Skip to main content

Knap 84% af Carina og Danse efter et klasseridt

Carina Cassøe Krüth red sin svære, men også meget imponerende kür med Heiline’s Danciera med masser af energi og aktion. De to dansede sammen, og Carina fik vist et flot travprogram. Og det svære galopprogram med pirouetter før og efter changementsserier lykkedes og det samme gjorde to’er changementer efterfulgt af etterchangementer for så igen at vise to’er changementer på buet spor, blot et af de mange changementer blev vist lidt småt. Og det var en jublende flot afslutning i piaffe og passage hun fik vist op mod dommerne. Flere 8,5 og enkelte 9-taller fra dommerne for den præstation. Det her er bare verdensklasse af berideren fra Hobro, og der er forhåbentlig flere Olympiske Lege i det par.
Teknisk: 78,286% – Kunstnerisk: 88,371% – samlet: 83,329%

“Jeg syntes det var en mega fin tur, hun leverede bare i dag. Hun er der bare. Det hele lykkedes, hun er flot i balance energisk og spændstig oppe foran mig og hører 100% efter. Det har været en helt vild oplevelse, det er mega fedt. Jeg er næsten ligeglad med, hvad hun har fået i dag, det er den samme hest, jeg har med hjem, sagde Carina bl.a. til DRTV efter sit ridt.

Det er ikke uden grund, at Heiline’s Danciera kaldes “Danse” – det viste hun og Carina Cassøe Krüth i küren. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Sabine Schut-Kery brillierer igen

OL’s store positive overraskelse og ankermanden på det sølvvindende amerikanske hold, Sabine Schut-Kery og Sanceo, der af Bjarne Nielsen blev betegnet som den lækreste hest ved OL. De to beviste i küren at de to flotte, foregående ridt bestemt ikke var en enlig svale. Hesten gik i flot form, smidigt og samarbejdsvilligt. Et par småkiks undervejs i programmet ødelagde ikke det positive indtryk af ekvipagen, der lavede en smuk piaffe til afslutning,
Teknisk: 80,143% – Kunstnerisk: 88,457% – Samlet: 84,300%

USA’s Sabine Schut-Kery red sig i front i gruppe 2. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Småfejl af Charlotte Fry

Engelske Charlotte Fry og Everdale viste endnu engang stor styrke i hele programmet. Den 25-årige rytter træner hos danske Anne van Olst i Holland – og det var en fornøjelse at se dem gennem travprogrammet. I galoppen blev hesten forstyrret af kameraføringen i et hjørne, men Charlotte kom stærkt tilbage, og fik vist flere pirouetter som lykkedes. Hingsten går lidt rejst og bliver så momentvis lidt lav i ryggen, men der er masser af kvalitet i det, de viser på banen. Hun og Everdale viser sig at være et stærkt kort for englænderne.
Teknisk: 75,714%% – Kunstnerisk: 85,514%- Samlet: 80,614%

Flere fejl til Hans Peter Minderhoud

Hans Peter Minderhoud fra Holland red med lidt mindre pres på avlshingsten Dream Boy i küren, det gav sig udslag i er mindre hektisk program, hvor hingsten fik mulighed for at stråle lidt mere, selvom han var lidt urolig fortil i flere øvelser programmet igennem, måske som følge af lidt manglende styrke. Fejl i to’er changementerne, og igen i udridningen af en pirouette havde hingsten samlede bagben, og det gentog han i etterchangementerne.
Teknisk: 75,526% – Kunstnerisk: 85,829%- Samlet: 80,682%

Startlisten finder man HER resultater kan man se HER

Inden sidste gruppe er det USA’s Sabine Schut-Kery som fører med 84,3% foran danske Carina Cassøe Krüth med 83,329% og Nanna Skodborg Merrald ligger på 6. pladsen med 80,893%

Nanna og Zack strålede i Tokyo

18 ekvipager mødes i dag i den individuelle finale ved OL i Tokyo. Og forventningerne til dagens finale er tårnhøje, for vi har set pragtfuld ridning

93,928% er det hidtil højeste score i kür, og det er Charlotte Dujardin og Valegro, som er indehaver af den rekord sat ved OL i Rio.  

Flot afslutning af Nanna

27-årige Nanna Skodborg Merrald red ind i sin første OL-finale med Blue Hors Zack på 17 år. Nanna lagde hårdt fra start med en øgning – og en mikroskopisk taktfejl, så kom hun ind i piaffe i en vending, hvor Zack rigtig trådte af jorden. I det hele taget så de to vældig friske ud.

Og Nanna gik fra piaffe på cirkel ud i sidetravers i passage og herefter en traversade i ”normalt” tempo. I dag var der ingen problemer for Nanna med at stille Zack direkte ind i travers, som vi så det i holdkonkurrencen. Dejligt at se en 17-årig hest så frisk og oplagt kort tid efter gårsdagens Grand Prix Special.

Et smukt, kraftfuldt galopprogram med sikre serier og fine piruetter. Hun afsluttede et flot, sikkert program med en smuk cirkelpirouette – flot, flot Nanna, smuk afslutning på hendes første, og formodentlig ikke sidste optræden ved OL i fremtiden.

