Skip to main content

Tag: Herpesvirus

Stutteri Svalegård har herpesudbrud: – Det er slemt

ADVARSEL: HERPES VIRUS
Vi har talt med dyrlægerne. Vores stald er ramt af herpes virus type 1 (EHV-1) og herpes virus type 5 (EHV-5). Det har desværre kostet en avlshoppe og føl livet. Og vi har måtte aflive 2 rideheste her i formiddag. Pas på jeres heste
.

Sådan lød updaten på Stutteri Svalegårds Facebook-side torsdag.

Zibrasport Equest har talt med Ane Krabbe, hvis forældre ejer dressurstutteriet i Thy, og hun fortæller, at det står slemt til lige nu.

– Vi observerede sidste fredag, at der var en hest, der stod med lidt feber. I weekenden var der en avlshoppe, der også stod med feber. Vi fik fat i dyrlægen, og de fik noget febernedsættende.

Skæbnen ville, at vi skulle til familiefødselsdag, og vi kører af sted, og der er ro på det hele. Men så ringer vores fodermester og fortæller, at det ser skidt ud med avlshoppen. Min far kører hjem, og hoppen er gået i fødsel. Vi får fat i dyrlægen, men hoppen har lagt sig ned.

De får føllet ud. Mod alle odds lever føllet, og det er faktisk rimelig frisk. Men hoppen bliver aflivet dagen efter, og føllet dør også, fortæller Ane.

En voldsom oplevelse for hele familien Krabbe, men desværre slutter det ikke her.

Neurologiske tegn

– I mellemtiden er den anden hest også blevet dårligere. Og det går pludselig rigtig stærkt. Det er min venindes hest, og hun ejer en hest mere, der også bliver ramt. De står begge med neurologiske tegn. Torsdag morgen er den ene af hendes heste helt lammet. Den bliver aflivet straks. Og den anden bliver også aflivet. Det er så synd for hende, lyder det fra Ane Krabbe.

– Vi har nogle ungheste, der har stået med snot, men ser okay ud. Vi har et par rideheste, der har stået med feber. Min datters pony har desværre også lidt problemer med bevægelsen. Det er ikke blevet forværret, siger hun om situationen lige nu.

– Vi kan ikke gøre noget, men vores dyrlæge er så dygtig. Hun har også fortalt, at det er meget vigtigt, at de får noget, der hedder aciclovir. Så det skal de også have.

Pas på jeres heste

Ane Krabbe vil fortælle sin historie for at advare andre heste-ejere.

– Det er vigtigt, at man tager det alvorligt. Sygdommen må ikke sprede sig.
Vores udbrud har ikke sammenhæng med udbruddet i Spanien, men det ændrer ikke på, at sygdommen er farlig. Jeg håber, at man holder hestene hjemme ved sig selv. Det går så hurtigt, når hestene er syge.

Vi har ingen idé om, hvor smitten kommer fra. Vi er en relativt lukket stald, så det kan virkelig ske for alle. Man skal passe på sine heste, opfordrer Ane.

Hun er overvældet over al den støtte, som familien Krabbe modtager for tiden. Både på sociale medier og i virkeligheden.

Jeg har netop talt med familien Truelsen. De ville gerne dele ud af deres erfaringer efter deres tid i Spanien, hvor de havde flere syge heste.

Læs mere om EHV-1 her

Mette Uldahl: Vi har styr på karantænen!

På grund af situationen med den smitsomme herpesvirus, EHV-1, som kom i udbrud på stævnepladsen i Valencia i februar, bliver der holdt et vågent øje med de heste, som har været til stævner i udlandet. Dansk Ride Forbunds veterinærkonsulent, FEI dyrlæge Mette Uldahl fortæller til Zibrasport Equest, at der er positive svar på fire tests taget på heste, der er i karantæne efter at være kommet hjem fra stævne i udlandet. Det er meddelt FEI, som altså var hurtige ude i går, med en melding om de positive tests i Danmark. Der er dog ingen grund til bekymring, understreger Mette Uldahl. Dansk Ride Forbund har været på forkant og bedt alle ryttere, der har haft heste til start i udlandet, om at gå i karantæne, og det er sket.

