Skip to main content

Tag: træningsmetode

5 tips til et bedre sæde

Et bedre sæde vil også forbedre din forbindelse til hesten, og derfor er netop det perfekte sæde den hellige gral for mange ryttere. Som rytter er drømmen at sidde stille, være stærk og stabil i sin core, med stille ben og den perfekte lige linje mellem skulder, hofte og hæl.

Her følger 5 tips, der kan hjælpe dig til at opnå drømmesædet

  1. Forstå dine stærke og svage sider
    For at blive bedre er det vigtigt at være realistisk omkring, hvad du er rigtig god til og hvor du kan sætte ind for at blive bedre, og holde fokus på dette.
  2. Rid uden bøjler
    Du har hørt det 1000 gange, men det virker. At ride uden bøjler styrker dit sæde, og giver samtidig en stabil workout, der kan mærkes i mave- og lårmusklerne.
  3. Prøv en simulator
    De senere år har hestesimulatorer vundet mere og mere indpas, og det er der en rigtig godt grund til. Simulatoren fanger nemlig hurtigt de mindste ubalancer, og giver dig mulighed for at rette på din opstilling. Udviklingen kan du følge live på skærmen, og se hvilken effekt de små tilrettelser gør.
  4. Luk øjnene
    Det skal du selvfølgelig gøre under sikre forhold, og ikke mens du galoperer afsted ude i skoven. Prøv f.eks. at skridte op ad midterlinien med lukkede øjne og hold fokus på at ride lige. Få en til at longere hesten, mens du lukker øjenene, og virkelig mærker hestens bevægelser. Mange bliver overraskede over hvor meget de andre sanser tager over, når man fjerner synet.
  5. Styrk din egen krop
    Brug tiden ude af sadlen på at styrke din krop til at performe bedre i sadlen. Det er blevet mere og mere almindeligt at ryttere træner ved siden af ridningen. Det er der en helt simpel grund til – det virker. Jo stærkere din krop er ude af sadlen, og jo bedre balanceret du er, jo nemmere har du ved at hjælpe din hest, og optimere dit sæde, når du sidder i sadlen.

Læs også: Ryttertræning: Halvdød due, frø og universalstræk

Bliver du sprunget ud af sadlen?

Har du problemer med at blive i balance med din hest over forhindringerne? Du bliver måske af og til sprunget ud af sadlen, hvilket gør det svært at komme tilbage i balance. En hest med masser af power, eller med en usædvanlig springteknik, kan nogle gange gøre det vanskeligt at blive i sadlen, særligt når forhindringerne bliver større.

Selvom det tager tid at forbedre din egen teknik får du her 5 tips til at komme tilbage på plads, efter forhindringerne.

1. Check sadlen

Nogle gange kan problemet findes i udstyret. Hvis du virkelig kæmper med en bestemt hest, eller i en bestemt sadel, så lån en anden, og se om problemet fortsat er det samme. Hvis sadlen ikke passer dig, og er enten for smal eller for bred, kan problemet måske løses ved at skifte sadel. Det samme gælder længden på stigremmene. Tjek at længden er passende, således at din underschenkel stabil, selv over de store spring.  

Læs også: 3 tips til at se den rigtige afstand

2. Rid fremad

Med heste der har et stort spring, kan problemet være at du ikke har nok galop henimod springet. Du kan komme til at gøre dig selv en bjørnetjeneste, hvis du holder galoppen for kort, eller for samlet, i et forsøg på at springet så også bliver kort og samlet. Hvis hesten ikke har nok galop, kan du risikere at den i stedet overkompensere over forhindringen, og giver dig et endnu større spring. Selvom det er fint at hesten har kapaciteten til at komme af jorden, selv når det ikke er meget galop hen til springet, er det i det lange løb også meget opslidende, hvorfor du altid skal sørge for at have en god galop i tilridningen.

3. Rejs dig ikke for tidligt

Selvfølgelig ønsker du ikke at siddet oppe mellem hestens ører to galopspring efter du er landet, men samtidig kan følelsen af at blive sprunget ud af sadlen, være endnu værre, hvis du forsøget at sætte dig op igen for tidligt efter nedspringet. Hvis du sætter dig op, mens hesten færdiggører springet, vil du typisk komme til at bumpe i sadlen, og få følelsen af at blive efterladt af hesten. Hvis du tænker at dette kunne være dit problem, kan du prøve at blive i letsæde indtil et galopspring efter du er landet, og se om det gør en forskel. 

