Skip to main content

Fynsk avlerpar krydser fingre for Darc de Lux

”Det bliver nervepirrende spændende at følge Andreas Schou og Darc de Lux e. Darco ved OL i Tokyo”, indleder Pia Augustinus. Hun er selv erfaren springrytter på MB/MA-niveau, men efter et voldsomt styrt med flere brækkede knogler som resultat, har hun lagt ridningen på hylden. Hendes mand Morten, der uddannet berider, rider og uddanner parrets heste. Han underviser og giver kurser. Faktisk har Morten redet EM for Young Riders i dressur og redet DM i springning flere gange, Unghestechampionater og uddannet et utal af ungheste.

Med deres kompetencer i springsporten som udgangspunkt, har de i mere end 20 år haft som mål at fremavle sportsheste til elitesporten. Pia og Morten bor på en gård på Nordfyn, nær Søndersø, og her er plads til heste- og hundeavl.

Den brune hoppe til venstre er Ordelia, mor til Darc de Lux, og hendes datter Censitive, som også er avlshopppe på stutteriet. Foto: privat

Det startede med en fantastisk hoppe

Succes i hesteavl afhænger i høj grad af de avlshopper, som står i stalden. Pia og Mortens hjerte har altid banket for holstenerhesten, holsteneren, der har stor succes i springsporten. De har venner og bekendte blandt de nordtyske holsteneravlere og ryttere, og det var sådan et venskab, der gav grobund for avlen af Darc de Lux.

Darc de Lux’s mor, Ordelia er 22 år. Hende fandt parret gennem deres gode ven Hans-Joachim Ahsbahs, der har siddet i kåringskommissionen i Holsten i en årrække. Hoppen, der har en guldrandet afstamning i Holsten, er efter Contender/Cor de la Bryere/Rigoletto, og det kan nok være det fik Pia og Morten til at springe i bilen med kurs mod Tyskland, da de erfarede hun var til salg. Ordelia gik med et 6 dage gammelt føl ved siden efter Rheinsberg, og hun tiltalte i høj grad Pia og Morten.

Det vi faldt for var, at hun ikke var en typisk tung Contender – men mere en lille sportsmodel af en Cor de la Bryere-hoppe – og hun ser stadig fantastisk ud

Pia og Morten Augustinus

Ordelia har været et fantastisk køb, 22 år og ”stille going strong” leger hun fortsat kispus med Pia og Morten, når hun skal på fold, en dame med sin helt egen mening om tingene, men det bliver hun i høj grad tilgivet, for hun har sat Pia og Morten Augustinus avl på verdenskortet som mor til to kårede hingste og en OL-deltager.

Morten Augustinus til stævne med 5-årige Darc de Lux. Foto: privat

Født som en stjerne

Da Darc de Lux kom til verden på Nordfyn for 10 år siden, kunne Pia og Morten hurtig spotte føllets kvalitet. Det var tydeligt, at hingsteføllet havde et fantastisk temperament, en optimal bygning, og det hele kombineret med hans gode afstamning med den hollandske elitehingst Darco til far.

Morten tilred selv unghingsten, og uddannede ham indtil han blev 5 år. Undervejs beviste Darc de Lux, at avlerparrets forventninger var helt på sin plads. ”Vi blev mere og mere overbevist om, at han ville blive en god sportshest,” er avlerne enige om.

På vej i sporten

Morten passede godt på Darc de Lux undervejs. Hingsten er udstyret med en stor, jordvindende galop, og det kræver styrke af hesten, at administrere en galop af den kvalitet. Da Darc samtidig gik i vækst, da han blev redet, fik han flere pauser undervejs. Derfor blev han heller ikke startet i championater som 4-års.

Som 5-års begyndte Darc at blive stærk nok til at kunne vise sit potentiale, og ved en banetræning hos Schou fik Andreas og Christian et godt øje til hingsten. På daværende tidspunkt havde Pia og Morten fået flere henvendelse på hingsten fra udlandet, men de ville gerne have, han blev på danske hænder. Det sikrede brødrene Schou med købet.

Morten Augustinus med Andreas Schou og Darc de Lux efter Andreas vandt sølv ved DM sidste år. Foto: Privat

I hænderne på Andreas

Det blev Martin Dinesen Neergaard, som fortsatte hingstens uddannelse. I vinteren, da Darc de Lux blev 6 år, overtog Andreas hustru Jannike West Schou den videre uddannelse, og hun red primært i youngsterklasser ved internationale stævner.

Da Darc de Lux var vel etableret i international sport på youngsterniveau og klar til den store sport, overtog Andreas tøjlerne, og pladsen i sadlen på hingsten. De seneste to år har de to gået fra den ene 0-runde til den anden. Se Andreas fortælle om OL-drømmen.

