Igen i år anerkender DIF (Danmarks Idræts Forbund) det store, uundværlige arbejde, de frivillige kræfter udfører i idrætsforeningerne. Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening vil udpege en vinder af de 100.000 kroner som er på højkant i præmiepenge. Vinderen afsløres i forbindelse med DR’s store SPORT 2022-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 7. januar.
Prisen uddeles til en forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats. Alle kan indstille en forening: medlemmer, frivillige, forældre og trænere, formænd osv. Så de, der har deres gang i og omkring jeres forening, har mulighed for at anerkende og fortælle om alle de fantastiske aktiviteter, I arbejder med. Også de ting, der rækker langt ud over det sportslige.
Hvilke kriterier bliver foreningerne bedømt ud fra?
Det kan være:
Om den har taget et betydeligt samfundsansvar for fx socialt udsatte, klimaet eller særlige målgrupper
Om den har haft succes med at skabe nye idrætstilbud og idrætsfællesskaber og/eller tilknytningsformer i foreningen
Om den har gjort en særlig indsats for foreningens frivillige eller i kampen om at få flere frivillige tilknyttet deres forening
Om den har lavet indsatser, som har stor betydning for lokalområdet og som er med til at skabe lokal sammenhængskraft
Om den har benyttet nye værktøjer og metode til at styrke foreningens drift, kvalitet eller fællesskaber. Fx gennem digitalisering
Om den har været nytænkende og visionære med det mål at fremtidssikre foreningens relevans og attraktion
Eller om den bare bør hyldes som Årets Idrætsforening på baggrund af noget helt andet!
Og så skal den indstillede forening være medlem af DIF (det er langt de fleste idrætsforeninger i Danmark)
Blandt alle de indstillede foreninger udvælger juryen de tre, der går videre til en afstemning.
Der er deadline på at indstille rideklubben til prisen den 8. november. Og den 18. november bliver de tre finalister offentliggjort og der bliver en afstemning, som alle kan deltage i.
Det nemlig sådan at indendørssæsonen løber fra 1. oktober til 1. maj og udendørssæsonen fra 1. maj til 1. oktober, i hvert fald når vi kigger på konkurrenceridningen i spring og dressur.
Og når nu det danske efterårs- og vintervejr er både koldt, blæsende, mørkt og fyldt med nedbør, er det ikke så tosset at kunne ride idenfor. Men hvad skal man egentlig være opmærksom på, når man skal til at konkurrence indendørs frem for udendørs? Vi har samlet 5 punkter der er gode at have in mente herunder.
Det er mere intimt at ride indendørs, og publikum og de andre ryttere kommer meget tættere på, end når der rides udendørs. Det kan derfor være en fordel at træne indendørs med andre ryttere og mennesker i hallen, inden man drager afsted til sæsonens første indendørsstævne.
Banerne er ofte mindre indendørs når der skal varmes op, og i springning er også konkurrencebanen mindre. Det kræver derfor også lidt tilvænning at finde det rette tempo og opvarmningsflow indendørs.
Bundforholdende er i langt højere grad de samme i hele indendørssæsonen end det kan være tilfældet udendørs. Du vil derfor oftere opleve at komme til den samme bund, som du testede da du var ude og banetræne inden stævnet, end tilfældet er udendørs efter en ordentlig regnskylle.
Lyset er anderledes indendørs, og forskelligt fra ridehal til ridehal. Det kan blandt andet give skygger, hvilket nogle heste kan reagere på.
Lyden er anderledes indendørs. Højtalerne er tættere på, hvilket i sig selv kan tage lidt af hestens opmærksomhed. Men lyden kan også være højere og mere rungende i en ridehal end udendørs.
Alle 5 punkter kan være gode at træne og være opmærksomme på, inden hesten pakkes og kursen sættes mod årets første indendørsstævne.
Herunder ser vi Andreas Helgstrand og Jovian, der ikke havde nogle problemer med atmosfæren indendørs, da de stillede til start hos Århus Rideklub i marts i år.
