Skip to main content

Tag: Carina Cassøe Krüth

Signe passer godt på Heiline’s Danciera i Tokyo

Når du tænker på dressurhoppen Heiline’s Danciera, så kan du højst sandsynlig ikke undgå navnet Carina Cassøe Krüth.

Carina Cassøe Krüth begyndte at ride på Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) da hoppen var fire år. Nu er hun 10 år, og parret er sammen udtaget til OL i Tokyo.

Men for at Carina kan koncentrere sig om at give alt på banen, har hun brug for en kompetent groom – og det har hun i den grad fundet i Signe Baun.

Aachen – Tokyo

Det er netop Signe, der sørger for, at Danse, som hesten kaldes i daglig tale, har det optimalt i Tokyo, hvor de ankom til tidligere på ugen.

Forinden har heste, ryttere og grooms været i karantæne i Aachen i en uges tid.

Carina og Signe er et godt team (Foto: Privat)

“Tiden i karantænen er gået med at hygge, ride hestene lidt, sove middagslur, spise og tjekke Aachen lidt ud. Vi har egentligt bare hygget lidt rundt uden noget stres, så det har været super fint.

I Tokyo venter først og fremmest et varmt og fugtigt vejr. Vi når at være der ca. en uges tid, før konkurrencerne går i gang, så hestene når at falde ordenligt til, og vi kan lige falde på plads og få hestene op i gear og set main arena et par gange.

Så venter der forhåbenligt et par gode og spændende konkurrencedage, hvor vi helt sikkert vil gøre, hvad vi kan for at få en medalje med hjem,” fortæller Signe.

Jobbet er sjovt

Signe og Carina har været kolleger det seneste halvandet år. Når de ikke er til stævner i ind- og udland, så sørger hun for, at alt spiller i Carinas virksomhed CK Dressage.

Læs om Carina Cassøe Krüths nye dressursted

“Jeg fik jobbet omkring nytår 2019/2020, efter jeg på Facebook havde set, at Carina søgte en ny hestepasser. Så jeg gav hende et kald, og et par dage efter besøgte jeg hende, og to uger efter startede jeg.

Arbejdet er fedt, fordi man kan leve af det, man synes er sjovt. Jeg står op hver morgen og føler faktisk ikke helt, jeg går på arbejde – hvis jeg gik i skole, ville jeg bruge min fritid i stalden. Så jeg ser det ikke som arbejde på den måde – og det er med til, at jeg synes, det er fedt.

Derudover er det selvfølgelig også fedt at kunne rejse rundt med hestene til stævner, det sociale i det og selvfølgelig bare det at kunne få lov til at arbejde med så gode heste og være en del af et professionelt team.”

Følge Signe og Carina til OL

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera. Foto: Baun Photo

Her er de seks ryttere, der skal til OL

Dressur

I dressuren består holdet af Cathrine Dufour og Bohemian, Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald med enten Blue Hors Zack eller Atterupgaards Orthilia samt Charlotte Heering og Bufranco. Cathrine er altså den eneste genganger fra OL i Rio i 2016, men det bekymrer bestemt ikke landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein forud for legene i Tokyo:

”Jeg glæder mig meget til at komme afsted med vores firkløver. Det er fire fantastiske ryttere og heste, og Anne-Mette og jeg er overbeviste om, at vi for alvor kan være med i kampen om medaljerne”, fortæller hun.

Carina og Heiline’s Danciera (Foto: Baun Photo)
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Baun Photo
Charlotte Heering og Bufranco ved DM i dressur 2020. Foto: Zibrasport Equest

Springning

Det bliver Andreas Schou og Darc de Lux, der skal repræsentere Danmark i springning, og Landstræner Bo K. Møller fortæller, at det ser lovende ud for ekvipagen: 

”Andreas’ hest har udviklet sig enormt og har præsteret kontinuerligt på et meget højt plan hele foråret. Derudover er Andreas er en særdeles rutineret rytter, der har erfaring fra de helt store internationale mesterskaber, så parret var det oplagte valg til at repræsentere Danmark”.

Andreas Schou skal til OL Foto: Zibrasport Equest

Military

I military er valget faldet på Peter Flarup med enten Frankie eller Fascination. 

”Peter rejser til Tokyo med adskillige EM- og VM-deltagelser i bagagen og har desuden – ligesom Cathrine Dufour – tidligere OL-erfaring, da han jo repræsenterede Danmark i Hong Kong under legene i Beijing i 2008. Dén erfaring bliver uden tvivl en kæmpe fordel for ham, så jeg er meget optimistisk”, fortæller Elitechef Kimi Nielsen.

Peter Flarup er også udtaget (Foto: DRF)

Officielt er det bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der på baggrund af en indstilling fra Dansk Ride Forbund har udtaget rytterne, og OL-chef de mission hos DIF, Søren Simonsen, fortæller, at man ser frem til at se de danske ryttere i aktion: 

”Ridning stiller op med et stort hold og i mange discipliner. Vi glæder os over, at dansk ridning bliver så godt repræsenteret i Tokyo, og jeg er sikker på, at rigtig mange danskere ser frem til at følge dem i konkurrencerne, når OL går i gang.”

