Skip to main content

Tag: Nathalie Zu-Sayn Wittgenstein

Er du U25-rytter? Det måske lige dig forbundet søger

Når nuværende og kommende U25-ryttere inviteres til åben observationssamling, er det med henblik på at identificere og møde nuværende og kommende U25-ekvipager og deres personlige trænere.

Samlingerne finder sted den 11. december 2021 på Slangerupgård og den 12. december 2021 i Vejle Rideklub.

Tilmeld dig samlingerne her.

Hvem kan deltage?

  • Observationssamlingerne er åbne for ekvipager, der ikke allerede er i DRF’s U25-gruppe.
  • Ryttere, der er født fra 1998 til 2002.
  • Ekvipager, der har opnået min. 70 % i min. sværhedsgrad 5 ved B-stævner, og har anlæg for øvelser på Int. II og U25 GP-niveau. Det betyder, at det på nuværende tidspunkt ikke forventes, at ekvipagerne er fuldt ud konkurrence-forberedte til de nævnte sværhedsgrader.

Opfyldes kriterierne ikke helt, er egen træner meget velkommen til at kontakte holdleder Anne-Mette Binder for en drøftelse af potentiale og muligheder. Spørgsmål vedr. samlingerne besvares ved henvendelse til Anne-Mette Binder på mobil 25 34 99 98 eller e-mail amb@rideforbund.dk.

Kilde: DRF

Video: Vi går efter medaljer ved EM!

Dressurrytterne, der skal i konkurrence fra den 6. – 12. september, har været samlet på Julianelyst hos Agnete Kirk Kristiansen, inden EM i Hagen for seniorer og U25. Rytterne har redet program for O-dommer Leif Tørnblad og trænet sammen med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, ligesom de har arbejdet sammen med sportscoach Rasmus Bagger, og via teambuilding fået styrket sammenholdet. Nu får heste og ryttere lige et par dage hjemme i vante omgivelser inden turen går til EM i Hagen, hvor der er vettjek mandag.

Teamet til EM i Hagen: Charlotte Heering, Cathrine Dufour, landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Nanna Skodborg merrald, Daniel Bachmann Andersen, holdleder Anne-Mette Binder og landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen. Foto: Zibrasport Equest

Målet er mindst en holdmedalje

Nu er det tid til revanche fra OL i Tokyo, hvor landsholdet sluttede på fjerdepladsen efter Tyskland, England og USA – med USA ude af spil til EM, håber og tror landstræneren på en holdmedalje, selvom Danmark stiller med et næsten nyt hold, hvor kombinationen Cathrine Dufour og Bohemian er de gengangere fra OL, mens Nanna Skodborg Merrald kommer med Atterupgaards Orthilia og Charlotte Heering/Bufranco kom ikke til start ved OL. Ny på holdet er Daniel Bachmann Andersen med Marshall-Bell.

Hør landstræneren fortælle om målsætningen for senior og U25-truppen:

Video: Hør Nathalie give status fra OL-lejren

Hestene har klaret den 18 timers flyvetur til Tokyo fint, men de var trætte, da de ankom, fortæller landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fra stalden ved OL-stadion. Men heldigvis er de alle igen super friske.

OL stalden i Tokyo. Foto: Gitte Søby

“Staldene er virkelig fine, og der er dejlig med aircondition derinde”, fortæller behandler Gitte Søby, der sammen med dyrlæge Frederik Nielsen holder et vågent øje med hestenes sundhed, hun fortsætter: “Hestene har det faktisk rigtig fint inde i de store bokse”. Boksene er meget større end sædvanligt 4 til 5 meter og hestene får rigtig slappet af derinde.

Bohemian slapper af i sin store boks. Foto: Gitte Søby

“Efterhånden som hestene er kommet over den træthed, hvor de har sovet meget, så er der faktisk liv og glade dage blandt hestene, og de er rigtig glade alle sammen,” slutter Gitte Søby. Også Nathalie zu Sayn-Wittgenstein glæder sig over, at hestene takler varmen godt, så stemningen er god i den danske lejr.

