Natrytterne, er en serie om overgreb på en rideskole, hvor omdrejningspunktet er ridelæreren Tommys (Jonas Karlsson) mangeårige seksuelle misbrug af sine elever og voldelige adfærd overfor sin familie. Selvom navnene er fiktive, er den svenske serie baseret på en virkelig sag.
De seksuelle overgreb på en rideskole i 1990’erne og 2000’erne er blevet til en dramaserie på TV 4/C More. Den ældste datter i familien, Sophie Jahn, er med til at udvikle serien. “Nu får jeg fortalt min historie om livet bag lukkede døre,” siger hun.
“I løbet af min opvækst har jeg set, hvordan kvinder og børn, samt min egen familie, blev misbrugt af min far. Når andre kunne vælge at forlade gården, blev mit liv en overlevelsesstrategi og nedtælling til min 18 års fødselsdag, hvor jeg endelig ville nå et liv i frihed. Nu får jeg fortalt min historie om livet bag lukkede døre, om magtmisbrug og omgang med min fars opførsel. Jeg kæmpede ikke kun for min egen overlevelse, men også for mine yngre søskende og gårdens heste,” siger Sophie Jahn i en pressemeddelelse.
Har vi ikke alle oplevet at lade feriefreden blive afbrudt af e-mails? Det lyder måske lidt finurligt, men ikke destomindre har Visit Iceland opfundet konceptet “OutHorse your email”, som løsning på netop forstyrrende e-mails i ferien. Konceptet går i bogstavelig forstand ud på at hesten svarer dine e-mails, mens du for alvor kan nyde efterårsferien.
Kom helt tæt på konceptet i videoen herunder.
Måske undrer du dig over hvordan de skønne islandske heste lod sig overtale til at trampe rundt på det store tastatur? Det gjorde vi i hvert fald her på redaktionen. Heldigvis har skaberne bag, lavet optagelser af tilblivelsen af kampagnen og den kan du se herunder.
Det bliver spændede at se hvor mange der fremover vil benytte sig af konceptet, måske det var noget for dig i den kommende efterårsferie? 🙂
Hverdagen er lige dele spændende og udfordrende for den relativt nyuddannede dyrlæge Louise fra Horsedoc.dk, som vi følger i andet afsnit af TV2 Østjyllands serie “Op på hesten”.
Louise vil gerne dygtiggøre sig, og suger læring til sig fra de mere erfarende dyrlæger. Hun vil også gerne ride, men kan af og til godt have svært ved at nå både at passe arbejdet som dyrlæge, og få redet alt det hun gerne vil.
I serien følger vi også Louise, da hun skal give en svær besked i forbindelse med en opfølgning på en skadet hest, og vi tages med helt tæt på, da hun assisterer ved en blodig operation.
Dansk-amerikanske Viggo Mortensen er en mand med mange talenter: Forfatter, musiker, poet, fotograf og anerkendt skuespiller. Han taler 7 sprog, og i 2002 startede han det lille forlag Perceval Press, der også har udgivet hans fotobog Horse Is Good – en visuel kærlighedserklæring til heste.
Viggo Mortensen er nemlig hestemenneske og en brændende fortaler for hestevelfærd. Især når det kommer til Amerikas vilde mustanger. Filmelskere ved, at han kan ride og ofte tager den hest med sig hjem, som han har redet på i film. Blandt andet købte Viggo Ureaus, hans hest i Ringenes Herre trilogien, da produktionen var færdig. De to knyttede et helt særligt venskab på filmsettet ifølge Viggo. ”Og så var der Kenny, ham red jeg i begyndelsen af De to Tårne (anden film i trilogien red.). Han var så nem og rolig, og jeg syntes, at Ureaus skulle have en ven.” siger Viggo (selvfølgelig skulle han det…).
Begge heste blev opstaldet hos en dyrlæge på New Zealand og modtog jævnligt besøg fra deres berømte ejer. Læs om hestene på Ringens Herre-filmene her.
En mustang i verdens hårdeste ørkenløb Efter at have spillet Aragorn i Ringenes Herre, indspillede Viggo i 2004 filmen Hidalgo. Den er løst baseret på legenden om en amerikansk distancerytter, Frank T. Hopkins, der med sin plettede mustang, Hidalgo (gentleman på spansk), deltog i det berømte 3000 miles Ocean of Fire løb tværs over ørkenen på den arabiske halvø mod beduiner på renracede fuldblodsarabere. Præmien var den nette sum af 100.000 dollars – og han vinder… selvfølgelig.