Ved at sælge til Andreas og hans team vidste vi, at her ville Darc få chancen for at vise sit potentiale

Pia og Morten Augustinus

Pia og Morten har fortsat en tæt kontakt til Andreas, så de hele tiden er informeret om, hvordan hingsten udvikler sig. Kom tæt på Darc de Lux, når Andreas Schou fortæller om hingsten der: Er verdens rareste hest

OL – en drøm der går i opfyldelse

Der er mange ting, som skal gå op i en højere enhed, såfremt en avlers drøm om at avle en OL-deltager skal gå i opfyldelse. Så snart hesten er ude af avlerens hænder, ligger ansvaret hos rytteren, og den uddannelse og det management rytteren formår at give hesten.

”Vi glemmer ikke, hvad Andreas sagde sidste år ved DM, hvor han blev nr. to på Darc de Lux: Den hest kommer til at gå et stort championat en dag”. Og lige nu er Andreas og Darc ved at bevise netop det.

”Vi er selvfølgelig mega spændt på, hvordan det går i Tokyo, og krydser fingre for at alt lykkedes for Andreas og Darc. Det er første gang en dansk avlet holstener skal gå springning til OL, og endda med en dansk rytter. Det er virkelig stort.” udtaler Pia Augustinus.

Pia og Morten ville have nydt at følge deres hest fra lægterne i Tokyo, men sådan skulle det ikke være. De håber på at få parret at se på hjemmebanen ved VM i Herning næste år.

”Vi glæder os helt vildt til at følge dem på tv. Der kommer nogle gode venner og ser det sammen med os, så kan vi bide negle sammen. Andreas er jo en mega god mesterskabsrytter, så alt kan ske.” På spørgsmålet om, hvad der er størst: at lave to kårede hingste i Holsten, eller have en hingst med til OL? ”Jeg tror OL topper det, slutter Pia Augustinus.


Afkom efter Ordelia

Hoppen har et utal af stjerner allerede i Holsten (det tyske ”stjerne” system for reg. af resultater af hoppe og afkom i avl og sport) – og pt. ligger hoppen mellem de 100 bedste hopper nogensinde, men OL-deltagelse af afkom giver flere stjerner. ”Så vi er spændt på næste års udregning,” fortæller Pia Augustinus.

Ordelia har 2 kårede hingste i Holstenerforbundet:
Pikeur Quick Fire e.Quintero/Contender – 2. Reserve sieger I Holsten, Neumunster, 2009
Cornet de Lux e. Cornet Obolensky/Contender – Kåret hingst, Holsten, Neumunster, 2011
Når Darc de Lux har deltaget ved OL er han også kåret i Holstenerforbundet.

2 sportsheste efter Rheinsberg der har gået 145 cm i Tyskland
Hovedstambogshoppen Censitive e.Dobel’s Cento/Contender – som parret avler på.
Cassini I vallak der går super i Hunter klasser i USA

Og flere ungheste på vej efter bl.a. Singular La Silla, Diamant de Semilly og Kashmir van Schuttershof. ”Dette er alle hopper, da vi primært kun sælger hingsteføllene fra Ordelia – og i år kom sidste skud på stammen, en helbror til Darc de Lux – født sammen dag som Andreas blev udtaget til OL, fredag d. 25. juni. Han meldte sin ankomst midt i studenterfesten, og som avler forlader man selvfølgelig selskabet og tager standsmæssigt mod føllebaby i festtøjet,” fortæller Pia med en latter.


Når føllet ikke tåler mors mælk

Pia og Morten samarbejder med Vetembryo Aps og dyrlæge Sisse Holm-Thomsen, Norets Hestepraksis. De bruger den moderne ifolingsteknik, ICSI på Ordelia – så hun ikke skal bære et føl selv – da hun flere gange de sidste år har lavet neonathal isoerythrolyse (uforligelighed el. Hænolytisk anemi) hvor hoppens antistoffer i råmælken nedbryder føllets røde blodlegemer.

Ved at bruge ICSI* sparer avlerne hoppen for at bære føllene selv, så de håber på at have den succesfulde avlshoppe i mange år endnu.
Det er nøje udvalgte travhopper, som bruges til at bære fostret – nøje udvalgt, fordi de har en væsentlig opgave i opdragelsen af føllet. ”Og ja, ler Pia, selvom føllene er født af en travhoppe, så kan de altså godt galopere.”

* ICSI (Intra Cytoplasmisk Sæd Injektion) er i praksis en tvangsbefrugtning under mikroskop. Folliklerne (æg) suges ud af hoppens æggestok, og befrugtes under mikroskop ved at sprøjte en enkelt sædcelle ind i ægget. Efter modning i 7-10 dage kan embryonet overføres til en rugehoppe.