Teknisk: 76,357 – kunstnerisk: 85.429% samlet: 80,893%

”Jeg havde sådan en fed tur og nød det helt vildt. Jeg er mega tilfreds. Det er klart i dag, jeg havde den aller bedste fornemmelse. Glad over at ride tre dage ved OL. Det betyder vildt meget, det er det største af det største, og jeg håber ikke det bliver sidste gang, sagde Nanna bl.a. til DRTV.

Steffen Peters og Suppenkasper. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Steffen Peters sneg sig forbi Nanna

Steffen Peters fra USA åbnede sin kür i skridt med Suppenkasper. Han lagde ud i fri trav efter hilsen, og fik en lille taktfejl. Modsat holdkonkurrencen så hesten lidt mat ud, og Steffen Peters, som ellers sidder nydeligt, måtte arbejde lidt mere for sagen for at holde hesten fremme og oppe i fronten.

Han gik fra galoppiruette direkte ind i piaffe med overgang til skridt, og den svære kombination lykkedes for den erfarne amerikaner, der er tysk af fødsel. Efter at have åbnet med galopprogrammet gik han efter skridt til travprogrammet, med passage, som i dag momentvis var noget mat, og ikke taktfast. Der er dog ingen tvivl om, at Steffen Peters store erfaring fik redet det optimale i den individuelle finale.

Teknisk: 76,393% – kunstnerisk:85,543% samlet: 80,968%

Carl Hester og En Vogue sejrede i gruppe et. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Carl Hester trak fra

Carl Hester, 54 år fra Storbritannien havde En Vogue til start. Holdbronzevinderen er en særdeles erfaren herre, og sikkerhed (på nær fejl i serien) prægede også programmet, hvor hesten var noget mere afspændt og lyttende i forhold til første konkurrencedag. Det er en hest, som går med meget løft i piaffe og passage, men endnu med lidt uro fortil. Og så er skridt ikke Jazz-sønnens glansøvelse.

Teknisk: 77.750 – Kunstnerisk: 85.886 – samlet: 81,818%

Startlisten finder man HER resultater kan man se HER

Peter er klar til sit andet OL

Danmark er repræsenteret i alle ridediscipliner ved OL, hvilket er meget usædvanligt. Danmarks repræsentant i military er erfarne Peter Flarup, 45 år, der deltog ved Legene i Hongkong i 2008 med Silver Ray. Peters makker ved dette OL er den danske varmblodsvallak Fascination e. Favorit Ask opdrættet af Jørn-Ove Jørgensen, en hest som Peter har redet bl.a. ved UVM i 2017 og 2018.

Military består af tre forskellige konkurrencer: dressur, terrænspringning og ridebanespringning. Terrænspringningen, som afvikles på søndag, består af en bane på ca. 4500 meter med omkring 38 naturforhindringer med grøfter, dybe landinger, forhindringer i vand med meget mere.

Banen er svær!

Banen, der er anlagt på en kunstig ø ud mod Tokyo-bugten, vurderer Peter som meget svær: ”Den er meget snørklet, så tiden bliver et kæmpe isue. Når den er det, så er man nødt til at satse, og så vil der komme fejl. Det er ikke uundgåeligt. Det er også det, de er ude på, at få hesten til at løbe udenom et smalt spring eller et hjørne. Og den måde forhindringerne er bygget på indbyder til, at man er nødt til at ride med fuld risiko hele vejen. For at kunne komme med i toppen. Om det er en fordel for mig. Det er det nok ikke, men det er nu engang sådan det er.

Vi er ikke taget herud for at safe-den, vi er taget herud for at satse. Der skal lidt held til, og nogle andre ting.

Peter Flarup
Peter Flarup fanget i stalden i Tokyo. Foto: Gitte Søby

Mega fedt

”Det er mega fedt at være til OL, og det er mega fedt at være sammen med dressurrytterne, og nu venter vi på Andreas (Schou) som lander lige om lidt. Så vi får lidt holdånd ud af det. Jeg er lidt misundelig på dressurrytterne og den måde de ligesom kan fungere som et team, så vi har noget vi skal hjem og arbejde med for at få nogle flere ryttere gjort klar til det her.” slutter Peter Flarup.

Peter Flarup skal have Fascination gennem vettjek torsdag, fredag og lørdag går det løs med dressur, hvor de ca. 60 ryttere bliver fordelt over to dage. Søndag går hestene i terrænet, og så afsluttes militarykonkurrencerne mandag med ridebanespringning.

Se programmet HER

Da rytterne var i karantæne i Aachen benyttede Peter lejligheden til at få pudset formen af i dressur, under kyndig vejledning af dressurlandstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

https://www.facebook.com/danskrideforbund/posts/4274469465952085

Holdmedaljen ved OL må vi have i Paris

Cathrine Dufour, var Danmarks sidste rytter i holdkonkurrencen på Bohemian e. Bordeaux. Den 11-årige vallak er ejet af familien Zinglersen, og der hvilede et tungt pres på skuldrene af Cathrine.
Cathrine og Bohemian dansede gennem travprogrammet med lethed og harmoni. Skridten gav os mulighed for at trække vejret, og de to flotte piaffer på stedet og taktfast samlede gode points sammen. Vi fik næsten et hjertestop, da Bohemian ikke reagerede omgående på Cathrines hjælp i anspringet efter passagen. Changementsserierne sad ”lige i skabet”, men i den første pirouette changerede Bohemian ud af pirouetten. De fik leveret et smukt sidste indtryk op ad midterlinjen, i en udtryksfuld passage og en piaffe med løft og takt. 2557 points var ikke nok til bronzemedaljen.