Dette skulle efter sigende have fundet sted i slutningen af 1800-tallet, selvom nogle forskere og historikere postulere, at Hopkins, tidligere rytter for pony-ekspressen og en del af Buffalo Bills Wild West show, har opdigtet historien.
Trailer for Hidalgo
At filme Hidalgo betød, at Viggo måtte tilbringe mange timer i sadlen. ”En stor del af forberedelserne, udover at sætte sig ind i hvad den historiske periode handlede om, var at ride så meget, som jeg kunne. Altså genvinde min balancen og blive fortrolig med den hest, jeg skulle ride i filmen,” fortæller Viggo.
”Jeg tror, din krop husker de ting, du lærte, da du var barn. Nogle gange kan du genetablere det, du kunne som barn bare ved at genopfriske det. Som dreng galoperede jeg i fuld fart uden sadel hen over markerne uden at tænke på huller eller myretuer. Men man er mere forsigtig som voksen, og man tænker meget på eventuelle konsekvenser. Hvis hesten springer rundt og ikke lytter til dig, når du rider uden sadel, så er det mere skræmmende!”
De to stjerner, hesten og skuespilleren, knyttede særlige bånd Viggo lærte at ride som barn, da hans familie flyttede til Argentina, det var også her, han lærte at tale flydende spansk.
”Den klassiske argentinske ridestil er ikke så forskellig fra det at ride western. Du bruger dine ben og rider med løse tøjler. Hidalgos træner, Rex Peterson, var en Nebraska Cowboy, og han hjalp mig rigtig meget.”
Peterson havde udvalgt fem rødbrogede heste til filmen. RJ, DC, Doc, Oscar og TJ. De havde alle forskellige talenter og opgaver på settet. RJ var blandt andet den bedste trickhest, DC bedst til de lange ridt, og TJ fik et helt særligt forhold til filmens stjerne. Viggo købte ham efterfølgende.
”Jeg havde ingen intentioner om at købe en hest fra filmen, men jeg kunne virkelig, virkelig godt lide TJ – også kendt som RH Tecontender. Han var kun omkring 150 cm i stang, lærenem og selv om han var hingst, var han meget afslappet under optagelserne. Han var ikke bange eller nervøs for lyset, kameraerne eller noget andet.”
Hans intelligens og evner var i så fin tråd med Hidalgos historie, fortæller Viggo også. Viggos egen karakter, Frank Hopkins, var en meget afslappet cowboy, der kun slog fra sig, hvis nogle gjorde grin med hans hest, som han kaldte ’lillebror’.
Nobody puts baby in a corner – and nobody hurts Viggos horse!
Problemet med de plettede heste Men før nogle af de mange action-scener i Hidalgo blev optaget, var der et stort problem med de fem ’Hidalgoer’. Som ved snefug, er der ikke to brogede heste, der ligner hinanden i pletter og form, og det at få dem til at synes identiske blev lidt af et mareridt. Frisører og make-upartister afprøvede alle de ideer, de kunne komme på – men intet virkede.
“Vi skulle i gang med at filme, og vi prøvede alle slags farver og make-up op hestene, men vi kom bare ingen vegne,” husker Peterson. Gode råd var dyre, men heldigvis introducerede Garrett Immell så en ikke-giftig form for maling, og det virkede perfekt. Lige pludselig var det svært at skelne hestene fra hinanden. (I dag er Immell kendt for sine proteser og special-effekts på store Tv-serier som The Walking Dead.)
Ingen heste kom til skade Action-scenerne er meget overbevisende på film, men som altid, skete der meget bag kamerarene for at skabe denne følelse af virkelighed. Et eksempel er scenen, hvor Hopkins og hans hest springer ud fra et kørende lokomotiv. For at det kunne lade sig gøre var gulvet i toget lavet af gummi, og selve lokomotivet blev trukket af en bil, der kørte meget, meget langsomt – knap og nap i gå-tempo. En stuntrytter, altså ikke Viggo, red på en af de malede stuntheste, og kameraets vinkel fik springet til at se højere ud, end det egentlig var.
Et andet sted i filmen leder Hopkins Hidalgo op ad en skibsrampe. Her møder de en meget utålmodig mand med en høtyv, og det udvikler sig til en nævekamp mellem de mænd. Alt dette fandt sted på et specielt bygget set. For at fange hestens opmærksomhed, stod træneren bag skuespilleren med stang, hvortil der var vedhæftet en klud. Hidalgo fokuserede på kluden og prøvede at bide i den, hvilket skabte illusionen om, at han var irriteret. Høtyven havde ingen skarpe ender, og kampen var øvet mange gange, for at give hesten mulighed for at vænne sig til larmen og uroen.