Når børn og unge starter til ridning, er de sjældent alene om at få deres gang i den lokale rideklub. I langt de fleste tilfælde er deres forældre nemlig med fra start, f.eks. for at hjælpe med at strigle, sadle op eller trække hesten rundt i ridehuset (hvilket også kan være et krav fra rideklubbens side).
For de forældre, der aldrig har haft omgang med heste før, kan mødet med ridesporten virke overvældende. Derfor har DRF nu – med støtte fra bl.a. DIF’s initiativpulje og sponsorerne Agria Dyreforsikring samt Equipage og Horse Guard – udviklet et e-læringskursus til de helt grønne rideforældre, som er gratis at tage. Kurset kan tages, allerede inden barnet starter til ridning, og kan understøtte, at forældrene får en god og sikker start i sporten, hvilket også kan påvirke deres engagement i klubben i en positiv retning.
Kurset kan naturligvis også tages af andre pårørende, der følgerne børnene og de unge i ridesporten.
Høje krav til rideforældre
Forældre er, ligesom i andre foreninger, en stor og nødvendig ressource, da de bidrager med frivillig drift og hjælp i rideklubben. Til forskel fra andre idrætsforeninger stilles der dog høje krav til forældrene i ridesporten, fordi de skal omgås et stort og levende dyr, som kræver nogle særlige hestemæssige kompetencer.
For at undgå ulykker og uhensigtsmæssige situationer er det nødvendigt, at de forældre, der ikke på forhånd har hestekendskab, lærer om hestehold og sikkerhed. På den måde opnås også en større kompetenceflade blandt dem, der færdes i rideklubben, og med flere kompetente ressourcer i rideklubben kan fokus i rideklubben ligge på at højne rideundervisningen fremfor kun at opretholde sikkerheden.
Videoer og vigtig viden
E-læringskurset indeholder temaer så som sikkerhed og håndtering af heste og rideudstyr. Det består primært af videoer, der helt lavpraktisk viser, hvordan man håndterer hesten og udfører de opgaver, der kræves af forældre, når ens barn går til ridning. Derudover indeholder kurset nogle tests, så forældrene kan teste deres viden inden for de forskellige temaer. Kurset giver dermed forældrene den mest basale viden om hesten som dyr og håndteringen heraf og klæder dem på til at kunne hjælpe deres barn med hesten i forbindelse med ridetimen.
Ved at tage kurset vil forældre opnå følgende kompetencer:
blive bekendte med basale sikkerhedsmæssige procedurer i en rideklub
blive klædt på til at hjælpe deres børn med hestene (klargøring, trækning, sikkerhedsudstyr)
opnå selvtillid til at tage ansvar for at hjælpe deres børn, og dermed hjælpe rideklubben
Let tilgængeligt for alle
Med e-læringskurset ”Hjælp! Mit barn er startet til ridning” får forældrene nu mulighed for at blive klædt på til deres barns første ridetime, og de kan tage kurset, hvor og hvornår det passer dem helt uden bekostning.
75 hold à op til otte ryttere fra hele landet har det seneste år redet point hjem i dressur, springning, military, voltigering, distance, forhindringsbane og kæphest i Agria og DRF’s VM-Holdturnering. Siden fredag har de 21 bedste hold samlet point i samme discipliner i finalen, som blev afviklet i spektakulære omgivelser under VM i Herning. Og her til eftermiddag blev vinderholdet endelig fundet, da Team Happy med 768 point løb med sejren.
2. pladsen i Agria og DRF’s VM-Holdturnering gik til Team Unbreakable med 658 point, mens 3. pladsen blev snuppet af Team Jagtrytterne med 656 point.
Meget vellykket VM-Holdturnering Ifølge Salgschef i Agria Dyreforsikring, Jens-Erik Majlund, har Agria og DRF’s VM-Holdturnering været særdeles vellykket.