– Vi har to besætninger, som har heste, der er testet positiv i vores kontroltests. Den ene besætninger er hjemkommet fra stævne i Vejer de la Frontera og den anden fra Valencia.
Dyrlæge Mette Uldahl

– De heste, som er testet positiv efter hjemkomsten fra Vejer de la Frontera viser ikke tegn på sygdom, mens der desværre er et par heste, hjemkommet fra Valencia, som står med neurologiske symptomer, fortæller dyrlægen.

Hun fortæller, at begge besætninger er kommet hjem og gået direkte i karantæne, og så vidt hun kan vurdere, har begge steder overholdt karantænen. Rytterne har været klar over risikoen, og gjort som de er blevet bedt om af rideforbundet.

– Jeg vil gerne rose rytterne for at være professionelle omkring dette her. Det er vigtigt vi kører et gennemsigtighedsprincip, så vi kan styre den form for sygdomsudbrud, understreger Mette Uldahl. Hun understreger, at hestene har været i en kontrolleret og velfungerende karantæne, og det vil de vedblive med at være, indtil de er klar til at blive frigivet.

Hun forklarer desuden, at den herpesvirus type 1, som hestene er blevet smittet med i Valencia, ikke er en ny mutation. Det er en kendt virus, af samme type, som den der tidligere ramte Hesselhøj Ridecenter, Dalumgaard Ridecenter og Holstebro Ridecenter. Det har været håndteringen af sygdomsudbruddet, eller manglen på samme, i Valencia, som har haft den konsekvens vi ser nu med smittede heste i ti EU-lande.

– Vi kommer til at lære meget af dette her. Vi får noget ny viden, og en større opmærksomhed på hestenes sundhed til stævnerne, er Mette Uldahls vurdering. Flere af de lande, som har heste med herpesvirus, har også lukket ned for nationale stævner, men det kommer ikke til at ske herhjemme. Som tingene udvikler sig lige nu.

– Vi satte alle heste, der kom hjem fra stævner i udlandet i karantæne. Derfor er det lykkes for os, ikke at få udbruddet spredt. Rytterne fik besked, og de fulgte beskeden. I andre lande, hvor man ikke har reageret som her, ser vi desværre en spredning, og derfor har de måttet lukke ned for stævner.

– Vi står flot og godt herhjemme. Der er ikke en årsag til at tro karantænen bliver brudt, slutter Mette Uldahl.

FEI: Herpesvirus type 1 i Danmark

I FEIs opdatering om Herpesvirus type 1, EHV-1, fredag den 19. marts fremgår det, at den frygtede sygdom nu også har nået Danmark.

– 10 lande har bekræftet tilfælde. Landene er : BEL, DEN, ESP, FRA, GER, ITA, QAT, SVK, SWE, SUI.

Note: USA har for nylig også haft et tilfælde med EHV-1, men dette tilfælde er ikke forbundet med det aktuelle udbrud i Europa, skriver FEI på deres hjemmeside. Det nuværende dødstal er på 17 heste.

– FEI er blevet informeret om fire syge heste. Denne gang er sygdommen fundet i heste i Danmark, der er hjemvendt fra Valencia. To af hestene viser neurologiske tegn. Hestene er i fuld isolation.

DRF har samlet info om Herpesvirus her, hvor de bl.a. skriver følgende om heste i karantæne:

– DRF har fuldt overblik over alle ryttere, der siden 1. februar har været til stævner i Europa, og disse er blevet kontaktet og informeret om kravet til 28 dages karantæne ved hjemkomst. Derudover holder vi naturligvis øje med, at heste i karantæne ikke meldes til danske stævner i den kommende tid, og skulle det ske, bliver rytterne kontaktet med det samme og får at vide, at de ikke må stille til start. De vil altså ikke kunne få lov til at møde op på stævnepladsen. På den måde sikrer vi, at smitten ikke bliver bragt med ud til danske stævner. 
Det er ikke muligt for os at kontrollere, om heste fra stalde i karantæne, som ikke selv har været i udlandet at ride, melder til start ved danske stævner. I den forbindelse appellerer vi derfor – som vi altid gør, når der er udbrud af smitsomme sygdomme blandt heste i Danmark – kraftigt til, at ALLE overholder den påkrævede karantæne. 