Den visuelt flotte væddeløbsscene
500 heste i den afsluttende scene Uanset om man er fan af filmen eller ej, så er det svært ikke at være imponeret af den sidste scene. Her slipper Hopkins sin elskede hest fri på Montanas prærie, og den løber frit med flokken af vilde heste.
Omkring 500 heste blev brugt til scenen. Det ser ud til, at de indhegnede heste bryder igennem et træhegn, men det er selvfølgelig nøje konstrueret. Fire træner stod inde bag flokken af heste og sørgede for at de løb ud ad åbningen, hvorfra de så løb omkring 2500 meter i deres eget tempo.
26 wrangler, film-personale, instruktøren og en helikopterpilot var klar til at tage imod hestene og filme de nødvendige scener. Der var selvfølgelig også dyrlæge til stede, og hestene blev talt og undersøgt efter hver prøve og efter den afsluttende optagelse.
En af bekymringerne med den specifikke scene var de mange gnavere og grævlinger, der levede i jorden, hvor hestene skulle løbe. Problemet blev løst ved, at de lokale Black Feet indianere fangede dyrene og transporterede dem væk fra filmsettet. Derefter blev der formet en ’hul-patrulje’ af film-crewet, der fyldte hullerne med jord og sten, så enkelte efterladte jord-boere stadig kunne finde vej ud, samtidig med at grunden blev gjort sikker for heste i løb. Det var den største scene med frie heste i løb, der nogensinde var filmet, og det hele varede ca. 4 minutter i den færdige film.
500 heste var med til gøre den scene til noget helt særligt
Hesten er stjernen Hidalgo fik blandede modtagelser af kritikere og anmeldeler, men en ting alle kunne blive enige om – der var mange fantastisk flotte scener, og Viggo Mortensen var en real-live troværdig heste-mand. Og derfor giver det mening at slutte artiklen af med et lille citat fra New York Times anmeldelse af filmen:
“Hidalgo er en smuk mustang med et hvidt ansigt og brune pletter over hvert øje.. Han har flere glamourøse close-ups end Joan Crawford havde i hele sin karriere (og også en meget bedre hår-stylist)...”
Så du med søndag aften, da TV2 sendte første afsnit i miniserien om Margrete den første? Trine Dyrholm spiller titelrollen som fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder, som var Margretes korrekte titel.
I dramaet indgår masser af heste, og netop disse dyr var ved at få skuespilleren til at sige nej til at medvirke i projektet.
Trine er nemlig langt fra begejstret for heste. Det fortæller hun i et interview på TV2. Faktisk har angsten været så dominerende, at hun indtil nu ellers har nægtet at medvirke i produktioner, hvor hun skulle sætte sig i sadlen.
“Jeg var nok overvældet af de kræfter, der er til stede i sådan et dyr. Egentlig har jeg altid været fascineret af heste, som, jeg synes, er meget smukke. Så det var ikke, fordi jeg ikke ønskede det. Men jeg havde aldrig redet før, og det var helt nyt for mig.”
Tøjlede angsten
Heldigvis besluttede Trine sig for at udfordre sin frygt – ifølge TV2 modtog hun rideundervisning og fik masser af støtte fra filmens instruktør Charlotte Sieling, der selv er rytter.
“Jeg fik den fineste hest, og vi havde nogle meget dygtige folk dernede til at hjælpe til. Så alt var godt. Og heldigvis kan man jo snyde lidt indimellem, hvis der er brug for det…
Jeg bliver aldrig den store rytter. Men jeg synes, at jeg fik kureret min angst for heste.”
Zappede du forbi DR2 søndag formiddag, så kunne du nyde flere timer i selskab med smukke heste, imponerende landskaber og forskellige kulturer.
Den canadiske antropolog og dokumentarfilmproducent Niobe Thompson rejste i 2018 rundt i verden for at blive klogere på hestens oprindelse – og det kom der “Equus” ud af.
DR beskriver filmen med følgende ord:
Der er ikke noget andet dyr, der har betydet så meget for menneskene. De er større, stærkere og hurtigere end os – og fra det øjeblik vi satte os op på disse storslåede dyr, var vores verden formet af hestekræfter. Den canadiske antroplog Niobe Thompson tager os med på en tur verden rundt og tilbage i tiden for at se på hestens historie. Hvad er det, der gør heste og mennesker så gode sammen?
