Da Nick Skelton vandt OL guld i 2016 som 58-årig, var der flere, der mente, at springrytterens fantastiske liv var værd at gengive på det store lærred.
Alle ingredienserne til en Hollywood-klassiker var i hvert fald på plads. Nick Skelton, en populær og særdeles dygtig springrytter, brækkede halsen i et fald fra en hest i 2000 og trak sig tilbage fra sporten. Alligevel fik han kæmpet sig tilbage til sportens allerhøjeste niveau, hvilket resulterede i at den 58-årige rytter vandt guld ved OL i Rio 2016! Historien om hesten Big Star, som Nick Skelton vandt guld med, er lige så fantastisk. For den brune hest var skadet i to år og havde ikke rigtig deltaget i konkurrencer frem mod de Olympiske Lege i Rio. Den sidste store klasse, parret vandt sammen inden legene i Brasilien, var en Grand Prix i Aachen i 2013, så den præstation er i sig selv også ret enestående.
Nick Skelton og Big Star i Rio 2016
Manuskriptet er skrevet Det viser sig nu, at den 21-årige manuskriptforfatter Bobby Kraut har udformet et manus om netop Nick Skeltons fantastiske rejse, og efter sigende skulle manus være blevet vist til den amerikanske skuespiller Robert Duvall, som var meget begejstret.
Manus fortæller selvfølgelig historien om Nick Skeltons liv, og kulminerer til sidst med rytterens syvende OL-deltagelse med den mægtige Big Star i Rio.
Fra vildhest til ridehest I USA lever store flokke af vilde mustanger frit i flere stater. Faktisk er flokkene så store, at de slider hårdt på landområderne og miljøet, og der derfor ikke er føde nok til de mange heste, hvis man ikke hele tiden sørger for at regulere flokkene. En af de ting, man har gjort for at kontrollere bestanden, er at indfange de vilde heste og gøre dem tamme og ridevante, så de kan fungere som rideheste i fremtiden.
Det at træne i fuldstændig vild og urørt hest, er både farligt og grænseoverskridende, men også så uendeligt givende, når det lykkes. Kan man tæmme og beherske en vildhest, så kan man også beherske sig selv. Kropssprog og signaler er nemlig altafgørende i interaktionen mellem mand og hest – og hesten, hvis stærkeste overlevelsesinstinkt er flugt, læser alle menneskets signaler og hensigter i løbet af få sekunder. Den tanke, at det både kræver noget af menneske og hest er grundidéen bag samarbejdet mellem stationer for vilde mustanger og indsatte i fængsler i Amerika.
Mennesket spejler sig i hesten – og omvendt I dokumentaren The Wild Horse Redemption fra 2007, følger vi flere indsatte i et fængsel i Colorado. De indsatte, der har mod på det, har muligheden for at lære at arbejde med heste, og senere hen selv tæmme, træne og ride de vilde mustanger. For de fleste indsatte er det ikke kun et afbræk i en ensformig hverdag. Det er en personlig rejse, ikke kun i samarbejdet med hesten, men også i den måde de anskuer verden på. For en ting er det, de lærer de vilde heste, en anden ting er alt det, de lærer om dem selv. De fleste af de indsatte har aldrig før haft med heste at gøre, og når de står foran en hest, der aldrig har været rørt af et menneske, der er taget ud af sin flok og sit velkendte miljø, så kræver det både mod, kontrol og sympati at få tingene til at lykkes.
Mændene lærer at træne hestene ud fra det, der kaldes hestehvisker-principper. I bund og grund er det at læse hestens kropssprog og forstå dens reaktioner (som flugt og flok), og så handler det om at lægge pres på hesten på de rigtige tidspunkter og tage presset af, så snart hesten reagere, som man ønsker. Det utrolige er, at disse vilde heste på tre måneder kan blive forvandlet til gode rideheste, og de fleste af dem får efterfølgende et liv, hvor de både er til gavn for deres ryttere, samtidig med at de bliver passet og plejet som rideheste gør. Mustangerne har gennem årtier i det fri udviklet sig til stærke, holdbare og modige heste, der kan begå sig i det meste terræn, hvilket gør dem til attraktive rideheste.
