Skip to main content

Tag: Dif

DIF Til frivillige: Hold fast og hold ud

Dansk idræt har været hårdt ramt gennem hele corona-pandemien. Alligevel bakker DIF op om myndighedernes seneste udmelding og udtrykker forståelse for, at de nuværende restriktioner – også på idrættens område – forlænges til foreløbig den 17. januar 2021.

”Lige nu kæmper vi i Danmark en fælles kamp for at holde corona-situationen mest mulig under kontrol. Dén kamp bakker vi op om i DIF, og vi ved, at vores foreninger og forbund fortsat vil agere ansvarligt og forsvarligt. Det har de på flot vis gjort under hele corona-krisen, selvom de har været under et stort pres”, siger Niels Nygaard, formand for DIF.

Samtidig sender han en opmuntring og opfordring til de op mod 500.000 frivillige i DIF-idrætten.

”Gennem de seneste 10 måneder har vores frivillige brugt deres dyrebare fritid på at tilpasse sig de løbende corona-restriktioner. Der er blevet lukket ned og åbnet op. Og siden er der lukket ned igen. Undervejs har mange lagt et forbilledligt arbejde i at skabe corona-trygge rammer, så vi har kunne opretholde så stor en del af vores foreningsfællesskaber og aktiviteter som muligt. De fortjener al mulig anerkendelse og opmuntring” siger Niels Nygaard og fortsætter:

”Jeg vil gerne sende et kæmpe skulderklap til alle vores frivillige og samtidig komme med en opfordring til både dem og vores knapt 2 millioner medlemmer: Selvom det lige nu er hårdt, så håber jeg, at I alle vil holde situationen ud, så vi som samfund kommer bedst muligt gennem den kommende tid. Og jeg håber, at I alle vil holde fast i foreningsidrætten, som formentlig bliver vigtigere end nogensinde, når situationen igen giver mulighed for lempelser” lyder det fra DIF-formanden.

Forlængelsen af de nuværende restriktioner betyder bl.a., at al indendørs foreningsidræt fortsat holdes lukkes – foreløbig frem til den 17. januar. Udendørs idræt kan gennemføres, hvis man overholder de gældende retningslinjer – herunder forsamlingsforbuddet på maks. 10 personer.

Pressemeddelelse: Danmarks Idrætsforbund

Foreninger kan igen søge penge fra DIF og DGI’s corona-hjælpepulje

Denne gang er der godt 80 millioner kroner i puljen til dækning af tab i 2020 som følge af coronarestriktionerne. F.eks. i form af aflyste arrangementer eller nedlukning af aktivitet.

Alle idrætsforeninger kan søge puljen. Også de foreninger, som tidligere har søgt puljen og modtaget delvis kompensation for deres tab.

Puljen er siden midten af april løbende blevet tilført midler i kraft af politiske aftaler på Christiansborg og har været et vigtigt værktøj til at sikre, at der vil være et godt foreningsliv på den anden side af coronakrisen.

Bemærk at midlerne fra puljen går til lokale idrætsforeninger, herunder også de foreninger, som afholder store breddeevents (med over 500 aktive deltagere) og herudover også foreningsbaserede eventarrangører.

Corona-hjælpepuljen er altså ikke etableret til støtte for eliteidræt eller idrætsforeninger/forbund, der søger dækning af udgifter til aflyste større mesterskaber og øvrige arrangementer med over 350 deltagere. Disse henvises til kompensationsordningen for faste udgifter, lønkompensationsordningen og kompensationsordningen for arrangører af større arrangementer.

Alle foreninger vil først i de nye år få direkte besked om puljeåbningen via CentraltForeningsRegister (CFR). Læs mere om puljens retningslinjer og hvordan man søger på adressen www.dif.dk/stotte

Kilde: DIF

Glæde og bekymring over ny naturaftale i idrætten

Regeringen, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale har fredag indgået en aftale, der skal forbedre biodiversiteten og mangfoldigheden i den danske natur de kommende fire år. Aftalen kommer i forlængelse af, at danskerne er vrimlet ud i naturen under corona, hvor der er blevet plukket motioneret og plukket svampe som aldrig før.

Idrættens organisationer DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) glæder sig over det politiske fokus på at styrke naturoplevelser. Men man understreger, at det ikke må blive på bekostning af adgangen.

”Vi er glade for, at politikerne ønsker at understøtte den store folkelige interesse i naturen. Men det er vigtigt, at parkerne ikke bliver et museum men et sted, hvor man kan dyrke sit friluftsliv i harmoni med naturen. Naturen er de voksne danskeres foretrukne sted at dyrke motion, og det er særligt effektivt i at tiltrække nye målgrupper. Under corona har vi set, at en stor del af de danskere, der ikke var aktive før coronanedlukningen, blev aktive i naturen. Derfor kan det få store negative konsekvenser, hvis vi begynder at hegne områder ind,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF.

Ingen modsætning
En ny undersøgelse fra Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden viser, at 84 procent af de idrætsaktive i 2020 var aktive i naturen. Derfor opfordrer de to organisationer til, at man inddrager de mange brugere i udformningen af de nye naturparker.