FEI blokerer flere heste: Delatio har det godt

Herpesvirus EHV-1 vil ikke slippe sit greb, og det har nu fået FEI til at indføre flere restriktioner for at forhindre, at sygdommen spreder sig yderligere.

– Efter det er blevet bekræftet, at to heste er testet positive efter at have deltaget i springstævnet i Doha, en i Belgien og en i Frankrig, har FEI besluttet at blokere alle 19 dressurheste og 17 paradressurheste, der deltog i stævnet i Al Shaqab i slutningen af februar. Hestene fløj ikke sammen hjem med springhestene, men vi forlanger alligevel en negativ PCR-test, før vi fjerner blokeringer i vores database, skriver FEI.

Blokeret i FEIs database betyder, at hestene ikke kan komme tilbage på konkurrencebanerne, indtil de er testet og karantænen er udløbet. 

FEI har desuden opjusteret det samlede dødstal.

– Vi er blevet informeret om fem nye dødsfald. To i Belgien samt tre i Tyskland, hvor det også er blevet bekræftet, at fem ifolede hopper har aborteret. Ialt er dødstallet nu oppe på 17.

Hvad med Delatio?

Danske Dennis Fisker deltog i stævnet i Al Shaqab på Delatio, hvilket selvfølgelig betyder, at den 17-årige vallak nu er blokeret.

Dennis Fisker fortæller, at han på intet tidspunkt har haft uro i maven, fordi situationen er blevet taget alvorlig – både fra DRF og FEIs side.

– Det har været et super forløb. Da jeg landede i lufthavnen, blev jeg ringet op af Kimi Nielsen (Elitechef DRF red.), og hun informerede mig om, at alle heste skulle i karantæne. Så det var godt håndteret.

Delatio er i karantæne, og det har været fint. I mellemtiden er det sket det at FEI har blokeret os. Så vi kan ikke melde os til stævner, før vi sender en prøve ind, og den er negativ.
Når den er ok, så kan man starte igen. Men det er super fint håndteret, og det er godt, at de reagerer så hurtigt, så vi ikke får en sæson, hvor herpes styrer det hele.

Jeg har kun ros til FEI og DRF, fordi det er blevet taget så seriøst fra starten af, fortæller Dennis.

Han fastslår desuden, at Delatio virker til at være i fin form.

– Jeg har ikke været bekymret, fordi det har været så skilt ad i Doha. Spring og dressur har været adskilt. Delatio fløj også kun med dressurhestene, da han skulle hjem. Men vi har selvfølgelig taget temperatur hver dag, som vi skal.

Se interview med Dennis Fisker i Riders Corner

Update om herpes: Heste forlader nu Valencia

I februar indløb de første meldinger om et voldsomt udbrud af Herpesvirus type 1 til et internationalt stævne i Valencia.

Danske Karina Leichle fortalte fra stævnepladsen om situationens alvor:

– Hvis vi kommer hjem med nogle af vores heste inden det er juni måned, så er det gået godt. Vi hænger i stalden konstant, hjælper hvor man kan. Alle hjælper alle, og der er ikke noget at gøre, og der er ikke noget, nogen kan gøre for os. Vi må bare holde sammen, være stærke og støtte hinanden. Vi kan ikke sove, og når jeg sover, drømmer jeg om karantænestald og sygdom.

Men nu er der muligvis håb forude.

Fra Spanien til Frankrig

En update fra FEI den 11. marts lyder således:

– Den første gruppe af heste har nu forladt Valencia. Det sker efter, der er indgået en fælles aftale mellem Frankrig og Spanien. Hestene vil blive isoleret i sikre omgivelser nær Paris, skriver FEI.

Også i forhold til stævnet i Doha er der en ny opdatering.

– FEI har fået oplyst, at test nummer to, der blev foretaget på en af hestene, der deltog i stævnet i Doha, er negativ. Alligevel vil alle 85 heste forblive blokeret i FEIs database, indtil de har gennemgået alle sikkerhedsforanstaltninger i forhold til at sikre, at smitten ikke spreder sig.