”Vi har haft det fantastik på holdet, og vi har troet på det lige indtil nu, men fejlen kostede jeg ikke når mit bedste niveau desværre,” sagde Cathrine Dufour, som fortæller hun har en flot, ny kür hun skal vise i den individuelle finale onsdag.

Amerikanske Sabine Schut-Kery gjorden en positiv forskel for det amerikanske hold, og de sikrede sig sølvmedaljen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

USA trak fra Danmark og England

Tyskfødte Sabine Schut-Kery, har haft amerikansk statsborgerskab siden 2015, og sammen med Sanceo e. San Remo blev hun OL-konkurrencernes største, positive overraskelse. Hun er uddannet tysk berider, og hun driver en trænings- og konkurrencestald i Thousand Oaks, Californien. Hun vandt holdguld med det amerikanske hold ved de Pan Amerikanske Lege i Toronto i 2015 med sin OL-partner Sanceo.
Sikkert, med energi og stor lydighed dansede det amerikanske par mod medaljen, klassisk korrekt – Sabine Schut-Kery samlede pointene op overalt, og sikrede USA en sølvmedalje med 2684,5 points.

England mistede sølvet men vandt bronze

Charlotte Dujardin red målrettet efter at fastholde den engelske sølvmedalje med Gio e. Apache. Det kæmpede hun for i et flot travprogram, med stor sikkerhed og overblik. En lille fejl i etterne var det, det kunne blive til, til den erfarne britiske rytter, men hun formåede ikke at holde den engelske sølvmedalje, da hun scorede 2617.

Charlotte Dujardin og Gio formåede ikke at fastholde Englands mulige sølvmedalje, men sikrede bronzen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Holland på femtepladsen

Edward Gal og hingsten Total US e. Totilas var ankermanden på det hollandske hold. Den erfarne hollandske rytter har uddannet adskillige heste, fortrinsvis hingste, til Grand Prix. Han er nok mest kendt for sine tre verdensmesterskaber med imponerende Totilas. I holdkonkurrencen blev det deres opgave at bringe Holland ind i medaljekampen. Der er masser af power i kun 9-årige Total US, og også han havde fået mere ro og volumen ind i sit ridt, hvilket resulterede i meget flot, markeret passage og piaffe. Der mangler forståelig nok endnu lidt styrke, så hesten kan holde sin form fortil, men hold op en ekvipage, der er på vej i sporten. 2628,5 points til parret.

Tysklands Jessica von Bredow-Werndl og TFS Dalera cementerede den tyske guldmedalje. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Tyskerne tog guldet, som ventet

Der var ikke meget spænding bevaret i klassen, da tyskernes sidste rytter kom på banen. Det var nærmest en formssag. Ankermanden på det tyske hold, 35-årige Jessica von Bredow-Werndl leverede den absolut højeste score på 84,4% i Grand Prix-klassen med TSF Dalera e. Easy Game.

Øvelsessikkert og med stor kvalitet men samtidig med lethed gik de ubesværet fra den ene øvelse til den næste. Og de flotte piaffer må vi sige vi herhjemme har en andel i, da berider Morten Thomsen med jævne mellemrum kommer på Jessicas træningscenter i Tyskland for at hjælpe netop med den øvelse.
Det var ikke helt fejlfrit, i galopprogrammet, men sikkerheden var så stor i de øvrige øvelser, at det lille kiks i serien ikke fik betydning for holdresultatet. 2785,5 points blev resultatet, og dermed endnu engang guld til Tyskland.

Skuffet landstræner

”Skuffet sådan er det, men pigerne red godt, så overordnet er jeg tilfreds, men skuffet for det er det, vi har arbejdet hen imod.” fortalte Nathalie zu Sayn Wittgenstein til DRTV efter det blev en realitet at medaljen gled danskerne af hænde til slut. Landstræneren forklarede, at der lige var et par småfejl, som kostede medaljen. Carina Cassøe Krüth fik vist 11 og ikke de krævede 9 etterchangementer, samt fik en lille fejl i de 15 etterchangementer. Cathrines fejl i galopppiruetten er mega dyr, da den tæller dobbelt, og det er en del af forklaringen på, at håbet om en medalje brast til slut.

RankCountryAthletesTotal
1  GermanyDorothee SchneiderIsabell WerthJessica von Bredow-Werndl8,178.00
2  United StatesAdrienne LyleSteffen PetersSabine Schut-Kery7,747.00
3  Great BritainCarl HesterCharlotte FryCharlotte Dujardin7,723.00
4  DenmarkNanna Skodborg MerraldCarina Cassoe KruthCathrine Dufour7,540.00
5  NetherlandsMarlies van BaalenHans Peter MinderhoudEdward Gal7,479.50

Alle resultater kan ses HER

Danmark er 79,5 points fra medalje

Berider Carina Cassøe Krüth, 36 år kom på banen i gruppe 2, da hun var næstbedste danske rytter efter Grand Prix-klassen. Danmark lå da på fjerdepladsen efter Tyskland, England og USA, men kun 63 points fra en mulig bronzemedalje.