”Der er ingen modsætning mellem at beskytte og benytte naturen. Det er tværtimod en stor styrke, at vi som land i dag har så mangfoldigt et friluftsliv. Vi ved, at et aktivt liv i naturen styrker både den fysiske og mentale sundhed. Derfor er det afgørende, at vi inddrager de mange brugergrupper, inden der bliver truffet beslutninger om, hvordan parkerne skal udformes. Her har vi tidligere set i blandt andet Syddjurs, at der er lavet indhegninger, som er gået ud over friluftslivet,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI.

Adgang til naturen vigtig for ryttere
Ryttere og hesteinteresserede bruger den danske natur flittigt, og for alle der rider, er det at kunne skridte en tur i skoven, ride til stranden eller galopere på en lang grøn markvej, noget af det der forbindes med rideglæden. Derfor er det naturligvis vigtigt for ryttere, at den adgang, der sådan værdsættes, ikke begrænses yderligere, når man kommer til hest.

Fakta om motion i naturen:

  • Spørgeskemaet er sendt ud til 137.994 voksne danskere. Af dem har 34.416 svaret.
  • 84 procent af de aktive i 2020 har været aktive i naturen mod 71 procent i 2019
  • Andel aktive med gåture er steget fra 42 procent i 2019 til 54 procent i 2020

Læs mere om danskernes motionsvaner i naturen i Bevæg dig for livets kommunale idræts- og motionsvaneundersøgelse i 2020.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Vigtig idrætsundtagelse for børn (Corona)

Forsamlingsforbuddet i Danmark bliver sænket fra 50 til 10 personer, men der bliver indført en undtagelse for idrætsaktiviteter for børn og unge under 21 år, hvor forsamlingsforbuddet fortsat vil være på 50. Undtagelsen betyder, at børn og unge forsat vil kunne dyrke deres idræt i idrætsforeningerne som i dag.

”Vi er virkelig glade for den undtagelse på vegne af børn og unge i Danmark. Foreningsidrætten spiller en utrolig vigtig rolle for børns fysiske og mentale trivsel, og hvis der ikke var kommet en undtagelse, var der i grove træk reelt lukket ned for børnenes mulighed for at dyrke foreningsidræt i den kommende tid. Jeg er rigtig glad for, at politikerne sender det signal i en i øvrigt meget vanskelig tid for idrætten i Danmark,” siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen.

”Jeg er rigtig glad for, at vores appel er blevet hørt om at undtage børn og unge fra et meget lavt forsamlingsforbud på 10 personer. Det er en enorm tillidserklæring, der her er givet fra politikerne til det lokale foreningsliv. Et svært Corona-forår har vist os alle, hvor vigtigt fællesskabet og bevægelsen er for børn og unges fysiske, mentale og sociale trivsel”, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen.

Undtagelsen gælder kun for børn og unge Det betyder, at der er en lang række voksne medlemmer og foreninger, som bliver ramt af sænkelsen af forsamlingsforbuddet til 10 personer.

DIF og DGI understreger, at de endnu ikke kender alle detaljer i de nye restriktioner, og at der nu venter et arbejde med at skabe klarhed over de nye regler i samarbejde med ministerier og myndigheder. Så forbund, landsdelsforeninger og foreningerne kan blive oplyst bedst muligt om de nye tiltag.

Pressemeddelelse: Danmarks Idrætsforbund

Årets Energibundt 2020 skal kåres

Corona har vendt op og ned på dagligdagen for alle danskere. Med aflyste træninger og arrangementer er idrætsforeningerne og deres medlemmer ingen undtagelse.

Det er derfor vigtigere end nogensinde at hylde idrættens hverdagshelte, som går forrest og særligt bidrager til sammenholdet i danske idrætsforeninger.

Prisen Årets Energibundt går til en træner, holdleder, hjælper eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening. For femte år i træk uddeles prisen og de medfølgende 75.000 kroner ved DR-showet SPORT 2020

Medlemmer og alle andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger har frem til den 1. november 2020 mulighed for at indstille Årets Energibundt på orsted.dk/energibundt.

”Det forgange år har været ekstremt udfordrende for dansk idræts- og foreningsliv. Derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi hylder alle de frivillige ildsjæle, som binder dansk idræt sammen, og som ikke mindst har ydet en kæmpe indsats for at få idrætshjulene til at køre i en tid med corona, restriktioner og talrige udfordringer. Vi glæder os til i de kommende måneder at fejre vores mere end 470.000 ildsjæle i DIF-idrætten og kåre Årets Energibundt 2020,” siger Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund.  

Frivillige afgørende for sammenholdet
Der er ikke faste kriterier for, hvad der skal til for at blive nomineret til Årets Energibundt. Det centrale i udvælgelsen er, at de frivillige er med til at gøre en forskel og sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater.

”Vores idrætsforeninger spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i vores samfund og for danskernes mulighed for at mødes, motionere og dyrke sport. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har frivillige, der engagerer sig og lægger kræfter i foreningerne. Med prisen hylder vi de engagerede frivillige, der også under corona har omstillet sig og nu spiller en endnu vigtigere rolle i at styrke fællesskabet, sammenholdet og tilliden til hinanden. Det sætter vi højt i Ørsted, og det vil vi også gerne støtte i foreningslivet,” siger Jakob Askou Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted.