Om OL

OL skydes i gang med den officielle åbningsceremoni den 23. juli, og flammen slukkes endeligt den 8. august. Dressuren afvikles hhv. 24.-25. og 27.-28. juli, military rides 30.-31. juli og 1.-2. august, mens springning løber af stablen 3.-4. og 6.-7. august. Det fulde danske OL-hold kommer forventeligt til at bestå af cirka 105 atleter, hvoraf de seks altså er ryttere, og man kan danne sig det fulde overblik over de udtagne atleter på ol.dk.

Kilde: DRF

Carina Cassøe Krüth: Drømmen om OL er tættere på

Carina Cassøe Krüth overtog Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) da hoppen var fire år. Nu er hun 10 år og har netop vundet 5-stjernet Grand Prix Special sammen med Carina i Compiégne.
Undervejs på deres forrygende rejse sammen, har de været et mulehår fra en podieplads ved UVM for 5-, 6- og 7-års heste. Deres samarbejde er godt og tæt, de kender hinanden, og Carina glæder sig meget over, at Danses ejere Ingrid og Poul Thøgersen giver parret deres fulde opbakning.

Drømmen om OL er kommet nærmere

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har længe haft et godt øje til ekvipagen, og når hun skal sammensætte holdet til OL i Tokyo (sidste frist for anmeldelse er 5. juli), håber Carina på at være på listen sammen med Danse.

“Nu tænker jeg, drømmen er kommet tættere på,” fortæller Carina fra Compiègne, hvor der bliver nusset om Danse inden hun skal på den lange rejse hjem fra Frankrig sammen med Fiontini.

Hun var bare fin

Carina sejrede i Grand Prix Special med 77,872% og det på trods af en taktfejl i den første øgning. “Hun er bare så fin, og det var bare dejligt”, fortæller Carina med begejstring i stemmen, og hun forklarer: “Hun plejer nok at være sikker i fri trav, men bunden var lidt mærkelig, for de havde vandet den godt, men midterlinjen var noget dybere.” Carina mener, at hoppen mistede balancen på grund af den ujævnhed. Det betød heldigvis ikke noget for placeringen, men kostede godt et procentpoint i scoren.

En top-ti placering er et ønskemål

Klasserne Carina har redet i Compiègne var en del af den 5-stjernede tour, som er det højeste niveau. Og er det så anderledes? ” Det eneste der er anderledes er, at det betyder noget for pointene til verdensranglisten, men at ride rundt derinde er det sammen som gælder, hvis man rider derhjemme,” fortæller hun med smil i stemmen. Alligevel har stævnet og sejren betydning, for Carina har et ønskemål: at komme op i top ti på verdensranglisten.
“Det kræver stabilitet og høje procenter,” erkender hun, men håber på, at hun sammen med den kun 10-årige hoppe, kan opnå det mål.

Carina Cassøe Krüth vandt karrierens første pokal. foto: privat

Ærgerligt med Nations Cup

Det danske landshold førte holdkonkurrencen, Nations Cup efter Grand Prix klassen i går. Læse mere om konkurrencen i nyheden: Dansk/Svensk topkamp i Nations Cup

Efter Cathrine Dufour ikke kunne komme til start med Bohemian, læs artiklen: Dufour diskvalificeret – Carina vandt, blev det dansk landshold sprængt, da der ikke er en dropscore, men alle tre ryttere tæller. Charlotte Heering starter Kür ved 15-tiden i dag, men Danmark er ude af holdkonkurrencen.
“Vi ville da gerne have vundet, men det er ikke derfor, vi er hernede. Jeg har fået det ud af det, jeg kom efter: vi har testet formen af, og vist forbedring siden stævnet i Hagen, så det er fint”, understreger Carina.

Nu skal hun hjem for at blive vaccineret mod corona, Danse skal have lidt fri, så skal hesten gennem et grundigt dyrlægeeftersyn, og så skal de mødes med de øvrige ryttere i A-truppen på boot camp på Blue Hors midt i juni.
Men først går turen hjem fra Compiègne med den første og største pokal Carina har vundet i sin karriere. “Vi har også fået staldplaketter, der er dejligt, for det er sjovt at få det, når det er fra den her slags stævner,” slutter Carina Cassøe Krüth.

Start- og resultatlister

Dufour diskvalificeret – Carina vandt!

“Det er bare brandærgerligt, og synd for Cathrine og hele teamet omkring Bohemian”, indleder holdleder Anne-Mette Binder. Cathrine Dufour og Bohemian havde en perfekt opvarmning forud for Grand Prix Special, og parret så rigtig godt ud, men da Cathrine red ind på konkurrencebanen, blev Bohemian utryg. Cathrine gjorde sit bedste for at berolige ham, men uden held. Parret måtte opgive at komme til start.
“Nu skal Bohemian have noget positiv opmærksomhed, men lige i nuet, syntes han bare det var meget uhyggeligt, alt det der skete omkring ham,” fortsætter holdlederen.

Det har været vanskelige betingelser for rytterne under coronanedlukningen, for det har været svært at planlægge stævnedeltagelse. Bohemian har ikke været til start siden han vandt World Cup på Vilhelmsborg i oktober, og han har ikke gået ude i store rammer siden han var til start i Aachen i 2019.

Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Baun Photo

Carina er lavet af stål

Midt i al usikkerheden omkring Bohemian, havde Carina Cassøe Krüth starttid på Heiline’s Danciera. Og selvom landsholdet var sprængt af Cathrines diskvalifikation, holdt Carina fokus og scorede 77,872%

Man kan se Carinas ridt ved at følge dette link, tryg på videoikonet på resultatlisten, så afspilles ridtet.

“Vi kan glæde os over Carina, hun er en sej pige, hun holder fuld fokus. Hun har en lille taktfejl i den første øgning, men hun er fokuseret, og henter pointene andre steder. Hun er lavet af stål,” udtaler Anne-Mette Binder, og hun fortsætter: “Vi krydser fingre for Charlotte Heering (hun skal starte kür kl. 14.50). Jeg har den største respekt for den indsats hun har levet. Hun og Bufranco har et super fint samspil.”

Start- og resultatlister

Alle danskere er kommet godt til Compiègne

Det meste af A-truppen i dressur er samlet til internationalt stævne i Frankrig denne weekend. Det er nu slaget om pladserne på landsholdet skal stå – hvem kommer til OL i Tokyo, hvem bliver reserve? Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein skal træffe en vanskelig beslutning efter weekendens stævne i Compiègne, der skal sammensættes et landshold med tre ryttere og en rejsende reserve, som skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.

De rider i Compiégne

Landstræneren har forventninger om en holdmedalje til OL, den første, og hidtil eneste af slagsen var hun selv medvirkende til at ride hjem ved OL i Hong Kong i 2008. Med på holdet dengang var desuden Andreas Helgstrand og Blue Hors Don Schufro. Andreas Helgstrand er igen i spil til en landsholdsplads med den tredobbeltes UVM-guldvinder Fiontini, som han overtog sidste forår, da Severo Jurado Lopez, som indtil da havde redet hoppen, valgte at forlade Helgstrand Dressage for at blive selvstændig. Andreas red i 2008 for Blue Hors, og også dette år er Blue Hors repræsenteret i A-truppen via stedets førsterytter Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten Blue Hors Zack. Sammen med Cathrine Dufour med Vamos Amigos, skal de tre starte i den 3-stjernede konkurrence, hvor der rides Grand Prix fredag og Grand Prix Special lørdag.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo

Carina: Vi er kommet godt frem

Carina Cassør Krüth og Heiline’s Danciera, som sidste år vandt sølv ved det danske mesterskab, er en af tre ryttere på landsholdet i den 5-stjernede Nations Cup i Compiègne. Carina fortæller, at alle heste er kommet godt frem til trods for, at samtlige hestetransportere fra Danmark sad fast i en kø ved Hamburg i fem timer. Det gjorde den lange tur til Frankrig endnu længere. Alle havde overnatning på vejen, så hestene kom ud af lastbilerne og fik lidt bevægelse og en god nattesøvn i fine stalde. Carina og Andreas Helgstrands heste kørte sammen og overnattede undervejs hos Ludger Beerbaun i Tyskland.

“Det er en meget flot stævneplads, med flere vædeløbsbaner på græs, med steeplechace forhindringer. Det hele står bare snorlige,” fortæller Carina Cassøe Krüth. “Stævnepladsen ligger i en skov, og alle heste har faste bokse i et flot, gammelt staldanlæg. Det er lidt langt fra stalden til opvarmningen, men turen går gennem skoven, og det er en flot tur,” fortæller hun.

Carina og Danse skal deltage i Grand Prix og Grand Prix Special, det samme skal Cathrine Dufour/Bohemian, mens Charlotte Heering og Bufranco deltager i Grand Prix og Grand Prix kür for holdet.

Start- og resultatlister

Hør landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om målsætningen for OL i artiklen: Video: Vi skal hjem med en holdmedalje

Kun Cathrine forsvarer sin medalje

I september sidste år vandt Cathrine Dufour DM-guld, Carina Cassøe Krüth vandt sølv og Andreas Helgstrand bronze. Det er dog udelukkende Cathrine Dufour, som med Atterupgaards Cassisy kommer til start for at forsvare sin guldmedalje. Carina Cassøe Krüth og Andreas Helgstrand skal begge deltage i det internationale stævne i Compiègne i ugen efter DM, og dermed kommer de ikke til start.

Jeg har jo kun en

Carina, der sidste år vandt sølv med hoppen Heiline’s Danciera er en oplagt medaljekandidat til DM igen i år, men på grund af forberedelserne og udtagelsen af landsholdet til OL i Tokyo, skal hun og sidste års bronzevinder Andreas Helgstrand/Fiontini, køre til Compiègne i Frankring tirsdag morgen efter mesterskabet i Uggerhalne i Pinsen.