4. Arbejd med bomme og gymnastikspring

Byg nogle nemme bomøvelser, og gymnastikspring, i en højde der er overskuelig for både dig og din hest. Formålet er at springene kommer “af sig selv”, og at du derfor kan fokusere på din egen position på hesten over springet uden at tænke på afstand, galoppen eller andet. Find eventuelt en underviser der kan hjælpe dig med de rette øvelser, og øv dem igen og igen.  

Læs også: Jessica Toelstang gymnastikspring

5. Træn travspring

Så snart du føler at din position forbedres, kan det være en fordel at træne travspring. Netop travspring kan hjælpe dig til at få en større sikkerhed over forhindringen. En hest springer naturligt mere af jorden i trav, end i galop, da rytmen er en anden, og ikke naturligt giver anledning til afsæt. Du kan derfor kopiere følelsen af et større spring, når springet tages i trav, samtidig med at selve springet holdes mindre, og du har bedre tid til at forberede afsættet. Fokuser på din kropsposition, mens du traver henimod forhindringen. Her skal du sikre at underschenklen ligger stille ved gjorden, også i afsættet.

Kilde: FEI

Blogspot: Horsemanship er vejen til den succesfulde hest

“Det vigtige ved horsemanship er hestevelfærd og kommunikation mellem hest og menneske, at skabe balance og harmoni.” Sådan skriver den nykårede PEEK vinder 2022, Victoria Isabell, i et af sine blogindlæg i konkurrencen. For Victoria er det vigtigt ikke kun at træne hesten fra hesteryg, men også fra jorden. Selvom nogen måske vil mene, at det er spild af tid, så oplever Victoria, at det skaber tryghed for hesten gennem ekstra tålmodighed i træningen, som giver hesten mulighed for at blive tryg ved nye ting uden pres.

Læs også: Victoria vandt PEEK: Jeg kan slet ikke sætte ord på det

“Giver du dig nogensinde tid til bare at gå en tur med din hest? Kan din hest gå korrekt i snor?”, spørger Victoria i indlægget. “Det kan faktisk være vildt svært at lære en hest at gå korrekt. Den må ikke gå og skubbe til dig, gå for hurtigt eller gå for langsomt,” fortsætter hun.

Få Victorias personlige erfaring med horsemanship i indlægget på Riders NOTEBOOK i indlægget “Horsemanship er vejen til den succesfulde hest” her.

Victoria Isabell Cramer og hendes hest. Foto: Privat

Blogspot: Hvorfor du skal bruge telefonsælgertricket, når du træner din hest

Kender I det…. telefonen ringer, du tager den, og i den anden ende er en person, du ikke kender, der som det allerførste stiller dig et helt elementært spørgsmål, du simpelthen ikke kan svare andet end ja til? Eksempelvis: Hej Anne, det er Markus, jeg skal lige høre dig, om du går op i, at dyr ikke skal lide? (Hvem kan svare nej til dette?). Dette kalder Anne Søndergaard for “telefonsælgertricket” i sit seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

Læs også: Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

Telefonsælgertricket kan være ualmindeligt irriterende, når det bliver brugt imod dig i telefonen, men strategien bag kan du faktisk tyvstjæle, når du skal træne din hest. Det handler i bund og grund om at stille hesten en opgave, som den rent faktisk kan løse. Bliv klogere på, hvordan du i praksis kan bruge tricket i din egen træning i blogindlægget, hvor Anne giver konkrete eksempler.

Læs hele indlægget på Riders NOTEBOOK her.

Træning af hest. Foto: Canva

3 tips til at se den rigtige afstand

Som det er med de fleste elementer i ridesporten er der ikke en bestemt vej, der er den rigtige for alle.

Hvis du kæmper med at finde den rigtige afstand til forhindringerne, når du springer, er der her 3 simple tips du kan prøve, og som forhåbentlig vil hjælpe dig til at overvinde forhindringerne fejlfrit før du ved af det.

1. Fokuser på galoppen først

Teorien er, at har du den rette grundgalop, i god rytme og balance, betyder det ikke så meget om du kommer lidt for tæt eller lidt for stort på forhindringen. Hesten vil i høj grad selv være i stand til at lave små justeringer inden afsættet, hvis den er i god balance i det rette tempo.