Herpesvirus-udbrud i Østrig

Det er desværre ikke kun i Spanien, at Herpesvirus truer ridesporten.
I Østrig hærger der lige nu et udbrud i den anerkendte dressurstald Schindlhof, der hvert år er vært for et populært CDI-stævne.

Hvordan smitten er nået dertil vides endnu ikke, fordi ingen heste fra stalden har deltaget i konkurrencer – og der er heller ikke kommet nye heste ind i stalden. Det beretter pferderevue.at.

I alt er 14 ud af 40 heste opstaldet på Schindlhof, der er ejet af familien Haim-Swarovski, allerede syge. Og to af dem er alvorligt svækket, da de står med høj feber. Det er via PCR-test bekræftet, at hestene desværre er inficeret med Herpesvirus EHV-1.

Kontrol på situationen

Klaus Haim, ejer af stedet, fortæller til Tiroler Tageszeitung, at de ikke kan forklare, hvor smitten stammer fra. Ingen af deres heste har deltaget i stævner, og deres unge heste er desuden netop blevet vaccineret.

At udbruddet i Østrig har sammenhæng med det i Valencia udelukker Josef Kössler, chef for Østrigs veterinærdirektorat.

På Schindlhof har man heldigvis situationen under kontrol. Ifølge Tiroler Tageszeitung er de syge heste isoleret i en separat stald.
Siden mandag er der desuden ikke kommet meldinger om flere smittede heste.

FEI besvarer alle dine spørgsmål om Equine Herpesvirus (EHV-1)

Herunder kan du se de spørgsmål/svar som FEI har samlet på deres site – oversat til dansk:

Hvad er Equine Herpesvirus?

Equine Herpesvirus er en smitsom sygdom, der rammer heste. Selv om der er flere typer af virus, så er det Equine Herpesvirus-1 (EHV-1) og Equine Herpesvirus-4 (EHV-4), der ofte ses.
Det nuværende udbrud i Europa er af typen EHV-1.

Smittede heste vil muligvis få luftvejsinfektioner, problemer med det centrale nervesystem og ifolede hopper risikerer at abortere. Neonatal infektion hos føl ses desværre også – og med dødeligt udgang.

Equine Herpesvirus findes mange steder i verden, og sæsonprægede udbrud er ikke usædvanlige.
Bestemte typer af virus kan være årsag til alvorlig sygdom hos heste. Det kan have den konsekvens, at komplette stalde skal isoleres i flere uger, så hestene ikke kan rejse eller deltage i konkurrencer.

Hvordan smitter sygdommen?

Equine Herpesvirus smitter via luften, og heste med mindre end fem meters afstand imellem hinanden udsættes for risiko for smitte.

Heste kan inficeres, hvis de har været i kontakt med andre heste, og de kan dermed også tage sygdommen med hjem i stalden. Virus kan også sprede sig via tøj og andet rideudstyr, hvis mennesker er i kontakt med syge heste.

Hestetransporter er også en mulig smittespreder. Hestetrailere og lastbiler, der har transporteret syge heste, kan nemlig indeholde spor af virus. Derfor er det vigtigt at desinficere og rengøre efter hver transport. Det samme er tilfældet med stalde. Når heste flyttes, skal boksene gøre rene, så nye heste ikke udsættes for smitte. 

Hvilke sygdomstegn skal jeg være opmærksom på?

De kliniske tegn på Equine Herpesvirus afhænger af, hvilken type af virus, hesten er ramt af. Heste, der lider af EHV-1, kan udvikle feber, luftvejsinfektioner, hoste og næseflåd.

Nogle heste vil muligvis udvikle neurologiske symptomer såsom balanceproblemer, lammelse af blæren, og hesten kan få svært ved at rejse sig op.

Hvis hesten er slemt ramt af de neurologiske symptomer, så kan den eneste udvej være aflivning.

Jeg tror, at min hest er ramt af Equine Herpesvirus. Hvad skal jeg gøre?

Hvis heste viser tegn på sygdom, så skal de hurtigt muligt isoleres og undersøges af en dyrlæge.