”Jeg har jo kun en Grand Prix-hest, så jeg kommer ikke til start,” erkender Carina Cassøe Krüth, der har en yngre hest klar i kulissen, men den er endnu for urutineret til Grand Prix ved et DM. På spørgsmålet om ikke Carina ærgrer sig lidt over ikke at kunne forsvare sin DM-medalje er svaret klart: ”DM var jo i september sidste år, så jeg føler, vi næsten lige har redet DM, men det er ærgerligt for arrangørerne, at de bedste ryttere ikke kommer med deres bedste heste.” fortsætter Carina, men som hun erkender, der er jo et mærkeligt år igen i år. Forberedelserne til OL i Tokyo er vigtige, og landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har tidligere fortalt til Zibrasport Equest, at CSIO-stævnet i Rotterdam ligger så tæt på udtagelsen af holdet, at hun har valgt det stævne fra, som en del af udtagelsen. Med mindre to ryttere står meget lige efter forsommerens konkurrencer.
Læs mere i artiklen: Nathalie: Der er stadig lektioner, der skal øves

Se eller gense kürfinalen ved Equitour 2020

Nations Cup i Compiègne

Det næste store mål for landsholdsrytterne er derfor det 5-stjernede stævne i Compiègne, Frankrig. På Nations Cup holdet rider Carina Cassøe Krüth/Hiline’s Danciera og Cathrine Dufour/Bohemian I Grand Prix og Grand Prix Special, mens Charlotte Heering/Bufranco rider Grand Prix og kür.

I den 3-stjernede konkurrence (Grand Prix og Grand Prix Special) rider Daniel Bachmann Andersen/Carso’ni, Andreas Helgstrand/Fiontini og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack.

Carina og Danse bedst i Specialen

Det var kun de bedste hollændere som manglede på startlisten i Grand Prix Special i Hagen, når vi taler om de nationer, der skal kæmpe om medalje ved OL i Tokyo.
De tre danske ryttere, som have kvalificeret sig ind i Grand Prix Special havde starttid lige efter hinanden. Cathrine Dufour lagde ud med Vamos Amigos – og sikke et ridt hun fik vist! Den kun 9-årige vallak brillerede rigtig i Specialen, hvor han fik vist det power, han indeholder. Cathrine var på vej mod en score på godt 76%, da hun red forkert! Der er ikke ofte det ske, men det kan ske. Det kostede Cathrine points, men set i det store billede betyder det ingenting. Cathrine fik vist, at hun har endnu en hest godt på vej, mod den absolutte top. I dag blev det til 71,936% og en 14. plads.

https://www.instagram.com/p/CODFlPGhz1g/?utm_source=ig_web_copy_link
Nyd Cathrine Dufour og Vamos Amigos i morgentræningen.

Andreas Helgstrand fulgte efter på den tredobbelte UVM-guldvinder Fiontini. Det er ikke mange starter, de to har haft sammen, og det var blot deres anden Special. I dag blev en lidt blandet oplevelse. Fiontini viste fantastisk passage med overgange til imponerende øgninger helt efter lærebogen. Desværre indløb der nogle småfejl, misforståelser undervejs. Som Andreas sagde til Zibrasport Equest i går, skal deres samarbejde styrkes over nogle stævner den kommende tid, så de kan komme i den optimale form, inden landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein skal sætte holdet den 5. juli. I dag blev det til 72,255% og en 13. plads.

https://www.instagram.com/p/CODxue5hGli/?utm_source=ig_web_copy_link
Carina og Danse i aftensolen.

Danse legede med øvelserne
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera demonstrerede til gengæld hvad det betyder, når ekvipagen kender hinanden godt. At de er samspillet og sammentømret. De udstrålede en høj grad af harmoni, og fik det vanskelige Speciale- program til at se legende let ud. Stor ros til Carina for at vise, at dressur på dette niveau, kan vises på banen med en høj grad af lethed, flydende og harmonisk. Set udefra fik dommerne nok ikke helt honoreret det smukke ridt efter fortjeneste. De opnåede 75,787% og sluttede på sjettepladsen.

Det var ikke uventet de internationale profiler, som stjal billedet igen i dag anført af Charlotte Dujardin, Jessica von Bredow-Werndl og Isabell Werth – jo, englænderne og tyskerne viser tænder forud for OL. Og de har dommerne med sig.

Start- og resultatlister.

Carina og Danse helt i top i Hagen

Startfeltet ved CDI-stævnet i Hagen er imponerende med OL-medaljetagere på stribe. Grand Prix-klassen i dag, som kvalificerer til lørdagens Grand Prix Special, blev særdeles seværdig, fordi klassen rummede både erfarne, sammentømrede ekvipager, nye konstellationer, og erfarne ”rotter” på unge stjernefrø.

Carina bedst med dyre fejl
– Jeg er godt tilfreds, fortæller Carina Cassøe Krüth, som sammen med Heiline’s Danciera (Danse) blev bedste dansker i dag med 75,457% til en 6. plads. Hun fortsætter: – Jeg havde fire dyre fejl, et dårligt anspring, en dårlig tilbagetrædning, fejl i to’erne og taktfejl i den sidste travøgning.

Alligevel sluttede de blandt de bedste, og bekræftede dermed deres høje niveau. –  Jeg havde håbet, mit niveau var der, hvor vi bilder os ind, vi er, siger Carina efter en klasse, hvor Danse levede op til sit navn og endnu engang viste, hvor meget det betyder at have tre taktrene grundgangarter og en super indstilling på banen.

Tysk dominans, som sædvanligt
Det var noget af et felt, dommerne skulle bedømme i dag. Hvor sejren gik til tyske Jessica von Bredow-Werndl/TSF Dalera BB, som scorede sit personligt bedste i Grand Prix med 81,652%. Det er et godt sammentømret par, som var på det guldvindende tyske landshold ved EM i Rotterdam i 2019, og dermed et stærkt kort for tyskerne til OL. Det eneste, man kunne sætte en finger på i dag, var noget spænding i den samlede skridt.

