Skip to main content

Tag: Dressur

Læs Carina Cassøe Krüths reaktion på OL-udskydelse

Det danske dressurhold skal ligesom alle andre atleter vente et år med at rejse til Japan for at deltage i OL. Den store begivenhed er rykket til 2021, fordi usikkerheden i forhold til coronavirussen er for stor.

– Som vi har sagt i nogle dage, så vi ingen anden mulighed end at udskyde OL. Derfor er vi tilfredse med beslutningen, hvis ellers man kan tale om tilfredshed i denne vanskelige tid, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité. Han fortsætter:

– Nu har vi den udskydelse, som vi håbede på og kan derfor sammen med Team Danmark, de internationale og nationale forbundene og atleterne trække i arbejdstøjet. Der er masser af svære spørgsmål at tage fat på som fx, hvad udskydelsen betyder for atleternes kvalifikationer, for vores økonomi, ja, for hele den danske OL-deltagelse. Svarene har vi ikke endnu, men nu er der endelig en form for ro til at arbejde med udskydelsen, lød det tidligere tirsdag i en pressemeddelelse.

Mere rutine
Men hvad med dem det hele handler om i forhold til de ændrede planer? Zibrasport Equest har været i kontakt med en af de stærkeste dressurryttere i Danmark for tiden – Carina Cassøe Krüth.
Hun og hoppen Heiline’s Danciera imponerede alle med deres Grand Prix, da Dansk Varmblods Hingstekåring var vært for CDI5*. Med fantastiske 76.413% blev ekvipagen nummer to efter Cathrine Dufour og Bohemian.

Den endelige Tokyo-hold var endnu ikke udtaget, men Carina var tydeligvis med i kampen om en plads på holdet, der skulle repræsentere Danmark til OL.

– Jeg synes det er helt fair og tror ikke det kom bag på nogen. Man skal jo huske, at jeg og Danse ikke var udtaget til OL, så for os betyder det mere tid til at give hende mere erfaring på banen og gøre hende stærkere.
Hun er jo stadig først 9 i år, lyder det fortrøstningfuldt fra den dygtige rytter.

Der går altså endnu et år, før verdenen får lov til at se verdens bedste ryttere i aktion til OL, men i mellemtiden kan du nyde Carinas flotte Grand Prix her:

Husk at du kan se mere fra det store event i Herning i vores arkiv:

https://www.zibrasportequest.com/archive/

Daniel Bachmann om coronakrisen: Formkurven skal opretholdes

For tiden vælter det ind med aflysninger på den internationale og nationale hestesportsscene. Coronavirussen har gjort sit indtog, og det har betydning for alle.
Mandag blev det offentliggjort, at det storstilede stævne Horses & Dreams meets Japan – 4-stjernede CDI-stævne i Hagen, der skulle havde fundet sted fra den 22. til 26. april er aflyst på grund af coronavirussen.
Stævnet var en vigtig del af forberedelserne til OL, og Daniel Bachmann Andersen var en af de danske ryttere, der skulle have været af sted for at teste formen.

Den ændrede situation på grund af coronavirussen har haft stor indflydelse på hans hverdag på arbejdspladsen Blue Hors.

– Det er en uvis situation – man står og træder vande. Jeg holder mig selv i form, og vi kører videre. Vi er så godt stillede som ryttere, at vi stadig godt kan træne. Vi tager alle forholdsregler i forhold til, at vi ikke er ret mange på samme tid på samme sted. Vi forsøger at dele os op. Når vi spiser, får vi portionsanrettet mad, og vi spiser i små grupper.
Vi følger alle de anvisninger og anbefalinger, der er kommet. Derudover har vi lukket ned, så der ikke kommer folk udefra på Blue Hors, fortæller han.