Landstrænerteamet: Charlotte Heering og Bufranco er OL-reserven

Med kun tre uger til starten på OL i Tokyo er der fuld gang i forberedelserne i den danske dressurlejr. OL-eventyret starter nemlig allerede idag, mandag, hvor holdet drager afsted mod en uges karantæne i Aachen.

Reserven er vigtigere end nogensinde

I sidste uge blev hele OL-firkløveret offentliggjort, men indtil nu har det ikke været besluttet endeligt, hvem reservepladsen skulle tilfalde. Nu har landstrænerteamet officielt udnævnt Charlotte Heering og Bufranco som OL-reserven, og ifølge holdleder Anne-Mette Binder er netop reserve-pladsen vigtigere ved dette OL end hidtil: 

”Reserven indgår 100% på lige fod med resten af holdet i såvel Aachen som Tokyo. Den eneste forskel er ret beset, at man ikke er garanteret at deltage i de endelige konkurrencer. Reglerne for udskiftninger ved dette OL er desuden lavet betydeligt om, og det betyder, at der kan indskiftes reserver både op til selve Grand Prixen (efter hesteeftersynet) samt mellem Grand Prix og Grand Prix Special (holdkonkurrencen), så det er uvurderligt for os at have en så stærk reserve med”, afslutter hun.  

Den danske OL-holdsammensætning ser således ud:

Et sidste step inden Tokyo

Om blot få dage tændes den olympiske ild, men inden de fire ryttere og deres heste ankommer til Tokyo, skal de tilbringe syv dage i såkaldt karantæne i Aachen. Her er de omgivet af et stærkt team bestående af bl.a. landstræner, holdleder, hestefysioterapeut og landsholdsdyrlæge, og det er her, formen bliver finpusset, og de endelige detaljer kommer på plads inden jagten på medaljerne i Tokyo går i gang. 

Reserveheste med til Aachen

Både Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald har kvalificeret flere heste til OL, og ligesom flere andre nationer gør det, medbringer Cathrine og Nanna hver to heste i karantænen. Det betyder konkret, at både Bohemian og Vamos Amigos samt Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia skal med til Aachen. Det betyder dog ikke, at alle fire heste skal med til Tokyo, men det giver muligheden for, at den endelige beslutning om, hvilken hest de hver især skal have med til Tokyo, kan træffes helt op til afgang den 13. juli.

Kilde: DRF

Video: Bohemian tilbage i super form

Det var en udpræget fornøjelse at se Cathrine Dufour lave dagligt arbejde med Bohemian på OL-bootcampen på Blue Hors. Der hvilede igen ro over ekvipagen. Bohemian samarbejdede med Cathrine gennem deres træningspas. Og vi var mange, som drog et lettelsens suk, da han og Cathrine igen dansede sammen på dressurbanen i perfekt harmoni.

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. Foto: Zibrasport Equest

Det var noget af en forskrækkelse, da Bohemian blev skræmt og ikke ville på banen ved det internationale stævne i Compiègne i maj. Og parret dermed ikke kom til start. Som landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein udtaler i videoen i denne artikel, har det givet hende nogle søvnløse nætter. Derfor var det en glæde for alle, at Bohemian var tilbage, i ro med sig selv og sine omgivelser.

Senere i denne uge køre Cathrine og Bohemian til et internationalt stævne i Tyskland, for lige at sikre, samarbejdet er tilbage på rette spor igen, og indgyde noget tillid hos både hest og rytter.

Cathrine Dufour og Vamos Amigos ved dagens træning. Foto: Zibrasport Equest

I 2008 var Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby en del af landsholdet ved OL i Hongkong. Holdet, der desuden bestod af Anne van Olst og Andreas Helgstrand vandt OL-bronze, og den oplevelse er ganske særlig, fortæller Nathalie, men hun har stor tiltro til sine ryttere, og deres muligheder for at opleve det samme i Tokyo.