Andreas Schou fik sit ønske opfyldt

Andreas Schou starter som nr. 43 på Darc de Lux e Darco opdrætter Pia og Morten Augustinus. Dermed fik han sit ønske opfyldt om en sen starttid, hvilket givet ham mulighed for at se flere ryttere ride banen, og dermed få bekræftet sin egen plan for gennemridningen af banen.
Der er 73 ryttere til start i den individuelle konkurrence, som afvikles efter metode A, fejl og tid. Tempoet er sat til 400 meter i minuttet, med en forhindringshøjde på op til 165 cm. De 30 bedst placerede ryttere får adgang til den individuelle finale, som afvikles onsdag. De fejl som rytterne opnår i tirsdagens kvalifikation tages ikke med til den individuelle finale.

Som man kan høre Andreas Schou fortælle i artiklen: Video: OL er min livsdrøm – håber han på en plads i den individuelle finale: “Hvis vi kommer i en finale blandt de 30 bedste, så er det fordi han har sprunget helt fantastisk den første dag. Og hvis han kommer til Tokyo og springer godt første dag, så kender jeg ham så godt, så springer han også godt anden dag. Så er det fordi han føler sig tilpas, og så vil jeg da sige, er man først inde i en finale, så kan alt ske. Og så skal man da drømme og håbe på en top ti.”

Klassen vises på DR2 fra kl. 12.00 – 15.45

Se startlisten HER og baneskitsen HER

Peter Flarup: Selvfølgelig er jeg skuffet i nu’et

Militaryrytter Peter Flarup, 45 år, havde lavet en mindre satsning, og taget det 10-årige stortalent Fascination med til OL. Hesten, der er efter Favorit Ask med OL-sølvvinderen Lando til morfar opdrættet af Jørn-Ove Jørgensen, har et stort talent for sporten, hvilket blev bekræftet ved OL. Fysisk var han i absolut topform, men mentalt mangler der fortsat noget overblik.

33,7 strafpoints i dressur til Peter Flarup. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Dressur bliver tiltagende vigtigt

Den tid er længst forbi, hvor et middelmådigt dressurresultat kan indhentes i trænet og ridebanespringning. Med det nye OL-format og et komprimeret dressurprogram, bliver et godt udlæg i dressur nærmest afgørende for placeringerne langt ned i rækkerne.

Peter Flarups dressur på Fascination er blevet forbedret de seneste måneder, og støtten til ham intensiveret i karantænen og i træningen forud for starten i Tokyo. Dressurrytternes landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har hjulpet Peter godt på vej.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har hjulpet Peter Flarup i opvarmningen til dressurkonkurrencen. Foto: Victoria Hjortnæs

Hans dressurresultat på 33,70 strafpoints svarer til 66,3% Den erfarne militarydommer Anne-Mette Binder, der nu er holdleder for dressurrytterne, var blevet i Tokyo for at støtte Peter Flarup, om hans dressurprogram udtalte hun bl.a. til Zibrasport Equest: ”Desværre indløb der lidt småfejl for Peter, bl.a. i det første changement, hvor Fascination bliver lidt spændt og topper op bagtil, og så bytter han bagtil efter galopøgningen på langsiden. Men alt i alt mange fine momenter, og uden småfejlene kunne han let have ligget på omkring de 70%, er min vurdering,” Hele hendes vurdering kan man læse HER

Dressurresultat gav Peter en plads midt i feltet på en 34. plads.

Mentale udfordringer i terrænet

Peter, der er en særdeles erfaren militaryrytter havde læst terrænbanen korrekt, da han inden starten vurderede, at den meget snørklede, kuperede bane ville blive en udfordring. Hvad han ikke havde regnet med var, at Fascination lod sig påvirke enormt meget af omgivelserne.

”Banen er meget snørklet, vi rider frem og tilbage, og tre gange skal vi ride væk fra opvarmningen. Det var en faktor rent mentalt, der havde han ikke hår nok på brystet. De svære ting sprang han fint,” fortalte Peter. Læs mere om deres terrænspringning HER

Rundt om på banen svar der også opstillet dronekamera, som susede afsted ved siden af hestene foran, ved siden af og bagved forhindringerne. Det lod Fascination sig forstyrre af.

Peter Flarup og Fascination på vej gennem den snørklede terrænbane. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

”De gamle heste har set det før, men lige præcist her, kører donen tæt på,” forklarer han, og som man måske så på tv, fjernrefuserede Fascination næsten på et stort, bredt spring, da han fik øje på dronen. Det resulterede i, at Peter måtte klemme meget til hesten på vejen rundt, og det ødelagde deres rytme og flow på banen.