Sidste år gik prisen som Årets Energibundt til Mette Paabøl Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub, som har haft stor betydning for klubbens mangfoldighed og sociale sammenhold. Mette Paabøl Rytsel har igennem tiden engageret sig i alt fra at være træner, tovholder og spiller til tilrettelægger af stævner og arrangementer.

Læs meget mere om Årets Energibundt og sidste års vinder på orsted.dk/energibundt.

Om Årets Energibundt
Prisen er på i alt 75.000 kroner, hvoraf 25.000 kroner går personligt til energibundtet for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet.

Pengene er et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre. Desuden vil 2. og 3. pladsen modtage 10.000 kroner hver. 

Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.

Indstillingsperioden er fra den 5. oktober til den 1. november 2020. Herefter nominerer dommerkomitéen tre kandidater til prisen.

Indstilling af Årets Energibundt 2020 foregår på orsted.dk/energibundt.

Prisen uddeles ved DR SPORT 2020 i januar 2021.

Kilde: DIF

Afgørende forhandlinger for dansk idræts fremtid

Den seneste udvikling i forhold til corona-krisen er en kæmpe streg i regningen for dansk idræt. Forsamlingsforbuddet blev alligevel ikke hævet fra 100 til 200, og der er de seneste dage sendt tydelige signaler om, at yderligere genåbning af det danske samfund er sat i bero.

”De økonomiske konsekvenser af dette rammer bredt. Eliteklubberne risikerer konkurser, forbund og breddeklubber må aflyse store stævner og motionsevents, hvor indtægterne bl.a. er med til at drive foreninger overalt i idræts-Danmark,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.

På onsdag er der politiske forhandlinger om fremtiden for de aktører, som fortsat er ramt af restriktionerne.

”Forhandlingerne får stor betydning for, hvordan dansk idræt skal se ud i fremtiden. Idrætten har været en ansvarlig og tillidsfuld aktør under hele corona-krisen, og vi er ikke vidende om, at idrætsudøvelse eller tilskueraktivitet har givet anledning til særlig smittespredning. Derfor håber jeg, at der vil kunne findes fleksible løsninger for klubber, forbund og foreninger,” understreger Morten Mølholm Hansen

Hvis der ikke må lukkes flere end 500 tilskuere ind til kampene til eksempelvis håndbold og ishockey, så løber tabene her op i flere hundrede millioner kroner, og tabet bliver endnu større i de bedste fodboldrækker. At det generelle forsamlingsforbud ikke bliver hævet til 200 har indenfor de seneste dage ført til, at en lang række foreninger har aflyst arrangementer, som er afgørende for mange foreningers klubkasser og for den fysiske aktivitet i det danske samfund.

”Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så får den seneste udvikling store økonomiske konsekvenser for idrætten. Derfor er de politiske forhandlinger om kompensation ultra vigtige. Jeg er dog fortrøstningsfuld, for jeg har et indtryk af, at politikerne deler vores ønske om, at der også er et godt dansk idrætsliv på den anden side af coronakrisen – både for eliten og for bredden,” siger Morten Mølholm Hansen.

Udvalgte nøgletal

DIF’s specialforbund

DIF’s specialforbund vil opleve økonomiske tab på fx landskampe og slutrunder, hvis tilskuerbegræsningen fastholdes til maksimalt 500 personer frem til 31. december. 16 specialforbund vil skulle aflyse knap 30 store idrætsarrangementer, hvilket vil betyde tabte indtægter for samlet set 47 mio. kr. og tabte afholdte udgifter for over 20 mio. kr.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Breddeklubber

Samlet tab for klubber deltagerbegrænsning på 500:

120 millioner kroner

(der er desuden en særskilt økonomisk udfordring for de foreningsbårne løbsarrangører, der arrangerer store motionevents/løb på over 3.000 deltagere).

Halvdelen af klubber forudser aflyste aktiviteter og hver tredje klub forudser reducerede udviklingsaktiviteter/frafald af medlemmer og frivillige.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Pressemeddelelse fra DIF

Nyt intiativ – er du klar på “Danmark leve!”

Nedlukningen af Danmark har bl.a. betydet, at flere danskere ikke er kommet i gang med at motionere igen. Samtidig er mange store motionsevents blevet aflyst pga. forsamlingsforbuddet. Det er baggrunden for, at DIF, Team Danmark og Sport One Danmark nu lancerer en sundhedskampagne (Danmark leve), som alle danskere kan blive en del af.

Via den digitale kampagne ’Danmark Leve!’ vil eksperter fra Team Danmark, OL-atleter og andre idrætsprofiler fra 7. september og fire uger frem guide danskerne til, hvordan de gennem små ændringer i dagligdagen kan skabe store resultater for deres fysiske og mentale sundhed. Og I som forening kan hjælpe med at få ’Danmark Leve!’ på vingerne.

Det koster 150 kroner at deltage i kampagnen, hvor man først gennemfører et digitalt sundhedstjek, som giver en indikation på éns aktuelle sundhedsstatus, og derefter dagligt indtaster i kampagneapp’en, hvordan og hvor meget man motionerer, sover, spiser osv. Man optjener point alt efter ens valg. Og foreningsidrætten kan være med til at give plus på ”kontoen”.