Bruttotruppen til OL er klar!

Følgende ekvipager er udtaget til bruttogruppen:

  • Carina Cassøe Krüth / Heiline’s Danciera
  • Cathrine Dufour / Bohemian
  • Cathrine Dufour / Vamos Amigos
  • Charlotte Heering / Bufranco
  • Nanna Skodborg Merrald / Blue Hors Zack
    • Reserve: Daniel Bachmann Andersen / Carso’ni (deltager ikke i bootcampen)

 
”Det er en meget stærk bruttogruppe, vi er endt op med, og uanset hvem der ender på det endelige OL-hold, så står vi stærkt som nation, og det føler både Nathalie og jeg os meget privilegerede over”, fortæller holdleder Anne-Mette Binder. Beslutningen om, hvem der skal udgøre det endelige OL-hold, samt hvilken af de fire ekvipager, der får reservepladsen, vil blive taget kort efter bootcampen. Dermed er der altså ikke længe til, at spændingen bliver udløst, og vi ved, hvem af de talentfulde ekvipager, der skal repræsentere Danmark i Tokyo.

Kilde: DRF

Disse ekvipager er udtaget til NM

Udtagelsen til de Nordiske Mesterskaber i Finland er som vanligt foretaget af landstræneren for U25- og seniorrytterne, men undtagelsesvist vil rytterne have følgeskab af landstrænerteamet for de unge ryttere, når stævnet løber af stablen i uge 26: 

”Nathalie og jeg beklager meget ikke at kunne være med ved NM i Finland. Årsagen er, at datoen falder sammen med OL-forberedende aktiviteter og karantæne i Aachen frem mod afrejsen til OL i Tokyo. Vi er taknemmelige for, at vores kolleger i landsholdsledelsen for Pony/JUN/YR har lovet at inkludere U25- og Seniorrytterne i deres opgaver i Ypäja og er sikre på, vores ryttere vil være i de bedste hænder”, fortæller holdleder, Anne-Mette Binder.

Følgende ekvipager er udtaget til NM:

U25:

  • Emma Skov / Cracker Jack
  • Karoline Rohmann / Jakas Don Louvre
  • Kathrine With Petersen / Hjorths Rapsody in Blue
  • Thea Bech / Dionisos

SENIOR:

  • Dennis Fisker / Delatio
  • Lone Madsen / Heslegård’s Rosmarin
  • Patricia Hvidt / Lepas Armani
  • Trine Mittag Jensen / Gammelenggårds Easy
     
    • Joachim Thomsen / Aarø’s Gandhi, 1. reserve
    • Sanne Svendsen / Hannah Montana, 2. reserve


Pr. dags dato ser bruttogrupperne således ud:

A-GRUPPE

  • Andreas Helgstrand
  • Anna Kasprzak
  • Carina Cassøe Krüth
  • Charlotte Heering
  • Cathrine Dufour
  • Daniel Bachmann Andersen
  • Lone Bang Larsen
  • Nanna Skodborg Merrald

B-GRUPPE

  • Agnete Kirk Thinggaard
  • Anna Zibrandtsen
  • Dennis Fisker
  • Helene Melsen
  • Trine Mittag Jensen

C-GRUPPE

  • Anne Troensegaard
  • Bettina Jæger
  • Lone Madsen (pr. 25/5)
  • Marianne Helgstrand (pr. 25/5)
  • Michael Søgaard

U25

  • Emma Skov
  • Josefine Hoffmann
  • Karoline Rohmann
  • Michaela Tækker
  • Sandra Hyrm
  • Thea Bech (pr. 25/5)
  • Victoria Vallentin

Kilde: DRF

Video: Vi skal hjem med en holdmedalje

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein overtog posten som landstræner for de hjemlige seniordressurryttere i 2017 – hun er nu også landstræner for U25.