Englands OL-guldvinder Charlotte Dujardin havde igen sadlet sin tophest Mount St. John Freestyle, den 11-årige hoppe red hun ind på andenpladsen med 81,457%. Parret blev diskvalificeret ved EM i Rotterdam, da Charlotte fik prikket hul i siden på hoppen. I dag åbnede de med vældig energi, men den energi gik lidt tabt i piafferne.

Verdens bedste dressurrytter, tyske Isabell Werth, kom til start med endnu en uprøvet Grand Prix-hest i en lang række af heste af forskellig kvalitet, som hun har redet frem til Grand Prix. DSP Quantaz e. Quaterback på 11 år gik til 78,630%. Der er få, om nogen, ryttere, som formår at samle points op overalt, som det er tilfældet med Isabell Werth. Klart, hun måtte arbejde lidt mere for det i dag, og den frie skridt var nærmest ikke eksisterende, men alligevel lykkedes det hende at blande sig i topkampen.

Klar til Specialen
– Det var fint at komme i gang til stævne igen, fortæller Carina, hun roser stævnearrangørerne for at have skabt nogle gode rammer omkring stævnet, der er lukket for publikum. I stedet er der sat mindre telte op langs banen, som ryttere og deres familie og trænere kan sidde sammen i og følge konkurrencerne. I morgen aften flytter konkurrencerne ind på springstadion, og derfor har rytterne en time her til aften, til at skridte rundt på stadion, så hestene kan vænne sig til omgivelserne.
– Det er dejligt, vi er kommet ind i Specialen, og nu gælder det om at ride fejlfrit. Det kunne da være dejligt, slutter Carina Cassøe Krüth.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Signe Baun – Baun Photo

Andreas Helgstrand og Fiontini sluttede på 12. pladsen, og dermed er de også kvalificere til Specialen. De opnåede 73,457% og har fået den eftertragtede OL-kvalifikation i hus.
– Jeg er egentlig godt tilfreds, bemærker Andreas Helgstrand. Han er meget glad for igen at komme til stævne. Det er ikke meget rutine, han har fået sammen med Fiontini, og starten på deres program bare også lidt præg af uro, men de fik sig redet i form undervejs, og sluttede med flere, flotte øvelser. Andreas ærgrerede sig dog over, at Fiontini ikke ville stå stille i paraderne i dag.
– De 4-taller kunne jeg godt have undværet, bemærker han, men glæder sig samtidig over, hun i mange andre øvelser, er blevet bedre for ham at ride. Han håber på at få nogle flere stævner sammen med hoppen, for at få mere stabilitet i konkurrence, for det kan ikke øves hjemmefra.
– Jeg er glad for at komme med i Specialen, selvom jeg kun har redet det en gang tidligere på hende, ligger øvelserne i det program meget bedre til hende, slutter Andreas Helgstrand.

Daniel klar til kür
Det lykkedes ikke for Daniel Bachmann Andersen at ride Marshall-Bell ind i Specialen, de sluttede på en 19. plads med 71,435% med det, som Daniel betegner som nogle ”unghestefejl” undervejs.
– Jeg er ikke så ked af, jeg ikke nåede ind i Specialen. Den skal rides inde på springstadion, og det kan godt blive for meget for ham, nu.
I stedet for rider Daniel en Grand Prix-klasse søndag formiddag, og det vil være meget bedre læring for den ambitiøse 9-årige vallak, bekræfter han.
– Den er bare så overtalenteret, så den skal lære at gøre tingene, bare lidt mindre. Det kommer til at ske over træningen, fortæller han. Han må sidde musestille deroppe og konstant passe på ikke at forlange noget, kun sidde og vente, og vente.
– Jeg prøver bare at få ro på ham. Det er ikke mig, som får ham til det, han gør, det gør han af sig selv, fortæller Daniel, og fortsætter: Med tiden bliver det mega flot!

Han red sig ind i kürfinalen med Carso’ni, og det glæder han sig til. – Jeg har haft en helt super træning med ham i dag, hvor jeg fik ham mere frem til hånden. Jeg kender ham ikke så godt endnu, så jeg vil hellere gøre for lidt end for meget, så han ikke siger nej tak. Hellere skrue op end omvendt. Vi skal bare ud at ride nogle midterlinjer, for de har begge kvaliteten til det, de skal bare have mere stævneerfaring.
Det er ved stævnerne, man lærer hestene at kende, forklarer Daniel. Det er inde på banen, man skal lære at få den helt rigtige fornemmelse, det kan man ikke øve hjemme.

Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia nåede lige netop ikke med ind i Specialen lørdag aften, de sluttede på 16. pladsen med 72,630%, men klarede OL-kvalifikationskravet på min. 66% Også Cathrine Dufour har nu OL-kvalifikationskravet hjemme på sin tredje Grand Prix-hest, da Vamos Amigos blev bedømt til 72,913% til en 14. plads – 15. ekvipager får adgang til Specialen.

https://www.facebook.com/bluehorsaps/videos/1498354947222943/
Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia.