Om Amerikas Mustanger Mustangerne har levet frit i Amerika i mere end 300 år. De vilde heste stammer fra de heste, som europæerne tog med fra Europa, efter Amerika blev opdaget. Mustangerne var dog tæt på udryddelse i det forrige århundred, og derfor har de vilde heste været beskyttet af lov siden 1971. Amerikas Bureau of Land Management har redegjort for at offentlige jordarealer i 10 stater kan brødføde 27.500 mustanger. Ved at indfange tusindvis af heste hvert år og omskole dem til rideheste, reguleres bestanden, og man undgår at ødelægge økosystemerne på de vilde hestes levesteder.
Stammer den amerikanske Appaloosa fra Asien? I 2015, hvor filmen True Appaloosa er fra, er der ikke mange renracede Appaloosaer tilbage i verden. For Scott Engstrom, der har dedikeret sit liv til Appaloosa-racen, er der derfor helt forståeligt en frygt for, at Appaloosaen, med den hastigt formindskede genpol, er i fare for at forsvinde helt.
En aften, hvor Scott sidder foran fjernsynet i sit hjem i New Zealand, ser hun et program fra Kyrgyzstan (midt i Asien), og her spotter hun en hest, hun er sikker på, er en Appaloosa. Den på det tidspunkt 69-årige kvinde kontakter omgående journalisten fra programmet Conor Woodman, og snart er de på vej til Kyrgyzstan med et tv-hold. Woodman bliver nemlig lige så grebet af Scotts håb om at finde heste, der ligner Appaloosahestene og få DNA-prøver fra dem, for at se om de amerikanske Appaloosaer oprindeligt kom fra netop Asien.
Det bliver en udfordrende og fuldstændig fantastisk rejse ind i et land, hvor heste og hestesport har stor betydning, og det bliver jagten på at finde en hest med de karakteristika, der kendetegner Appaloosahesten. Hvad filmen ender med, skal vi ikke afslører her, men vi kan godt fortælle, at de storslåede billeder fra den barske natur og den fuldstændige rå kærlighed til heste kan efterlade seerne med en tåre i øjet.
Se trailer for True Appaloosa
Nez Perce indianernes var de første Appaloosa-avlere For at forstå, hvorfor at det er vigtigt for Scott at påvise Appaloosaens oprindelse, må vi se tilbage på racens historie. Det har altid været en del af fortællingen om den plettede hest, at den stammede fra de heste de spanske conquistadorer tog med sig til USA i 15-1600-tallet. Nogle af disse heste slap fri og skabte store flokke af vilde heste på de amerikanske prærier. De var forgængerne til mustangerne, der i dag lever i vildt i Amerika.
En indianerstamme skilte sig snart ud som en stor hestenation. Nez Perce indianerne avlede og selekterede i heste i generationer. De ønskede en stærk og udholden hest til brug i krig og på jagt, og de satte pris på heste med særlige aftegn og farver. Det betød, at der blev avlet specifikt efter heste med de karakteristika, der i dag kendetegner racen, og Nez Perce indianerne lagde altså grundstenen til Appaloosahesten.
Hvis Scott Engstroms tese om at stamfædrene til Appaloosaen kom fra Asien er sand, så ville der allerede have været vilde heste i Amerika, da de spanske heste slap løs i det unge USA. De ville naturligvis have blandet sig med de spanske heste, og dermed været grundstenene i det Appaloosa-avlsprogram som Nez Perce indianerne i dag er kendt for.