Under DM i dressur fortæller hun til Zibrasport Equest, hvordan målsætningen er ved OL i Tokyo, og hvordan hun ser på dette års danske mesterskab.

Se med fra Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 med DM i dressur og paradressur.
Vi streamer alle tre dage – fra begge baner.

Start- og resultatlister

Nathalie: Der er stadig lektioner, der skal øves

I år er OL-år, det kræver en nøje planlægning, den helt rette forberedelse og managering af både ryttere og heste. Selv under ”normale” omstændigheder, kræver den optimale OL-forberedelse og sammensætningen af holdet meget planlægning, og rytterne skal vise og bevise deres værd og form for landstræneren. Det seneste år har været langt fra ”normalen”. Coronapandemien har betydet, at rytterne (og hestene) i den grad mangler stævnerutine. Derfor var der stor interesse for det internationale stævne i Hagen i slutningen af april, hvor de bedste danske ekvipager kom i konkurrence med topryttere fra bl.a. Tyskland, England og Sverige – nationer, som sammen med Holland og USA, traditionelt er i konkurrence om holdmedaljerne ved de internationale mesterskaber.

Som man kan læse i artiklerne fra Hagen på Zibrasport Equest, var der mange flotte, danske præstationer:
Nanna: Det var en god start
OL-kvalifikationen er i hus
Carina og Danse helt i top i Hagen
Nanna og Farrell brillerede igen i Hagen
Carina og Danse bedst i Specialen
82% til Nanna og Blue Hors Zack
Topplaceringer til Nanna og Daniel i søndagens Grand Prix

Ros til Nanna fra landstræneren
Især Nanna Skodborg Merrald fra Blue Hors fik stor ros fra landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein for sine præstationer i Hagen: – Det glæder mig, at Nanna har fået Zack til at se så glad og tilpas ud. Det er et par store sko hun skal fylde efter Daniel (Daniel Bachmann Andersen, der har uddannet hingsten til Grand Prix), men det mestrer hun. Det er virkelig flot.

Cathrine Dufour kom til start med sin kun 9-årige Vamos Amigos, om ham udtaler landstræneren: — Vamos Amigos udviklede sig under stævnet. Der er fortsat et stykke vej, specielt hvad galopprogrammet angår, men de har fundet ud af, hvor de skal hen sammen. I starten af Specialen så de fantastiske ud, så kom fejlridningen, og det kostede lidt på fokus, ro og overblik.

Der er lektioner, som skal gøres
Selvom Nathalie zu Sayn-Wittgenstein generelt var tilfreds med danskernes ridning i Hagen, så er der fortsat nogle lektioner, som skal gøres hjemme i træningen. Nogle mere end andre, men der er også heste til fremtiden. – Daniels (Daniel Bachmann Andersen) Marshall-Bell er bliver en hest til fremtiden. Den udviklede sig også under stævnet. Og sådan er det, når træneren står der hver dag, så rider man anderledes, det gør jeg også selv, bemærker Nathalie. Daniel skal ride Carso’ni ved et stævne i München, i håb om at han kan få den sidste OL-kvalifikation i hus. Landstræneren satser ikke på, at unge Marshall-Bell skal på et fly til Tokyo, men parret er fortsat i spil til EM i september, og til VM på hjemmebanen i Herning i august næste år.

Hvor skal rytterne hen for at forberede sig?
Det er vanskeligt at lægge planer for rytterne, for der er blot få internationale starter tilbage inden udtagelsen til OL i Tokyo. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Anne-Mette Binder arbejder på en plan for holdet og rytterne, så forberedelserne bliver optimale, og landstræneren får en chance for at sammensætte det stærkest mulige hold. Charlotte Heering skal nu til Mannheim, hun har været til en sidste træning hos Nathalie på Berleburg i Tyskland. Andreas Helgstrand/Fiontini og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera har deres OL-kvalifikation i hus, og som Nathalie bemærker gik Heiline’s Danciera det bedste hun har set længe i Hagen.
CHIO Rotterdam er flyttet til ”Aachen-weekenden”, det vil sige, sidste konkurrencedag bliver søndag den 4. juli, og der er sidste anmeldelsesfrist til OL mandag den 5. juli, og her skal holdhestene gå i karantæne i Aachen.