Om OL i Japan bliver afholdt som planlagt ved ingen. Tidligere på ugen lød det således fra Dansk Ride Forbunds elitechef for elitedisciplinerne dressur, spring og military, Kimi Nielsen, til Zibrasport Equest:

– Der er ikke nogen, der lige nu kan sige, om det bliver gennemført eller ej. Vi gør det, at vi forbereder os på, at vi skal af sted. Det er vores mind-set.
Vi forbereder os helt, som vi ville have gjort ellers. Det bliver vi ved med, indtil der kommer en melding. Det samme gør ryttere og trænere. Vi kan bare ikke komme til de stævner, vi havde regnet med. Men så gør vi noget andet, men det er op til den enkelte rytter, hvordan deres forberedelse skal være.

Langsigtet mål
Skulle legene blive aflyst, så er det ærgerligt, fastslår Daniel. Men hele hans verden er ikke bygget op omkring deltagelse i OL.

– Zepter og Zack, hvor OL forhåbentlig ligger lige ude foran, de skal bare holdes i orden og holdes i form. Så må vi se, hvad der sker. Jeg tænker samtidig også langsigtet med de heste, jeg har i kulissen. Om fire år er der OL igen, så det er nu, man allerede skal begynde at tænke på, hvilke heste, der kan være i spil. Det er det, jeg har prøvet at flytte mit fokus hen på.
Man kan ikke kun arbejde fra OL til OL – man bliver nødt til hele tiden at have noget andet i pipelinen. Jeg tænker, at hvis OL er usikkert, så er jeg nødt til at yde og uddanne. 
De olympiske lege er selvfølgelig et stort mål og kæmpe stort, og det vil jeg gerne, men jeg har også min familie, og jeg har de resterende heste, så det får en masse fokus nu, lyder det fra den ambitiøse berider.

At stævner bliver aflyst hele tiden, er ærgerligt, men Daniel understreger, at sådan er situationen lige nu, og så må man indordne sig.

– Den ændrede stævnesæson med aflyste stævner har ikke så stor betydning for mig, fordi jeg har en del erfaring. Der er måske værre for nogle af de andre ryttere, der ikke har så meget erfaring. Men man kan gøre mange andre ting – man kan invitere dommere, der gør, at man kan lave et prøve-setup, hvor man øver sig i at ride stævner. Det gjorde vi også sidste op mod EM, hvilket var meget givende.
Den kommende tid fortsætter jeg med at træne og holde formkurven opadgående. Jeg kender mine heste så godt efterhånden, at jeg ved, hvor vi er henne. Jeg tager ikke til stævne og bliver total overrasket over resultatet.
Men jo, det er en virkelig vild tid, vi er i lige nu, slutter Daniel Bachmann Andersen.

Læs flere artikler om coronavirussen og ridesporten:

Baarup og Bachmann: De små detaljer giver de høje point

Dommernes opgave
Ved Pavo og Dansk Ride Forbunds Championater for ungheste på Blue Hors i 2019, kommenterede dressurrytter Daniel Bachmann Andersen og Dommer Susanne Baarup de 4-års dressurheste, og mens de to kompetente profiler sad i kommentatorboksen, kom de også ind på dommernes arbejde og rolle i forbindelse med dressur. De var begge enige om, at det er nødvendigt at have mange dommere i spil ved de store konkurrencer, netop fordi dommernes placering har stor betydning for, hvordan de ser øvelsen. Ligesom det er vigtigt, at dommerne dømmer ud fra det samme system. Til sidst roste Daniel også dommernes arbejde tidligere på året ved EM i dressur – og det var ikke kun fordi, at Susanne var en af dommerne.

I videoen nedenfor kan du høre Daniel og Susannes snak om dommernes rolle og vigtigheden af flere dommere i topsport.

Se eller gense hele 4-års finalen her
Og husk at du kan se klasserne fra finalen på Blue Hors i vores arkiv.

Hør også Daniel sætte ord på kvaliteten af de unge heste ved championaterne 2019 i indslaget her:

Sådan er hverdagen som berider hos Helgstrand

På Helgstrand Dressage er der ansat et stort antal ryttere, beridere, kontormedarbejdere og staldhjælpere, der alle har hver deres opgaver på det store hestested nord for Aalborg.