I et vandkompleks opstod der en misforståelse mellem Peter og Fascination, der nærmest lagde sig på forhindringen. På tv så det ud som om hans ben hang fast i forhindringen, men nej, fortæller Peter: ”Han blev bare stående med benet oppe på forhindringen, og ligesom spurgte: hvad nu?”

Springer med overskud

Da Fascination kom ud af boksen om morgenen efter den hårde terrænbane, var han helt fin og sund i kroppen. Til vettjek travede han lige frem uden den mindste tøven. ”Han var ikke træt i kroppen.”

Ridebanespringningen gav flere fejl, især et dobbeltspring på buet sport var den helt store synder. Også her fik Peter et let nedslag på indspringet, det eneste Fascination rørte undervejs. Så Peter var meget tilfreds med hestens indsats på springbanen den sidste dag.

”Selvfølgelig er jeg skuffet (over det samlede resultat, red.), men når vi kommer hjem og har sunket det, så tror jeg, jeg er meget godt tilfreds. Jeg havde håbet på finalen, men det lykkedes ikke. Han er super sund i kroppen, og et år mere med hans kvalitet….” Peter Flarup sætter ikke målsætninger op for Fascination, men der er OL igen om 3 år, og det vil da være helt naturligt, at rette blikket mod Paris. Og som Peter tidligere har udtalt, var han lidt misundelig på dressurrytternes sammenhold, så han håber på at få sine kolleger med i fremtiden.

Resultater kan ses HER

Peter Flarup på springbanen med Fascination. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Cool tysk kvinder napper guldet i military

Julia Krajewski sikrede tysk oprejsning med en guldmedalje i den individuelle konkurrence ved OL i military. Den 32-årige tysker red på banen som den sidste, og kravet til hende var klart: kun en fejlfri runde ville sikre guldet, et nedslag ville give bronze.
Julias hest Amande de B’Neville en 11-årig hoppe efter Oscar Des Fontaines, med hvem hun vandt den 4-stjernede konkurrence i Saumur i foråret, springer med et dejligt overskud på banen, og det overskud fik Julia brug for i den afgørende runde. Kampen om de individuelle medaljer var ekstremt tæt. Julia var alene i front med 25,20 og kunne tåle et nedslag til nærmeste konkurrent, men fra plads 6 til 2 var der ikke plads til fejltagelser for at komme i spil til en medalje.

Julia mistede Chipmunk og vandt guld

Da Julia Krajewski galoperede fejlfrit i mål (dog med en tidsfejl), sikrede hun ikke alene tysk oprejsning, men det er også en “fjer i hatten” til den unge tysker, som tidligere har redet Chipmunk FRH internationalt, hesten nu rides af hendes landsholdskollega Michael Jung. Den dobbelte OL-guldvinder fra London og Rio, lå efter dressuren på en førsteplads. Men i terrænet ramte Jung og Chipmunk en af de forhindringer, som udløses og det kostede 11 strafpoint. Da der samtidig indløb et nedslag i ridebanespringning, røg parret ned på 8. pladsen

Sølv til Englands Tom McEwen og Don Quidam. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

England og Australien på medaljekurs

Efter terrænspringningen lå Englands Oliver Townend og Ballaghmor Class på en individuel førsteplads, men to nedslag og tidsfejl i ridebanespringning kostede ham en mulig medalje, og han måtte tage til takke med 5. pladsen med ialt 32,40 strafpoints.

Japans Kazuma Tomoto havde kun tidsfejl efter terrænspringningen med Vinci de la Vigne. 4 fejl i første runde af ridebanespringningen og tidsfejl i anden kostede ham en mulig medalje. Han sluttede på 4. pladsen med 31,90 strafpoints.

Australske Andrew Hoy sikrede sig endnu en individuel OL-medalje -denne gang af bronze sammen med Vassily de Lassos. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Andrew Hoy fra Australien har en individuel sølvmedalje i bagagen fra 9 Olympiske Lege, den første red han i 1984. Den 62-årige rytter kom til den afgørende ridebanespringning med de fejl han startede med, 29,60 strafpoints fra dressuren på Vassily de Lassos, og det blev der ikke ændret ved. En koncentreret indsats fra hest og rytter sikrede dem bronzemedaljen.

Det blev Englands Tom McEwen og Toledo de Kerser, der med en enkelt tidsfejl i finalerunden sluttede på 28,90 efter et fejlfit ridt i både terrænet og første runde ridebanespringning.