”Det har været en kæmpe fornøjelse at følge kvalifikationerne og finalestævnet i Agria og DRF’s VM-Holdturnering. Turneringen sætter klub- og holdånd, fællesskab og det gode kammeratskab i højsædet sammen med konkurrencen i alle de forskellige discipliner. Det er grundstenen i klubarbejdet i DRF, og vi er glade og stolte over at være en del af dette. Agrias slogan i forbindelse med dette VM er ”Because all horses are champions”. Det samme kan man sige om VM-Holdturneringen med de dygtige heste og ikke mindst alle rytterne, der har være med i turneringen,” siger han.
Også i DRF er det stor begejstring over turneringen og ikke mindst taknemmelighed i forhold til alle de involverede parter.
”Denne turnering har kun været mulig, fordi så mange parter har engageret sig i den. Stor tak til alle de klubber, der har afholdt kvalifikationsklasser til deres stævner, til de ryttere, der med stort gåpåmod har kastet sig ud i nye discipliner, og til Herning2022, for at give os de vildeste rammer og mulighed for at skabe et kæmpe brag af en finale. Og så vil jeg gerne give mine medarbejdere et stort klap på skulderen, fordi de, især i den seneste tid, har knoklet i døgndrift for at for alt på plads,” siger Anne Silfwander, der er Klub- & Sportschef i DRF.
DRF og Agria Ponycamp er en ridelejr fra fredag til søndag, hvor der er fokus på det gode kammeratskab mellem rytterne, nye venskaber og kærligheden til hestene kombineret med muligheden for at lære fra de bedste inden for dansk ridesport i eksklusive omgivelser.
DRF og Agria Ponycamp er for dig, der er mellem 10 og 16 år, og som har mulighed for at medbringe egen hest eller pony. Der vil både være undervisning i spring og dressur, og der er plads til ryttere på alle niveauer. Det eneste krav er, at du skal kunne håndtere og passe din hest eller pony selv – og have mod på tre dage med heste, hygge og nogle af landets dygtigste hestemennesker.
Der er 20 pladser i spil til hver camp: 10 vindere, som får mulighed for at invitere deres bedste hesteven eller -veninde med. Derudover udlodder Agria fire pladser ud til medlemmer af Agrias PonyKlub.
DRF og Agria Ponycamp 2022 I år vil der være én DRF og Agria Ponycamp i den østlige del af landet og én DRF og Agria Ponycamp i den vestlige del af landet. Begge camps vil være spækket med sjove og lærerige aktiviteter kombineret med undervisning fra nogle af landets bedste trænere.
DRF og Agria Ponycamp i øst finder sted den 7.-9. oktober 2022 hos Riders Cup.
DRF og Agria Ponycamp i vest finder sted den 28.-30. oktober 2022 på Vilhelmsborg.
Sådan ansøger du Du ansøger om at komme med på DRF og Agria Ponycamp ved at lave en video, lægge den på facebook eller instagram og hashtagge #drfogagriaponycamp2022øst eller #drfogagriaponycamp2022vest alt efter hvilken camp, du ønsker at komme på.
Videoen skal vise dig og din hest eller pony og overbevise os om, at netop du og din bedste hesteven fortjener muligheden for at komme med på DRF og Agria Ponycamp.
Ansøgningsfristen er den 31. juli 2022. Vinderne får direkte besked den 9. september 2022.
Læs mere om, hvordan du ansøger, og få tips til den gode videoansøgning her.
Følg med på de sociale medier Følg med på DRF og Agria Ponycamps facebookside og instagramprofil, hvor der løbende vil blive delt nyt om campen, være konkurrencer og meget mere.
Søndag kunne Silkeborg Rideklub officielt åbne deres nye baneanlæg. Det skete under stævnet Jysk Rideuge, som lige nu og hele uge 29 finder sted på netop de nye baner.