Kliniske tegn ses ofte i løbet af 10 dage, efter hesten har været udsat for smitte. Da heste også kan udvise samme symptomer ved andre sygdomme, så bør din dyrlæge tage næsesvab og blodprøve. Heste som kan have været i kontakt med syge heste skal identificeres, isoleres og testes. Ingen til- eller afgang af heste til stalden.

Hvor hurtigt kommer min hest sig?

Det varierer meget, hvor længe en hest har brug for at komme sig. Det er afhængig af de kliniske tegn, og om hesten har haft andre infektioner i sygdomforløbet.

Hvordan kan jeg beskytte min hest?

Der findes en vaccine mod EHV-1 og EHV-4, men den beskytter ikke mod den neurologiske udgave af sygdommen.

Vaccinen kan være med til at reducere udbredelsen af virus. Din dyrlæge vil kunne give dig meget mere info om brugen af vaccine.

Læs mere om FEIs foranstaltninger i forhold til udbruddet af Equine Herpesvirus her

Valencia: porten til helvede

83 heste har fortsat symptomer eller bliver behandlet af dyrlæger på stævnepladsen i Valencia, Spanien, der er epicenter for en særdeles aggressiv variant af herpesvirus, EHV-1 der i yderste konsekvens angriber hestenes nervesystem, og kan resultere i død. I alt er seks heste døde, iblandt dem en af danske Karina Leichles heste. Det kan man læse mere om: Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Hun er på stævnepladsen med sine forældre Kirsten og Søren Truelsen sine tvillingesøstre Benedikte og Anne-Kristine samt sine tre børn. Hun har truffen beslutning om at sende sin ældste søn hjem, og der vil være nogle hjemme, som tager sig af ham, fortæller hun fra Spanien, og selvom hun ville ønske, hun kunne følge med ham hjem, må hun blive – fanget på stævnepladsen i håb om at redde flere af sine heste fra den frygtelige sygdom.

Otte syge heste
Karina har tre heste stående under behandling på klinikken, og fem heste, der står i stalden, som er syge. – Det går dog fremad. Det virker som om, de får lidt mindre medicin. Det går den rigtige vej, endnu, fortæller Karina.

Den tyske stævnearrangør Axel Milkau er rejst til stævnepladsen, han fortæller det er ”porten til helvede” i Valencia, og han taler med et tysk ridesportsmagasin om den forfærdelige måde, hvorpå hestene er døde på stævnepladsen. Interviewet kan høres på tysk HER.
Han han organiserer den hjælp, som kommer ind fra Tyskland til de strandede ryttere og heste. Karina står i spidsen for at organisere det som kommer fra andre lande. – Svenskerne sender meget ned til os, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke de mennesker for opbakningen. Det er medicin, foder, strøelse med mere, som nu er eller er på vej til de godt 140 strandede heste, og deres ryttere og hestepassere.

Der er startet en indsamling i Tyskland: Riders help Riders Fundraiser for Barbara Berger by Axel Milkau : Riders help Riders e.V. (gofundme.com) og de penge skal bl.a. gå til at betale dyrlægerne, til medicin med mere.

– Jeg tør slet ikke tænke på regning vi får for behandling af 12 heste, siger Karina med tydelig bekymring i stemmen.

Andreas Künnemann, hvis søn Konstantin rider Sunshine Tour i Vejer de la Frontera, fortæller, at det er en seriøs side under ”gofundme”, så har man lyst til at støtte, kan man gøre det ad den vej. Annette Juhl Taldorf og Janni Thermann har undersøgt, om man herhjemme kan lave noget tilsvarende, men det er en længere proces, som ikke kan hastes igennem. Netop stævnet i Vejer de la Frontera har oplyst, at de vil aflyse de sidste tre ugers stævne, da man har opdaget en hest, som viser tegn på neurologiske symptomer som det kendes fra EHV-1 på trods af, den er testet negativ for virus, fortæller World of Showjumping. Hesten er isoleret to kilometer fra stævnepladsen, og har været det siden 26. februar.

Hjælpen er på vej
– Vi har fået hø i dag, og der kommer foder og spåner i næste uge. Vi prøver at holde et godt overblik over, hvad vi har tilbage. Vi har fået foderdonationer fra to foderfirmaer. Vi ved ikke hvor længe vi skal blive her, så vi ved heller ikke, hvad vi skal bruge, erkender Karina

Stævnet i Oliva Nova, Spanien er lukket ned, og arrangørerne har sendt deres overskud af spåner og hø til Valencia.