Der har været stor diskussion om det nye format ved OL, om det overhovedet var muligt at afvikle med kun tre på holdet og ingen dropscore. Der er ingen tvivl om at konkurrencen blev mere åben i det nye format. Om det så er bæredygtigt fremadrettet, det kommer sagkundskaben med garanti til at diskutere den kommende tid.

Resultater

England vandt holdguld i military

Det var en meget smuk springbane som i dag mødte militaryrytterne i den afgørende disciplin: ridebanespringning. Den indbydende bane havde dog lige een bagside: et dobbeltspring på et buet spor, som kostede rigtig mange nedslag.

Det kom dog ikke til at betyde noget for England, der med stor sikkerhed red sig til guldet med blot 86,30 strafpoints, mod Australiens 100.2 på andenpladsen.
Tom McEwen og Toledo de Kerser åbnede for England med et fejlfrit ridt, og selvom både Laura Collett/London og Oliver Townend/Ballaghmor Class fik et nedslag, var englænderne sikre på guldet.
For den indtil da førende rytter Oliver Townend blev nedslaget kostbart, han mistede førstepladsen i den individuelle konkurrence til Tysklands Julia Krajewski og Amande de B’Neville. Selvom tyskerne kom stærkt tilbage i holdkampen i dag, med tre fejlfrie ridt på springbanen, kunne det ikke opveje deres dårlige resultat efter terrænspringningen. De ellers så medaljevante tyskere måtte tage til takke med fjerdepladsen foran New Zealand og USA.

62-årige Andrew Hoy sikrede australsk sølvmedalje. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

62-årig sikrer australsk sølv

Kampen om sølvmedaljen var ekstremt tæt mellem Australien og Frankrig. Frankrig lagde ud med et fejlfrit ridt på forhindringerne af Nicolas Touzaint/Absolut Gold, der fik 0,4 stafsekunder på tid. Australien svarede igen med et fejlfrit ridt af Kevin McNab/Don Quidam.
Australiens knappe føring blev der ikke ændret på, da både Shane Rose/Virgil for Australien og Karim Florent Laghouag/Triton Fontaine fik et nedslag. Dermed var det op til landenes sidste rytter, at afgøre konkurrencen. Christopher Six og Totem De Brecsy lagde maksimalt pres på Australiens sidste rytter, da han red et fejlfrit ridt. Det var dog ikke en hvem-som-helst, Australien havde sat til at ride sidst: 62-årige Andrew Hoy rider i år sit 9. OL i karrieren. Tre holdmedaljer i guld, og en enkelt individuel sølvmedalje er det blevet til. I terrænet i går viste han, hvordan den bane skulle takles, og igen i dag var han særdeles sikker og stærkt ridende i ridebanespringning, hvor Cassily de Lassos blev placeret optimalt foran forhindringerne. 0 fejl til dem og dermed var sølvmedaljen en realitet for Australien.

Den individuelle finale rides i eftermiddag og sendes på Eurosport 1, fra kl. 13.45.

Resultater ses HER

Video: OL er min livsdrøm

Andreas Schou og Darc de Lux har været på banen for første gang i Tokyo.

Opvarmningsklassen blev klaret med bravour, og den danske ekvipage er mere end parat til den individuelle konkurrence springes i gang tirsdag den 3. august.

Inden afrejse mødte vi den 34-årige rytter hjemme i Sommersted, hvor han afslørede, hvor meget det har krævet at udleve drømmen om at ride OL.

Se også: Andreas Schou om karantæne og forberedelse

Og Andreas tør godt at drømme om endnu mere; nemlig om en topplacering til de olympiske lege i Tokyo.

Så vil jeg da sige, at er man først inde i en finale, så kan alt ske, og så skal man da drømme og håbe på en top 10

Andreas Schou

Godmorgen til OL i Tokyo

I dag er den afgørende dag i militarykonkurrencerne ved OL i Tokyo. Peter Flarup og Fascination e. Favorit Ask opdr. Jørn-Ove Jørgensen skal i konkurrence kl. 10.00 i dag (kan ses på Eurosport 1 fra kl. 10.00 med finalen kl. 13.45). Peter Flarup har startnr. 4. Peter har 100,9 strafpoints med sig efter dressur og terrænspringning. Det er de 25 bedste ryttere, som går videre til den individuelle finale i dag. Først skal holdkonkurrencen afvikles. Det er England som fører foran Australien og Frankrig med New Zealand, USA og Tyskland efter.
I den individuelle konkurrence er det Englands Oliver Townend og Ballaghmor Class som fører, men rytterne i top ti ligger meget tæt efter de to første konkurrencer, så i dag kan alt ske. Det bliver interessant at se, hvor meget varmen og den godt 4 km lange terrænbane har influeret på hestenes form inden ridebanespringningen.