Carina og Heiline’s Danciera 10 år har været et par i fem år. De har været i finalerne ved UVM (Verdensmesterskaberne for uge dressurheste) i alle årgange (5-, 6- og 7-års). Hoppen er opdrættet af Stald Heiline og ejes i dag af Ingrid og Poul Thøgersen. Man kan læse mere om Stald Heiline HER

Carina og Heiline’s Danciera er et super elegant par, og de kom flot fra start med imponerede øgninger og flotte overgange til passage, der vises med flot løft og energi og fremaddrift. Det var så nervepirrende at følge dem undervejs i programmet. Vi kunne lige få vejret, mens Danse skridtede taktfast og flot. Piafferne lykkedes bedre i dag sammenlignet med Grand Prix. Og så blev det galop. Flotte, fejlfrie serier og så begyndte man ligesom at kunne trække vejret lidt lettere. Det var så nydeligt og smukt. Og så fik vi lige to ettere for meget på midterlinjen mellem de to flotte pirouetter. Uha. Det hele blev dog nydeligt bundet sammen med flot, klassisk passage, og fin piaffe på midterlinjen mod hilsen. Hun scorede 2538 points på sin fødselsdag.

”Jeg er faktisk glad og en lille smule lettet. Jeg har glædet mig til at ride den tur. Det gik i bund og grund rigtig godt, den ville jeg gerne have solgt den for hjemmefra”, sagde Carina til DRTV. ”Hun blev lidt kreativ, fortæller Carina om hoppen og to ekstra galopchangementer på midterlinjen.

Holland kæmper for metal

Hollænderne har været særdeles succesfulde i dressursporten gennem mange år. Hvor ryttere fra andre nationer forfiner deres ridning, har hollænderne fastholdt den mere kraftbetonede ridning. Her viser hesten stor energi og ofte med meget løft, men også mere spændt end spændstigt, der er målet.

Hans Peter Minderhout, 47 år og avlshingsten Dream Boy e. Vivaldi på 13 år kom til start i gruppe 2. Hans Peter red op i sædvanligt højt gear, men ikke i overgear, hvilket resulterede i fine travøgninger og markeret passage og piaffer. Galopprogrammet blev afviklet med sikkerhed, men med lidt uro fortil. Hollænderne lå efter danskerne på 5. pladsen efter deres første rytter, og den erfarne hollænder formåede ikke at ændre på det, da han scorede 2512 points mod Carinas 2538 points.

Suppenkasper holder USA inde i medaljekampen

USA’s Steffen Peters, der er tysk af fødsel, er amerikanernes mest rutinerede rytter. Sammen med 13-årige Suppenkasper e. Spielberg skulle han forsøge at fastholde USA’s greb om bronzemedaljen. Med dejligt sving og energi kom parret flot fra start, men med en lille taktfejl i en øgning, og lidt modstand i overgangene, begyndte at koste points. Piafferne blev afviklet med fin takt, men Suppenkasper sætter sig for meget og fører bagbenene for langt ind under sig. I galopprogrammet blev serierne afviklet med stor sikkerhed, selvom man godt kunne ønske, at hesten gik mere op-ad-bakke. Flot, professionelt program, redet med stort overblik af Steffen Peters udløste en score på 2558,5 points.

Charlotte Fry og Everdale fra England. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

England holder momentum

25-årige Charlotte Fry og hingsten Everdale e. Lord Leatherdale er et smukt par på banen, og de kom flot fra start i travprogrammet, men hingsten sprang i galop i en overgang mellem passage og trav. De var meget sikre programmet igennem, med stor øvelseskvalitet. Charlotte rider for danske Anne van Olst i Holland, Anna der var med på det danske OL-bronzehold i Hongkong i 2008. Charlotte Fry scorede 2528,5 points, og England fastholder sin andenplads i holdkonkurrencen.

Isabell holder tyskerne inde i medaljekampen

Isabell Werth og 17-årige Bella Rose e. Bellissimo er regerende europamestre. Bella Rose har sin helt klare styrke i piaffe og overgangene derimellem. På minussiden er hoppen meget dårlige skridt, tangerende til pas. Isabell er top professionel, og i forhold til Grand Prix-klassen blev der lige lagt mere på, og galopprogrammet blev mere flydende til sammenligning. Og det fejlfrie program gav hende en score på 2740,5.

De point, som bliver givet kan omregnes til procenter: rytterens score, divideres med 3290 og ganges med 100.

Faktaboks

Ved OL i Rio sejrede Tyskland foran England, USA, Holland, Sverige og med Danmark på 6. pladsen.

Ved OL i Lodon sejrede England foran Tyskland og Holland med Danmark på fjerdepladsen efterfulgt af Sverige og USA.

Ved OL i Hongkong vandt Tyskland guld foran Holland og med Danmark på bronzepladsen efterfulgt af USA og Sverige.

RankCountryAthletesTotal
1  GermanyDorothee SchneiderIsabell WerthJessica von Bredow-Werndl5,392.50
2  Great BritainCarl HesterCharlotte FryCharlotte Dujardin5,106.00
3  United StatesAdrienne LyleSteffen PetersSabine Schut-Kery5,062.50
4  DenmarkNanna Skodborg MerraldCarina Cassoe KruthCathrine Dufour4,983.00

Danmark på fjerdepladsen efter første rytter

Efter de første ryttere i holdkonkurrencen er det Tyskland som fører, foran England og USA med Danmark på fjerdepladsen 63 points efter USA.