– Jeg tror vi har omkring 143 heste tilbage. Enkelte får måske lov til at forlade stævnepladsen fra isolationsstalden. De to sunde heste vi har, kan måske få lov til at blive kørt hjem i næste uge, fortæller hun. Men da ingen kan sige noget om, hvordan tingene udvikler sig, tør hun ikke håbe på, at det kan lade sig gøre. Feber kan pludselig bryde ud, og så står hun i en ny situation.

– Jeg håber vi kan begynde at se lys for enden af tunnelen, og kan vi få nogle af vores heste hjem, er vi glade for det.
Karina Leichle

I sidste uge kom der nye stævnebokse til stedet, så der kunne laves en stald for de raske heste. Men boksene var ikke passende til store heste. I stedet har Katharina Offel fra International Jumping Riders Club organiseret nye bokse til Valencia fra Sunshine Tour, som bliver taget i brug efter grundig rengøring og desinfektion.

Hvad med fremtiden?
– Det har må ikke ske igen!, fastslår Karina. Hun bor og træner i Tyskland, og her er der ikke meldepligt til det offentlige, hvis en stald står med en sådan smitsom sygdom. – Det bør laves om, der skal helt andre og mere klare regler til, fastslår hun.

Det er en holdning, som Andreas Künnemann bakker op omkring: – Stævnearrangøren har siden starten af februar vidst, der var et problem. I fremtiden må der være krav til karantænebokse i forhold til antallet af heste. Der bør være en task force i FEI, som kan rykke ud, og tage sig af forholdene, når de er unormale.

FEI har nu fået identificeret alle 752 heste, som har været i Valencia siden den 1. februar. De er blokeret i FEI database, og det betyder, de ikke kan komme tilbage på konkurrencebanerne, indtil de er testet og karantænen er udløbet. Ved Global Champions Tour i Doha, er der fire heste (to tyske og to fra Columbia), som er testet positiv, de er fjernet fra stævnepladsen og sat på klinik. Situationen bliver overvåget af FEI.

Herhjemme har Dansk Ride Forbund fuldt overblik over de ryttere, der siden 1. februar har været til stævner i Europa. Og er blevet informeret om, at de skal have deres heste og stald i 28 dages karantæne.

”DRF følger situationen nøje, og det er vores vurdering – på baggrund af rådgivning fra vores veterinærkonsulent – at det er forsvarligt at afvikle stævner på trods af herpesudbruddet i Europa, da der løbende tages alle nødvendige foranstaltninger ift. karantæne mm. Derfor bør man som rytter ikke være bekymret for at deltage i danske stævner på nuværende tidspunkt. Skulle dette ændre sig, melder vi naturligvis dette ud officielt, lyder det fra forbundet.   

Tyskland aflyser alle stævner i marts

Udbruddet af herpesvirus (EHV-1) ved springstævnet i Valencia har allerede haft store konsekvenser for ridesporten – og i Tyskland har rideforbundet (FN) nu besluttet at aflyse alle nationale stævner.

I en meddelelse på forbundet hjemmeside skriver de således om de nationale restriktioner:

– I enighed med alle forbundslandene er det besluttet at aflyse alle planlagte ridesportsbegivenheder indtil den 28. marts…

Samtidig er det også besluttet, i enighed med avlsforbundene, at skubbe alle sportsprøver og kåringer for hingste, der skullet have været afviklet i den pågældende periode

FN opfordrer kraftigt til, at alle andre begivenheder, hvor der samles heste, også bliver aflyst. Igangværende begivenheder skal ligeledes stoppes.

Disse foranstaltninger er nødvendige for at stoppe spredningen af virussen, lyder det fra det tyske rideforbund til dets mange medlemmer.

EHV-1 har nået Doha

Den herpesvirus EHV-1 der lige nu hærger på stævnepladsen i Valencia, og har ramt flere heste i Europa, er nu nået til Doha. Her er to heste testet positiv for virus. Doha danner de kommende dage rammen om en afdeling af den præstigefyldte springturnering, Longines Global Champions Tour, og flere af verdens bedste heste og ryttere er nu samlet i Doha.