Dommerne i gang igen
Det er ikke alene rytterne, der mangler noget stævnerfaring, det samme er også tilfældet for dommernes vedkommende. Blandt dommerne var danske Hans-Christian Matthiesen, og dommerteamet var bestemt ikke helt enige klassen igennem, og som det forlød fra nogle af rytterne i Hagen, også lidt til den fedtede side med pointene.

Resultatet af klassen

Kvalitet til overmål
Når vi herhjemme taler om, at springrytterne mangler materiale for at være med helt i top, så kan dressurrytterne ride på banen med visheden om, at kvaliteten af deres heste er blandt de bedste. Det var gældende for alle danske ekvipager i dag, at de sidder på heste af høj, høj kvalitet, som lige mangler den sidste styrke, erfaring, finpudsning og samspil med deres ryttere, for at nå den absolutte top.
De tyske ryttere, og toprytterne fra andre nationer bare dygtige til at samle hvert et points op undervejs. Og så bliver de også godt belønnet for det.

Spændende dag venter i Hagen

Både danske spring- og dressurryttere er til start ved Horses and Dreams meets Japan i Hagen i denne uge, og du kan følge med og heppe på de danske ryttere på Clip My Horse. De danske ryttere har allerede fået en god start på stævnet, og i onsdags blev det således til en sejr til Blue Hors rytter Nanna Merrald og Blue Hors Farrell og en andenplads til Søren Pedersen og Tailormade Carem Sandy på springbanen.

Igår var de danske dressurryttere igen i ilden – og her blev det til 3. plads til Nanna Merrald og Blue Hors Zack i Grand Prix, mens Daniel Bachmann Andersen og Carso’ni blev nummer 9 i den hårde konkurrence. Flere danske springryttere opnåede også placeringer.

Fem danske top-ekvipager klar til Grand Prix
Fredag er 5 danske ekvipager til start i CDI4* Grand Prix, og starttiderne er:
09:27 Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell
10:32 Andreas Helgstrand/Fiontini
10:41 Nanna Skodborg Merrald/Atterupgaards Othilia
10:59 Cathrine Dufour/Vamos Amigos
13:54: Carina Cassøe Krüth/Heilines Danciera (billede)

Start- og resultatlister kan ses her

Danske dressurryttere i Opglabbeek
Lone Bang Larsen har begge sine Grand Prix-heste med til Opglabbeek i Belgien og er i dag til start på både Bakkely’s Onandt og Thranegaardens Rostov, mens Victoria E. Vallentins er til start på Brooklyn i U25 Grand Prix.
Deres startider er:
10:46 Lone Bang Larsen/Bakkely´s Onandt
13:52 Lone Bang Larsen/Thranegaardens Rostov
17:16 Victoria E. Vallentin/Brooklyn

Start- og resultatlister

Carina Krüth: Dejligt at komme afsted igen!

Rytterne fra A-truppen, og et par fra B-truppen er på vej mod det internationale dressur-stævne, Horses & Dreams i Hagen. Fredag morgen skal de ryttere, som skal ride Grand Prix og Grand Prix Special i aktion på dressurstadion. Der er godt 30 ryttere i hver af de to Grand Prix-klasser, som kvalificerer til Grand Prix Special eller Grand Prix Kür.

– I aften (tirsdag) kører jeg Signe (Carinas hestepasser) og Danse op til Andreas Helgstrand. Danse og Fiontini skal køre sammen til Hagen, fortæller Carina Cassøe Krüth, der træner hos Andreas Helgstrand, og lige har været til træning for at pudse formen af før stævnet i Hagen. Selv køre hun mod Hagen onsdag morgen, så er både hun og hestene på pladsen i god tid inden starten fredag. Alle test er taget, coronatest på Carina og test for herpesvirus på Danse, så nu er Carina klar og hun glæder sig til at komme i konkurrence igen.

Ingen publikum, men det er fint, bare vi kommer afsted
Stævnet i Hagen er normalt et tilløbsstykke for både ryttere og publikum. Startlisterne bugner af internationale topryttere, men desværre for arrangørerne bliver stævnet uden publikum. Normalt er der omkring 70.000 tilskuere under stævnet, men nu er også sat begrænsninger på, hvor mange, der må følge med hver hest. Carina har redet i Hagen tidligere, og hun vurderer ikke, det bliver et problem, der ikke er tilskuere på pladsen. Hovedformålet er at komme på banen og teste formen.

– Selvom arrangørerne har skrevet, det har været mange tilskuere, har jeg ikke syntes, der normalt har været fyldt op på dressurstadion, vurderer Carina. Hun forklarer, at det er mere, når man rider indendørs, publikum kan være med til at skabe en mere intens stemning.

Mens Grand Prix-kvalifikationerne afvikles på dressurstadion, så skal Grand Prix Special og Grand Prix kür afvikles inde på det store springstadion, og det ser Carina frem til. Hvis hun får adgang til at ride Specialen, som hun siger. Det er de 15 bedste ryttere fra Grand Prix-klasserne som får adgang til hhv. Specialen og küren, og da startlisten rummer adskillige topekvipager, bliver der kamp om pladserne.