– Vi vælger ikke at tage til Rotterdam. Der bliver for meget køretid, når hestene skal i karantæne om mandagen i Aachen. Måske bliver der et par ryttere, som skal ride op mod hinanden i Rotterdam, for at afgøre, hvem af dem, som skal på holdet, men det håber jeg ikke, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Rytterne på bootcamp
I Pinsen er der DM i dressur ved Equitour, hvordan startfeltet præcist kommer til at se ud, er endnu usikkert. Det kommer an på, hvor der bliver startmulighed for de OL-aktuelle ryttere. Nathalie forventer dog, at Cathrine Dufour vil forsvare sit danske mesterskab med Atterupgaards Cassidy.

– Året har udviklet sig anderledes, end vi havde tænkt fra starten, erkender landstræneren, og hun fortsætter: – Jeg kommer til at rejse rundt til rytterne, for at træne dem hjemme, og så skal vi måske samle dem i en bootcamp i starten af juni. Det skal Anne-Mette og jeg lige se på, hvordan vi kan få til. Det er ikke den optimale forberedelse til OL, men det er det jo for ingen, slutter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Hesten bestemmer, hvornår den er klar til at changere, del 2

– Jeg lære mine heste at changere på et tidligt tidspunkt, omkring 4-5-års alderen, fortæller landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, og den holdning bakkes op af dressurtræner/rytter Anne Troensegaard fra Slangerupgaard.

Ryttere, som rider dressurchampionater på deres 6-års heste, finder ofte, at netop changementerne kan være helt afgørende for, om hesten bliver klar til konkurrence eller ej. Det kan også være changementerne, som gør championatsfinalerne for de 6-årige heste til en nervepirrende affære, og det kan være changementerne, som afgør klassen. Jeg har fulgt championatsfinalerne herhjemme og verdensmesterskaberne for unge heste gennem flere år. Hvor changementerne tidligere var en udfordring for mange, er det i dag ikke så udbredt et problem. De fleste heste forstår hjælpen og kan lave changementerne, de fejl som kommer er mere et resultat af fejl, der bare kan opstå i et program. Hestenes galopkvalitet er øget, ligesom hestene har fået en bedre egenbalance fra naturens hånd, og dette er med til, at gøre det lettere for hestene at lave changementerne.

Cathrine Dufour viser her et changement på Varmos Amigos ved den seneste træningssamling for rytterne i bruttotruppen.

Det er netop hestenes galopkvalitet, og deres gode respons på rytterens hjælp generelt, som afgør, hvornår Anne Troensegaard og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein begynder at lege med changementer. Og selvom man leger lidt med øvelsen, og laver den fx for enden af en diagonallinje, inden man vender ind på kortsiden, så skal changementerne være rene og gennemsprungne. Bliver hesten usikker eller måske hidsig, når man forsøger at lære dem at changere, er det for tidligt. Så gem øvelsen til senere, når hesten er blevet mere sikker, og klar til at tage imod hjælpen, er deres opfordring.

Anne Troensegaard, Slangerupgaard.

Anne Troensegaard: – Jeg begynder at lave changementer på de 4-årige heste, hvis de har en funktionel galop, og reagere på hjælpen. Føler man, at her ligger den godt for hjælperne, så kan man prøve at give den hjælpen til changement. Hvor det sker, kommer an på hesten, men ofte er det diagonalt ned til hjørnet på de unge heste. Ofte er det bare det ene changement, jeg laver, hvis jeg føler hesten er klar til det, og så kan det let gå et par uger, før jeg prøver igen.