Løbende vil der være gode råd, konkurrencer, opskrifter og særlige ugetemaer, som skal motivere deltagerne til at træffe sunde valg. Det handler ikke om at vinde eller tabe, men om at tage små skridt, som gør en stor forskel på den lange bane – for den enkelte dansker og for Danmark.

Hvordan tjener din forening penge?

DIF, Team Danmark og Sport One Danmark inviterer din forening med ind i fællesskabet med mulighed for at tjene penge til klubkassen. Foreningsmedlemmerne kan nemlig sælge ’billetter’ til ’Danmark Leve!’ – og som det fremgår længere ned, er det ganske nemt og foregår digitalt.

Hver billet, som er lig med en deltagelse i kampagnen, koster 150 kroner. Heraf ryger 40 kroner (uden moms) ned i klubkassen, mens det resterende overskud går til den fortsatte udvikling af dansk idræt igennem DIF og Team Danmarks arbejde. Det betyder, at hvis der er 500 foreningsmedlemmer, som alle både selv køber og sælger en enkelt billet til en ven eller et familiemedlem, så er der 40.000 kroner til klubkassen og et sundere Danmark.

Så nemt er det

Alt, hvad du skal gøre for at komme i gang, er at klikke dig ind på www.danmarkleve.dk/forening og oprette et specifikt fundraisingprojekt under din forening. Herefter kan du downloade en flyer og materiale til sociale medier med dit projekts unikke kampagnekode. Din forening kan således vælge at oprette flere projekter, så der fx er konkurrence mellem holdene om, hvem der sælger flest billetter og dermed tjener flest penge til foreningen. For hver solgt billet, hvor din forenings kampagnekoder benyttes, lander der 40 kroner (uden moms) på foreningskontoen.

Pengene for salget af billetter vil blive udbetalt til foreningens NemKonto ved kampagnens afslutning, og det er kun foreninger med et CVR-nummer, der kan deltage.

I DIF, Team Danmark og Sport One Danmark håber vi, at du vil dele tilbuddet med resten af foreningen, og sprede budskabet om jeres fundraisingprojekter i Danmark Leve! til jeres bekendte og til personer, som har særlig tilknytning til indsamlingsformålet. Sammen kan vi igen få danskernes sundhedskurve til at stige – endda med økonomisk fortjeneste til din forening.

Tilmeld dig kampagnens foreningsforum på Facebook på https://www.facebook.com/groups/307367570435055/members og læs mere om kampagnen på www.danmarkleve.dk

Hvad er Danmark længe leve?

  • Vær med når idrætten inviterer dig og resten af den danske befolkning, til at stå sammen om at skabe en endnu sundere fremtid. Gennem fire uger får du adgang til Danmarks største og sundeste fællesskab. Et fællesskab hvor ingen taber, men hvor vi alle er vindere!

Pressemeddelelse: DIF

Vær med til at give børnene den bedste sommer

Fri adgang til svømmehallen, gratis trampolinspring på torvet, åbent klubhus eller styrkelse af den allerede planlagte summer camp, så I har mulighed for at give børnene en endnu bedre lejr. Corona-krisen udfordrer lige nu foreningsidrætten voldsomt, men der er hjælp at hente, hvis man på trods omstændighederne har lyst og overskud til at stå for nye aktiviteter for børn og unge denne sommer.

Mulighederne er mange, når nu kommunerne landet over har fået tildelt 200 millioner kroner tilsammen som et led i den sommerpakke, som netop er blevet vedtaget. Og det kan også komme jeres forening til gode.

De 200 millioner kroner skal nemlig bruges på sommeraktiviteter til børn og unge mellem 6 og 17 år med særligt fokus på at få alle med i fællesskaberne – også de udsatte børn og unge.

Det er meningen, at de ekstra midler skal ses som en mulighed for, at kommunerne kan styrke sommeraktiviteter i samarbejde med lokale foreninger. Jeres forening kan fx øge kapaciteten på sommerlejre, fodboldskoler, svømmecamps og lignende, som er målrettet børn, unge og familier, men det kan også være til noget, der ikke allerede er arrangeret, men som I nu får mulighed for.

Kontakt kommunen hurtigst muligt, hvis I vil vide mere om den enkelte kommunes lokale støttemuligheder og organisering af aktiviteterne – og fortæl om jeres gode ideer.