– Danse var mega fin, da jeg red undervisning mandag, så det er dejligt. Jeg glæder mig til at ride Specialen, for den har jeg ikke redet siden hingstekåringen i Herning sidste år
Carina Cassøe Krüth

https://www.instagram.com/p/CN2FmpaBfgY/?utm_source=ig_web_copy_link

Netop Specialen er interessant i år, da reglerne for OL er lavet om, sådan, at rytterne skal ride Grand Prix, og de bedste 15 går i kürfinalen, for at kæmpe om de individuelle medaljer. Holdkonkurrencen afgøres i Grand Prix Special, og derfor samles interessen sig naturligt netop om Specialen i år.

I Hagen får de ryttere, som ikke når ind i Küren eller Specialen en mulighed for at komme til start endnu engang, da der afvikles en Grand Prix-klasse for de ryttere søndag formiddag.

OL i Tokyo – hvad er planerne?
Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Anne Mette Binder har besøgt rytterne i A-truppen og udvalgte ryttere i B-truppen i sidste uge, for at se dem træne derhjemme og få en snak med dem om forberedelserne til OL. Der er ikke mange internationale stævner tilbage i kalenderen, inden holdet skal tilmeldes den 5. juli.

Hvordan planerne ser ud for de enkelte ryttere, vil blive klarlagt efter stævnet i Hagen. Carina og Heilines Danciera har begge deres kvalifikationer i hus, så der er ro omkring dem i forhold til kvalifikationsperioden. Cathrine Dufour skal have endnu en kvalifikation i hus på Vamos Amigos, og det samme skal Andreas Helgstrand på Fiontini. Også Nanna Skodborg Merrald mangler en kvalifikation med både Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia omvendt så mangler Daniel Bachmann Andersen to kvalifikationer på sine heste Marshall-Bell og Carso’ni. Det er de ryttere, som skal i konkurrence i Hagen den kommende weekend.

Tænker Carina så på OL? – Jeg tænker, nu skal det lige blive OL først, så lad os starte med det. Carina henviser til, at der i Japan er en vis modstand mod at invitere til OL, nu, hvor landet kæmper mod fjerde corona-bølge.

– Jeg rider og træner, som skal vi til OL, om det lykkes, er ikke til at vide. Jeg er bare glad for, jeg har mine kvalifikationer. Det giver mig lidt mere ro, og så har jeg den fordel, at jeg har et godt, sammentømret makkerskab med min hest, fortæller hun. Carina har redet Danse siden hoppen var 4 år, og sammen har de været topplaceret til UVM, og gået hele vejen til Grand Prix og en DM-sølvmedalje sidste år.

Om stævnet i Hagen siger Carina: – Det bliver dejligt at komme i gang igen, og så må vi se, hvor vi er i forhold til konkurrenterne.

Start- og resultatlister til Hagen Horses & Dreams

Det bliver Så godt – men der er lang vej

Landsholdsaktuelle Carina Cassøe Krüth og hendes mand Casper Cassøe, direktør for Dansk Varmblod og Vilhelmsborg, faldt sidste eftersommer fuldstændig for en landejendom ved Mariager. Ejendommen er særdeles naturskønt beliggende med skov, eng, vandløb og en fredet dal. Ejendommen er grundlæggende sund, men for at imødekomme en moderne livsstil, og et staldafsnit, der kan rumme Carinas forretning med uddannelse og salg af dressurheste, er parret i gang med en større nedrivning – ude såvel som inde.

Det er Casper, der har tjansen som arbejdsmand, og sammen med familie og gode venner er de kommet langt med nedbrydningen. I takt med de får revet indmaden ud af stalde og stuehus, er håndværkere i gang med genopbygningen.

Der bliver plads til 16 bokse i stalden, hvor der kommer nye vinduer i boksene, trolltech på loftet, og en stor loftshøjde, der vil være med til at give et godt staldmiljø.

Plads til 16 heste
I stalden bliver der 16 store hestebokse fra Röwer & Rub, der bliver strigle og vaskepladser, solarium, to sadelrum, lagerplads og jagtstue i de tre længer. I stuehuset fokuserer parret på stueetagen, hvor der skal genetableres køkken, bad, bryggers, stue, kontor og gæsteværelse.

Håbet er, at Skibby HC kommer i mål med byggetilladelsen til en ridehal bag stalden indenfor en overskuelig fremtid, så hestene kan flytte ind til efteråret. Stuehuset håber parret på at få klar til indflytning over sommeren.

Carina og Caspers nye ejendom er smukt beliggende nær den idylliske by Mariager, der ligger ned til Danmarks smukkeste fjord, Mariager Fjord.

Ejendommen er særdeles naturskønt beliggende nær Mariager. Det var de store, kuperede marker og skoven, som gjorde udslaget, da parret så ejendommen første gang. De har solgt noget af agerjorden fra, som Casper understreger, er hverken han eller Carina landmænd, og de har ikke behov for så meget jord. De har fortsat små 100 tdl., der skal udlægges i græs til folde. De vil etablere en løsdriftsstald til plagene tæt på stuehuset, dermed får plagene adgang til de store græsningsarealer foran hovedbygningen.

Sammen med familie og gode venner er Casper Cassøe i fuld gang med at rive indmaden d af stald og sturehus, så håndværkerne kan komme i gang med genopbygningen.

En del af jorden skal bruges til høproduktion, og så glæder parret sig til at følge vildtet i det kuperede terræn. Det er ikke alene det bakkede terræn, der får gæster til at tabe pusten, området er særdeles smukt med afvekslende vegetation og en å, der slynger sig gennem landskabet.