Appaloosaen var tæt på at forsvinde I takt med at nybyggerne rykkede vestpå, blev indianere presset fra flere sider, og krig mellem indianerne og amerikanerne var uundgåelig. I 1877 blev Nez Perce stammen tvunget i reservat efter en traktat med den amerikanske regering. For at undgå reservatet flygtede stammen mod Canada med 2000 af deres egne heste. De blev dog stoppet af den amerikanske hær kort før grænsen, og efter sigende blev de fleste af hestene skudt efter indianerne overgav sig. De resterende heste blev sluppet løs eller foræret til bønder, der krydsede de indianske Appaloosaer med andre racer – herunder koldblodsheste.
60 år efter var den amerikanske Appaloosa tæt på at være uddød. I 1937 blev man opmærksom på Appaloosaens skæbne og en fornyet interesse for racen blomstrede op. Herfra påbegyndtes et langsommeligt arbejde med det formål at bevare racen. Læs mere om Appaloosaen her
Karakteristika Appaloosaen er særligt kendt for sine atypiske farver, men der er andre særlige karakteristika der følger racen:
Marmoreret hud, dvs. huden omkring mule, øjne og under halen kan været spættet af lys og mørk hud.
Sclera er det hvide i øjet rundt om iris. Alle heste har Sclera men hos Appaloosaerne er det meget hvidt og tydeligere end hos andre hesteracer. Appaloosaerne behøver ikke at have store hvide aftegn i hovedet for at have sclera.
De fleste Appaloosaer har stribede hove. Også heste med ensfarvede ben har striber i hovene.
Særlige farver og aftegn. Appaloosa hestene har både prikker, pletter og hvide områder på ellers ensfarvet pels.
The Indian Shuffle. Appaloosaerne har en særlig gangart, der bliver kaldt Indian Shuffle. Den kan ses i videoen nedenfor.
The Rider (2017) Spillefilm – baseret på en virkelig fortælling.
Fantastisk flot film fra USA, hvor billederne af midtvestens ensomhed og skønhed står i kontrast til det hårde og utaknemmelig liv som rodeorytter. Efter et hovedtraume får filmens hovedperson Bradley at vide, at han ikke bør sætte sig op på en hest igen. Det kan koste ham livet. Så Bradley går en barsk tid i møde, hvor han både skal komme sig over uheldet og forene sig med sine knuste drømme. Det er dog svært, når alt, hvad den unge rodeorytter kan og vil, er at ride, og når trangen til at sidde på en hest fylder meget mere end lægernes advarsler. The Rider er en barsk og autentisk film om det farlige liv som rodeorytter. Det er også en stille film, der på billedsiden viser naturen og hestens plads i denne på en flot og poetisk måde, der kan tryllebinde alle ryttere og hestefolk.
The Rider har vundet flere priser, blandt andet C.I.C.A.E. Award i Cannes 2017 ligesom filmen blev nomineret til fem priser ved Film Independent Spirit Awards 2018. The Rider er vurderet til 7,4 på IMDB og kan lejes på Youtube eller Viaplay
Trailer til The Rider
Om Heste og Mænd (2013) Spillefilm – forhåbentlig ikke baseret på virkelige fortællinger
Har du ikke set denne film – så er det et oplagt valg til en mørk vinteraften. Om Heste og Mænd er et tragikomisk semi-autentisk portræt af livet på Island. Om menneskerne og deres heste – eller hestene og deres mennesker – fortalt i seks små historier. Filmen er fantastisk smuk med den islandske natur som kulisse, og de små seje islandske heste er uden tvivl stjernerne i dette til tider vanvittige portræt af øboer, der forsøger at opretholde en vis form for civilisation, selv om de for længst er i naturens vold. Der er kærlighed og død. Civilisation og tabet af samme. Det er trist men også komisk – og midt i det hele står den islandske hest med dens stoiske rolighed, robusthed og hårdførhed, uanset hvad natur eller mennesker udsætter den for.
En ting er sikkert – det er ikke en film, man glemmer lige med det samme.
Om Heste og Mænd har vundet mange priser, herunder CPH PIX Politikens Audience Award i 2014. Bedste Nordiske Film ved Göteborg Film Festival og Grand Prize of the jury ved Les Arcs European Film Festival 2013. Filmen er vurderet til 6,8 på IMDB og kan lejes på Vimeo og Blockbuster.