Når hestene bliver lidt ældre, og har fået en større styrke i galoppen, og lært hjælperne bedre at kende, tager Anne igen fat på changementer. Og her er hun og Nathalie enige om, at det kan være en stor hjælp for rytter og hest, at indøve changementet på langsiden. Ud fra hjørnet rider man hesten ind i en schenkelvigning i galoppen ind på andet hovslag (sporet ved siden af hovslaget ude ved barrieren). Søg for at hesten både går frem og til siden. Den må ikke miste galoppen i øvelsen, og den skal fortsat være lige. – Når jeg mærker, hesten begynder at trække ud mod hovslaget for at få støtte fra barrieren, giver jeg changementshjælpen ud mod kontragalop, fortæller Anne og Nathalie samstemmende.

– På den måde bliver der ikke så meget spænding hos hesten, og changementet bliver ikke en udfordring eller et problem for hesten. Skal mine 5-års heste gå championater, indøver jeg ikke changementer i træningen op til konkurrencen, for her er det vigtigt, de kan holde kontragaloppen. Man kan tage fat på changementerne igen, når hesten har gået 5-championaterne, fortæller Anne Troensegaard.

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein: – Kan jeg, på de 4-årige heste mærke, at galoppen er afbalanceret, laver jeg changementet på diagonalen, men jeg kan godt lide at gøre det fra schenkelvigning i retvendt galop på langsiden og ud imod barrieren. Og her er hun og Anne Troensegaard altså helt på linje i deres tilgang til indøvning af changementer.

– Nogle heste koger op, når man begynder at lave changementer. Så må man lægge det lidt på hylden igen, og først få sikkerhed i hestens reaktion på hjælpere. Jeg lærer ikke hesten at gå kontragalop før den begynder at lave changementer, understreger Nathalie, og hun underbygger: – Jeg vil helst have, at hesten lære at lave changement så tidligt som muligt, når jeg kan mærke den psykisk er klar til det. Jeg skal være sikker på, at galopkvaliteten og balancen er til stede. Og det kan variere fra hest til hest. Der kan være 5-års heste, som skal arbejde lidt mere med galoppen og det grundlæggende inden man prøver med changementer igen. Det er derfor lidt hesten, som bestemmer, men som sagt, jeg er absolut ikke tilhænger af at lære hesten at gå kontragalop før changement. Det gør livet meget sværere for hest og rytter, og nogle heste, oplever jeg, bliver meget forvirrede, hvis de er arbejdet meget i kontragalop, hvor de ikke må changere, til at rytteren pludselig forlanger, nu SKAL de changere, slutter Nathalie zu Sayn-wittgenstein.

Du kan læse første del i serien om changement HER

Changement à tempo (flyvende changement)
Øvelsen udføres ved, at hesten fra at galoppere til den ene side skifter til at galoppere til den anden side uden mellemfaldende trin eller skridt, men direkte fra den ene galop til den anden. Changement à tempo foregår umiddelbart i forbindelse med det svævningsmoment, som efterfølger hvert enkelt galopspring. For at kunne udføre et godt changement à tempo er det derfor vigtigt, at galoppen er så energisk og springende, at der overhovedet er et svævningsmoment. Changementer à tempo, i daglig tale blot kaldet changementer, kan også udføres i serier fx.: for hvert 4., hvert 3., hvert 2., og for hvert galopspring.

Hesten skal, selv i serier, bevare energien, roen og letheden og være absolut ligeudrettet og udføre changementerne med så diskret og usynlig hjælp fra rytterens side som muligt. Galoptakten og hestens balance skal bevares også i serierne. For at muliggøre dette er det tilladt mellem changementerne at galoppere med lidt mindre samlingsgrad, end der ellers forlanges i samlet galop.

Changement for hvert 4. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage fire galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert 3. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage tre galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert 2. spring: Efter det indledende changement skal hesten tage to galopspring i samme galop inden det næste changement, idet landingen i det foregående changement tæller med.