Hvordan finder du så den gode galop?
En god øvelse er at sætte et lille spring op på en 20m volte og galopere henover det og herefter fortsætte rundt på 20m volten. Du skal nu prøve at ramme det samme antal galopspring rundt på volten hver gang, hvilket er sværere end man måske skulle tro.
En anden god øvelse er at lægge bomme på jorden med 6 galopspring mellem, og finde den rigtige afstand imellem dem. Det er her vigtigt at have for øje, at de 6 galopspring kan være meget forskellige alt efter om man rider netop bomme på jorden, eller to store spring efter hinanden.

“Det vigtiste her er at galoppen har den rette rytme, når du rammer linjen, så du ikke skal til at ændre på den 3 galopspring før forhindringen. Det er her afstand ofte bliver noget rod”

2. Træf en beslutning

Det er oftest bedre at springe fra en kort bouncy galop, frem for en lang flad galop. Hvis hesten bliver lang, er sandsynligheden for nedslag større.
Selv når du rider fremad, skal fokus være på en opadbakke tendens i galoppen. Har du hesten fremmeforan dig, vil forhindringerne også i højere grad komme til dig, og du vil undgå følelsen af at skulle jagte springene. Som rytter skal du altså lære at vente på forhindringerne kommer til dig. Formålet med dette er at du får mulighed for at fokusere på den rigtige opadbakkegalop og rytme.
Nogle gange er det dog nødvendigt at træffe en beslutning der bryder rytmen, for ikke at få en vane med altid at komme for tæt eller for stort til forhindringen. Det er hverken hest eller rytter tjent med.

Hvordan gør jeg det i praksis?
Søg for at hesten er i god balance i en god galop og er fremme for din schenkel. Her vil du nemlig have mulighed for både at komme en smule tilbage, og trykke en smule frem, uden at bryde den gode rytme, hvis det skulle blive nødvendigt.

3. Øv dig, øv dig, øv dig

Du kan selvfølgelig ikke springe baner på 140cm hver dag, men mindre kan også gøre det. Du kan lave masser af bomøvelser, spring små spring, og bruge tid på at se andre springtræne.
Bomme på jorden med forskellige afstande hjælper dig i høj grad til at træne dit øje og se den rette afstand, men det hjælper dig også til at få den rette rytme i galoppen hen til forhindringerne. Du kan måske med fordel bygge en hele springbane, bare med bomme på jorden og øve afstande og rytme.
Sidst men ikke mindst kan det være rigtig godt at se andre træne. Holde øje med hvoprdan de løse problematikker og hvordan de sikrer en god rytme og et godt flow på springbanen.

Kilde: FEI

5 tips til at forbedre den øgede trav

Øgningen er en rigtig god øvelse, også selvom du ikke har nogen intentioner om at skulle ud og starte dressurstævner.

Start med traven

Før du begynde at øge tempoet i galop, bør du træne øgninger i trav.

Hvad end din hest er grøn og måske ung og kun i den spæde begyndelse af sin uddannelse når det kommer til øgninger, eller den er mere erfaren men har brug for at forbedre sine øgninger, kan disse 5 tips hjælpe dig til at forbedre dem.

1. Prøv udenfor

Når du introducerer øvelsen for din hest, kan det godt være pladskrævende at få den til at øge sin trav. Ved at flytte træningen udenfor, f.eks til en tur i skoven eller ud på en mark, giver du hesten plads nok til at forstå og udføre øgningen, uden at du behøver at korte tempoet i hjørnet og på kortsiden.

2. Stop når hesten mister balancen

Du får måske n ogle virkelig hurtige skridt, men hvis du føler at hesten pludselig skynder sig afsted, bliver ujævn i sin bevægelse eller måske prøver at springe an i galop, har du mistet balancen i den øgede trav.

Hvis du føler at du begynder at miste balancen, tag en halvparade, rid en lille cirkel og bed så igen om de øgede travtrin.

Læs også: Så mange repetitioner tager det for en hest at lære en ny øvelse

3. Gå efter større skridt, ikke hurtigere skridt

Det kan være svært at mærke forskellen på større skridt, og hurtigere skridt.

Prøv at forestille dig at du går op ad en trappe. Hvis du går op ad trappen, og tager et skridt ad gangen, er det arbejdstrav. Hvis du tager to skridt ad gangen er det øget trav. Dine skridt er større og længere, men du løber ikke forhastet op ad trappen.