Vores forslag til, hvad man som forening og kommune kan overveje:

  • Skab lettilgængelige aktiviteter og fællesskaber
    Fokuser på at få stablet nogle aktiviteter og fællesskaber op, der er lettilgængelige, og ikke nødvendigvis kræver tilmelding. Vi bør sænke tærsklen for deltagelse og skabe åbne, lokale aktiviteter tæt på de børn og unge, der har allermest brug for det. Håbet er også, at aktiviteterne, der bliver arrangeret henover sommeren, kan skabe en rød tråd til de allerede eksisterende foreningsfællesskaber, så børnene får blod på tanden til at prøve mere.
  • Styrk eller forlæng de allerede planlagte sommeraktiviteter
    Mange af jer har allerede planlagt sommerlejre og camps for de lokale børn og unge. Og her er det oplagt at styrke disse lejre fx ved at give børnene en særlig oplevelse, I ellers ikke havde midler til. Nogle sommerlejre vil også kunne forlænges, så deltagerne, foreningerne og kommunerne ikke får ekstra omkostninger.
  • Genoptag aflyste sommerskoler
    Vi ved at mange foreninger har set sig nødsaget til at aflyse deres sommerskoler pga. retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. Her kan et økonomisk tilskud fx bruges til at aflønne det personale, der har ansvar for, at retningslinjerne bliver fulgt.
  • Lav særlige aktiviteter i udsatte boligområder
    I udsatte boligområder er behovene for aktiviteter og fællesskaber denne sommer store. Derfor kan man som kommune og forening sammen overveje at prioritere ekstra ressourcer til opsøgende arbejde, så man når ud til de børn og unge, som i særlig høj grad har brug for hjælp til at finde frem til de tilbud, I har til dem.
  • Samarbejd med store faciliteter
    Det kan give god mening for de større idrætsfaciliteter at holde åbent henover sommeren. Det er professionelt drevne institutioner med ansatte og fysiske rammer, der kan rumme mange af de planlagte sommeraktiviteter.

 

Fem hurtige svar/spørgsmål:

Hvordan får foreningen del i pengene?
Lav et konkret forslag til, hvor I som forening kunne udvide en aktivitet eller måske finde på noget nyt, som vil komme kommunens børn og unge til gode. Og tag så kontakt til din kommune. De 200 mio. kr. er blevet fordelt mellem kommunerne på baggrund antal børn og unge mellem 6 og 17 år. Derfor vil mange kommuner bede foreninger byde ind med aktiviteter. 


Hvor skal vi henvende os, hvis vi som forening har en idé til sommeraktivitet?
Typisk vil det være i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det er kommunaldirektøren eller fritidschefen, der har ansvaret for at kommunens penge bliver fordelt ud til foreningerne. 

Hvor stort et beløb kan man som forening regne med?
Det kommer an på, hvordan kommunerne vælger at bruge og fordele pengene. Midlerne bliver fordelt mellem flere forvaltninger, men de må kun bruges på nye eller styrkede aktiviteter. Hver kommune har modtaget forholdsmæssigt store millionbeløb. Derfor vil det være vores opfordring at tænke ambitiøst, da kommunerne er interesseret i at få midlerne ud til lokale børn og unge.

Hvornår er der deadline?
Der er ingen specifik deadline, men siden der er meget kort tid til sommerferien, så bør man som interesseret forening hurtigst muligt overveje konkrete aktiviteter og kontakte kommunen.

Bør man byde ind som lokal klub eller forbund?
Kommunerne søger både samarbejde med lokale klubber og forbund. Derfor kan man som forbund både opfordre interesserede medlemsklubber til at byde og kontakte kommuner med konkrete forbundssommeraktiviteter.

Pressemeddelelse: DIF

Toms sender en million kroner efter familieidrætten

Corona-nedlukningen har de seneste par måneder gjort, at der ikke har været samme mulighed for at dyrke idræt i Danmarks mange idrætsforeninger. Men med udsigt til en snarlig genåbning af hele idrætsdanmark og en gylden håndsrækning fra Toms Guldpulje er der igen mulighed for at styrke samværet mellem børn, forældre og bedsteforældre i Danmarks idrætsforeninger.

– Mange familier har under Danmarks corona-nedlukning været pressede. At de tilmed har skullet undvære det sammenhold og fællesskab, som mange normalt finder i landets idrætsklubber og foreninger, har været en yderligere udfordring. Jeg glæder mig derfor over, at vi igen i år kan hjælpe idrætsforeninger landet over med at give familierne nogle fælles, sjove oplevelser gennem idræt og hyggeligt samvær, siger Lone Lyng Andersen, Marketing- og Innovationsdirektør hos Toms Gruppen.

Toms Gruppen A/S har siden 1950’erne været aktiv sponsor af det danske idræts- og foreningsliv, og det er andet år, at Toms Guldpulje uddeles. Alle idrætsforeninger tilknyttet DIF kan søge midler til nye eller eksisterende familieaktiviteter.

Danskerne søger motionsfællesskab i familien

En analyse fra IDAN viser, at voksne danskeres idrætsaktivitet er faldet væsentligt under coronakrisen. Faktisk viser tallene, at 38 pct. af dem, der var idrætsaktive før corona-nedlukningen, er stoppet med at dyrke idræt, og at de idrætsaktive tilsvarende er mindre aktive end tidligere.

– Tallene er i sig selv bekymrende, men når vi kombinerer dem med vores viden om, at forældrenes egen idrætsdeltagelse er den vigtigste faktor for, om danske børn er idrætsaktive, er det særligt alarmerende, siger Mikkel Nørtoft Magelund, teamleder i Bredde og Motion hos Danmarks Idrætsforbund.