Startlisten kan ses HER

Den 14-årige Jet Set redet af Robin Godel fra Schweiz måtte aflives efter terrænspringningen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Hest måtte aflives efter terrænet

De der fulgte terrænspringningen natten til søndag oplevede, at konkurrencen blev afbrudt nogle minutter undervejs. Det skyldes den schweiziske hest Jet Set redet af Robin Godel, blev ekstremt halt efter at have sprunget vandkomplekset nr. 20.
FEI beskriver, at den 14-årige hest omgående blev tilset af dyrlægerne, og transporteret til veterinærklinikken på stedet. Her kunne man konstatere, at hesten havde overrevet et ligament over hoven på højre forben. Og efter aftale med hestens ejer og rytter, blev det besluttet at aflive hesten.

https://www.facebook.com/the.fei/posts/4122804704433557

Andreas og Darc de Lux i topform

Efter afgørelsen på militarykonkurrencerne i dag venter springkonkurrencerne de kommende dage. Der er ændret på afviklingen og det betyder, at de individuelle konkurrencer afvikles først, over to runder.
Første runde afvikles i morgen, mens finalen finder sted onsdag for de 30 bedste rytter ud af de 75, som kommer til start. Finalen afvikles med en hovedspringning og omspringning, rytterne tager ikke fejlene fra morgendagens kvalifikation med til finalen. Fredag og lørdag i denne uge er der så holdkonkurrence.

Andreas Schou og Darc de Lux e. Darco opdr. Morten Augustinus deltog i går i en opvarmningsspringning på stadion. Rytterne havde 90 sekunder til at springe banen, og den springning viste i høj grad, at Darc de Lux er i topform til Legene. Et efter et blev forhindringerne overvundet med masser af luft og med en teknik, som kan bruges til at beskrive den optimale springteknik i de fleste lærebøger. Med ørene spidsede mod forhindringerne, og stor ridelighed, sprang Darc de Lux de flotte forhindringer med lethed.
“Han føltes fantastisk. Præcist, som jeg havde håbet på,” fortæller Andreas Schou fra Tokyo. Man kan følge ridebanespringningen i morgen fra kl. 12 på DR2.

Start- og resultatlister

Andreas Schou og Darc de Lux under opvarmningsspringningen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Mudderpantomime og sejr til Daniel Bachmann

Regnen vælter ned og dressurstadion ved det internationale stævne i Herzlake i Tyskland, og regnen har forvandlet banen til en mudderpøl. Anna Kasprzak/Fuhur og Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell kom begge til start og de passede på deres heste hele vejen rundt. Der blev ikke satset, men redet på det sikre.

Sejr til Daniel Bachmann Andersen

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic scorede bl.a. et 9-tal for den snorlige serie af gennemsprungne changementer de viste. Flere gange 8 og 8,5 for hestens markerede, taktrene passage blev det også til. De sejrede med 75,362% over gårsdagens Grand Prix-vinder Emma Kanerva/Greek Air med 74,043%

Anna Kasprzak i daglig træning. Du kan fremsøge flere spændende videoindslag, vi har lavet hjemme fra Annas træningsstald i Haderslev her på sitet. Foto: Zibrasport Equest

Anna i top tre

Anna Kasprzak rider blot sit tredje internationale stævne på Fuhur e. Fürstenreich. Det var absolut ikke let for rytterne, at styre hestene fejlfrit rundt på den våde, plaskende bane. Anna opnåede sine højeste score i Fuhurs markederede passage og flotte overgange. Han er uddannet af en russisk rytter, og netop de ryttere indlærer changementer, og changementsserie anderledes end den klassiske måde, som de fleste vesteuropæiske ryttere benytter sig af. I dag fik Anna fejl i begge serier, og det koster naturligvis meget dyrt i det samlede regnskab. De opnåede 72,298%

Blue Hors spanske rytter Cristian Tuelda Ruiz kom til start ved stævnet på Blue Hors Zepter og Blue Hors Zick Flower, begge efter Blue Hors Zack. I Grand Prixen sluttede de midt i feltet og i dag blev han placeret på 12. pladsen med Zick Flower med 66,753%

Start- og resultatlister

Lars Pedersen er klar til at forsvare sit mesterskab

Der er lagt op til fem travle dage, når Absolute Horses onsdag tager fat på mesterskabsstævnet i ridebanespringning på Tågerup fra onssdag den 4. til søndag den 8. Omkring 775 starter bliver det til – og ikke færre end godt 260 heste er tilmeldt.