4. Kort traven inden øgningen

Før du beder hesten om at øge traven er det vigtigt at aktivere hestens bagpart, og flytte vægten tilbage.

Hvis du ønsker at lave en øgning ned ad langsiden eller på diagonalen, er det en god idé at korte traven på kortsiden og ud af hjørnet, inden du beder om øgningen. Du skal tænke på at bevare energien og gøre klar til at udlede denne i øgningen.

5. Travbomme som hjælpemiddel

Travbommene kan hjælpe dig med at forbedre affjedringen i traven og kan også hjælpe med at regulere rytmen. For at få succes med travbomme, skal du alliere dig med en person, der kan stå på jorden. Start med at bommene ligger med en komfortabel afstand for dig og din hest, og trav over dem et par gange i letridning. Dette vil hjælpe din hest til at slappe af og løfte ryggen og bommene.

Få din hjælper til gradvist at øge afstanden mellem bommene, indtil travttrinene er tydeligt længere. Det er vigtigt at du samtidig giver hjælpen til øget trav, så din hest vil forstå signalet og snart vil være i stand til at udføre øgningen uden hjælp fra bommene.

Kilde: FEI

Studie – så mange repetitioner tager det for en hest at lære en ny øvelse

Hvor mange gange laver du den samme øvelse med din hest i løbet af en træning?

Forskere har bevist at tre repetitioner af den samme øvelse pr. træning, giver det samme indlæringsresultat som op til seks repetitioner. Tyske forskere har via et nyt studie fundet ud af, at det muligvis er unødvendigt at gentage en ny øvelse mere end tre gange.

Flere repetitioner er ikke nødvendigvis vejen frem

Når vi mennesker bruger negativ forstærkning eller “pressure release” to gange om ugen, med tre gentagelser i træningen, kan hesten lære nye opgaver. Flere repetitioner gør ingen forskel i forhold til hvor godt eller hvor hurtigt hesten tager læringen til sig, i følge Uta König von Borstel, PhD, og forsker ved University of Giessen. König von Borstel talte på vegne af sin studerende Franziska Fröhlich, BSc, under 2022 udgaven af International Society for Equitation Science (ISES) konferencen, der blev afholdt d. 9.-12. august i Hartpury, U.K.

“Ofte baserer vi ryttere, hvor meget træning hesten har brug for, af hver enkelt øvelse, på en fornemmelse” sagde König von Borstel. “Måske spilder vi tiden, og samtidig risikerer vi at for mange repetitioner giver anledning til frustrationer og kedsomhed hos hesten.”

Sådan er projektet udført

Forsknings teamet ønskede at afdække hvor mange repetitioner heste har brug for, for at lære en øvelse. De trænede derfor hver tyve heste i følgende øvelser: Bak, sænk hovedet, løft bagbenene og drej hovedet. Træningen foregik to gange om ugen i seks uger. Som metode brugte de pres på de pågældende steder på kroppen, og belønnede korrekt reaktion med “pressure release”. Hver hest lærte halvdelen af øvelserne ved tre gentagelser pr. træning og den anden halvdel ved seks gentagelser pr. træning.

Efter hver træning evaluerede forskerne hestenes præstationer. Hesten fik en score fra et til seks baseret på kvaliteten af deres reaktion, mængden af pres for at opnå reaktionen og hvor hurtigt de reagerede.

I den allerførste træning præsterede hestene en smule bedre, når øvelsen blev repeteret seks gange, sagde König von Borstel. Men i alle andre træninger helt frem til den tolvte og sidste træning, reagerede hestene lige godt om de blev udsat for tre eller seks repetitioner.

Brug tiden rigtigt

“For at opnå et givet præstationsniveau, kan man muligvis spare tid og frustrationer ved kun at repetere en opgave tre gange pr. træning.” sagde König von Borstel.

I fremtiden håber hun at forskerer vil undersøge hvordan forskellige antal repetitioner vil påvirke hestens evne til at huske en øvelse på længere sigt og hvordan repetition hjælper til vanedannelse. Alt sammen med fokus på om det kan have nogle former for velfærdskonsekvenser.

Kilde: The Horse

Video: Miljøtræning af ungheste

Søndag d. 7. august kunne du opleve Sissel Sandø Ulbæk i en clinic ved ECCO FEI World Championships i Herning. Sissel demonstrerede, hvordan hun arbejder med unge heste, og på trods af vejr og vind blev det et spændende indblik i en træningsmetode, hvor det handler om at opbygge hestens selvtillid og tro på sig selv.