Det er den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung som bringer historien, men der er ingen informationer at finde på stævnet hjemmeside.

FEI aflyser, er OL kvalifikationerne i fare?

Situationen som følge af den stærkt aggressive variant af herpesvirus 1, der har bredt sig fra Valencia i Spanien, har nu fået FEI, det internationale rideforbund, til at aflyse internationale stævner i Frankrig, Spanien, Belgien, Italien, Østrig, Polen, Holland, Tyskland og Slovakiet. Flere af de lande, har også aflyst nationale stævner frem til den 28. marts og med omgående effekt. Stævnerne, der lige nu er i fuld gang i det sydlige Europa: Vejer de la Frontera (ESP), Vilamoura (POR), San Giovanni (ITA) og Gorla Minore (ITA) overvåges af dyrlæger og FEI dyrlæger på stedet. Heste vil kun få lov til at forlade stævnepladsen, hvis de har et helbredscertifikat. Overholder man ikke dette, vil hesten blive blokeret i FEI’s database, og dermed kan de ikke deltage i stævner. Det er desuden ulovligt at transportere heste uden dette certifikat.

Stævnet i Oliva Nova (ESP) har aflyst stævnerne i resten af sæsonen, ligesom Opglabbeek i Belgien også er aflyst.

Som man kan læse i vores nyhed i går her på sitet, har Karina Leichle mistet en hest, og flere af de 12 heste, de har med til stævnet er syge. Det er en forfærdelig situation hun, familien og de tilbageværende ryttere og hestepassere står i. Læs artiklen: Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Kimi Nielsen: en nødvendig beslutning
– Selvom det er ærgerligt, så er det bare nødvendigt (med aflysningen) for at FEI kan få et godt overblik over situationen og styr på smitten for det ikke skal eskalere, indleder elitechef Kimi Nielsen. Dressurstævnet i Holland var en vigtig brik i de potentielle OL-rytteres forberedelse, og enkelte ryttere mangler OL kvalifikation. – Blandt de ryttere, som er tæt på udtagelse, mangler Andreas Helgstrand, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen OL-kvalifikation, hvis de skal i spil til en OL-plads.

Rytterne har frem til den 21. juni til at få kvalifikationerne i hus, så der er endnu tid at løbe på. Ryttere, som havde deres kvalifikation på plads forud for OL i Tokyo i 2020, skal lave et, bekræftende resultat i 2020 eller 2021, for at opretholde kvalifikationen. – Vi var så heldige, at flere af vores ryttere opnåede dette ved stævnet i Herning i marts og på Vilhelmsborg i oktober sidste år, fortæller Kimi.

Aalborg har aflyst deres CDI-stævne, og det kommer naturligvis til at mangle i planlægningen. Men som Kimi understreger: – Får vi ikke styr på denne virus nu, så bliver der ikke noget OL, det er derfor den helt rigtige og ansvarlige beslutning, som FEI har truffet.

Danske heste i isolation
Flere danske ryttere har været til stævne i Spanien og resten af Europa, og lige nu arbejdes der på højttyk for at finde ud af, hvor de og deres heste er. Flere er på vej hjem. – Kører man hjem med sine heste nu, og kan man ikke isolere dem fra de øvrige heste i stalden, skal heste stalden/ridecenteret i 28 dages karantæne. Det er en særdeles aggressiv form for virus, så vi vil ikke have den ind herhjemme, fastslår elitechefen.

Hvorvidt rideforbundet vil aflyse nationale stævner i marts, er der endnu ikke taget stilling til. Der arbejdes på at få et overblik over situationen, også herhjemme, slutter Kimi Nielsen.

Man kan læse FEI’s udmelding HER

Karina Leichle har mistet en hest i Valencia

Situationen på springstadion i Valencia udvikler sig time for time. I dag melder FEI at det officielle dødstal er 4, og en af dem er danskejet af familien Truelsen, fortæller Elitechef Kimi Nielsen, som følger situationen i Europa tæt. Der er 12 danskejede heste tilbage på stævnepladsen, hvor Familien Truelsen nu sidder fast på ubestemt tid med deres heste. 18 danskejede heste kom ud fra stævnepladsen, inden den lukkede ned, og de er nu i karantæne.