Hesten ændrede alt. Men hvordan opstod båndet mellem os? Den canadiske antroplog Niobe Thompson vil undersøge, hvordan vores forfædre opdagede, at hestene kunne blive vores venner. Han vil rejse tilbage i tiden til de første ryttere – og se, hvor meget vi står i gæld til deres ukendte kultur. Hvordan fandt et menneske på at sætte sig op på en hest? Og hvem var de første mennesker, der red på heste?
Heste og mennesker har været på en lang rejse sammen. Men det vilde dyr, som vi tæmmede for længe siden, er nu blevet til over 400 vidt forskellige racer. Den canadiske antropolog Niobe Thompson dykker ned i hestenes historie. Han ser tilbage på menneskenes forhold til heste. Hvordan vi har formet hestene – og hvordan de har formet os.
Endnu en film om en væddeløbshest tænker du måske, og ja, det er en film om væddeløbshest, men det er også meget mere end det Det er historien om en kvindes ambition om at avle og træne en hest i sin hjemby.
Golden Globe og Emmy-vinder Toni Colette spiller kvinden Jan Vokes, der føler, at hun mangler noget i sit liv efter, at børnene er rejst hjemmefra. Da hun overhører Howard Davies (Damien Lewis) fortælle om hans erfaringer med et syndikat for en væddeløbshest, får hun blod på tanden.
En utrolig ide der samler landsbyen
Jan får overtalt sine naboer og venner til at investere i hendes højtflyvende ide, og de skaber et syndikat, der senere skal resultere i hesten ’Dream Alliance’ (f. 2001). Gruppen har stort set ingen erfaring i forhold til hestesporten, men de har hjertet med, og imod alle odds viser Dream sig at være en hest, der kan matche de milliondyre fuldblodsheste på banen.
Dream er ikke kun folkets Champion, han formår også at ændre livet for beboerne i den lille landsby, og han er et levende bevis på at drømme er mulige, hvis man bare har mod til at følge dem.
Dream Horse kan lejes eller købes på diverse streamingtjenester (bl.a. Viaplay), og filmen er vurderet til 6,9 på IMDB.
Dark Horse er den sande historie om væddeløbshesten Dream Alliance, der opstod som en ide hos bartender Jan Vokes i en lille glemt mineby i Wales, og derefter blev et fælles projekt for hendes venner og naboer. De oprettede syndikatet The Alliance Partnership, hvortil de 23 ejere betalte 10 pund om ugen. Derefter købte de en fuldblodshoppe og avlede et føl, uden at have nogen som helst forstand på hverken heste eller væddeløb.
Føllet blev kaldt Dream Alliance, og for syndikatet der ejede ham, var han meget mere end en hest. Han var drømmen om en bedre fremtid. Historien om Dream Alliance er også lavet som spillefilmen Dream Horse med Toni Colette i hovedrollen.
’Dark horse’
Da Dream skulle løbe sit første løb, blev der set noget skævt til den store langlemmede røde hest. Moderen havde løbet tre gange, og var blevet sidst to gange – og udgået en gang. Ydermere var Dream Alliance vokset op i en kolonihave, hvilket på ingen måde er optimale vilkår for en fremtidig sportshest. Men allerede i sit første løb, viste Dream potentiale, da han sluttede på en 4. plads. Et potentiale som Jan på ingen måde havde tvivlet på, han havde, og derefter begyndte en stime af successer for den røde hest.
Nyt håb i en glemt by
Så snart Dream begyndte at løbe, var han landsbyens hest. Han tilhørte dem alle, og den lille landsby fulgte stolte med, når Dream skulle på banen. Han blev et symbol på håb og fremtiden, i et samfund der kæmpede med arbejdsløshed og økonomi efter nedlukningen af minerne.
Da Dream vandt sit første løb var hele landsbyen samlet i pubben for at heppe på ham. At han, en hest fra en ubetydelig hoppe, avlet af en flok amatører, kunne gøre sig så godt i en sportsgren der oftest var forbeholdt eliten, gav en sjælden stolthed og håb for fremtiden hos alle, der havde fulgt hans rejse.
Hvis den hest kun havde 3 ben, ville stadig beholde ham!