Efter en åbningstale kom elevponyen Prop på banen med den guldsaks, som formændene for Silkeborg Rideklub og S/I Silkeborg Ridehal, Brian Krogh og Bo Heglingegaard, skulle klippe den røde snor over med.
Efterfølgende bød klubben på kage, bobler og sodavand til de fremmødte.
“Det er jo alt vores hårde arbejde, der er en realitet nu,” sagde en glad Brian Krogh efter åbningen.
Jysk Rideuge som mål
Baneanlægget, der består af to fiberbaner med ebbe-flod-system på 20*60 meter og 60*70 meter har været et stort ønske hos klubbens medlemmer.
Og det var da også netop en undersøgelse blandt klubbens medlemmer, der i oktober 2021 fik bestyrelserne i Silkeborg Rideklub, S/I Silkeborg Ridehal og støtteforeningen Gyngehesten til at tage beslutningen om, at banerne skulle blive en realitet – og det med en bagkant til den traditionsrige Jysk Rideuge 2022, bare otte måneder senere!
“Vi har hele tiden haft Jysk Rideuge som mål, og det har vi ikke på noget tidspunkt veget fra,” siger Brian Krogh.
Frivillige kræfter fik projektet i mål
Silkeborg Rideklub drives i høj grad af frivillige kræfter, og baneanlægget er i høj grad et resultat af en lille dedikeret gruppe, men klubben har også trukket på alle medlemmernes frivillige hjælp i løbet af foråret og sommeren.
“Arbejdsweekender, aftener med træfældning, mødre, der har malet dressurhegn, mens deres børn red, og et helt hold af køkkenarbejdere, der stegte en fryserfuld frikadeller på en lørdag, er bare noget af det, vi har bedt vores medlemmer om at bruge deres fritid på,” sagde bestyrelsesmedlem i Silkeborg Rideklub Signe Høirup Bertelsen i sin åbningstale.
Til gavn til hverdag og stævner
Baneanlægget betyder ikke kun muligheder for større stævner i fremtiden, men er også en gevinst i hverdagen.
“Vi får meget mere og bedre plads at ride på, og vi kan bruge banerne i en større del af året end de gamle. Vores elevryttere får den indhegnede bane til hverdag, så de får også langt bedre rideforhold,” siger Brian Krogh. Jysk Rideuge er allerede i gang på banerne og fortsætter med dressur til og med onsdag, hvorefter der er springning til og med søndag.
I begyndelsen af august begynder årets heste-begivenhed. VM i Herning bliver et tilløbsstykke, og har du lyst til at kigge på andre ryttere end f.eks. Cathrine Dufour, Andreas Schou eller hvem der ender med at blive udtaget, så glæd dig til finalen i Agria og DRF’s VM-turnering.
*Jf. finalebestemmelserne er det de 20 bedst placerede hold, eventuelt suppleret med det bedste hold fra Bornholm (såfremt der ikke allerede er et Bornholmsk hold blandt de 20 finalister), der kvalificerer sig til finalen.
Vi har i dette magasin fokus på både danske og udlandske topatleter, og vi har talt med tre af verdens allerbedste i henholdsvis paradressur, voltigering og islandsheste. Derudover kan du læse et portræt af OL-guldvinder i holdspringning Malin Baryard-Johnsson.
Du kan glæde dig til et stort interview med VM-bronzevinder i voltigering for hold, Amanda Staalsø, som du kan se i aktion til VM i Herning i august. Med resten af sit hold, BIS1 fra Billund Sportsrideklub, er hun nemlig allerede udtaget til at repræsentere Danmark.
Katrine Kristensen er nykåret dansk mester i paradressur for grad I, II og II med sin nye stjerne, Gørklintgårds Quater. Selvom partnerskabet er nyt, satser Katrine på at tilslutte sig Amanda og deltage i VM på hjemmebane om få måneder. Vi har taget en snak med hende om at pensionere Welldone Dallas efter PL i Tokyo, at pause elitesporten – og Quater.