Vi fulgte i hælene på berider Anne-Mette Strandby Hansen, der er uddannet berider i Tyskland ved Rudolf Zeilinger.

Se det fulde indslag

Se endnu flere videoer fra Helgstrand Dressage:

Se teori-delen fra clinicen på Helgstrand Dressage

Se rundvisningen på Ny Ravnstrup fra clinicen på Helgstrand Dressage

Se den praktiske del af unghestetræningen fra clinicen på Helgstrand Dressage

Dressurhest med hove så store som tallerkner

Han er en fantastisk hest, og han viser altid stor harmoni og villighed til at arbejde. Det er ret spændende, at han rent faktisk er kvart Shire. Vi troede, at det var Welsh Cob, der var på morsiden, indtil vi fandt ud af, at det er Shire.

Kate Dwyer

Der blev skrevet irsk historie
Der var både tårer og smil, da irske Kate Dwyer og Fabio red sig ind på førstepladsen i Grand Prix Special ved Commercial Bank CHI5* Al Shaqab præsenteret af Longines i Doha. Ikke nok med at ekvipagen opnåede deres bedste individuelle resultat, så blev det også til en sejr i den flotte arena. Ekvipagen, som er den første irske ekvipage til nogensinde at vinde en CDI5* Grand Prix Special, var sidste år også med til at sikre Irland en hold-plads ved OL for første gang nogensinde.

”Jeg er så stolt af Fabio i dag. Han gav mig en fantastisk følelse i arenaen, og jeg følte, at det var meget harmonisk, hvilket er så vigtig i dressur. Jeg er meget glad for hans præstation, og jeg ved, at det her kun er toppen af isbjerget af, hvad han kan give mig,” sagde en glad Dwyer blandet andet til Farm Week efterfølgende.

En ikke helt almindelig dressurhest
Fabio, som er 14-år gammel, og ifølge Kate har ”hove på størrelse med middagstallerkener”, er efter Foxcourt Fabelhaft og Snowdon Daisy.

”Jeg har haft Fabio, siden han var fire, og vi har fulgtes ad hele vejen. Han er en fantastisk hest, og han viser altid stor harmoni og villighed til at arbejde. Det er ret spændende, at han rent faktisk er kvart Shire. Vi troede, at det var Welsh Cob, der var på morsiden, indtil vi fandt ud af, at det er Shire,” fortalte Dwyer til Farm Week.

Og det altså først for nylig, at Kate og hendes mor, opdagede at Fabios mor er af halv shire afstamning, hvilket er en race, man sjældent forbinder med dressur på allerhøjeste niveau.  Det lader den mørkebrune vallak dog tydeligvis ikke stå i vejen for sin succes, hvilket sejren i Doha er et klokkeklart bevis på. 

Shirehesten
Shirehesten er også kaldet de blide kæmper stammer fra England, og Foreningen for Shireavl i Danmark beskriver racen således:

Shirehesten er kendt som Verdens største hesterace. Den måler fra 170cm og op til over 200 cm i stang. Shirehesten er desuden en meget godmodig race, som ikke lader sig skræmme så let. Den blev i tidernes morgen brugt som industriel trækhest. Mange i dag praktisere stadigvæk at bruge dem som trækhest for vogn. De er nogle enormt stærke dyr, som vejer op imod 1200 kg.

Shirehestene bliver også redet, og i dag kan man blandt andet nyde de flotte heste ved skuer og til forskellige arrangementer.

Foreningen for Shireavl i Danmark

Kate and Marureen Dwyer

 

Betina glæder sig til at overtage Donkey Boy

Hesselhøj Donkey Boy har under berider Jan Møller Christensen haft en enestående karriere indtil nu, hvor hingsten netop er fyldt 8 år.
Ekvipagen har siden den som 3-årig stod som præmiehingst i Dansk Varmblod i 2015, vundet Dansk Rideforbunds Championater for 4-års, 5-års, 6 års og 7-års heste i årene 2016-2019 og tillige vundet medalje ved Verdensmesterskaberne for unge heste.