Nanna i flot, fejlfrit ridt

Nanna Skodborg Merrald blev ansat på Blue Hors fra januar 2018. Hun stortrives i det gode team på stedet, har hun fortalt i et interview med Zibrasport Equest: Video: Nanna er stolt over at ride for Blue Hors – Zibrasport Equest

Nanna var først ude for Danmark i gruppe 1. Samarbejdet med avlshingsten Blue Hors Zack e. Rousseau er forholdsvist nyt, når man taler dressur på dette niveau, da de debuterede sammen i februar i år. I Grand Prix-klassen fik Nanna en lille fejl i 2’er changementerne, dermed opnåede de den laveste score på det danske hold. Netop changementerne er vanskelige at udføre, når man overtager en hest fra en anden rytter. Hjælpen skal gives præcist, men den skal også forstås af hesten. Og der kan være variationer i hjælpergivningen fra den ene rytter til den anden, når det gælder seriechangementer.

Nanna kom flot fra start i øgningen, men hun kom ikke godt i gang med den første sidetraversade. Det hentede hun igen i flot passage med efter følgende øgning og igen i passage, som blev vist med flot løft og rummelighed. Som Bjarne Nielsen bemærkede på tv, blev den anden piaffe den flotteste fra hendes side og godt udført.

Galopprogrammet blev vist med flotte, serier, og centrerede pirouetter. Den sidste fri trav kom med flot løft og efterfulgt af en smuk, markeret passage på midterlinjen, og en fin piaffe. Nanna red for sig selv og for holdet, der var jubel i kiss & cry (hvor landstræner, holdleder og Nannas træner Michael Søgaard, efter Nannas ridt. Hun scorede 2441,5 points svarende til 74%

”Jeg er virkelig godt tilfreds, og jeg har det virkelig fedt. Jeg er lidt lettet over, at det gik godt, og det er færdigt. Vi drømmer sindssygt meget om den medalje, men lige nu må fokus være på de enkelte ryttere, og de skal levere, hvad de kan. Jeg krydser alt, hvad jeg kan,” sagde Nanna til DRTV efter sit ridt.

Adrienne Lyle og Salvio fra USA. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

USA går foran Danmark

Den amerikanske rytter Adrienne Lyle og Salvino e. Sandro Hit viste et nydeligt program, dog med lidt spændiger i passage og travøgninger. I galopprogrammet måtte den amerikanske rytter arbejde lidt for at holde sammen på den store hest, men hun fik vist fejlfrie serier, og en fin afsluttende midterlinje, selvom passagen blev vist med stort løft, blev den lidt kadanceret og hesten ”krøb” lid i bagbenene. Dommerne honorerede ridtet til 2504 svarede til 76% og satte dermed Nanna bag sig.

England fastholder andenpladsen

Carl Hester var først ude for England med En Vogue e. Jazz. Carl fik mere ro på En Vogue, end det var tilfældet i Grand Prix-klassen, og det resulterede i et sikkert program, med et par småfejl i galopprogrammet. Hans store rutine fik redet værdifulde points ind for englænderne, da han scorede 2577,5 og han holdt dermed englændernes mulige andenplads.

Tyskland lugter guld

Det blev tyske Dorothee Schneider, som åbnede for tyskerne med Showtime e. Sandro Hit. Hun kom langt bedre og mere sikkert fra start i forhold til Grand Prix-klassen, men de fik en stor fejl, da Showtime spang i galop i den ene øgning efter passage. Serierne var fejlfrie, men ikke med imponerende spring og løft. Der er dog ingen tvivl om, at der ligger stor rutine og kvalitet bag deres præstation, som blev honoreret med 2652 points.

Severo Jurado Lopez og Fendi T. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Severo åbnede holdkonkurrencen

Det var Severo Jurado Lopez fra Spanien, som åbnede holdkonkurrencen. Severo har redet i Danmark gennem flere år hos Helgstrand Dressage. Han har nu været selvstændig i godt et år med egen uddannelses- og konkurrencestald i Dronninglund. Inden Severo kom til Danmark red han for den danske OL-holdbronzevinder Anne van Olst i Holland, og det er også derfra hans hest Fendi T e. Negro kommer.
Fendi T er meget urutineret på dette niveau, men Severo fik redet hesten flot gennem programmet, dog med nogle småfejl undervejs. Severo red OL i Rio på Lorenzo, hvor han red sig i den individuelle finale og sluttede på 5. pladsen efter et flot program, som udløste enorm jubel på tilskuerpladsen.
Ved dette OL nåede Severo ikke ind i den individuelle finale, men fik vist et godt Grand Prix Special program, hvor hesten var mere med ham end i Grand Prix-programmet. De opnåede 2308 points

De point, som bliver givet kan omregnes til procenter: rytterens score, divideres med 3290 og ganges med 100.

Faktaboks

Ved OL i Rio sejrede Tyskland foran England, USA, Holland, Sverige og med Danmark på 6. pladsen.

Ved OL i London sejrede England foran Tyskland og Holland med Danmark på fjerdepladsen efterfulgt af Sverige og USA.

Ved OL i Hongkong vandt Tyskland guld foran Holland og med Danmark på bronzepladsen efterfulgt af USA og Sverige.