Om Heste og Mænd, trailer
Buck (2011) Dokumentar
”A lot of the times instead of helping people with horseproblems – I am helping horses with people problems.” Dokumentaren fortæller den utrolige og sande historie om Buck Brannaman, hvis sjældne evne til at kommunikere med heste inspirerede både Nicholas Evans’ roman Hestehviskeren og den efterfølgende film med Robert Redford. Som ung dreng udviklede Brannaman en kærlighed til cowboylivet ved at udføre lasso-tricks. Men en eneste forkert bevægelse førte til en ubarmhjertig gang prygl af hans voldelige far, og som resultat heraf udviklede Brannaman gradvist en intuition, der gjorde ham i stand til at se, hvornår heste led. I dokumentaren fortæller Buck om hans filosofi omkring heste, og man får et indblik i den populære cowboys liv med ni måneders nonstop Clinics, hvor han hjælper hestefolk over det meste af USA med at forstå hestens sprog og instinkter.
Buck vandt publikumsprisen på Sundance Film Festival og prisen for den bedste internationale dokumentar på Zurich Film Festival, og den var desuden blandt favoritterne til den Bedste dokumentar ved Academy Awards i 2012. Dokumentaren er vurderet til 7,6 på IMDB og kan lejes på Youtube eller Google Play.
Buck, trailer
Unbranded (2015) Dokumentar
Helt igennem fabelagtig dokumentar om mustangens styrke og helt særlig egenskaber, og om de problemer det voksende antal mustanger udgør for naturen i USA. Dokumentaren har to spor. Det væsentlige er historien om fire unge mænd, der beslutter sig for at købe og tæmme en flok vilde mustanger og ride dem på fra New Mexico til Canada. En fire måneders tur til hest igennem ufarbart og farligt men også storslået og enestående terræn. Målet er blandt andet at bevise, at mustangen, når den er tilredet, er helt unik som ridehest, hvilket bliver tydeliggjort flere gange gennem filmen. De små stærke heste har et mod, et fodfæste og en hårdførhed mange moderne heste vil misunde dem. Det er ganske enkelt forbløffende, hvordan de bare møder den ene udfordring efter den anden uden at kny. Dokumentaren skildrer også ganske fint det forhold, de unge mænd etablerer til hestene undervejs. Det andet spor i fortællingen er om problemet med mustangerne i USA. Hvordan de vilde heste år for år vokser i antal, og hvordan der slet ikke er plads – eller føde til alle de heste. Fagfolk ønsker en hårdere form for regulering af bestandene, men det er svært at gennemføre, for der er mange følelser på spil, når det handler om heste.
Unbranded har vundet prisen for bedste dokumentar ved Hot Docs Canadian International Documentary Festival samt Bedste Western Dokumentar ved Western Heritage Awards. Filmen er vurderet til 7,3 på IMDB og kan ses på Netflix.
Unbranded, trailer
Harry og Snowman (2015) Dokumentar
Den helt fantastiske og rørende historie om Snowman, en tidligere plovhest, der bogstaveligt talt blev købt direkte fra en slagtetransport af springrytteren Harry Deleyer for 80 dollars. Efterfølgende opstod der et helt specielt bånd mellem Harry og den store hvide hest, og det betød, at hver gang Harry prøvede at sælge Snowman, så kom hesten hjem igen. Intet hegn var højt nok til at holde hesten væk fra det, den anså som sit rette hjem. Harry erkendte hurtigt, at den tidligere arbejdshest faktisk var en fantastisk springhest. Parret gjorde derfor deres debut ved de amerikanske springstævner, og selv om der blev trukket på smilebåndet af det umage par til at starte med, så forstummede latteren hurtigt, da det blev til sejr efter sejr til den store hvide hest. Snowman vandt United States Open Jumper Champion 1958 and 1959 og blev den mest berømte hest i USA i 50’erne og 60’erne. Snowman var gæst i flere TV-shows, han havde sin egen fanklub og der er skrevet to bøger om ham. I 1992 blev han optaget i United States Show Jumping Hall of Fame.