Changement for hvert spring: Hesten changerer for hvert galopspring.

ALMINDELIGE FEJL er bl.a.:
• Changementet udføres uden tilstrækkelig energi.
• Hesten er ikke ligeudrettet i changementet.
• Hesten har vægten på forparten i changementet, så den topper op bag til.
• Hesten springer ikke lige langt ind under sig i changementerne til højre og venstre.
• I serier udføres de mellemliggende galopspring ikke på en lige linie, men zig-zag agtigt.
• Rytteren giver alt for tydelige hjælpere.

GRUNDFEJL er bl.a.:
• For- og bagben changerer ikke samtidigt (changementet bliver urent).
• Changementet udføres med samlede bagben.
• Der er ikke det korrekte antal galopspring mellem changementerne i serier.
• Hesten slår sig tydeligt fra.
• For- eller bagparten kastes til siden.
• Hesten ignorerer rytterens hjælpere og nægter at changere.
• Changementet udføres gennem trav.

Fra DRF’s fordringer til dressur

Landstræneren er positivt overrasket (video)

I dag er det sidste dag, hvor dressurrytterne i bruttotruppen er samlet til træning på Slangerupgaard. Denne træningssamling har budt på programridning for at give rytterne de bedste forudsætninger forud for en, forhåbentlig, åbning af stævnesæsonen. Som landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bemærker er meget usikker nu, hvor den stærkt aggressive EHV-1 virus hærger stalde i Europa ud fra epicentret i Valencia, Spanien.

Landstræneren skal sammensætte et konkurrencedygtigt hold til OL i Tokyo i slutningen af juli og til EM i Hagen i starten af september. Hun forventer ikke, at heste, der har gået OL, kommer til start ved EM, så i år er der flere pladser i spil til internationale mesterskaber for rytterne i bruttotruppen. Landstræneren er positiv efter denne samling, hvor flere ryttere har overrasket særdeles positivt. “Kampen” om OL-pladserne spidser til, og der er flere ryttere i spil til de tre holdpladser, og reservepladsen. Det var planen, at CHIO Aachen i juni/juli skulle være udtagelse til OL for det danske landshold, men da stævnet nu er flyttet til september, bliver det formodentlig CDI-Rotterdam, der bliver udtagelsesstævne.

Holdleder Anne-Mette Binder fortæller, at der planlægges en samling med A-truppen i slutningen af marts. Dette er naturligvis afhængig af, hvordan situationen udvikler sig i forhold til den aggressive EHV-1 herhjemme og i Europa.

Hør Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om status og forberedelse:

Nathalie: Forberedelserne til OL er i fuld gang

Bliver der OL i Tokyo i år eller bliver det aflyst? Det er noget, som bliver diskuteret vidt og bredt. Ingen kender svaret, for der er ikke et endegyldigt svar, men landstræner for dressurrytterne Nathalie zu Sayn Wittgenstein fortæller, at DIF (Dansk Idræts Forbund) har gjort det klart, at forberedelserne skal fortsætte uændret. – Vi går derfor ud fra, at OL finder sted, og vi prøver at få forberedt rytterne bedst muligt, fortæller Nathalie. Dressurkonkurrencerne finder sted den 24. og 25. juli (Grand Prix) den 27. juli Grand Prix Special (holdkonkurrence) og den 28. juli Grand Prix kür (individuel konkurrence).

For dressurrytternes vedkommende betyder det, at rytterne i A-truppen og enkelte fra B-truppen skal deltage i flere stævner for at få stævneerfaring, og blive set af de dommere, som skal dømme OL. A-truppen består af: Andreas Helgstrand, Anna Kasprzak, Carina Cassøe Krüth, Cathrine Dufour, Charlotte Heering og Lone Bang Larsen.