Se startrækkefølgen ved OL i dressur  HER og enkeltkaraktererne kan ses HE

DM i TREC til august

To gange tidligere har der været afholdt ”DRF Mesterskab” i disciplinen TREC, men i 2021 bliver det et rigtigt Danmarks Mesterskab for medlemmer af TREC Danmark.

Foreningen TREC Danmark, der opstod, da DRF nedlagde TREC, har – som så mange andre sportsgrene – lidt under Covid-19 nedlukningen af samfundet, men nu er der fuld fart på igen. Rytterne higer efter at komme ud på banerne og i naturen, og der har været afholdt flere velbesøgte TREC stævner specielt i Nordsjælland, hvor den største koncentration af TREC ryttere findes.

Fine faciliteter laaaangt ude på landet

Brogården ligger uden for Farre nær Give i Midtjylland og er valgt som vært for DM, fordi den nok har Danmarks største og flotteste permanente terrænbane med mere end 60 forhindringer fordelt på de ca. 20 tdr. land sandjord. Ligesom det store opland med mange mindre grusveje giver fin mulighed for at tilrettelægge orienteringsridt fra 5 km i de mindste klasser og op til de ca. 25 km i DM klassen.

Kom og prøv TREC på DM banen

TREC Danmark oplever en stigende interesse for at ride TREC, dog kniber det lidt med at få de mange begejstrede ryttere til at tilmelde sig og deltage i konkurrencer. Så for at give interesserede mulighed for at prøve at ride de forhindringer, som også anvendes under selve DM, afholdes der træninger på Brogården i løbet af sommeren. I den forbindelse udtaler banens ejer, Annalise Teglgaard: ”Fra vi åbnede banen for nogle få år siden, har vi udviklet og udvidet år efter år. Fx etablerede vi i vinter en ny bane på en af vores græsfolde, og den er nu integreret som en permanent del af den eksisterende terrænbane sammen med flere nye forhindringer og en ny 150 m bane til gangartstest.”

Start konkurrence uden medlemskab

Det er muligt at starte i stævnernes begynderklasser, uden at rytterne skal være medlem af TREC Danmark. En af de frivillige kræfter bag stævner i Jylland er Helle Vistisen, som siger: ”Som erfaren konkurrencerytter fra både Dressur og Distanceridning ved jeg, hvor vigtigt det er, at man kan træne optimalt op til konkurrencer – og gerne i konkurrencelignende omgivelser, og uden at det koster ’en bondegård’. Derfor satser vi på et nyt koncept med ’Træn om formiddagen og bliv bedømt om eftermiddagen’, og på konkurrencedeltagelse uden medlemskab. På den måde kan stort set alle ekvipager uanset køn, størrelse, farve, etc. deltage i konkurrencer uden den store risiko for at gøre noget forkert.”

Læs mere om TREC Danmark, de mange tilbud, og link til baner og inspirationsvideoer på www.trec.dk

TREC Danmark er en selvstændig forening med det formål at udbrede interessen for og kendskabet til TREC gennem undervisning samt organisering og afvikling af stævner, samt at fremme TREC relaterede aktiviteter på alle niveauer.

Kontaktperson:

Annalise Teglgaard, 29 66 65 88, annaliseteglgaard@gmail.com

Helle Vistisen, 93 89 28 18 visitisenh@gmail.com

En OL-drøm er gået i opfyldelse for Stald Heiline

”Det er helt vanvittigt, det er det godt nok. I det hele taget, at der er en hest man har avlet, der er udtaget til OL er en milepæl i sig selv,” indleder Line Jensen, som sammen med sin mand Heine Bonde Mikkelsen driver Dansk Varmblods stutteriet Stald Heiline ved Odder. Hun fortæller, at hun altid har haft troen på Danciera, troet på hun kunne nå langt i sporten, men, som hun siger: ”Det her er helt uvirkeligt.”

Blandt verdens bedste avlere

Line ærgrer sig meget over, de ikke kunne være i Tokyo og se parret live på stadion. I stedet havde de samlet venner og familie foran tv-skærmen, da Heiline’s Danciera og Carina Cassøe Krüth skulle i konkurrence søndag. Og glæden var enorm, da hun red sig i den individuelle finale med et ridt til over 76%

”Vi forstår nok ikke helt selv endnu. OL er bare sådan en drøm, man altid har haft, så det er helt fantastisk.”

Line Jensen

Line ser frem til at hun kan nyde Carina og Danse ved VM i Herning til august næste år, fra tilskuerpladserne, helt tæt på begivenheden.

Ifølge ”Hippomundo”, der hver år laver forskellige ranglister over sportsheste i de tre olympiske discipliner, ligger Stald Heiline på en 10. plads over avlere af dressurheste, med den største indtjening. ”Man skal huske at knibe sig selv lidt i armen, det går stærk nu”, erkender Line.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera i Grand Prix-klassen, hvor de vandt deres gruppe og er klar til finalen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Fra UVM-finaler til OL

”Vi er bare et mindre stutteri, vi har ikke råd til at have heste i ridning i årevis,” forklarer Line. De har fra starten haft troen på Dancieras evner, og Line red selv hoppen i starten. Da hun var 4 år, blev hun sat i ridning hos berider Carina Cassøe Krüth. Så gik det stærkt. De to red sig i finalen ved UVM som både 5-, 6- og 7 års. Efter det første mesterskab blev der bud på hoppen fra udlandet, men Line og Heino ville gerne, at hoppen blev i Danmark. Heldigvis meldte et andet ride- og avlerinteresseret ægtepar sig på banen, og Ingrid og Poul Thøgersen købte Danciera, og har nu været på en fantastisk rejse med hoppen.
Det var den bedste løsning, mener Line: ”Så ville Carina blive ved med at ride hende, og der findes ikke en bedre rytter til Danciera,” fastslår hun.