Harry and Snowman er en hjertevarm historie om en helt speciel hest, og det særlige – nærmest magiske – bånd mellem hest og menneske.
Dokumentaren har vundet flere priser og er vurderet til 7,7 på IMDB. Det er en film, alle der elsker heste, vil have glæde af at se. Harry and Snowman kan ses på Netflix.
Sammen med sin rytter Pierre Durand hentede Jappeloup adskillige internationale titler til Frankrig. Men før parret opnåede succes blev Jappeloup anset for at være for lille, alt for lille, og alt for stædig til at begå sig på store konkurrencebaner.
Hellere lille og vågen – Pierre Durand så noget i hesten og tog en drastisk beslutning. Han opgav sin karriere som advokat og valgte at fokusere på springsporten – og Jappeloup. Alt var dog ikke kun fryd og gammen for parret, og ved OL i 1984 stoppede Jappeloup foran et spring, smed sin rytter af, og tog den så tilbage til stalden i strakt galop. Durand måtte gå fra banen mens både publikum og TV-sere så med, hvilket ikke var det mest motiverende øjeblik for en OL-atlet. Durand gav dog ikke op, og hans tiltro til Jappeloup betød, at de snart kunne føje en lang række af fantastisk flotte resultater til deres liste over præstationer – med OL-guld i 1988 i Seoul som det ypperste.
Derudover blev det blandt andet til:
1986 VM: Hold Bronze & 4. Individuel
1987 EM: Individuel Guld & Hold Sølv
1988 World Cup Finale: 2. plads
1988 OL: Individuel Guld and Hold Bronze
1989 EM: Hold Sølv
1990 World Cup Finale: 2. plads
1990 VM: Hold guld
Jappeloup opnåede stor berømmelse i Frankrig, og da han blev pensioneret i 1991, foregik det ved en officiel ceremoni for foden af Eiffeltårnet. I 2013 havde den franske film ’Jappeloup’ premiere og blev en stor publikumssucces.
Den berømte hest døde af et hjertestop i sin boks d. 5. november 1991
Den franske film Jappeloup (2013) kan ses på Youtube eller Google Play.
Hvad er Indian Relay Indian Relay kan dateres 400 år tilbage i tiden, og opstod blandt de nordamerikanske indianerstammer, da hestene blev introduceret til kontinentet. Dermed er Indian Relay en af Amerikas ældste konkurrenceformer – og en konkurrenceform, der de senere år er blevet kategoriseret som en ekstremsport, og som lige nu vokser støt i popularitet. Indian Relay er væddeløb, hvor op til 8 ryttere er til start og rider banen rundt uden sadel. Under løbet skal de skifte hest to gange (i fuld fart), og det betyder, at hver jockey skal have tre heste og flere hjælpere. Der afvikles løb hvert år blandt de indianske stammer i Washington, Oregon, Idaho, Montana, South Dakota and Minnesota, og det hele kulimenerer med et mesterskab i september i Montana. Læs meget mere om Indian Relay her
Om Charmaine Berdino Charmaine Berdino er vokset op med cirkus, og derfor har show og opvisning med heste altid været en stor del af hendes liv. Charmaine optrådte for første gang, da hun var 6 år gammel på moderens P.R.E hingst. Hun fulgte altid med i sine forældres træning af deres heste, når hun kom hjem fra skole, og da hun blev stor nok, begyndte hun træne sin egen pony.
De næste år lærte Charmaine om frihedsdressur og tricktræning af sin mor samtidig med, at hun læste en masse bøger for at få mere viden om hendes store interesse. Som 16-årig fik Charmaine sin første hest, nemlig Kazarro som idag er en af hendes showheste (se billede øverst).
Det, som Pippis hest særligt er kendt for er, at Pippi kan løfte den over sit hoved. Alle med lidt forstand på heste ved nok, at det ikke kun kræver en særlig stærk pige, men også en særlig rolig hest at udøve det stunt.