Dertil har hingsten haft en fantastisk karriere som avlshingst sideløbende med dens uddannelse. Tapningen af hingsten er foregået hos Jan Møller Christensen på Noagaard.

Jan Møller Christensen rider og uddanner dagligt et stort antal talentfulde unge og ældre heste, og vil fortsat have mange heste i træning for Alexandra Andresen og Equi Stallion ApS. Dette arbejde harmonerer mindre godt med fortsat at skulle forestå tapningen af Hesselhøj Donkey Boy.
Med henblik på at fortsætte hingstens fokuserede uddannelse frem mod Grand Prix og samtidig sikre, at han er til rådighed for avlerne, er det aftalt, at hingsten efter hingstekåringen i Herning – hvor Donkey Boy rides af Jan Møller Christensen – skifter rytter til Betina Jæger hos Helgstrand Dressage og samtidig opstaldes hos Helgstrand Dressage i Vodskov.

Samtidig udbydes hingsten fremover til de danske og internationale avlere via hingstestationen hos Helgstrand Dressage.

//Pressemeddelelse//

 

Bidløs dressur – En disciplin, der er kommet for at blive?

(Foto: Lotte og Bubbe til start i en bidløs klasse)

Bidløs trense og dressur var for få år tilbage ikke en kombination, der kunne opleves til ridestævner rundt omkring i Danmark.
I 2015 åbnede Dansk Ride Forbund dog op for klasser uden bid til stævner. Dengang lød det således:

For at afdække mulighederne for at benytte bidløs optømning ved dressurstævner er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for bidløs dressurridning, en repræsentant fra Dressurudvalget og fra administrationen. Arbejdsgruppen skal skabe rammerne for afviklingen af flere test-klasser ved D-stævner i første halvår af 2016, og erfaringerne fra disse stævner samt resultaterne af spørgeundersøgelsen og andre input skal danne baggrunden for Dressurudvalgets videre arbejde med bidløs optømning.

Siden har det været muligt for danske rideklubber at udskrive klasser med bidløs optømning, og i Dansk Ride Forbunds Reglement, gældende fra februar 2020, står der:

251.3 Showklasse – bidløs optømning Der kan ved E- og D-stævner/klasser udskrives klasser med bidløs optømning. Gælder kun for heste – ikke ponyer. Klasserne afvikles separat og er kun åbne for ekvipager med bidløs optømning, sådan at der ikke konkurreres mod ryttere med bid. Klasserne må udskrives i sv.grad 0-2 ved D-stævner og i sv.grad 0 ved E-stævner, evt. som procentklasser. Der må anvendes bidløs trense/sidepull, ridekapsun samt soft hackamore (ikke med kæde). Rytterne bedømmes efter normale kritikker – dog forudsættes det at der bedømmes for ”accept af tøjlen” i stedet for accept af bid.

Intet bid blev redningen
Og det er noget 21-årige Lotte Jaenicke og hesten Regitze, i daglige tale kaldt Bubbe, er glade for.
Hun var en af de fire ryttere, der i weekenden stillede til start i den bidløse klasse i Albertslund Rideklub – med stor succes.
Parret vandt med 74 procent, men i lang tid måtte Lotte afstå fra at deltage i dressurstævner.

Jeg købte Bubbe for seks år siden som en dressurhest. Vi fik hende hjem, og min træner var også positiv overrasket over den. Men hun begyndte ret hurtigt at tvære rigtig meget på biddet – i begyndelsen troede vi bare, det var et spørgsmål om tid.

Lotte Jaenicke

– Hun havde tendens til at slippe på biddet, men gik i en fin nok holdning. Vi troede, at Bubbe skulle være stærkere og smidiggøres. Desværre blev situationen bare værre og værre, og vi prøvede alverdens bid, fortæller Lotte, der nægtede at give op.