Han topper verdensranglisterne i op til flere discipliner og har vundet så godt som alt, hvad der kan vindes i mesterskabstitler. Nils-Christian Larsen har viet sit liv til de islandske heste, og nu har han bosat sig i Danmark. Vi kommer tæt på den ydmyge nordmand, der aldrig bliver for god til at lære mere.
Og hvis du vil gøre disse stjerner kunsten efter, kan du starte med at læse de gode råd og tips til stævne, forberedelse og træning, som OL-rytterne Catrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Skodborg Merrald og Nathalie zu-Sayn Wittgenstein selv gør brug af.
I det faglige hjørne tager jordbrugsteknolog Karina Nymark fat på insulinresistens hos heste. Sukker kan nemlig blive farligt, og insulinresistens kan lede til forfangenhed og EMS. Hvad skal du være opmærksom på, og hvordan undgår du sygdomme og overvægt?
De frivilligansvarlige på VM 2022 skriver denne udgaves “Det sidste ord”, og vores dygtige bloggere har skrevet en masse spændende til jer i både BlogSpot (JJ Dressage) og til Månedens blogger (Dane in Canada)!
Glæd jer til d. 23. juni for abonnenter og 30. juni i løssalg
Om Riders NOTEBOOK
Riders NOTEBOOK er en del af Zibrasport Equest – og er et moderne magasin fra hestefolk til hestefolk.
Vi ønsker at skabe et flot visuelt magasin med kant og kvalitet, som både er relevant for dressurrytteren og familiemoren med sin islænder.
Vores magasin er fyldt med gode dybdegående artikler, små sjove noter, unikke og flotte billeder og inspirerende hestestof i øjenhøjde med læseren.
Visionen med magasinet er, at det skal henvende sig til en bred målgruppe – nemlig hesteentusiaster i alle afskygninger.
Riders NOTEBOOK favner bredden og skal skabe plads og inspiration til forskellige grene af hestesporten.
DRF og Agria Ponycamp er en ridelejr fra fredag til søndag, hvor der er fokus på det gode kammeratskab mellem rytterne, nye venskaber og kærligheden til hestene kombineret med muligheden for at lære fra de bedste inden for dansk ridesport i eksklusive omgivelser.
DRF og Agria Ponycamp er for dig, der er mellem 10 og 16 år, og som har mulighed for at medbringe egen hest eller pony. Der vil både være undervisning i spring og dressur, og der er plads til ryttere på alle niveauer. Det eneste krav er, at du skal kunne håndtere og passe din hest eller pony selv – og have mod på tre dage med heste, hygge og nogle af landets dygtigste hestemennesker.
Der er 20 pladser i spil til hver camp: 10 vindere, som får mulighed for at invitere deres bedste hesteven eller -veninde med. Derudover udlodder Agria fire pladser ud til medlemmer af Agrias PonyKlub.
DRF og Agria Ponycamp 2022 I år vil der være én DRF og Agria Ponycamp i den østlige del af landet og én DRF og Agria Ponycamp i den vestlige del af landet. Begge camps vil være spækket med sjove og lærerige aktiviteter kombineret med undervisning fra nogle af landets bedste trænere.
DRF og Agria Ponycamp i øst finder sted den 7.-9. oktober 2022 hos Riders Cup.
DRF og Agria Ponycamp i vest finder sted den 28.-30. oktober 2022 på Vilhelmsborg.
Sådan ansøger du Du ansøger om at komme med på DRF og Agria Ponycamp ved at lave en video, lægge den på facebook eller instagram og hashtagge #drfogagriaponycampøst2022 eller #drfogagriaponycampvest2022 alt efter hvilken camp, du ønsker at komme på.
Videoen skal vise dig og din hest eller pony og overbevise os om, at netop du og din bedste hesteven fortjener muligheden for at komme med på DRF og Agria Ponycamp.
Ansøgningsfristen er den 31. juli 2022. Vinderne får direkte besked den 9. september 2022.