Lars er klar til at forsvare sin titel

Det er selvfølgelig spænding om mesterskabsklasserne.  I DM for senior er der 25 startende – heraf seks med to heste. Lars Nørgaard Pedersen prøver at genvinde guldet fra i fjor på avlshingsten Bøgegårdens Gladiola. Han styrtede ved Equitour i forsommeren, men er nu at finde på startlisterne igen. Blandt deltagerne er også tidligere mestre som Søren Møller Rohde, Rikke Haastrup Kristensen og Kasper H. Hansen. Også tidligere medaljetagere som Tina Lund og Lars Bak Andersen er blandt deltagerne.

Adam Sparlund Olesen red som senior i fjor – i år starter han den ny U25-klasse. Foto: privat

18 i nyt mesterskab

Sidste års sølvvinder, Andreas Schou, er ikke med, da han er til OL i Tokyo, og sidste års bronzevinder, Adam Sparlund Olesen, starter i år i det nye U25 Agria DRF-mesterskab – dog på en anden hest, nemlig Engerupgaards Cashett.
Her starter også Benedikte Rie Truelsen, der fik sølv i U21 i fjor, hendes søster Anne-Kirstine Rie Truelsen, og bl.a. Nicolas Pedersen, Martin Mose Knudsen og Jonathan Hvalsøe Saul. I alt er der meldt 18 til start – tre af rytterne med to heste.

Også i U21 Agria DRF-mesterskabet forsøger sidste års vinder Christine Thirup Christensen at genvinde guldet på Vedric. Blandt de 18 deltagere er Maria Barnewitz Schou, der fik sølv i U18-klassen i fjor, ligesom søskendeparret Theodor og Phillippa Wildfang Linde stiller op. De fire ryttere har netop redet til EM i Portugal. Fire ryttere har to heste med.

Bronzevinder i fjor

I U18 Agria DRF-mesterskabet er der 24 tilmeldte – heraf fire med to heste. Josefine Sandgaard Mørup fik bronze i fjor på De Semilly Edition, som hun også starter i år, og har netop redet EM for U18 i Portugal. Her var også Noona Wildfang Linde med. Derudover stiller bl.a. Cecilie Kjær og Jacob Theodor Schmidt op.
Ud over mesterskaberne er der Youngster-klassen for fem-, seks- og syv-årsheste, der har 51 tilmeldt til start torsdag og finale fredag.
Desuden er der en række almindelige klasser, hvor der bliver mulighed for at se bl.a. Rasmine Laudrup, Karen Møller Rohde, Shannon Ketterle og sågar den stævneansvarlige Thea Glitrup.

Banebygger er i år Christian Eilschou Holm. Foreløbig ser tidsplanen ud til start klokken 12 onsdag og de øvrige dage klokken 9.

Start- og resultatlister

Kilde: pressemeddelelse

Josefine Sandgaard Mørup fik bronze i U18 i fjor. Hun stiller op igen. Foto: privat

Ærgerlige misforståelser kostede dyrt for Flarup

Peter Flarup har stor rutine, og han kunne dermed give 10-årige Fascination e. Favorit Ask opdr. Jørn-Ove Jørgensen god støtte undervejs på den 4 km lange, kuperede terrænbane. Fascination har stort potentiale, men mangler endnu noget erfaring på dette niveau. Et par misforståelser undervejs kostede desværre dyrt for Peter, der nu ligger med 100,9 strafpoints.

Peter Flarup og Fascination. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Fascination i topform

Anne-Mette Binder, international dressurdommer i military, fortæller fra terrænbanen i Tokyo: “Varmen trækker tænder ud, men sværhedsgraden er som den skal være til et OL. Passende, så alle nationer, også de ikke så erfarne kan komme igennem.
Anne-Mette Binder, der er holdleder for dressurrytterne er blevet i Tokyo for at fungere som holdleder også for Peter Flarup hun fortæller om hans ridt i terrænet: “Peter blev udfordret af ikke at blive sendt op til start de tre minutter før, som der var aftalt, så Fascination kunne komme sig efter en skridttur op ad en meget stejl bakke. Heldigvis er Fascination i super form, så det slog ikke hesten ud af kurs. De forhindringer jeg så, sprang hesten godt og sikkert, men han studsede lidt over dronen, der kørte mellem sporerne herude. Desværre indløber der en fejl, der giver 20 strafpoints omkring det første vandkompleks, hvor Fascination trækker på alternativet, hvor Peter vil gå den lige vej, og der opstår en misforståelse. Derefter går det fint igen, og han sætter ikke en hov forket, men i den sidste vandforhindring efter det stejle nedspring ned mod hjørnet opstår der igen en misforståelse. Fascination bliver hængende i forhindringen, de kommer fri igen, men indkasserer også der 20 strafpoints. Så alt ialt 40 strafpoints og det er brandærgerligt, for ellers var Fascination i topform og godt sikkert ærligt og på alle måder på,” slutter Anne-Mette Binder.