Det værste mange har set i deres liv
Karina Leichle fortæller fra stævnepladsen i Valencia, at familien mistede en hest i går, og at tre står på klinik med symptomer, mens fem er i sygestalden.

– Jeg kan ikke formulere, hvor dårligt det går, indleder Karina fra stalden, hvor hun tilbringer alle sine vågne timer. Valencia dyrehospital har lavet en klinik udelukkende for heste, der er ramt af Herpesvirus, og af de 12 heste, som familien havde med til stævnet, er kun tre endnu raske, feber og symptomfrie

– Der er ikke noget lys for enden af tunnelen. Der løber dyrlæger rundt overalt, og når man ser dem løbe, ved man, der dør en hest. Karina fortæller videre, at det er et sygdomsforløb, som er meget vanskeligt at forudsige.

– Det sekund, det rammer hjernen, går de bare ned, pludselig falder de sammen. Karina fortæller, at den måde deres hest døde på, var så uhyggeligt, at det er det værste de selv og mange andre på stævnepladsen har set i deres liv.

Familien har været ude for at købe seler, som de har lavet interimistiske ophæng til hestene af.

– Hvis vi kommer hjem med nogle af vores heste inden det er juni måned, så er det gået godt. Vi hænger i stalden konstant, hjælper hvor man kan. Alle hjælper alle, og der er ikke noget at gøre, og der er ikke noget, nogen kan gøre for os. Vi må bare holde sammen, være stærke og støtte hinanden. Vi kan ikke sove, og når jeg sover, drømmer jeg om karantænestald og sygdom, fortæller Karina.

Sygdommen spredes over Europa
– Vi har kontakt til alle ryttere, der er kommet hjem eller er på vej hjem fra stævner i udlandet, fortæller Kimi Nielsen. Heste fra stævnepladsen i Valencia er fordelt ud over Europa, og nu melder Frankrig, Tyskland og Belgien om udbrud af den frygtede sygdom. Og forlydender vil vide, at også svenske heste er ramt.

FEI arbejde på højtryk for at danne sig et overblik over situationen, og dyrlæger fra Frankrig og Tyskland er i weekenden rejst til Valencia for hjælpe med til behandlingen af de mange syge heste. I alt 21 dyrlæger er i beredskab på stævnepladsen, hvor 84 heste viser kliniske tegn på sygdommen og 11 er under behandling på nærliggende veterinærklinikker.

– De heste, som kommer hjem fra stævner i udlandet, skal nu i 28 dages karantæne, fortæller Kimi Nielsen, der er tale om en særdeles aggressiv variant af Herpesvirus 1, der sammenlignes med et udbrud i USA for år tilbage, og her fandt man ud af, at inkubationstiden er 21-25 dage.

– Vi kommer til at gå med livrem og seler for at sikre, vi ikke skal lukke stævnerne ned herhjemme over sommeren. Og vi fraråder rytterne at tage af sted til stævnerne i udlandet, da der ikke er kontrol på smittespredningen.

Behandlingen af hestene smittet med Herpesvirus I er den samme, som bruges til patienter med COVID-19, og det betyder, at det er meget vanskeligt at få medicin nok til behandlingen af hestene, fortæller Kimi Nielsen.

Ikke til World Cup for enhver pris
Der er tre potentielle OL-ryttere, som er tilmeldt World Cup-stævnet i s-’Hertogenbosh, Holland fra den 8. – 11. marts. Det er Carina Cassøe Krüth, Cathrine Dufour og Andreas Helgrand. Stævnet er vigtigt i forhold til OL-kvalifikation, men ikke mere vigtigt, end hestenes sundhed kommer først.

– Vi vil ikke løbe den mindste risiko, understreger Elitechefen. Derfor er det uvist, hvorvidt rytterne kommer afsted. Det afhænger af, om FEI får et overblik over smittespredningen. De danske heste er vaccinerede, men vaccinationen er ikke en 100% garanti mod sygdommen.

Man kan læse den seneste opdatering fra FEI HER

  • 1
  • 2