Den positive nyhed er dog, at flere familier har fået øjnene op for glæden ved at dyrke idræt sammen. Faktisk er andelen af danskere, der dyrker idræt med familien steget fra 36 til 42 pct. under corona-nedlukningen, og det vækker begejstring hos DIF.

– Vi er særligt glade for den udvikling, da fællesskabet og sammenholdet om idrætten er en af hjørnestene i foreningsidræt. Vi er derfor også taknemmelige for, at Toms med Guldpuljen støtter op om, at endnu flere familier kan opleve glæden ved at dyrke idræt sammen. Det er en vigtig saltvandsindsprøjtning til, at vi kan genstarte det pulserende idrætsliv og bygge videre på den positive stigning i familieidrætten, slutter Mikkel Nørtoft Magelund.

Sidste år gik Toms Guldpulje til 166 forskellige klubber ud af 509 ansøgere. Blandt andet fik Københavns Bueskyttelaug midler til at afholde en pileworkshop for børn og forældre. Et andet eksempel er Værløse Gymnastikforening, som, takket være Guldpuljen, kunne købe nyt “ninjaskum”, hvilket var med til at skabe nye spændende muligheder, hvor børn og forældre boltrer sig gennem forhindringer.

Sådan søger du:
Idrætsklubber og -foreninger over hele landet kan søge Guldpuljen på guldpuljen.dk frem til den 31. august. Man kan maks. ansøge om 20.000 kr. per klub eller forening, og der uddeles en million kroner i alt i følgende fire kategorier inden for familieidrætten:

• Idræt sammen med børnene
• Idræt, som både børn og forældre dyrker (men ikke nødvendigvis sammen)
• Idræt, som forældre dyrker samtidig med, at børnene dyrker en anden aktivitet
• Fælles idræt i foreningerne som fx familiedag

Læs mere om Toms Guldpulje

Kilde: DIF

Genstart af professionel idræt – dog uden tilskuere

Da statsminister Mette Frederiksen i torsdags offentliggjorde den genåbningsaftale, som alle partier i folketinget stod bag, blev der givet grønt lys til, at den professionelle idræt kunne genoptages med øjeblikkelig virkning.

Siden er der blevet arbejdet på højtryk med at konkretisere i retningslinjerne for, hvem der er omfattet af den professionelle idræt og under hvilke rammer træning og kampe kan genoptages. Lørdag eftermiddag blev det sidste punktum sat.

”Det er virkelig en lettelse og en stor glæde, at en række af vores sportsgrene igen kan sætte deres ligakampe i gang, og at vores professionelle atleter igen må træne for fuld styrke. Det får kæmpe stor betydning – både sportsligt og økonomisk” fastslår Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Helt konkret betyder det, at der fra myndighedernes side dispenseres for forsamlingsforbuddet og forbuddet mod åbning af indendørs sportsfaciliteter, når det gælder en række ligaer og professionelle atleter.

Stor betydning
Det er efterhånden velkendt, at superligaen i fodbold sættes i gang uden tilskuere snarest muligt. Der åbnes også for kvindernes fodboldliga, men de nye retningslinjer betyder også åbning for en række andre idrætter.

”For at nævne nogle få eksempler, så betyder det bl.a., at vores verdensmestre i banecykling har grønt lys til at træne indendørs, at badmintonligaen kan spilles færdig, og at alle Team Danmark-svømmere igen kan hoppe i bassinet” siger Morten Mølholm og fortsætter:

”Det har stor betydning for, at de kan fastholde deres sportslige niveau og for mulighederne for dansk succes på de internationale sportsarenaer fremadrettet” siger Morten Mølholm Hansen.

Dansk eliteidræt har været ekstremt presset af coronakrisen. Indtægter er forvundet og træningsmulighederne har for mange været stærkt begrænsede. I april offentliggjorde Salling Fondene, KIRKBI og regeringen en håndsrækning til de danske atleter på i alt 40 mio. kr. Den håndsrækning har givet ro i maven hos mange atleter, og med den nye aftale bliver der også mulighed for mere optimale træningsforhold.

Flere kommer med i næste fase
Udover en række specifikke ligaer, så er det atleter, som hovedsageligt lever af indtægter fra deres idræt, er indplaceret i en af Team Danmarks atletkategorier eller figurerer i en OL/PL-bruttogruppe, der er omfattet af den nye aftale.

Dermed vil der være nogle elite-udøvere, som fortsat må væbne sig med tålmodighed, men en del af dem kan formentlig se frem til flere muligheder om mindre end en måned.

”Heldigvis er det lykkedes at få idrætten godt med i genåbningsaftalen, så vi allerede den 8. juni kan få genåbnet for langt flere idrætsaktiviteter. Det kommer naturligvis til at foregå under visse corona-restriktioner, men der er ingen tvivl om, at den gradvise åbning af idrætten er vigtig – både sportsligt, socialt, mentalt og økonomisk” fastslår Morten Mølholm Hansen.

Hvilke idrætsaktiviteter, som kommer til at indgå i fase 3, og under hvilke former, den kan udøves, vil blive konkretiseret i perioden frem mod den 8. juni. Igangsættelsen afhænger dog af, at der fortsat er kontrol over smittespredningen i det danske samfund.