Læs mere om, hvordan du ansøger, og få tips til den gode videoansøgning her.
Følg med på de sociale medier Følg med på DRF og Agria Ponycamps facebookside og instagramprofil, hvor der løbende vil blive delt nyt om campen, være konkurrencer og meget mere.
I Harridslev Rideklub bliver der arbejdet på højtryk, trænet og puslet om elevheste og -ponyer for at tage imod venner, familie og interesserede fra byen, når klubben holder Åbent Hus fredag den 17. juni fra kl 17-18.30.
Det giver anledning til at fejrer: Ridesportens Muligheder, som er en pulje under DGI/DIF, man kan søge støtte fra, for at få gang i foreningslivet efter corona.
”Vi har søgt og fået støtte både sidste år og i år,” fortæller en af klubbens ildsjæle, Karin Sørensen. ”Normalt har vi Åbent Hus i august, i uge 32, men der skal vi alle sammen til VM i Herning, så vi tænkte, det var en anledning til at prøve noget nyt. Samtidig vil vi bruge anledningen til at lave noget reklame for ridesporten.” Via puljen har de fået støtte til at indkøbe nogle soft bomme og cavalettisblokke til brug for rideklubbens mindste rytter og yngste heste. Og den nye efterårssæson bliver altså fejret i juni, bl.a. med at præsentere de nye indkøb i praksis.
Vi vil vise vores forskellighed
Harridslev Rideklub har erkendt, at man ikke, sportsligt, kan hamle op med de store private ridecentre, men via det gode breddearbejde i klubben, med variation i breddeaktiviteter, har klubben stor succes.
I foråret prøvede klubben at tilbyde voksne i lokalområdet rideundervisning på elevhold, og det er blevet en bragende succes. ”Vi er nærmest blevet bombet ned af folk, der gerne vil gå til ridning. Vi har startet 4 nye hold,” fortæller Karin, og det skal naturligvis også fejres. Det er hovedsageligt voksne, som har redet i deres yngre år, som nu finder tilbage til fællesskabet og hestene.
Hest på mange måder
Klubbens Åben Hus har til formål at vise, hvor bredt ridesporten favner, og samtidig gøre det til en sjov dag for klubbens ryttere. Mange af elevrytterne har aldrig været til elevstævne på grund af de seneste to års aflysninger og corona restriktioner. Derfor kommer de seje elevryttere i alderen fra 6-50 år, på banen med en opvisning, og så hædres de med et diplom.
Klubben har flere konkurrenceryttere, og to dressur- og springryttere vil inspirere til den del af ridesporten, mens to ryttere fra klubbens VM-hold konkurrerer i forhindrings cup.
Voltigering er nyt – og sjovt
For 10 måneder siden tog klubben fat på en ny disciplin, voltigering. Det har vist sig at være en succes, og har tiltrukket flere til klubben. Ved dyrskuet på Gl. Estrup var klubbens voltigerer inviteret til at give opvisning. ”Det var en vældig succes, og det har givet dem blod på tanden til at vise et indslag ved åbent hus. De er nu så langt, at de skal til deres første stævne i slutningen af august,” fortæller Karin, eneste minus ved den store tilgang klubben oplever er manglen på gode, sunde elevheste. Lige nu leder de med lys og lygte efter en rar, sund hest til voltigering og til voksenholdene.
Voltigeholdet (gymnastik på træhest og hest) viser grundarbejde på træhest og slutter af med gallatøj og stævneprogram, og nysgerrige kan få inspiration og snak ved træhesten bagefter. Kæphesteafdelingen har sat banen op, og man kan hverve sig en springtur og høre om klubbens HARK HAPPY HORSE KLUB for de mindste. I det hele taget skal klubbens Åben Hus bruges til at hverve nye medlemmer, og gøre reklame for sporten.