God reklame for stutteriet

For avlerne er det vigtigt, at ”deres” heste kommer i de helt rette hænder. At de får mulighed for at udleve deres potentiale, deres medfødte talent, sker det, kommer de gode resultater, og med det, værdifuld reklame for stutteriet.

Heiline’s Danciera er efter den danskejede elitehingst Fürstenball, trukket på De Niro-hoppen Danceline. Dancieras mor er blot 16 år, og hun er mor til 12 afkom, hvor fire af hendes døtre danner stammen på stutteriet. Foruden Danciera er hun bl.a. også mor til den kårede hingst Heiline’s Zanzier e. Blue Hors Zack.

Foruden Fürstenball og Blue Hors Zack har avlerparret brugt forskellige hingste på Danceline: San Amour, Blue Hors Romanov, Grand Galaxy Win, Blue Hors St. Schufro og For Romance I.

Heiline’s Danciera som føl. Foto: privat

”Dennis Fisker har en søster til Danciera, Heilines Diva Galaxy e. Grand Galaxy Win, den ligner Danciera som to dråber vand, og den har vi store forventninger til.”

Det er som oftest hingsteafkom, som finansierer stutteridriften, de bliver solgt. To af de solgte hingsteafkom har Line og Heino fortsat part i. Det er en søn efter For Romance I, de har sammen med Blue Hors. En lovende unghingst, som skal fremstilles til kåring i år. Den anden er en søn efter Grand Galaxy Win, de har sammen med Helgstrand Dressage.

Prøver med Fürstenball igen

Dancieras åbenlyse talent for den store sport har betydet, at avlerparret har brugt Fürstenball på Danceline de seneste to år, og hoppen er igen i fol ved Fürstenball. ”Vi har fået to hingsteføl, så nu håber vi på et hoppeføl til næste år, det vil ikke være dårligt,” ønsker Line.
De får mellem 5 og 7 føl hvert år, og de tager de moderne reproduktionsteknikker i brug som ET (embryo transfer) og ISCI.

Klar ved skærmen

”Vi skal sidde med dannebrogsflag foran skærmen,” fortæller Line forud for holdfinalen ved OL i dressur. ”Vi har to drenge og en pige, drengene er ikke interesseret i heste, så vi er taget på ferie i Skagen. Så må vi holde en OL-fest, når vi kommer hjem til Odder. Vi håber på en holdmedalje, chancen er der, slutter Line Jensen.

Se startrækkefølgen ved OL i dressur  HER og enkeltkaraktererne kan ses HE

Faktabox

Ved embryo transfer (ET) insemineres hoppen på almindelig vis. 7-8 dage efter ægløsning skylles donorhoppens livmoder for at hente embryonet ud – væsken filtreres og dyrlægen finder embryonet i væsken under mikroskop, og flytter det over i en egnet rugehoppe.
ICSI (Intra Cytoplasmisk Sæd Injektion) er i praksis en tvangsbefrugtning under mikroskop. Folliklerne (æg) suges ud af hoppens æggestok, og befrugtes under mikroskop ved at sprøjte en enkelt sædcelle ind i ægget. Efter modning i 7-10 dage kan embryonet overføres til en rugehoppe.

Så er startlisten klar til holdkonkurrencen ved OL

Ved rigtig mange mesterskaber i dressur over de senere år, har Danmark trukket start nr. 1. Nu er startlisterne til holdkonkurrencen ved OL i dressur i Tokyo klar. Heldigvis er startrækkefølgen den omvendte af placeringsrækkefølgen for hold efter Grand Prix-klassen, og det giver de danske ryttere et bedre udgangspunkt, idet de sluttede på tredjepladsen efter England og Tyskland.

Det er den herboende spanske rytter, Severo Jurado Lopez, der åbner holdkonkurrencen med Fendi T e. Negro, det sker kl. 17.00 eller kl. 10.00 dansk tid på DR1.

Det er Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack e. Rousseau, som er første dansker på banen kl. 17.50 svarende til 10.50 dansk tid.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera e. Fürstenball har starttid kl. 19.25 svarende til 12.25 dansk tid.

Cathrine Dufour og Bohemian e. Bordeaux starter i den sidste gruppe, men inden hendes gruppe er der en pause på 60 minutter. Det skyldes, at startrækkefølgen for de sidste og afgørende ryttere bliver afgjort af holdets placering, efter to ryttere har været på banen.

Se startrækkefølgen HER og enkeltkaraktererne kan ses HER

Per er på job som steward ved OL

Under OL i Tokyo skal den danske steward Per Nielsen, 62 år holde et vågent øje med hestene i træningen, opvarmningen og i stalden.

”Vi laver kontrol af udstyr inden de rider på banen. Vi kontrollerer dem, når de kommer ud,” indleder Per Nilsen fra Ølstrup. Med kontrol menes kontrol af udstyr, om det generer hestene, om der er skader på hestene fra udstyret eller fra rytternes spore.

