnittet.
Den danskavlede præmiehingst Midt-West Elolution er opdrættet og fremstillet af Stutteri Midt-West v/ Poul Erik Nielsen i Spjald.
Foto: Ridehesten.com
Også Midt-West Elolution e. Revolution/ Jazz er danskavlet og ud af en præstationsstærk hoppestamme. Den harmoniske og storrammede hingst besidder ifølge dommerne et klassisk hingsteformat og en rigtig beskelertype, og så viser den sig altid velovervejet.
Den sidste af 9-tals hingstene er den tyskavlede præmiehingst Bonjour e. Bon Coeur/ Fürst Nymphenburg, der beskrives som en hel gummibold med fremragende funktion i alle gangarter og samtidig en meget harmonisk, udtryksfuld og velovervejet hingst.
De i alt 20 treårs hingste, der er godkendt til afprøvning, kan indsynes til observationstest for at kunne indløse deres avlsgodkendelse for indeværende reproduktionssæson.
De godkendte treårige dressurhingste er: Præmiehingste
Kat.nr. 37 Bonjour e. Bon Coeur/ Fürst Nymphenburg, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov
Kat.nr. 39 Be Sure e. Callaho’s Benecio/Scuderia, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.’
Kat.nr. 50 Fortunate e. Foundation/ Quaterback, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 69 Midt-West Elolution e. Revolution/ Jazz, opdrættet og fremstillet af Stutteri Midt-West v/ Poul Erik Nielsen, Spjald.
Kat.nr. 72 Scotaloo e. Secret/ Fürst Nymphenburg, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 85 Hesselhøj Donkey Boss e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack, opdrættet og fremstillet af Hesselhøj v/Anders Hoeck, Asperup.
Øvrige godkendte hingste
Kat.nr. 38 Lordswood Bernstein SL e. Bonds/Quaterback, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 43 Sønderskovens Don Avicii e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Don Romantic, opdrættet af Johanne og Lars Juul, Bælum, og fremstillet af Skovrider International ApS, Flemming.
Kat.nr. 45 Forever Love e. Fair Game/ Destano, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 46 For Real e. Blue Hors Farrell/ Lord Loxley, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 54 Franzé e. Franklin/ Sezuan, opdrættet af Henrik Hansen, Solrød Strand, og fremstillet af opdrætteren og Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 58 Fire Jazz e. Fürst Jazz/ Sir Donnerhall I, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 61 Gørklintgårds Millíon e. Millennium/ Sunny-Boy, opdrættet og fremstillet af Jørgen Ravn, Holsted.
Kat.nr. 63 MSJ Q e. Quantensprung/ Bordeaux, opdrættet i England og fremstillet af HP Horses, Hillerød.
Kat.nr. 68 Renomé e. Revolution/Sieger Hit, opdrættet af Minna Petersen og Thorkild Karger, Sommersted, og fremstillet af Priess Horses, Nykøbing Mors.
Kat.nr. 75 Blue Hors Spectrum e. Sezuan/ Sandro Hit, opdrættet af Stutteri Pax I/S, Smørum, og fremstillet af Blue hors ApS, Randbøl.
Kat.nr. 78 Veyron Hena e. Vitalis/ L’Espoir, opdrættet og fremstillet af Alexandra og Søren Buchreitz, Kolding.
Kat.nr. 71 Salissimo e. Secret/ Belissimo M, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 81 Zico e. Blue Hors Zackerey/ Tomahawk, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Kat.nr. 83 Zoom In e. Zoom/ Waterford, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Helgstrand Dressage, Vodskov.
Året var 2006, da Michellino, efter Michelangelo, blev udnævnt som ”Årets Hingst” i Dansk Varmblod.
Og han er altså ikke hr. hvem som helst. Michellino blev født i 1991, og udviklede sig til at blive en af de mest betydningsfulde hingste i Dansk Varmblod med verdenskendte og succesfulde afkom.
Som treårs blev han fremstillet til kåring, og dommerne kunne tydeligvis lide den dengang treårige hingst.
MIDDELSTOR ÆDEL HINGST. SÆRDELES GOD TYPE. UDTRYKSFULDT HOVED. VELANSAT HALS.LIDT UMARKERET MANKE. GOD OVERLINIE. VELFORMET KRYDS. LEMMERNE PASSENDE FØRE OG TØRRE. BEVÆGELSEN SÆRDELES GOD OG ELASTISK. HINGSTENS AFSTAMNING ER DRESSURBETONET. 1. ÅRIG AVLSGODKENDELSE 1994.