Fakta:

Følgende er omfattet af de nye retningslinjer for professionel idræt:

  • De to øverste rækker i fodbold, mænd
  • Den øverste række i fodbold, kvinder
  • Den øverste række i håndbold, mænd
  • Den øverste række i håndbold, kvinder
  • Den øverste række i ishockey, mænd
  • Den øverste række i badminton
  • Trav- og galopløb på de 9 væddeløbsbaner udøvet af kuske og ryttere med professionel licens
  • Øvrige professionelle idrætter, hvor hovedparten af udøverne lever af indtægter fra deres idræt
  • Atleter på et højt internationalt niveau, som hovedsageligt lever af indtægter fra deres idræt eller som er indplaceret i en af Team Danmarks atletkategorier eller figurerer i en OL/PL-bruttogruppe

Al ovenstående sker uden tilskuere.

De nærmere retningslinjer for genoptagelsen af professionel sport i Danmark bliver lagt på DIF’s hjemmeside snarest muligt.

Pressemeddelelse: DIF

40 mio. til danske atleter

Foto: DIF-formand Niels Nygaard, kulturminister Joy Mogensen og direktør for Salling Group, Per Bank. Foto: Lars Møller

Få ting samler danskerne i lige så høj grad som danske atleter, der kæmper med Dannebrog på brystet. Men dansk eliteidræt er ekstremt presset af coronakrisen, hvor forbundenes indtægter til elitearbejdet er forsvundet, og hvor udskydelsen af OL og PL betyder stigende udgifter til et ekstra forberedelsesår. Nu giver Salling Fondene, KIRKBI og regeringen en håndsrækning til de danske atleter på i alt 40 mio. kr.

Regeringen giver en særbevilling på 15 mio. kr. til at dække de ekstraordinære omkostninger der er forbundet ved at udskyde OL og PL til 2021.

Salling Fondene ønsker at fortsætte sin støtte med yderligere 15 mio. kr. til Team Danmark, der primært skal gå til arbejdet med atleter og trænere, mens KIRKBI donerer 10 mio. kr. til Danmarks Idrætsforbund til forberedelse af OL og PL.

Hjælpen vækker stor glæde hos både Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.

”Team Danmark er taknemmelige for opbakningen til dansk eliteidræt, og atleterne er jublende lykkelige over den håndsrækning, de får i dag. Midlerne gør det muligt for os at holde hånden under atleter, trænere og elitearbejdet i forbundene i en meget svær tid for os alle sammen,” siger Team Danmarks formand, Frank Jensen.

Niels Nygaard udtaler:

”Al eliteidræt er aflyst, og paradokset er, at vi aldrig har haft så meget brug for at samles om noget positivt som nu. Derfor er der mere end nogensinde behov for at hjælpe atleterne, så de kan begejstre os alle med Dannebrog på brystet om et års tid i Tokyo. Dansk idræt er derfor meget ydmyge og taknemmelige for de ekstraordinære donationer,” siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komité.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Det var en kæmpe skuffelse for de danske atleter og alle danske sportsfans, at sommerens OL og de Paralympiske Lege i Tokyo blev udskudt. Det var dog den helt rigtige beslutning. Udsættelsen sætter de danske OL- og PL-forberedelse under massivt pres, når der er endnu et år til, atleterne skal i aktion. Regeringen er derfor klar med en ekstra håndsrækning, så DIF og Team Danmark bl.a. kan støtte atleterne, forlænge kontrakter med trænere og andet idrætspersonale. Nu kan Danmark stille i stærkeste opstilling til kamp for medaljer til næste års OL og Paralympiske Lege.”

Salling Fondene viser med donationen endnu engang sin opbakning til de danske atleter. Fondene har siden 2009 doneret 125 mio. kroner til Team Danmark og dermed sikret et markant og langvarigt løft til dansk eliteidræt. Frem mod det udskudte OL næste sommer ønsker Salling Fondene at støtte med yderligere 15 mio. kroner fortæller Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

”Ikke mindst i en tid som denne er det vigtigt at huske, hvor langt vi kan nå sammen. Om nogen minder Danmarks bedste atleter os netop om styrken ved sammenhold og store præstationer. Derfor er vi fra Salling Group og Salling Fondenes side glade for at kunne fortsætte vores langsigtede samarbejde med dansk eliteidræt og i en tid fuld af usikkerhed for atleterne hjælpe dem til klarhed over deres muligheder frem mod OL og PL næste år,” siger Per Bank.

KIRKBI har hidtil støttet Danmarks Idrætsforbund med 40 mio. kr. frem mod OL og PL i Tokyo. På grund af udskydelsen, så udvider KIRKBI partnerskabet økonomisk og donerer ekstraordinært 10 mio. kr. for at sikre, at de danske atleter kan have optimale forberedelsesbetingelser frem mod legene i Tokyo:

”KIRKBI indgik en partnerskabsaftale med DIF tilbage i 2017, og vi har igennem de seneste fire år oplevet en helt utrolig positiv respons fra DIF og ikke mindst de OL- og PL-atleter, som har haft gavn af partneraftalen. Derfor var det åbenlyst for os at forlænge aftalen og være med til at sikre en optimal forberedelse for atleterne. Det helt centrale for os igennem de seneste års samarbejde har været at støtte atleterne, som er vigtige rollemodeller – ikke mindst for børn og unge. OL- og PL-atleterne realiserer drømme, de er dybt passionerede omkring deres sport, og de minder os alle om, at det er muligt at nå selv de mest ambitiøse mål. Det synes vi er både vigtigt og inspirerende,” siger Søren Thorup Sørensen, CEO i KIRKBI.” 