“Derudover laver vi opsyn ned opvarmning og træning, vi sørger for at skride ind, hvis vi ser heste, der lider overlast pga. varmen elle for hård ridning.” fortsætter Per.
Han er formand for Dansk Ride Forbunds dressurudvalg og en erfaren steward fra nationale og internationale stævner. Sammen med knap 40 andre officials fra hele verden, skal han være med til at sikre lige forhold for rytterne, og god velfærd for hestene under OL.

To danske officials ved OL: Per Nielsen, steward og HC Matthiesen, dressurdommer (th). Foto: privat

”Vi har 24/7 vagt i staldområdet, så ingen heste går løs, og derved kan komme til skade på forskellig vis. Vi tjekker for ikke tilladte behandlinger i staldområdet i samarbejde med dyrlæge-teamet.” fortæller Per.

Det gælder for Per og hans kolleger om at skride ind, når det er nødvendigt, men som han har udtalt til Ringkjøbing Skjern Dagblad, også at være sikker i sin sag.

Steward Per Nielsen på vej mod OL i Tokyo. Foto: Per Nielsen

Hvad er en FEI Steward General?

Per Nielsen er af FEI udnævnt som Steward General i dressur. Stewarding under FEI indebærer overordnet set at holde opsyn under internationale events for at sikre, at hestens velfærd respekteres, og at der er ens spilleregler for alle eventens deltagere.
Når man udnævnes til Steward General, betyder det, at man er overordnet ansvarlig for al stewarding (inden for en specifik disciplin) ved alle internationale events, der afholdes af ens nationale forbund. Det indebærer bl.a., at man skal;

– være kontaktperson mellem det nationale forbund og den regionale FEI Steward General, og hvis nødvendigt, have direkte kontakt til FEIs Honorary Steward General, hvis det omhandler stewarding inden for den konkrete disciplin

– rådgive det nationale forbund om alt, der relaterer sig til stewardens ansvarsområder

– være bekendt med, hvordan et internationalt event er organiseret

– have et godt kendskab til veterinærsager samt FEIs veterinærregler og juridiske system

– informere arrangører af internationale events i hjemlandet om ansvarsområder inden for stewarding og staldsikkerhed

OL-hestene bliver håndgræsset. Foto: Per Nielsen

Julie på 15 år skal til VM

Julie Christensen 15 år, fra Esbjerg og Omegns Rideklub og hendes hest Plet vandt sølv ved Nordisk Mesterskab i voltigering her i sommer. Som kvittering for den flotte præstation er Julie, som den eneste danske junior, udtaget til juniorverdensmesterskabet i Le Mans, Frankrig, der afholdes i uge 30.

Julie har tidligere hevet flere medaljer hjem i children-klassen, både DM og NM, men det er første sæson i de mere krævende juniorklasse, hvor sværhedsgraden og mængden af konkurrenter øges betydeligt.

Et stort talent

Julies træner og longefører Sanne Lorenzen fortæller: ”Julie er en af de mest lovende juniorer i landet, og hun har til Nordisk Mesterskab vist en flot form. Det er fuldt fortjent, at vi nu skal til VM”. Sanne Lorenzen er uddannet berider og ansat på Esbjerg og Omegns Rideklub.

Julie Christensen er på vej til VM i Voltigering i Frankrig. Foto: privat

Indsamling giver pote

Julie bor med sin mor i Hjerting, hvor hun også går i skole. Sådan en rejse til Frankrig er en meget dyr fornøjelse, og derfor satte nogle medlemmer fra Esbjerg og Omegens Rideklub gang i en indsamling på Facebook i sidste uge. Facebook gruppen ”Vi støtter Julie og Sanne til VM” opfordrede til at donere til den gode sag, og samtidig kontaktede de mulige sponsorer.

På FB siden er der daglige opslag med info/billeder og alle forberedelserne til VM. Den kan du følge HER

Det har båret frugt, målet på de 40.000 kr. blev nået på blot 4 dage, så de kan komme afsted og få de væsentlige udgifter dækket.

Lokalt er der en stor sponsor på 10.000 kr. og det er Skjern Bank. Mustang trailer har sponsoreret transporter, som både kan transportere hest og deltagere til/fra Frankrig. Så har mange fra nær og fjern doneret små og store beløb. Derfor er Julie og Sanne nu klar til at forsvare de danske farver i Le Mans.

Video: Daniel har flere talenter på vej

Daniel Bachmann Andersen tæller på fingrene; han har flere 6- og 7-årige heste godt på vej i sporten, supplereret med et par talentfulde 8-årige heste og de to Grand Prix-heste Marshall-Bell og Fanalino.

Den store udfordring for dressurryttere på topniveau er, konstant at have lovende, yngre heste på vej i sporten. Det er ikke en let opgave, men Daniel kan glæde sig over, at han har fået flere heste i arbejde fra hesteejere i ind- og udland af en meget høj kvalitet.

“Og der er ikke snak om salg, de skal uddannes og i sporten,” fortæller Daniel.

Kunne du tænke dig at få en rundvisning på Kleppenhus, så kan du se vores walk & talk med Daniel fra oktober sidste år ved at klikke på linket.

Du kan også se alle vores spændende indslag fra Bachmann Dressage lige her