Som i enhver god historie, skal tingene gå grueligt galt, før det bliver godt igen. Dream kom til skade med sit ene ben, og der var en stor chance for at han aldrig ville løbe igen. Behandlingen og genoptræningen ville løbe op i et gastronomisk beløb for Alliance partnerskabet, hvor mange af dem kæmpede med at få mad på bordet i dagligdagen Alligevel besluttede de enstemmigt at Dream skulle have chancen. Han var en af dem. Den røde hest kom sig over sin skade – og formåede et comeback, der skabte nationale nyheder.
De fleste hestefolk kender og elsker tegneren Norman Thelwells ponyer. Små tykke ponyer med både charme, selvtillid og lækkert hår, der udsætter deres ryttere for alskens forfærdeligheder, samtidig med at de med kærlighed udstiller hestefolkets mange finurligheder.
Nu bliver det muligt at opleve Thelwells pony-personligheder på det store lærred, da en film er på tegnebrættet, og skaberne søger den perfekte pony og pige til hovedrollerne i filmen.
Det rette glimt i øjet
Det er Blenheim films, der står bag filmen med titlen Merrylegs the Movie. Horse and Hound har spurgt instruktør Candida Brady om, hvad for en pony filmselskabet leder efter, og svaret lyder blandt andet:
”Filmen foregår i Wales, så jeg har tænker på en pony med et Welsh udtryk… men det er som at caste børn, det handler om glimtet i øjet og deres personlighed.”
Brady fortæller også, at hun er stor Thelwell fan, og da hun skrev på filmen, sagde hendes søn: ”Mor, det er det, du har ventet på hele livet!”
Udover en pony er filmen også på udkig efter en pige på 7-10 år, der kan spille hovedrollen, Penelope. I Thelwells tegninger var den lille pige med ponyen inspireret af hans datter Penny Jones.
Foto: Cartoonstock
Thelwells 100 års fødselsdag
Filmen er sat til at få premiere i 2023, hvor Norman Thelwell ville være blevet 100 år. Det bliver en film for hele familien, og skaberne håber, at den vil skabe fornyet interesse for en af Englands mest populære tegnere.
”Der er en hest i dit hus!” Sådan siger den unge Cole, da han flytter ind til sin far i Philadelphia og står ansigt til ansigt med faderens firbenede ven Chuck. Den nye Netflix film Concrete Cowboy (beton cowboy) med Idris Elba er baseret på bogen Ghetto Cowboy og tager udgangspunkt i urban ridning og hestehold blandt fattige afroamerikanere i storbyen Philadelphia.
Narko og hestemøg Helt basalt så handler filmen om den unge Cole (Caleb McLaughlin – kendt fra Stranger Things), der efter flere problemer med skolen flytter ind hos sin fraværende far, Harp, i Philadelphia. Harp, spillet af Idris Elba, er cowboy, hesteejer og medlem af det der hedder Fletcher Street Stable. I Philadelphia begynder Cole at leve et dobbeltliv. Om natten handler han med stoffer, og om dagen lærer han alt om at passe heste – og at blive cowboy som sin far. Efterhånden som Cole forelsker sig mere og mere i hestene og især i hesten Boo, bliver det svære og svære for ham at navigere mellem de to liv.
Idris Elba som Harp. Screendump fra Netflix.
Nogle gange sulter jeg, så min hest kan spise Selv om filmen er sat i et miljø, der er langt væk fra det, vi kender i Danmark, så er der alligevel nogle ting, som alle i hesteverden kan nikke genkendende til. Blandt andet da Cole skal balancere en trillebør fuld af hestemøg op ad en smal rampe i containeren, eller da han spørger en af de andre i stalden, hvad det koster at have en hest, og svaret er: ”Alt hvad du har. Nogle gange sulter jeg, så min hest kan spise.” Ja, sådan er det at elske sin hest, uanset hvor i verden man befinder sig.
Man kan da ikke have heste i byen Problematikken med at have heste inde i storbyen, og nærmere betegnet i den fattige del af byen, bliver også berørt i filmen, hvor en dyreværnsorganisation tropper op og tager hestene med. Filmen prøver ikke på nogen måde at forherlige det vanskelige i at holde heste inde midt i en by med begrænset plads og sammentømrede stalde, men fokus er på forholdet mellem mennesker og heste, om hvordan folk, der har så lidt, kan få så meget ud af omgangen med heste. At ride på en hest, at passe på en hest, at elske en hest – tre ting som både giver stolthed, tilhørsforhold og ro i en til tider kaotisk tilværelse. Hestene er et lys i mørket for de unge mennesker, der kæmper for at skabe en fremtid for dem selv.