Om Salling Fondene
Salling Fondene arbejder for at gøre danskernes hverdag bedre. Som ejere af Salling Group, der står bag kæder som Netto, føtex, Bilka, Wupti og Salling, donerer Salling Fondene hvert år en del af overskuddet fra Danmarks største detailkoncern til initiativer og projekter inden for kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.  Alene siden 2012 har Salling Fondene uddelt over en milliard kroner til glæde og gavn for mennesker i Danmark. Læs mere på sallingfondene.dk/

Om KIRKBI
KIRKBI er Kirk Kristiansen familiens private holding- og investeringsselskab. Selskabets formål er at skabe en bæredygtig fremtid for familieejerskabet af LEGO® brandet igennem generationer. Læs mere på www.KIRKBI.com 

Pressemeddelelse: DIF og Team Danmark  

DIF: Udendørsidræt uden kropkontakt kan afholdes

DIF tilpasser anbefalingerne til sine specialforbund og idrætsforeninger efter dialog med Sundhedsstyrelsen. Fremover lyder anbefalingen fra DIF, at udendørsidræt, som vel at mærke ikke indeholder kropskontakt, godt kan afholdes, når det sker inden for rammerne af de generelle krav og anbefalinger, som sundhedsmyndighederne og regeringen har offentliggjort på coronasmitte.dk.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet plakater med råd og vejledning til ophængning ved udendørs træning, og de bliver videreformidlet til idrætsforeningerne (kan downloades her)

DIF valgte at lægge en mere restriktiv linje end regeringen, da DIF den 11. marts anbefalede sine foreninger og specialforbund at indstille al udendørs aktivitet. Regeringens anbefaling og senere påbud har kun drejet sig om indendørs idræt, men DIF tog på eget initiativ skridtet videre og opfordrede også til en indstilling af udendørsidrætten. At anbefalingen nu ændres, betyder dog ikke en tilbagevenden til den klassiske udendørsidræt.

”Vi er meget langt fra normale tilstande. Myndighedernes anbefalinger og krav skal overholdes, og derfor er det en helt anden form for idræt, end den vi kender. Det er vigtigt at understrege,” siger DIF-formand Niels Nygaard og fortsætter:

”Vi valgte dengang at gå et skridt videre og på eget initiativ anbefale en nedlukning af udendørsidrætten ud fra et forsigtighedsprincip. Siden da har danskerne har fået myndighedernes anbefalinger om blandt andet at holde afstand, sørge for høj håndhygiejne og ikke at mødes i større grupper ind under huden. Derfor stoler vi på, at vores foreninger er i stand til at afholde udendørsidræt uden kropskontakt forsvarligt og inden for rammerne af myndighedernes retningslinjer”.

Ikke et krav
Den tilpassede anbefaling er ikke et krav til foreninger om at starte udendørsidræt op. Det understreger Niels Nygaard.

”Der er tale om frivillige foreninger, hvor der er forskelle fra forening til forening og idræt til idræt. Vores tilpassede anbefalinger er ikke et krav til foreninger om at starte aktiviteter op. De kan gøre det, hvis det sker under forsvarlige former, og hvis de er i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre, så skal de lade være,” siger Niels Nygaard.

Ud over sundhedsmyndighedernes anbefalinger supplerer DIF med nogle flere retningslinjer. Blandt andet at udøvere bør møde omklædte og tage hjem efter endt aktivitet, og at udøvere i videst mulig omgang bør medbringe egne træningsredskaber.

”Vi har mærket en meget stor interesse fra mange af vores foreninger, der tripper for at komme i gang under de rigtige omstændigheder. Jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen har hjulpet til med en vejledning, selvom styrelsen har rigtig meget at se til i øjeblikket,” siger Niels Nygaard.

DGI har sendt tilsvarende anbefalinger ud til sine medlemsforeninger.

FAKTA:

For DIF er det afgørende, at krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes. De indebærer blandt andet:

• At man ikke må samles flere end 10 personer
• At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer
• At man er særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe
• At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde
• At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer
• Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketcher eller golfkøller), anbefaler Sundhedsstyrelsen at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter. Hvor dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit.
• Det forudsættes, at klubhuse og fælles badefaciliteter stadig ikke er tilgængelige.

Hvis man som forening vælger af afholde udendørs idrætsaktiviteter, så opfordrer DIF desuden til, at det sker inden for disse rammer:

• Udendørsaktiviteten bør foregå i mindre grupper
• Der skal være adgang til det sted eller anlæg, hvor udendørsaktiviteten foregår (kommunerne kan have særlige restriktioner, som skal respekteres).
• Medlemmer af forening/klub møder op omklædt og tager hjem efter endt udendørsaktivitet.
• Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.

Pressemeddelelse: DIF