– Jeg ville rigtig gerne starte stævne på den, men det var ikke muligt, for det endte jo i en øv-oplevelse hver gang, så jeg lagde dressuren på hylden i 2016.
For et års tid siden prøvede jeg at ride med hackamore, og det gik så fint, lyder det fra rytteren, der i kraft af sin tjans som formand for stævneudvalget opdagede, at rideklubberne nu havde lov til at udskrive bidløse klasser til stævnerne.

– I klubben blev vi enige om at vi ville forsøge at udskrive sådan en klasse. Min træner sagde, at jeg også skulle starte, men jeg havde ikke redet dressurstævner på Bubbe siden 2016. Jeg meldte mig til, og det gik rigtig godt – det var i august i 2019. Vi fik 69 procent og vandt klassen.

Positiv kiropraktor
Lotte og Bubbe har siden vundet flere bidløse klasser, og det kulminerede altså i weekenden med endnu en sejr.
Hun understreger, at den alternative optømning ikke skyldes, at hun synes, det er synd for heste, der går med almindelig trense.

– Det har været rigtig godt for min hest, at der findes disse klasser. Umiddelbart har rytterne, der rider uden bid, to udfordringer. Mange af dem, der gerne vil ride bidløst, skal køre langt for at finde disse klasser. Det gør, at der nogle gange er manglende opbakning. Jeg ville gerne, at vi skulle konkurrere i samme klasse som dem med bid.
Den anden udfordring er, at mange ser ned på det. Det er et tabu, at man rider bidløst. Mange tror at vi gør det, fordi vi synes, det er synd, at man rider med bid. Sådan er det ikke. Der er forskellige grunde til, at hesten ikke kan med bid, understreger Lotte.

At dette var den rette løsning for hende og Bubbe er blevet slået fast af hestens faste behandler.
– Min kiropraktor kunne mærke, at ridning uden bid virkelig har ændret hende positivt. Spændinger som Bubbe plejer at have i nakke og hals er blevet væsentlig forbedre, slutter hun.

Se parrets ridt uden bid:

Et OL-eventyr i Hobro

Ridehallen i Rørbæk ved Hobro er langt fra de olympiske banemål, men det betyder ikke noget for Carina Cassøe Krüth, hun arbejder målrettet og fokuseret i de rammer, hun nu har. Dagen begynder tidligt, for hun har 10-11 heste under sadel, og en af dem er Heiline’s Danciera med det meget passende kælenavn ”Danse”.

Den 9-årige dansk varmblodshoppe har været i Carinas hænder, siden den var 4 år. Det er Carina, som har taget en usleben diamant og formet den til en international konkurrencehest gennem fire års effektiv og målrettet træning. 9 år er en ung alder for en international hest, men Danciera elsker at arbejde, og sammen med Carina udstråler de to et overskud, som har fået de internationale dommere til at falde i svime.

Carina og Danciera har tre gange repræsenteret Danmark ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste, og alle tre gange var de et mulehår fra medaljer. Deres samarbejde er forfinet og udviklet i en grad, der nu har bragt dem i landstrænerens søgelys. Det er prinsesse Nathalie, som står i spidsen for de danske seniorryttere, og hun skal sammensætte et konkurrencedygtigt landshold til sommerens OL. De hjemlige dressurryttere gør det så godt internationalt, at de har en reel medaljechance i Tokyo. Og Carina er på bruttoholdet, som lige nu består af syv ryttere.

Drømmen får måske vinger i Herning?
De syv ryttere på bruttoholdet kæmper om tre pladser og en plads som rejsende reserve. Og de syv ryttere skal ride op imod hinanden ved det internationale stævne i MCH Messecenter Herning til marts. Hvordan rytterne klarer sig i den internationale konkurrence der, bliver afgørende for deres videre skæbne i kampen om OL-pladserne. Der er derfor meget på spil for Carina og Danse, når de flytter ind i stalden ved Dansk Varmblods Hingstekåring med internationale spring- og dressurkonkurrencer fra den 5. til 8. marts. DWB 5-star Dressage i Herning – dressur på allerhøjeste internationale niveau – er imødeset med spænding.