Se et klip fra clinic’en nedenfor og se hele videoen her

Om Sissel Sandø
Sissel tilbyder tilridning og videreuddannelse af ungheste samt hjælp til at løse problemer fra jorden, såsom trailerlæsning og attitudeproblemer.

Sissel har gennem de seneste år har arbejdet for blandt andet Blue Hors, Elite Horsemen i Holland (Will Rogers og Tristan Tucker), Dan Keen i Texas (blev nr. 5 til verdensmesterskabet for tilridning af ungheste 2015, der afholdes i Kentucky), samt Jason Leitch i Australien.

Young Horse Performance

Skal Tristan Tucker arbejde med din hest?

Har du problemer med din hest, som du ønsker hjælp til at løse? Så er det nu, du skal slå til! 

Lørdag d. 13. august afholder Tristan Tucker en spændende clinic ved VM i Herning, hvor han underviser i TRT methods, og den clinic kan din hest blive en del af.

Tristan vil nemlig ud fra sine populære metoder hjælpe en udvalgt hest med de udfordringer, som ejeren oplever, og det er altså en hest fra Danmark, som Tristan aldrig har mødt før.

(Artiklen fortsætter under billedet…)

Tristan Tucker gør brug af sine metoder på en clinic i Florida. Foto: Anne Marie Krüger Rasmussen

Skal din hest med til Herning?

Kunne det være noget for dig og din hest? Så skal følgende krav opfyldes:

  • Din hest er min. 5 år og redet 
  • Du har mulighed for køre din hest til Herning lørdag d. 13. august. 
  • Send en mail til sideevent@herning2022.com med en beskrivelse af din hest, og hvorfor du gerne vil have hjælp af Tristan. 

Den udvalgte hest annonceres torsdag d. 21/7 klokken 12.00 i et opslag på Herning2022 Facebookside.

Mere om Tristan Tucker

Se en video hvor Tristan demonstrerer sine metoder herunder.

Kom tæt på VM med Zibrasport Equest

Husk at du kan følge med fra VM i Herning på Zibrasport Equest. Vi streamer alle ‘ikke VM-klasser’ (CDI og CSI), ligesom vi viser nogle side-events og er klar med indslag, interviews og studie fra det store event i august.
Se meget mere her

Video: Alex Gasscón – fra Barcelona til Uggerhalne

Alex Gasscón, 26 år stammer fra Barcelona i Spanien. Han begyndte at ride, da han var 9 år. Heste fik hurtigt tag i Alex, og efter endt skolegang fortsatte han med at uddanne sig som rytter.

Han søger hele tiden efter at forbedre sig som rytter og menneske, og et led i den udvikling bragte ham til Helgstrand Dressage i juli 2020. Han blev ikke ansat som rytter, men ansat til at lave det første, indledende piaffe- og passagearbejde med hestene fra jorden. En erfaring han har tilegnet sig i en prominent stald i Barcelona.

Alex Gasscón træner heste fra jorden i piaffe og passage. Foto: Zibrasport Equest

Han er særdeles vedholdende, og hans gode arbejde med hestene fra jorden, har nu også sat ham i sadlen på flere heste.

I dette indslag kan du møde Alex Gasscón og høre mere om hans hverdag med hestene, og hans drømme for fremtiden.

Du kan sætte undertekster på ved at trykke på [CC]

Ny serie: Træningstips fra Pether Markne

Nu starter vores træningsserie med springtræner Pether Markne. Her får du masser af gode tips til at optimere din egen springning.

Pether Markne og Per Sandgaard har forpagtet hestecenteret på Broholm Gods. Video: Walk and Talk: Sandgaard og Markne på Broholm – Zibrasport Equest

Pether Markne er A-træner i Sverige i såvel dressur som springning. Han er forfatter, og driver Markne Academy med træning af talentfulde elever. Han er landstræner i både dressur og springning for de norske ryttere. Han har tidligere været teknisk træner for det svenske landshold, og træner bl.a. landsholdsrytterne Malin Baryard Johnsson og Helena Persson.
I sin aktive karriere konkurrerede han internationalt i svær springning, og var med til OL i dressur i Sydney i 2000 med Amiral.

  • 1
  • 2