Carina glæder sig til at få hestene ”hjem”, og til at bruge naturen til skridtture og afvekslende træning. Hun er åben for muligheden for at få nogle få pensionærer, og derforuden bliver der nu også tid og plads til at tag kursister ind til træning.

Hør Carina og Casper fortælle om deres fremtidige hjem og arbejdsplads i denne video:

Carina er klar til World Cup Finale – Dufour trækker sig

Carina Cassøe Krüth og DV-hoppen Heilines Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) bragede igennem internationalt ved DWB Five-star-dressage i Herning i marts sidste år. Hun og ”Danse” fortsatte succesen ved DM, hvor det igen blev til en andenplads efter Cathrine Dufour. Nu er Cathrine og Carina udtaget til FEI World Cup finalen ved Göteborg Horse Show fra den 31. marts til den 4. april.

Cathrine sikrede sin World Cup kvalifikation ved at vinde World Cup på Vilhelmsborg i oktober sidste år på Bohemian. Hun har ikke haft chance for at starte Atterupgaards Cassidy i en kvalifikation, da kvalifikatiosstævnet i Holland blev aflyst. Hun har ikke fået lov fra FEI til at ride Atterupgaards Cassidy i finalen, derfor har hun trukket sig fra start for at spare Bohemian med fokus på OL i Tokyo til sommer, fortæller hun.

Foto: Signe Baun.
Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera ved DM 2020. Foto: Signe Baun

Carina Cassøe Krüth skulle også have redet World Cup kvalifikation i s’-Hertogenbosh i Holland i disse dage, men stævnet er blevet aflyst grundet EHV-1 (Herpresvirus). I forhold til forberedelse og planlægning frem mod World Cup finalen, er Carina ikke så ked af, hun ikke kunne komme til start i Holland nu, hvor hun skal være i topform til finalen i Sverige.

Det er meget svært for rytterne at forberede sig optimalt til World Cup finalen, for det er ikke mange stævner, de har kunnet ride det seneste år.

Vi fik redet Grand Prix-programmet igennem til den seneste træningssamling, og det var et rigtig fint initiativ af rideforbundet
Carina Cassøe Krüth

– Vi fik redet Grand Prix-programmet igennem til den seneste træningssamling, og det var et rigtig fint initiativ af rideforbundet, bemærker Carina, hun forklarer: – Susanne Baarup var dommer, og vi havde starttider, som ved stævner. Det betød vi lige måtte tage os sammen, det var godt.

Carina fik lavet en ny kür forud for DM sidste år. Det er en kür, som hun og Danse skal ”vokse ind i”, for det er en kür med høj sværhedsgrad, men når det lykkes, er det meget flot og giver gode point. Den lykkedes for dem på Vilhelmsborg, men ved World Cup-stævnet i Salzburg gik det ikke efter planen og forhåbningerne, erkender Carina. Danse reagerede ikke helt som vanligt, hverken i Grand Prix’en eller i küren, men hoppen er igen tilbage på sporet, så Carina holder sig til planen og küren også i finalen.

På grund af udbruddet af herpesvirus, der har spredt sig fra Valencia i Spanien til store dele af Europa, og pt. kostet 11 heste livet i Europa, er der lavet nogle ekstra foranstaltninger til World Cup finalen. Carina fortæller: Vi skal egentlig først i vet.tjek torsdag, men vi skal gennem et ekstra tjek på en travbane om tirsdagen, inden vi får lov til at komme ind på stævnepladsen. Jeg får alle mine heste vaccineret i denne uge, vi starter simpelthen et vaccinationsprogram for alle heste i stalden. Jeg ved godt, at de kan blive smittet, på trods af de er vaccinerede, men de smitter mindre til andre, hvis de er vaccinerede.

Carina arbejder videre hjemme i ridehallen ved Hobro, inden turen går til hendes første Word Cup finale.

Dressurryttere i finalen
Det er de bedste ni ryttere fra den Vesteuropæiske liga, der får adgang til World Cup finalen i dressur. Og det er følgende ryttere:

  • Jessica von Bredow-Werndl (GER)
  • Helen Langehanenberg (GER)
  • Patrik Kittel (SWE)
  • Morgan Barbançon (FRA)
  • Anna Merveldt (IRRL)
  • Thamar Zweistra (NED)
  • Christian Schumach (AUT)
  • Carina Cassoe Kruth (DEN)
  • Florian Bacher (AUT)
  • Cathrine Dufour (DEN)

Fra USA kommer to ekvipager med dansk islæt, ligavinder blev Olivia Lagoy-Weltz med den danske varmblodsvallak Rassing’s Lonoir foran dansk/amerikanske Charlotte Jorst med Kastel’s Nintendo.

Steve Guerdat og Alamo vandt Longines FEI Jumping World Cup Final 2019. Foto:Tommy Holl

Kvalifikationerne i både springning og dressur har været mærket af aflysninger på grund af Covid-19. World Cup Finalen i Las Vegas sidste år blev aflyst, men vinderne fra 2019 i dressur Isabell Werth og i springning Steve Guerdat, er klar til at forsvare deres titel i Göteborg.

Se den vesteuropæiske rangliste i dressur HER og i springning HER