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var selv på det bronzevindende landshold ved OL i Hongkong 2008 med Digby. Foto: Elizabeth Law

– Når udendørssæsonen starter, vil der blive flere stævner, og så må rytterne bare være indstillet på at køre lidt længere for at få starterne, understreger landstræneren. Selvom rytterne er erfarne stævneryttere, skal de ud for at have styrket programridningen. Det arbejdes der også på ved den kommende træningssamling, hvor rytterne skal ride program for A-dommer Susanne Baarup

EM i Hagen og OL i Tokyo
Efter OL i Tokyo er det planlagt, at der skal være EM i Hagen fra den 7. til 12. september. – Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at nominere heste til EM, som har gået i Tokyo. Det er ikke god hestevelfærd. De ryttere som har to heste, kan holde hest nr. to i klar, og er de i form, så må vi se, hvordan det ser ud.

– Jeg har en fornuftig bred trup, og spændende yngre heste på vej, som Lone Bang Larsens Rosoff og Daniel Bachmann Andersens Marschall-Bell. Samtidig er Charlotte Heering og Buffanco i en fin formkurve, og Anna Kasprzak bliver også klar (efter fødslen red), ligesom Anna Zibrandtsen også er godt på vej. ”Så der er nogle, vi skal have støvet af”, som landstræneren siger. Hun fortæller, det har været skuffende for rytterne med de mange stævneaflysninger. Og værst er det med de stævner, som bliver aflyst i sidste øjeblik. Hvor rytterne har forberedt sig, og hestene er klar. Og for enkelte ryttere er det vigtigt at opnå de sidste kvalifikationer forud for OL og EM, og det har også været en udfordring under corona nedlukningen.

Anna Kasprzak og hendes OL-partner Donnperignon. Foto: Hans Brand

Anna Kasprzak og OL
– Jeg er med i OL-forberedelserne, men jeg vil sige det sådan, at det skal være en ualmindelig nem fødsel og baby til for det kan lade sig gøre, fortæller Anna Kasprzak, der har redet OL finale i London og Rio. Nu er hun højgravid, og har termin midt i marts. – Der skal der stå nogle og hive i mig og bede mig om at være med, hvis jeg skal til Tokyo, fortsætter hun. Hun fortæller, at hun er med på alle OL-informationer og akkreditering mv. – Men kan ikke lige se mig selv stå i Tokyo med en baby på fire måneder, også med corona i tankerne. Jeg går efter DM-start i maj, og Rock Star ser rigtig fin ud med Josefine (Hoffmann), og jeg har aftalt, at Fuhur kommer til Andreas Helgstrand for at bliver finpudset. Det er Annas plan at komme i sadlen på Rock Star, han er lettere at ”være på”, samarbejdsvillig og rar. Anna erkender også, at der nok bliver noget, som skal justeres på i forhold til balance mv. efter pausen.

– Jeg er nødt til at se, hvordan min krop tager det. Det har været begrænset, hvad jeg har kunnet holde mig i gang med under graviditeten på grund af forskellige udfordringer, forklarer hun.

– Jeg kommer stærkt igen, håber jeg, og hvis alting flasker sig, vil jeg være til start ved DM, ride nogle stævner forud for EM, og så være klar til det. Men det helt store mål for mig, er VM på hjemmebane næste år i Herning, det vil jeg rigtig gerne være en del af, slutter Anna Kasprzak.

Hvor er Danmark i medaljekampen?
– Jeg vil ikke kunne sige dig, hvor vi ligger i konkurrencen om medaljer, erkender Nathalie zu Sayn Wittgenstein. Hverken de danske eller udenlandske ryttere har haft mange starter, som kan indikere styrkeforholdene mellem de førende nationer (Tyskland, Holland, England, USA, Sverige og Danmark).

DM i dressur afvikles den 20. til 23. maj af Equitour i Uggerhalne. Stævnet bliver en del af udtagelsen til OL, hvor den endelige udtalelse finder sted ved CHIO Aachen den 25. juni til 4. juli, hvorefter OL-hestene går i karantæne.