England sikkert i front

Terrænspringningen kom til at ændre på stillingen, individuelt såvel som for hold. England var i front foran Tyskland og New Zealand. Det tyske hold mistede terræn i holdkonkurrencen, da holdets anden rytter Sandra Auffarth og Viamant du Matz fik en refusering i terrænet. Japan, der var med i kampen om medaljer fik sin sidste rytter elimineret efter fald. Det samme overgik Sverige, da Therese Virklund og Viscera blev elimineret efter fald. I forvejen havde svenskerne indsat deres reserve, og dermed var det svenske hold sprængt.
62-årige Andrew Hoy og Vassily de Lassos blev standset undervejs, da den schweiziske rytter Robin Godel havde et styrt. Hoy kom stærkt igen efter pausen, og kom fejlfrit i mål indenfor tiden, og det var med til at sende Australien op på en andenplads inden ridebanespringning.
England har lagt sig sikkert i frontmed 78,3 strafpoints foran Australien (96,2) og med Frankrig (97,1) på tredjepladsen.

Oliver Townend fra England fører i den individuelle konkurrence, og England er på guldkurs. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Michael Jung fik fejl i terrænet

Den regerende olympisk mester Michael Jung fra Tyskland fik væltet en forhindring undervejs på banen, hvilket kostede 11 strafpoints, og sendte ham ned på en 10. plads inden ridebanespringningen. Det er derfor Oliver Townend/Ballaghmor Class fra England, som er rykket op på førstepladsen efter et fejlfrit ridt i terrænet. Efter ham ligger Julia Krajewski og Amande de B’Neville fra Tyskland, og så er der igen en englænder på tredjepladsen, Laura Collett og London.
Peter Flarup og Fascination ligger på plads 45 inden ridebanespringning. 11 ryttere trak sig undervejs eller blev elimineret.

Se resultaterne HER

Sara Hyrm vinder DM i dressur for ungryttere

Imponerende 79.575% blev scoren for Sara Aagaard Hyrm og Skovborgs Romadinov i lørdagens kür ved Agria DRF-mesterskab for ungryttere.

Dermed blev ekvipagen en suveræn vinder af mesterskabet foran Kristian Würtz Green på Bovbjergs Zhivago, mens Anders Uve Sjøbeck Hoeck på Blue Hors Zwobber tog bronze.

Se det samlet resultat her

Du kan gense hele küren i vores Premium-arkiv inden længe

Sejren glippede i en pirouette

32 deltagere i 3-stjernet Grand Prix i Herzlake og heraf to danske, Anna Kasprzak og Daniel Bachmann Andersen begge satte de deres præg på klassen.
Daniel Bachmann Andersen havde medbragt den blot 9-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Romantic, og han scorede både 8 og 9-taller for hestens besnærende passage. De så ud til at være på vej til toppen af klassen, men et kiks i den sidste pirouette, hvor Marshall-Bell gik i stå for Daniel, kostede en mulig sejr. De opnåede 73,043% mod klassens vinder finske Emma Kanerva/Greek Air som fik 74,130%

Anna Kasprzak og Rock Star. Foto: Zibrasport Equest

Anna med i front

Selvom Anna Kasprzak har ejet Fuhur siden november 2019 var stævnet i Herzlake blot deres tredje internationale optræden. Småskader hos hesten og Annas graviditet, hvor hun i marts blev mor til en søn, har holdt parret ude af konkurrence. I dag leverede de en fejlfri præstation, af dommerne vurderet til 71,326% og en 4. plads i klassen. Anna blev også placeret på 5. pladsen med Rock Star, som hun opnåede 71,152% med.
Susanne Baarup var blandt dommerne i klassen.

I morgen søndag rider Anna Kasprzak Grand Prix kür på Rockstar, mens hun starter Grand Prix Special med Fuhur. Daniel Bachmann Andersen starter Grand Prix Special med Marshall-Bell.

Dansk succes på springbanen

Flere danske springryttere er også i aktion i Herzlake. Jennifer Fogh Pedersen åbnede med en sejr på Diavoltan i en 1.35 m klasse fredag. En klasse hvor hun også var placeret med Finlandina, mens Lars Bak Andersen/Farbenfroh og Emil Hallundbæk/Irwin også var blandt de placerede. Lars Bak Andersen blev også placeret i fredagens 1.45 m klasse med Calvin, flere af Tysklands topryttere er til start ved stævnet.
Emil Hallundbæk og Irwin blev placeret på en andenplads her til morgen i en 1.35 m klasse, og igen var Jennifer Fogh Pedersen og Finlandina blandt de placerede.

Start- og resultatlister