Og ja, piger må godt blive beskidte
”Vi er i hård konkurrence med omverdenens krav til, at de unge piger skal se pæne ud. De er bange for ikke at leve op til idealerne,” fortæller Karin. Det kan være svært at fastholde de 12 -15-årige i ridesporten, for omgangen med heste er sundt for både sjæl og krop, men man bliver også herlig beskidt med ridehjelmsfrisure og sorte negle.
”Vi har søgt og fået støtte til at lave en rideweekend for de 12 – 15-årige piger, Always Camp, støttet af Dansk Ride Forbund og Always for at få piger ind i sporten og fastholde dem. Målet er at invitere dem ind i fællesskabet igen, også selv de er på efterskole, så vi prøver at få dem tilbage til os. Vi skal være med til at fastholde dem i at svede være i bevægelse, og stå ved deres sport.”
Vær ikke bange for at søge
Som man kan læse, har klubben fået midler tilført fra fonde, og Karin understreger, at man ikke skal være tilbageholdende med at søge. Ofte kræves blot en lille forklaring og et enkelt budget, og god tålmodighed.
VM-holdturneringen har skabt gode kontakter og venskaber mellem flere klubber, fortæller Karin Sørensen, og i sommerferien inviterer Harridslev Rideklub de nye venner på hygge og voksen voltigering.
Lige nu er fokus dog på at få alt klart til Åbent Hus, og den efterfølgende fællesspisning med grillmenu for 100 personer.
Flere børn fra familier på kontanthjælp kan nu finde vej til idrætsforeningerne og færre risikerer at falde ud af idrættens fællesskaber. Det bliver ifølge DIF konsekvensen af en ny politisk aftale om kontanthjælpssystemet, der blev indgået i dag. Fremover får børn i kontanthjælpssystemet et fritidstillæg på 250 kroner om ugen. Det kan blandt andet bruges til kontingent i den lokale idrætsforening og udstyr/beklædning i den forbindelse.
”Alle børn skal i vores optik have mulighed for at deltage i foreningslivet, og det uanset forældrenes indkomst. Foreningslivet er en central nøgle til at sikre at alle børn og unge bliver en del af samfundsfællesskabet, og det uanset familiens økonomiske situation. Vi er derfor meget tilfredse med at man fra ministeren og bredt politisk har lyttet til vores ønske,” siger formand for DIF, Hans Natorp.
Tidligere undersøgelser har vist, at noget af det, som danskerne forbinder mest med fattigdom, er hvis en voksen ikke har råd til at sende sit barn til idræt i fritiden. Og hvis pengene er meget små, så er et kontingent til en idrætsforening noget af det, som risikerer at blive skåret fra. Det nye fritidstillæg skal modvirke den situation.
”Det er vigtigt, at alle børn i Danmark har muligheden for at være en del af idrætsforeningslivet. Både af hensyn til den fysiske trivsel, men i lige så høj grad den mentale trivsel og sociale fællesskab. Alle børn skal i vores optik være en del af et foreningsfællesskab. Derfor et dette forslag en vigtig håndsrækning til de mange børn, som af økonomiske årsager risikerer at stå udenfor,” siger DIF-formand Hans Natorp.
Om fritidstillægget:
Gælder børn i kontanthjælpssystemet. Fritidstillægget er på 250 kr. skattefrit pr. barn pr. måned (max 1.000 kr. pr. familie). Hvis en familie har flere end fire børn vil fritidstillægget være møntet de ældste børn.
Fritidstillægget kan anvendes bredt til barnets kultur- og fritidsliv. Blandt andet til fritidstilbud, herunder sportsaktiviteter og udstyr/beklædning i den forbindelse.
For at sikre, at fritidstillægget kommer børnene til gavn, skal forældrene hver tredje måned dokumentere med kvitteringer, at mindst to tredjedele af det udbetalte fritidstillæg er blevet brugt på børnenes fritidsaktiviteter.