Karakterne lød: 978 67 79 8
Michellino blev sidenhen uddannet i dressur, og i 2001 blev han udnævnt til elitehingst. Dansk Varmblod skriver således om den brun, kun 165 cm høje, hingst:
Hingsten fuldførte ikke den ordinære materialprøve p.g.a. akut sygdom, men færdiggjorde materialprøven 2 måneder senere. Godkendt ved 2. delkåring ved Hingstekåringen i Herning 1998 med beskrivelsen: En udtryksfuld og harmonisk hingst som giver sin egen type og smidighed i bevægelsen videre til afkommet. Bør tilføres hopper med et godt markeret sadelleje
Men det er altså hans evne som avlshingst, der har fået mest opmærksomhed i tidens løb. Ifølge Seges’ database er han far til intet mindre end 1137 afkom, og der er nogle prominente heste imellem.
Hvem husker ikke Mistral Højris, der blev redet af britiske Laura Tomlinson med hvem, han høstede medaljer ved EM, VM og OL.
Derudover er Michellino også far til Smeyers Molberg, My Lady, der blev redet af Mikala Münter og Grand Prix-hesten Elmegårdens Marquis – bare for at nævne nogle stykker.
I god form
Michellino er i dag en ældre herre på næsten 30 år. Han har de seneste mange år nydt livet som pensionist hos Helle Stordal og Ray Harris i Tjele.
De har lavet en Facebook-side, hvor Michellinos mange fans kan følge med i, hvordan han har det.
OL-rytter Anna Kasprzak glæder sig over at have fået to drægtige hopper hjem på stutteriet og en dejlig åring alle købt på Campens online auktion over opdræt fra Peter Jensen, Stutteri Skikkild. Peter Jensen gik bort i slutningen af sidste år, og det er hans arvinger, som har sat hesteholdet på auktion. I alt 12 heste, avlshopper og ungheste, kom under hammeren. Flere af hestene er nært beslægtede med Grand Prix-hesten Weltliebe, som Nanna Skodborg Merrald havde succes med for få år siden.
Det var Mette Bonefeld Thomassen, der er ansvarlig for avlsdelen af familien Kasprzaks hestehold, som havde spottet auktionen på nettet. Hun orienterede Anna, som undersøgte de udbudte heste på nettet.
De tre nyindkøbte hopper nyder dagene sammen på folden.
– Jeg har egentlig ikke hørt om avleren, men jeg kunne se på de videoer, som var lagt ud, at det kunne være spændende, indleder Anna Kasprzak. Hun er selv højgravid, med termin midt i marts, derfor sendte hun Mette og Stine (som tilrider heste på stutteriet) afsted for at se nærmere på hopperne.
– Vi besluttede, der var fire af hopperne, vi ville byde på, og det lykkedes at få de tre af dem. Anna Kasprzak
Hopperne er vel ankommet til Haderslev, og de to drægtige hopper er: 11-årige Adelé efter Skovens Rafael/Andiamo og 5-årige Feline e. Freestyle/Weltjunge begge hopper er drægtig med De l’Or e. Dancier/Rotspon fra Kathrinelund. Den 5-årige hoppe vil Anna have redet, når hoppen har folet, for at se, hvordan hun fungere under sadel. Derefter skal der tages stilling til, om hun skal være avlshoppe eller sportshest.
Anna faldt også pladask for åringen Dicte e. Duke/Skovens Rafael trukket på Adelé. – Hun har et meget specielt look, der er noget helt særligt over den. Og så bevæger hun sig fantastisk. Vi har aldrig haft sådan en åring, fortæller Anna med begejstring i stemmen, og hun ser frem til at få Dicte i sporten.
– Vi fik hopperne hjem i tirsdags, og de er gået direkte i isolation i en separat stald. Vi vil ikke sætte dem ind på stutteriet, hvor vi har flere drægtige hopper og ungheste.
Hopperne går sammen, som de plejer, og de er nu testede for herpesvirus, og skal ind i et vaccinationsprogram, fortæller Anna. Den ene hoppe har termin i næste uge. Der er født to føl på stutteriet og endnu en ventes når som helst. Der er ventet i alt 10 føl i år. Foruden de to nyindkøbte avlshopper samt de to som er født, er der yderligere fem drægtige hopper, og så har Anna købt et føl i mors liv hos Malene Munk. Føllet er ventet på en helsøster til Atterupgaards Cassidy og med Jameson RS2 til far. Det føl kommer på stutteriet, når det til sin tid er vænnet fra. Så der bliver fuld hus i den nybyggede stutteriafdeling.
Anna indrømmer blankt, at hun er let at overtale, når det kommer til indkøb af avlshopper og føl, men med 10 føl i en årgang, er det også det maksimale antal af, hvad der skal igennem stutteriet. Håbet er, at der blandt de hjemmeavlede heste vil være fremtidige konkurrenceheste til Anna. Hun har flere 3-årige heste, som skal tilrides, to 2-års plage og fire åringer. – Det kunne jo være mega sjovt, hvis vi kunne lave mine internationale konkurrenceheste selv, slutter Anna Kasprzak.