Er det hele ren fiktion eller hvad? Nej, det er ikke ren fiktion. Der findes by-cowboys, de har heste midt inde i byen, og de bruger hestene til især at hjælpe unge mennesker væk fra gaden og det kriminelle miljø. De urbane ryttere i filmen kommer fra Fletcher Street Urban Riding Club, og de er en del af en hundredårig lang tradition omkring by-heste i det afroamerikanske fællesskab i Philadelphia. Der er også andre heste-communities uden for Philadelphia – som Horses in the Hood i Los Angeles, The Federation of Black Cowboys i Queens og ikke mindst Kensington Stables i Brooklyn.
Caleb McLaughlin som Cole. Screendump fra Netflix.
Et fællesskab om heste og børn Førhen var Fletcher Street rytterne en del af en stor urban hestekultur, der kan føres tilbage til 1940’erne, med mere end 50 stalde i Philadelphia. Desværre har arbejdsløshed, narkoproblemer og manglende jord, gjort det svært for foreningen at fortsætte. I 2008 blev det stykke jord, som foreningen gjorde brug af til hestene, inddraget i forhold til udstykning, og det betød, at medlemmerne fik store problemer med at finde plads til deres heste, og medlemstallet faldt drastisk. I 2014 fik Fletcher Street Urban Riding Club et nyt stykke jord, der kunne sikre mændenes store indsats med at få de unge mennesker væk fra gaden.
Hestene giver drengene stabilitet i livet Mange af drengene der benytter sig af Fletcher Street har ofte meget lidt støtte og hjælp i deres liv, og mændene fra Fletcher Street har taget det på sig at skabe et positivt miljø og en form for stabilitet for de unge mennesker. Fletcher Street er fast besluttet på at bevare sin arv, børn og heste, står der blandt andet på foreningens hjemmeside.
Og selv om Concrete Cowboy er en fiktiv historie, er mange af de ægte Fletcher Street ryttere selv med i filmen – det drejer sig om Jamil Prattis, Ivannah Mercedes, Albert C Lynch Jr og Mihcal Upshur. De afsluttende krediteringsscener er dedikeret til dem, så de kan fortælle deres historie, og hvor vigtigt fællesskabet og kulturen er.
Er du til storslåede naturbilleder, fantastisk dyreliv og ikke mindst vilde heste, så vil du ikke fortryde at bruge 50 minutter på dokumentaren: Australia’s Wild Horses Mountains om Australiens Vilde heste. Dokumentaren fortæller om hestenes liv i det fri, men også problematikkerne med det voksende antal vilde heste, og hvordan mennesker prøver at regulere bestanden på godt og ondt.
Se hele dokumentaren her
Vilde Heste i Australien Heste blev første introduceret til Australien i 1788 og brugt til arbejde på gårdene. Efterhånden som mere og mere af arbejdet blev industrialiseret og varetaget af maskiner, blev portene til gårdene åbnet, og hesten blev sluppet fri. I dag er estimeres det, at Australien har 400.000 vilde heste (også kaldet Brumby/Brumbies), hvor mange af dem lever i de Australske Alper og har stor indflydelse på økosystemet og især de sjældne dyr, der er en del af den australske natur.
I Darhat dalen i det nordlige Mongoliet forsvinder nomadernes heste. Hestetyve stjæler stammernes værdifulde heste og sælger dem for få rubler til russiske slagterier. Det vil Shukhert, en af Darhats ryttere, ikke finde sig i. Han sætter ud på en ubarmhjertig færd, hvor han følger tyvene gennem Mongoliet og hele vejen til den sibiriske grænse.
I 10 år har den franske instruktør og etnograf Hamid Sardar dokumenteret de sidste mongolske nomaders liv og kultur, og han bliver inviteret med på Shukherts rejse. Mellem stammernes indbyrdes rivalisering, smuglere og guldgravere finder Hamid ud, af hvad hestetyveri i Mongoliet betyder i dag. Med hans smukke billeder og sans for fortælling, tager Hamid seerne med på en bjergtagende og barsk rejse, hvor sikkerhed og retfærdighed bliver presset til det yderste.
VIMFF Grand Prize Le Cavalier mongol blev med dens fantastiske naturscener og unikke skildring af en hestekultur, der synger på sidste vers, udtaget til Vancouver International Mountain Film Festival (februar 2021), og her vandt dokumentaren Festivalens Store Pris (VIMFF Grand Prize).
Hele filmen kan ses nedenfor – men er dog med på fransk uden mulighed for undertekster.
Om filmen Instruktør: Hamid Sardar Oprindelse: Frankrig Varighed: 75 minutter