Carina har haft heste som passion gennem hele livet. Hun er udlært berider på Mors i 2011 og har siden arbejdet professionelt med at uddanne heste. Danciera ejes af avlerparret Ingrid og Poul Thøgersen fra Odder, og de giver deres totale opbakning til Carinas OL-drøm sammen med deres talentfulde hoppe.

– Det giver os så mange dejlige oplevelser, fortæller Poul Thøgersen om ejerskabet af hoppen. Han og hustruen Ingrid er pensionerede, og de nyder at tage til stævner for at følge Carina og Danciera.

– Vi har ikke rigtig drømt om, at det kunne blive så stort, men vi havde et ønske om, at de sammen kunne blive en international ekvipage, fortæller ægteparret. De følger Carinas OL-forberedelse tæt, tager med til træningssamlinger og nyder processen frem mod den endelige udtagelse.

– Det er en ung hest, og vi bliver ikke skuffede, hvis de ikke skulle komme til OL. De har fremtiden for sig. Men vi tror, den har en chance, fortæller ægteparret. Skulle drømmen gå i opfyldelse, så er Ingrid og Poul klar til at booke en flybillet til Tokyo for at følge deres hest på den største scene.
Carina selv har samme indstilling:

– Jeg rider og træner hver dag, men uden at forcere noget. Og så må vi se, hvor langt det rækker.

Hun kender sin hoppe til bunds og ved, hvad hun kan byde hende. – Grand Prix er svært, men det er anderledes med Danciera, hun har noget at byde ind med. Og det gør det lidt lettere, at jeg selv har installeret alle ”knapperne”. Vi kender hinanden, og hun ved 100%, hvor hun har mig, og det har også noget at sige, understreger Carina.

Positiv landstræner
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har stået i spidsen for det danske landshold siden 2017, hvor holdet vandt EM-sølv. Hun ser absolut Carina og Danciera som et godt emne til en landsholdsplads, men stævnet i Herning i marts og et par store internationale opgaver i foråret og sommeren kommer til at afgøre, hvem der får plads på landsholdet.

– For mig udstråler de to en særlig harmoni, og det skyldes også, at de kender hinanden så godt. Danciera er den mest ukomplicerede hest, jeg nogensinde har mødt. Det er en dejlig ekvipage, og det hele ser så legende let ud for dem. Og det skyldes ikke mindst Carinas gode uddannelse af hoppen. Hun og hesteejerne er ude på et eventyr, og det kan blive rigtig spændende for dem

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein

Topdommere skal afgøre dysten
Dressurrytternes ridt i de tre programmer: Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning bedømmes af et dommerteam bestående af fem dommere, som er placeret rundt om banen. De fem erfarne topdommere er udvalgt blandt de bedste i verden, og blandt dem er to dommere, som til sommer skal dømme OL i Tokyo. Den ene af dem er danske Hans-Christian Matthiesen.

– Det er fantastisk, at vi skal afvikle 5-stjernet dressur i Danmark. Det viser, at vi har et højt niveau og en helt utrolig stor opbakning fra alle parter, om det er stævnearrangøren, sponsorer og personer involveret i landsholdet, indleder Hans-Christian Matthiesen, der til daglig er dyrlæge på Hørsholm Hestepraksis. Han fortsætter:

– Jeg håber, der bliver super god sport med deltagelse af gode udenlandske ryttere, for det vil hæve niveauet. Vi oplever, når vi har et stærkt startfelt, at rytterne opnår personligt bedste resultater, fordi de er under pres. Det håber jeg, vi oplever i Herning, for det er noget af det, jeg synes er allersjovest at opleve, når jeg sidder og dømmer.

OL-dommeren skal selv bruge stævnet som et led i egne forberedelser til opgaven ved OL.
– Jeg trives bedst med at have dømt meget inden store opgaver. Så ved jeg, at jeg er skarp og har set en masse ridt, slutter Hans-Christian Matthiesen.

//Pressemeddelelse Dansk Varmblod//