–
Bag aftalen står regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Før påske offentliggjorde Danmarks Idrætsforbund (DIF) medlemstallene for 2021. Akkurat som i 2020 har idrætten også i 2021 været ramt af perioder med skrappe corona-restriktioner eller deciderede nedlukninger, men trods de barske omstændigheder er det lykkedes ridesporten at skabe en medlemsfremgang i 2021 på 1,4%. En stor del af æren for det skal tilskrives DRF’s medlemsklubber, lyder det fra DRF’s direktør Morten Schram Rodtwitt.
”Det er naturligvis meget positivt, at ridesporten igen oplever medlemsfremgang – og det endda efter to hårde med corona-nedlukninger, hvor vi også i ridesporten var særdeles udfordrede på at få dagligdagen til at hænge sammen. Klubberne har været vanvittigt dygtige til dels at fastholde medlemmerne, men også til at tage de mange nye initiativer og tiltag med fokus på netop fastholdelse og rekruttering af medlemmer til sig. Og det ser ud til at virke”, fortæller han.
En beskeden, men vigtig fremgang
En samlet medlemsfremgang på 1,4 % er naturligvis forholdsvis beskeden, men kigger man nærmere på tallene, er der flere positive tegn at spore. I de to ungdomsårgange, 0-12 år og 13-18 år, har ridesporten en samlet nettofremgang på 778 medlemmer, og det kan få flere positive betydninger, fortæller Morten Schram Rodtwitt.
”Dels er det med til at styrke rideklubbernes elevskoler, det vil øge interessen for at starte stævner, og i et mere langsigtet perspektiv øger det puljen af voksne ryttere i 40+ aldersgruppen, som er en gruppe, vi arbejder målrettet på at rekruttere.”
Gen-rekruttering af voksne (kvinder) virker
Og netop DRF’s målrettede indsats omkring at gen-rekruttere voksne til ridesporten ser ud til at virke – dog primært når det gælder kvinder. Antallet af kvinder i aldersgrupperne 25-59 år og 60+ år stiger nemlig samlet set med 491. Desværre mister sporten samlet set 203 mænd i de samme alderskategorier, og den samlede medlemsfremgang blandt de voksne er derfor reelt 291.
”Vi er utroligt glade for at se, at vores arbejde med at få de voksne ryttere i 40+ aldersgruppen tilbage i ridesporten bærer frugt. Vi har erkendt, at det er svært for os at fastholde medlemmerne i de unge voksenår, hvor de ofte fokuserer på uddannelse, karriere og familie, og derfor fokuserer vi i stedet på at gen-rekruttere dem senere hen – primært i 40+ aldersgruppen. Samtidig er det naturligvis ærgerligt, at vi fortsat mister mændene, og derfor er det yderst kærkomment, at der det seneste år har været et øget fokus på drenge/mænd i ridesporten. Man kan håbe, at gode initiativer såsom foreningen ’Drenge i Ridesporten’ kan være med til at påvirke udviklingen i en positiv retning fremadrettet”, lyder det fra Morten Schram Rodtwitt.
Det er DRF’s forhåbning, at medlemstallet for 2021 er startskuddet til en længere årrække med medlemsvækst for ridesporten, og forbundet vil gøre sit for at understøtte den positive udvikling. Derfor knokler DRF’s udviklingskonsulenter videre sammen med klubberne for at igangsætte aktiviteter, der kan styrke både fastholdelsen og rekrutteringen af medlemmer fremadrettet.
Fakta om idrættens medlemstal
I idrætten generelt oplyser DIF og DGI, at det samlede medlemstal er steget med 12.101 medlemmer i 2021. Det samlede medlemstal for DIF og DGI er nu på 2.228.776.
De fem største idrætter samlet under DIF og DGI er:
Fodbold: 355.147 (+33.925)
Gymnastik: 260.043 (-14.060)
Svømning: 223.138 (-1.619)
Golf: 168.129 (+10.625)
Fitness: 156.654 (-16.029)
Tallene i parentes viser vækst/fald fra 2020 til 2021.