Verdens stærkeste pige har verdens sejeste hest. Den udsædvanlige Pippi, der bor alene i Villa Villekulla og sover med fødderne på hovedpuden, har en abe der hedder hr. Nilsson og en hvid hest med sorte prikker. De er Pippis venner og familie, idet Pippis mor er død – eller i himlen, som hun siger – og hendes far er ”konge” på en ø i Sydhavet. Pippis meget rolige hest er hvid med sorte prikker, hvilket ikke kun gør den iøjnefaldende og speciel, men selvfølgelig også får hestefolk til at tænke på knabstrupperen, der netop er kendt for sine særlige farver og aftegn. I bøgerne bliver hesten blot kaldt ’hesten’, og det er først i tv-serien om Pippi Langstrømpe fra 1969, at hesten får navnet Lilla Gubben. En gubbe er en gammel mand, så Lilla Gubben betyder noget i retning af lille mand.
Det, som Pippis hest særligt er kendt for er, at Pippi kan løfte den over sit hoved. Alle med lidt forstand på heste ved nok, at det ikke kun kræver en særlig stærk pige, men også en særlig rolig hest at udøve det stunt. Historien om Pippi er også fra en tid, hvor det ikke var udsædvanligt, at man så en hest i en villahave. Og som hestepige kunne man da nok heller ikke forestille sig noget mere skønt end at have hesten lige ude i haven – og kunne ride den når som helst og hvor som helst.
Sådan blev Pippi til Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der i ca. 1941 fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun sin mor om en historie. ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe. Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år. År efter nedskrev Astrid Lindgren historierne til sin datter, og i 1945 blev den første Pippi bog udgivet.
En udsædvanlig heltinde får sin egen TV-serie Bøgerne om Pippi er oversat til ca. 90 sprog. Den første bog udkom i 1945, og siden er der udkommet yderligere ca. 14 bøger om Pippi Langstrømpe. Da de første bøger udkom i 40erne, herskede der andre normer for god opførsel end i dag. Bøgerne om Pippi Langstrømpe, som bor alene i en villa uden sin mor og far og som gør, hvad hun har lyst til, var usædvanlig på den tid. Pippi blev kendt for sit gå-på-mod, sin egenrådighed og sin trang til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter, voksne og normal praksis. Kort fortalt, Pippi blev på sin egen finurlige måde både ambassadør for det moderne syn på børn samt kvindebevægelsen.
I 1969 blev den svenske TV-serie om Pippi optaget. 10-årige Karin Inger Monica Nilsson spillede Pippi, og TV-serien handler om hendes eventyr med vennerne Tommy og Annika. Hesten, der spillede Pippis hest, var ikke knabstrupper, og prikkerne blev således malet på før optagelserne af regi-assistenten Ingvar Skogsberg. Hestens rigtige navn var Illbating, senere blev han kaldt Batting og Bunting. Efter TV-karrieren kom hesten til en rideskole nogle år, inden han flyttede til Vallentuna, hvor han levede resten af sit liv. Han blev 24 år. Se alle 13 dele på Svensk tv svtplay.se
Om Astrid Lindgren Den svenske forfatter Astrid Lindgren (1907 – 2002) skrev sammenlagt ca. 125 børnebøger, billedbøger, noveller, lystspil m.v. og hun er oversat til ca. 90 sprog og dialekter. Mange af bøgerne er filmatiseret.
Blandt Astrid Lindgrens mest populære bøger er – Pippi Langstrømpe (Pippi Långstrump, 1945). – Alle vi børn i Bullerby (Alla vi barn i Bullerbyn, 1946). – Mio, min Mio, 1954 – Lillebror og Karlsson på taget (Lillebror och Karlsson på taket, 1955). – Emil fra Lönneberg (Emil i Lönneberga, 1963). – Brødrene Løvehjerte (Bröderna Lejonhjärta, 1973). – Ronja Røverdatter (Ronja Rövardotter, 1981).
